Alpine og Formel 1-reservekører uenige om forfremmelse

Formel 1-teamet Alpine offentliggjorde tirsdag, at de næste år forfremmer reservekøreren Oscar Piastri til førstekører, da spanieren Fernando Alonso skifter til Aston Martin-teamet.
Det er Oscar Piastri dog ikke helt enig i.
Australieren gik nemlig til tasterne på Twitter, hvor han afviser, at han afløser Alonso. Derimod står han overfor et brud med Alpine.
- Jeg kan forstå, at Alpine, uden at have aftalt det med mig, har udsendt en pressemeddelse sent i eftermiddag om, at jeg kører for dem næste år.
- Dette er forkert, og jeg har ikke underskrevet en kontrakt med Alpine for 2023. Jeg kører ikke for Alpine næste år, skriver Oscar Piastri på Twitter.
Alpine har endnu ikke svaret på Oscar Piastris udtalelse.