Seneste sport

Amerikanske skistjerne overhaler rival og sikrer World Cup-triumf

Overblik

  1. 23. okt kl. 15:11
    Amerikanske skistjerne overhaler rival og sikrer World Cup-triumf

    Den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin åbnede lørdag den alpine World Cup med en sejr.

    26-årige Shiffrin var hurtigst af alle i den indledende konkurrence i storslalom i Sölden i Østrig.

    Amerikaneren var ellers bagud efter første gennemløb, hvor schweiziske Lara Gut-Behrami indtog førerpositionen med et forspring på to hundrededele af et sekund til Shiffrin.

    I andet gennemløb var rollerne til gengæld byttet om, og Gut-Behrami endte 0,16 sekunder bag den amerikanske vinder.

    Slovakiske Petra Vlhová sluttede på tredjepladsen - 1,3 sekunder bag Shiffrin.

    Lørdagens triumf i Sölden betyder, at amerikaneren nåede op på sammenlagt 70 World Cup-sejre i karrieren.

    /ritzau/

  2. I går kl. 22:22

    Danskerne er 'meget berørte' efter Mia Rejs skade i den første VM-kamp

    Danmark tog en stensikker sejr mod Tunesien ved VM i håndbold. Men det er skaden, som Mia Rej pådrog sig i begyndelsen af anden halvleg, der tager fokus efter kampen. Det fortæller Simone Petersen.

    - Spillemæssigt er vi ret tilfredse med den præstation, vi leverer i dag. Der var et par fejl her og der, men det kommer, når man fører så stort.

    - Men lige nu overskygger hele situationen med Rej. Vi er meget berørte, siger Simone Petersen.

    Heller ikke landstræner Jesper Jensen brød sig om situationen.

    - Jeg ser ikke situationen, men kun reaktionen. Det er megahårdt at se på. Det er aldrig rart, når spillere får så ondt i en kamp. Vi gider ikke gætte på, hvad det kan være, det har vi ikke nogen anelse om, men det gør selvfølgelig ondt at se på, siger Jesper Jensen.

    Danmark vandt 34-16 over Tunesien.

  3. I går kl. 22:03

    Danmark vinder sikkert, men mister profil til grim skade

    Danmark havde ingen problemer med at vinde mod Tunesien i den første kamp ved VM.

    Men sejren havde en stor pris. Det offensive omdrejningspunkt Mia Rej måtte i anden halvlegs begyndelse bæres fra banen med det, der ligner en grim knæskade.

    Fra kampens første minut var danskerne hurtigere, stærkere og bedre end Tunesien, og gik til pause med en komfortabel føring på 16-8. Særligt Kathrine Heindahl var i hopla med fem scoringer i halvlegen.

    Anden halvleg var knap begyndt, da Mia Rej stødte sammen med en tunesisk forsvarsspiller og Mette Tranborg og straks faldt til gulvet og skreg i smerte.

    Danmark kørte dog sejren hjem, som endte med at lyde på 34-16.

  4. I går kl. 20:58

    Sydkorea knuser Congo ved VM i håndbold

    Der var ganske enkelt klasseforskel på de to Sydkorea og DR Congo, der torsdag mødtes ved VM i håndbold for Kvinder. Førstnævnte tog en knusende sejr på 37-23.

    Også Tyskland og coronaramte Østrig hentede sejre i deres første kampe.

    Tyskerne slog Tjekkiet med 31-21, mens Østrig, der må undvære landstræneren og fire spillere på grund af corona, vandt sikkert over Kina. 38-27 endte kampen i østrigernes favør.

    Brasilien endte også med at vinde deres kamp mod Kroatien med 30-25, og dermed fik de en optimal start på VM-slutrunden.

  5. I går kl. 16:53

    Østrig ramt af coronasmitte kort før første VM-kamp

    Kort før Østrigs første kamp ved VM i håndbold er fire spillere fra holdet blevet testet positive for corona. Det oplyser Østrigs landsholds pressechef til TV 2 Sport.

    - At fortælle de spillere, der er testet positiv, at de ikke kan spille, var det hårdeste, jeg har prøvet at gøre indtil videre fra et sportsligt synspunkt. Holdet vil gør alt, hvad de kan for at vinde den første VM-kamp i 12 år, siger sportsdirektør Patrick Fölser til TV 2.

    Det drejer sig om Sonja Frey, Petra Blazek, Stefanie Kaiser og Nina Neidhart fra den østrigske trup.

    Østrig spiller torsdag aften mod Kina i de to landes første kamp ved VM-slutrunden i Spanien.

  6. I går kl. 14:45

    Delaney udgik fra kamp og blev fragtet til hospital: Slipper med skrækken

    Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney er okay igen, efter han onsdag aften udgik fra pokal-opgøret mellem Sevilla og Córdoba efter 38 minutters spil med maveonde.

    Det meddeler danskerens klub, Sevilla, til B.T.

    I en periode så det så skidt ud, at den 30-årige midtbanespiller blev fragtet til hospitalet efter udskiftningen kort før pausen. Danskeren slap dog med skrækken, forsikrer Sevillas pressechef, Jesus Gomez.

    - Han er okay. Han var med spillerbussen hjem til Sevilla sammen med resten af spillerne, siger han.

    Sevilla-træner Julen Lopetegui fortalte efter kampen, at Delaney havde spillet kampen med hjælp fra smertestillende piller, som altså ikke var nok til at holde smerterne fra mavevirusset væk.

    Delaneys holdkammerater færdiggjorde dog kampen og vandt opgøret med 1-0. Dermed er den spanske topklub videre til næste runde af turneringen.

  7. I går kl. 13:39

    Lisbeth Jensen er ny direktør i Anti Doping Danmark

    Anti Doping Danmark har fundet den permanente afløser for Michael Ask, der stoppede som direktør i november.

    Fra 1. februar 2022 træder Lisbeth Jessen ind i direktørrollen, oplyser Anti Doping Danmark (ADD) i en pressemeddelelse.

    Hun har siden 2016 været direktør i Danner (organisation, der arbejde for at stoppe vold mod kvinder, red.) og har desuden mange års erfaring fra politiet med vægt på blandt andet efterforskning og forebyggelse af kriminalitet.

    Hun ser frem til at gå ind i arbejdet med de vidt forskellige målgrupper, ADD arbejder med, hvoraf nogle af dem har det til fælles, at presset kan blive så stort, at de søger løsninger, der hører til i idrættens skyggesider.

    - Vi skal selvfølgelig bekæmpe snyd og forbrydelse i idrætten, men vi skal i lige så høj grad forebygge og have blik for, hvad der skaber presset på idrætsaktive.

    - Uanset om vi taler talentfulde eliteidrætsudøvere, der skal præstere på højeste niveau, eller helt almindelige unge, der mærker presset for at leve op til urealistiske kropsidealer, de har set på sociale medier, siger Jessen.

    Kim Højgaard Ravn har været konstitueret direktør for Anti Doping Danmark, siden Michael Ask stoppede.

  8. I går kl. 12:51

    Axelsen spiller sig semifinalen ved World Tour Finals

    Viktor Axelsen er klar til semifinalerne ved World Tour Finals som gruppevinder. Det blev en kendsgerning, da han torsdag slog inderen Lakshya Sen med cifrene 21-15, 21-14.

    Den danske verdensetter er dermed sikker på gruppesejren efter bare to spillede kampe, da de to resterende deltagere i gruppen begge trak sig med skader i deres første kamp onsdag.

    Rasmus Gemke trak sig med en knæskade mod Axelsen, mens den tidligere japanske verdensetter Kento Momota opgav at spille mod Lakshya Sen, som dermed også avancerer til turneringens næste fase.

  9. I går kl. 12:26

    Christian Eriksen er igen på træningsbanen

    Christian Eriksen var senest i kamp mod Finland ved EM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen, der blev ramt af hjertestop under sommerens EM, genoptræner på OB's træningsanlæg i Ådalen i Odense.

    Det bekræfter sportschef Michael Hemmingsen over for B.T.

    - Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen i disse dage holder formen ved lige på vores baner.

    - Vi har holdt forbindelsen med Christian, siden han skiftede fra OB, og derfor er vi glade for, at han spurgte os, om han kunne genoptræne i Ådalen, siger Michael Hemmingsen.

    Ifølge avisen træner Eriksen alene i selskab med en personlig træner.

    Den italienske sportsvis La Gazzetta dello Sport skrev i november, at Eriksen har besluttet at fortsætte karrieren, men det er ikke blevet bekræftet fra Eriksen.

    Han kan dog blive tvunget til at skifte fra sin klub, Inter, hvis han vil fortsætte karrieren, da han har fået indopereret en hjertedefibrillator, som man ikke må spille med i Italien.

  10. I går kl. 11:31

    Olympisk Komité aftaler personligt møde med 'forsvundet' kinesisk tennisspiller

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bekymrer sig om tennisspilleren Peng Shuais ve og vel.

    Det understreger IOC i et statement om den kinesiske tennisspiller, der ikke har vist sig frem i andet end videosekvenser, efter at hun 2. november anklagede den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli for at have misbrugt hende seksuelt.

    21. november havde IOC et videomøde med Peng Shuai, og nu oplyser IOC, at man har haft endnu et videomøde med den omtalte doublespecialist.

    - Vi deler den samme bekymring for Peng Shuais velvære og sikkerhed som mange andre mennesker og organisationer. Det er netop grunden til, at et IOC-hold i går (onsdag, red.) afviklede endnu et videoopkald med hende.

    - Vi har tilbudt hende bred støtte, vil holde regelmæssig kontakt med hende og har allerede aftalt et personligt møde i januar, lyder det fra IOC.

  11. I går kl. 11:23

    Sæsonfinalen i kunstskøjteløb er aflyst

    Sæsonfinalen i kunstskøjteløb i Japan er blevet aflyst kun en uges tid, før at den var planlagt til at blive sat i gang.

    Det meddeler Det International Skøjteforbund (ISU) på sin hjemmeside.

    Aflysningen er et slag for atleterne, der om to måneder skal i aktion ved vinter-OL i Kina.

    Det er den nye coronavariant, omikron, der har skabt bekymring og nye restriktioner i Japan. Det er således lukket af for nyankomne udlændinge i landet.

    Sæsonfinalen, Grand Prix Final, for verdenseliten i kunstskøjteløb stod til at blive afviklet i Osasa 9-12. december, men den japanske arrangør har været nødt til at trække stikket.

    ISU beklager aflysningen på sin hjemmeside og understreger, at man undersøger muligheden for at arrangere en erstatning for sæsonfinalen.

    Tidligere er det japanske Formel 1-løb og klub-VM i fodbold blevet henholdsvis aflyst og flyttet.

  12. I går kl. 08:36

    Danskere tæt på exit i sæsonfinalen

    Den danske mixeddouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er med stor sandsynlighed færdig ved World Tour Finals i badminton inden den sidste runde af gruppespillet.

    Parret havde ellers alle chancer for at vinde torsdag, men trods føringer blev også den anden kamp i turneringen tabt. Cifrene lød 17-21, 21-19, 16-21.

    Nu skal Christiansen og Bøje ikke bare vinde den sidste kamp fredag, men er også afhængig af andre resultater for at gå videre til semifinalerne.

    Damesinglen Line Christophersen tabte som ventet også sin anden kamp til Pornpawee Chochuwong fra Thailand, men danskeren bed overraskende godt fra sig og tabte kun knebent med 20-22, 21-23.

    I første sæt kom Christophersen tilbage fra 7-13 og havde sætbold ved 20-19, og i andet sæt kom hun fra 10-15 til 18-18, inden den thailandske modstander var stærkest på de afgørende bolde.

    Dermed skal der også mirakler til for at holde Christophersen inde i turneringen.

  13. 1. dec kl. 23:17

    Liverpool basker kriseramte Everton og tager derbysejr

    Der er klasseforskel på de to store fodboldklubber i Liverpool for tiden.

    Det var tydeligt, da Everton onsdag tog imod de rødblusede lokalrivaler i et Merseyside-derby i Premier League.

    Liverpool vandt med 4-1 og forværrede Evertons krise. Rafael Benitez' mandskab er nu oppe på otte kampe i træk uden sejr, hvoraf seks af dem er endt med nederlag.

    De tre point gør, at Liverpool holder snor i topholdet Chelsea, som også vandt onsdag. Jürgen Klopp og co. har 31 point på tredjepladsen, hvilket er to færre end London-holdets total.

    /ritzau/

  14. 1. dec kl. 22:59

    Courtois stråler i smal Real Madrid-sejr over baskere

    Karim Benzema udbyggede sin føring på topscorerlisten i La Liga, da han med kampens enlige mål sørgede for en Real Madrid-sejr på 1-0 hjemme mod Athletic Bilbao.

    Real Madrid måtte dog have en del hjælp fra målmand Thibaut Courtois for at hjemtage sejren, der sender Real Madrid syv point foran forfølgerne fra Atlético Madrid i La Liga-tabellen. Atlético har dog en kamp til gode.

    Både med hænder og fødder stod Courtois i vejen for gæsternes afslutninger og var sit holds bedste i en ellers jævn præstation.

    /ritzau/

  15. 1. dec kl. 22:23

    Aalborg nedkæmper ungarere i nordjysk snestorm

    Voldsomt snefald i Nordjylland førte til, at alt unødig kørsel blev frarådet, og derfor var der ikke ret mange tilskuere til Aalborg Håndbolds Champions League-kamp mod ungarske Pick Szeged.

    Trods den manglende opbakning leverede de danske mestre en stærk præstation og hentede en sejr på 34-30 efter en tomålsføring ved pausen.

    Med sejren kommer Aalborg a point med Pick Szeged, med hvem danskerne deler andenpladsen i gruppen. Begge har 12 point for ni kampe, men Aalborg er ét mål bedre i det indbyrdes regnskab.

    Tre point foran dem topper Montpellier gruppen. THW Kiel har 11 point for en kamp færre end de øvrige hold.

    Kampstarten måtte udskydes med to timer, da flere spillere og andre deltagere i afviklingen af opgøret blev forsinket i snemasserne.

    /ritzau/

  16. 1. dec kl. 22:21

    Spanien åbner VM med sejr over Argentina

    VM i håndbold for kvinder blev her til aften skudt i gang med et opgør mellem Spanien og Argentina.

    Hjemmebanefavoritterne fra Spanien havde sit bøvl med argentinerne i første halvleg, men i anden viste de rødklædte spaniere, at de var et niveau over Argentina. Med en sejr på 29-13 endte Spanien med at trække det længste strå, og dermed fik de en god start på slutrunden på hjemmebane.

    Danmark spiller første kamp ved VM i morgen, når de møder Tunesien klokken 20.30. Kampen kan ses på TV2 eller følges i LIGA på P3.

  17. 1. dec kl. 23:09

    Andreas Christensen tilbage på holdet i Chelsea-sejr

    Chelsea-træner Thomas Tuchel tog onsdag Andreas Christensen til nåde igen, efter at danskeren har tilbragt de seneste tre kampe på bænken.

    Tirsdag sagde Tuchel, at håbet var, at turen i skammekrogen ville sætte skub i de kontraktforhandlinger mellem Chelsea og Christensen, som har stået på hen over efteråret og angiveligt er gået i hårknude.

    Christensen har endnu ikke forlænget sin kontrakt med London-klubben, men onsdag blev han altså sendt i aktion igen.

    Det gjorde han, da Chelsea på udebane mødte Watford. En kamp, der blev afbrudt efter cirka et kvarters spil, da en tilskuer på tribunen fik et hjertestop.

    Watford skriver på Twitter, at tilskueren er stabiliseret.

    Efter cirka en halv time blev spillet genoptaget, og Chelsea endte med en sejr på 2-1. Andreas Christensen spillede hele kampen.

    Mason Mount og Hakim Ziyech leverede Chelseas mål. Med sejren holder Chelsea fast i førstepladsen i Premier League.

    Kampen mellem Watford og Chelsea var ikke den eneste, der blev ramt af et medicinsk nødstilfælde på tribunen.

    Det skete også i opgøret mellem Southampton og Leicester, hvor starten af anden halvleg blev udskudt med et kvarter. Kampen endte 2-2.

    I midten af oktober blev en Premier League-kamp mellem Newcastle og Tottenham afbrudt, da en tilskuer - ligesom i Watford-Chelsea-kampen - blev ramt af et hjertestop.

    /ritzau/

  18. 1. dec kl. 21:14

    Simon Kjær udgår med skade i første minut for Milan

    Simon Kjær nåede kun et minuts spil af AC Milans udekamp mod Genoa, før den danske stopper blev fragtet fra banen på en båre.

    Han mislykkedes med en tackling højt oppe på banen og blev efterfølgende liggende i græsset, hvor han tog sig til knæet.

    Efter tre-fire minutters behandling på banen blev den danske landsholdsanfører båret fra banen, med hvad der kunne ligne en knæskade.

    Han havde en stor pose is tapet til det ene knæ, da han forlod banen.

    /ritzau/

  19. 1. dec kl. 20:30

    Tennisforbund suspenderer alle turneringer i Kina

    WTA, kvindernes tennistour og -forbund, suspenderer alle turneringer i Kina.

    Det sker som en reaktion på sagen om den kinesiske tennisspiller Peng Shuai, der forsvandt i næsten tre uger efter hun beskyldte en tidligere toppolitiker for seksuelt overgreb. Siden har Peng Shuai været genstand for massiv international opmærksomhed.

    WTA forlanger en grundig og gennemsigtig efterforskning af Peng Shuais beskyldninger, oplyser Steve Simon, der er administrerende direktør i WTA.

    - Jeg er ked af, at det er kommet til dette punkt.

    - Medmindre Kina tager de skridt, vi har bedt om, vil vi ikke udsætte vores spillere og ansatte for risiko ved at afholde begivenheder i Kina.

    - Kinas ledere har efterladt WTA uden et valg. Jeg håber stadig, at vores bønner vil blive hørt, og at de kinesiske myndigheder vil adressere dette problem, lyder det fra Steve Simon i pressemeddelelsen.

  20. 1. dec kl. 19:11

    To OL-guldvindere er årets atletikudøvere i verden

    Jamaicanske Elaine Thompson-Herah og norske Karsten Warholm er blevet hædret med titlerne som årets atletikudøvere.

    Thompson-Herah, der gør sig i sprint, vandt guld i både 100 meter og 200 meter ved OL i Tokyo, og for god ordens skyld tilføjede hun en tredje guldmedalje i 4x100 meter med resten af det jamaicanske hold.

    Hun løb også den næsthurtigste tid på 100 meter i løbet af 2021. Thompson-Herahs tid, 10,54 sekunder, er kun overgået af Florence Griffith-Joyners 10,49 sekunder fra 1988.

    Hos herrerne vandt den norske hækkeløber Karsten Warholm titlen som årets atletikudøver.

    Warholm satte verdensrekord i sin favoritdisciplin, 400 meter hæk, to gange i løbet af 2021, og han sikrede sig også OL-guld i disciplinen i tiden 45,94 sekunder, som er verdensrekord.

  21. 1. dec kl. 18:38

    Snevejr udskyder Champions League-brag

    Aalborg Håndbold skal her til aften møde ungarske Pick Szeged på hjemmebane i Champions League.

    Men opgøret mellem de to herrehold, der oprindeligt var sat til at skulle starte klokken 18.45, er blevet udsat med to timer.

    Det skyldes den store mængde sne, der er faldet i Nordjylland, oplyser Aalborg Håndbold på sin facebook-side.

    - På grund af forsinkelse hos spillere og officials er kampen udskudt til 20.45. Vi beklager ulejligheden, skriver den danske klub.

    I slutningen af oktober tabte de forsvarende danske mestre til ungarerne i Champions League-gruppespillet, og derfor skal de forsøge at få revanche i aften.

  22. 1. dec kl. 17:37

    Fortsat helt lige i VM i skak

    Kampen om verdensmesterskabet i skak er stadig helt lige.

    Femte parti af dysten mellem den regerende mester, Magnus Carlsen, og den russiske udfordrer, Ian Nepomniachtchi, endte nemlig med et remis præcis ligesom de foregående fire.

    Norske Carlsen har siddet på VM-tronen siden 2013, og i duellen med russeren skal han forsøge at forsvare sin titel for fjerde gang.

    VM i skak, der skal afgøres over 14 partier, begyndte i fredags, og ventes at blive færdigspillet i midten af december.

  23. 1. dec kl. 15:12

    Danmarks landshold i floorball er kvartfinaleklar ved VM efter drama

    Danmark så ud til at være så godt som ude af VM i floorball for kvinder, men sådan endte det ikke.

    I ottendedelsfinalen mod Tyskland var danskerne bagud 4-2 med blot halvandet minut tilbage af kampen.

    Men to hurtige danske scoringer i slutfasen sikrede forlænget spilletid. Laura de Fries stod for den forløsende og udlignede danske scoring i sidste af ordinær spilletid, der sikrede forlænget spilletid.

    I den forlængede spilletid scorede ingen af holdene, og så måtte der straffeslag til for at finde en vinder i opgøret.

    I straffekonkurrencen fik Kristine Møller Sørensen chancen for at sende Danmark videre, da hun skulle tage det femte og sidste straffeslag, men den tyske keeper afværgede Møller Sørensens forsøg.

    I stedet kunne den danske keeper, Mette Thorsager Jensen, sende Danmark i kvartfinalen, da hun reddede det sidste tyske forsøg.

  24. 1. dec kl. 13:44

    Randers HK skal finde en million kroner

    I slutningen af 2019 overlevede Randers HK en truende konkurs, nu kæmper håndboldklubben igen for livet.

    Der skal således findes en million kroner, hvis Randers skal kunne betale regningerne i den resterende del af sæsonen. Det bekræfter bestyrelsesformand Henrik Schaar.

    Randers afleverede for nylig et årsregnskab i et lille plus, men egenkapitalen er 1,35 millioner kroner i minus.

    Men hvordan er Randers HK endt i suppedasen?

    - Vi har ikke lavet andet end at skære forretningen til i to år, siden vi overlevede i 2019. I januar 2020 stod vi med en plan for, hvordan vi kom videre ved blandt andet at øge sponsorsalget, men så kom corona.

    - Vi har ikke kunnet sælge vores produkter, og der har været tomt i hallen. Sponsorerne har haft andre ting at tænke på, siger han.

    Til sommer udløber flere spilleres kontrakter, og derfor slipper klubben også for at betale deres løn. Derefter må truppen sammensættes efter den økonomiske virkelighed.

    /ritzau/

  25. 1. dec kl. 13:34

    Odense Håndbolds kaptajn stopper mod sin egen vilje

    Når sæsonen er slut, er det også slut for Kamilla Larsen i Odense Håndbold.

    Den 38-årige anfører får ikke forlænget sin kontrakt, men det er ikke med hendes gode vilje, at hun skal forlade sin hjerteklub, hvor hun til sommer har spillet i 13 år.

    - Jeg ville gerne have fortsat i Odense Håndbold, men det ønskede klubben desværre ikke, siger Kamilla Larsen i en pressemeddelelse.

    Direktør Lars Peter Hermansen slår over for Ritzau fast, at det er sportslige hensyn, der gør, at Kamilla Larsen må sige farvel og tak til sommer.

    - Vi har sat os ned og kigget på, hvordan vi gerne vil sætte holdet, og der har vi haft fokus på, at vi gerne vil have tre stregspillere, der kan spille i begge ender, siger Lars Peter Hermansen.

    Kamilla Larsen kom til Odense i 2009, efter at hun havde tørnet ud for hedengangne Slagelse Dream Team, som hun blandt andet vandt Champions League med.

    /ritzau/

  26. 1. dec kl. 13:18

    Gemke trak sig fra sæsonfinalen og sender Axelsen videre

    Verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, fik en nem start på sæsonfinalen i Bali.

    Onsdag vandt han sin første gruppekamp uden at få sved på panden. Mødet med landsmanden Rasmus Gemke sluttede allerede efter seks bolde, da Gemke trak sig ved stillingen 5-1 til Axelsen.

    Dermed tog Viktor Axelsen et skridt mod lørdagens semifinaler, mens Rasmus Gemke altså er ude af sæsonfinalen.

    Kampen var den første af tre gruppekampe for Viktor Axelsen. Gruppen tæller også Kakshya Sen fra Indien og den tidligere verdensetter Kento Momota. Sidstnævnte brager sammen med Viktor Axelsen i morgen.

    /ritzau/

  27. 1. dec kl. 11:18

    Norske journalister blev anholdt i Qatar for 32 sekunders video

    I sidste uge blev de to norske journalister Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani tilbageholdt og anholdt i Qatar.

    De var i landet for at arbejde på en dokumentar om forholdene i landet op mod VM i 2022. En videooptagelse på 32 sekunder fra en migrantlejr ledte til arrestationen.

    – Som norsk journalist er det meget mærkeligt at forestille sig, at man bliver pågrebet og sidder inde i 32 timer for at have filmet disse sekunder, siger Halvor Ekeland til NRK.

    Ifølge Udenrigsministeriet i Qatar brød journalisterne fra mediet NRK landets love ved at bevæge sig ind på privat grund uden tilladelse.

    Ekeland og Ghorbani blev løstladt tirsdag den 23. november og var hjemme dagen efter.

    I 2016 oplevede den danske journalist Niels Borchert Holm også at blive tilbageholdt i Qatar. Det kan du læse mere om her.

  28. 1. dec kl. 11:12

    Skidt start for flere danskere ved sæsonfinalen i badminton

    Den danske damesingle Line Christophersen kunne som ventet ikke stille noget op i sin første kamp ved sæsonfinalen i badminton.

    I gruppespillets første kamp tabte hun til den forsvarende indiske verdensmester, Pusarla Venkata Sindhu, med cifrene 14-21, 16-21.

    Det var tredje gang i 2021, at danskeren tabte i to sæt til Sindhu.

    Christophersen kan dog stadig nå videre fra gruppespillet ved at slutte blandt de to bedste.

    Det samme gælder mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der tabte klart til japanerne Yuta Watanabe/Arisa Higashino, verdens fjerdebedste par.

    Cifrene lød 21-12, 21-15 i japansk favør.

    Det er sjette gang ud af lige så mange mulige, at Christiansen og Bøje tabte til det japanske par, og i de seks kampe har danskerne blot vundet ét sæt i alt.

    /ritzau/

  29. 1. dec kl. 10:00

    Axelsen er atter verdensetter: Tre danskere i top ti

    Viktor Axelsen kan endnu engang kalde sig for verdens bedste badmintonspiller.

    Tirsdag blev verdensranglisten opdateret, og her figurerer den 27-årige danske OL-vinder øverst på listen. Nummer to er den tidligere verdensetter Kento Momota fra Japan.

    De to ketsjeratleter er parret i den samme gruppe ved sæsonafslutningen i Bali, der afvikles i denne uge.

    Viktor Axelsens placering på verdensranglisten er en sammenregning af danskerens ti bedste resultater over en afgrænset periode.

    Verdensetterens landsmand Anders Antonsen beholder sin plads som nummer tre på listen.

    Danske Rasmus Gemke er desuden også at finde på verdensranglisten. Han er rykket tre placeringer op og er nu nummer 10 i verden.

    Gemke møder Axelsen ved sæsonfinalen. Kampen er sat til at begynde klokken 12.

  30. 1. dec kl. 07:21

    NBA-superstjerne smittet med corona

    LeBron James er blevet testet positiv for coronavirus. Los Angeles Lakers-stjernen misser dermed en række kampe i NBA.

    Den 36-årige har angiveligt ingen symptomer på virusset.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Det var meningen, at han skulle have spillet mod Sacramento Kings tirsdag, men han blev altså fravalgt, da der tikkede et positivt prøvesvar ind.

    Ifølge NBA's regler skal en spiller, som er testet positiv for covid-19, isolere sig fra resten af holdet i minimum ti dage.

    LeBron James risikerer at misse op til fire kampe, men kan være tilbage før, hvis han afleverer et par negative tests.

    /ritzau/

  31. 1. dec kl. 06:52

    Chelsea-træner: Derfor spiller Andreas Christensen ikke

    Andreas Christensen har spillet 140 kampe for Chelseas førstehold. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

    Når Chelsea onsdag aften møder Watford på udebane i Premier League, bliver det formentlig uden Andreas Christensen - igen.

    Chelseas manager, Thomas Tuchel, fortæller således forud for kampen, at han på det seneste har valgt at lade den danske forsvarsspiller sidde over som følge af uafklarede spørgsmål omkring hans kontrakt.

    Ifølge den tyske manager udviser Christensen en modvilje mod at få en ny kontrakt med London-klubben på plads.

    - Vi håber, at dette kan være med til at påvirke kontraktsituationen en lille smule, siger Thomas Tuchel på et pressemøde forude for Chelseas tur til Watford.

    Den 25-årige danskers nuværende kontrakt udløber ved udgangen af denne sæson.

    Andreas Christensen har spillet 13 kampe for Chelsea i indeværende sæson, men har ikke været på banen, siden holdet spillede 1-1 mod Burnley den 6. november.

    /ritzau/Reuters

  32. 30. nov kl. 22:10

    Englands fodboldkvinder smadrer Letland med 20-0

    20-0.

    Nej, du har ikke læst forkert. 20-0 endte det, da Englands fodboldkvinder tirsdag mødte Letland i VM-kvalifikationen.

    De to nationer er adskilt af hele 94 pladser på Det Internationale Fodboldforbunds verdensrangliste, og det kunne altså tydeligt ses.

    Efter ti minutter stod der 3-0 til England, og halvvejs i første halvleg blev det 6-0. Ved pausen havde englænderne scoret yderligere to gange.

    I anden halvleg gik der lidt over tre minutter, før målshowet blev genoptaget. 12 minutter senere stod der 12-0, og inden for de sidste cirka 25 minutter blev der altså scoret yderligere otte gange.

    Lauren Hemp blev topscorer med fire mål, mens både Ellen White, Bethany Mead og Alessia Russo lavede hattrick.

    Sejren var Englands sjette i lige så mange kampe i VM-kvalifikationen, og holdet har nu en målscore på astronomiske 53-0. I oktober blev Letland "kun" slået med 10-0.

    /ritzau/

  33. 30. nov kl. 20:59

    Dansk initiativ skal forhindre værtskaber som VM i Qatar

    Der skal være mere gennemsigtighed og fokus på menneskerettigheder, når der træffes beslutninger i internationale idrætsforbund.

    For eksempel når det handler om, hvem der skal have værtskabet for en stor sportsbegivenhed.

    Det mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der med en erklæring vil forhindre, at en begivenhed som VM i fodbold kan ende i Qatar, som er tilfældet i 2022.

    Erklæringen har hun tirsdag haft med til et ministermøde i EU, hvor hun har præsenteret den for andre EU-lande.

    Kulturministeren fortæller efter mødet i Bruxelles, at de øvrige ministre har vist stor interesse i erklæringen. De har nu nogle dage til at finde ud af, om de vil tilslutte sig den.

    /ritzau/

  34. 30. nov kl. 20:27

    Håndboldlegende stjæler sejren fra GOG kort før slutfløjt

    Der var masser af drama, da håndboldherrerne fra GOG onsdag tog imod franske Nantes i European League.

    Det fynske hold bragte sig foran med et minut tilbage, men en reducering af den makedonske håndboldlegende Kiril Lazarov cirka ti sekunder før slutfløjtet førte til, at det blev 29-29.

    Dermed tog begge hold et point i Jyske Bank Arena i Odense, der til lejligheden havde erstattet Gudmehallerne som GOG's hjemmebane.

    Det betyder, at både GOG og Nantes nu har syv point efter halvdelen af kampene i deres gruppe. Det er ét færre end tyske Lemgo, som har otte. Det kan Benfica også komme op på senere tirsdag.

    /ritzau/

  35. 30. nov kl. 19:54

    Danmark slår Rusland og går alene på førstepladsen i VM-kvalifikationen

    Det danske kvindelandshold i fodbold vandt for sjette gang i streg i VM-kvalifikationen, da russerne blev besejret med 3-1 i Viborg.

    Første halvleg var langt fra prangende for det danske landshold, hvor der skulle gå 37 minutter inden Danmarks første afslutning.

    Efter pausen fik danskerne rettet op på sagerne, da den danske topscorer i VM-kvalifikationen, Signe Bruun, efter godt en times spil udnyttede en returbold og scorede til 1-0.

    Ti minutter senere sørgede en russisk arm for et dansk straffespark, som landsholdets alderspræsident, Sanne Troelsgaard, sparkede sikkert ned i venstre målhjørne.

    Indskiftede Mille Gejl sørgede for, at de fremmødte tilskuere for på hjemmebanen i Viborg for en stund glemte den mindre imponerende første halvleg, da hun med fem minutter igen efter et smart træk uden for feltet bragede bolden over i modsatte målhjørne.

    Russernes Nelli Korovkina fik pyntet på resultatet med en flad afslutning i feltet, der passerede Lene Christensen i det danske mål.

    Med sejren rykker Danmark alene i front i kvalifikationsgruppen med 18 point. Tre flere end Rusland på andenpladsen.

  36. 30. nov kl. 18:34

    Tiger Woods håber på sommercomeback efter bilulykke

    Den amerikanske golfspiller Tiger Woods drømmer om at gøre comeback næste år, hvor han har øjnene rettet mod turneringen British Open i juli.

    Det fortæller han ved et pressemøde på østaten Bahamas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I februar måned var den 45-årige amerikaner ude for en bilulykke i Los Angeles, hvor han var tæt på at få amputeret sit ene ben.

    Den rutinererede golfspiller ankom til pressemødet gående uden krykker og fortalte, at han kæmper med genoptræning og nedbrydning af arvæv, og at der derfor er lang vej, hvis han skal gøre sig forhåbninger om igen at vinde en af de store turnering.

    Tiger Woods har vundet 15 majortuneringer i karrieren.

  37. 30. nov kl. 16:57

    Landsholdet i floorball stryger gennem VM-gruppen med ny sejr

    Kvindelandsholdet i floorball vandt tirsdag eftermiddag den tredje og sidste gruppekamp ved VM med 15-0 over Italien.

    Den danske anfører, Cecilia Di Nardo, blev med fem scoringer i kampen den mest scorende spiller ved VM nogensinde med i alt 53 mål.

    Dermed slutter de danske kvinder som vindere af gruppen med tre sejre af tre mulige efter weekendens 9-6-sejr over USA og gårsdagens sejr på 9-1 over Thailand. USA ender toer i gruppen.

    I morgen, onsdag, venter der en playoff-kamp, hvor Danmark med en sejr kan sikre en billet til kvartfinalerne ved verdensmesterskabet, der afholdes i den svenske by Uppsala.

  38. 30. nov kl. 16:34

    Stimen fortsætter ved VM i skak med fjerde remis

    Det fjerde parti i kampen om verdensmesterskabet i skak endte ligesom de tre foregående med et remis.

    Dermed står det fortsat lige mellem tirsdagens norske fødselar Magnus Carlsen, der har siddet på VM-tronen siden 2013, og hans russiske udfordrer, Ian Nepomniachtchi.

    VM i skak skal afgøres over 14 partier og begyndte i fredags.

    Den norsk-russiske dyst afholdes i Dubai og ventes færdig i midten af december måned.

    Det er fjerde gang, at Carlsen skal prøve at forsvare sin VM-titel.

    /ritzau/

  39. 30. nov kl. 12:30

    Million-boost til danske atleter frem mod OL i Paris

    Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har modtaget en donation på 50 millioner til sit arbejde frem mod OL og PL i Paris i 2024.

    Det er Kirkbi, der er ejet af Lego-familien Kirk Kristiansen, der donerer pengene. Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.

    Kirkbi donerede også 50 millioner kroner frem mod legene i Tokyo, der blev afviklet i sommer.

    Det er endnu ikke fastlagt, hvordan den nyeste donation skal fordeles, understreger Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske OL-hold.

    - Vi skal selvfølgelig støtte dem, som har potentiale til at vinde medaljer, men vi skal også forsøge at identificere og supporte fremtidens stjerner, som også kan komme i spil til Paris.

    - Vi kommer sikkert til at yde støtte til nogen, som ender med ikke at kvalificere sig til OL eller PL, men sådan er vilkårene, for sport er heldigvis ikke 100 procent forudsigeligt, siger Simonsen.

    Team Danmark meddelte i oktober, at Salling Fondene har doneret 50 millioner kroner frem mod legene i Paris i 2024.

  40. 30. nov kl. 08:13

    Malaysia ville ikke lukke israelske squash-spillere ind, så nu er international turnering aflyst

    I Malaysia er der ikke mange varme følelser for Israel, og det har kostet en stor squash-turnering livet.

    Det asiatiske land nægtede at uddele visum til de israelske spillere, og det har fået den internationale squash-forbund (WSF) til helt at aflyse turneringen World Team Championships.

    - Det er vigtigt for WSF, at intet land, der ønsker at deltage, bliver forhindret i at stille op, siger forbundets præsident ifølge France24.

    I 2019 blev Malaysia ligeledes frataget et sportsstævne, da landet ikke ville lade svømmere fra det israelske para-landshold komme ind.

    Malaysia har heller ikke nogen diplomatiske forbindelser med Israel, og det er som udgangspunkt ikke muligt at komme ind i landet på et israelsk pas.

  41. 30. nov kl. 06:45

    Både EM-holdet, en OL-guldvinder og en Tour-toer kan blive Årets Sportsnavn 2021

    2021 har budt på en lang række store, danske sportspræstationer, og det kan ses på listen over nominerede til Årets Sportsnavn 2021.

    Over de seneste uger har DIF og Team Danmark løftet sløret for, hvem der kommer i betragtning til at vinde den prestigefyldte idrætspris, og nu er alle 15 navne offentliggjort.

    Blandt dem der kan vinde prisen er herrernes fodboldlandshold, der skabte EM-eufori i sommer, Viktor Axelsen, der vandt OL-guld, og Jonas Vingegaard, der blev nummer to i Tour de France.

    Vinderen findes den 8. januar ved det store show 'Sport 2021' i Herning, der vises på DR1.

  42. 29. nov kl. 22:00

    Lionel Messi vinder sin syvende Ballon d'Or

    Lionel Messi har vundet Ballon d'Or-prisen som årets mandlige fodboldspiller i 2021.

    Det blev afsløret ved en ceremoni i Paris mandag aften.

    Robert Lewandowski blev nummer to, mens midtbanespilleren Jorginho, der vandt Champions League med Chelsea og EM med Italien, blev nummer tre.

    Lewandowski kunne trøste sig med kåringen som årets angriber, der for første gang blev uddelt ved den prestigefyldte prisuddeling.

    Det er syvende gang, at Lionel Messi vinder prisen. Det er to gange mere end portugisiske Cristiano Ronaldo, der har vundet næstflest gange.

    Den argentinske troldmand vandt også Ballon d'Or i 2009, 2010, 2011, 2012, 2015 og 2019.

    Lionel Messi har i løbet af 2021 indtil videre bidraget med i alt 32 mål og 12 assist i 40 klubkampe for FC Barcelona og Paris Saint-Germain.

    Han har i 2021 været med til at vinde den spanske pokalturnering med Barcelona og Copa America med Argentina. Han blev valgt til turneringens bedste spiller i sidstnævnte.

    Messis klubkammerat fra PSG Gianluigi Donnarumma blev kåret som årets målmand, mens Pedri fra argentinerens tidligere klub Barcelona blev årets spiller under 21 år.

    /ritzau/

  43. 29. nov kl. 21:33

    Pernille Harder bliver nummer syv ved Ballon d'Or

    Den danske landsholdsanfører Pernille Harder ender nummer syv i kvindernes Ballon d'Or-kåring.

    Det fremgår af prisuddelingen mandag aften.

    Her blev Barcelonas 27-årige offensive midtbanespiller Alexia Putellas hyldet som vinder af prisen som årets bedste.

    Den spanske Champions League-vinder besatte hele tre pladser i top-5. Putellas' holdkammerater Jennifer Hermoso og Lieke Martens blev henholdsvis nummer to og fem.

    Harders holdkammerat Sam Kerr fra Chelsea tog tredjepladsen.

    29-årige Harder blev i 2018 nummer to i afstemningen om Ballon d'Or efter norske Ada Hegerberg. Det var første gang, at der blev uddelt en Ballon d'Or til kvinderne.

    I 2019 blev Harder nummer 14, hvor amerikaneren Megan Rapinoe vandt titlen. I 2020 blev den ikke uddelt på grund af covid-19-pandemien.

    Harder er også blandt 13 nominerede spiller til Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) pris som verdens bedste spiller i 2021. Den uddeles 17. januar.

    /ritzau/

  44. 29. nov kl. 18:08

    Simon Kjær slutter som nummer 18 i Ballon d'Or-kåring

    Herrelandsholdets anfører Simon Kjær slutter som nummer 18 i årets Ballon d'Or-kåring.

    Det meddeler France Football, der arrangerer afstemningen, på Twitter.

    Det franske magasin har valgt at tælle ned til kåringen af vinderen ved at afsløre listen af de 30 nominerede i omvendt rækkefølge i forhold til stemmeantallet.

    32-årige Simon Kjær slutter foran spillerne som Luka Modric, Harry Kane, Bruno Fernandes, Phil Foden, Pedri og europamesteren Nicolò Barella fra Italien.

    Det er første gang i 20 år, at en dansk herrespiller får stemmer i Ballon d'Or-kåringen.

    Ebbe Sand var den seneste dansker med stemmer. Han fik i 2001 to stemmer og sluttede på en delt 18.-plads.

    Vinderen af Ballon d'Or-prisen annonceres senere i aften, ligesom en række andre priser uddeles.

    Her blev både Pernille Harder og Kasper Schmeichel nummer syv i henholdsvis kvindernes Ballon d'Or-kåring og kåringen af årets målmand.

    /ritzau/

    Simon Kjær modtog tidligere på året Uefa's Presidents Award sammen med den danske lægestab for deres indsats i forbindelse med Christian Eriksens ulykke under EM. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)
  45. 29. nov kl. 18:05

    De danske floorballkvinder sejrer på ny ved VM

    Det danske kvindelandshold i floorball er kommet glimrende fra land ved VM, der afholdes i Uppsala i Sverige.

    Lørdag blev det til dansk sejr på 9-6 over USA, og mandag eftermiddag fulgte landsholdet op med en storsejr på 9-1 over Thailand.

    Dermed topper Danmark gruppen, der også tæller Italien, som venter i den sidste gruppekamp tirsdag.

    De to bedst placerede hold i gruppen går videre til en playoff-kamp inden kvartfinalerne.

  46. 29. nov kl. 15:14

    Fifa tester semiautomatisk offsidesystem

    Den kommende Arab Cup-fodboldturnering vil blive brugt til at teste et semiautomatisk offsidesystem, meddeler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

    Ved hjælp af kameraer og en dedikeret VAR-dommer, der kigger med på billederne, vil offsidekendelserne blive afsagt på afstand.

    Hvis forsøget viser sig at være effektivt, overvejer Fifa at implementere det ved VM i Qatar om et år.

    Qatar er værter for dette års Arab Cup, der starter tirsdag og løber indtil den 18. december

    /ritzau/AFP/

  47. 29. nov kl. 13:14

    Tysker bliver midlertidig manager for Manchester United

    Det bliver Ralf Rangnick, der i første omgang skal få Manchester United på ret kurs igen.

    Mandag er den 63-årige tysker blevet ansat som midlertidig manager i den engelske storklub frem til udgangen af sæsonen. Det skriver United på sin hjemmeside.

    Rangnick overtager posten fra Michael Carrick, der i klubbens seneste to kampe har stået i spidsen for United efter fyringen af Ole Gunnar Solskjær.

    Carrick vil dog fortsat tage sig af førsteholdet, indtil tyskerens arbejdstilladelse er på plads, lyder det. United oplyser desuden, at det er planen, at Rangnick efter indeværende sæson fortsætter i klubben i en konsulentrolle i yderligere to år.

    - Jeg er glad for at komme til Manchester United og fokuseret på at gøre denne sæson succesfuld for klubben, siger Rangnick på Uniteds hjemmeside.

    /ritzau/

  48. 28. nov kl. 23:44

    Verdensetterne stækker Astralis-overmænd i finalen

    Franske Team Vitality ødelagde Astralis-festen i semifinalen i Royal Arena, men i finalen ved Blast Premier Fall Final måtte franskmændene se sig slået.

    Verdens for tiden klart bedste Counter-Strike-hold, russisk-ukrainske Navi, var alle andre hold overlegne gennem hele turneringen med deltagelse af otte af verdens bedste hold.

    I finalen bed franskmændene pænt fra sig på andet map, men da det hele skulle afgøres, tog Navi en sikker sejr og vandt 2-1.

    Sejren indbringer Navi næsten 1,5 millioner kroner, mens Vitality må nøjes med 560.000 kroner for andenpladsen.

    De danske hold i turneringen, Astralis og Heroic, blev henholdsvis nummer tre og fire. Endnu har intet dansk hold vundet Blast-turneringen på hjemlig grund i Royal Arena.

    /ritzau/

  49. 28. nov kl. 23:11

    Real Madrid udbygger føringen i La Liga efter drømmekasse

    (Foto: Susana Vera © Ritzau Scanpix)

    Real Madrid sikrede søndag aften en sejr på 2-1 over Sevilla og konsoliderede dermed placeringen som nummer et i den spanske La Liga.

    Kampen var kun 12 minutter gammel, da Rafa Mir bragte Sevilla foran, men Karim Benzema udlignede for Real Madrid 20 minutter senere efter en brøler af Sevilla-keeper Bono.

    I anden halvleg blev Vinicius Junior hjemmeholdets store helt. I det 87. minut tæmmede han på fornemmeste vis en diagonalaflevering med brystet, inden han tog træk mod feltet og sparkede bolden op i fjerneste målhjørne til slutstillingen 2-1.

    I tillægstiden var indskiftede Thomas Delaney tæt på at udligne på et hovedstød for Sevilla, men Real Madrids målmand, Thibaut Courtois, fik parreret bolden væk.

    Dermed er Real Madrid på førstepladsen med fire point ned til Atlético Madrid. Real Sociedad og Sevilla følger på de efterfølgende placeringer med henholdsvis fire og fem point op til Real Madrid.

  50. 28. nov kl. 22:47

    Fodboldlegenden Maradona hyldet med flere statuer i Napoli

    • Diego Armando Maradona døde 25. november 2020. (Foto: CESARE ABBATE)
    • Derfor hyldede hans tidligere klub ham med en statue i forbindelse med etårsdagen for Diego Maradonas dødsfald. (Foto: CIRO FUSCO)
    • Statuen vil blive placeret foran omklædningsrummene. (Foto: CESARE ABBATE)
    • Statuen blev afsløret inden Napolis kamp mod Lazio. I kampen spiller Napoli i specielle hyldesttrøjer med Diego Maradonas ansigt på. Napoli vandt kampen 4-0 og fører ligaen. (Foto: CIRO FUSCO)
    1 / 4

    Napoli, hvor den argentinske legende Diego Maradona nød sin storhedstid fra 1984 til 1991 og som han førte til klubbens foreløbigt to eneste mesterskaber, hylder nu den afdøde legende med flere statuer.

    Inden Napolis kamp søndag aften mod Lazio blev en statue af Maradona afsløret på stadion, som Napoli i forvejen har omdøbt til Stadio Diego Armando Maradona.

    Argentineren nåede inden sin død at få lavet afstøbninger til statuen af sin magiske venstrefod og sin lige så berømte venstrehånd, som han brugte til at score et af sine mest berømte mål med mod England ved VM i Mexico i 1986, som Argentina vandt.

    Statuen vil fremover blive placeret tæt ved omklædningsrummene på stadion.

    Torsdag blev den en anden statue af Diego Maradona afsløret foran stadion i Napoli.

    Diego Armando Maradona døde den 25. november 2020. Han blev 60 år.

  51. 28. nov kl. 21:35

    Shiffrin slår World Cup-vinder og lægger sig i spidsen

    (Foto: Erich Schlegel © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin snuppede søndag aften dansk tid endnu en World Cup-sejr, da hun vandt slalomkonkurrencen i Killington i USA.

    Hun henviste den forsvarende World Cup-vinder, Petra Vlhova, til andenpladsen med et forrygende andet gennemløb.

    Vlhova førte ellers med 0,2 sekunder ned til Shiffrin efter første gennemløb, men efter andet gennemløb havde Shiffrin vundet med 75 hundrededele af et sekund.

    Dermed har Shiffrin vundet 71 World Cup-løb i karrieren. Kun Lindsey Vonn har gjort det bedre med sine 82 sejre.

    I den samlede World Cup-stilling fører Shiffrin nu med 360 point foran Vlhova med 340 point.

    Shiffrin har tre gange i karrieren vundet den samlede World Cup, men den seneste sæson fik hun spoleret af en skade.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk