Seneste sport

Anders Antonsen fik svær modstand ved Thomas Cup

Overblik

  1. 16. okt kl. 17:01
    Anders Antonsen fik svær modstand ved Thomas Cup

    Anders Antonsen var til eftermiddag i aktion mod verdensranglistens nummer 7, Jonatan Christie, i Thomas Cup-semifinalen mod Indonesien.

    Efter Viktor Axelsens 2-0-sejr over Anthony Sinisuka Ginting og Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussens 1-2-nederlag til Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo, skulle Anders Antonsen forsøge at hente vigtige point til de danske badmintonherrer.

    Duellen endte 25-23, 15-21, 21-16 i Christies favør.

    Det betyder, at Indonesien er foran 2-1 inden Mathias Christiansen og Frederik Søgaard skal i aktion mod Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto i herredouble.

    Hvis danskerne vinder denne duel, skal det hele afgøres af singlespilleren Hans-Kristian Vittinghus.

    Thomas Cup, VM for herrelandshold, afholdes på hjemmebane i Aarhus.

    Kina og Japan mødes i den anden semifinale.

  2. 8 min. siden

    Dansk mixedhold misser OL i curling efter klart nederlag

    Det var alt eller intet for det danske mixedhold i curling ved OL-kvalifikationsturneringen i Holland onsdag aften. Det blev til intet for danskerne.

    Vinderen af opgøret mod Ungarn ville snuppe tredjepladsen i gruppen, som var sidste billet videre i turneringen. Den snuppede Ungarn med 8-3.

    Danmark slutter i stedet som nummer fem i gruppen efter tre sejre og tre nederlag.

    Australien, Rusland og Ungarn er de tre hold, som går videre og fortsat er i spil til de to OL-billetter, der er på højkant i turneringen.

    /ritzau/

  3. 37 min. siden

    Andreas Christensen og Chelsea misser førsteplads efter uafgjort mod russere

    (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

    På et mål i overtiden får den russiske fodboldklub Zenit Skt. Petersborg 3-3 hjemme mod Chelsea.

    Resultatet betyder, at Andreas Christensen og Chelsea mister førstepladsen i Champions Leagues gruppe H til Juventus. Den italienske topklub slår nemlig svenske Malmö FF med 1-0 i samtidig, og dermed klatrer italienerne lige akkurat op over den engelske klub i puljen.

    Chelsea må derfor tage til takke med puljens andenplads, der dog også giver adgang til en plads i turneringens knockoutfase.

  4. 58 min. siden

    Aalborg Håndbold slår nordmænd i Champions League

    Med en sejr på 34-28 over norske Elverum holder håndboldherrerne fra Aalborg sig til i toppen af sin Champions League-gruppe.

    Sejren over det norske hold betyder nemlig, at det det danske mesterhold overtager puljens andenplads fra tyske THW Kiel. Andenpladsen giver en plads direkte i turneringens kvartfinale.

    Aalborg har 14 point, mens det tyske hold er på 13 point.Tyskerne har dog spillet en kamp færre. Montpellier topper gruppen med 17 point for samme antal kampe som Aalborg.

    Nummer tre til seks i gruppen skal gennem en playoffkamp for at nå kvartfinalerne.

  5. I dag kl. 20:08

    Congo-spiller scorer på straffekast efter flot finte

    Congos Fanta Diagouraga lavede en god kandidat til det flotteste straffekastmål ved VM, da hun på fornem vis satte bolden ind mod Tyskland.

    Trods det flotte mål tabte Congo kampen med 29-18 til Tyskland.

    Tyskland har derfor seks point i toppen af Danmarks mellemrundegruppe.

    Brasilien slog samtidig Østrig 38-31, og har også seks point i deres mellemrundegruppe, mens Østrig har nul.

    Du kan se det flotte mål her.

  6. I dag kl. 19:30

    Canada slutter sig til diplomatisk boykot af OL i Kina

    Canada slutter sig til den diplomatiske boykot af vinter-OL i Kina i februar 2022, oplyser landets premierminister, Justin Trudeau.

    - Mange partnere rundt om i verden er ekstremt bekymrede over den kinesiske regerings gentagne krænkelser af menneskerettighederne, siger Trudeau.

    - Derfor meddeler vi i dag, at vi ikke sender nogen diplomatisk repræsentation til OL i Beijing.

    Canada er det fjerde større land, der boykotter det kommende vinter-OL ved at undlade at sende ministre og embedsmænd til Beijing, hvor legene foregår.

    Tidligere på ugen har USA, Storbritannien og Australien meddelt, at også deres regeringsansatte bliver væk fra legene.

  7. I dag kl. 18:18

    Dansk golfstjerne frikendes i britisk retssag

    Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen bliver frikendt for seksuelt overgreb, vold og for at være beruset på en flyvetur fra USA til London i 2019.

    Retssagen mod golfspilleren startede, efter næsten to og et halvt års venten, mandag, og nu er der altså faldet dom.

    Det skriver Ritzau og det britiske medie Sky News.

    De anklager, golfspilleren frifendes for er "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke, "assault by beating", som i engelsk lov dækker over et overfald af mindre grov karakter, samt for at være beruset på flyet.

  8. I dag kl. 18:09

    Cykelstjerne udsat for hjemmerøveri

    Den britiske cykelstjerne Mark Cavendish rækker på de sociale medier ud til sine følgere i håb om at finde vidner, der kan hjælpe politiet i efterforskningen af en hjemmerøveri, hvor Cavendish og familien blev overfaldet i deres eget hjem.

    - I de tidlige timer 27. november, mens jeg var i gang med at komme mig i vores hjem i Essex efter at have forladt intensiv (efter et styrt, red.), tiltvang fire maskerede mænd sig adgang til vores hjem, mens vi sov, skriver Cavendish på Twitter.

    - De truede mine børn og min kone og overfaldt mig voldeligt. De truede os med kniv, mens de gennemsøgte vores ejendele.

    Politiet er i gang med at efterforske hjemmerøveriet, men det fremgår ikke af rytterens opslag, om alle fire gerningsmænd fortsat er på fri fod.

    /ritzau/

  9. I dag kl. 17:02

    Sydkorea snupper sikker sejr over Tjekkiet i Danmarks gruppe

    Sydkorea sikrede sig to vigtige point i Danmarks mellemrundegruppe, da de slog Tjekkiet med 32-26 ved VM i håndbold.

    Med sejren spiller Sydkorea sig op på fire point i gruppen, og de er dermed stadig i spil en plads i kvartfinalen.

    Danmark og Tyskland har også fire point, men begge nationer har spillet en kamp mindre end Sydkorea.

    Andetsteds fik Kroatien deres to første point i mellemrunden, da de slog Argentina 28-22.

  10. I dag kl. 16:16

    Pelé er blevet indlagt igen

    Den tidligere fodboldstjerne Pelé er igen blevet indlagt på sygehuset, skriver Reuters.

    80-årige Pelé skal gennemgå yderligere behandling, efter han i efteråret fik bortopereret en tumor på tyktarmen.

    Ifølge Reuters skulle brasilianerens tilstand dog være stabil, og han ventes udskrevet igen inden længe.

  11. I dag kl. 16:08

    Norsk skakfænomen kun en enkelt sejr fra forsvar af VM-titel

    Magnus Carlsen er blot en enkelt sejr fra at forsvare sin VM-titel. (Foto: Giuseppe Cacace © Ritzau Scanpix)

    Det var hurtigt overstået, da norske Magnus Carlsen og russiske Ian Nepomniachtchi onsdag mødtes i det tiende parti ved VM i skak.

    2 timer og 5 minutter skulle der blot gå, før det stod klart, at partiet endte i et remis. Dagens parti var det hidtil korteste i duellen.

    Med dagens resultat er nordmanden nu blot en enkelt sejr fra at forsvare sit verdensmesterskab. Han fører nemlig nu med 6,5-3,5, og den første, der først når 7,5 point, vinder.

    Duellanterne holder hviledag i morgen, men genoptager VM-dysten fredag.

  12. I dag kl. 14:56

    Danmarks håndboldlandshold tester negativ før vigtig VM-kamp

    Samtlige medlemmer af det danske håndboldlandshold testede negativ i dagens coronaprøve. Det bekræfter Dansk Håndbold Forbund (DHF) til DR Sporten.

    Østrig og Kroatien har været hårdt ramt af corona i løbet af slutrunden i Spanien. Det er dog ikke et problem for landstræner Jesper Jensen, som har alle spillere til rådighed.

    Før VM krævede det internationale håndboldforbund (IHF), at spillerne skulle lade sig teste ved ankomst, efter gruppespillet og efter mellemrunden. Men det blev senere ændret til daglige tests - blandt andet på opfordring fra Danmark.

    Det danske landshold møder Ungarn i aften klokken 20.30. Du kan følge kampen på DRTV og DR 1 med optakt fra klokken 20.

  13. I dag kl. 14:47

    Storbritannien boykotter også vinter-OL og Kina

    Der kommer ikke til at være britiske ministre på tilskuerpladserne ved vinter-OL. Briterne følger dermed USA. (Foto: JESSICA TAYLOR © Ritzau Scanpix)

    Ingen britiske ministre eller andre officielle repræsentanter vil deltage i vinter-OL i Kina. Det siger premierminister Boris Johnson i en tale i det britiske parlament onsdag.

    - Der vil i praksis være en britisk diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina, fordi der ikke vil være ministre eller embedsmænd til stede, siger den britiske regeringschef.

    Det Hvide Hus meddelte mandag, at den amerikanske regering vil boykotte det kommende vinter-OL på grund af Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Det betyder dog ikke, at amerikanske atleter bliver væk fra deltagelse i legene.

    Samme udmelding kom fra Johnson onsdag.

    - Jeg mener ikke, at boykot af sport giver mening, og dette forbliver en del af den britiske regerings politik.

    Johnson fremsatte udtalelserne, efter at han var blevet stillet en række indgående spørgsmål om sagen i parlamentet.

    /ritzau/Reuters

  14. I dag kl. 12:44

    Bojana Popovic kunne sagtens se sig selv i dansk håndbold

    (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

    Som spiller for Viborg og Slagelse var Bojana Popopic med til at vinde alt i håndbold.

    I dag er hun landstræner for Montenegro, som ligesom Danmark er videre til mellemrunden ved VM.

    Den tidligere bagspiller blev især kendt som en del af Anja Andersens sjællandske 'Dream Team'. Tiden i Danmark var den bedste periode i karrieren, fortæller hun og afviser langt fra at vende tilbage som klubtræner.

    - Jeg elsker Danmark, så jeg skal nok finde min vej tilbage, siger den 42-årige montenegriner til DR Sporten.

    - Jeg tænker tit på, at det ville være nemmere at arbejde i et land, hvor der ikke er så meget pres på. I Montenegro har de ikke den samme tålmodighed og vil se resultater nu.

    Popovic vandt Champions League og det danske mesterskab henholdsvis fem og seks gange i sin tid i Danmark.

    Montenegro møder Serbien i morgen klokken 18.30. Du kan se kampen på DRTV.

  15. I dag kl. 11:49

    Verdensstjerne trækker sig fra VM i badminton

    Tidligere i dag trak Indonesien sig fra det forestående VM i badminton i Spanien.

    Den hastige spredning af omikron er årsagen, og det indonesiske forbund ønsker ikke at løbe nogen risiko, skriver de på Twitter.

    Nu har den tidligere verdensetter Kento Momota også meldt, at han ikke stiller op til slutrunden. Det skyldes en skade, skriver det international badmintonforbund, BWF, på sin hjemmeside.

    - Jeg er meget ked af det på mine fans vegne, at det ender sådan her, siger Momota i en pressemeddelelse.

    Danske Rasmus Gemke er også skadet og bliver derfor ikke klar til VM, som begynder på søndag.

    Danmark stiller med i alt 27 spillere. Viktor Axelsen og Anders Antonsen er seedet som nummer henholdsvis et og to i herresingle efter Momotas afbud.

    Du kan læse mere om Indonesiens afbud her.

  16. I dag kl. 14:00

    Håndboldspilleres vægt fjernet fra skærmen efter norsk protest

    (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup)

    Håndboldspillernes vægt er blevet fjernet fra grafikken på skærmen ved VM i håndbold, der finder sted i Spanien. Det sker efter protest fra det norske håndboldforbunds præsident, Kåre Geir Lio, skriver VG.

    - Der er nok fokus på vægt i verden, og vi behøver ikke bruge det i denne sammenhæng, hvor det overhovedet ingen interesse eller betydning har, siger Lio til avisen.

    Normalt ville en spillers vægt dukke op ved siden af spillerens navn og højde, første gang vedkommende har scoret i en kamp ved VM i håndbold, men er altså blevet fjernet efter protest fra nordmændene.

    Det er en regel ved dette mesterskab, at nationerne skulle opgive spillernes vægt, for at kunne tilmelde dem VM. Norge var i forvejen utilfredse med, at man skulle opgive en spillers vægt, for at kunne tilmelde vedkomne VM.

    - Derfor opførte vi bare tre forskellige vægte på alle spillerne for at udfylde et tal. siger Lio til den norske avis.

  17. I dag kl. 10:47

    Dansk tenniskomet sikret plads ved Australian Open

    (Foto: Robert Deutsch © Ritzau Scanpix)

    Den 18-årige Holger Rune er sikret en direkte plads ved tennisturneringen Australian Open.

    Det er første gang i karrieren, at danskeren undgår kvalifikationsspillet til en af de såkaldte Grand Slam-turneringer.

    Tidligere i år deltog Holger Rune ved sin første Grand Slam, US Open. Han røg ud i første runde efter et nederlag til verdensetteren Novak Djokovic.

    Holger Rune er nummer 103 på verdensranglisten, hvilket altså er adgangsgivende til Australian Open, der begynder i januar.

    Clara Tauson er som nummer 44 i verden også sikret en plads ved Australian Open.

  18. I dag kl. 08:33

    OB: Selvfølgelig er der plads til Christian Eriksen

    Christian Eriksen i aktion for Danmark. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksens fremtid som fodboldspiller er fortsat uvis, men superligaklubben OB bejler nu helt åbent til den kreative midtbanespiller.

    Over for B.T. slår direktøren i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, fast, at dørene står åben for den tidligere ungdomsspiller i klubben.

    - Selvfølgelig er der plads til Christian i OB, hvis han beslutter sig for at spille fodbold igen, siger Enrico Augustinus til B.T.

    Eriksen har benyttet OB's træningsbaner i Ådalen, og ifølge Augustinus er klubben i løbende sms-kontakt med 29-årige Eriksen.

    OB vil ikke presse Eriksen, men er klar til at skrue en kontrakt sammen, hvis et samarbejde skulle blive aktuelt.

    - Vi kan strække os et stykke. Men der er vel ingen danske klubber, der har penge til at købe ham fri. Måske FCK har.

    Eriksen har kontrakt med italienske Inter frem til sommeren 2024.

    /ritzau/

  19. I dag kl. 07:02

    Omikron får OL-vindere til at trække sig fra VM i badminton

    Når VM i badminton starter på søndag, bliver det uden en lang række af stjerner.

    Indonesiens badmintonlandshold har valgt at blive hjemme fra turneringen. Det meddeler landets badmintonforbund (PBSI) på Twitter.

    Det er på baggrund af den stigende coronasmitte, at landsholdet bliver hjemme.

    - Vi ønsker ikke at tage nogen risiko. Atleternes sikkerhed og sundhed er altafgørende. Vi har også diskuteret det med spillerne, og de blev enige om at trække sig fra verdensmesterskaberne, siger Rionny Mainaky, der er udviklingschef i det indoseniske badmintonforbund.

    Uden den stjernespækkede badminton-nation skal man altså kigge langt efter blandt andet Anthony Ginting - verdens nummer fem i herresingle - samt OL-vinderne i damedouble - Greysia Polii og Apriyani Rahayu, men også verdens bedste herredouble i form af Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo.

    VM i badminton starter søndag d. 12. december i Spanien.

  20. I dag kl. 05:20

    Australien varsler også diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina

    I forgårs meddelte USA, at man ikke ville sende diplomatiske repræsentanter til vinter-OL i Beijing næste år.

    Nu følger Australien trop med en lignende beslutning, fortæller landets premierminister Scott Morrison.

    Ifølge Morrison har den kinesiske regering ikke gjort nogen forsøg på at reagere på flere problemstillinger, som Australien har rejst. Blandt andet om påståede krænkelser på menneskerettigheder.

    - Så derfor er det ikke overraskende, at repræsentanter fra den australske regering ikke tager til Kina til de lege, siger premierministeren til journalister i Sydney ifølge Reuters.

    Det australske flag vil dog stadig vaje ved legene i Kina, for boykotten gælder ikke for atleter.

  21. I går kl. 23:13

    Atletico Madrid spiller sig videre i Champions League, mens AC Milan misser avancement

    Den spanske fodboldklub Atletico Madrid er videre i Champions League.

    Det står klart, efter den spanske topklub tirsdag aften besejrede portugisiske Porto med 1-3 på udebane. Dermed snupper Atletico Madrid andenpladsen i gruppe B, mens de må se Liverpool løbe med førstepladsen.

    Netop Liverpool slog onsdag AC Milan med 2-1, og dermed ender italienerne, der med en sejr ellers kunne kæmpe sig op i tabellen, på puljens sidsteplads, mens Porto tager tredjepladsen.

    Andetsteds vandt Real Madrid med 2-0 over Inter, og dermed tager de førstepladsen i gruppe D. Begge hold var dog allerede inden kampen sikret videre avancement i turneringen.

    Der trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Champions League på mandag. Først skal de fire sidste grupper dog spilles færdige onsdag.

  22. I går kl. 22:03

    Montenegro kæmpede forgæves mod Frankrig

    Montenegro pressede længe de olympiske mestre fra Frankrig, da de to nationer mødtes i indledende runde ved VM i håndbold. I sidste ende blev det dog til en fransk sejr på 24-19.

    Det betyder, at Frankrig får maksimum point med videre til mellemrunden. Montenegro får ingen point med videre til mellemrunden.

    Norge kommer også til mellemrunden med fire point, da de slog Rumænien sikkert med 33-22. Det samme gør sig gældende for russerne, som slog Serbien med næsten samme cifre, 32-22.

    Fra Gruppe D tager både Holland og Sverige tre point med videre til mellemrunden, efter de spillede 31-31 tirsdag aften.

  23. I går kl. 21:33

    Messi på tavlen for PSG i Champions League

    (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)

    Der var gang i måltavlen, da den franske fodboldklub Paris Saint-Germain her til aften mødte Club Brugge i Champions League.

    Både klubbens franske stjerne Kylian Mbappe og argentineren Lionel Messi scorede to mål i 4-1-sejren. Sejren betyder dog ikke meget for stillingen i Champions League-puljen.

    Manchester City havde nemlig, til trods for et 2-1-nederlag til RB Leipzig her til aften, allerede sikret sig førstepladsen, og dermed må den franske klub tage til takke med andenpladsen.

    RB Leipzig slutter på puljens tredjeplads, der giver adgang til en plads i 16.-delsfinalerne i Europa League.

  24. I går kl. 20:23

    GOG slår tysk storhold trods udfald i kontrafest

    Status som forsvarende tysk pokalvinder viser meget godt, at Lemgo fortsat er en stor klub i tysk herrehåndbold. Men danske GOG har nået et niveau, hvor den slags klubber kan nedlægges. Også overbevisende.

    Det blev Lemgo tirsdag i Gudme. I en kamp præget af mange kontrascoringer og momentumskift vandt de danske vicemestre 34-28 i gruppe B i European League - tidligere kendt som EHF Cup.

    Med sejren rykker GOG forbi netop Lemgo i gruppen. Fynboerne har ni point for seks kampe. Lemgo har et point mindre. Det samme har Benfica, som først senere tirsdag spiller sin sjette kamp i gruppen.

    /ritzau/

  25. I går kl. 20:04

    Nu reagerer Thorbjørn Olesen på anklager i retssag

    Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen sidder i denne uge på anklagebænken i London, hvor han er tiltalt for to milde voldsparagraffer og for at være beruset om bord på et fly.

    I retten blev han i dag spurgt, hvad han tænkte, da han første gang hørte anklagerne. Her svarede Thorbjørn Olesen ifølge Sky News:

    - Jeg havde det helt forfærdeligt og var frygtelig ked af det. Jeg kunne slet ikke tro, hvad de fortalte, der var foregået.

    Retssagen er berammet til fem dage. Tirsdag var anden dag, Olesen var i retten.

  26. I går kl. 19:38

    Puerto Rico spiller sig videre ved VM i håndbold

    Selvom de har lukket 127 mål ind i turneringen, er Puerto Rico videre til mellemrunden ved VM i håndbold.

    Det står klart, efter puertoricanerne tirsdag slog Usbekistan 30-24 i det sidste gruppeopgør og nappede tredjepladsen i pulje D.

    Polen og Kasakhstan har med sejre på 33-19 og 31-25 over henholdsvis Cameroun og Iran også sikret sig avancement til mellemrunden.

    Det samme gælder Slovenien, der sikrede sig tredjepladsen i deres pulje efter at have spillet 25-25 med Angola.

    Dermed er VM-eventyret slut for Uzbekistan, Cameroun, Iran og Angola.

  27. I går kl. 18:15

    Norsk skakfænomen tager stort skridt mod VM-forsvar

    Magnus Carlsen har taget et stort skridt mod VM-forsvaret. (Foto: Ali haider © Ritzau Scanpix)

    Det norske skakfænomen Magnus Carlsen tog tirsdag et stort skridt mod at forsvare sin VM-titel.

    Nordmanden vandt nemlig tirsdag sit andet parti i træk mod russiske Ian Nepomniachtchi, hvilket har bragt den samlede stilling på 6-3 til Carlsen.

    Første spiller, der når 7,5 point, vinder verdensmesterskabet i Dubai.

    30-årige Magnus Carlsen har været regerende verdensmester siden 2013, hvor han slog indiske Viswanathan Anand.

  28. I går kl. 17:49

    Danmark er færdige ved VM i floorball

    Danmark spillede en flot playoff-kamp mod Estland ved VM i floorball for herrer, men danskerne måtte alligevel se sig besejret med 5-3.

    I begyndelsen af anden periode kom Danmark ellers foran 1-0. Ved periodens afslutning var stillingen 2-2.

    Men i tredje og sidste periode var esterne dog stærkest, og de er derfor klar til at møde Schweiz i kvartfinalen.

  29. I går kl. 15:36

    København er blandt værterne for sejlsportens Formel 1

    København er i 2022 blandt værterne i sejlsportsligaen SailGP, der populært kaldes sejlsportens Formel 1.

    Det sker i farvandet ud for Oceankaj i København 19. og 20. august som en del af ligaens tredje sæson, oplyses det i en pressemeddelelse.

    Det danske SailGP-hold får dermed chancen for at vise sig frem på hjemmebane i F50-katamaranen med Holger Danske på sejlet.

    - Det er fantastisk, at SailGP vender tilbage til Danmark i sæson 3. Vi kan næsten ikke vente med at sejle kapsejlads og vise Dannebrog frem med København som kulisse, siger skipperen på det danske hold, Nicolai Sehested.

    I august 2021 var SailGP også forbi Danmark. Ved den lejlighed var Aarhus vært.

    /ritzau/

  30. I går kl. 13:50

    Britisk springerlegende forlænger med Quick-step

    Cykelrytteren Mark Cavendish har forlænget kontrakten med Quick-Step, så aftalen også gælder i 2022. Det oplyser cykelholdet på sin hjemmeside.

    Denne sæson, hvor Cavendish vendte tilbage til Quick-Step, blev en succesrig en af slagsen for den 34-årige britiske sprinter.

    Med fire sejre i årets Tour de France tangerede Cavendish rekorden for flest etapesejre i løbet med 34 i alt. Det samme antal har legenden Eddy Merckx. Cavendish vandt desuden den grønne pointtrøje for anden gang i karrieren.

    Inden skiftet tilbage til Quick-Step, hvor han også var i årene fra 2013 til og med 2015, havde han ikke vundet et løb i tre år.

    - Jeg er meget stolt og glad for at nå til enighed om en ny aftale med Quick-Step, siger Cavendish.

    - De seneste 12 måneder har været fænomenale, og jeg har til tider været meget rørt over den støtte, jeg har fået fra holdet og staben.

    /ritzau/

  31. I går kl. 13:04

    Dortmund-spiller får bøde for beskyldning om matchfixing

    Borussia Dortmunds midtbanespiller Jude Bellingham har fået en bøde på 40.000 euro (297.000 kroner) for kritik af dommeren i weekendens bundesligakamp.

    Dermed slipper Jude Bellingham for at få en karantæne, som også var en mulighed.

    Det oplyser Det Tyske Fodboldforbund (DFB) tirsdag på sin hjemmeside.

    Sagen om usportslig opførsel opstod, efter at Jude Bellingham var kommet med en sønderlemmende kritik af dommeren Felix Zwayer efter Dortmunds 2-3-nederlag til Bayern München:

    - Man giver den største kamp i Tyskland til en dommer, der før har matchfixet. Hvad kan man så forvente?

    Dortmunds 18-årige engelske midtbaneprofil var især utilfreds med et straffespark, der blev tildelt til Bayern München efter et VAR-tjek.

    Jude Bellingham har accepteret bødestraffen, og dermed er sagen lukket i det sportslige disciplinærsystem.

    Til gengæld afventer den 18-årige englænder stadig en politisag, der ikke er afsluttet. Det forventes der en afklaring på i løbet af denne uge.

    /ritzau/

  32. I går kl. 11:12

    Danske baneryttere er nomineret til Årets Sportsnavn

    Den første af tre nomineringer til Årets Sportsnavn i 2021 er offentliggjort, og det blev banerytterne Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen.

    De vandt i år både OL- og VM-guld i parløb og er nu i spil til idrætsprisen, som uddeles i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

    Duoen er dermed kommet forbi et nåleøje og valgt fra en bruttoliste på 15 nominerede.

    Lars Krarup, formand i Team Danmark, kalder i en pressemeddelelse duoen for et fantastisk makkerpar.

    - Sportsåret 2021 har været fyldt med store højdepunkter, og Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen har leveret nogle af de allerstørste oplevelser med både VM- og OL-guld.

    - De gik ind i 2021 som verdensmestre, har vundet alle de løb, de har stillet op i siden 2017, og de viser verdensklasse både på og uden for banen, siger Lars Krarup.

    De sidste to nominerede til prisen offentliggøres i de kommende uger, og vinden kåres ved et gallashow i Herning 8. januar.

    /ritzau/

  33. I går kl. 11:01

    DBU rejser til Qatar og ønsker svar på en række spørgsmål

    Der skal fortsat kigges nærmere på menneskerettighederne i Qatar, som er vært for VM i fodbold næste år.

    Det er en af årsagerne til, at Dansk Boldspil-Union (DBU) for tredje gang besøger Qatar. Besøget varer fra tirsdag til fredag i denne uge.

    Besøget byder på møder med Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og den organisation, der arrangerer VM-slutrunden.

    Der er behov for kritisk dialog, lyder det fra DBU-direktør Jakob Jensen, der har fokus på øget pres på Qatar og opfølgning på reformer i VM-værtslandet.

    - Menneskerettighedssituationen i Qatar er fortsat meget alvorlig.

    - Besøget kommer på et vigtigt tidspunkt - særligt med den seneste tids debat, der omhandler pressefrihed, lige rettigheder for alle på stadion og ikke mindst implementering af reformerne for migrantarbejderne.

    - Derfor har vi fortsat behov for kritisk dialog og ønsker svar på en række spørgsmål, siger Jakob Jensen.

    DBU oplyser, at unionen skal deltage i politiske møder og besigtige forholdene forud for Danmarks deltagelse ved VM.

    /ritzau/

  34. I går kl. 10:19

    Efter amerikansk diplomat-boykot af OL: Japan vil træffe sine egne beslutninger

    Japan kommer til at træffe sine egne beslutninger, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt landet skal sende sine diplomater og politikere afsted til Beijing, når Kina afholder vinter-OL i 2022.

    Det siger den japanske premierminister, Fumio Kishida, ifølge Reuters.

    Udmeldingen kommer, efter Det Hvide Hus i går meddelte, at medlemmer af den amerikanske regering vil boykotte vinter-OL på grund af Kinas menneskeretlige "grusomheder", mere specifikt for overgreb på landets muslimske uighur-mindretal.

    Japan vil overveje en hel række af faktorer, når de beslutter, om de vil følge USA's eksempel, oplyser Kishida, blandt andet formålet med OL, den diplomatiske situation og Japans egne nationale interesser.

    Også fra Australien lyder meldingen, at man overvejer situationen.

  35. I går kl. 15:26

    DBU ansætter talentchef til pige- og kvindefodbold

    Dansk Boldspil Union har ansat en talentchef. der udelukkende skal have fokus på pige- og kvindefodbold.

    I fremtiden skal 45-årige Anders Gerber stå i spidsen for talentudviklingsarbejdet.

    Anders Gerber begynder i det nye job i slutningen af februar næste år.

    Han har tidligere været cheftræner for Skive IK, NSI Runavik på Færøerne, FC Fyn og Aarhus Fremad.

  36. I går kl. 08:05

    Trods uvished om vaccine: Djokovic udtaget til turnering i Australien

    I længere tid har der været tvivl om, hvorvidt verdensetteren i tennis, Novak Djokovic, vil forsvare sin titel ved Australian Open i januar.

    Det skyldes et krav til spillere om, at de skal være vaccineret for at kunne deltage.

    Djokovic har gentagne gange afvist at oplyse, om han er vaccineret mod covid-19 og begrundet sin tavshed med, at det er et privat anliggende.

    Men tilsyneladende kommer Djokovic til Australien, inden sæsonens første grand slam-turnering begynder 17. januar i Melbourne.

    Djokovic er således nævnt som en af de fem spillere, Serbien tirsdag har udtaget til turneringen ATP Cup i Sydney, der spilles før Australian Open.

    Novak Djokovic vil med en tiende finalesejr i Australian Open nå op på 21 grand slam-titler, hvilket vil være rekord i herretennis. Den 34-årige deler den nuværende rekord på 20 titler med Roger Federer og Rafael Nadal.

    ATP Cup har deltagelse af 16 lande. Holdturneringen spilles fra den 1. til 9. januar.

    /ritzau/

  37. I går kl. 07:02

    Landstræner før vigtige VM-kampe: Spillerne skal ikke frygte at blive skiftet ud

    De danske spillere skal ikke frygte, at dårlige præstationer kan sende dem ud af truppen ved håndbold-VM.

    Landstræner Jesper Jensen er stærkt optaget af, at hans spillere skal føle sig trygge. Derfor skal der noget ekstraordinært til, for at han gør brug af de reserver, der holder sig klar i Danmark.

    - Tanken er, at dem der er her, det er dem, vi bruger. Helt klart. Der skal skader, sygdom eller småproblemer til, før jeg vil overveje at kalde nogen herned, siger Jesper Jensen.

    Han hentede Michala Møller ind i VM-lejren som afløser for knæskadede Mia Rej efter den første kamp.

    Møller blev indskrevet som en såkaldt "late entry", og landstræneren har derfor stadig lov til at skifte ud i sin trup fem gange undervejs i turneringen.

    Danmark er videre til mellemrunden i turneringen og møder Tjekkiet, Ungarn og Tyskland.

    /ritzau/

  38. I går kl. 06:39

    IOC byder amerikansk boykot af Kina velkommen

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) respekterer USA's beslutning om en diplomatisk boykot af vinter-OL i Beijing i februar 2022.

    Det oplyser en talsperson for IOC mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Udmeldingen kommer, efter at USA tidligere på dagen meldte ud, at landet ikke vil sende officielle, politiske repræsentanter til legene i Kina.

    Ifølge IOC er det en "ren politisk beslutning, som hvert enkelt land selv må træffe, og som IOC i kraft af sin politiske neutralitet respekterer fuldt ud".

    Organisationen er dog glade for USA's beslutning om stadig at sende sine atleter afsted til vinter-OL.

    - Udmeldingen (fra USA, red.) gør det klart, at de olympiske lege og atleternes deltagelse er hævet over politik, og det byder vi velkommen, siger IOC-talspersonen ifølge AFP.

    Årsagen til USA's beslutning skal blandt andet findes i Kinas behandling af uighurerne i Xinjiang. Det forklarede Jen Psaki, der er talskvinde for præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, mandag.

    /ritzau/

  39. 6. dec kl. 21:53

    Danmark får maksimumpoint med videre til mellemrunden ved VM

    Danmark vinder sikkert 35-23 over Sydkorea ved VM i håndbold for kvinder efter en føring på 19-14 ved pausen.

    Det betyder, at Danmark nu har vundet samtlige tre kampe ved VM og dermed får maksimum point med videre til mellemrunden.

    Her skal Danmark møde Tjekkiet, Ungarn og Tyskland. Trods nederlaget er Sydkorea også videre til mellemrunden med to point.

    Se højdepunkter fra Danmarks sejr:

  40. 6. dec kl. 19:56

    USA vil boykotte vinter-OL diplomatisk

    Når vinter-OL afholdes i den kinesiske hovedstad, Beijing, i februar 2022, bliver det uden officielle amerikanske besøgende. USA boykotter nemlig vinter-OL diplomatisk, siger talspersonen for Det Hvide Hus, Jen Psaki, på et pressemøde i dag. (Foto: Chip SOmodevilla © Ritzau Scanpix)

    USA boykotter vinter-OL i Beijing diplomatisk.

    Det oplyser talspersonen for Det Hvide Hus, Jen Psaki, på et pressemøde i dag.

    - Biden-administrationen vil ikke sende diplomatiske eller officielle repræsentanter til vinter-OL og -PL på grund af Kinas fortsatte folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Xinjiang, siger Jen Psaki ifølge CNN.

    Jen Psaki henviser til den kinesiske behandling af det religiøse mindretal, uighurerne, når hun taler om Xinjiang, som er uighurernes hjemstavn.

    Vinter-OL afholdes i den kinesiske hovedstad, Beijing, i februar 2022, og det bliver altså uden officielle amerikanske besøgende. Det betyder dog ikke, at de amerikanske sportsudøvere tager del i boykotten.

    I oktober fortalte Kulturministeriet DR, at man endnu ikke havde taget stilling til, om Danmark ville boykotte vinterlegene diplomatisk.

  41. 6. dec kl. 19:31

    Congo spiller sig en plads i mellemrunden og bryder ud i vild jubel

    For første gang i nationens historie er Republikken Congo klar til mellemrunden ved VM i håndbold for kvinder.

    Det står klart, efter de mandag aften slog Tunesien overbevisende med 33-24. Det hele blev fejret med fantastiske jubelscener

    Også Tjekkiet er klar til mellemrunden efter en sejr på 24-23 over Slovakiet. Her skal de møde Danmark, Ungarn og Tyskland.

    Andetsteds sikrede Brasilien, at de fik maksimum point med over i mellemrunden, da de slog Paraguay med 33-19.

    Argentina får to point med over i mellemrunden. Det står klart, da de sikkert slog Kina med 36-24.

  42. 6. dec kl. 18:04

    Danmark får store klø af Sverige ved VM i floorball

    Danmark var ikke i nærheden af at slå vores svenske naboer til VM i floorball mandag aften.

    De stærke svenskere vandt hele 15-1 over Danmark, som dermed slutter nederst i VM-puljen, der også tæller Letland og Finland.

    Det betyder, at Danmark i morgen møder Estland i en playoffkamp om at komme videre til kvartfinalen.

  43. 6. dec kl. 17:03

    Dansk landsholdskeeper skifter til norsk fodbold

    Lene Christensen har spillet 10 landskampe for Danmark. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Keeperen på det danske fodboldlandshold, Lene Christensen, skifter til norsk fodbold og Rosenborg.

    Det skriver Rosenborg på sin hjemmeside.

    21-årige Lene Christensen har spillet 10 landskampe for Danmark, og hun skifter nu tilværelsen i Kolding IF ud med Rosenborg. Den norske klub vandt sølv i den netop overståede sæson.

    - Jeg er utroligt stolt, glad og spændt over mit nye kapitel i Rosenborg. Jeg glæder mig til at udvikle mig i et nyt miljø og stå over for nye udfordringer i Norge.

    - Jeg kan ikke vente med at møde mine nye holdkammerater og komme i gang, skriver Lene Christensen på sin Instagram-profil om skiftet.

    Lene Christensen spillede 45 kampe i Kolding, før turen nu går til Norge, hvor hun skal spille med nummer 12 på ryggen, oplyser Rosenborg.

  44. 6. dec kl. 16:18

    Genk fyrer cheftræneren: Forfremmer Glen Riddersholm på foreløbig basis

    Glen Riddersholm har ikke været længe i den belgiske fodboldklub Genk, men allerede nu er han blevet forfremmet til cheftræner på foreløbig basis.

    Det sker efter, at klubben har fyret John van den Brom. Det oplyser Genk på klubbens hjemmeside.

    Klubben skriver, at Glen Riddersholm sammen med Domenico Oliveri vil stå i spidsen for klubbens førstehold og have det sportslige ansvar i klubben.

    Glen Riddersholm kom til Genk i begyndelsen af november i en rolle som en del af trænerstaben omkring førsteholdet. Oliveri har ligeledes været en del af førsteholdets trænerstab indtil nu.

    Det er skuffende resultater, der ligger til grund for fyringen af van den Brom, oplyser Genk. Klubben har blot vundet to af de seneste ti ligakampe og indtager en aktuel ottendeplads i den belgiske liga.

  45. 6. dec kl. 14:50

    Danmark får ekstra VM-mål fire dage efter slutfløjt

    Det danske håndboldlandshold får rettet den totale målscore i kampen mod Tunesien, der blev spillet torsdag aften.

    Danmark bliver således tildelt en ekstra scoring, så det korrekte slutresultat nu er 35-16 og ikke 34-16, som det hidtil har været tilfældet.

    Det oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i en pressemeddelelse.

    Årsagen er, at cirka midtvejs i anden halvleg skete der en fejl, der gjorde, at Mie Højlunds scoring ikke har talt med. Det er nu blevet rettet, og IHF forsikrer, at der er blevet taget 'interne foranstaltninger', der skal forhindre en lignende situation opstår igen.

  46. 6. dec kl. 14:41

    Rindom smider VM-guld på sidste sejlads

    Sejler Anne-Marie Rindom gik ind til mandagens to sidste sejladser ved VM i Laser Radial-klassen med en spinkel føring og guldet i sigte.

    Men efter en 19.-plads i 11. og sidste sejlads måtte OL-gulvinderen i stedet nøjes med en fjerdeplads ved VM i Oman.

    30-årige Rindom var på jagt efter sit tredje verdensmesterskab i klassen. Hun vandt VM i 2015 og 2019, mens det altså blev til OL-guld ved sommerens lege i Tokyo.

    Også på mandagens første sejlads - VM's næstsidste - var Rindom i problemer. Her blev hun blot nummer 36, men da sejlerne kan trække deres to dårligste resultater fra i stillingen, var hun stadig i spil til guldet.

    19.-pladsen i sidste sejlads var der dog ikke mulighed for at fratrække, da hun ud over 36.-pladsen blev diskvalificeret på fjerde sejlads.

    Guldet gik i stedet til belgiske Emma Plasschaert, der blev nummer tre på sidste sejlads. Sølv og bronze tog polske Agata Barwinska og litauiske Viktorija Andrulyte, der også begge slog Rindom i den sidste tur på vandet.

    Danske Anna Munch sluttede VM på en 18.-plads, mens Michala Norsell blev nummer 32.

  47. 6. dec kl. 13:03

    Tysk politi efterforsker Dortmund-spillers dommerkritik

    Tysk politi går nu ind i sagen om Borussia Dortmund-spilleren Jude Bellinghams sønderlemmende kritik af dommeren Felix Zwayer.

    Det bekræfter politiet i Dortmund mandag over for Sky Sports News i Tyskland.

    Bellingham sagde følgende efter Dortmunds 2-3-nederlag hjemme til Bayern München i Bundesligaen:

    - Man giver den største kamp i Tyskland til en dommer, der før har matchfixet. Hvad kan man så forvente?

    Dortmunds 18-årige engelske midtbaneprofil var især utilfreds med et straffespark, der blev tildelt til Bayern München efter et VAR-tjek.

    Udtalelserne skal nu kigges efter i sømmene af tysk politi, som bekræfter, at sagen skal efterforskes.

    I forvejen har Tysklands Fodboldforbund (DFB) åbnet en undersøgelse af Bellinghams udtalelser.

    Bellinghams kritik har tråde tilbage til en matchfixingsag fra 2005, hvor Felix Zwayer blev udelukket i seks måneder for blandt andet at have modtaget 300 euro fra skandaledommeren Robert Hoyzer.

    Robert Hoyzer indrømmede i 2005, at han havde været med til at matchfixe flere kampe i de anden- og tredjebedste rækker samt i pokalkampe.

    /ritzau/

  48. 6. dec kl. 11:04

    Tennisforbund afviser boykot af Kina efter sag om sexanklage

    (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)

    Millioner af kinesere skal ikke straffes på grund af sagen om den 35-årige tennisspiller Peng Shuai.

    Derfor vil Det Internationale Tennisforbund, ITF, ikke straffe Kina ved at boykotte landet og droppe afviklingen af turneringer i landet.

    Det oplyser ITF-præsident David Haggerty, som søndag blev spurgt, om organisationen ville boykotte Kina.

    WTA, kvindernes internationale tennisforbund, har valgt at suspendere alle sine turneringer i Kina.

    WTA-formand Steve Simon forklarede beslutningen med "alvorlig tvivl" om Peng Shuais sikkerhed, efter at hun har anklaget en tidligere kinesisk toppolitiker for seksuelt overgreb.

    Samme linje vil ITF dog ikke følge, og forbundet afholder stadig juniorturneringer og andre turneringer i landet.

    - Vi ønsker ikke at straffe millioner af mennesker, siger ITF-præsident David Haggerty ifølge AFP.

  49. 5. dec kl. 23:24

    Tre danskere er fortsat med i jagten på LPGA Tour

    De tre danske golfspillere Emily Pedersen, Nicole Broch Estrup og Karen Fredgaard er alle tre klar til anden uge af LPGA Q-Series, hvor der skal uddeles tourkort til LPGA Tour i 2022.

    Det er en realitet, inden den fjerde og sidste runde af første uge er færdigspillet.

    Emily Pedersen endte bedst af de tre danskere i seks slag under par. Nicole Broch Estrup er blot et slag dårligere, mens amatørspilleren Karen Fredgaard endte i ét slag over par.

    Turneringerne i denne og næste uge fungerer som en kvalifikation for spillerne, der endnu ikke har sikret sig afgang til den lukrative amerikanske LPGA Tour i 2022.

    45 spillere kvalificerer sig, men jo højere oppe, man ender, jo flere turneringer er man garanteret adgang til i 2022. De sidste fire runder spilles fra torsdag.

    Nanna Koerstz Madsen har allerede sikret sig en plads på LPGA-touren i næste sæson qua sin slutplacering i år.

    /ritzau/

  50. 5. dec kl. 23:05

    Iransk målvogter rørt til tårer efter kåring

    Godt nok vandt de ikke VM-kampen over Norge.

    Men den iranske målvogter Fatemeh Khalili Behfar kunne alligevel tage en stor hæder med hjem fra håndboldopgøret.

    Den iranske keeper pillede undervejs flere af de norske stjerners skud, og blev efter kampen hædret som kampens spiller. Og da hun efter kampens afgørelse skulle modtage prisen, blev hun rørt til tårer. Målvogterens reaktion gav smil på læben hos både med- og modspillere, og hurtigt efter overrækkelsen var de fleste af iranerne også ovre for at juble med deres holdkammerat.

    Du kan se iraneren modtage sin pris i videoen herunder.

    Norge endte med at vinde 41-9 over Iran.

  51. 5. dec kl. 22:25

    Danskere indleder OL-kvalifikationen i curling med tæt sejr og nederlag

    Søndag indledte den danske mixed double i curling bestående af Jasmin Lander og Henrik Holtermann OL-kvalifikationen i Leeuwarden i Holland.

    Her spillede de to opgør, som blev meget tætte. I første opgør vandt Danmark 8-7 over Tyrkiet, mens danskerne måtte se sig slået med samme cifre, 7-8, til Tyskland.

    Næste opgave for Danmark er mandag klokken 14.30, hvor de møder Rusland.

    I de efterfølgende dage skal Danmark møde de øvrige i gruppen: Australien, Spanien og Ungarn.

    Vinderen af gruppen skal spille en afgørende kvalifikationskamp om billetten til vinter-OL, mens nummer to og tre skal gennem en kamp mere for at sikre en plads ved OL.

    Danmarks curlingkvinder har allerede kvalificeret sig til OL, mens herrerne indleder OL-kvalifikationen fra den 11. december.

Mere fra dr.dk