Seneste sport

Bale-hattrick sender Højbjerg og Tottenham nærmere top fire

  • Bale-hattrick sender Højbjerg og Tottenham nærmere top fire

    Pierre Emile Højbjerg og holdkammeraterne fra Tottenham tog i dag en vigtig sejr i kampen for top fire, da de besejrede Sheffield United med 4-0 i Premier League.

    Danskerens mandskab var i målhumør i dagens opgør, og særligt hans walisiske holdkammerat Gareth Bale havde indstilliet sigtekornet korrekt. Den udlånte Real Madrid-spiller scorede hele tre mål, og var derfor stærkt medvirkende til, at Sheffield United aldrig rigtig var i nærheden af sejren.

    Med de tre point kravler Højbjerg og Tottenham op på 56 point, og dermed indtager de femtepladsen i den bedste engelske fodboldrække. Dermed har de fem point op til Chelsea på fjerdepladsen.

    De fire hold, der slutter øverst i tabellen, kvalificerer sig til Champions League.

    Gareth Bale scorede hele tre mål i dagens opgør mod Sheffield United. (Foto: Shaun Botterill / POOL © Scanpix)

    Seneste Nyt

  • Nordkorea trækker sig fra kvalifikationen til VM i fodbold

    Nordkorea trækker sig fra kvalifikationen til fodbold-VM i Qatar i 2022 og AFC Asian Cup i Kina.

    Det skriver Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC, på sin hjemmeside.

    Forbundet skriver ikke noget om årsagen til afbuddet, men for godt en måned siden valgte Nordkorea at trække sig fra sommerens OL i Tokyo på grund af bekymring for coronapandemien.

    AFC skriver, at forbundet vil meddele Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, om beslutningen fra Nordkorea.

    Nordkorea skulle have mødt Sri Lanka, Sydkorea og Turkmenistan i Sydkorea i de tre sidste spillerunder i kvalifikationen i juni om en direkte kvalifikation til VM i Qatar.

    /ritzau/

  • Over halvdelen af de danske fans mister deres EM-billetter

    En meget kedelig nyhed er tikket ind forud for EM i fodbold på hjemmebane om knap en måned.

    I et opslag i Facebook-gruppen Danes Away skriver fanformand, Anders Hagen, at Uefa har reduceret antallet af billetter til fanklubmedlemmerne, som betyder, at over halvdelen af dem, der allerede har købt en billet, vil miste den.

    Fanklubmedlemmerne havde fået tildelt 5.000 billetter, som nu er reduceret til 2.100.

    - For at være helt ærlig er jeg i chok over, hvor få billetter vi får. Det er noget rigtig møg - og det er ikke til at bære, at så mange fanklubmedlemmer får annulleret deres billet, skriver Anders Hagen.

    Reduceringen skyldes en kapacitetetsnedsættelse i Parken grundet corona-pandemien, hvor Uefa så har valgt nedskallere samtlige kategorigrupper, altså både fan- og neutrale afsnit, procentuelt ligeligt.

    Uefa vil på et senere tidspunkt melde ud, hvad der sker med de billetter, som er blevet købt til de neutrale afsnit.

  • Tennisgiganterne Nadal og Djokovic mødes i italiensk finale

    Novak Djokovic mod Rafael Nadal.

    To af de allerstørste navne indenfor tennissporten har i dag vundet deres respektive semifinaler i ATP-turneringen i Rom, og skal nu stå overfor hinanden i finalen.

    Spanske Nadal besejrede sin amerikanske modstander Reilly Opelka med 2-0 i sæt, mens verdensranglistens nummer ét, Novak Djokovic, skulle ud i et tredje sæt mod hjemmebanefavoritten Lorenzo Sonego, før han med sejren på 2-1 i sæt var kvalificeret til finalen.

    Finaleopgøret mellem serbiske Djokovic og spanske Nadal spilles i morgen.

  • Kasper Schmeichel efter FA-Cup-sejr: Vi har drømt om at vinde den her pokal længe - jeg er så sindssygt stolt

    Det var en stolt anfører - og dansk landsholdsmålmand, der blev interviewet efter Leicesters første sejr i FA Cuppen nogensinde.

    Kasper Schmeichel havde en kæmpe rolle i sejren med flere vitale redninger. (Foto: Nick Potts / POOL © Scanpix)

    - Jeg er stolt af alle her i klubben - vi spillede mod en svær modstander, men vi spillede utroligt godt og kæmpede så hårdt, sagde danskeren efter kampen til 6'eren.

    For Kasper Schmeichel betyder denne pokal noget helt særligt.

    - Vi har drømt om at vinde det her trofæ i så mange år. Og vi snakkede om det i starten af sæsonen. Jeg er bare sindssygt glad. At stå her i dag med den pokal er sindssygt, lød det fra danskeren, der som barn fik lov at løfte pokalen, da farmand Peter vandt den med Manchester United tre gange.

    - Jeg kan ikke huske, at den var så tung, lød det grinende fra Leicester og Danmarks nummer 1.

    Det var prins William, der overrakte pokalen til danskeren. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)
  • Pokalmester: Kasper Schmeichel og Leicester vinder FA Cup-finalen

    Kasper Schmeichel jubler med holdkammeraterne fra Leicester, efter de har vundet FA-cup finalen. (Foto: Kirsty Wigglesworth © Scanpix)

    Kasper Schmeichel og Leicester kan skrive en titel mere på CV'et, efter de her til aften vandt 1-0 over Chelsea i FA Cup-finalen.

    Leicester kom foran i det 63 minut, da belgiske Youri Tielemans bankede bolden i kassen til 1-0. Og i lang tid så det ud til, at den stilling ville stå som kampens slutresultat.

    Men i det 89. minut var det lige ved at gå galt for Schmeichel og kompagni. Her lykkedes det nemlig Chelseas venstreback Ben Chilwell at sende bolden forbi danskeren, og så lignede det, at kampen skulle ud i forlænget spilletid. Men kort efter kunne danskeren ånde lettet op, da scoringen efter et VAR-gennemsyn blev annulleret for offside.

    Dermed kunne danskeren efter 90 minutters spilletid løfte trofæet som engelsk pokalmester.

    Det er anden gang Kasper Schmeichel kan løfte et trofæ som Leicester-spiller. For fem år siden vandt de nemlig på overraskende vis det engelske mesterskab.

    Chelseas danske forsvarsspiller Andreas Christensen sidder ude med en skade, og han var derfor ikke en del af finalen.

  • Juventus holder liv i top 4-drømmen efter sejr over Inter

    Den italienske storklub Juventus besejrede her til aften Christian Eriksen og Inter med 3-2 i Serie A, og dermed holder de liv i drømmen om en plads i top 4.

    Inter er allerede sikret det italienske mesterkskab, men samme sikkerhed er der ikke om Juventus placering i den bedste italienske række.

    Forud for dagens kamp var de nemlig pisket til en sejr, hvis de ville holde kort snor i Napoli på fjerdepladsen. Og med sejren på 3-2 lykkedes det altså Juventus at sikre de tre point, der holder liv i deres drøm om en top 4-placering og kvalifikation til næste sæsons Champions Leauge.

    Der resterer to spillerunder af Serie A, og Juventus indtager lige nu femtepladsen. De har dog kun ét point op til Napoli, mens der er tre point op til AC Milan på tredjepladsen.

    Danske Christian Eriksen var med fra start i kampen, men blev skiftet ud efter 73 minutters spil.

  • Velspillende Søren Kjeldsen springer otte pladser frem i British Masters

    Det var en god dag på kontoret for den danske golfspiller Søren Kjeldsen, der på dagens runde af den engelske golfturnering British Masters sprang otte pladser frem i den samlede stilling.

    Danskeren gik dagens runde tre slag under par, og dermed klatrer han op på en delt 19. plads. Samlet set slutter han derfor turneringen syv slag under par.

    Udover Søren Kjeldsen var tre andre danskere også med i den britiske golfturnering. Thorbjørn Olesen og Joachim B. Hansen delte således 57. pladsen, mens Thomas Bjørn sluttede lidt længere nede på 67. pladsen.

    Turneringen blev vundet af engelske Richard Bland, der var13 slag under par.

  • Odense Håndbold booker billet til DM-finalen

    Håndboldkvinderne fra Odense kom her til eftermiddag et skridt tættere på klubbens første mesterskab, da de bookede billet til DM-finalen.

    Med en udebanesejr på 28-27 over de regerende mestre fra Team Esbjerg i den anden semifinale de to klubber imellem kan fynboerne nu kalde sig finalister.

    Det første opgør vandt Odense med 27-26, og dermed skulle de blot bruge et uafgjort resultat i dagens kamp for at sikre sig en finaleplads.

    I finalen venter vinderen af opgøret mellem Viborg HK og Herning-Ikast. Det første af deres semifinaleopgør vandt Herning-Ikast, men da Viborg i dag tog sejren i det andet opgør, skal de to klubber ud i en tredje og afgørende kamp.

  • 40 mål: Lewandowski tangerer vild målrekord

    Bayern Münchens polske stjerneangriber Robert Lewandowski lavede i dag sit ligamål nummer 40 i denne sæson, og dermed tangerede han Gerd Müllers legendariske scoringsrekord.

    Polakken kom op på de imponerende 40 fuldtræffere, da han sendte bolden i kassen til 1-0 på straffespark i Bayern Münchens 2-2-kamp mod Freiburg.

    Med en enkelt spillerunde tilbage i den bedste tyske række har Lewandowski i næste weekend mulighed for at overgå Müllers scoringsrekord, der blev sat tilbage i 1972.

    Udover scoringsrekorden kan den polske angriber også glæde sig over, at Bayern München i sidste weekeend sikrede sig det niende mesterskab i træk.

    Lewandowski scorede her til eftermiddag sit ligamål nummer 40. (Photo by Thomas KIENZLE / POOL / AFP) (Foto: THOMAS KIENZLE © Scanpix)
  • Bo Svenssons Mainz overlever i Bundesligaen

    Uden overhovedet selv at være i aktion kunne Bo Svensson og hans tyske klub Mainz her til eftermiddag knytte næverne, række armene over hovedet og juble over, at de er sikret endnu en sæson i Bundesligaen.

    Rivalerne i kampen om at blive i den bedste tyske række, Werder Bremen og Bielefeld, endte nemlig begge med at smide point i dagens kampe.

    Dermed har Mainz fem point ned til nummer 16, der skal ud i en playoffkamp om nedrykning, og med dagens resultater er danskerens klub altså i sikkerhed herfra.

    Da den danske træner overtog cheftrænerposten i januar, lå Mainz til nedrykning. Men siden da har pilen altså peget én vej for den tyske klub, der nu er sikret overlevelse i Bundesligaen.

  • Viborg tromler Esbjerg og gentager førstepladsen i 1. division

    Selvom Viborg allerede er sikret oprykning til Superligaen, så er de ikke gået på ferie endnu.

    Det viste de i den grad i dag, da de kørte Esbjerg over med hele 4-0.

    Med sejren kommer den midtjyske klub op på 70 point i den næstbedste danske rækkes oprykningsspil, og dermed overtager de førstepladsen fra Silkeborg.

    Esbjerg ligger nummer tre i Superligaens oprykningsspil, men den placering kan de ikke nå at avancere fra, da både Viborg og Silkeborg er sikret en billet til den bedste danske fodboldrække i næste sæson.

  • Ung franskmand kører solo og tager flot Giro-sejr

    Den 25-årige franskmand Victor Lafay kørte først over målstregen på 8. etape af Giro d'Italia.

    Cofidis-rytteren havde under det meste af dagens etape siddet i udbrud med otte andre ryttere, men på dagens sidste stigning kørte han fra de øvrige udbryderkonkurrenter og tog sejren. Det er første gang franskmanden vinder en etape på World Touren.

    Etapens andenpalds blev taget af Francesco Gavazzi, mens tyske Niklas Arndt kom i mål på tredjepladsen.

    Dagens resultat betyder intet for toppen af det samlede klassement.

    Attila Valter er fortsat i besiddelse af den lsyerøde føretrøje, men blot 11 sekunder efter ligger Remco Evenepoel på andenpladsen i det samlede klassement. På tredjepladsen er den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal. Han har 15 sekunder op til Attila Valter.

  • VM-truppen er udtaget: Danmark har én NHL-spiller med

    Den danske landstræner Heinz Ehlers har udtaget de 28 spillere, der senere på måneden skal med til VM i ishockey i Letland.

    I den danske trup er én enkelt NHL-spiller blevet udtaget, og det er Alexander True, der til dagligt spiller for hos San Jose Sharks.

    Landstræner Heinz Ehlers havde ellers håbet på, at han kunne have udtaget en yderligere NHL-spiller i form af Oliver Bjorkstrand fra Columbus Blue Jackets. Men sådan bliver det altså ikke.

    Ved VM i Letland venter der det danske landshold syv gruppekampe. Da de øvrige VM-divisioner er blevet aflyst på grund af coronapandemien, bliver der dog ingen nedrykkere i denne omgang.

  • Australsk supersprinter udgår af Giroen

    Den australske sprinter Caleb Ewan er udgået af Giro d'Italia på grund af smerter i knæet.

    Det skriver hans hold Lotto Soudal på Twitter.

    Sprinteren udgik efter 50 kilometer af 8. etape i det prestigefyldte etapeløb. Det er ellers ikke mere end 24 timer siden, at han kunne iklæde sig den lilla pointtrøje efter at have vundet sin anden etapesejr i årets Giro d'Italia.

    Derfor bliver det altså hverken til pointtrøje eller flere etapesejre for Caleb Ewan i denne omgang.

  • Viborg-sejr tvinger Herning-Ikast ud i tredje semifinaleopgør

    Der skal et tredje opgør til for at afgøre håndboldkvindernes DM-semifinale mellem Herning-Ikast og Viborg.

    Efter Herning-Ikast i torsdags nappede sejren i det første opgør, var Viborg i dagens kamp de to klubber imellem tvunget til at hive en sejr, hvis de fortsat ville gøre sig forhåbninger om at komme i DM-finalen. Og den sejr kom også i hus, da hjemmeholdet fra Viborg vandt den midtjyske duel med hele 28-18.

    Dermed har kvinderne fra domkirkebyen fået en ekstra chance for at spille sig i DM-finalen.

    Den tredje og afgørende kamp spilles tirsdag aften.

    De to øvrige DM-semifinalister fra Esbjerg og Odense mødes i dag klokken 16.

  • Skidt nyt for Sverige: Zlatan misser EM i fodbold

    En skade forhindrer den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic i at deltage ved sommerens EM i fodbold.

    Det siger Sveriges landstræner, Janne Andersson, til Aftonbladet.

    - Jeg har talt med Zlatan Ibrahimovic, som desværre har meddelt, at hans skade stopper hans medvirken i EM til sommer.

    - Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt - mest af alt for Zlatan, men også for os. Jeg håber, han så snart som muligt er tilbage på banen igen, siger Janne Andersson.

    I AC Milans sejr over Juventus i sidste weekend pådrog den 39-årige angriber sig en knæskade, og efter at have talt med flere specialister har Zlatan Ibrahimovic fået anbefalet seks ugers pause, før han kan begynde sin genoptræning.

    Derfor har den svenske stjerne vurderet, at han ikke kan komme i kamp ved EM.

    Zlatan Ibrahimovic stoppede på det svenske landshold efter EM-slutrunden i 2016. Men tidligere på foråret gjorde han comeback i den blå-gule nationaldragt, da han blev udtaget til en række testkampe.

    Zlatan forlader banen efter at have pådraget sig en knæskade i kampen mod Juventus. (Photo by Isabella BONOTTO / AFP) (Foto: ISABELLA BONOTTO © Scanpix)
  • Silkeborg fejrer Superliga-oprykning med storsejr

    Tidligere på ugen sikrede Silkeborg sig oprykning til Superligaen, og det fejrede de i dag ved at banke HB Køge med 4-1.

    Med sejren klatrer den midtjyske klub op på 69 point og en foreløbig førsteplads i 1. division. Den plads har Viborg dog mulighed for at tage tilbage igen senere i dag, når de hjemme møder Esjberg.

    HB Køge ligger sidst blandt de seks klubber i oprykningsspillet til Superligaen. Og den plads kan de ikke nå at avancere fra, da det ikke længere er muligt for dem at hente FC Fredericia, som er næstsidst.

  • Danske roere tager sølv og bronze i World Cup-finale

    De danske kajakroere René Holten Poulsen og Victor Gairy Aasmul vandt her til middag sølv og bronze i finalen i 500 meter enerkajak ved World Cup i ungarnske Szeged.

    I lang tid så det ellers ud til, at førstnævnte skulle gå fra finalen med guldmedaljen om halsen. Men på selve målstregen måtte han se sig slået af ungarnske Bence Nadas, der var sølle to hundrededele af et sekund hurtigere end danskeren.

    Victor Gairy Aasmul kom umiddelbart efter sin landsmand og sikrede sig dermed bronzemedaljen.

    Lige før herrernes finale, var toerkajakken med Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen også i aktion, da de deltog i finalen over 500 meter. Parret, der er udset til at ro båden ved OL i Tokyo for Danmark, sluttede på ottendepladsen.

    René Holten Poulsen og Victor Gairy Aasmul er dog ikke de eneste danskere, der kan tage fra Ungarn med medaljer om halsen. Tidligere i dag var Emma Aastrand Jørgensen nemlig helt suveræn, da hun vandt guld i 200 meter enerkajak.

    René Holten Poulsen vandt her til middag sølv i 500 meter enerkajak ved World Cup i Ungarn. Foto:Aleksandar Djorovic. (Foto: /Ritzau Scanpix) (Foto: Unknown © Scanpix)
  • Pokalmester: Dansk landsholdsspiller vinder svensk titel

    Den danske landsholdsspiller Luna Gewitz spillede hele kampen for HB Bäcken, der i går sikrede sig den svenske pokaltitel.

    Danskerens klub var i finalen oppe imod Eskilstuna, og her blev det til en sejr på hele 3-0. Dermed kunne de lade sig hylde som svenske pokalmestre.

    Den 27-årige forsvarsspiller skiftede forud for denne sæson fra franske EA Guingamp til BK Häcken, der lige nu ligger nummer fem i den bedste svenske række.

  • Suveræn dansk kajakroer vinder World Cup-guld

    Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen var helt suveræn, da hun lørdag formiddag vandt guld i 200 meter enerkajak ved World Cup i ungarnske Szeged.

    Danskeren var over et halvt sekund hurtigere end sin nærmeste konkurrent, og kunne dermed lade sig hylde som sikker vinder af konkurrencen. Dermed sikrede hun Danmarks første medalje ved stævnet i Szeged.

    Men til trods for guldmedaljen er Emma Aastrand Jørgensen slet ikke færdig med at ro for i dag.

    I eftermiddag skal hun nemlig i aktion i semifinalen i 500 meter enerkajak, mens hun også skal deltage i det indledende heat i firerkajak over den same distance.

  • OB ansætter svensk cheftræner

    Superligaklubben OB skal fra 1. juni have ny cheftræner, og her er valget faldet på svenske Andreas Alm. Den 47-årige træner, der tidligere har stået i spidsen for Vejle Boldklub, får en treårig kontrakt.

    Det skriver OB i en pressemeddelelse.

    - Det er en god dag, og det er rigtig positivt, at vi nu har fundet vores cheftræner for de kommende tre år.

    - Vi er rigtig glade for, at vi kan tiltrække en træner som Andreas Alm, som vi mener er yderst kompetent. Vi er glade for, at han kan se sig selv i OB, og at han kan følge vores fremtidige planer for klubben, siger sportschef i OB Michael Hemmingsen.

    Andreas Alm er nuværende træner for svenske BK Häcken, som han blandt andet har ført til en pokaltitel og bronzemedaljer i den bedste svenske fodboldrække.

    Her fortsætter han indtil slutningen af maj, inden han d. 1. juni starter i OB.

    Andreas Alm på sidelinjen for BK Häcken. (Foto: 9200 Adam Ihse/TT © Scanpix)
  • Danske både er sikkert videre i OL-kvalifikationen

    De danske roere kom godt fra start, da de lørdag formiddag indledte OL-kvalifikationsstævnet i den scweiziske by Luzern.

    Både kvindernes og herrernes toer uden styrmand vandt nemlig deres indledende konkurrencer, og de er dermed et skridt nærmere en billet til OL.

    Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen er med sejren i det indledende heat klar til finalen mandag. Her er der er to OL-billetter på spil.

    Herrernes toer uden styrmand, bestående af Joachim Sutton og Frederic Vystavel, skal en tur i semifinalen, inden de kan kalde sig finalister.

    Senere i dag skal Marie Mørch og Mathilde Persson i kvindernes letvægtsdobbeltsculler også på vandet, mens Emil Espensen og Oscar Petersen skal gøre dem kunsten efter i herrernes letvægtsdobbeltsculler.

    Dansk roning er allerede sikret to deltagende både ved OL i Tokyo.

  • Afdød NBA-legende indlemmes officielt i Hall of Fame

    Den afdøde basketballstjerne Kobe Bryant bliver lørdag officielt medlem af Naismith Memorial Basketball Hall of Fame.

    Det gør Los Angeles Lakers-ikonet sammen med Tim Duncan og Kevin Garnett. Trioen har tilsammen vundet 11 NBA-mesterskaber, hvoraf Bryant og Duncan har vundet fem hver.

    Kobe Bryant omkom efter en helikopterulykke i januar 2020 sammen med otte andre personer - heriblandt Bryants 13-årige datter Gianna.

    Basketballspillerens enke, Vanessa Bryant, og hans datter Natalia var fredag mødt op for at modtage den jakke, der følger med indlemmelsen i Hall of Fame. Samtidig var de med til at åbne en udstilling, der er lavet om Lakers-legenden.

    Kobe Bryant blev 41 år.

    Tabet af Kobe Bryant blev markeret verden over, også i Los Angeles, hvor basketball-legenden har en helt særlig plads i folks hjerter. Her er han afbildet på en væg sammen med datteren Gianna, der også omkom under helikopterulykken 26. januar 2020. (Foto: KYLE GRILLOT © Scanpix)
  • Manchester City fejrer mesterskabet med sejr i målfest

    Der var masser af mål og underholdning, da Manchester City fredag var på besøg hos Newcastle i Premier League.

    På papiret lignede det en overkommelig opgave for Pep Guardiolas mandskab, men City måtte på hårdt arbejde for at slå Newcastle med 4-3.

    Spanske Ferran Torres blev den helt store helt for City med et hattrick i en kamp, som blev indledt med, at City-spillerne blev klappet på banen af gæsterne som symbol på holdets vundne mesterskab.

    Joao Cancelo scorede Manchester Citys sidste mål, mens Emil Krafth, Joe Willock og Joelinton sørgede for hjemmeholdets scoringer.

    Fredagens sejr sender City op på 83 point, mens Newcastle har 39 på 16.-pladsen.

  • Skadet Team Esbjerg-stjerne misser skæbnekamp

    Team Esbjerg skal lørdag forsøge at holde liv i mesterskabshåbet uden en af klubbens største stjerner.

    Estavana Polman vil således ikke være med i den anden DM-semifinale mod Odense Håndbold på grund af den skade, hun pådrog sig i den første kamp mellem de to hold tirsdag.

    Estavana Polman er for nylig vendt tilbage efter en lang pause på grund af en alvorlig knæskade. Den hollandske profil måtte bæres fra banen i store smerter i tirsdagens kamp, som Team Esbjerg tabte 26-27.

    Lørdagens semifinale mellem Esbjerg og Odense Håndbold spilles klokken 16 på vestjydernes hjemmebane. Alt andet end en Esbjerg-sejr sender Odense i DM-finalen.

  • Australsk raket sprinter sig til sin anden Giro-etapesejr

    Efter en benhård og intens afslutning lykkedes det Caleb Ewan (Lotto Soudal) at komme først over stregen på Giro d'Italias 7. etape.

    Den 26-årige australier overspurtede konkurrenterne i finalen på fredagens etape og tog sin anden etapesejr i årets løb.

    I spurten viste Caleb Ewan, at han ganske enkelt er den hurtigste i feltet i øjeblikket. Med en lang spurt overhalede han Fernando Gaviria, der var stukket tidligt afsted og vandt etapen med mere end en cykellængde ned til Davide Cimolai på andenpladsen.

    Dermed er Caleb Ewan oppe på i alt fem etapesejre i Giro d'Italia. I 2017 vandt han én etape, mens han i 2019 løb med to sejre.

  • Posen rystes i Formel 1: Grandprixet i Tyrkiet aflyses, mens Østrig får ekstra løb

    Først kostede det en Champions League-finale i fodbold, og nu er det altså Tyrkiets Formel 1-grandprix i juni, der aflyses på grund af landets rejserestriktioner.

    Aflysningen i Tyrkiet betyder samtidig, at det franske grandprix fremrykkes, så det nu køres fra den 18.-20. juni, mens der tilføres et ekstra grandprix i Østrig, som afholdes weekenden efter.

    Som det hele tiden har været planlagt, kan Formel 1-kørerne derefter se frem til igen at køre i Østrig weekenden efter.

    - Vi havde alle set frem til at køre i Tyrkiet, men rejserestriktionerne har betydet, at vi ikke har mulighed for at være der i juni, fortæller Stefano Domenicali, der er præsident og direktør for Formel 1.

    Mercedes' britiske kører, Lewis Hamilton, vandt det tyrkiske grandprix sidste år. (Foto: Emilio Morenatti © Scanpix)
  • Verdensmesteren dropper OL i landevejscykling

    Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang får en konkurrent mindre, når han til sommer går efter guld ved OL i landevejscykling.

    Den franske verdensmester Julian Alaphilippe har således meddelt omverdenen, at han har droppet at stille op i Tokyo.

    - Efter aftale med landstræneren og mit hold har jeg efter langvarige overvejelser besluttet, at jeg ikke stiller op som kandidat til den trup, der skal til OL i Tokyo, skriver Julian Alaphilippe på Twitter.

    - Jeg vil fortsat være meget stolt af at stille op til VM i Frankrigs trøje, siger Julian Alaphilippe, som sidste år vandt VM i Italien foran belgiske Wout van Aert.

    Belgiske Greg Van Avermaet vandt OL i 2016, mens Jakob Fuglsang og den polske klatrer Rafal Majka kom ind på de efterfølgende placeringer. Cykelløbet ved OL i år løber af stablen 24. juli.

  • Urimelig fordeling af tv-penge: Engelske klubber i lavere rækker kræver større solidaritet

    Mens pengene fortsætter med at regne ned over den engelske Premier League i fodbold, er økonomien anderledes stram i ligaerne nedenunder.

    I de tre lavere divisioner, Championship, League One og League Two, tager man skarpt afstand fra den nye tv-aftale, som Premier League præsenterede torsdag.

    Det er stort set en forlængelse af den gældende aftale, som nu vil løbe frem til 2025. Dermed fortsætter en urimelig koncentration af penge til topklubberne, mener English Football League (EFL), der er de lavere divisioners organisation.

    - Den vil fastholde status quo, som er en ubalanceret, ikke-bæredygtig og unfair økonomisk fordelingsmodel, der fortsat vil medføre alvorlige finansielle problemstillinger i hele fodboldpyramiden, lyder det i en pressemeddelelse.

    Den nye tv-aftale indbringer Premier League et beløb svarende til 41 milliarder kroner mellem 2022 og 2025.

    Ligaen forpligter sig frem til 2025 til at sende ekstra 100 millioner pund til de mindre privilegerede lag i fodboldpyramiden. Det drejer sig om klubber i lavere divisioner, kvindefodbold og græsrødder.

    Men det er slet ikke nok, lyder kritikken fra EFL.

    - Vi anerkender regeringens forsøg på at øge solidariteten i forhold til klubberne i League One og League Two. Men der er brug for en grundlæggende genstart af sportens økonomiske model, skriver EFL.

    /ritzau/

  • Ro i VM-lejren trods norsk afskedslussing

    Dårlig generalprøve, god premiere?

    Med en uge til at VM i ishockey begynder, fik Danmark torsdag aften en lille hak i tuden, da holdet tabte 0-4 til Norge i en venskabskamp.

    Alligevel er landstræner Heinz Ehlers fortrøstningsfuld.

    - Resultatet kan vi ikke være tilfredse med, men jeg er super tilfreds med selve spillet. Alle de ting, vi har trænet på, gjorde spillerne rigtig godt. Vi skal heller ikke glemme, at vi mødte en fornuftig modstander, siger Heinz Ehlers til Ritzau.

    - Det er småting, der skal forbedres. Lidt mere kvalitet i skuddene. Lidt mere trafik foran modstandernes målmand, siger Heinz Ehlers.

    Danmarks ishockeyherrer skal op mod Sverige, Rusland, Tjekkiet, Storbritannien og Hviderusland i gruppespil. Holdet åbner VM næste lørdag mod Sverige.

  • Real Madrid holder snor i topholdet i La Liga

    Real Madrid hænger på i mesterskabskampen i La Liga, efter at holdet sent torsdag aften besejrede Granada på udebane med 4-1.

    De forsvarende spanske mestre var før kampen under stort pres for at hive en sejr i land, da førerholdet Atlético Madrid onsdag vandt over Real Sociedad.

    Derfor ville alt andet end en sejr torsdag til Real have givet lokalrivalerne muligheden for at vinde mesterskabet i weekenden.

    Men takket være mål fra Luka Modric, Rodrygo, Álvaro Odriozola og Karim Benzema reducerede Madrid hullet mellem de to hold i tabellen til bare to point.

    Der resterer to kampe for begge mandskaber i La Liga.

    Atlético Madrid kan stadig sikre sig mesterskabet søndag mod Osasuna, hvis Real Madrid ikke vinder holdets udekamp samme dag mod Athletic Bilbao.

    Den spanske mesterskabskamp har dog været fuld af overraskelser i denne sæson, og intet er garanteret endnu for nogle af holdene.

    /ritzau/

  • Liverpool holder liv i håbet om top-4 med sejr mod Manchester United

    Liverpool kommer tættere og tættere på det forjættede land.

    Med en sejr på 4-2 torsdag over Manchester United er sidste sæsons engelske mestre på femtepladsen nu blot fire point efter Chelsea på fjerdepladsen.

    Liverpool har dog en kamp i hånden i forhold til London-holdet, så hvis det søndag ender med en sejr over West Bromwich, vil Jürgen Klopps mandskab kun være et enkelt point fra top-4 og de lukrative Champions League-pladser.

    Opgøret mellem Manchester United og Liverpool skulle egentlig have været spillet 2. maj, men blev udskudt efter store protester af nogle af Uniteds fans, der også trængte ind på Old Trafford.

    De utilfredse fans - som raser mod Uniteds ejere, Glazer-familien - var også at finde uden for stadion torsdag og blokerede kortvarigt vejen for en Liverpool-bus, der skulle hen til Old Trafford.

    Det var dog ikke den med spillerne i. De nåede frem til stadion i tide, og kampen blev som planlagt sat i gang 20.15 lokal tid.

    Bruno Fernandes og Marcus Rashford scorede for Manchester United, mens Roberto Firmino med to, Diogo Jota og Mohamed Salah med et hver, blev Liverpools målscorere.

    Manchester United ligger nummer to og har for længst sikret sig deltagelse i Champions League næste sæson.

    /ritzau/

  • Dortmund er tysk pokalmester: Vinder danskerduel i finalen

    Med en sejr på 4-1 i finalen mod RB Leipzig er Dortmund tysk pokalmester.

    To scoringer fra Jadon Sancho og Erling Braut Haaland sikrede Dortmund sejren, mens Dani Olmo pyntede på resultatet for Leipzig.

    Yussuf Poulsen kom på banen for Leipzig fra anden halvlegs start, men der var Dortmund allerede foran 3-0. Thomas Delaney fik det sidste kvarter på banen for pokalvinderne.

    Pokaltitlen er Dortmunds femte i klubhistorien.

    Dortmunds Lukasz Piszczek får en lufttur. (Foto: FILIP SINGER / POOL © Scanpix)
  • Ishockeyherrerne tabte sidste VM-test

    De danske ishockeyherrer har ikke fået den bedste afslutning på forberedelserne til VM.

    Torsdag endte det med det andet nederlag på to dage til Norge, som efter at have vundet 4-3 onsdag sejrede med de mere overbevisende cifre 4-0 torsdag.

    Testkampen var Danmarks femte og sidste inden verdensmesterskaberne, der begynder 21. maj. De er endt med to sejre - blandt andet den første over Sverige nogensinde - og tre nederlag. Norge eller Sverige har været modstanderne i alle kampe.

    I torsdagens kamp begyndte det at se sort ud i anden periode. Her gik Norge fra 0-0 til 3-0 i de sidste ti minutter.

    Fire minutter inde i tredje periode blev det 4-0, og så var der lange udsigter til et dansk comeback. Det kom da heller aldrig.

    Ishockey-VM spilles i år i Letland. Danmarks første kamp er mod Sverige 22. maj. Danskerne skal også møde Schweiz, Storbritannien, Rusland, Hviderusland, Slovakiet og Tjekkiet i den indledende pulje.

    /ritzau/

  • Bakken Bears har kurs mod DM-titlen efter anden finalesejr

    Basketballherrerne fra Bakken Bears sikrede sig her til aften deres anden sejr i DM-finaleserien, da de besejrede Horsens IC med 77-70.

    De gulblusede fra Horsens kom ellers flyvende fra start, men i anden periode fik de forsvarende mestre hentet hjemmeholdets føring ind, og selvom tredje og fjerde periode begge var forholdsvis tætte, lykkedes det de forsvarende mestre at hive sejren i land.

    Dermed fører Bakken Bears 2-0 i finaleserien, og har nu for alvor sat kurs mod den femte DM-titel på stribe.

    Det tredje finaleopgør skal spilles i Aarhus på mandag.

  • Aalborgensisk triumf: Slår Flensborg i første Champions League-kvartfinale

    Aalborg sikrede sig her til aften et fremragende udgangspunkt, da de besejrede Flensborg med 26-21 i den første ud af to Champions League-kvarfinaleopgør.

    Selvom nordjyderne kom bedst fra start, og også lykkedes med at komme foran med 3-0 i kampens indledning, endte det med at blive en tæt affære de to hold imellem.

    Med ti minutter igen var aalborgensernes føring således reduceret til en enkelt, men ligesom det lignede, at der skulle være spænding helt til det sidste, trak det danske mandskab fra og sikrede også en femmålsejr i sidste ende. Dermed har de sikret et flot udgangspunkt forud for returopgøret i næste uge.

    Det er første gang nogensinde, at Aalborg Håndbold er i en Champions League-kvartfinale, og om en lille uge har de også mulighed for at sikre den første semifinale nogensinde.

    Returopgøret i Flensborg spilles nemlig d. 19. maj.

  • Danske kajakroere misser OL-kvalifikation

    De danske duoer i toerkajak havde her til aften muliged for at kvalificere sig til OL, da de deltog ved den europæiske kvalifikation i ungarnske Szeged.

    Men det var på forhånd svære odds for de to duoer, Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen samt Sara Corfixsen og Caroline Faurschour, da kun førstepladsen ved dagens konkurrencer fik billet til OL. Hos herrerne blev det til en femteplads, mens kvinderne opnåede en fjerdeplads, og dermed lykkedes det ingen af de danske toerkajakker at sikre sig en OL-billet.

    Tidligere på dagen missede den tidligere OL-medaljetager René Holten Poulsen også muligheden for at kvalificere sig til OL, da han blev nummer fem i 1.000 meter enerkajak.

    Han har dog et sidste skud i bøssen, når der om en uge er kvalifikation i Rusland.

  • Dansk landshold i sprintstafet får ottendeplads ved EM

    Det danske landshold sprintstafet løb i dag en ottendeplads hjem ved europamesterskaberne i orienteringsløb, der afholdes i scweiziske Neuchatel.

    Løbet blev vundet af de schweiziske hjemmebanefavoritter, mens vores naboer fra Sverige og Norge løb med sølv- og bronzemedaljerne.

    Den individuelle finale i sprintstaet løbes på søndag, mens der fredag og lørdag er kvalifikation og finale i disciplinen Knockout-sprint.

  • Hammerkaster sætter ny dansk rekord for tredje gang i år

    Den danske atlet Katrine Koch Jacobsen har i dag sat ny dansk rekord i disciplinen hammerkast. Den nye rekord lyder på 67,6 meter.

    Men det der med at sætte rekorder er ikke helt uvant for Sparta-atleten. Hun har nemlig også sat dansk rekord to gange tidligere i år. Den seneste lød på 64.68 meter, og dermed er dagens kast en forbedring på hele tre meter.

    Rekorden blev slået til Kasternes dag på Ballerup Stadion.

  • Fortsat spænding i Kvindeligaens slutspil: Begge tophold spiller uafgjort

    HB Køge missede her til eftermidadg en gylden mulighed for at trække fra Brøndby i toppen af Kvindeligaens mesterskabsspil, da de spillede uafgjort mod Fortuna Hjørring.

    Tidligere i dag lykkedes det ikke kvinderne fra Brøndby at få tre point mod Kolding Q, og da den kamp endte 0-0, havde HB Køge derfor mulighed for at trække fra i toppen af mesterskabsspillet. Men sådan skulle det ikke gå.

    Med et 1-1-resultat mod Fortuna Hjørring, hiver HB Køge kun et enkelt point i hus. Dermed er topholdets forspring ned til de gule fra vestegnen fortsat kun på to point.

    I dagens tredje kamp i Kvindeligaens mesterskabsspil stod femtepladsen fra FC Nordsjælland overfor sjettepladsen fra FC Thy-Thisted Q. Her blev det til en storsejr til det sjællandske hold, der vandt med hele 5-1.

    HB Køge fører mesterskabsspillet med 23 point, mens Brøndby lige efter har 21 point. Begge hold har dog fortsat et solidt forspring ned til tredjepladsen fra Fortuna Hjørring, der har 14 point.

  • Schweizer kører alene over målstregen i Giro-sejr

    24-årige Giro Mäder kørte i dag fra alt og alle på 6. etape af Giro d'Italia, og han kunne dermed fejre karrierens hidtil største triumf.

    Efter at have sat sine to udbrydder-konkurrenter, Dario Cataldo og Bauke Mollema, tre kilometer før mål kunne den unge Bahrain-rytter køre alene over målstregen. Blot 12 sekunder efter kom favoritterne i mål, og andenpladsen nappede Ergan Bernal. Dan Martin og Remco Evenepoel kom lige efter.

    Løbets førende rytter Alessandro De Marchi havde ikke benene til at følge med på dagens etape, og han blev sat allerede på stigningen midtvejs på etapen.

    Førertrøjen har derfor fået ny ejermand, og det er FDJ-ungareren Attila Valter. Han har 11 sekunder ned til Remco Evenepoel i den samlede stilling.

  • Randers vinder pokalfinalen

    Randers kan kalde sig pokalmester anno 2021.

    Det står klart efter en finalesejr på 4-0 mod Sønderjyske.

    Randers fik en sand drømmestart på kampen med to scoringer i kampens første seks minutter. Først var det Erik Marxen, der direkte på hjørnespark, med lidt hjælp fra Sønderjyske-målmand Lawrence Thomas, der gjorde det til 1-0. Kort efter fordoblede Mathias Greve Randers' føring.

    I anden halvleg forsøgte Sønderjyske at stable et pres på benene mod Randers-målet, men scoringer fra Simon Piesinger og Mathias Greve lukkede kampen og sender pokalen til Randers.

    Det er første gang Randers FC vinder pokalturneringen siden triumfen i 2006.

  • Champions League-finale flyttes til Portugal

    Champions League-finalen i fodbold mellem Manchester City og Chelsea bliver flyttet fra Istanbul i Tyrkiet til Porto i Portugal på grund af coronarestriktioner.

    Det oplyser det europæiske fodboldforbund Uefa.

    Da Tyrkiet er på Storbritanniens røde rejseliste, ville ingen af de to klubbers fans have mulighed for at rejse fra England for at se kampen. Derfor skal finalen mellem de to engelske storhold nu i stedet spilles på Estadio do Dragão i Porto.

    - Fans har gennemgået mere end 12 måneder uden mulighed for at se deres hold live, og Champions League-finalen er klubfodboldens højdepunkt.

    - At frarøve disse tilhængere chancen for at se kampen på stedet var ikke en mulighed, og jeg er glad for, at vi har fundet dette kompromis, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin i en pressemeddelelse.

    På det portugisiske stadion vil 6000 tilhængere fra hvert hold få adgang til at tilskuerlægterne.

    Champions League-finalen mellem Manchester City og Chelsea spilles d. 29 maj.

  • Dansk kajak-håb går kold: Misser næstsidste OL-chance

    Kajakroeren René Holten Poulsen missede her til morgen en gylden mulighed for at kvalificere sig til OL.

    Den 32-årige dansker, der vandt OL-sølv tilbage i 2008, blev nemlig nummer fem i torsdagens kvalifikationsfinale i 1000 meter enerkajak. Og da der kun var to OL-billetter på højkant ved stævnet i Ungarn, var femtepladsen altså ikke nok for danskeren.

    Det så ellers i perioder godt ud for den danske kajakroer. I kvalifikationsfinalen lå han nemlig på andenpladsen ved 500-metermærket. Men hen mod slutningen mistede han fart, og så overhalede konkurrenterne ham.

    Sidste skud i bøssen for René Holten Poulsens OL-chancer er næste uge i Rusland. Her er der en enkelt OL-billet i spil.

  • Cykelstjerne genoptager karrieren og sigter efter OL

    Tilbage i januar annoncerede den tidligere Giro d'Italia-vinder Tom Dumoulin, at han havde mistet lysten til cykelsporten. Derfor ville han tage en pause på ubestemt tid.

    Men den pause ser nu ud til at være slut. Hans hold, Jumbo-Visma, skriver nemlig på sin hjemmeside, at den hollandske cykelstjerne kommer til at deltage i etapeløbet Schweiz Rundt, som køres mellem 6. og 13. juni.

    - Jumbo-Visma-rytteren har taget beslutningen sammen med holdet, eftersom han på det seneste har fundet glæden ved cykling igen, skriver holdet på sin hjemmeside.

    Udover det scweiziske løb stiler Dumoulin også efter at komme med til OL i Tokyo.

    Løbet i Schweiz bliver hollænderens første siden sidste års Vuelta a España, hvor han udgik efter 7. etape.

  • Sønderjyske melder stort set alle klar til pokalfinalen

    To dage før pokalfinalen blev en Sønderjyske-spiller testet positiv for corona, men friske test afslører, at der ikke er yderligere smittede i den sønderjyske trup.

    Smitten virker derfor til at være indkapslet til en enkelt spiller.

    Det bekræfter klubben til DR Sporten.

  • Andersen lukker fire mål ind i NHL-comeback

    Ishockeymålmanden Frederik Andersen står foran en hård kamp om spilletid for Toronto Maple Leafs, når det canadiske storhold tager hul på slutspillet om Stanley Cup i næste uge.

    Andersen var natten til torsdag på isen i en NHL-kamp for første gang i næsten to måneder. Men han kunne ikke forhindre et Toronto-nederlag på 3-4 til Ottawa Senators.

    Den 31-årige dansker, der på grund af en skade har været ude af holdet siden 19. marts, erklærer sig tilfreds med comebacket.

    Han fornemmer dog, at han med lidt held kunne have forhindret et par af scoringerne, og at der fortsat skal bankes rust af.

    - Jeg følte mig rigtig godt tilpas. Der var nogle mærkelige situationer og uheldige riposter. Måske er det rust, og måske redder jeg dem, hvis jeg gør nogle få ting anderledes, siger Frederik Andersen ifølge nhl.com.

    Kampen var uden reel betydning for Toronto, der er sikker på førstepladsen i NHL's norddivision.

    /ritzau/

  • Atletico Madrid holder fast i føringen i La Liga

    Atlético Madrid kom onsdag aften et skridt nærmere klubbens første mesterskab i syv år.

    I den tætte topstrid i La Liga kunne Diego Simeones tropper sætte tre point på kontoen efter en sejr på 2-1 hjemme over Real Sociedad.

    Resultatet betyder, at Atlético har 80 point på førstepladsen med to kampe tilbage. FC Barcelona på andenpladsen har 76, mens Real Madrid har 75 på tredjepladsen. Real har dog spillet en kamp færre end de to andre hold.

    Yannick Carrasco sparkede Atlético i front efter et kvarter i onsdagens kamp mod Real Sociedad. Angel Correa gjorde det til 2-0 efter 27 minutter.

    Det gjorde Atlético i stand til at trække sig længere tilbage og etablere holdets normalt bundsolide defensiv. Initiativet blev overladt til gæsterne, der da også kom til flere afslutninger.

    Der blev dog først reduceret med små ti minutter tilbage, da Igor Zubeldia endte med bolden efter et hjørnespark og bankede den ind til 1-2.

    Det gjorde pludselig afslutningen spændende, men Atlético forsvarede altså sejren hjem og har altså stadig serveretten i kampen om guldet.

    /ritzau/

  • Arsenal besejrer Chelsea efter komisk mål

    En mislykket tilbagelægning blev til et komisk mål, da Arsenal onsdag aften slog Chelsea med 1-0 på udebane i Premier League.

    Emile Smith Rowe udnyttede den kiksede tilbagelægning til at score kampens enlige mål.

    Chelsea var voldsomt tæt på at udligne kort før tid. De blåklædte ramte således overliggeren to gange, men sejren gik til Arsenal.

    Sejren sender Arsenal op på ottendepladsen, hvorfra klubben nu har ét point op til ærkerivalen Tottenham på den syvendeplads, der giver en plads i den nye europæiske turnering Europa Conference League.

    Arsenal har samtidig to point op til Liverpool på sjettepladsen og tre point op til West Ham på femtepladsen.

    Chelsea missede muligheden for at tage afstand til netop West Ham, som stadig kan nå at få fingre i den Champions League-billet, Chelsea lige nu er i besiddelse af på fjerdepladsen.

    Chelsea var uden en skadet Andreas Christensen i onsdagens opgør.

    /ritzau/

  • Topstriden i Serie A fortsat tæt efter favoritsejre

    Sæsonen i Serie A går på hæld, og Inter er allerede blevet kåret som mester.

    Men det er stadig uvist, hvem der kommer til at udgøre resten af top-4 og dermed følge med Milano-klubben til gruppespillet i Champions League i næste sæson.

    Med to runder tilbage er Atalanta på andenpladsen og Juventus på femtepladsen således kun adskilt af tre point. Imellem de to ligger AC Milan og Napoli.

    Onsdag var de fleste af topholdene i aktion, men det ændrede ikke noget i toppen af tabellen. De vandt nemlig alle sammen.

    Mest imponerende var AC Milan og Simon Kjær, der på udebane kørte Torino over og vandt 7-0. Ante Rebic imponerende blandt andre med et hattrick på cirka 12 minutter i anden halvleg.

    Atalanta fik tre point ved at slå Benevento med 2-0. Joakim Mæhle så hele kampen fra Atalantas bænk.

    Juventus fik skovlen under Sassuolo med en 3-1-sejr efter mål af Adrien Rabiot, Cristiano Ronaldo og Paulo Dybala.

    Dermed har Atalanta og AC Milan begge 75 point på henholdsvis anden- og tredjepladsen efterfulgt af Napoli med 73 og Juventus med 72 point. Lazio har 67 point, men har tre kampe tilbage programmet.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk