
Søndag står i EM-finalens tegn for Bastian Secher.
I dag roede den 22-åriger dansker sig nemlig til en tredjeplads i singlesculler, hvilket udløser en plads i det bedste felt. Han kom rigtig godt fra start og fulgte godt med tyske Oliver Zeidler og Melvin Twellaar fra Holland, som sluttede på henholdsvis første- og andenpladsen.
- Det betyder meget. Det er min første sæson som senior, så alle finaler tager jeg imod med kyshånd, siger han til DR Sporten.
- Jeg vidste godt, at de to foran mig er de bedste i verden lige nu. Jeg fokuserede derfor på de andre, og planen lykkedes.
Ud over Secher var der tre andre både i vandet. Dametoeren blev nummer tre i sin b-finale, mens herrefireren sluttede på en fjerdeplads i b-finalen.
Rasmus Lind endte på en fjerdeplads i letvægtssinglesculler og gik dermed ikke videre fra semifinalen, men skal i stedet ro i b-finalen.