I fredagens sæsonpremiere ude mod Eintracht Frankfurt var klasseforskellen enorm, da Bayern München vandt med 6-1 efter at have ført 5-0 ved pausen.
Jamal Musiala blev dobbelt målscorer, mens også Joshua Kimmich, Benjamin Pavard, Sadio Mané og Serge Gnabry kom på måltavlen for mesterholdet.
Sejren kunne sagtens være blevet større, for Bayern München formåede både at brænde på tomt mål og på andre store chancer.
Efter magtdemonstrationen i første halvleg tillod Bayern München sig også at gå et par gear ned i anden halvleg for ikke at ydmyge de forsvarende Europa League-vindere yderligere.
Det var dog næppe tilsigtet ligefrem at forære Frankfurt et mål, men det var ikke desto mindre tilfældet 19 minutter efter pausen, da Manuel Neuer forærede bolden til Randal Kolo Muani, som sendte den i et tomt mål.
Jesper Lindstrøm startede opgøret og nåede at markere sig som et livligt islæt med flere gode aktioner, inden han blev taget ud i pausen. Han driblede sig blandt andet alene igennem med Manuel Neuer, men afsluttede lige forbi mål.
/ritzau/