Den tidligere fodboldstjerne Gary Lineker er tilbage som sportsvært på BBC i den kommende weekend.
Det oplyser BBC mandag på sin hjemmeside efter flere dages konflikt.
Fredag blev han i hvert fald suspenderet fra sit job som vært på fodboldprogrammet Match of The Day efter i et Twitter-opslag at have sammenlignet den britiske regerings retorik om asylplaner med 30'ernes Tyskland.
Suspenderingen skabte debat i Storbritannien, hvor fodboldfans, eksperter og kommentatorer markerede deres utilfredshed som følge af Gary Linekers fravær.
For eksempel valgte de tidligere fodboldspillere og nuværende kommentatorer hos BBC, Alan Shearer og Ian Wright, at vise solidaritet ved ikke at være en del af weekendens Match Of The Day-udsendelser på BBC.
Men i den kommende weekend er Gary Lineker tilbage for BBC efter at have indgået en aftale med mediet om sin brug af sociale medier. Det skriver BBC.
- Gary er en værdifuld del af BBC, og jeg ved, hvor meget BBC betyder for Gary, og jeg ser frem til, at han igen skal præsentere vores dækning i den kommende weekend, siger Tim Davie, der er generaldirektør i BBC.
Gary Lineker kalder de sidste par dage for surrealistiske, men ser frem til at være tilbage i fodboldstudiet.
- Jeg har arbejdet med sport for BBC i tæt på tre årtier og er meget stolt over at arbejde med den bedste og mest fair Tv-station i verden. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage på lørdag, siger Gary Lineker ifølge BBC.
BBC oplyser, at man nu igangsætter en uafhængig undersøgelse af sine retningslinjer for, hvordan medarbejdere agerer på sociale medier.
Retningslinjerne blev indført i 2020 og omhandler blandt andet, at man som ansat på BBC ikke skal underminere mediehusets upartiskhed.