Seneste sport

Brøndby IF henter Daniel Wass hjem fra den bedste spanske række

Daniel Wass får nummer 10 i Brøndby IF. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

Den danske landsholdsspiller Daniel Wass skifter til Brøndby IF fra Atletico Madrid.

Det har den danske superligaklub fredag annonceret.

Daniel Wass har underskrevet en kontrakt, som holder ham i Danmark til sommeren 2025. Præsentationen af den 33-årige offensive back lanceres med teksten 'kun en klub i Danmark'.

- Min familie og jeg har denne sommer haft et stort ønske om at vende tilbage til Danmark, og for mig er der kun en klub i Danmark, siger Daniel Wass til Brøndbys hjemmeside.

- Jeg har stadig meget at give af og føler, jeg kan bidrage på og uden for banen.

Danies Wass får trøjenummer 10 og træner ifølge Brøndby IF med sine nye holdkammerater senere i eftermiddag.

Danskeren spillede i Brøndby fra 2008 til 2011, inden han permanent skiftede til Benfica. Wass har også spillet i klubber som franske Evian samt Celta Vigo og Valencia i den bedste spanske række.

Seneste sport

  1. Fodboldtrøje-røvere varetægtsfængslet

    Tirsdag morgen blev tre unge mænd anholdt og sigtet for at have røvet fodboldtrøjer og shorts fra to FCK-fans i et S-tog mellem Glostrup og Brøndbyøster.

    Allerede samme eftermiddag var de tre mænd i grundlovsforhør for en dommer.

    Her blev de to ældste, en 23-årig og 19-årig, varetægtsfængslet i fire uger for røveri, mens den tredje mand, 18 år gammel, blev løsladt, men er fortsat sigtet i sagen. Det skriver Anklagemyndigheden for Vestegnens Politi på Twitter.

    Røveriet fandt sted tilbage i begyndelsen af august inden en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby i Parken.

  2. Voldtægtsmistænkt superligaspiller skal forblive fængslet

    En dommer ved Københavns Byret har valgt at løslade en professionel fodboldspiller fra en dansk klub, der siden 10. september har siddet varetægtsfængslet i en sag om overgreb.

    Men selv om dommeren valgte at løslade ham, kommer han ikke på fri fod med det samme.

    Anklageren har kæret kendelsen om løsladelse til landsretten. Og dommeren har besluttet, at det er med opsættende virkning.

    Det vil sige, at fodboldspilleren skal forblive fængslet, til landsretten har vurderet sagen.

    /ritzau/

  3. Saudiarabisk ørkenby skal være vært for vinterlege

    Her skal den futuristiske storby "Neom" bygges. (Foto: Lucas Jackson © Ritzau Scanpix)

    Saudi-Arabien er blevet udpeget som vært for de asiatiske vinterlege, som i 2029 skal foregå i den futuristiske storby "Neom", der er under opførelse i den nordvestlige del af landet.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP blev det saudiarabiske bud enstemmigt vedtaget af Asiens Olympiske Komité (OCA) på et møde i Phnom Penh. Det bliver første gang nogensinde, at legene afvikles i Vestasien.

    - Snart vil Saudi-Arabiens ørken og bjerge være legeplads for vintersport, lyder det i en meddelelse fra OCA.

    "Neom" er en planlagt kæmpeby, der skal strække sig mellem to skyskrabere placeret med 170 kilometers mellemrum. Projektet kaldes også "The Line".

    Hele byprojektet vil koste 500 milliarder dollar, svarende til 3800 milliarder danske kroner.

    /ritzau/

  4. DBU vil ikke betale for, at landsholdet får familien med til VM i Qatar

    Når det danske fodboldlandshold rejser til VM i Qatar den 15. november, så kommer spillernes kærester ikke med på DBU's regning.

    Fodboldforbundet ønsker nemlig ikke at bidrage til, at ørkenstaten tjener penge, siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ekstra Bladet.

    - Vi ønsker ikke at bidrage til at skabe profit for Qatar. Derfor har vi droslet mest mulig ned på vores rejseaktiviteter.

    - Ved tidligere slutrunder har spillernes koner og kæreste rejst sammen med bestyrelsen, men de ture har vi som sagt aflyst ved denne slutrunde, siger han.

    Danmarks sidste gruppekamp ved VM spilles den 30. november. Her er modststanderen Australien.

  5. Danmark leverer stor overraskelse ved VM i bordtennis

    Sejren på 3-1 over Portugal er ikke nok til at sende danskerne videre fra gruppespillet. (Foto: CFOTO © CFOTO)

    Det danske herrelandshold i bordtennis leverede tirsdag morgen en stor overraskelse ved VM i Kina, da Portugal blev slået i den sidste gruppekamp.

    Danmark vandt med 3-1 over portugiserne, der er seedet som nummer ni. Det betyder, at facit for de 24. seedede danskere ender med at være to nederlag og en sejr i gruppespillet.

    Det er ikke nok til at sende Danmark videre fra gruppespillet, da Portugal og Brasilien allerede har sat sig på gruppens to øverste pladser.

  6. Rapport afslører systematisk misbrug i kvindeliga i USA

    En uafhængig undersøgelse viser tegn på systematisk misbrug og seksuelle forseelser i amerikansk kvindefodbold.

    Det viser en rapport, der blev offentliggjort mandag og som er udarbejdet af den tidligere amerikanske justitsminister Sally Yates og advokatfirmaet King & Spalding.

    Rapporten indeholder interviews med mere end 200 spillere fra National Women's Soccer League (NWSL).

    Flere spillere beretter om detaljerede mønstre for misbrug, overgreb og manipulation fra trænere, skriver nyhedsbureauet AFP.

    - De spillere, der er kommet frem for at fortælle deres historier, har udvist stort mod. Det er nu på tide, at de institutioner, der svigtede dem tidligere, lytter til spillerne og gennemfører de reformer, som spillerne fortjener, skriver Sally Yates i rapportens resumé.

    Undersøgelsen er bestilt af det amerikanske fodboldforbund ovenpå flere skandaler de seneste år.

    /ritzau/

  7. FC Nordsjælland banker Randers FC og snupper Superligaens førsteplads

    Der var dømt topkamp i Superligaen, da FC Nordsjælland tog imod Randers FC på hjemmebanen i Farum.

    FC Nordsjælland kunne med en sejr overtage førstepladsen fra Randers, der endnu ikke havde tabt en kamp i sæsonen. Allerede efter 12 sekunder bragte hjemmeholdet fra Nordsjælland sig foran. Det er Superligaens næsthurtigste scoring.

    Hjemmeholdet fortsatte de gode takter, da de igen fik nettet til at blafre efter otte minutters spil.

    Med et kvarter igen cementerede FC Nordsjælland førstepladsen, da norske Andreas Schjelderup scorede sit andet mål i kampen til stillingen 3-0.

    Sidst i kampen kom Randers FC også på måltavlen, da Edgar Babayan fik reduceret til slutresultatet 3-1. Randers FC led dermed sit første nederlag, mens FC Nordsjælland overtog Superligaens øverste position.

  8. Argentinsk målræv indstiller karrieren, når sæsonen slutter

    Gonzalo Higuain scorede 66 mål i 149 kampe for Juventus. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Ritzau Scanpix)

    Den argentinske angriber Gonzalo Higuain gør klar til at indstille sin fodboldkarriere i en alder af 34 år.

    På et pressemøde mandag afslører han, at han stopper efter 2022-sæsonen, når hans kontrakt hos amerikanske Inter Miami udløber.

    - Dagen er kommet til at sige farvel til fodbold, et arbejde der har givet mig så meget, og som jeg føler mig privilegeret over at have oplevet med sine gode og dårlige øjeblikke, siger Higuain følelsesladet på et pressemøde.

    Higuain har haft en storslået karriere, hvor han har optrådt for en række store klubber som Real Madrid, Napoli og Juventus.

    Han scorede 31 mål i 75 landskampe for Argentina, for hvem han spillede sin sidste landskamp i VM-ottendedelsfinalen i 2018.

    /ritzau/

  9. Lyngby forstærker forsvar med tidligere Serie A-spiller

    Lyngby Boldklub har mandag forstærket defensiven med den hollandske forsvarsspiller Timo Letschert, der skifter til superligaklubben på en kort kontrakt for resten af året.

    Skiftet kan lade sig gøre, fordi spilleren står uden kontrakt. Tidligere i fodboldkarrieren har Timo Letschert spillet for tyske Hamburger SV, italienske Sassuolo og hollandske AZ Alkmaar.

    Lyngby-direktør Andreas Byder ser det ikke nødvendigvis som et kort samarbejde med den 29-årige spiller.

    - Aftalen giver begge parter muligheden for at se hinanden an, og både vi og Timo tror på, at forløbet kan udvikle sig til en længere kontrakt, når vi kommer frem til nytår, siger Andreas Byder til klubbens hjemmeside.

    Lyngby har været ramt af skader på det seneste til forsvarsspillerne Andreas Bjelland og Kristian Riis.

    /ritzau/

  10. FCK-anfører ude resten af sæsonen

    Carlos Zeca måtte i går forlade banen med en skade, der efter alt at dømme holder ham ude hele sæsonen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    FC Københavns anfører, Carlos Zeca, kommer ikke til at dirigere spillet for hovedstadsklubben i de næste mange kampe.

    Han er nemlig ude resten af sæsonen med en knæskade, bekræfter FC København på fodboldklubbens hjemmeside.

    Årsagen er, at han i gårsdagens kamp mod AGF har beskadiget to ledbånd i knæet. Han pådrog sig skaden i kampens tillægstid, hvor den 34-årige græske midtbanespiller måtte humpe fra banen.

    - Vi kan desværre konstatere, at han har beskadiget to ledbånd i knæet, hvor det ene desværre er det korsbånd, der blev revet over og opereret for et år siden, siger FCK-cheflæge Morten Boesen.

    Den græske landsholdsspiller i græsset efter skaden i gårsdagens kamp. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  11. Klubpræsident om stadiontragedie: 'Det er mit ansvar'

    Præsidenten for Arema FC tager ansvaret for ulykken, som kostede mindst 125 mennesker livet. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

    125 mennesker døde på Knajuruhan Stadium i Indonesien, da der udbrød optøjer lørdag.

    En flok tilhængere havde invaderet banen, efter hjemmeholdet Arema FC havde tabt 2-3 til Persebaya Surabaya, og det fik politiet til at bruge tåregas mod menneskemængden. Det sendte tusindvis af mennesker mod udgangene, hvor mange blev mast ihjel.

    Mandag har Arema FC's præsident, Gilang Widya Pramana, holdt en tårevædet tale og beklaget hændelserne.

    - Jeg, som præsident for Arema FC, tager det fulde ansvar for hændelsen. Jeg undskylder til ofrene, deres familier, alle indonesere og ligaen, siger Gilang Widya Pramana ifølge AFP.

    Foruden de 125 dræbte blev 323 personer ifølge politiet såret i det, der er en af verdens dødeligste stadiontragedier nogensinde.

    Der er plads til 42.000 tilskuere på Kanjuruhan Stadion, og lørdagens kamp var udsolgt. Ifølge politiet stormede 3.000 fans banen.

  12. Holger Rune trækker sig fra ATP-turnering

    Holger Rune stiller ikke op ved Astana Open alligevel. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    ATP-turneringen Astana Open bliver uden danskeren Holger Rune, som ikke længere figurerer på turneringens program.

    Her skulle han ellers have mødt verdensetteren Carlos Alcaraz i første runde. Det opgør bliver altså ikke til noget for danskeren, som erstattes i turneringen af belgiske David Goffin.

    19-årige Holger Rune har heller ikke manglet kamperfaring på det seneste. Så sent som i går var han i aktion, da han tabte en finale i bulgarske Sofia mod schweizeren Marc-Andrea Hüsler.

    Ifølge Aneke Rune har spilleren døjet med knæsmerter efter et fald i finalen.

    Derudover har han også døjet med maveproblemer.

    - Han måtte få noget bakterierensende på dagene med semifinale og finale i Sofia, så vi vurderede, at han var lidt vel underdrejet til at kunne stå klar til kamp i morgen (tirsdag, red.), lyder det fra Aneke Rune, til Ritzau.

    Danskeren er nu nummer 26 på verdensranglisten, hvilket er fem pladser bedre end inden weekenden.

    På sin vej til finalen slog Holger Rune italieneren Jannik Sinner, verdens nummer 10, i semifinalen i Bulgarien.

  13. Læge fyret for at have blåstemplet kollapset quarterback

    Lægen, som havde godkendt, at Tua Tagovailoa kunne spille, er nu blevet fyret. (Foto: Kareem Elgazzar © Ritzau Scanpix)

    NFL-spillernes organisation har fyret den neurolog, som havde undersøgt Miami Dolphins-quarterbacken Tua Tagovailoa inden weekendens kamp, hvor spilleren endte med at kollapse på banen.

    Det skriver den amerikanske footballliga, NFL, på sin hjemmeside.

    Tagovailoa var blevet godkendt til at spille, selvom han allerede var kollapset med en hovedskade i en anden kamp blot fem dage tidligere. Det burde ikke være sket, siger NFLPA, som er en slags fagforening for NFL-spillere.

    Det var ellers organisationens egen ekspert, der havde clearet spilleren, og sagt god for, at han kunne spille. Den beslutning har altså nu kostet neurologen jobbet.

    Der er stadig nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge forløbet omkring spillerens tilbagevenden til banen.

    Han er udskrevet fra hospitalet.

  14. Real Madrids imponerende sejrsstime brydes

    Karim Benzema, der gjorde comeback ovenpå en skade, brændte et straffespark, der kunne have sikret Real Madrid sejren over Osasuna. (Foto: Rodrigo Jimenez © Ritzau Scanpix)

    Real Madrid led søndag sæsonens første pointtab i den bedste spanske fodboldrække, da de regerende mestre efter seks sejre i træk nøjes med 1-1 mod Osasuna.

    Karim Benzema havde chancen for at afgøre sagen i slutningen af anden halvleg, men franskmanden brændte et straffespark.

    Pointdelingen betyder, at Real Madrid forpassede chancen for at overtage førstepladsen fra FC Barcelona.

    Real Madrid kom foran med 1-0 umiddelbart før pausen. Her endte et indlæg fra Vinicius Junior på højrekanten med at sejle ind i mål, selv om det måske burde have været annulleret.

    To Real Madrid-spillere stod nemlig i offside-position, og Antonio Rüdiger forsøgte endda at sparke ud efter bolden, men dommeren vurderede ikke, at de to Real-spillere påvirkede spillet.

    Scoringen fik dermed lov til at stå ved magt, og Real Madrid var dermed foran med 1-0.

    Den tilbagelænede stil fra hjemmeholdet blev dog straffet fem minutter efter pausen, da gæsterne fik udlignet til 1-1.

    Osasunas Kike Garcia snittede med det øverste af hovedet et langskud fra Unai Garcia op i målhjørnet og forbi Andriy Lunin i Real Madrid-målet.

    Real Madrid og FC Barcelona har hver 19 point i toppen af La Liga. Barcelona fører ligaen i kraft af en bedre målscore end ærkerivalen.

    /ritzau/

  15. Hårdt slag for FCK: Frygt for at anføreren Zeca er ude med langstidsskade

    FC Københavns Carlos Zeca blev skiftet ud med skade under Superligakampen mellem FC København og AGF. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Dagen før det akkurat er et år siden, at FCK-anføreren Carlos Zeca blev båret fra banen med en alvorlig korsbåndsskade, måtte den græske landsholdsspiller atter forlade banen med en skade.

    I FCK-lejren frygter man, at der endnu en gang venter den 34-årige spiller en lang skadespause efter søndagens kamp mod AGF.

    - Med Carlos (Zeca, red.) kan og må jeg ikke stå her og give en diagnose. Vi har heller ikke fået den endnu. Men alle kan se, at det er trist, siger FCKs nye træner Jacob Neestrup.

    Grækeren var selv i stand til at gå fra banen, men derfor er der stadig grund til bekymrede miner hos den 34-årige træner.

    - Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne for os som hold. Det eneste, jeg tænker på, er konsekvenserne for Carlos.

    - Jeg har givet Carlos en krammer. Der var ikke mulighed for at snakke med ham, han var meget ked af det, siger Neestrup.

    På trods af skaden kunne Jacob Neestrup glæde sig over en sejr i sin trænerdebut for hovedstadsklubben.

  16. Brøndby sørgede for ny nedtur til Fortuna Hjørring

    Søndag aften slog Brøndby på udebane rivalerne fra Fortuna Hjørring med 2-1.

    Nordjyderne var ellers først til at komme på tavlen, da forsvarsspilleren Sara Holmgaard scorede efter 39 minutter.

    Men i anden halvleg viste Brøndby, hvorfor de indtil videre i sæsonen er det eneste tophold blandt de to klubber. Først scorede svenske Anna Welin, og dernæst lukkede polske Natalia Wrobel kampen efter 78 minutter.

    Med sejren holder Brøndby på andenpladsen fast i HB Køge på førstepladsen. Omvendt, betyder nederlaget for Fortuna, at klubben bliver på fjerdepladsen.

    Tidligere på dagen vandt HB Køge med 3-0 over Sundby, mens Thisted spillede 1-1 på hjemmebane mod Kolding IF.

  17. Ny FCK-træner henter sejr over AGF i debut

    Jacob Neestrup fejrer den forløsende scoring med målskytten Lukas Lerager. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    29-årige Lukas Lerager sørgede i Parken for den forløsende scoring, der gav FCK og holdets nye cheftræner, Jacob Neestrup, sejren på 1-0 over AGF.

    Hovedstadsklubben skulle søndag aften forsøge at vaske tavlen ren efter fyringen af den tidligere cheftræner, Jess Thorup.

    En mission, der lykkedes, takket være midtbanespilleren Lukas Leragers mål efter 82 minutter.

    Selvom aarhusianerne kom godt fra start i første halvleg, der ikke bød på særlig mange chancer, fik FCK sat sig på kampen i anden halvleg.

    En anden halvleg der, med sin mange chancer og høje tempo, stod i skarp kontrast til første halvleg.

    I slutningen af kampen forsøgte AGF med at lægge et pres på hjemmeholdet, men det blev kun til nogle sporadiske chancer.

    Resultatet betyder, at FCK springer op på sjettepladsen med 15 point, mens AGF forbliver på femtepladsen med 16 point.

  18. Aalborg Håndbold sejrede mod de forsvarende mestre fra GOG i topduel

    Der var jubel i Aalborg-lejren undervejs og efter kampen mod de forsvarende mestre fra GOG. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Det stjernespækkede Aalborg Håndbold-mandskab slog søndag aften GOG med 35-29 i en direkte duel om førstepladsen.

    For anden gang i sæsonen trækker nordjyderne sig sejrrigt fra kampen mod rivalerne fra GOG. Efter fynboerne slog Aalborg i duellen om det danske mesterskab tilbage i juni, har Aalborg fået skovlen under GOG.

    Først vandt Aalborg i Super Cuppen inden sæsonens ligastart, og senest har mandskabet taget det første stik i den indbyrdes kamp med GOG i denne udgave af ligasæsonen.

    Sejren kom efter en tæt første halvleg, hvor holdene gik til pause med stillingen 15-15.

    Fra anden halvlegs start spillede Aalborg med musklerne, og det blev for stor en opgave for GOG, der ikke kunne følge med.

    I målet fik Aalborgs Simon Gade bedre fat i GOG-skytterne, som i anden halvleg blev mere og mere frustrerede over flere dommerkendelser.

    Det resulterede til sidst i, at GOG-træneren, Nicolej Krickau, blev udvist for protester.

    Frustrationen blev udnyttet i Aalborg-lejren, og i resten af kampen blev forspringet udbygget, indtil slutfløjtet lød.

    Sejren betyder, at Aalborg rykker forbi GOG i tabellen og indtager førstepladsen.

  19. Danmark lider nyt nederlag ved bordtennis-VM

    Det fortsætter med at være lige ved og næsten for Danmarks bordtennislandshold for mænd ved det igangværende hold-VM i Kina.

    Første gruppekamp tabte danskerne 1-3 til Brasilien tidligt fredag morgen og søndag blev det således til endnu et nederlag, denne gang mod Slovakiet med cifrene 1-3 i kampe.

    Tobias Rasmussen tabte sin kamp 0-3 i sæt, inden Anders Lind tilkæmpede sig den eneste danske sejr i holdkampen, da han vandt sikkert i tre sæt.

    Danskerne tabte nemlig de efterfølgende to kampe og dermed også duellen med slovakkerne.

    Danmark mangler nu kun en kamp i gruppespillet, når de natten til tirsdag møder Portugal.

  20. Nedtur for Holger Rune: Schweizisk banemand vinder danskerens anden ATP-finale

    Danskeren tabte kun et enkelt af sine egne serve-partier, men formåede ikke at breake schweiziske Hüsler undervejs i kampen. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    Med cifrene 6-4, 7-6 taber det danske tennistalent sin blot anden ATP-finale i karrieren til schweiziske Marc-Andrea Hüesler ved turneringen Sofia Open i Bulgarien.

    Allerede i kampens første parti blev 19-årige Holger Rune breaket af 26-årige Hüesler, der ligger nummer 95 på verdensranglisten.

    Det skulle vise sig at blive dyrt for danskeren, for begge spillere servede fortrinligt resten af sættet og holdte sine serve-partier.

    I andet sæt måtte kampen ud i en tiebreak for at finde en afgørelse. Selvom Rune havde fire sætbolde, der kunne forlænge kampe ud i et tredje sæt, fik Hüsler lukket kampen med cifrene 10-8 i tiebreaken.

    Titlen er schweiziske Hüeslers første i karrieren.

  21. Pointdeling mellem bundholdene Brøndby og Lyngby i underholdende kamp

    Det blev ikke til den søndag eftermiddag på Brøndby Stadion, som Daniel Wass og de resterende Brøndby-spillere havde håbet på. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Med en sen udligning fra bundproppen Lyngby spillede holdet 3-3 mod hjemmeholdet Brøndby.

    Angriberen Frederik Gytkjær bragte Lyngby foran efter otte minutter, inden Brøndbys Anis Ben Slimane og Nicolai Vallys sendte hjemmeholdet i front med to scoringer på to minutter.

    I anden halvleg udlignede Lyngbys Kasper Jørgensen, men 16-årige Oscar Schwartau ville det anderledes, da han scorede til 3-2 for Brøndby.

    Det lignede længe, at det skulle blive det endelige resultat, indtil Saevar Atli Magnússon dukkede op i feltet på hjørnespark og sørgede for et enkelt point til bundholdet Lyngby.

    Pointdelingen betyder, at Lyngby fortsat ligger nederst i tabellen med fire point, mens Brøndby ligeledes forbliver på tiendepladsen med 12 point.

  22. Dansk nedtur for håndboldkvinderne efter forrygende start mod Norge

    Efter en god start halsede de danske spillere efter nordmændene i anden halvleg. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

    De danske kvindelandshold i håndbold kom ud som lyn og torden mod Norge, men kampen vendte på en tallerken i anden halvleg, da nordmændene vandt med 29-27 i Golden League.

    På hjemmebane i Ikast var Danmark ikke til at styre fra kampens indledning, da holdet bragte sig foran med 5-0. De gode takter fortsatte, og ved pausen stod der 13-9.

    Men fra anden halvlegs start var der nye boller på suppen, for nordmændene fik hurtigt udlignet til 13-13.

    Efter Danmark kom bagud med 20-19, fik holdet aldrig genvundet føringen, og så blev det til et dansk to-måls-nederlag.

  23. Magnussen ender uden point, da Perez vinder i Singapore

    På den regnvåde bane i Singapore endte Red Bulls Sergio Perez med at tage sejren i denne weekends Formel 1-grandprix foran Ferraris Charles Leclerc.

    Danske Kevin Magnussen startede på en niendeplads, men måtte undervejs se sig selv dumpe ned på en 12. plads - en plads bedre end teamkollegaen Mick Scumacher. Dermed lykkedes det ikke danskeren at føje point til den samlede stilling.

    Den forsvarende verdensmester, Red Bulls Max Verstappen, havde muligheden for at sikre sit andet verdensmesterskab, hvis eller resultaterne flaskede sig. Det gjorde det imidertid ikke for hollænderen, der sluttede på en skuffende syvendeplads.

    Med fem løb tilbage af sæsonen fører hollænderen dog stadig solidt i det samlede regnskab med 104 point ned til Ferraris Charles Leclerc.

  24. Vidunderet Haaland scorer hattrick i ydmygelse af Eriksen og United

    Erling Haaland (tv.) og Phil Foden scorede begge hattrick i 6-3 sejren over Manchester United. (Foto: PETER POWELL © Ritzau Scanpix)

    Puha, den sved.

    Manchester United med Christian Eriksen på banen vil næppe glemme den fodboldlektion, holdet fik denne søndag i Premier League af bysbørnene og rivalerne fra Manchester City.

    Sidstnævnte vandt nemlig hele 6-3 og leverede en ydmygelse så stor, at den engelske sportspresse kommer til at vride tastaturerne for negative gloser. I hvert fald de, der følger Manchester United tæt.

    I den anden lejr vil snakken formentlig cirkulere om en 22-årig nordmand, Erling Haaland, som igen, igen viste sig som en målscorer ud over det sædvanlige.

    Angriberen nettede tre gange og bragte dermed sin sæsontotal op på 14 scoringer. Det har Haaland så brugt små otte kampe til. Igen - den mand er ekstraordinær.

    Allerede efter de første 45 minutters svingom havde City bragt sig foran 4-0, da Haaland og Phil Foden nettede to gange hver.

    Efter pausen reducerede Antony til 1-4 på en assist af Christian Eriksen, før Haaland og Foden scorede og sendte City foran 6-1.

    Slutteligt fik Anthony Martial reduceret to gange. Ren kosmetik. City udspillede United, vandt 6-3 og spillede sig op på andenpladsen i Premier League. United og Eriksen ligger på sjettepladsen.

  25. Nordjysk duo sender Silkeborg IF endnu tættere førstepladsen

    Selvom gæsterne fra AC Horsens bed fra sig, var det et Silkeborg IF-mandskab nogenlunde i kontrol, der søndag sikrede sig en 2-1 sejr på hjemmebane i Superligaen.

    1-0 scoringen signerede Kasper Kusk efter 35 minutters spil. Ikke nordjydens sværeste scoring i karrieren, men lidt har også ret, og når en anden nordjyde, sidste sæsons ligatopscorer Nicklas Helenius, kort efter pausen fordoblede føringen, passede pengene.

    Silkeborg IF havde været bedst - og kursen mod sejren var sat.

    Horsens fik dog reduceret til 2-1 på et mål af Anders K. Jacobsen, der sammen med holdkammeraterne jagtede en udligning.

    Hjemmeholdet afværgede imidlertid og hentede sæsonens sjette sejr. Den placerer fortsat silkeborgenserne på fjerdepladsen i tabellen, men holdet har nu kun tre point op til førerholdet, Randers FC.

    Horsens daler omvendt ned på syvendepladsen med 14 point.

  26. FCM svømmede i chancer, men må nøjes med uafgjort i midtjysk derby

    Det midtjyske derby mellem FC Midtjylland og Viborg FF havde det hele - intensitet, dramatik - og så alligevel ikke. For vinderen kunne de to rivaler nemlig ikke finde i søndagens superligaopgør, der endte 1-1 i Herning.

    Det må mest ærgre FCM-spillerne, der producerede chancer i ét væk.

    Det var dog viborgenserne, som først kom på tavlen, da et forsvarskiks sendte angriber Jay-Roy Grot alene afsted mod FCM-keeper Jonas Lössl. Det udnyttede hollænderen - 1-0 efter 43 minutters spil.

    Hænderne nåede imidlertid ikke at hænge længe i luften, inden FCM minuttet senere slog tilbage. Kristoffer Olsson, som faktisk netop havde leveret en stor fejl ved Viborg-scoringen, fik gjort skaden god igen og udlignede til slutresultatet 1-1.

    Det uafgjorte resultat betyder, at FC Midtjylland foreløbigt rykker op på Superligaens sjetteplads med 14 point efter 11 kampe, mens Viborg bliver på ligaens tredjeplads med 20 point efter samme antal kampe.

  27. Slået med et enkelt sekund: Vingegaard henvist til andenpladsen på sidste etape af Kroatien Rundt

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Den slovenske cykelrytter Matej Mohorič fra holdet Team Bahrain Victorious vinder Kroatien Rundt - et enkelt sekund foran danske Jonas Vingegaard.

    I den 25-årige danskers comeback til cykling efter sommerens sejr i Tour de France var det lige ved og næsten, at blev til endnu en samlet sejr.

    Efter to etapesejre på tredje og femte etape var Jonas Vingegaard foran Matej Mohorič med ti sekunder inden søndagens afgørende etape.

    Men undervejs på etapen halede den 27-årige slovener ind på danskeren ved først at tage bonussekunder på sjette etapes indlagte spurter, og til slut sprintede Mohorič sig til en andenplads på etapen.

    Og da der netop var seks bonussekunder at hente her, sendte han akkurat Vingegaard ned på andenpladsen.

    Og selvom det sikkert er irriterende for danskeren og Jumbo Visma at miste sejren med blot ét sekund, er det ikke fordi, Jonas Vingegaard ikke får noget ud af strabadserne i Kroatien.

    Om en uge skal han nemlig køre Lombardiet Rundt, og DR Sportens cykelkekspert, Brian Nygaard, vurderer, at CRO Race har været en fin optakt hertil.

    - Nu kommer han med en rigtig god uge med to etapesejre. Han må være mere end klar, tror jeg. Og selvom han ikke er specialist i endagsløb, er det løb så svært, at det burde ligge godt til ham.

  28. Indonesiens myndigheder nedjusterer dødstal efter stadionkaos

    Men nu nedjusterer myndighederne tallet til mindst 125 dræbte.

    Det oplyser de indonesiske myndigheder ifølge Ritzau.

    Myndighederne forklarer det nedjusterede dødstal med, at nogle kan være blevet talt med flere gange.

    Tragedien skete i går, da der opstod kaos efter en kamp mellem to rivaliserende hold. Tilskuere løb ind på banen, hvor politiet sprøjtede tåregas ud.

    Indonesisk politi oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at de mange mennesker døde under panik, efter at politiet havde affyret tåregas for at sprede oprørte fodboldfans på banen, skriver Ritzau.

  29. Holger Runes lejr på finaledagen: Nøglen til succes er serven

    Holger Rune i sin serv under semifinalen mod italienske Jannik Sinner. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    Søndag kan den danske tennisspiler Holger Rune vinde sin blot anden ATP-titel ved turneringen Sofia Open i Bulgarien, når han møder Marc-Andrea Hüsler i finalen.

    Kigger den 19-årige ned i værktøjskassen med de midler, han skal bruge til at tage sejren, er det især serven, som bliver vigtig. Det mener danskerens manager og mor, Aneke Rune.

    - Holger har et virkelig højt 'win' bag sin førsteserv, så derfor er målet, at der skal sættes 70 procent førsteserver, fortæller Aneke Rune til Ritzau.

    I semifinalen leverede tennistalentet Holger Rune en overraskelse, da han gik videre i kampen mod verdensranglistens nummer 10, Jannik Sinner, som måtte udgå med en skade i tredje sæt.

    Det var en kamp, hvor danskeren netop lykkedes med masser af flotte serve.

    - Og da Holger er en eminent returspiller, så vil han med ret stor sikkerhed altid få brudt og dermed vinde kampene, lyder det fra Aneke Rune på finaledagen.

    Finalen kan følges på DR.dk fra omkring klokken 15.30. Kamptidspunktet afhænger af double-finalerne.

  30. Danmark vinder årets første landskamp i rugby

    Det danske landshold i mudret, vådt tøj og med smil på læberne efter lørdagens sejr. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)

    Det danske landshold i rugby vandt lørdagens landskamp hjemme mod Andorra med cifrene 25-10.

    Det var sydafrikanske Junaire Browns første kamp i spidsen for holdet.

    Opgøret blev spillet foran 420 tilskuere på rugbyklubbens Speeds bane i Kastrup, og den var den første af tre i Rugby Europe Conference 2 North, som Danmark er en del af.

    Næste kamp er ude mod Finland den 15. oktober, hvorefter turen går til Norge den 13. maj.

    De danske points blev scoret af Joakim Calmar Niesen (20) og Thorbjørn Vestergaard (5). Hamish Coventry blev kåret som banens bedste danske spiller.

    Lidt action fra kampen mellem Danmark og Andorra. Her er det kampens bedste, Hamish Coventry, i en klynge med mod- og medspillere. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)
  31. Fifa-præsident om stadiontragedie: En mørk dag for fodbolden

    - Det er en mørk dag for fodbolden. En tragedie uden for fattevne.

    Sådan lyder det fra Gianni Infantino, der er præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, oven på den tragedie, der har udspillet sig på et fodboldstadion i Indonesien lørdag aften.

    Mindst 174 mennesker er meldt omkommet under uroligheder, der opstod efter slutfløjtet, hvor hjemmeholdet tabte til deres store rivaler, hvilket fik tilskuere til at storme banen og politiet til at kæmpe imod.

    - Fodboldverdenen er i en tilstand af chok efter de tragiske hændelser. Alle vores tanker og bønner går til ofrene og de sårede samt befolkningen i Indonesien, siger Infantino ifølge Ritzau.

  32. 42.000 deltagere er i fuld gang ved London Marathon

    • Her er det de mandlige eliteløbere, der står klar og toptændte ved startstregen. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Marcel Hug fra Schweiz krydser målstregen som vinder af kørestolsløbet. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)
    • Omkring 42.000 deltagere er med i årets store løbefest i London. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Billedet her er fra startskuddet til kørestolsløbet. Kvinderne, der står og kigger på, er fodboldspillerne Jill Scott, Ellen White og Leah Williamson fra det engelske landshold. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Kenyas Joyciline Jepkosgei og Reia Iwade fra Japan under løbet. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Omkring 42.000 vælger at bruge deres søndag på at svede på asfalten i London.

    Det årlige London Marathon finder sted i dag, og lige nu er både eliteløbere, kørestolsdeltagere og almindelige "hverdagsløbere" enten allerede i mål eller i fuld gang med at tilbagelægge de 42,2 kilometer fra Greenwich til The Mall.

    Løbet plejer at finde sted i april, men det er de seneste tre år blevet afholdt her i oktober som følge af coronapandemien.

    Mediet The Guardian dækker begivenheden med liveopdateringer her på siden.

  33. Simon Kjær er blevet skadet igen

    Den danske fodboldspiller Simon Kjær har brugt langt størstedelen af 2022 på at genoptræne efter en korsbåndsskade.

    For halvanden måneds tid siden gjorde den danske landsholdsanfører så comeback for sit italienske klubhold AC Milan, men nu er han blevet skadet igen.

    Lørdag aften måtte forsvarsspilleren nemlig lade sig udskifte efter 70 minutter, da Milan på udebane i Serie A slog Empoli med 3-1.

    Årsagen til udskiftningen var, at Simon Kjær har pådraget sig en muskelskade. Det fortæller, Milan-træner Stefano Pioli til Football Italia, efter kampen.

    Pioli siger dog ikke noget om skadens omfang, da Kjær og andre skadede spillere fra kampen først skal undersøges nærmere.

  34. Partier enige om at styrke indsats mod hooligans

    Der skal sættes ind over for "den ene procent fodboldbøller", som ødelægger festen for resten ved danske fodboldkampe.

    Det er regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, blevet enige om i ny aftale, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Aftalen er lavet på baggrund af en række forslag fra en ekspertgruppe bestående af politi, Dansk Boldspil-Union, fans og tre fodboldklubber, som justitsminister Mattias Tesfaye (S) etablerede i august efter flere episoder med voldsomme fodboldoptøjer.

    Forslagene indebærer blandt andet, at politiet skal kunne bistå klubberne med identifikation af personer, der eksempelvis har overtrådt klubbens regler, og at der skal skabes en koordineret, forebyggende indsats for unge fans.

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil ved den kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag på området.

    - Det er tiltag, der skal være med til at sætte en stopper for den ene procent fodboldbøller, så fodboldfesten forbliver en fest for de 99 procent, siger han i pressemeddelelsen.

  35. Kaos efter fodboldkamp i Indonesien: 129 dræbt under optøjer

    • Fans er løbet på banen efter slutfløjt. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • Betjente i aktion på Kanjuruhan Stadium i Malang. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • En udbrændt bil efter optøjerne. (Foto: ANTARA FOTO © Ritzau Scanpix)
    • Væltede biler på og ved siden af banen. (Foto: SANDI SADEWA © Ritzau Scanpix)
    • Der blev affyret tåregas for at forsøge at dæmpe optøjerne. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • En lille pige bæres væk. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Mindst 129 mennesker har mistet livet i forbindelse med optøjer, der opstod efter en fodboldkamp i byen Malang på øen Java i Indonesien.

    Det skete lørdag aften, skriver Ritzau.

    Politiet oplyser, at en stor mængde fans løb på banen, efter at hjemmeholdet Arema FC havde tabt 3-2 til ærkerivalerne fra Persebaya Surabaya.

    Der opstod panik, og politiet affyrede tåregas for at sprede de mange mennesker på Kanjuruhan-stadionet. I den forbindelse omkom mange af kvælning og iltmangel, mens andre blev trampet ihjel, fordi folk flygtede mod udgangene. To af de døde er betjente.

    Dødstallet ventes at stige, da en del af cirka 180 tilskadekomnes tilstand er kritisk.

    Den lokale politichef, Nico Afinta, siger til medier, at politiet på forhånd havde foreslået, at kampen kun skulle overværes af hjemmeholdets fans for at undgå problemer som følge af den rivalisering, der er mellem de to klubber.

    Den indonesiske sikkerhedsminister oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der var solgt 42.000 billetter til kampen, selv om der kun er plads til 38.000 på stadion i forhold til sikkerheden.

    Et øjenvidne ved navn Rezqi Wahyu skriver på Twitter, at hvert et hjørne af banen var omgivet af tåregas, der blandt andet blev affyret op på tribunerne. Han var ifølge det indonesiske medie Republika til stede på stadion.

    - Forholdene uden for stadion var meget anspændte. Mange tilhængere var udmattede, og der var skrigende og grædende kvinder, tilhængere dækket af blod, ødelagte biler, skældsord og vrede. Mursten, jern og bambus fløj over det hele, skriver Rezqi Wahyu.

    Indonesiens bedste fodboldrække, BRI Liga 1, oplyser ifølge Reuters, at ligaen nu har besluttet at suspendere alle kampe i en uge.

    Landets præsident, Joko Widodo, siger, at sikkerheden omkring fodboldkampe i hele landet nu skal evalueres.

  36. Messi og Mbappe scorer på Kasper Schmeichel

    Lionel Messi og Kylian Mbappe scorede begge for Paris Saint-Germain, som vandt 2-1 på hjemmebane over Nice i den bedste franske fodboldrække.

    Dermed blev Kasper Schmeichel i Nice-målet passeret to gange i opgøret mod superstjernerne på Parc des Princes i Paris.

    Efter 29 minutter scorede Messi på Schmeichel, da argentineren udnyttede et frispark, der blev begået mod ham selv lige uden for feltet.

    Messi sendte bolden op i det ene hjørne, mens Schmeichel forstenet kunne se bolden gå i netmaskerne.

    Nice svarede godt igen kort efter pausen, da angriberen Gaetan Laborde udlignede til 1-1.

    PSG-angriberen Kylian Mbappe, som kom på banen i stedet for den tidligere Vejle-angriber Hugo Ekitike, afgjorde kampen efter 83 minutter.

    Med sejren er PSG tophold med 25 point efter 9 kampe. Marseille har to point færre på andenpladsen. Nice har kun otte point i den tungere halvdel af tabellen.

    /ritzau/

  37. Leon Madsen slutter fin speedwaysæson med tredjeplads

    Leon Madsen blev nummer tre i speedwaysæsonens sidste grand prix, der blev kørt i den polske by Torun.

    Dermed cementerede han sin andenplads i den samlede VM-stilling.

    Allerede før lørdagens grand prix stod det klart, at Bartosz Zmarzlik ville vinde VM-guldet for tredje gang i karrieren.

    Lørdagems grand prix blev vundet af Martin Vaculik fra Slovakiet.

  38. Holger Rune spiller sig i karrierens anden finale efter supertalent udgår med skade

    Den danske tennisspiller Holger Rune vinder semifinalen ved Sofia Open i Bulgarien over Jannik Sinner, der måtte udgå med en skade mod slutningen af kampen.

    Den 19-årige dansker tabte første sæt med 5-7, men fik leveret et comeback i andet sæt, som han vandt med 6-4.

    Derfor skulle det hele afgøres i tredje sæt, hvor danskeren fik en forrygende start med et tidligt break.

    Ved stillingen 4-2 vred Sinner om på anklen, og efter at Rune breakede italienerens serv for anden gang til stillingen 5-2, gav verdensranglistens nummer ti op.

    21-årige Jannik Sinner har de seneste to år vundet Sofia Open, men i år skal der findes en ny vinder, når Holger Rune møder schweiziske Marc-Andrea Huesler søndag klokken 15.30.

    Kampen kan følges på DR.dk.

  39. Golfspillerne Nørgaard og Højgaard blander sig i skotsk topstrid

    Det går i øjeblikket den rigtige vej for de danske golfspillere Niklas Nørgaard og Rasmus Højgaard ved golfturneringen Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

    Begge danskere er nemlig blandt de ti bedstplacerede, før turneringen skal afgøres søndag.

    Niklas Nørgaard har ligget blandt de bedste spillere gennem hele turneringen, og lørdag gik tredje runde i tre slag under par, så han nu er på en delt femteplads med en samlet score på ti under par.

    Endnu bedre gjorde Rasmus Højgaard det lørdag, da han spillede sig i klubhuset med en score på fem under par. Det sender ham op på en delt ottendeplads før sidste runde, to slag dårligere end Nørgaard.

    Engelske Richard Mansell er på førstepladsen i 15 under par.

  40. En gylden halvleg sikrede dansk håndboldsejr over Schweiz i Golden League

    Det danske kvindelandshold i håndbold vandt overbevisende med 38-25 over Schweiz i træningsturneringen Golden League lørdag eftermiddag.

    Trods de flotte cifre så var Schweiz faktisk glimrende med i første halvleg, hvor de kun var bagud med fire mål ved pausen.

    Men i kampens sidste halve time satte Danmark for alvor tempoet op, og så kunne Schweiz ikke længere følge med.

    Dermed står Danmark nu noteret for en sejr og et nederlag i Golden League, før de møder verdensmestrene fra Norge i deres sidste kamp søndag klokken 16.

  41. Den ene dansker sendte bolden forbi den anden i Bundesligaen

    Jesper Lindstrømn jubler over det fine mål. (Foto: Daniel Roland © Ritzau Scanpix)

    Jesper Lindstrøm scorede et flot mål, da Eintracht Frankfurt lørdag slog Union Berlin med Frederik Rønnow i målet med 2-0.

    Lindstrøms mål blev scoret kort før pausen, da han selv snuppede bolden og lavede et par gode finter, inden han satte kuglen i mål til 2-0 med en fin afslutning.

    Forinden havde Mario Götze scoret kampens første mål.

    Med sejren er Eintracht Frankfurt nu nummer fem i Bundesligaen med 14 point.

    Union Berlin fører rækken med 17 point efter otte kampe.

  42. AGF tager sæsonens første sejr i bundopgør

    Lørdag eftermiddag vandt AGF en tiltrængt sejr på 3-1 over FC Nordsjælland.

    Kampen var ellers en gylden mulighed for hjemmeholdet fra Nordsjælland til at isolere AGF og Kolding IF under nedrykningsstregen i bunden af tabellen.

    Men med to mål af AGFs Mathilde Madsen i første halvleg og en overtidsscoring af Caroline Jensen, så ændrede det ikke ved udfaldet, at FC Nordsjællands Johanna Sørensen undervejs reducerede.

    Sejren betyder, at AGF rykker over FC Nordsjælland i tabellen og indtager sjettepladsen, mens sidstnævnte må tage til takke med syvendepladsen.

  43. Succes i Singapore: Magnussen kører sig på niendepladsen i kvalifikationen

    Det blev til en opløftende niendeplads for Kevin Magnussen ved lørdagens kvalifikation i Singapore. (Foto: Lillian Suwanrumpha © Ritzau Scanpix)

    Den danske racerkører Kevin Magnussen slutter som nummer ni ved lørdagens kvalifikation til Singapores Formel 1-grand prix.

    I kvalifikationen kørte Ferraris Charles Leclerc sig i pole position til søndagens grand prix foran Red Bulls Sergio Perez og Mercedes' Lewis Hamilton.

    I DR Sportens optaktsartikel kan du læse, at lyset, på trods at høje elpriser, ikke bliver noget problem, når 2000 lamper blænder op for løbet, der køres om natten.

  44. Arsenal slår ærkerivalen i topopgøret North London Derby

    Arsenals Granit Xhaka jubler med sine medspillere efter målet til 3-1. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)

    Den engelske fodboldklub Arsenal slår ærkerivalen Tottenham med 3-1 på hjemmebane.

    Efter tyve minutter bragte ghanesiske Thomas Partey hjemmeholdet foran med 1-0 på et flot langskud.

    Tottenham skulle dog ikke bruge mere end elleve minutter på at svare igen, da den engelske landsholdsangriber Harry Kane udlignede på et straffespark.

    Arsenal kom bedst ud til anden halvleg, og det udnyttede brasilianske Gabriel Jesus, da han prikkede bolden over stregen til endnu en føring til hjemmeholdet.

    Resten af kampen gik det nedad bakke for Tottenham, der først fik et rødt kort til backspilleren Emerson Royal, inden schweizeren Granit Xhaka dernæst lukkede kampen med et mål til 3-1.

    Danske Pierre-Emile Højbjerg startede inde for Tottenham, men blev taget ud efter 75 minutter.

    Resultatet betyder, at Arsenal forøger sit forspring på førstepladsen, mens Tottenham forbliver på tredjepladsen.

  45. Kaos i Ajax København forårsager sidsteøjebliks-aflysning af kamp

    Fredag forsikrede håndboldklubben Ajax Københavns bestyrelsesformand og medejer, Henrik Ritlov, at lørdagens kamp i den næstbedste danske række mod Aarhus HC blev spillet.

    Men lørdag eftermiddag er kampen, der er sat til at blive spillet klokken 15.00, aflyst. Det bekræfter Håndbold Spiller Foreningens direktør, Torben Vinther, overfor TV 2 Sport.

    - Der er ikke styr på arbejdsskadeforsikringen, så vi har anbefalet spillerne ikke at gå på banen, siger Torben Vinther til TV 2 Sport.

    I september kom det frem, at den københavnske håndboldklub er konkurstruet. I den forbindelse kunne DR Sporten berette, at klubben samtidig befinder sig i et forsikringskaos.

    Aflysningen kommer så sent, at Aarhus HC allerede har taget turen over bæltet og er ankommet til Ajax Københavns hjemmebane, Bavnehøj-Hallen.

    - Det er ikke i orden at trække tingene så længe her. Det er spild af alles tid og kræfter. Tragisk, lyder det fra Torben Vinther.

  46. Trods nyforlænget kontrakt stopper Quintana på sit hold

    Nairo Quintana under Tour de France-enkeltstarten i København. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Den colombianske cykelrytter Nairo Quintana stopper på holdet Arkea-Samsic blot halvanden måned efter en kontraktforlængelse til 2025.

    Det meddeler 32-årige Quintana på sin Instagram.

    - Jeg vil gerne takke Arkea-Samsic-holdet for tre år med op- og nedture, siger colombianeren i en video.

    Nyheden kommer i kølvandet på, at den tidligere Vuelta a Espana og Giro d'Italia-vinder under sommerens Tour de France ved to lejligheder testede positiv for det ulovlige stof tramadol.

    Stoffet er ikke præstationsfremmende, men er på UCI's liste over forbudte stoffer, fordi det har en sløvende effekt. En effekt der anses som værende farlig for feltets resterende ryttere.

    Grundet de positive test har cykelrytteren fået slettet sin sjetteplads i årets Tour de France. En dom han har appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

    Efterfølgende har Quintana meddelt, at han ikke kommer til at konkurrere mere i 2022.

  47. Holger Rune skal møde verdens nummer ét i Astana Open

    Når danske Holger Rune i næste uge tager hul på turneringen Astana Open, venter der ham noget af en mundfuld.

    I første runde af turneringen i Kasakhstan skal den 19-årige dansker nemlig stå ansigt til ansigt med den spanske verdensetter, Carlos Alcaraz.

    Spanieren har for blot tre uger siden vundet grandslam-turneringen US Open, da han slog norske Casper Ruud i finalen.

    Inden da skal Holger Rune dog først fokusere på sin næste kamp. I en ATP-turnering i bulgarske Sofia skal han lørdag møde verdens nummer ti, Jannik Sinner, i semifinalen i Sofia Open.

  48. USA's basketkvinder knuser Kina og vinder VM for 11. gang

    USA's kvindelige landshold i basketball vandt tidligt lørdag morgen dansk tid VM for fjerde gang i træk.

    Det skete med en sikker sejr i finalen med cifrene 83-61 mod Kina efter 43-33 ved pausen midtvejs.

    Det var 11. gang, at USA vandt VM på kvindesiden, hvilket er suveræn rekord. Det gamle Sovjetunionen har næstflest VM-titler med seks triumfer, senest i 1983.

    I bronzekampen vandt værtsnationen, Australien, med 95-65 over Canada.

    /ritzau/

  49. Clara Tauson melder afbud til endnu en turnering

    Det går ikke Clara Tausons vej i denne sæson.

    Den 19-årige danske tennisspiller har døjet med en rygskade i store dele af sæsonen, og hun har derfor været tvunget til at melde afbud til et par turneringer. Og nu må tennisspilleren så melde endnu et afbud til en WTA-turnering.

    Det drejer sig om næste uges turnering i tunesiske Monastir.

    I denne uge skulle Clara Tauson ligeledes have deltaget i en turnering i Tallinn i Estland, men her har hun altså også meldt afbud.

    Clara Tauson var tidligere på året nummer 33 på verdensranglisten, men på den seneste rangliste fra mandag er hun røget ned som nummer 95.

  50. Dansk golfprofil ligger godt til inden finalerunder i Texas

    Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen er på vej mod et flot resultat i denne weekend.

    Ved LPGA-turneringen The Ascendant, som spilles i den amerikanske delstat, ligger den 26-årige dansker på en delt femteplads efter de første to runder.

    Emily Kristine Pedersen gik fredagens 18 huller i fire slag under par, og hun deler nu femtepladsen med thailandske Moriya Jutanugarn og amerikanske Jessica Korda.

    Førstepladsen indtages af engelske Charley Hull, der samlet er 11 slag under par.

    Også danske Nanna Koerstz Madsen er med i den amerikanske golfturnering. Hun ligger i skrivende stund på en delt 18. plads.

Mere fra dr.dk