Rafael Nadal slider med at finde et niveau, der kan matche de øvrige topspillere i verden i øjeblikket.
Tirsdag tabte den førsteseedede spanier sin anden ud af to kampe ved ATP Finals i Torino, da han løb ind i canadiske Felix Auger-Aliassime, som vandt 6-3, 6-4.
Rafael Nadal viste i glimt af den klasse, der har gjort ham til en af verdens allerbedste spillere i de seneste par årtier. Men der var for langt imellem de geniale slag. I stedet var hans spil præget af uprovokerede fejl.
Samtidig spillede Felix Auger-Aliassime ganske enkelt en god kamp med stort servespil og masser af vinderslag. Nadal var end ikke tæt på sejren.
Dermed får Nadal svært ved at gå videre fra gruppespillet i ATP Finals, som han aldrig har formået at vinde. Felix Auger-Aliassime tabte ligesom Nadal sin kamp i første runde, men er altså nu på tavlen.
/ritzau/