Seneste sport

Chelsea booker billet til FA Cup-finalen efter sejr over Manchester City

  • Chelsea booker billet til FA Cup-finalen efter sejr over Manchester City

    Den engelske fodboldklub Chelsea bookede her til aften billet til FA Cup-finalen, da de besejrede Manchester City med 1-0 i semifinalen.

    Marokanske Hakim Ziyech blev noteret for kampens enlige scoring i det 55. minut, da han fik serveret bolden på et sølvfad foran et tomt Manchester City-mål af sin tyske holdkammerat Timo Werner. I kampens overtid var det dog lige ved, at Manchester City fik udlignet, da portugisiske Ruben Dias fik reddet et hovedstød fra nært hold. Men stillingen blev ved 1-0, og dermed kan Londonklubben nu se frem til at spille FA Cup-finale i midten af maj.

    Chelseas modstandere i finalen skal findes i morgen, når Kasper Schmeichel og Leicester møder Jannik Vestergaards Southampton i den anden semifinale.

    Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen var ikke med i Chelseas trup til aftenens kamp, da han sidder ude med en skade.

    Chelseas Antonio Rudiger og Cesar Azpilicueta fejrer, at de har sikret plads i FA Cup-finalen. (Foto: Ian Walton © Scanpix)

    Seneste Nyt

  • Bliver Champions League-finalen flyttet til England?

    For andet år i træk kan Champions League-finalen i herrefodbold blive flyttet væk fra Istanbul.

    Finalen i Europas bedste klubturnering lørdag 29. maj kan nemlig ende med at blive spillet på et engelsk stadion. Det forhandles der om i øjeblikket, siger Michael Gove, der er kabinetsminister i Storbritannien, til Sky News ifølge Reuters.

    Flyttes finalen til England, vil finaledeltagerne Chelsea og Manchester City slippe for en længere rejse til Tyrkiet for at spille på et sandsynligvis tomt stadion.

    Samtidig vil en flytning give mulighed for at få et fåtal af klubbernes egne fans på stadion, hvilket ikke er muligt i Istanbul.

    Det skyldes, at Storbritannien har forbudt rejser til Tyrkiet på grund af coronaudviklingen i landet.

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som er arrangør af Champions League-finalen, afviste i slutningen af april, at en flytning kunne komme på tale. Heller ikke selv om Tyrkiet dengang var på vej ind i en national nedlukningsperiode.

    /ritzau/

  • Eller fejrer fødselsdag med scoring i NHL

    Den danske ishockeyspiller Lars Eller blev natten til søndag dansk tid en vigtig brik, da Washington Capitals skaffede sig en overtidssejr i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL. Dermed er Washington sikker på at ende på andenpladsen i sin division.

    Med 40 sekunder tilbage af den ordinære spilletid lykkedes det nemlig Eller at finde vej til Philadelphia Flyers-målet og gøre det til 1-1 i kampen.

    I overtiden sikrede holdkammeraten Conor Sheary en 2-1-sejr til Capitals mod Flyers.

    Hvis ikke overtidssejren var nok til at gøre Eller i god stemning, kan han også glæde sig over, at scoringen faldt på hans fødselsdag lørdag 8. maj. Danskeren er nu 32 år.

    Danske Oliver Bjorkstrand kan til gengæld ikke nå en plads i slutspillet sammen med Columbus Blue Jackets. Danskeren rundede dog sæsonen af med både et mål og en assist, da holdet vandt med 5-4 over Detroit Red Wings, der var uden Frans Nielsen.

    Dermed slutter Bjorkstrand NHL-sæsonen på 44 point efter 18 mål og 26 assist.

    Nu skal han finde ud af, om han vil være med i Danmarks VM-trup. Slutrunden i Letland begynder 21. maj. Danmark spiller sin første kamp dagen efter.

    /Ritzau/

  • Liverpool kommer tættere på CL-pladserne med sejr over Jannik Vestergaard og Southampton

    Liverpool vandt lørdag aften 2-0 over Southampton i Premier League og kommer med sejren en smule tættere på drømmen om at spille Champions League-fodbold i næste sæson.

    Med sejren har Liverpool seks point op til Leicester, der ligger på fjerdepladsen, som samtidig er den sidste Champions League-plads i ligaen. Liverpool har spillet én kamp mindre end Leicester.

    Den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Southampton, men kunne altså ikke gøre noget ved Sadio Mané og Thiago, der sørgede for Liverpools to scoringer.

    Liverpools Thiago (i midten) scorede til kampens resultat, 2-0. (Foto: Paul Ellis / POOL © Scanpix)
  • Chelsea trækker længste strå i engelsk topbrag

    Manchester City kunne med en sejr hjemme over Chelsea i dag sikre sig det engelske mesterskab. Men gæsterne fra Chelsea ville det anderledes.

    Hjemmeholdet tabte nemlig 1-2 til klubben fra London, der fik sendt det afgørende mål i kassen i kampens døende minutter.

    Dermed kan Pep Guadiolas tropper fra Manchester City endnu ikke kalde sig for engelske mestre. Det lyseblå hold er dog fortsat godt på vej mod mesterskabet, da de med 80 point topper tabellen med tre kampe igen.

    På ligaens andenplads ligger Manchester United, der har 13 point op til lokalrivalerne med fem kampe i hånden.

    Med Chelseas sejr i dag hopper de op på tredjepladsen lige foran Kasper Schmeichel og Leicester.

    Manchester City kan håbe på revanche, når de to hold mødes igen om tre uger i Champions League-finalen.

  • Guldfest i Bayern: Kører modstander over med 6-0

    Tidligere i dag kunne Bayern Müncen lade sig hylde som tyske mestre for niende gang i træk uden overhovedet selv at være i aktion.

    Red Bull Leipzigs 3-2-nederlag til Dortmund betød nemlig, at det tyske tophold ikke længere kunne hentes, og derfor var der lagt op til mesterskabsfejring, da Bayern i dag stod overfor Mönchengladbach i den bedste tyske række.

    Her fejrede de tyske mestre guldet ved at banke gæsterne fra Gladbach med hele 6-0.

    Tre af målene stod den polske målmaskine Robert Lewandowski for, og med 39 mål i sæsonen er polakken blot en enkelt scoring fra at tangere Gerd Müllers målrekord i Bundesligaen.

    Thomas Müller, Kingsley Coman og Leroy Sané stod for de øvrige af Bayerns mål.

    Robert Lewandowski scorede tre af Bayerns mål i dagens kamp mod Mönchengladbach. (Foto: Christof Stache © Scanpix)
  • Danske curlingkvinder misser VM-semifinale

    Det danske curlinglandshold tabte her til aften et nervepirrende opgør til USA med 7-8, og dermed misser de en plads i VM-semifinalen.

    Kampen mellem Danmark og USA bølgede frem og tilbage, og inden tiende og sidste ende var stillingen 7-7. Her havde amerikanerne sidste sten, og det udnyttede de til at sikre det ene point, der ville give dem sejren.

    Dermed skal USA spille om VM-medaljer i turneringen, der afholdes i den canadiske by Calgary.

    Til trods for nederlaget kan de danske curlingkvinder tage fra VM med et smil på læben. I går bookede de nemlig en OL-billet, da sikrede sig en plads i VM's top 6.

    Danmarks anfører Madeleine Dupont i aktion mod USA. (Jeff McIntosh/The Canadian Press via AP) (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Eriksen og Inter fejrer mesterskab med 5-1-afklapsning af Sampdoria

    I sidste weekend kunne Christian Eriksen og Inter lade sig hylde som italienske mestre, og den titel fejrede de så i dag ved at banke Sampdoria, der har danske Mikkel Damsgaard på holdkortet, med hele 5-1.

    Resultatet betyder derfor ikke det store for Inter, der allerede har vundet den bedste italienske fodboldrække. For Sampdoria er resultatet heller ikke af afgørende betydning, da klubben på niendepladsen hverken kan nå at ende i nedrykningszonen eller på pladserne, der giver europæisk gruppespil.

    Christian Eriksen startede kampen på banen, men blev skiftet ud i det 55. minut ved stillingen 3-1, mens Mikkel Damsgaard blev indskiftet for Sampdoria fra anden halvlegs start.

    Der resterer tre spillerunder af den bedste italienske række.

  • TTH Holstebro besejrer lokalrivalerne fra Skjern i Herreligaen

    Håndboldherrerne fra Team Tvis Holstebro sikrede sig i dag to point i gruppe 2 af Herreligaens slutspil, da de besejrede lokalrivalerne fra Skjern med 34-32.

    Vestjyderne er allerede sikret en plads ved final 4-stævnet, men med sejren i dag er de også hoppet over Aalborg på puljens førsteplads. Begge hold har dog ni point, og derfor er det endnu ikke afgjort, hvilket af holdene ender som vinder af puljen.

    Skjern indtager med tre point puljens tredjeplads.

  • Kasper Asgreen kører fra alt og alle og vinder portugisisk enkeltstart

    Den danske cykelrytter Kasper Asgreen sikrede sig i dag sæsonens tredje sejr, da han var hurtigste mand på 4. etape af det portugisiske etapeløb Volta ao Algarve.

    Dagens etape var en 20,3 kilometer lang enkeltstart, og her kom danskeren i mål i tiden 23 mintuter og 52 sekunder. Den tid kunne ingen af de øvrige konkurrenter hamle op med, og dermed kunne Deceuninck-QuickStep-rytteren bestige podiet som dagens vinder.

    Efter dagens sejr klatrer Kasper Asgreen op på tredjepladsen i den samlede stilling. Danskeren har 21 sekunder op til den førende rytter Ethan Hayter.

    Femte og etape af det portugisiske etapeløb køres i morgen.

    Kasper Asgreen vandt i dag 4. etape af det portugisiske etapeløb Volta ao Algarve (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Spansk topbrag mellem Barcelona og Atletico slutter uden vinder

    Der blev ikke fundet en vinder i dagens spanske topbrag mellem Atletico Madrid og FC Barcelona. Ingen af holdene formåede at sende bolden i kassen, og dermed må de to fodboldgiganter tage til takke med 0-0 og et enkelt point hver.

    Resultatet betyder, at førstepladsen Atletico Madrid kommer op på 77 point, mens Barcelona, der indtager ligaens andenplads, har 75 point.

    På tredjepladsen ligger Real Madrid på 74 point, og når de i morgen møder Sevilla, kan de med en sejr drage stor fordel af dagens uafgjorte resultat. Vinder Real Madrid der, vil de nemlig kravle op på ligaens førsteplads.

    Mesterskabskampen i den bedste spanske fodboldrække er derfor med tre spillerunder igen fortsat fuldstændig åben.

    Lionel Messi og FC Barcelona spillede i dag 0-0 med Atletico Madrid i toppen af La Liga. EPA/Enric Fontcuberta (Foto: ENRIC FONTCUBERTA © Scanpix)
  • Fortuna Hjørring slår FC Nordsjælland og napper Kvindeligaens tredjeplads

    Med en 3-1-sejr over FC Nordsjælland hopper Fortuna Hjørring i dag op på tredjepladsen i Kvindeligaens mesterskabsspil.

    Dermed kommer nordjyderne op på 13 point, mens FC Nordsjælland, der indtager mesterskabsspillets femteplads, har fem point.

    Tidligere i dag vippede HB Køge de gule fra Brøndby af pinden som ligaens tophold, da de vandt med 2-1 i deres indbyrdes opgør.

    Der resterer fem spillerunder af Kvindeligaens mesterskabsspil.

  • Aalborg slår Skanderborg i Herreligaens slutspil

    Aalborg Håndbold cemtenrede i dag førstepladsen i gruppe 2 af Herreligaens slutspil, da de besejrede Skanderborg Håndbold med 34-28 på hjemmebane.

    Nordjyderne, der allerede er sikret en plads i final 4-stævnet, kommer dermed op på ni point inden sidste spillerunde.

    På puljens andenpalds er Team Tvis Holstebro, der med syv point også allerede er sikret en plads i final 4. Vestjyderne møder senere i dag Skjern i et vaskeægte lokalbrag.

  • Verdensmester napper 1. etape af Giro d'Italia

    Verdensmesteren i enkelstart, Filippo Ganna, vandt i dag 1. etape af det italienske etapeløb Giro d'Italia og snupper derfor samtidig den lyserøde førertrøje.

    Hjemmebanefavoritten fra Team Ineos kørte den 8,6 kilometer lange tidskørsel på blot 8 minutter og 47 sekunder.

    Efter Ganna kom de to Jumbo-Visma-ryttere Edoardo Affini og Tobias Foss.

    BikeExchange-rytteren Simon Yates regnes blandt favoritterne til den samlede sejr, men han var hele 38 sekunder langsommere end Ganna, og sluttede derfor dagens etape som nummer 37.

    Bedste dansker på dagens etape blev Mikkel Honoré, der blev noteret for 27. bedste tid på etapen.

    Italienske Fllipo Ganna vandt i dag 1. etape af Giro d'Italia. (Photo by Luca Bettini / AFP) (Foto: Luca Bettini © Scanpix)
  • Dortmund-sejr sender tysk mesterskab til Bayern München

    Den traditionsrige fodboldklub Bayern München har vundet det tyske mesterskab, efter Dortmund i dag har vundet 3-2 over andenpladsen Red Bull Leipzig.

    Det resultat betyder nemlig, at Leipzig med to spillerunder igen og syv point op ikke længere kan hente den tyske mesterklub.

    Dermed kan Bayern begynde at forberede sig på en guldfest. Inden da skal de dog først lige i aktion mod Mönchengladbach senere i dag.

    Med Dortmunds sejr hopper klubben, der har danske Thomas Delaney på holdkortet, op på 58 point, og dermed indtager de ligaens fjerdeplads. Leipzig og Yussuf Poulsen på andenpladsen har med 64 point en smule afstand ned til ligaens tredjeplads Wolfsburg, der i dag vandt 3-0 over Union Berlin.

  • Dansk golfspiller melder sig ind i topstriden på spansk ferieø

    Den danske golfspiller Nicolai Højgaard har meldt sig ind i topstriden i Europa Tour-turneringen Canary Islands Championship, da han efter dagens runde hopper op på en delt syvendeplads.

    Efter blandt andet at have leveret seks birdies gik danskeren dagens runde seks slag under par, og dermed ligger han samlet set 14 slag under par. Det er seks slag mere end sydafrikanske Higgo Garrick, der fører turneringen, har brugt.

    Sidste runde af golfturneringen på de spanske ferieøer spilles i morgen.

  • Syvdobbelt verdensmester sikrer poleposition nummer 100

    Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton sluttede forrest i dagens Formel 1-kvalifikation, og dermed starter han i poleposition i Spaniens Grand Prix i morgen.

    Men ikke nok med at Hamilton nu kan se frem til at starte forrest i morgendagens løb, så kan den hurtige britte også glæde sig over, at han med dagens resultat runder en imponerende milepæl. Efter dagens løb har han nemlig sikret sig sin poleposition nummer 100.

    Lige efter den syvdobbelte verdensmester kom Max Verstappen på andenpladsen, mens Valtteri Bottas sluttede på tredjepladsen.

    Grandprixet i spanske Barcelona er det fjerde i sæsonen, og Mercedes-køreren Hamilton står noteret som vinder af to ud af de første tre løb.

  • Efter fem års fravær: Skive er tilbage i håndboldligaen

    Fem år efter at håndboldherrerne fra Skive rykkede ned i 1. division, tager de nu turen den anden vej.

    Håndboldklubben har nemlig i dag sikret sig oprykning til Herreligaen, efter de spillede uafgjort 26-26 med Ajax København.

    Holdene spillede bedst af tre opgør, og da Skive vandt det første opgør suverænt med 35-24, behøvede de kun et uafgjort resultat i dagens kamp.

    Dermed kan de nu se frem til igen at skulle spille håndbold i den bedste danske række fra næste sæson.

  • HB Køge slår Brøndby og overtager Kvindeligaens førsteplads

    Der er blevet byttet rundt på første- og andenpladsen i Kvindeligaens mesterskabsspil, efter HB Køge i dag har besejret Brøndby med 2-1.

    Med sejren og de tre point kommer HB Køge nemlig op på 22 point, og dermed vipper de Brøndby af pinden på ligaens førsteplads. De gule fra vestegnen er dog kun to point efter det nye tophold, og med fem spillerunder igen er guldkampen derfor fortsat helt åben.

    I dagens anden kamp i Kvindeligaens mesterskabsspil besejrer Kolding Q de nykårne pokalmestre fra FC Thy-Thisted Q med hele 4-1. Dermed klatrer Kolding Q med 11 point op på en foreløbig tredjeplads, mens Fortuna Hjørring på ligaens fjerdeplads har ti point.

    Fortuna Hjørring kan dog genvinde tredjepladsen, når de i dag møder FC Nordsjælland.

  • Højbjerg og Tottenham taber stort skridt i kampen for top fire

    Pierre Emile Højbjerg og Tottenhams chancer for at komme i top fire i Premier League lider et knæk, efter de i dag tabte 3-1 ude mod Leeds.

    Med 56 point ligger danskerens klub på en nuværende sjetteplads i den bedste engelske række, og med tre spillerunder igen har de fem point op til fjerdepladsen Chelsea, der dog har spillet en kamp mindre end Tottenham.

    Kun ligaens fire øverste hold kvalificerer sig til den europæiske klubturnering Champions League. Efter dagens kamp ser det derfor ud til, at danskerens klub får brug for et mindre mirakel, hvis de skal ende i ligaens top fire og kvalificere sig til den prestigefyldte turnering.

  • Neymar forlænger kontrakten i PSG

    Den brasilianske fodboldspiller Neymar forlænger sin kontrakt med storklubben PSG, så den løber frem til 2025.

    Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    - Sandheden er, at jeg er rigtig glad for at blive her i fire år mere, for at være en del af klubbens projekt, for at være med til at forsøge at vinde titler og opnå den største drøm - nemlig at vinde Champions League, siger Neymar ifølge PSG's hjemmeside.

    Brasilianeren har spillet i PSG siden 2017, og har siden da formået at notere sig for hele 85 mål og 51 målgivende afleveringer i de 112 kampe, han har spillet for klubben.

  • Norsk langrendsstjerne få sekunder fra OL-krav i 10.000-meterløb

    Norske Therese Johaug er mest kendt for at løbe hurtigt på et sæt langrendsski. Men hun løber også ret hurtigt i løbesko.

    Lørdag var den norske langrendsstjerne nemlig blot otte sekunder fra at indfri det olympiske kvalifikationskrav i 10.000-meterløb til et løb i Oslo.

    Kvalifikationskravet lyder på 31 minutter og 25 sekunder, og nordmanden klarede distancen på 31 minutter og 32,8 sekunder.

    Sidste år skulle 32-årige Johayg have deltaget i 10.000-meterløb ved EM i atletik, men mesterskabet blev aflyst på grund af coronapandemien.

    I langrrendsdisciplinen har nordmanden vundet 19 VM-medaljer, hvoraf 14 af dem har været i guld.

  • Danskerduo vinder det italienske mesterskab med Juventus

    De to danske fodboldspillere Sofie Junge og Mathilde Lundorff kan i dag lade sig hylde som italienske mestre med deres klubhold Juventus.

    Efter dagens 2-0-sejr over Napoli i den bedste italienske række kravler Juventus op på 60 point, og dermed kan de med to spillerunder igen ikke længere blive hentet af nogen af de øvrige klubber i ligaen. Tættest på er ligaens andenplads AC Milan, der med danske Caroline Rask på holdkortet har 11 point op til ligaens nykårede mesterhold.

    Juventus har med 20 sejre ud af 20 mulige været fuldstændig suveræne i denne sæson, og de mangler nu kun to sejre for at have gjort rent bord hele sæsonen igennem.

  • Tre Super League-giganter nægter at give op

    Selvom det første forsøg med at danne en europæisk udbryderliga slog fejl, mener trioen FC Barcelona, Real Madrid og Juventus fortsat, at der er behov for Super League.

    Det skriver klubberne i en erklæring på deres hjemmesider.

    - Vi er fuldt ud klar over de mange forskellige reaktioner, der har været på Super League-initiativet, og vi har behov for at reflektere over nogen af argumenterne og overveje vores tilgang til ligaen.

    - Det vil dog være meget uansvarligt, når vi kender til problemerne i fodboldsektoren - som i første omgang fik os til at annoncere planerne om en Super League - hvis vi ikke arbejdede videre med vores mission om at få bæredygtige og effektive løsninger på nogle af de eksistentielle udfordringer, som truer fodboldindustrien, skriver klubberne blandt andet i erklæringen.

    Efter to døgn med massive fanprotester trak ni af klubberne, der ellers oprindeligt var med i udbrydderligaen, sig ud af projektet. Og det er de tre klubber også skuffede over.

    - Vi er ærgerlige over, at vores venner og medstiftere af Super League-projektet nu befinder sig i den modsatte grøft og har indgået en aftale med Uefa.

    - De grundlæggende problemer, som fik de 12 klubber til at annoncere Super League, er ikke forsvundet, skriver Barcelona, Real Madrid og Juventus.

    Som straf har de ni forhenværende Super League-klubber accepteret at betale en bøde til Uefa, mens der endnu ikke er meldt noget ud om, hvad straffen bliver til de tre klubber, der fortsat vil arbejde videre med udbrydderligaen.

  • Dansk golftrio halter efter i thailandsk turnering

    Den danske golftrio Nanna Koerstz Madsen, Emily Pedersen og Nicole Broch Larsen får alle svært ved at blande sig i topstriden ved den thailandske turnering Honda LPGA Thailand.

    Det så elles lovende ud efter de første to runder for særligt Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen. Men på lørdagens tredje runde røg begge danskere længere ned i den samlede stilling.

    Bedste dansker er Nanna Koerstz Madsen, der indledte dagen på en delt fjerdeplads. Men på lørdagens runde gik hun banen i et slag over par, og dermed er hun nu faldet ned på en delt 19. plads i den thailandske golfturnering.

    Nicole Broch Larsen gik banen i et slag under par, men falder alligevel ned i den samlede stilling til en delt 22. plads. Den plads deler hun med Emily Pedersen, der gik dagens runde fem slag under par.

    Hjemmebanehåbet Tavatanakit Patty fører turneringen i 18 slag under par.

  • - Det er helt sindssygt, siger Danmarks curling-skipper om OL-billet

    Fredag aften sikrede Danmarks curlingkvinder en plads ved vinter-OL i Beijing næste år, da holdet slog Skotland 9-5 ved VM-turneringen i Canada.

    Siden blev det også til en sejr over Tjekkiet i holdets sidste puljekamp, hvilket var ottende sejr i 13 kampe.

    – Det er helt sindssygt. Det havde jeg ikke troet ville ske igen foreløbigt. Det kan slet ikke beskrives med ord, hvor stolt jeg er af den præstation, siger Danmarks skipper, Madeleine Dupont, til Dansk Curling Forbund.

    OL-kvalifikationen kommer tre år efter, at Team Danmark trak støtten til forbundet.

    Danmarks curlinglandshold, der består af Madeleine og Denise Dupont, Mathilde Halse, Lina Knudsen og My Larsen, er nu gået videre til playoff-delen ved VM.

    Her møder de lørdag USA klokken 17.00 dansk tid i en dyst om en plads i semifinalen.

    Skipper Madeleine Dupont har styret Danmark til OL-kvalifikation. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • De danske curlingkvinder sikrer OL-billet

    Det danske kvindelandshold i curling skal repræsentere Danmark ved næste års vinter-OL i Beijing.

    Billetten blev sikret, da Danmark fredag aften vandt den næstsidste kamp i den indledende runde ved VM i Cananda med 9-5 over Skotland. Sejren sender de danske curlingkvinder på i top-6 inden den sidste kamp mod Tjekkiet, som spilles i nat klokken 03.00.

    Alle top-6 hold kvalificerer sig til OL.

    Umiddelbart efter sejren over Skotland fredag aften kunne Det Internationale Curlingforbund dog ikke bekræfte, at top-6-placeringen var i hus. Men efter at have regnet på det, kom man cirka halvanden time senere frem til, at Danmark ikke længere kan ryge ud af top-6 ved VM.

    Danskerne kan ikke nå at slutte i top-2, der giver direkte adgang til semifinalerne, men skal i kamp mod et af de andre top-6-hold om en semifinaleplads.

    Madeleine Dupont kan med de andre curlingkvinder glæde sig over en OL-billet til legene i Beijing i 2022. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Farvel til 1. division? Viborg vinder og er snublende tæt på Superligaen

    Fredag aften spillede Viborg sig endnu tættere på en sæson i Superligaen, da holdet vandt 3-0 på udebane mod FC Helsingør.

    Sebastian Grønning, der er topscorer i 1. division, sørgede for Viborgs to første mål, mens Jeff Mensah i dommerens tillægstid sørgede for 3-0-scoringen.

    Med sejren indtager Viborg førstepladsen i 1. division og har et enkelt point ned til Silkeborg på andenpladsen. Esbjerg ligger på tredjepladsen hele 11 point efter Viborg, og derfor er Viborg - og Silkeborg - snublende tæt på oprykning til Superligaen med kun fire kampe tilbage i sæsonen. De to bedste hold rykker op i Superligaen.

    Viborg har ikke spillet i landets bedste række siden 2016/2017-sæsonen.

    Sebastian Grønning (til venstre) er topscorer i 1. division. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
  • Danske curlingkvinder er én sejr fra VM-slutspil og OL-kvalifikation

    Det danske kvindelandshold i curling har vundet sin syvende kamp ved curling-VM i Canada, da holdet besejrede Skotland 9-5 fredag aften.

    Med sejren indtager de danske curlingkvinder fjerdepladsen ved VM, hvilket samtidig vil give adgang til slutspillet og en kvalifikation til OL.

    For at være helt sikker kræver det, at Madeleine Dupont, Mathilde Halse, Denise Dupont, Lina Knudsen og My Larsen vinder den sidste puljekamp, som spilles i nat klokken 03.00 mod Tjekkiet.

    Du kan læse mere om de danske curlingkvinder her:

    Madeleine Dupont er en del af det danske curlinglandshold. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Dansk basketkomet har modtaget fornem pris: Årets nye spiller i en af Europas stærkeste ligaer

    Det kører rigtig godt for den danske basketballstjerne Iffe Lundberg, der i februar skiftede fra sin polske klub til en af de største og stærkeste klubber i Europa, russiske CSKA Moskva. Klubben er den næstmest vindende klub i Europas stærkeste liga, Euroleagues, historie.

    Der har han gjort det så godt, at han nu har fået prisen Newcomer of the Year - årets nye spiller - i den hjemlige liga, VTB United League. Ligaen er en sammenslutning af russiske hold samt hold fra Belarus, Estland, Kazakhstan og Polen.

    - Jeg er glad for at modtage denne pris. Du bør give al æren til mine holdkammerater og træner i Polen, selvom jeg spillede nogle kampe for CSKA, fortæller Iffe Lundberg til VTB United Leagues hjemmeside.

    - Jeg har ændret mit mindset til spillet i denne sæson og vist verden, hvad jeg kan. Jeg er glad og taknemmelig for muligheden.

  • Uefa uddeler bøde til ni udbryderklubber, mens Juventus, Barcelona og Real Madrid afventer straf

    Ni af de 12 klubber, der var medstiftere af udbryderligaen, European Super League, straffes med bøde af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

    De ni klubber skal som straf betale fem procent af den indtjening, som klubberne ville få på en sæson med europæisk fodbold. Derudover skal klubberne overholde en række andre tiltag heriblandt at donere 15 millioner euro tilsammen til velgørende fodboldprojekter i Europa og Storbritannien.

    De tre resterende klubber, Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der stadig holder liv i drømmene om en udbryderliga, kan også forvente en straf. Uefa skriver på hjemmesiden, at sagerne omkring de tre klubber bliver sendt videre til Uefas 'disciplinære organer'.

  • Skal Champions League-finalen flyttes til Storbritannien? Briter forbydes indrejse til Tyrkiet

    Den 29. maj skal de to engelske fodboldklubber Manchester City og Chelsea spille Champions League-finale i den tyrkiske by Istanbul. Den største kamp i sæsonen, hvis man er til europæisk klubfodbold.

    Eller det skulle klubberne i hvert fald indtil torsdag, hvor Storbritannien har forbudt rejser til Tyrkiet. Myndighederne mener, at briterne kun bør rejse til Tyrkiet under 'de mest ekstreme omstændigheder'.

    Det skriver Reuters.

    Og selvom de to klubbers spillere har lov til at rejse til Tyrkiet, så betyder forbuddet, at klubbernes mange britiske fans må blive hjemme i stuerne og ikke på stadionet i Istanbul, hvis de vil se kampen.

    Den britiske transportminister, Grant Shapps, er dog åben for, at kampen kan flyttes til Storbritannien.

    - Det her betyder, at fodboldfans ikke bør rejse til Tyrkiet. Fodboldforbundet er i kontakt med Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.). Vi er åbne for at være vært for finalen, men i sidste ende er det en beslutning, Uefa skal tage, siger han.

    Uefa har tidligere afvist at flytte kampen.

  • Danmark får turnering på World Padel Tour

    I maj 2022 får Danmark besøg af verdens bedste spillere på både herre- og damesiden i den hastigt voksende ketsjersport padel.

    Turneringen Danish Padel Open er således en realitet og bliver en del af World Padel Tour, som er den største tour i padelverdenen.

    - Vi er sindssygt glade for det. Det har været et stort mål for os, siden vi gik i gang med det, siger Mikael Thobo, som er den ene af to direktører i Danish Padel Open.

    Danish Padel Open er i første omgang på kalenderen i 2022 og 2023, og hvis det går godt, er der mulighed for en femårig forlængelse af samarbejdet, fortæller Mikael Thobo.

    /ritzau/

  • Badmintonturneringen Malaysia Open er blevet udskudt

    Badmintonturneringen Malaysia Open, som skulle løbe af stablen fra 25. maj til 30. maj, er blevet udskudt.

    Det oplyser Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside.

    Det er følger af coronapandemien, der har betydet, at man er nødt til at udskyde.

    - Alle muligheder for at gennemføre en turnering i et sikkert miljø for alle deltagere er blevet afsøgt af arrangørerne og BWF, men den seneste stigning i smittetilfælde har efterladt os uden andet valg end at udskyde turneringen, skriver BWF.

    Malaysia Open rangerer som en såkaldt Super 750-turnering. Det er den næsthøjeste rangering på World Touren.

    /ritzau/

  • Eriksen på forsiden af Italiens største sports-avis: 'Inter er kun begyndelsen'

    (Foto: Giovanni Isolino © Scanpix)

    Med overskriften 'Inter er kun begyndelsen' har Christian Eriksen landet forsiden på Italiens største sports-avis, La Gezetta dello Sport. Det sker på baggrund af et personligt interview, som Eriksen gav til avisen på bagkant af Inters mesterskab, som de vandt søndag.

    'Inden jeg kom til Inter, var det svært at vinde noget. Nu nyder jeg den bedste tid i min karriere. For seks måneder siden havde jeg chancen for at forlade klubben, men nu har alt ændret sig', siger Eriksen til avisen.

    Fynboen referer til, at han var på klubbens transferliste i vinter, men klubben valgte at beholde ham.

  • Onsidebetting bliver officiel bettingpartner for 3F Superliga

    Aftalen mellem Onsidebetting og 3F Superliga gælder fra dags dato og frem til og med juni 2023.

    "Onsidebettings store fokus på ansvarlig betting har været et væsentligt emne i vores drøftelser og i vores valg af ny bettingpartner. Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet, der bliver til gavn for klubberne og 3F Superliga” lyder det blandt andet fra direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen.

    Onsidebetting.dk ejes og drives af DK Gambling ApS, og i ejerkredsen sidder blandt andet folk med baggrund fra Spillemyndigheden.

  • Sidste danskere på vej mod Danmark efter Badminton EM i Kiev

    De sidste danskere fra EM 2021-truppen har forladt Ukraines hovedstad, Kiev. Det oplyser Badminton Danmark på deres Facebook-side. EM sluttede allerede den 2. maj, men på grund af flere positive corona-prøver skulle danskerne forblive i isolation i Ukarine. Viktor Axelsen fløj hjem tidligere på ugen i et privatfly, han selv betalte for.

  • Curlinglandsholdet rejser sig ved VM

    Efter det senest blev til nederlag mod værtsnationen Canada var det danske curlinglandshold igen på isen ved VM.

    Natten til fredag besejrede de danske curlingkvinder Estland.

    9-6 blev den danske sejr mod bundproppen Estland, og danskerne er på femtepladsen i VM-stillingen, som de dog deler med Skotland.

    Netop skotterne er Danmarks næste modstander ved VM. Slutter Danmark på en af de fire øverste placeringer i VM-gruppespillet, kan de se frem til medaljekampe.

    En slutplacering blandt de øverste seks hold vil sikre en billet til vinter-OL i 2022 i Beijing.

  • Villarreal står i vejen for engelsk finalemonopol

    Villarreal stod torsdag aften i vejen for den totale engelske dominans, da holdet formåede at slå Arsenal ud i semifinalen af Europa League.

    London-holdet kunne ellers have fuldendt en fantastisk engelsk sæson med monopoltilstande, hvis holdet havde slået spanierne.

    Men efter en 2-1-sejr til Villarreal i første opgør for en uge siden og en nulløsning her til aften, er det spanierne, der er klar til finalen i Europa League.

    Her møder de den 26. maj Manchester United, der med en samlet sejr på 8-5 slog italienske AS Roma ud.

    Englænderne kan dog glæde sig over, at Champions League-finalen er med to engelske mandskaber. Her mødes Chelsea og Manchester City den 29. maj.

  • GOG klar til DM-semifinalerne

    Håndboldherrerne fra GOG er klar til DM-semifinalerne, efter at fynboerne torsdag aften vandt med 36-28 på udebane over Sønderjyske.

    Dermed er tre af årets fire semifinalister fundet. Onsdag sikrede både TTH Holstebro og Aalborg Håndbold sig de to første pladser.

    Aktuelt ligner den fjerde og sidste finalist Bjerringbro-Silkeborg, der ligger nummer to i slutspilsgruppen med GOG, Sønderjyske og KIF Kolding. Med to kampe har silkeborggenserne fire point ned til både Sønderjyske og KIF Kolding og kan således med et enkelt point på søndag hjemme mod Sønderjyske sikre sig avancementet.

  • Fem Sønderjyske-spillere sendt i coronaisolation: Misser weekendens SL-kamp

    Fem spillere og et medlem af Sønderjyskes stab er blevet sendt i isolation, da de har været i nærkontakt med et andet medlem af staben, der er blevet konstateret smittet med coronavirus.

    Det skriver Sønderjyske på sin hjemmeside.

    Isolationen betyder, at de alle går glip af weekendens kamp mod Vejle i Superligaen, der spilles på søndag.

    Beslutningen af taget ud fra et forsigtighedspricip, og Sønderjyske skriver, at alle øvrige i og omkring truppen er blevet testet negative onsdag, men efter den ene positive test er alle blevet testet igen torsdag formiddag, hvor træningen også blev aflyst. Også torsdag har alle testene været negative.

  • Sejrsstimen brudt for de danske curlingkvinder

    Så gik den ikke længere for de danske curlingkvinder.

    Efter fire sejre i træk ved VM i Canada, måtte danskerne nemlig tage imod et nederlag mod værtsnationen.

    Verdensranglistens nummer tre, Canada, vandt således 10-8 og sender samtidig Danmark ud af top 6, der giver både VM-avancement og en billet til næste års vinter-OL.

    14 nationer deltager ved VM i Calgary. Alle møder hinanden én gang, og det betyder altså, at Danmark efter ti kampe har tre tilbage i kampen om den eftertragtede top 6.

  • Sundhedsminister glæder sig over vaccineaftale

    Tidligere torsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Pfizer/BioNTech, at de havde indgået en aftale, der gør det muligt for OL-atleter at blive vaccineret mod coronavirus inden OL.

    En melding, der glæder Sundhedsminister Magnus Heunicke.

    - Det er glædeligt, at vi får ekstra, særligt dedikerede vacciner fra Pfizer/BioNTech til vores danske OL-atleter. Det garanterer vores atleter en vaccine inden afgang til Tokyo, uden at det får betydning for det danske vaccinationsprogram.

    - Jeg har været i dialog med Danmarks Idrætsforbund (DIF), og nu skal de danske sundhedsmyndigheder finde en praktisk løsning på, hvordan atleterne kan få vaccinationerne, siger Heunicke i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

    OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august.

  • Håndboldherrernes EM-modstandere er fundet

    De tre danske gruppemodstandere ved næste års EM i herrehåndbold er blevet fundet ved en lodtrækning torsdag.

    Og op af bowlen kom Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

    Nordmakedonerne har Danmark mødt så sent som for ganske nyligt i kvalifikationen. Her tabte danskerne med fire mål, men fik revanche få dage senere, da det på hjemmebane blev til en sejr på hele 16 mål.

    Revanche er også, hvad danskerne jagter til EM-slutrunden, der afholdes i Ungarn og Slovakiet.

    Ved seneste EM i 2020 røg Danmark nemlig ud allerede efter de tre indledende gruppekampe og måtte nøjes med en samlet 13. plads.

    Danmark kan dog gå ind til turneringen med troen på egne evner i top. Holdet er nemlig dobbelte verdensmestre.

  • AGF-direktør får bøde og karantæne efter usportslig adfærd

    Bølgerne gik højt både under og efter kampen, da AGF tilbage i april havde besøg af FC København i Superligaen.

    Her har en situation fra minutterne umiddelbart efter slutfløjt således haft konsekvenser for AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.

    Således skriver Århus Stiftstidende, at Fodboldens Disciplinærinstans har bestemt, at Jacob Nielsen har skullet straffes for usportslig adfærd i forbindelse med kampen den 25. april.

    Her skulle Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning være kommet ind til dommertrioen efter kampen og have sagt: "Det er så skamfuldt" og "It's a fucking disgrace.' Samtidig fremhæves, at Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning "gav hånd med knyttet næve med hård kraft imod især linjedommeren, som var den sidste af de tre dommere i rækken."

    Helt konkret har udbruddet mod dommertrioen efter kampen kostet ham en bøde på 20.000 kroner samt en spilledags karantæne.

    Dommen blev afsagt den 30. april, og derfor skulle Jacob Nielsen afsone sin karantæne, da AGF mødte FC København i mandags.

    - Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at der to gange tidligere er afsagt kendelser, hvor AGF-lederen har udvist usportslig adfærd, lyder det i kendelsen.

  • Den Internationale Olympiske Komité og Pfizer laver aftale om vaccination til OL-atleter

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indgået en aftale med Pfizer og BioNTech om, at de donerer vacciner til OL-atleterne.

    Det skriver IOC i en pressemeddelelse.

    - Denne donation af vacciner er endnu et værktøj i vores værktøjskasse med redskaber til at gøre de olympiske og paralympiske lege i Tokyo sikre for alle deltagere og vise solidaritet over for vores japanske værter, siger Thomas Bach, der er præsident i IOC.

    Doserne af Pfizer og BioNTech-vaccinen til OL-atleterne vil ikke blive fundet i de aftaler, der allerede er indgået med forskellige lande, men vil derimod blive leveret i tillæg til de aftaler, der allerede eksisterer.

    - Nationale olympiske komiteer vil samarbejde med de lokale regeringer for at koordinere distributionen i overensstemmelse med hvert lands vaccinationsprogram og regler, skriver IOC i pressemeddelelsen.

  • DBU slår fast: ’Vi vil ikke boykotte VM i Qatar’

    - Vi deltager ved VM i Qatar, hvis vi kvalificerer os.

    Sådan lød meldingen fra DBU-formand, Jesper Møller, torsdag formiddag, da DBU havde indkaldt til pressemøde på adressen i Brøndby. Efter længere tids tien gjorde formanden det klart en gang for alle, at det danske fodboldlandshold vil deltage ved verdensmesterskaberne i ørkenstaten, hvis de altså kvalificerer sig.

    VM-værterne har ellers været heftigt kritiseret grundet forholdene for gæstrarbejderne.

    Dog respekterer DBU, hvis regeringen og Folketinget beslutter, at de skal boykotte.

    - Qatar er ikke en sag for DBU alene, men en sag for hele idrætten. Vi vil fortsætte en kritisk dialog og forsøge at påvirke forholdene i Qatar, fortæller Jesper Møller.

    DBU vil i fremtiden holde møde med Fifa og sammen med de nordiske kollegaer besøge Qatar.

  • Danske golfstjerner går god første runde i thailandsk turnering

    De to danske golfkvinder Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen blander sig i toppen af turneringen Honda LPGA Thailand.

    Efter første runde er Nanna Koerstz Madsen på en delt tredjeplads, mens Nicole Broch Larsen er på en delt ottendeplads.

    Nanna Koerstz Madsen på den delte tredjeplads gik de 18 huller et slag dårligere end de to førende.

    Danskeren, der ligger nummer 56 på verdensranglisten, spillede en stabil runde på det thailandske græs og leverede ikke en eneste bogey.

    Nicole Broch Larsen, der er nummer 98 i verden, gik første runde i fem slag under par.

    Turneringen i Thailand slutter søndag, og der er 1,6 millioner dollar i præmiepuljen. Det svarer til knap ti millioner kroner.

    /ritzau/

  • NHL-dansker fejrer jubilæum med to fuldtræffere

    Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand scorede to mål for Columbus Blue Jackets, da han natten til torsdag spillede sin NHL-kamp nummer 300.

    Dermed var han stærkt medvirkende til, at Columbus snuppede en sjælden sejr på 4-2 over Nashville Predators.

    Den 26-årige dansker kom på tavlen sidst i anden periode, da han så et hul i Nashvilles defensiv og sendte pucken i netmaskerne bag målmand Juuse Saros, som knap nåede at reagere.

    På den måde gik Columbus til pause med 2-2. I tredje periode scorede Mikhail Grigorenko til 3-2 for Columbus, og det tvang Nashville til at satse.

    I den igangværende sæson har Oliver Bjorkstrand spillet i alle 54 kampe for Columbus Blue Jackets og bidraget med 17 fuldtræffere (Foto: JAY LAPRETE © Scanpix)

    I slutminutterne blev keeperen taget ud, og det kostede i den anden ende.

    Ét sekund før tid fik Bjorkstrand pucken i helt fri position midt på isen og kunne så let som ingenting sende den i tomt net.

    /ritzau/

  • Danske curlingkvinder tager fjerde sejr i træk ved VM

    De danske curlingkvinder har fundet formen ved VM, der for tiden afvikles i den canadiske by Calgary.

    Natten til torsdag dansk tid besejrede de Italien 9-5 og rykker op på 6. pladsen. Dermed bevarer curlingkvinderne den placering, der lige netop giver afgang til næste års vinter-OL.

    Ved slutrunden deltager 14 nationer, der alle møder hinanden én gang, og de seks øverste går videre til slutspillet og får oveni hatten en billet til vinter-OL i Beijing i Kina i 2021.

    Det danske hold, der består af skipper Madeleine Dupont, Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og reserven My Larsen, har vundet fem ud af deres foreløbige ni kampe. Canada og Tyskland har også hver fem sejre, men begge nationer har været i kamp ti gange.

    Lørdag spilles der semifinaler, og søndag er der finale.

  • Første semifinalister fundet i herrernes håndboldliga

    Både Aalborg Håndbold og TTH Holstebro er klar til semifinalerne i herrernes håndboldliga.

    Det er en realitet, efter at TTH vandt med cifrene 36-28 over Skanderborg Håndbold. Sejren betyder nemlig, at hverken Skanderborg eller slutspilsgruppens fjerde og sidste hold Skjern kan hente de to mandskaber.

    Tidligere på aftenen sikrede Aalborg Håndbold sig således et enkelt point i udekampen mod Skjern, og derfor er semifinalepladserne altså fordelt i den ene af de to slutspilsgrupper.

    Der resterer to kampe i gruppen, hvor Aalborg og Skanderborg begge har syv point og derfor fortsat er i tæt duel om førstepladsen.

    I den anden slutspilspulje er der fortsat tre spillerunder tilbage. Her indtager GOG og Bjerringbro-Silkeborg de to pladser, der giver avancement, mens Sønderjyske og KIF Kolding fortsat er med i kampen om dem.

Mere fra dr.dk