Seneste sport

Christian Eriksen vender tilbage i april, og det glæder Uniteds træner

Christian Eriksen vender med al sandsynlighed tilbage til Premier League i april. (Foto: © Rui Vieira, Associated Press)

Christian Eriksen, der er på vej tilbage fra en ankelskade, kan snart vende tilbage til fodboldbanen igen.

Det fortæller den danske midtbanespillers træner i Manchester United, hollandske Erik ten Hag, til TV 2 Sport.

- Han er helet meget hurtigt. Jeg tror ikke, han er klar til søndag (her møder Manchester United klubben Fulham), men han vil være klar i april. Han er på vej tilbage, og det er vi glade for, siger Erik ten Hag.

Christian Eriksen pådrog sig en ankelskade tilbage i februar, og meldingen herefter lød på, at han ville være spilleklar igen i slutningen af april eller begyndelsen af maj.

Det tyder dog på, at den danske landsholdsspiller kan gøre comeback endnu tidligere, og det glæder også hans hollandske træner.

- Han er en klassespiller, som vi har brug for. Jeg kan ikke vente, til han er tilbage, siger Erik ten Hag.

Seneste sport

  1. PSV udelukker fan i 40 år efter overfald på målmand

    En 20-årig mand er mandag blevet tildelt en 40 år lang karantæne fra den hollandske fodboldklub PSV's hjemmebane, Philips Stadium.

    Det sker, efter at han i alkoholpåvirket tilstand under en Europa League-kamp mod Sevilla løb på banen og overfaldt det spanske holds målmand Marko Dmitrovic.

    PSV vil desuden undersøge, om det er muligt at afkræve manden erstatning for en eventuel økonomisk straf, som klubben bliver tildelt.

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har således åbnet en disciplinærsag mod PSV.

    Ud over 40 års forbud mod at komme på Philips Stadium har manden også fået et to års forbud mod at opholde sig i området omkring stadion.

    Klubben oplyser på sin hjemmeside, at manden i forvejen havde karantæne mod at opholde sig på noget stadion i Holland. Men han havde til kampen mod Sevilla fået adgang med en billet købt af en ven.

    For et par uger siden blev manden desuden idømt to måneders fængsel plus yderligere en måneds betinget fængsel for overfaldet.

    /ritzau/

  2. DIF-formand står til genvalg uden modkandidater

    Der bliver ingen kamp om formandsposten, når Danmarks Idrætsforbund (DIF) 29. april holder årsmøde.

    Hans Natorp stiller således op til posten uden modkandidater.

    Det skriver DIF mandag på sin hjemmeside, efter at deadlinen for indstillinger udløb 17. marts.

    Hans Natorp blev i 2021 valgt som formand efter et meget tæt kampvalg, hvor han besejrede Thomas Bach med stemmerne 76 mod 71.

    Natorp afløste Niels Nygaard, som nåede 14 år på posten.

    Han proklamerede dengang, at han blandt andet "ville arbejde for nordiske værdier". Det gjorde han blandt andet sidste år på en generalforsamling for sammenslutningen af olympiske komitéer (Anoc) i Sydkorea.

    Her kritiserede Natorp kraftigt Ruslands tilstedeværelse på mødet og udvandrede senere under et russisk oplæg med en efter DIF-formandens mening "upassende video".

    Der bliver til gengæld kamp om nogle af de andre pladser i DIF's bestyrelse. Seks kandidater er således i spil til tre pladser.

    /ritzau/

  3. Primoz Roglic ordner verdensmester og henter ny sejr

    Slovenske Primoz Roglic spurtede sig mandag til sejr på en kuperet 1. etape af Catalonien Rundt.

    Dermed fortsatte Jonas Vingegaards holdkammerat på Jumbo-Visma sin fine start på 2023. Tidligere i marts vandt Roglic også tre etaper og den samlede sejr i Tirreno-Adriatico.

    Resultaterne gør ham naturligt nok til en af de største favoritter i Catalonien Rundt, hvor han forventes at skulle dyste med blandt andre Quick-Step-stjernen Remco Evenepoel om den samlede sejr.

    Den belgiske verdensmester var også tættest på at udfordre Roglic på mandagens åbningsetape.

    Evenepoel dukkede op af ingenting på hjulet af Roglic og var ved at katapultere sig selv forrest, men slog hårdt i sit styr som tegn på, at han kun var lige ved og næsten.

    Ide Schelling (Bora) blev nummer tre. Frederik Wandahl (Bora) blev bedste dansker på 18.-pladsen.

    Roglic er iført førertrøjen, når feltet tirsdag rammer den første alvorlige bjerg på en 2. etape, der slutter med en lang stigning op mod mål.

    /ritzau/

  4. Danmarks curlingkvinder får norske prygl ved VM

    Efter to sejre er Danmarks europamestre kommet ned på jorden ved VM i curling, der afvikles i svenske Sandviken.

    Mandag tabte holdet med skipper Madeleine Dupont i spidsen 3-7 til Norge efter et opgør, hvor danskerne aldrig for alvor var tæt på sejr.

    Norge scorede to point i hver af kampens første to ender, og med 4-0 på måltavlen var Danmark tvunget i offensiven. Men kvaliteten var fraværende.

    Danmark står efter mandagens nederlag noteret for to sejre og to nederlag i det indledende gruppespil, hvor alle møder alle og spiller i alt 12 kampe.

    Herefter går nummer et og to direkte i semifinalen, mens nummer tre til seks spiller playoff svarende til kvartfinaler.

    Dupont og kompagni lagde ved VM ud med sejre over Japan og Skotland, inden de søndag tabte til Sydkorea.

    Tirsdag morgen dyster danskerne mod Italien, inden det tirsdag aften går løs mod USA.

    /ritzau/

  5. Landstræner satser på rutinen i dobbeltopgør mod Sverige

    Landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold, Jesper Jensen, har i dag sat navne på de spillere, som skal teste landsholdsformen mod Sverige i to testkampe i april.

    Truppen indeholder flere kendte ansigter, men Jesper Jensen har også fundet plads til Helene Kindberg Hansen fra Silkeborg-Voel, som kan få debut på landsholdet samt Ikast Håndbolds Julie Scaglione, der blot har én landskamp på cv'et.

    - Både Julie og Helene er med for at snuse til A-landsholdet og lære – og så udelukker jeg ikke, at de kan være i spil til en kommende slutrunde, men målet med at have dem med er mere langsigtet i forhold til deres udvikling, siger Jesper Jensen.

    Landskampene mod Sverige spilles den 5. april i Helsingborg samt på hjemmebane i Royal Arena den 11. april.

    Den samlede trup ser således ud:

    Målvogtere: Sandra Toft, Althea Reinhardt og Anna Kristensen.

    Stregspillere: Rikke Iversen, Sarah Iversen og Kathrine Heindahl.

    Fløjspillere: Cecilie Brandt, Trine Østergaard, Emma Friis og Elma Halilcevic

    Bagspillere: Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen, Mie Højlund, Simone Petersen, Louise Vinter Burgaard, Mette Tranborg, Line Haugsted, Julie Mathisen Scaglione og Helene Kindberg Hansen.

  6. Ung spansk tennisstjerne er igen nummer ét i verden

    Sidste års største tennisåbenbaring blandt herrerne – 19-årige spanske Carlos Alcaraz – vender tilbage til verdensranglistens førsteplads.

    Det står klart, efter at han natten til mandag dansk tid satte 27-årige russiske Daniil Medvedev til vægs i finalen i ATP Masters 1000-turneringen Indian Wells.

    Med de overbevisende cifre 6-3, 6-2 var spanieren i førersædet fra start til slut.

    Det er serbiske Novak Djokovic - som på grund af USA's coronavaccinekrav ikke kunne stille op i Indian Wells - der bliver forvist fra verdensranglistens dukseplads.

    For Holger Rune blev Indian Wells en skuffelse. Den danske nummer otte i verden blev sendt ud i sin kamp nummer to i turneringen mod schweiziske Stan Wawrinka.

    Rune får mulighed for at revanchere sig ved endnu en Masters 1000-turnering næste uge, når der spilles Miami Open.

  7. Rybakina rev Sabalenka rundt på tennisbanen og vandt Indian Wells

    Efter fire nederlag i træk lykkedes det Elena Rybakina at besejre Aryna Sabalenka, da de mødtes i Californien. (Foto: © Frederic J. BROWN, Ritzau Scanpix)

    Den kasakhiske tennisspiller Elena Rybakina strøg søndag til tops ved Indian Wells.

    Med en finalesejr på 7-6, 6-4 over Aryna Sabalenka fra Belarus hentede den 23-årige kasakher sin første titel i år.

    De to finalemodstandere havde før søndagens møde i Californien stået over for hinanden fire gange. Hver gang var det endt med en sejr til Sabalenka. Senest i finalen i Australian Open.

    Første sæt blev en særdeles tæt affære, der endte i en tiebreak. Her havde begge spillere store problemer med at vinde den sidste bold.

    På sin femte sætbold lykkedes det Rybakina at afgøre tiebreaken, som hun vandt 13-11.

    Aryna Sabalenka virkede påvirket i begyndelsen af andet sæt, hvor hun lagde ud med at blive brudt i egen serv. Hun så ud til at være i smerter og måtte også tørre et par tårer væk.

    Da Sabalenka senere kom bagud med 2-5, begyndte det for alvor at se sort ud for spilleren fra Belarus, og det var umuligt at få vendt kampen.

    I herrernes finale står spanske Carlos Alcaraz natten til mandag over for Daniil Medvedev fra Rusland.

    /ritzau/

  8. Andreas Christensen og Barcelona slår Real Madrid med en overtidsscoring

    Søndagens El Clasico endte med en 2-1-sejr til Barcelona efter en scoring af Franck Kessie i overtiden. (Foto: © lluis Gene, Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen var med fra start, da Barcelona nedlagde Real Madrid søndag aften.

    Hjemmeholdet vandt 2-1 over hovedstadsklubben efter et mål i overtiden af midtbanespilleren Franck Kessie. Sejren betyder, at Barcelona udbygger forspringet til Real Madrid til 12 point med 12 spillerunder tilbage i La Liga.

    Real Madrid fik dog den bedste start, da Barcelonas Ronald Araujo scorede selvmål efter ni minutters fodbold. Hjemmeholdet fik rettet op på fejlen kort før pausen, da Sergi Roberto udlignede.

    Gæsterne satsede stort, hvilket var tæt på at udmynte sig i succes. Men efter et VAR-tjek blev Marco Asensios scoring omstødt til en offside. I stedet løb Barcelona med de tre point i overtiden.

    Robert Lewandowski lagde smart bolden hen til Alejandro Balde med hælen, inden bolden blev sendt skråt bagud til Franck Kessie, der scorede og afgjorde El Clasico. Kessie var blevet sendt på banen et kvarter tidligere.

  9. Napoli buldrer videre mod mesterskab med 4-0-sejr

    Napoli sikrede søndag en 4-0-sejr på udebane mod midterholdet Torino. (Foto: © Jonathan Moscrop, Associated Press)

    Napoli tog søndag endnu et skridt mod klubbens tredje mesterskab, da det ude blev til 4-0 over midterholdet Torino.

    Igen-igen strålede holdets offensivstjerner Victor Osimhen og Khvicha Kvaratskhelia. De har efter i alt tre scoringer i Torino tilsammen lavet 33 mål og 14 assist i Serie A i denne sæson.

    Med sejren har Napoli nu 71 point for 27 kampe. Lazio, der slog AS Roma 1-0 senere søndag, er nærmeste forfølger med 52 point. På tredjepladsen er Inter med 50 point, men de har dog spillet en kamp mindre end Lazio og Napoli. Inter møder senere søndag Juventus og kan dermed overhale Lazio i tabellen.

    Napoli, der vandt sit seneste mesterskab med Diego Maradona på holdet i 1990, er også fremragende kørende i Champions League. Her venter i april to kvartfinaler mod Simon Kjærs AC Milan.

    /ritzau/

  10. Aalborg og Esbjerg misser matchbolde på isen

    Rungsted overraskende igen i Aalborg, mens Sønderjyske fremtvang en sjette kvartfinale med 2-1 i Esbjerg. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Ritzau Scanpix)

    To mandskaber missede søndag matchbolde i Metal Ligaens kvartfinaler.

    Den forsvarende mester, Aalborg Pirates, kunne efter tre sejre i træk sende sidste sæsons tabende finalist, Rungsted Seier Capital, på sommerferie, men udeholdet overraskende igen.

    I seriens første opgør vandt Rungsted sensationelt med hele 11-2 i Aalborg. Søndag var det lidt mere stilfærdigt, da Aalborg vandt opgøret 2-0.

    Aalborg fører dermed 3-2 i kampe, inden Rungsted tirsdag er vært for det sjette opgør.

    Esbjerg bragte sig også tidligt foran og på semifinalekurs hjemme mod Sønderjyske, men efter 24 minutter dirigerede svenske Villiam Haag et kanonskud fra den norske back Nicolai Bryhnisveen i mål til 1-1.

    Det holdt til starten af tredje periode, hvor Esbjerg dummede sig med to udvisninger inden for et halvt minut, hvilket tillod Charlie Combs at bringe Sønderjyske på slutstillingen 2-1 i en fem mod tre-situation.

    Dermed står den 3-2 til Esbjerg inden sjette opgør i Vojens tirsdag.

    Tidligere søndag bragte Herning Blue Fox sig foran 3-2 i kampe mod Frederikshavn White Hawks efter en sejr på hjemmebane med samme cifre.

    /ritzau/

  11. Hjulmand tager Leeds-back med til kvalifikationskampe

    Rasmus Nissen Kristensen er udtaget til Danmarks kommende kampe i EM-kvalifikationen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Højrebacken Rasmus Nissen Kristensen blev forbigået af Kasper Hjulmand, da landstræneren tirsdag udtog sit hold til de kommende kampe i EM-kvalifikationen.

    Men nu har Hjulmand alligevel fundet plads til Leeds-spilleren, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

    Hjulmand udtog tirsdag 23 mand, men lod en dør stå på klem for, at der kunne komme yderligere tilføjelser til opgaverne mod Finland og Kasakhstan.

    Et par dage senere blev han nødt til at skifte Leicesters Victor Kristiansen ud med Jens Stryger Larsen, som kan besætte begge backpositioner.

    Rasmus Nissen Kristensen startede inde i alle Danmarks tre VM-kampe i Qatar, men har på det seneste kæmpet med at få spilletid i sin Premier League-klub.

    Lørdag kom han dog ind og scorede efter bare 18 sekunder i 4-2-sejren over Wolverhampton.

    /ritzau/

  12. Fulham-nedsmeltning baner vejen for United-comeback

    Manchester United var i store problemer mod Fulham i FA Cup-kvartfinalen, men det lykkedes at vinde 3-1. (Foto: © JON SUPER, Associated Press)

    Manchester United er med hiv og sving videre til semifinalerne i FA Cuppen efter et comeback mod Fulham.

    Stort set intet fungerede for værterne på Old Trafford i de første 70 minutter, men det lykkedes at vinde 3-1 på tre sene scoringer.

    Fulham-spillerne gjorde ellers alt rigtigt og havde bragt sig foran, men så dummede gæsterne sig på flere planer ved at begå et straffespark og blive tildelt tre udvisninger.

    Manchester United skal i semifinalen op imod ligakonkurrencen Brighton. I den anden semifinale står Manchester City overfor Sheffield United fra den næstbedste engelske række.

    Semifinalerne bliver spillet 22. og 23. april på Wembley.

    /ritzau/

  13. Team Esbjerg slår Brest og nærmer sig CL-kvartfinale

    Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg hentede søndag et fremragende resultat i Frankrig i jagten på en plads i Champions Leagues kvartfinaler.

    På udebane vandt danskerne 28-25 over Brest Bretagne.

    Dermed står vestjyderne med særdeles gode chancer for avancement, når de om en uge får besøg af franskmændene i returkampen.

    Som så ofte før trådte norske Henny Reistad i karakter, når der var brug for det, og bagspilleren kom på måltavlen otte gange. Dermed blev hun topscorer for de danske gæster.

    Før kampen blev Esbjerg anset som favoritter ovenpå en stærk europæisk kampagne af det danske hold. Brest-spillerne havde gjort det knapt så overbevisende i gruppespillet.

    Den samlede vinder af den dansk-franske duel skal op imod rumænske CSM Bucuresti i kvartfinalen.

    /ritzau/

  14. Anders Antonsens overmand snupper All England-titel

    Li Shi Feng knækkede efter et langt første sæt landsmanden Shi Yu Qi i All Englands herresingle-finale. (Foto: © TIM KEETON, Ritzau Scanpix)

    23-årige Li Shi Feng slog kort efter midnat natten til søndag danske Anders Antonsen i tre sæt i semifinalen ved All England.

    Og søndag eftermiddag sikrede den 23-årig kineser sig karrierens hidtil største triumf, da han slog landsmanden Shi Yu Qi i to sæt i finalen.

    I et dramatisk første sæt var Shi Yu Qi, der vandt All England i 2018, foran det meste af af vejen, men Li Shi Feng slog tilbage og vandt 26-24 efter en indædt fight.

    Og det blev reelt afgørelsen. I andet sæt var forskellen således meget større, og Li Shi Feng cruisede titlen i hus med 21-5.

    Li Shi Feng ligger blot nummer 14 på verdensranglisten, og titlen i All England er hans blot anden på BWF World Tour, efter at han i 2019 vandt den langt mindre Canada Open.

    Tidligere søndag sikrede 21-årige An Se-young fra Sydkorea sig sin første All England-titel med 21-17, 10-21, 21-19 over kinesiske Chen Yufei i damernes singlefinale.

    /ritzau/

  15. Brøndby redder sig i top-6 med hjælp fra andre hold

    FCN fører Superligaen efter grundspillet, men Brøndby kom med i top-6 trods nederlag i Farum efter drama. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Ikke siden den vanvittige 2012/13-sæson, hvor Brøndby flirtede med både nedrykning og konkurs, er holdet sluttet uden for top-6 i Superligaen. Og det sker heller ikke i år.

    Men efter 1-2 mod FC Nordsjælland i grundspillets sidste runde var det kun på grund af hjælp fra andre hold, at holdet fra den københavnske vestegn sniger sig med i mesterskabsspillet på yderste mandat.

    Randers FC følger Brøndby efter en 1-0-sejr hos AaB.

    Trods mirakler af målmand Mads Hermansen blev Ernest Nuamah matchvinder i tillægstiden i Farum. Det tydede på Brøndby i nedrykningsspillet, men holdet blev reddet, da Silkeborg og FC Midtjylland spillede uafgjort og trak hinanden med ned i den kedelige sæsonafslutning.

    Med sejren sørgede søndag FCN for, at man går ind til mesterskabsspillet som førerhold.

    /ritzau/

  16. Dansk Formel 1-aspirant med sejr i Formel 2

    Den unge danske racerkører Frederik Vesti viste søndag vejen for landsmanden Kevin Magnussen i Jeddah.

    Som opvarmning til Formel 1-løbet søndag aften vandt 21-årige Vesti således Formel 2-løbet i Saudi-Arabien.

    Danskeren startede som nummer seks, men arbejdede sig op, og efter 17 af 28 omgange overtog han føringen, da franske Victor Martins røg af banen og udgik.

    Herfra holdt han hjem og sikrede sig karrierens anden sejr i Formel 2 - det første i et hovedløb. Efter to grandprixweekender ligger danskeren nummer fire i den samlede stilling. Han har 28 point mod førende Ralph Boschungs 33 point.

    Vesti, der kører for italienske Prema Racing, har været på podiet i alt seks gange i 31 starter i Formel 2.

    I november kørte han 124 testomgange i Lewis Hamiltons Mercedes-racer. Han har siden begyndelsen af 2021 været tilknyttet Mercedes' talentakademi.

  17. Morten Anderson bliver ny formand for Danmarks Cykle Union

    Morten Anderson er ny formand for Danmarks Cykle Union, DCU.

    Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

    Udnævnelsen blev en kendsgerning til forbundets årlige kongres, der i weekenden blev afholdt i Korsør.

    - Jeg er naturligvis glad for den tillid, som repræsentantskabet, distrikterne og klubberne har vist mig. Det forpligter, og jeg går til opgaven med stor ydmyghed, siger Morten Anderson.

    Allerede først på måneden stod det klart, at der skulle udpeges en ny formand, da Henrik Jess Jensen annoncerede, at han ikke ville genopstille til posten.

    Henrik Jess Jensen nåede at være formand i syv år og vil i stedet fokusere på arbejdet i Den Europæiske Cykleunion (UEC), hvor han er vicepræsident på sjette år.

  18. Danmarks curlingkvinder snupper ny sejr ved VM

    Efter en tæt dyst vandt Danmark over Skotland og snuppede den anden sejr ved kvindernes VM i curling. (Foto: © TT News Agency, Ritzau Scanpix)

    Danmarks kvindelige curlinglandshold har fået en perfekt start på VM i Sverige.

    Søndag formiddag sejrede de forsvarende danske europamestre med 9-7 over Skotland.

    Det var den perfekte opfølgning på lørdagens åbningskamp, hvor Danmark slog Japan med 7-6.

    Anført af skipper Madeleine Dupont kom Danmark foran 4-0 efter de to første ender, men det skulle slet ikke blive nemt, som starten ellers kunne antyde.

    Efter at Danmark også havde været foran med 6-2 efter fire ender, scorede Skotland tre point i den næste ende og reducerede til 5-6.

    Skotterne udlignede til 7-7 efter otte ender, men Danmark vandt de to sidste med 1-0 og sikrede dermed sejren.

    Ved VM møder alle de deltagende nationer hinanden én gang i den indledende runde. Der resterer nu ti kampe for danskerne, som senere søndag også skal møde Sydkorea.

    Når alle har mødt alle, går de seks bedste hold videre til slutspillet. Nummer et og to stryger direkte i semifinalen.

    Det er mindre end fire måneder siden, at Danmark vandt EM.

    /ritzau/

  19. Dansk SailGP-båd skuffer og er langt fra sæsonfinalen

    Det danske hold i SailGP måtte tage til takke med en skuffende ottendeplads i weekendens afdeling i New Zealand.

    Afdelingen i Christchurch var sæsonens tiende og sidste inden det går løs med sæsonfinalen i begyndelsen af maj.

    Flere af holdene tog hul på weekends event i New Zealand uden træning, da der var udsigt til for hård blæst under den sædvanlige træningssejlads fredag.

    Canada vandt weekendens sejlads foran New Zealand og Australien.

    I den samlede stilling fører Australien foran New Zealand, mens Danmark ligger på femtepladsen.

    Selv om det matematisk set stadig er muligt for den danske båd at komme i finalen i USA's Sail Grand Prix i San Francisco 6.-7. maj, vil det kræve, at alle resultater flasker sig for danskerne.

  20. Everton sætter en stopper for Chelseas sejrsstime med sen udligning

    Chelsea var på vej mod den fjerde sejr i træk, men gæsternes Ellis Simms dæmpede stemningen i sidste minut. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)

    Længe så det ud til, at Chelsea ville nappe sin fjerde sejr på stribe, da London-holdet lørdag mødte Everton i Premier League.

    Hjemmeholdet var foran med 2-1, men i 89. minut udlignede Ellis Simms for Everton til 2-2 og sikrede sin klub et dyrebart point i bundstriden.

    Everton befinder sig på en 15. plads, mens Chelsea er at finde som nummer 10. Dermed formåede The Blues ikke at fortsætte de seneste par ugers gode form og kravle op i tabellen.

    Chelsea gik ellers ind til kampen med sejre på 1-0 over Leeds, 2-0 over Dortmund i Champions League samt 3-1 over Leicester.

  21. Haaland sender City i FA Cup-semifinalen med sit sjette hattrick i sæsonen

    Erling Haaland scorede lørdag aften sit sjette hattrick i sæsonen. (Foto: © ANDREW YATES, Associated Press)

    Det norske fodboldfænomenet Erling Haaland satte lørdag gang i målfesten, da han med sit hattrick lagde kimen for Manchester Citys 6-0 sejr i FA Cup-kvartfinalen mod Burnley.

    Selvom Burnleys træner Vincent Kompany er en legende på Citys hjemmebane Etihad, var der ingen nåde fra hjemmeholdets side, da belgierens mandskab fik sig en spillemæssig lussing.

    Særligt Erling Haaland skilte sig ud i kampens første 60 minutter, hvor han lavede tre mål.

    Den argentinske angriber Julian Alvarez scorede to mål i kampens sidste halve time, mens det 20-årige talent Cole Palmer lavede et enkelt.

  22. Aalborg Håndbold hiver sig tilbage på førstepladsen efter sejr over Mors-Thy

    Aron Palmarsson blev topscorer for Aalborg med syv mål. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Aalborg Håndbold ligner fortsat en vinder af grundspillet i Herreligaen, efter at holdet lørdag slog Mors-Thy 29-21 på hjemmebane.

    Med sejren tilbageerobrede nordjyderne således førstepladsen fra rivalen GOG. Begge hold har 39 point for 23 kampe, men Aalborg er bedst indbyrdes.

    Aron Palmarsson og Mads Hoxer gik forrest scoringsmæssigt, men også hjemmeholdets keeper Simon Gade var stærk med en redningsprocent tæt på 40.

    Aalborg mangler opgør mod TTH Holstebro, Ribe-Esbjerg og KIF Kolding i grundspillet, og tre sejre vil sikre nordjyderne førstepladsen.

    /ritzau/

  23. Odense Håndbold løber nordmænd over ende i Champions League-ottendedelsfinale

    Hvis Odense Håndbold går videre fra Champions League, skal holdet møde det ungarske storhold Györ. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    Med en sejr på 30-22 på udebane har Odense Håndbold sikret sig et fornuftigt udgangspunkt forud for returkampen i Champions League mod norske Storhamar.

    I den første af to ottendedelsfinaler mod nordmændene var fynboerne overlegne. Allerede fra kampens indledning satte danskerne sig på spillet, da de bragte sig foran med 7-1.

    Ved pausen førte Odense Håndbold med 16-13, og i anden halvleg fortsatte fynboerne med at bevise, at de har et ekstra gear sammenlignet med Storhamar.

    Returkampen spilles om en uge.

    Udover Odense Håndbold, er Danmark også repræsenteret ved Champions League af Team Esbjerg. Vestjyderne møder på søndag franske Brest på udebane.

  24. Flere danskere på pletten med scoringer i Premier League

    Ovenpå tre besværlige måneder i Leeds for Rasmus Nissen Kristensen var der omsider succes for danskeren. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)

    Mathias Jensen og Rasmus Nissen Kristensen sørgede for dansk indflydelse på lørdagens resultater i Premier League.

    Jublen var dog størst hos sidstnævnte fodboldspiller, som scorede i Leeds' sejr på 4-2 over Wolverhampton. Rasmus Nissen Kristensen har ikke fået meget spilletid på det seneste, men lørdag skulle han blot bruge 18 sekunder på banen efter sin indskiftning, før han kom på tavlen med sin scoring til 3-0.

    Mathias Jensens jubel var også stor, da han scorede for Brentford efter 32 minutter. Desværre for midtbanespilleren udlignede dagens modstander Leicester kort inde i anden halvleg til slutresultatet 1-1.

    Mathias Jensen var en del af en dansk trio på Brentfords midtbane, hvor han havde selskab af Mikkel Damsgaard og Christian Nørgaard.

    Philip Billing startede for sin klub Bournemouth i dagens tidlige Premier League-kamp, men tabte 0-3 til Aston Villa.

    Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen for Tottenham, som smed point til Southamptom, der scorede to sene mål i 3-3-kampen.

  25. Nykøbings håndboldkvinder fik skidt start på europæisk kvartfinale

    I den første af to kvartfinaler tabte Marie-Hélène Sajka og Nykøbing F. Håndboldklub med tre mål trods stor rumænsk føring. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

    Vejen til semifinalerne i EHF European League er langtfra snorlige for Nykøbing F. Håndboldklub. Men den kunne være blevet betydeligt mere besværlig lørdag eftermiddag.

    Ude mod rumænske Ramnicu Valcea løb falstringerne ind i et nederlag på 29-32 efter at have haft kurs mod en stor lussing.

    Med mindre end et kvarter igen var hjemmeholdets føring på otte mål, før en god slutspurt pyntede gevaldigt på resultatet for NFH.

    Tremålsnederlaget betyder dog stadig, at der ikke er plads til for mange svipsere i returopgøret, som spilles søndag i næste uge.

    Også Ikast Håndbold deltager i kvartfinalerne i den næstbedste europæiske klubturnering. Senere lørdag er midtjyderne på besøg hos ungarske Siofok.

    /ritzau/

  26. Robert Skov vandt dansk landsholdsduel i Bundesligaen

    Robert Skov var med fra start, da Hoffenheim vandt med 3-1 over Hertha Berlin og Oliver Christensen. (Foto: © Hasan Bratic, Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Landsholdsspilleren Robert Skov var eneste dansker i startopstillingen for Hoffenheim, da holdet lørdag sikrede sig en yderst forløsende sejr i Bundesligaen.

    Hjemme blev den danske målvogter Oliver Christensen og Hertha Berlin nedlagt 3-1 efter blandt andet to straffesparksscoringer af kroaten Andrej Kramaric.

    Dermed blev der sat en stopper for Hoffenheims skrækstime på fem måneder uden sejr. Inden lørdagens opgør havde Hoffenheim tabt syv ligakampe i træk og var gået fra banen uden tre point 14 gange i streg.

    Sejren sender Hoffenheim ét point foran Hertha Berlin i bunden af Bundesligaen, hvor to hold rykker direkte ud, mens tredjesidstepladsen, som Hertha indtager, skal spille playoff mod nummer tre fra 2. Bundesliga.

    Thomas Delaney fik omkring ti minutter for indskifter for Hoffenheim, mens Kasper Dolberg og Jacob Bruun Larsen var fraværende af fysiske årsager.

    Andetsteds fik Yussuf Poulsen en sjælden startplads og spillede de første 68 minutter, da topholdet RB Leizpig meget skuffende tabte 0-1 hos Bochum.

    Mads Pedersen fik de sidste fem minutter i Augsburgs 1-1-kamp over Schalke 04, og Jonas Wind var ligeledes sen indskifter i Wolfsburgs 1-0-sejr hos Stuttgart.

    /ritzau/

  27. Stop det hop! FCK frabeder sig fan-hop på tribunerne

    Af sikkerhedsmæssige årsager frabeder FC København sig koordinerede hop på B-tribunen i Parken. (Foto: © Philip Davali, Philip Davali)

    Inkarnerede fans af FCK skal helst ikke kaste sig ud i koordinerede hop, når den sidste runde af grundspillet i 3F Superligaen søndag afvikles.

    Det skriver fodboldklubben, der møder Viborg FF, på sin hjemmeside.

    En rapport fra konsulentfirmaet Rambøll anbefaler, at man undgår koordinerede hop på Sektion 12 på B-tribunen, indtil yderligere undersøgelse er lavet.

    Man har nemlig fundet ud af, at belastningen under en hjemmekamp mod AaB i slutningen af februar "i korte sekvenser overskred de normer, som blev anvendt ved Parkens etablering i 1990".

    Ifølge Rambøll er der ikke er tale om en sikkerhedsmæssig risiko, men tilskuerne bør alligevel tage anbefalinger "meget seriøst" og vise rettidig omhu, siger FCK's direktør, Jacob Lauesen.

    - Sker det ikke, kan vi blive nødsaget til at skære markant i kapaciteten eller ændre tribunen til en siddende tribune. Det vil være enormt ærgerligt for udviklingen i vores fanmiljø og for klubben, siger Jacob Lauesen.

    FCK's kamp mod Viborg FF begynder søndag klokken 15 ligesom resten af kampene i Superligaens sidste runde. Du kan følge dramaet her på dr.dk, på DR Lyd og Liga på P4.

  28. De danske curlingkvinder kommer godt fra start ved VM

    Danmark fejede benene væk under Japan og tog første stik ved VM i curling.

    Det er konklusionen efter de danske curlingkvinders første kamp ved mesterskaberne i Sverige.

    Japan kom bedst fra start med et par velplacerede sten og var foran med 0-4 efter de fire første ender. Men anført af Madeleine Dupont sled danskerne sig tilbage i opgøret og vandt 7-6 i sidste og 10. ende.

    Det danske curlinglandshold skal atter på isen lørdag morgen, hvor modstanderne er Skotland og Sydkorea.

    Ved mesterskabet møder alle de deltagende nationer hinanden én gang i den indledende runde. Der resterer derfor 11 kampe for danskerne i alt.

    Sidste år vandt Danmark EM-guld, og i 2023 jagter Madeleine Dupo og kompagni VM-metal. Det kan du læse mere om her.

  29. Schweizisk styrtløber sætter rekorder på stribe i sæsonens sidste World Cup-weekend

    Det var med god grund stor jubel fra Marco Odermatt efter en lørdagens World Cup-sejr. (Foto: © Jean-Christophe Bott, Ritzau Scanpix)

    Lørdag nåede schweiziske Marco Odermatt op på sin 13. World Tour-sejr i sæsonen, hvilket er en tangering af herrernes rekord for flest sejre i samme sæson.

    En bedrift der tidligere i historien kun er lykkedes for Ingemar Stenmark, Hermann Maier og Marcel Hirscher.

    Med lørdagens sejr sikrede 25-årige Odermatt sig samtidig rekorden for flest point i en World Cup-sæson, da schweizeren nåede op på 2042 point.

    En rekord der hidtil lå på 2000 point og tilhørte Hermann Maier.

    Rekorderne er kronen på værket ovenpå en flot sæson for Odermatt, der allerede i sidste weekend sikrede sig den samlede World Cup-titel.

    Sæsonen rundes søndag af med slalom i Soldeu.

  30. Verdensetteren Swiatek ude af Indian Wells

    Den polske verdensetter i tennis, Iga Swiatek, er ude af den store amerikanske turnering, Indian Wells.

    Natten til lørdag tabte polakken nemlig 6-2 og 6-2 i to sæt i semifinalen mod Elena Rybakina fra Kasakhstan.

    Kasakhen, der er nummer ti i verden, var ganske overlegen i opgøret, og for polakken hjalp det heller ikke, at hun døjede med smerter i sine ribben.

    Swiatek vandt turneringen sidste år, men nu er Rybakina i stedet i spil til sin første triumf i turneringen.

    I finalen skal hun møde Aryna Sabalenka fra Belarus, der i sin semifinale slog grækeren Maria Sakkari, der er nummer syv i verden.

  31. Rasmus Højlund sikrer Atalanta en 2-1-sejr i Serie A

    Når Rasmus Højlund mandag slutter sig det danske A-landshold, er det med masser af selvtillid og en frisk scoring i bagagen.

    Angriberen kom ind fra bænken for Atalanta fredag aften og scorede til 2-1 i hjemmekampen mod Empoli i Serie A.

    Højlund blev skiftet ind efter 79 minutter, og der gik ikke lang tid, før den 20-årige dansker fik netmaskerne til at blafre.

    Bare syv minutter efter sit indhop stod Højlund godt placeret i feltet og sparkede en løs bold i mål.

    Også Joakim Mæhle nåede at komme på banen for Atalanta og spille de sidste minutter. Den danske landsholdsback kom ind efter 89 minutter.

    Atalanta har trods sejren et stykke op til top-4. Lige nu har Atalanta 45 point efter 27 kampe på sjettepladsen.

    AC Milan indtager fjerdepladsen med 48 point for en kamp færre.

  32. Ronaldo napper en tørn mere på landsholdet

    Portugals nye landstræner, Roberto Martínez, har fredag sat navne på de 26 spillere, der skal repræsentere landet i de kommende EM-kvalifikationskampe.

    På listen fremgår superstjernen Cristiano Ronaldo, der har rundet 38 år og i januar skiftede til saudiarabisk fodbold.

    Rygterne har svirret omkring, hvorvidt han ville forsætte på landsholdet. Landstræner Roberto Martínez anser ham stadig som en vigtig brik for holdet.

    - Jeg kigger ikke på Ronaldos alder. Han er stadigvæk supervigtig for holdet, siger Martinez på en pressekonference.

    Portugal møder Liechtenstein på torsdag i Lissabon, inden holdet tørner sammen med Luxembourg på udebane tre dage senere.

    Kampene er starten på Portugals rejse mod at kvalificere sig til EM i Tyskland i 2024. Portugal er havnet i gruppe J, der også består af Slovakiet, Island og Bosnien-Hercegovina.

    Ronaldos landsholdskarriere begyndte i august 2003 i en venskabskamp mod Kasakhstan. Siden har han spillet 196 kampe og scoret 118 mål.

    I 2021 overtog han rekorden som den mest scorende mandlige landsholdsspiller i historien.

  33. Manchester United skal møde spansk traditionsklub i Europa League

    Den engelske storklub Manchester United skal møde spanske Sevilla i kvartfinalen af Europa League.

    Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag har trukket lod til de kommende runder i den næststørste klubturnering på kontinentet.

    Ud over opgøret mellem den engelske storklub og det spanske hold er der også et par andre spændende kampe i vente i Europa League-kvartfinalerne.

    Den italienske traditionsklub Juventus skal i sin kvartfinale stå ansigt til ansigt med portugisiske Sporting, der sendte FC Midtjylland ud i sekstendedelsfinalen.

    Derudover skal tyske Bayer Leverkusen møde den belgiske klub Union St. Gilloise, mens den hollandske storklub Feyenoord i sin kvartfinale skal møde AS Roma.

    Kvartfinalerne af Europa League spilles i begyndelsen og midten af april.

    Fredag er der også blevet trukket lod til kvartfinalerne i Conference Leauge. Her skal Kasper Schmeichel og den franske klub OGC Nice møde FC Basel, mens Anders Dreyer og Anderlecht skal møde hollandske AZ Alkmaar.

  34. Dansk golfspiller blander sig i toppen i Singapore

    Halvvejs i ugens turnering på Ladies European Tour er Nicole Broch Estrup blandt de bedste.

    Den 29-årige danske golfspiller har således gået de to første runder i fire slag under par, og derfor er hun på en delt syvendeplads.

    Tidligt fredag morgen færdiggjorde hun sin anden runde, hvor hun lavede to birdies, en eagle og tre bogeys.

    Dermed går hun ind til weekendens to afgørende runder som bejler til den samlede sejr.

    Hun er dog tre slag dårligere end den trio, der indtil videre deles om føringen i turneringen.

    Franske Pauline Roussin Bouchard, sydafrikanske Nicole Garcia og amerikanske Danielle Kang har gået de første to runder i syv slag under par.

    /ritzau/

  35. Fifa-præsident: Kvinde-VM bliver uden saudisk sponsor

    Gianni Infantino fastlår, at VM for kvinder, der spilles i Australien og New Zealand til sommer, bliver uden saudisk sponsor. (Foto: © SIMON MAINA, Ritzau Scanpix)

    Kvinde-VM i Austrailien og New Zealand bliver uden saudisk sponsor, som der ellers har været skrevet om de seneste uger.

    Det fastlår Gianni Infantino, præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, torsdag.

    - Der var diskussioner med Visit Saudi, men i sidste ende førte det ikke til en kontrakt. Så det har været en storm i et glas vand.

    - Når det er sagt, så er Fifa en organisation med 211 medlemslande. Der er intet galt i at tage imod sponsorater fra Saudi-Arabien, Kina, USA, Brasilien eller Indien, siger han.

    Infantino forstår samtidig ikke kritikken og mener, at det er dobbeltmoralsk, når Australien i forvejen har handelsaftaler med Saudi Arabien.

    Han ser heller ikke noget problem i, at man har fremover byder lande som Qatar og Saudi Arabien velkommen.

    - Vi vil selvfølgelig gerne se på, hvordan vi kan involvere saudiske sponsorer, og dem fra Qatar, i kvindefodbold generelt, siger Infantino.

    VM i Australien og New Zealand skydes i gang til sommer, hvor Danmark også er med.

  36. Kronprinsen bliver protektor for badminton-VM

    Kronprins Frederik kan se frem til at overvære en række af verdens bedste badmintonspillere duellere på dansk jord.

    Når VM i badminton løber af stablen i Danmark til august, skal han nemlig være protektor for begivenheden.

    Det skriver Badminton Danmark fredag i en pressemeddelelse.

    - I Badminton Danmark er vi utrolig stolte over, at Hans Kongelige Højhed har takket ja til at være protektor, siger Kristian Pinderup Langbak, der er direktør i Badminton Danmark.

    - Kronprinsen er jo meget sportsinteresseret, og det giver stor værdi for og respekt om VM i badminton at have ham som protektor, lyder det fra direktøren.

    Det er anden gang, kronprinsen påtager sig rollen som protektor for VM i badminton på dansk jord.

    Da Danmark var vært for verdensmesterskabet i 2014, havde han nemlig samme rolle.

    Årets VM kommer til at foregå i Royal Arena, og kampene begynder fra d. 21. august.

  37. Alcaraz og Swiatek spiller sig i Indian Wells-semifinalerne

    Der var ingen ko på isen for to af verdens absolut bedste tennisspillere, da de i nat skulle forsøge at spille sig videre i den amerikanske turnering Indian Wells.

    På herresiden slog verdens nummer to, Carlos Alcaraz, canadiske Felix Auger-Aliassime 6-4 og 6-4 i to sæt, og dermed spillede han sig komfortabelt videre til semifinalen. Det samme gjorde italienske Jannik Sinner, der besejrede den forsvarende mester Taylor Fritz i tre sæt.

    I kvindernes turnering var den polske verdensetter Iga Swiatek fuldstændig suveræn mod sin modstander, rumænske Sorana Cirstea.

    Verdensetteren vandt nemlig overbevisende 6-2 og 6-3 i to sæt, og hun er derfor også klar til semifinalen i Indian Wells.

    Semifinalerne i den amerikanske turnering spilles lørdag, mens der spilles finaler søndag.

  38. Danske Lars Eller laver sit første mål for Stanley Cup-mestre

    33-årige Lars Eller åbnede natten til fredag sin målkonto for Colorado Avalanche, da Stanley Cup-mestrene besejrede Mads Søgaard og Ottawa Senators i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

    Det var et nervepirrende opgør, hvor Colorado Avalanche måtte kæmpe til det allersidste for at holde fast i en 5-4-føring. Avalanche stod dog prøven fint og formåede at køre resultatet hjem.

    Lars Eller scorede Colorado Avlanches mål til 5-2.

    Canadian Tire Center i Ottawa var ikke det eneste stadion med danskere på isen natten til fredag.

    Aalborgensiske Nikolaj Ehlers startede i anden kæde for Winnipeg Jets, der møder østkonferencens førerhold, Boston Bruins, på hjemmebane. Oliver Bjorkstrand fra Herning skal klokken 03.30 i aktion for Seattle Kraken mod San Jose Sharks.

    /ritzau/

  39. Sporting sender Arsenal ud af Europa League efter straffeskonkurrence

    Portugisiske Sporting leverede en lille overraskelse, da holdet fra Lissabon torsdag ekspederede Premier Leagues førerhold, Arsenal, ud af Europa League.

    Arsenal kom foran 1-0 og havde kurs mod samlet sejr efter 2-2 i Portugal, men et drømmemål og træfsikkerhed i straffesparkskonkurrencen sørgede for portugisisk sejr.

    Gabriel Martinelli blev skurken med Arsenals eneste brændte forsøg i straffesparkskonkurrencen. Kampen endte 1-1, mens Sporting vandt duellen fra pletten 5-3.

    Både AS Roma og Bayer Leverkusen forsvarede føringer fra kamp et mod henholdsvis Real Sociedad og Ferencvaros, mens Union-opgøret mellem Union St. Gilloise og Union Berlin endte 3-0 til førstnævnte og samlet 6-3.

    I Conference League kom Kasper Schmeichel og Nice let videre med 3-1 over FC Sheriff fra Moldova. Franskmændene havde vundet første opgør på udebane med 1-0.

  40. Forhåndsfavoritter sikkert videre i Europa League

    Marcus Rashford (t.v.) scorede kampens eneste mål mod spanske Betis. (Foto: © Marcelo Del Pozo, Ritzau Scanpix)

    Torsdag aften var der ingen problemer for Manchester United og Juventus, der sikkert spillede sig videre i den næststørste europæiske klubturnering, Europa League.

    Manchester United vandt det første opgør mod spanske Betis med 4-1 på hjemmebane, og da Marcus Rashford hamrede returkampens eneste mål ind, gik det engelske storhold sikkert videre.

    I Tyskland var Juventus på besøg hos Freiburg, hvor der var lidt mere spænding, da italienerne kun vandt med 1-0 i det første opgør.

    Til gengæld blev spændingen hurtigt kvalt, da tyskerne fik rødt kort i første halvleg. Dusan Vlahovic scorede på det efterfølgende straffespark, og den italienske profil Federico Chiesa lukkede til en samlet sejr på 3-0 i slutminutterne.

    Hollandske Feyenoord havde besøg af Shakhtar, og efter et 1-1-resultat i det første opgør, kunne alt umiddelbart ske i returkampen. Men hollænderen bankede Shakhtar på hjemmebane, og med en sejr på 7-1 er også de klar til kvartfinalerne i Europa League.

  41. Skade sætter en stopper for landsholdsdebut til Victor Kristiansen

    Victor Kristiansen skiftede fra FC København til Leicester i januar. (Foto: © David Klein, Associated Press)

    Det bliver alligevel ikke til nogen landsholdsdebut for den danske back Victor Kristiansen.

    Der er endnu ikke kommet et officielt afbud til landsholdet, skriver Ritzau, men Brendan Rodgers, der er træner i Kristiansens engelske klub Leicester, har allerede meldt ham ude.

    - Han (Kasper Hjulmand, red.) håbede sikkert, ligesom vi gjorde, at Kristiansen ville blive klar til at spille. Jeg har ikke snakket med Kasper eller haft kontakt med ham, siger Rodgers til mediet Leicester Mercury.

    Den tidligere FCK-spiller skiftede i januar fra de danske mestre til Premier League-klubben, og siden har han slået sig fast som en vigtig del af holdet.

    Den seneste tid har forsvarsspilleren været ude med en skade, men ved tirsdagens landsholdsudtagelse fortalte Kasper Hjulmand, at Kristiansen skulle spille weekendens kamp og derefter være klar for Danmark.

    Det bliver ikke muligt, og Brendan Rodgers fortæller til Leicester Mercury, at den unge dansker skal blive i England for at komme sig over skaden.

    Danmark spiller mod Finland den 23. marts, og du kan følges EM-kvalifikationskampen i LIGA på P4.

  42. Genvalgt Fifa-præsident: Ingen saudisk sponsor til kvindernes VM

    Fodboldkvindernes VM i Australien og New Zealand til sommer får ikke en saudiarabisk sponsor.

    Det fastslår Gianni Infantino, præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), torsdag i forbindelse med kongressen i Rwanda.

    I de seneste uger har den statsejede turistorganisation Visit Saudi været nævnt som mulig sponsor ved den udvidede slutrunde for kvinder. Det har medført skarp kritik fra flere sider.

    Infantino afviser kritikken og mener ikke, den burde være rejst i første omgang, da der aldrig har været en aftale med den saudiske sponsor. Ligeledes påpeger Infantino, at der allerede eksisterer et kommercielt samarbejde mellem firmaer i Australien og Saudi-Arabien.

    - Der findes en dobbeltmoral, som jeg virkelig ikke forstår. Det her bør dog slet ikke være et tema, for der er ikke en kontrakt.

    - Men selvfølgelig vil vi gerne se på, hvordan vi kan involvere saudiske sponsorer, og dem fra Qatar, i kvindefodbold generelt, siger Infantino.

    Gianni Infantino blev torsdag genvalgt til Fifa-præsident for de kommende fire år. Kvindernes fodbold VM sparkes igang den 20. juli. Danmark er i indledende gruppe med England, Kina og Haiti.

  43. Kinesere sender dansk herredouble ud af All England

    Selv om Kim Astrup og Anders Skaarup som verdens nummer 7 ligger 14 pladser højere end kineserne He Ji Ting og Zhou Hao Dong, var danskerne ikke favoritter i torsdagens opgør ved All England.

    Kineserne er et stærkt par, som først blev sat sammen sidste år, men allerede har vist lovende takter. Det gjorde de også torsdag, da de efter en stærk præstation sendte danskerne ud med cifrene 21-15, 21-10.

    Astrup og Skaarup fandt aldrig modtræk til kineserne, der var dygtige til at få placeret Zhou Hao Dong bagved med dit hårde smash.

    Tidligere på dagen måtte Danmarks anden tilbageværende repræsentant i herredouble lade livet i Birmingham.

    Jeppe Bay og Lasse Mølhede kunne ikke følge op på den flotte indsats onsdag. I anden runde satte indoneserne Daniel Marthin og Leo Rolly Carnando en stopper for den danske duo, der tabte i to sæt.

    Hvis Maiken Fruergaard og Sara Thygesen også taber senere torsdag, er Anders Antonsen eneste tilbageværende dansker i kvartfinalerne.

  44. Holger Rune tilføjer fysioterapeut til staben inden Miami Open

    Den danske tennisstjerne Holger Rune har tilføjet et nyt medlem til holdet op til den kommende Masters 1000-turnering Miami Open.

    Danskeren har i de første turneringer i 2023 været plaget af skader i løbet af turneringerne, hvilket har været medvirkende til, at Rune endnu ikke har løftet et trofæ i år.

    Senest blev det til et nederlag ved Indian Wells allerede i tredje runde til veteranen Stan Wawrinka. Et nederlag som Rune selv kalder 'et lavpunkt'.

    Godt nok levede han op til sin semifinale-seedning ved Acapulco i Mexico, men måtte til sidst se sig slået af Alex De Minaur efter et tredje sæt, hvor danskeren døjede med kramper.

    Nu arbejder Rune-lejren med at minimere skaderne inden den næste turnering.

    - Min fysiske træner lægger nogle programmer for at optimere der, hvor jeg skal styrkes. Det skifter naturligvis lidt. Jeg kan ikke køre fuldt igennem på det fysiske under turneringer, for så er der ingen energi til kampe, så det er en balance. Jeg føler ikke, at jeg er overbelastet, fortæller Rune i et skriftligt svar til Ritzau.

    - Nu får jeg en fysioterapeut fløjet til Miami, så jeg kan behandles ordentligt inden kampstart, for både min lænd og skulder trænger til en omgang, skriver Rune.

  45. OL-sølvvindende kuglestøder udelukkes for whereabout-fejl

    Den amerikanske OL-sølvvinder i kuglestød, Raven Saunder, kommer ikke i aktion igen lige foreløbig.

    Amerikaneren er nemlig blevet suspenderet i 18 måneder efter at have brudt antidopingreglerne, oplyser Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada).

    Raven Saunders er blevet udelukket, fordi hun tre gange i løbet af et år har lavet en fejl, når hun har skullet indberette sine såkaldte whereabouts - oplysninger om, hvor hun befinder sig, så dopingkontrollanter kan foretage tests.

    Og det, erkender den 26-årige kuglestøder, er en fejl.

    - Som en rutineret udøver skulle jeg have gjort det bedre, og jeg tager fuldt ud ansvar for mine handlinger, skriver hun på Twitter.

    Raven Saunders understreger dog, at hun ikke har taget nogen form for præstationsfremmende midler.

    - Jeg har ikke dumpet en dopingtest, og jeg blev testet umiddelbart efter min missede test. Jeg har altid advokeret for, at vi har brug for en ren sport, skriver kuglestøderen.

    Den halvandet år lange udelukkelse af Raven Saunder løber fra den 15. august sidste år, og hun kan derfor nå at blive klar til OL i Paris næste år.

  46. Norsk skiskytte stopper karrieren efter ti gange VM-guld

    Den norske skiskytte Tiril Eckhoff har løsnet sit sidste skud fra standpladsen i en international konkurrence.

    Den 32-årige nordmand stopper karrieren, oplyser hun onsdag via Norges skiforbund.

    - Skiskydning har været hele mit liv, så længe jeg næsten kan huske, så det er svært at forestille sig et liv uden, lyder det fra Eckhoff til forbundet.

    Hun har været plaget af skader det seneste års tid, hvilket har gjort beslutningen lettere.

    - Det seneste år har jeg været meget på sidelinjen, så det føles på en måde som en naturlig overgang til den beslutning, jeg nu har truffet om at stoppe. Det er mærkeligt og lidt trist - men også på en måde virkelig dejligt.

    Eckoff har det seneste årti været et af de største navne på kvindesiden, hvilket hendes imponerende meritliste sætter en tyk streg under.

    Hun var med på det norske hold i mixedstafet, som ved OL i både 2014 og 2022 vandt guld. Samlet blev det til otte olympiske medaljer, halvdelen vundet i individuelle konkurrencer.

    Ved VM nåede hun at hente 15 medaljer gennem tiden, de ti af dem af guld. Tre af VM-titlerne vandt hun individuelt. Det blev også til 28 individuelle World Cup-sejre og 50 i alt.

    Hun vandt World Cuppen i sprintdisciplinen i 2021, mens hun tog titlen i jagtstart i både 2020 og 2021.

    /ritzau/

  47. Medvedev ordner spanier på vej til semifinale mod Tiafoe

    Rettet "semifinalen" til "kvartfinalen" i tredjesidste afsnit og tilføjet modstander.

    Daniil Medvedev er videre til semifinalen ved Masters 1000-turneringen Indian Wells i den amerikanske delstat Californien.

    Den ranglede russer gjorde det natten til torsdag af med spanske Alejandro Fokina uden det store besvær. Spanieren blev slået med cifrene 6-3, 7-5.

    Daniil Medvedev er femteseedet i turneringen, mens Fokina kom ind i Indian Wells som 23.-seedet, og russeren blev altså betegnet som favorit i opgøret.

    Indian Wells er en af de helt store begivenheder i tenniskalenderen og rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

    /ritzau/

  48. FC København får bøde på 100.000 kroner efter Horsens-kamp

    Fodboldklubben FC København er onsdag blevet tildelt en bøde på 100.000 kroner.

    Bøden skyldes affyring af pyroteknik på tribunerne blandt de medrejsende FCK-tilhængere i forbindelse med søndagens kamp mod AC Horsens. Ifølge kendelsen blev omkring 60 stykker pyroteknik affyret af FCK-fansene.

    - Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet strafværdigheden af de foreliggende tilfælde og har på den baggrund fastsat sanktionen til en bøde på 100.000 kroner, lyder det i kendelsen.

    AC Horsens har fået tildelt en bøde på 5.000 kroner for et styk affyret pyroteknik.

  49. Brentford slår bundprop og bevarer kontakt til subtoppen

    Brentford er inde i en svingende periode i Premier League, men onsdag kom der tre tiltrængte point på kontoen.

    Med danskerne Christian Nørgaard og Mathias Jensen i maskinrummet på midtbanen fra start hentede London-holdet en sejr på 2-0 ude over Southampton.

    Angriberen Ivan Toney bragte Brentford foran med sit mål efter en halv time. Et mål, som Christian Nørgaard havde en stor andel i. Til allersidst lukkede og slukkede Yoane Wissa på en friløber.

    Sejren rykker Brentford op på ottendepladsen med 41 point. Brighton, som selv vandt 1-0 over Joachim Andersens Crystal Palace samtidig, er en tak over med 42 point.

    Kigger man længere op i tabellen, er der også grund til optimisme for Brentford-træner Thomas Frank. Newcastle på femtepladsen er blot tre point væk, men har også spillet en kamp færre.

    Southampton er omvendt i problemer. For nylig blev Nathan Jones fyret som træner efter blot tre måneder i jobbet, og selv om holdet siden har hentet et par sejre, er Southampton stadig sidst i ligaen med to point op til nedrykningsstregen.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk