Seneste sport

Clara Tauson klar til anden runde af WTA-turnering

Overblik

  1. Clara Tauson klar til anden runde af WTA-turnering

    Tirsdag eftermiddag vandt Clara Tauson sin kamp i første runde over den rutinerede brite Heather Watson med 6-4, 2-6, 7-6.

    Efter at have overvundet lidt startproblemer fik Clara Tauson godt fat, og danskeren sørgede for det eneste servegennembrud i første sæt.

    Tauson kunne serve sejren hjem ved 5-4, men med et par gode forhåndsslag fik Watson brudt tilbage, og kort efter skulle kampen afgøres i en tiebreak.

    I tiebreaken fik Watson overhånden og var foran 5-2, før marginalerne efter længere tids fravær igen gik Tausons vej, så danskeren fik udlignet til 5-5 og efterfølgende fik Tauson kampens første matchbold.

    I anden runde skal hun enten møde Saisai Zheng fra Kina eller Rebeka Masarova fra Spanien. Begge er lavere rangeret end danskeren.

    /ritzau/

  2. Verdensetterne stækker Astralis-overmænd i finalen

    Franske Team Vitality ødelagde Astralis-festen i semifinalen i Royal Arena, men i finalen ved Blast Premier Fall Final måtte franskmændene se sig slået.

    Verdens for tiden klart bedste Counter-Strike-hold, russisk-ukrainske Navi, var alle andre hold overlegne gennem hele turneringen med deltagelse af otte af verdens bedste hold.

    I finalen bed franskmændene pænt fra sig på andet map, men da det hele skulle afgøres, tog Navi en sikker sejr og vandt 2-1.

    Sejren indbringer Navi næsten 1,5 millioner kroner, mens Vitality må nøjes med 560.000 kroner for andenpladsen.

    De danske hold i turneringen, Astralis og Heroic, blev henholdsvis nummer tre og fire. Endnu har intet dansk hold vundet Blast-turneringen på hjemlig grund i Royal Arena.

    /ritzau/

  3. Real Madrid udbygger føringen i La Liga efter drømmekasse

    (Foto: Susana Vera © Ritzau Scanpix)

    Real Madrid sikrede søndag aften en sejr på 2-1 over Sevilla og konsoliderede dermed placeringen som nummer et i den spanske La Liga.

    Kampen var kun 12 minutter gammel, da Rafa Mir bragte Sevilla foran, men Karim Benzema udlignede for Real Madrid 20 minutter senere efter en brøler af Sevilla-keeper Bono.

    I anden halvleg blev Vinicius Junior hjemmeholdets store helt. I det 87. minut tæmmede han på fornemmeste vis en diagonalaflevering med brystet, inden han tog træk mod feltet og sparkede bolden op i fjerneste målhjørne til slutstillingen 2-1.

    I tillægstiden var indskiftede Thomas Delaney tæt på at udligne på et hovedstød for Sevilla, men Real Madrids målmand, Thibaut Courtois, fik parreret bolden væk.

    Dermed er Real Madrid på førstepladsen med fire point ned til Atlético Madrid. Real Sociedad og Sevilla følger på de efterfølgende placeringer med henholdsvis fire og fem point op til Real Madrid.

  4. Fodboldlegenden Maradona hyldet med flere statuer i Napoli

    • Diego Armando Maradona døde 25. november 2020. (Foto: CESARE ABBATE)
    • Derfor hyldede hans tidligere klub ham med en statue i forbindelse med etårsdagen for Diego Maradonas dødsfald. (Foto: CIRO FUSCO)
    • Statuen vil blive placeret foran omklædningsrummene. (Foto: CESARE ABBATE)
    • Statuen blev afsløret inden Napolis kamp mod Lazio. I kampen spiller Napoli i specielle hyldesttrøjer med Diego Maradonas ansigt på. Napoli vandt kampen 4-0 og fører ligaen. (Foto: CIRO FUSCO)
    1 / 4

    Napoli, hvor den argentinske legende Diego Maradona nød sin storhedstid fra 1984 til 1991 og som han førte til klubbens foreløbigt to eneste mesterskaber, hylder nu den afdøde legende med flere statuer.

    Inden Napolis kamp søndag aften mod Lazio blev en statue af Maradona afsløret på stadion, som Napoli i forvejen har omdøbt til Stadio Diego Armando Maradona.

    Argentineren nåede inden sin død at få lavet afstøbninger til statuen af sin magiske venstrefod og sin lige så berømte venstrehånd, som han brugte til at score et af sine mest berømte mål med mod England ved VM i Mexico i 1986, som Argentina vandt.

    Statuen vil fremover blive placeret tæt ved omklædningsrummene på stadion.

    Torsdag blev den en anden statue af Diego Maradona afsløret foran stadion i Napoli.

    Diego Armando Maradona døde den 25. november 2020. Han blev 60 år.

  5. Shiffrin slår World Cup-vinder og lægger sig i spidsen

    (Foto: Erich Schlegel © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin snuppede søndag aften dansk tid endnu en World Cup-sejr, da hun vandt slalomkonkurrencen i Killington i USA.

    Hun henviste den forsvarende World Cup-vinder, Petra Vlhova, til andenpladsen med et forrygende andet gennemløb.

    Vlhova førte ellers med 0,2 sekunder ned til Shiffrin efter første gennemløb, men efter andet gennemløb havde Shiffrin vundet med 75 hundrededele af et sekund.

    Dermed har Shiffrin vundet 71 World Cup-løb i karrieren. Kun Lindsey Vonn har gjort det bedre med sine 82 sejre.

    I den samlede World Cup-stilling fører Shiffrin nu med 360 point foran Vlhova med 340 point.

    Shiffrin har tre gange i karrieren vundet den samlede World Cup, men den seneste sæson fik hun spoleret af en skade.

    /ritzau/

  6. Danske basketherrer lider nederlag til Kosovo efter dramatisk afslutning

    Det danske herrelandshold i basketball indledte søndag prækvalifkationen til EM i 2025 med et nederlag på 73-78 til Kosovo.

    Kampen var tæt i de første to perioder, men i tredje periode fik Kosovo opbygget et forspring på 14 point. Kosovos dominans fortsatte ind i fjerde periode, hvor danskerne kom bagud med 21 point.

    Herefter kæmpede danskerne for et comeback, som så ud til at kunne blive fuldendt. Med 20 sekunder igen stod kampen 73-76, og danskerne fik chancen for at udligne, men missede kort efter den vigtige trepointer. Herefter kunne Kosovo score kampens sidste point.

    Den danske trup var uden profilerne Jonas Zohore, Kevin Larsen og Gabriel Iffe Lundberg.

    Prækvalifikationen er delt ind i tre grupper med tre hold i hver, hvor Danmark - udover Kosovo - er i gruppe med Norge.

    For at avancere til næste runde af prækvalifikationen skal Danmark enten vinde gruppen eller blive den bedste toer på tværs af de tre grupper.

    Danmark skal først i aktion igen den 24. februar næste år på hjemmebane mod Norge, mens de sidste to returkampe spilles i juni og juli. Den egentlige EM-kvalifikation starter i 2023.

  7. FCK slår AaB og overvintrerandenpladsen

    Lukas Lerager scorede kampens første mål, da FCK på udebane slog AaB. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Dagens vinder ville overvintre på andenpladsen i Superligaen, og det blev FCK, der får lov til det, da hovedstadsklubben slog AaB 3-1.

    Allerede efter et kvarters spil var FCK på sejrskurs, da Lukas Lerager bragte udeholdet foran. Det holdt dog kun et øjeblik, før Louka Prip havde udlignet for AaB.

    Men FCK's unge guldfugl, 16-årige Roony Bardghji, fik bragt FCK tilbage på sejrskurs, da han scorede på et forrygende langskud efter en halv times spil.

    William Bøving udbyggede FCK's scoring yderligere i første halvleg. Efter pausen scorede ingen af holdene, og så vandt FCK 3-1.

    Med sejren er FCK på andenpladsen, et enkelt point efter FCM på førstepladsen, mens AaB indtager Superligaens fjerdeplads.

  8. Chelsea nøjes med deler i dramatisk opgør mod United

    (Foto: Matthew Childs © Ritzau Scanpix)

    Topholdet i den bedste engelske fodboldrække, Chelsea, spillede søndag 1-1 mod gæsterne fra Manchester United trods et stort pres fra hjemmeholdet.

    Chelsea styrede kampen fra begyndelsen og kom hurtigt til store chancer, hvorfor Uniteds målmand, David de Gea, blev gæsternes redningsmand i første halvleg.

    I anden halvleg kiksede Chelseas Jorginho en nedtagning som bageste mand, og i stedet var det Uniteds Jadon Sancho, som fik en friløber. Få sekunder senere var gæsterne på overraskende vis i front med 1-0.

    Chelsea fik dog en oplagt mulighed for at svare igen efter 67 minutter, da Aaron Wan-Bissaka sparkede benene væk under Thiago Silva i United-feltet. Herefter fik Chelsea straffespark, og Jorginho revancherede sin fejl ved at score sikkert til 1-1.

    Den danske Chelsea-forsvarsspiller Andreas Christensen så hele kampen fra bænken.

    Det uafgjorte resultat betyder, at Chelsea er på førstepladsen i Premier League med et point ned til Manchester City. United er på ottendepladsen med 18 point.

  9. Neymar udgår med skade: 'Kommer stærkere tilbage'

    (Foto: Eric Gaillard © Ritzau Scanpix)

    Den brasilianske fodboldspiller Neymar kan meget vel være ude af spil i en længere periode.

    Søndag blev han båret fra banen, da Paris Saint-Germain på udebane slog Saint Etienne med 3-1.

    Kort før tid vred han voldsomt om på den ene ankel, og det kunne ligne en alvorlig skade.

    Neymar forlod siden stadion ved hjælp af krykker.

    - Disse tilbageslag er desværre en del af atleters liv.

    - Jeg kommer bedre og stærkere tilbage, skriver Neymar på Twitter.

    Saint Etienne førte 1-0 i søndagens kamp, men en udvisning kort før pausen gjorde det svært for hjemmeholdet. PSG vandt da også efter tre assister fra Lionel Messi.

    PSG fører den franske liga suverænt med 12 point ned til Rennes på andenpladsen.

    /ritzau/

  10. Astralis misser stor finale i Royal Arena

    Det danske Counter-Strike-hold Astralis tabte søndag 1-2 til franske Team Vitality i semifinalen ved Blast Premier Fall Final, der bliver afholdt i Royal Arena i København.

    Astralis vandt ellers det første map, Nuke, 16-12. Herefter svarede Team Vitality igen ved at vinde den efterfølgende map med 16-11. I den afgørende map, Mirage, var det dog det franske hold, som var bedst og vandt med 16-7.

    I går slog Astralis det andet danske hold, Heroic, ud af turneringen.

    Søndagens finale står mellem Team Vitality og verdens bedste nummer ét, Natus Vincere. Opgøret står til at begynde kl. 19.30.

  11. Dreyer endnu engang på pletten i Rusland

    Danske Anders Dreyer scorede for anden kamp i træk, da han med Rubin Kazan søndag led et nederlag på 2-3 til gæsterne fra Dynamo Moskva i den bedste russiske fodboldrække, Premier League.

    21-årige Dreyer kom på måltavlen, da han scorede til 2-1 på et straffespark i anden halvleg. Senere i halvlegen svarede gæsterne fra toppen af tabellen dog igen med to mål, og dermed måtte hjemmeholdet gå tomhændet fra opgøret.

    Danskeren scorede også i den forrige kamp mod Sochi, hvor Kazan vandt 2-1.

    Anders Dreyer fik debut for herrelandsholdet tidligere i november mod Færøerne i VM-kvalifikationen.

  12. Målfarlige Uhre sørger for sjette Brøndby-sejr i træk

    Mikael Uhre stod for kampens eneste mål. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Formstærke Brøndby sikrede endnu engang tre point, da de vandt søndag 1-0 over gæsterne fra Randers FC i Superligaen. Det er dermed Brøndbys sjette superligasejr i træk.

    Kampens eneste mål blev scoret af superligatopscoreren, Mikael Uhre, der efter 27 minutters spil lavede sin 11. sæsonscoring.

    Brøndby var da også bedst i store dele af kampen, men til sidst fik gæsterne lagt et pres, men to flotte redninger betød, at Brøndby ganske fortjent tog sejren.

    Dermed er Brøndby nu nummer tre i Superligaen - á point med FC København på andenpladsen. Samtidig har Brøndby to point ned til Randers og AaB, der dog spiller søndagens sene superligaopgør mod netop FC København.

  13. Danske håndboldkvinder udraderer Ukraine igen

    For anden dag i streg var Danmarks kvindelandshold i håndbold markant stærkere end Ukraine, og det endte derfor med en ny storsejr.

    Opgøret søndag, som blev spillet i Arena Nord i Frederikshavn, endte 35-20 i rød-hvid favør.

    Spillet virkede en smule mere hakkende i søndagens opgør i forhold til lørdagens, men det var tydeligt fra start, at det ville ende med en udklassering.

    Særligt forsvarsspillet var i balance, selv om trænerteamet eksperimenterede med en offensiv variant.

    Danmark har nu spillet sin sidste testkamp, inden det går løs ved VM i Spanien 2. december, hvor Tunesien venter i premieren.

    /ritzau/

  14. Esbjerg slår topholdet Aalborg i dramatisk duel

    Tilskuerne fik spænding for alle pengene, da topholdet Aalborg Pirates søndag gæstede Esbjerg Energy i den bedste ishockeyrække herhjemme, Metal Ligaen.

    Kampen udviklede sig til at blive en målrig duel, og spændingen spidsede til, da Aalborg formåede at udligne til 4-4 med to hurtige scoringer midt i tredje periode. Hjemmeholdets Felix Scheel afgjorde dog kampen med godt halvandet minut igen, da han scorede til 5-4.

    Dermed sørgede Esbjerg for at bryde Aalborgs stime på seks ligasejre i træk, og topholdet er fortsat á point med Herning Blue Fox. Sejren var da også tiltrængt for Esbjerg, der har tabt de fire forrige kampe og er midt i tabellen på en femteplads.

  15. Manchester City og Leicester tager sejre i det engelske snevejr

    Manchester City holder trit med de andre tophold i Premier League, efter at holdet søndag slog West Ham med 2-1 på hjemmebane.

    Samtidig slog Leicester med Kasper Schmeichel på hjemmebane Watford med 4-2.

    Begge kampe var i perioder præget af kraftigt snefald, og der måtte begge steder bruges kræfter på at rydde banen eller linjerne.

    Tidligere på dagen blev opgøret mellem Burnley og Tottenham udsat på grund af snevejret i England.

    /ritzau/

  16. Dansker-fattigt Brentford vinder snævert i Premier League

    Efter fem ligakampe uden sejr hentede danskerklubben Brentford søndag en forløsende sejr i Premier League.

    På hjemmebane slog holdet i en taktisk og nervøs kamp Everton med 1-0 efter et mål på straffespark af angriberen Ivan Toney.

    Med sejren passerer Brentford i tabellen Everton og lægger afstand til nedrykningsstregen. Brentford er nummer 12 med 16 point, mens Everton et par pladser længere nede har 15 point.

    Brentford-træner Thomas Frank havde valgt Christian Nørgaard som eneste dansker i startopstilling på en midtbane, der også talte den tidligere FC Midtjylland-profil Frank Onyeka.

    På bænken sad Mathias Jensen, Mads Bech Sørensen og Mads Roerslev. Sidstnævnte kom som den eneste af de tre på banen. Han fik det sidste kvarter.

    /ritzau/

  17. Simon Kjær-selvmål medvirker til nyt Milan-nederlag

    Efter en forrygende sæsonstart i Serie A er AC Milan kommet ned på jorden igen i de seneste runder.

    Søndag tabte milaneserne hjemmekampen mod Sassuolo med 1-3 og mistede et skridt i ligaens topstrid.

    Efter 14 kampe ligger Milan stadig side om side i toppen med Napoli, som dog kan bringe sig selv alene i spidsen senere søndag i hjemmekampen mod Lazio.

    Danmarks landsholdsanfører, Simon Kjær, var uheldig at blive noteret for et selvmål, men han kunne dog ikke klandres for, at bolden blev sparket ind på ham foran målet.

    Milan har nu tabt de to seneste ligakampe og har blot hentet et point i de seneste tre kampe.

    Sassuolo hentede sin første sejr i fire runder og rykkede op på 12.-pladsen med 18 point.

    /ritzau/

  18. Sønderjyske banker TMS Ringsted med ti

    Klaus Bruun Jørgensen fik søndag den bedst mulige start som cheftræner i håndboldklubben Sønderjyske, da han dirigerede mandskabet til en storsejr på 38-28 over gæsterne fra TMS Ringsted i Herreligaen.

    Hjemmeholdet kom hurtigt foran med to mål, men TMS Ringsted hængte på. Herefter tog Sønderjyske teten og opbyggede et forspring på otte mål ved pausen. TMS Ringsted kom godt ud til anden halvleg med fire ubesvarede scoringer, inden Sønderjyske igen tog ejerskabet over spillet. Herefter udbyggede de føringen resten af kampen.

    Med storsejren og i alt 11 point overhaler Sønderjyske akkurat TMS Ringsted i tabellen. Sønderjyderne har dermed kun ét point op til top-otte. TMS Ringsted er på tiendepladsen, men har spillet én kamp mindre.

  19. Kulturministeren: Tvivlsomme regimer som Qatar skal ikke have værtskaber

    Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har en erklæring med, når hun tirsdag skal til EU-rådsmøde.

    I erklæringen, som er udarbejdet på dansk initiativ og støttet af Finland, Sverige, Island og Norge, lægges der op til, at der kommer større gennemsigtighed og demokrati i toppen af international idræt.

    Eksempelvis skal det undgås, at værtskabet for store sportsbegivenheder tildeles til 'tvivlsomme regimer'.

    - Det var eksempelvis en helt forkert beslutning at placere VM i herrefodbold i Qatar. Derfor skal der være mere gennemsigtighed og demokrati i beslutningsprocesserne i de internationale idrætsforbund, så store sportsbegivenheder forhåbentlig ikke havner lignende steder fremover, lyder det fra Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

    Andre EU-lande vil få mulighed for at bakke op om erklæringen.

  20. Formel 1-legenden Frank Williams er død

    Frank Williams, der stiftede Formel 1-holdet Williams Racing, er død.

    Frank Williams blev 79 år. Han grundlagde Williams Racing-holdet tilbage i 1977.

    - Det er med stor sorg, at holdet på vegne af Williams-familien kan bekræfte grundlægger og tidligere teamchef Sir Frank Williams' død i en alder af 79 år, lyder det fra Formel 1-holdet på Twitter.

    Den britiske forretningsmand var selv racerkører, inden han grundlagde Williams-holdet, der skulle få stor succes.

    Ni gange har holdet vundet konstruktørernes VM-titel, mens en af teamets kørere syv gange gennem tiden er sluttet øverst i VM-stillingen ved årets afslutning.

    /ritzau/

    Skærmbillede fra Williams Racings Twitter-profil.
  21. Sønderjyske nøjes med uafgjort mod Viborgs 10 mand

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Trængte Sønderjyske glippede alletiders mulighed for tre point, da holdet søndag spillede efterårssæsonens sidste superligakamp på udebane mod Viborg.

    Viborgenserne var nemlig en mand i undertal i mere end en time, men Sønderjyske måtte nøjes med uafgjort.

    Tobias Bech bragte hjemmeholdet på måltavlen efter kun ti minutter, men kampen tog en drejning, da Viborgs Lars Kramer modtog rødt kort efter en VAR-gennemgang.

    VAR skulle igen hjælpe gæsterne, da forsvarsspiller Marc Dal Hende efter en længere gennemgang kunne juble over sin scoring, der blev scoret på en retur efter et hjørnespark i det 38. minut.

    Med resultatet overvintrer Viborg på ottendepladsen med fem point op til top-6. Sønderjyske forbliver på næstsidstepladsen.

    /ritzau/

  22. OB sikrer tiltrængte point efter sejr over kriseramte FC Nordsjælland

    OB møder FC Nordsjælland i en Superligakamp spillet på Nature Energy Park i Odense, søndag den 28. november 2021. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Søndag tilkæmpede OB sig tre dyrebare point, da de slog FC Nordsjælland 2-0 på hjemmebane i den bedste fodboldrække herhjemme, Superligaen. Dermed fik fynboerne brudt en stime på fem Superliga-kampe uden en sejr.

    Kampens første mål blev scoret af Issam Jebali efter 20 minutters spil, mens indskiftede Max Fenger lukkede kampen med 2-0-scoringen i det 90. minut.

    OB og FC Nordsjælland var inden kampen á point lige over nedrykningsstregen, og derfor var der tre yderst vigtige point på spil.

    Med sejren har OB nu 19 point og overvintrer på tabellens niendeplads, mens FC Nordsjælland er på tiendepladsen og ikke har vundet i de seneste 11 Superliga-kampe.

  23. Premier League-kamp udskudt efter kraftigt snevejr

    Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg og Tottenham havde søndag taget turen til Burnley i den bedste engelske fodboldrække, Premier League, men kampen blev aldrig fløjtet i gang.

    Grønsværen på stadionet Turf Moor var nemlig forvandlet til et snelandskab. Efter forgæves forsøg på at klargøre banen, blev opgøret udskudt 50 minutter før kampstart.

    Kampen skulle være sparket i gang klokken 15 dansk tid, hvor tre andre kampe i Premier League bliver afviklet som programsat.

    Det er endnu uvist, hvornår den udsatte kamp mellem Burnley og Tottenham bliver afviklet.

    Her kan du trykke dig gennem billederne fra snelandskabet på Turf Moor.

    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Lee Smith © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Lindsey Parnaby © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Lee Smith © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Lee Smith © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Burnley og Tottenham er udskudt på grund af kraftig snevejr. (Foto: Craig Brough © Ritzau Scanpix)
    1 / 11
  24. Danske tennisherrer slår Marokko i Davis Cup

    Danmark har søndag vundet over Marokko ved Davis Cup. Dermed skal de danske tennisherrer til marts spille om at avancere til det næstbedste niveau i landsholdstennis, World Group I.

    Knockout-kampen stod 1-1 efter lørdagens to singler, og søndag sendte den danske double bestående af holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen og Christian Sigsgaard danskerne på sejrskurs ved at vinde i to sæt, 6-4, 6-4.

    Herefter sikrede August Holmgren den danske holdsejr med en overlegen sejr i to sæt, 6-2, 6-0, over Marokkos bedste singlespiller, Elliott Benchetrit. Dermed kom Danmark foran 3-1 i dysten, der spilles bedst af fem kampe.

    Danmark stillede op uden landets to højest rangerede spillere, Holger Rune og Mikael Torpegaard, der har meldt afbud som følge af henholdsvis corona-indrejseregler og en skade.

  25. Cathrine Dufour sikrer endnu en andenplads blandt verdens bedste ryttere

    De danske dressurryttere Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth gjorde god figur søndag ved Saab Top 10 i Stockholm, hvor verdens ti bedste ryttere var samlet til at dyste i Grand Prix Kür.

    Cathrine Dufour og hesten Bohemian gentog nemlig gårsdagens bedrift fra Grand Prix-konkurrencen og blev nummer to. Den danske ekvipage fik en score på 88,005 procent, som kun EM- og OL-guldvinderen, Jessica von Bredow-Werndl, kunne slå. Tyskeren, der også vandt gårsdagens konkurrence, red sig til en vinderscore på 90,430 procent.

    Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera tog revanche oven på gårsdagens sjetteplads med en score på 85,730 procent, som var nok til en tredjeplads.

  26. Viktor Axelsen vinder Indonesia Open

    Viktor Axelsen vinder Indonesia Open (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Badmintonstjernen Viktor Axelsen hentede søndag endnu en turneringssejr i et forrygende 2021.

    På Bali vandt den olympiske mester Indonesia Open efter en finalesejr over Kean Yew Loh fra Singapore.

    Den 27-årige dansker slog verdensranglistens nummer 26 med 21-13, 9-21, 21-13.

    Viktor Axelsen har klaret sig uden træner på Bali, hvor Indonesia Open spilles. Det skyldes, at danskeren i sommer valgte at droppe landsholdstræningen i Brøndby for at træne i Dubai.

    Med sejren i Indonesia Open har Axelsen vundet seks turneringer i 2021 med OL-guldet i Tokyo som den største triumf.

    Indonesia Open er en Super 1000-turnering. Den har en samlet præmiepulje på 850.000 dollar, som svarer til 5,6 millioner danske kroner.

  27. Træneren sagde op: Nu forfremmer Ribe-Esbjerg assistenten

    Håndboldklubben Ribe-Esbjerg har forfremmet assistenten Anders Thomsen til cheftræner.

    Det oplyser klubben søndag, efter at forgængeren Kristian Kristensen i sidste uge sagde op ovenpå en skuffende sæsonstart med seks point i ti kampe i landets bedste række på herresiden.

    Anders Thomsen har hidtil været ansat i en deltidsstilling, hvor han sideløbende med assistentjobbet i Ribe-Esbjerg har arbejdet hos Kolding Talent under Kolding Kommune.

    Thomsen kvitter nu deltidsansættelsen i Kolding Kommune og tiltræder på fuld tid i Ribe-Esbjerg til december.

    Forgængeren Kristian Kristensen valgte i sidste uge at trække sig, da han ikke vurderede, at hans ledelse havde den ønskede effekt.

    Klubben ærgrede sig over beslutningen og forklarede den senere tids nederlag med en række skader hos flere af de bærende spillere.

    Ribe-Esbjerg er placeret på en 11.-plads med otte point efter 12 spillerunder.

  28. Astralis er klar til semifinale i København

    Astralis var langt nede i sækken i første map, men lykkedes på imponerende vis med at slå landsmændene fra Heroic, da de to Counter Strike-hold lørdag aften ramlede sammen i turneringen Premier Fall i Royal Arena i København.

    Heroic var på papiret favorit, men med tusindvis af fans i ryggen lykkedes Astralis med at vende et truende nederlag til sejr.

    I det første map, Mirage, var Astralis nede med 0-5 og 8-14, men vandt mappet 19-15 efter overtid. I andet map, Nuke, var Astralis overlegen og vandt 16-4.

    Dermed er Astralis nu klar til en slags semifinale mod Vitality. Den kamp spilles søndag eftermiddag. Vinderen stryger i finalen mod Natus Vincere søndag aften.

    /ritzau/

  29. Cathrine Dufour bliver nummer to ved stort stævne i Sverige

    Den danske dressurrytter Cathrine Dufour blev nummer to ved dagens Grand Prix ved Saab Top 10 i Stockholm, hvor de ti bedstplacerede ryttereverdensranglisten var i konkurrence.

    Cathrine Dufour red ind i en score på 79,19 procent på hesten Bohemian.

    Det var et stykke efter EM- og OL-guldvinderen, Jessica von Bredow-Werndl, der scorede 83,43 procent og dermed vandt dagens konkurrence.

    I morgen klokken 11 skal feltet ride Grand Prix Kür i Stockholm.

  30. Emma Snerle kåret til efterårets profil

    Fodboldspilleren Emma Snerle fra Fortuna Hjørring er blevet kåret til efterårets profil i Gjendsige Kvindeligaen.

    Offensivspilleren har haft et glimrende efterår for den nordjyske klub, hvor hun har lavet 13 mål i 14 kampe.

    I de første fire ligakampe i sæsonen lavede hun otte mål.

    Med titlen følger også 5.000 kroner i kontanter.

    Emma Snerle er i øjeblikket med landsholdet, som spiller mod Rusland i VM-kvalifikationen på tirsdag.

    Opgøret kan ses direkte på DR1 og DRTV klokken 18.

  31. GOG slider sig til uafgjort efter sent drama i Aalborg

    Mathias Gidsel og GOG er fortsat ubesejrede i sæsonen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    De rødgule håndboldherrer fra GOG har været suveræne i denne sæson, og havde 11 sejre fra 11 kampe inden dagens opgør mod Aalborg Håndbold.

    Men med de forsvarende danske mestre på menuen blev det ingen walkover for GOG. Tværtimod.

    Nordjyderne var bedst i hele første halvleg og gik til pause med en føring på 17-13. Især Aalborgs svenske bagspiller Felix Claar var storspillende og stod for 11 scoringer i opgøret.

    Med et kvarter tilbage af topkampen viste halvuret 25-19, og med den føring burde hjemmeholdet have holdt fynboerne bag sig.

    Alligevel lykkedes det GOG at slide sig tilbage, og bare et enkelt minut før tid var de pludselig foran for allerførste gang i kampen.

    Aalborg-træner Stefan Madsen tog en timeout, fik sat det sidste angreb op til perfektion, og føjspilleren Sebastian Barthold udlignede til slutresultat 30-30 to sekunder før tid.

    Det rykker ikke meget ved toppen af tabellen. GOG fortsat duks i Herreligaen, og forspringet til Aalborg Håndbold på andenpladsen er fortsat på fire point.

  32. Dansk drømmeopgør i vente efter Heroic-sejr i Royal Arena

    Det bliver et brag senere i aften, når de to danske Counter Strike-hold Astralis og Heroic mødes i turneringen BLAST Premier.

    Efter en sejr over det amerikanske hold Team Liquid har Heroic sikret sig en plads i kampen mod Astralis, der agerer kvartfinale.

    Heroic tabte ellers det første af tre maps og havde derfor panden mod muren. Men et tæt andet map blev vundet efter storspil af holdets kaptajn Casper 'cadiaN' Møller, og så var det hele åbent inden det tredje og afgørende map.

    Igen var kaptajn Casper "cadiaN" Møller afgørende i de vigtigste øjeblikke, og Heroic vandt det afgørende map med 16-12.

    De har selvtillid inden aftenens danske duel mod Astralis og har vundet de seneste indbyrdes opgør. Men i et pakket Royal Arena har Astralis mulighed for at drille favoritterne og snuppe pladsen i morgendagens semifinale.

    Der er ligeledes finale ved turneringen søndag, og ved BLAST Premier kan det godt betale sig at vinde sådan én. Vinderen kan nemlig juble over en præmiecheck på over halvanden millioner kroner.

  33. Rasmus Gemke misser finaleplads mod Axelsen i Indonesien

    Det kunne være blevet dobbelt dansk i finalen ved badmintonturneringen Indonesia Open.

    Tidligere i dag vandt Viktor Axelsen sin semifinale i herresingle, og den danske landsmand Rasmus Gemke kunne følge trop.

    Men Gemke, der er nummer 13 på verdensranglisten tabte 14-21, 7-21 til Kean Yew Loh fra Singapore i dagens anden semfinale.

    Netop Kean Yew Loh slog Hans-Kristian Vittinghus i turneringens kvartfinale, og tidligt i semifinalen mod Gemke viste han sig også for stærk.

    Mens første sæt startede tæt, var andet ulige, og den 24-årige dansker var aldrig tæt på at udlige i sæt.

    Dermed står Kean Yew Loh for tredje dag i træk overfor dansk modstand, når Viktor Axelsen venter i morgendagens finale i herresingle.

  34. Danmark finpudser VM-formen med storsejr over Ukraine

    (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Om fem dage skal de danske håndboldkvinder spille første kamp ved VM i Spanien.

    For at blive helt klar dertil møder de i denne weekend Ukraine af to omgange, og i det første af de opgør blev det til en storsejr på hele 35-18 til Jesper Jensens hold.

    Særligt Sandra Toft havde en god dag i det danske mål, og stod i første halvleg med en redningsprocent på hele 55. Den danske målvogter fik dog også hjælp af et velspillende forsvar.

    VM i kvindehåndbold starter 2. og slutter 19. december, og Danmark er kommet i gruppe med Sydkorea, Congo og Tunesien. Landsholdet møder sidstnævnte 2. december.

    Danmark møder Ukraine igen i morgen klokken 16. Den kamp kan følges på TV2.

  35. Zeca og to fra FCK-stab er idømt karantæner for brok

    C Københavns for tiden langtidsskadede anfører, Carlos Zeca, er blevet idømt to spilledages karantæne.

    Derudover er læge Morten Boesen og udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen fra klubbens stab omkring holdet blevet idømt hver én spilledags karantæne.

    Det fremgår af en dom fra Fodboldens Disciplinærinstans, der handler om efterspillet af 1-1-kampen mellem FC København og AGF sidste søndag.

    De tre var oprindeligt unavngivne i kendelsen, men DBU har siden afsløret, hvem det drejer sig om på sin hjemmeside.

    Zeca er desuden blevet idømt en bøde på 10.000 kroner, mens Sune Smith-Nielsen skal af med 2500 kroner. FC København er som klub desuden blevet idømt en bøde på 10.000 kroner.

    Yderligere en unavngiven spiller er blevet undersøgt, men han slipper for straf.

    Ifølge dommerens rapport var begge spillere klædt i civilt tøj, da de efter kampen mod AGF konfronterede dommerkvartetten.

    Begge udviste "usportslig optræden" ifølge dommerens rapport, og Carlos Zeca var "voldsomt aggressiv".

    /ritzau/

  36. Viktor Axelsen spiller sig i stor finale i Indonesien

    Badmintonspilleren Viktor Axelsen spillede sig lørdag i finalen ved turneringen Indonesia Open.

    I semifinalen slog den danske OL-guldvinder Jonatan Christie fra Indonesien i to sæt med 21-19 og 21-15.

    Finalemodstanderen kender Axelsen ikke endnu, men det kan potentielt blive danske Rasmus Gemke.

    Senere lørdag spiller han nemlig semifinale mod Kean Yew Loh fra Singapore, som lørdag slog Hans-Kristian Vittinghus i sin kvartfinale.

    Tidligere lørdag dansk tid tabte mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje mod japanerne Yuta Watanabe og Arisa Higashino i sin semifinale.

    Indonesia Open er en Super 1000-turnering. Den har en samlet præmiepulje på 850.000 dollar, som svarer til 5,6 millioner danske kroner.

  37. Juventus bliver undersøgt for mistænkelige handler

    Den italienske storklub Juventus risikerer en bøde eller sågar at blive fratrukket point i Serie A.

    Det skriver flere medier, blandt andet Reuters og La Gazzetta dello Sport, efter at italiensk politi fredag konfiskerede en række dokumenter fra fodboldklubbens kontorer i Torino og Milano.

    - Flere transfers af professionelle spillere og tjenester udført af agenter skal undersøges, siger anklageren Anna Maria Loreto ifølge Reuters.

    Undersøgelsen har været undervejs i et stykke tid, og flere personer fra Juventus' ledelse bliver angiveligt kigget efter i sømmene for at give falsk information til investorer og for at fakturere flere spillerhandler forkert.

    Det drejer sig om spillerhandler i perioden fra 2019 til 2021, skriver Reuters.

    /ritzau/

  38. Dansk mixeddouble misser finale

    Den danske mixeddouble bestående af Mathias Christiansen og Alexandra Bøje tabte lørdag morgen sin semifinale ved badmintonturneringen Indonesia Open.

    Japanske Yuta Watanabe og Arisa Higashino var for stor en mundfuld for den danske duo, der tabte i to sæt med 21-16 og 21-12.

    Senere lørdag spiller både Viktor Axelsen og Rasmus Gemke også semifinale ved Indonesia Open.

    Den olympiske guldvinder Axelsen tørner sammen med sjetteseedede Jonatan Christie fra Indonesien, mens Gemke møder Kean Yew Loh fra Singapore.

    Indonesia Open er en Super 1000-turnering, der har en samlet præmiepulje på 850.000 dollar.

  39. LeBron James får bøde på 99.000 kroner for sjofel gestus

    Los Angeles Lakers-stjernen LeBron James har fået en bøde på 15.000 dollar - knap 99.000 kroner - for "uanstændig opførsel" under en kamp mod Indiana Pacers onsdag.

    Samtidig har han fået en advarsel for at bande under det efterfølgende pressemøde.

    Det oplyser NBA fredag.

    - LeBron James er blevet idømt en bøde på 15.000 dollar for at lave en sjofel gestus på banen og blev advaret for at bruge uanstændigt sprog over for medierne, udtaler ligaens talsmand, Byron Spruell, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

    På videoer af hændelsen i kampen mod Indiana Pacers kan man se LeBron James lade som om, at han tager fat om sine ædlere dele, efter at han har lavet en scoring til tre point.

    /ritzau/

  40. Astralis holder liv i finaledrømmen på hjemmebane

    Foran et til tider kogende Royal Arena lykkedes det fredag aften det danske Counter-Strike-hold Astralis at holde liv i drømmen om en finaleplads i turneringen Blast Premier på hjemmebane i København.

    Over tre maps slog Astralis modstanderne fra holdet FaZe, der blandt andre tæller danske Finn "Karrigan" Andersen.

    Dermed kan Astralis endnu håbe på at nå til finalen, hvor vinderen får cirka cirka 1,5 millioner kroner. En finaleplads kræver dog yderligere to Astralis-sejre.

    Det holdt hårdt for Astralis-spillerne, der til tider var særdeles pressede.

    Første map vandt det danske hold 16-10. Men i andet map halsede Astralis efter FaZe, og det blev tabt med 5-16.

    Tredje map endte med 16-9.

    Blast Premier Fall Final foregår i Royal Arena i København.

    /ritzau/

  41. AGF og Silkeborg skød om kap i chancerig deler

    Jesper Hansen stod så godt, at han nærmest kunne holde regnen fra at ramme græsset.

    AGF's målmand leverede flere store redninger i 1-1-kampen mod Silkeborg i Superligaens sidste runde før vinterpausen.

    Mustaphu Bundu bragte hjemmeholdet i front efter 17 minutter. Herefter faldt chancerne stort set i takt med nedbøren over Ceres Park i Aarhus. Silkeborgs Nicklas Helenius, AGF's Anthony D'Alberto og Mikael Anderson var alle tæt på.

    I anden halvleg fortsatte chanceorgiet. AGF var et stolpeskud fra at bringe sig yderligere i front, men i stedet var det Silkeborg, som udlignede. I 70. minut scorede Rasmus Carstensen sit første mål i sæsonen.

    Begge hold var tæt på i slutningen af kampen. Nicolai Vallys var tæt på at sende alle tre point til Silkeborg, men AGF's målvogter Jesper Hansen kastede sig ned og blokerede skudet. Opgøret sluttede 1-1, og dermed er der fortsat fire point imellem AGF og Silkeborg IF.

  42. Carlsen indleder VM-forsvar med remis

    Magnus Carlsen (th) indledte sit titelforsvar mod russeren Ian Nepomniachtchi med remis med de sorte brikker. (Foto: Ali haider © Ritzau Scanpix)

    Den norske skakverdensmester, Magnus Carlsen, indledte i dag sit titelforsvar mod russeren Ian Nepomniachtchi med at spille remis med de sorte brikker.

    I løbet af de 20 første træk havde russeren presset den 30-årige nordmand, som har været verdensmester siden 2013, men det lykkedes Carlsen at overtage initiativet. Han begik en lille fejl, og efter 45 træk blev de to VM-finalister enige om at erklære partiet for remis.

    - Jeg føler, at vi begge havde både gode og dårlige øjeblikke. Ingen af os er helt på toppen endnu, vurderede Carlsen overfor NRK efter partiet.

    VM-matchen spilles denne gang over 14 partier mod tidligere 12. Den afvikles i Dubai i perioden 26. november til 14. december. Hvis matchen står lige, skal der spilles hurtigskak den 15. december.

    Det er den fjerde gang, at Carlsen skal forsvare VM-titlen, siden han erobrede den fra inderen Viswanathan Anand i 2013. Siden har han både besejret Anand igen, samt russeren Sergej Karakin og amerikaneren Fabiano Caruana i sine titelforsvar.

  43. FCK-angriber smittet med corona og misser AaB-kamp

    FCK-spilleren Kamil Wilczek har ikke spillet nogen stor rolle for klubben i efteråret, og i den kommende tid kan han heller ikke deltage i kampe og træninger.

    Polakken er nemlig blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser klubben på sin hjemmeside fredag.

    Ingen andre på eller omkring holdet er testet positive, skriver FCK.

    - Alle nødvendige forholdsregler omkring smittespredning er foretaget, og ingen andre i trup eller stab er testet positive, skriver klubben i en meddelelse.

    FCK møder AAB søndag i Superligaen i det, der bliver københavnernes sidste kamp i ligaen inden vinterpausen.

    9. december skal holdet i aktion mod Slovan Bratislava i Conference League. Her er klubben allerede videre som nummer et i sin gruppe.

    - Alle i FCK ønsker Kamil god bedring, skriver klubben.

    Det oplyses ikke, hvor længe FCK regner med, at Wilczek er ude.

    /ritzau/

  44. Portugal og Italien i direkte duel om VM-billet

    Cristiano Ronaldos Portugal eller Italien misser VM. (Foto: Patricia de melo Moreira © Ritzau Scanpix)

    De traditionsrige fodboldnationer Portugal og Italien er endt i samme gruppe i VM-playoff-kampene.

    Dermed kan maksimalt ét af de to hold komme med til fodbold-VM i Qatar i 2022.

    Det står klart, efter at lodtrækningen til playoffrunden fredag er blevet gennemført.

    Italien og Portugal møder henholdsvis Nordmakedonien og Tyrkiet i playoff-semifinalerne.

    Hvis de to favoritter vinder, kan det blive til en direkte dyst mellem Italien og Portugal om en VM-billet.

    Også Sverige håber på at komme til Qatar via playoff-kampene.

    Sverige møder i semifinalen Tjekkiet og i en mulig gruppefinale Rusland eller Polen, som spiller i den anden gruppesemifinale.

    De 12 deltagere er inddelt i tre grupper à fire hold, der hver spiller om én billet til VM.

    Først parres de to seedede hold i hver gruppe med de to useedede hold og har hjemmebanefordel i én kamp om en plads i gruppefinalen, hvor der bliver trukket lod om hjemmebanefordelen og igen dystes i én kamp.

    /ritzau/

  45. Afrika stemmer for VM-slutrunde hvert andet år

    Hvis det står til medlemslandene i Det Afrikanske Fodboldforbund (Caf), skal muligheden for at afvikle VM-slutrunder hvert andet år i stedet for hvert fjerde år undersøges.

    Det står klart, efter at Caf fredag har gennemført en afstemning ved en ekstraordinær generalforsamling i Egyptens hovedstad, Kairo, skriver AFP.

    Caf er det første kontinentale fodboldforbund, der officielt bakker op om den plan, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) præsenterede tidligere på året.

    Blandt andre Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) har ytret bekymring og modstand mod idéen.

    Fifa-præsident Gianni Infantino har på det seneste lettet en smule på retorikken og slået fast, at planen skal være til gavn for alle.

    Det ligger dog fast, at forbundet arbejder henimod 20. december, hvor det ved et stormøde vil præsentere sine planer for en fodboldkalender, som alle fodboldens parter er enige om, har det tidligere lydt.

    /ritzau/

  46. Rasmus Gemke spiller sig i semifinale - Vittinghus er ude

    Med en sejr i to sæt er Rasmus Gemke i semifinalen i Indonesia Open. Hans-Kristian Vittinghus er ude.

    Telegrammet er gennemskrevet efter Hans-Kristian Vittinghus' kamp.

    De danske badmintonspillere markerer sig fortsat i Super 1000-turneringen Indonesia Open.

    Fredag spillede herresinglen Rasmus Gemke sig i semifinalen med en sejr i to sæt over japanske Kenta Nishimoto.

    Gemke sejrede med cifrene 21-18, 21-17 over Nishimoto, der er nummer 17 i verden. Danskeren rangerer som nummer 13.

    Han gør dermed mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje selskab i semifinalerne i den prestigefyldte turnering. De vandt tidligere fredag over et indonesisk par i tre sæt.

    I semifinalen kunne Rasmus Gemke have fået dansk modstand.

    Men rutinerede Hans-Kristian Vittinghus tabte sin kvartfinale mod Kean Yew Loh fra Singapore, der nu i stedet møder Gemke.

    Vittinghus tabte første sæt 9-21 og var tydeligvis meget langt fra sit normale niveau, da han modløst tabte andet sæt med 4-21.

    Også Viktor Axelsen kan spille sig i semifinalen. Han møder indiske Sai Praneeth fredag.

    Han kommer dog ikke til at få dansk modstand i en potentiel semifinale. Tidligt fredag dansk tid måtte Anders Antonsen trække sig fra sin kvartfinale med en muskelskade.

    En stor dansk kvartfinaledag i Indonesien afsluttes med herredoublen Kim Aastrup og Anders Skaarup Sørensen, der møder et japansk par.

    /ritzau/

  47. Tour-vinder napper titlen som årets cykelrytter foran Kasper Asgreen

    Tour de France-vinderen Tadej Pogacar har vundet prisen Velo d'Or som årets bedste cykelrytter i 2021.

    Det skriver cykelmediet Cyclingnews.

    Danske Kasper Asgreen var blandt de 12 nominerede til den prestigefyldte pris, som Velo Magazine og avisen L'Equipe står bag.

    UAE-kaptajnen Pogacar vandt prisen foran sidste års vinder, hans slovenske landsmand Primoz Roglic, og belgiske Wout van Aert.

    Kasper Asgreen var nomineret efter sin bedste sæson i karrieren, hvor det blandt andet blev til sejr i monumentet Flandern Rundt. Ugen forinden havde Quick-Step-rytteren vundet E3 Saxo Bank Classic.

    Nomineret til prisen var også Julian Alaphilippe, Egan Bernal, Richard Carapaz, Mark Cavendish, Sonny Colbrelli, Harrie Lavreysen, Mathieu van der Poel samt den kvindelige rytter Annemiek van Vleuten.

    /ritzau/

  48. Anders Antonsen trækker sig fra kvartfinale med skade

    Få timer før sin kvartfinale i Indonesia Open har Anders Antonsen trukket sig med brystproblemer.

    Badmintonspiller Anders Antonsen har trukket sig fra sin kvartfinale fredag i Indonesia Open med en skade.

    Det skriver Det Internationale Badmintonforbund, BWF, på sin hjemmeside.

    Antonsen har problemer med brystmusklen. Han har trukket sig efter lægelig rådgivning, lyder det.

    Danskeren skulle have spillet kvartfinale klokken 10 dansk tid mod Jonatan Christie fra Indonesien.

    Indonesia Open er en af sæsonens største turneringer, da den rangerer som Super 1000.

    Desuden venter der efterfølgende både sæsonfinaler og VM for Anders Antonsen.

    /ritzau/

  49. Tredje runde af bordtennis-VM bliver endestation for Groth

    Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth lagde stærkt fra land, da han i første sæt af VM-opgøret mod 11.-seedede Liam Pitchford vandt med cifrene 13-11.

    Briten endte dog med at blive for stor en mundfuld for danskeren, hvorfor tredje runde af turneringen blev endestationen.

    Danskeren tabte med cifrene 13-11, 11-13, 7-11, 7-11, 11-7 og 9-11.

    Groth var selv seedet som nummer 26. Han var altså ikke favorit, da han gik ind til opgøret.

    VM havde også deltagelse af landsmanden Anders Lind, men han røg ud i første runde efter en tæt kamp i syv sæt.

    /ritzau/

  50. Randers henter første europæiske sejr, mens Brøndby smider føring

    Efter fire uafgjorte på stribe hentede Randers FC torsdag aften den første sejr i den europæiske turnering Conference League.

    På hjemmebane slog kronjyderne rumænske Cluj, hvilket rykker Superligaklubben op på en andenplads i gruppen med et point ned til Jablonec fra Tjekkiet.

    Al-Haji Kamara bragte kronjyderne foran midt i anden halvleg, inden rumænerne udlignede få minutter senere. Med et kvarter igen bragede østrigske Simon Piesinger bolden i kassen på et frispark til slutresultatet 2-1.

    Med en kamp tilbage af gruppespillet kan Randers derfor selv afgøre, om de skal spille europæisk i det nye år.

    På Brøndby Stadion var de gule og blå pisket til sejr i Europa League, hvor det franske storhold Lyon var på besøg.

    Her gjorde Mikael Uhre det i starten af første halvleg til 1-0 for Brøndby, men med tre scoringer på 20 minutter slukkede franskmændene for drømmene om Europa League-slutspil på Vestegnen.

    Til gengæld kan Brøndby med en sejr i gruppespillets sidste kamp mod Sparta Prag sikre sig en slutspilsplads i Conference League efter nytår.

  51. Aalborg Pirates skøjter op på førstepladsen i hockeyligaen

    Ishockeyklubben Aalborg Pirates stryger til tops i Metal Ligaen efter en sejr på 3-1 over Rungsted Seier Capital på hjemmebane torsdag aften.

    Mikkel Højbjerg stod for to af scoringerne, mens Thomas Spelling stod for én.

    Nordjyderne fik dermed en smule revanche fra sidste sæsons finaleserie, som Rungsted vandt 4-2.

    Aalborg har 43 point og har endda spillet to kampe færre end nummer to, Frederikshavn White Hawks.

    De forsvarende danske mestre fra Rungsted ligger med 25 point på syvendepladsen i ligaen.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk