Når Clara Tauson tirsdag indtager banen ved Australian Open, så bliver det på flere måder et spring ud i det ukendte for det danske tennistalent.
En nylig skade og det faktum, at 19-årige Tauson deltager i grand slam-turneringen som seniorspiller for første gang, betyder nemlig, at hun ikke rigtig ved, hvor hun står, før tennisboldene begynder at rulle i næste uge.
Det siger hun søndag til Ritzau.
- Jeg har ikke de helt store forventninger. Vi er stadig i starten af året, og jeg fik ikke så mange kampe, som jeg håbede på, i min første optaktsturnering. Så jeg har ikke nogen forventninger om at vinde en hel masse kampe.
- Jeg mærker ikke rigtigt noget til det mere. Jeg spillede med noget tape på de første par dage, men behandlerne har været rigtig gode ved mig og givet mig en masse tæsk, så jeg har det godt nu, siger Tauson.
Danskeren pådrog sig fredag i sidste uge en mindre lårskade, der betød, at hun måtte trække sig fra en opvarmningsturnering i Melbourne i sin tredje kamp.
/ritzau/