Seneste sport

Corona tvinger arrangør til at aflyse VM-grandprix i speedway

  • Corona tvinger arrangør til at aflyse VM-grandprix i speedway
    Leon Madsen (gul hjelm) har deltaget i VM-serien tre gange. En andenplads i 2019 er hans bedste resultat. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

    Det britiske speedwaygrandprix i Cardiff er blevet aflyst.

    Det oplyser Det Internationale Motorcykelforbund (FIM) i en pressemeddelelse.

    Grandprixet var planlagt til 17. juli.

    Det er anden gang på få dage, at FIM har set sig nødsaget til at aflyse et grandprix i VM-kalenderen. Onsdag var det sæsonens første løb i Tyskland, der blev aflyst.

    Der er aktuelt otte løb tilbage i VM-kalenderen. FIM har endnu ikke meldt ud, hvor det ene af løbene skal køres.

    VM-arrangørerne tilkendegav onsdag, at de stadig håber på at udfylde huller i speedwaykalenderen, så sæsonen byder på 11 VM-grandprixer inden sæsonafslutningen i oktober.

    Det første løb bliver kørt 5. juni i Tjekkiet. Vojens er vært ved det danske grandprix i september.

    Leon Madsen og Anders Thomsen er Danmarks repræsentanter i VM-serien.

    /ritzau/

    Seneste Nyt

  • Tre Super League-giganter nægter at give op

    Selvom det første forsøg med at danne en europæisk udbryderliga slog fejl, mener trioen FC Barcelona, Real Madrid og Juventus fortsat, at der er behov for Super League.

    Det skriver klubberne i en erklæring på deres hjemmesider.

    - Vi er fuldt ud klar over de mange forskellige reaktioner, der har været på Super League-initiativet, og vi har behov for at reflektere over nogen af argumenterne og overveje vores tilgang til ligaen.

    - Det vil dog være meget uansvarligt, når vi kender til problemerne i fodboldsektoren - som i første omgang fik os til at annoncere planerne om en Super League - hvis vi ikke arbejdede videre med vores mission om at få bæredygtige og effektive løsninger på nogle af de eksistentielle udfordringer, som truer fodboldindustrien, skriver klubberne blandt andet i erklæringen.

    Efter to døgn med massive fanprotester trak ni af klubberne, der ellers oprindeligt var med i udbrydderligaen, sig ud af projektet. Og det er de tre klubber også skuffede over.

    - Vi er ærgerlige over, at vores venner og medstiftere af Super League-projektet nu befinder sig i den modsatte grøft og har indgået en aftale med Uefa.

    - De grundlæggende problemer, som fik de 12 klubber til at annoncere Super League, er ikke forsvundet, skriver Barcelona, Real Madrid og Juventus.

    Som straf har de ni forhenværende Super League-klubber accepteret at betale en bøde til Uefa, mens der endnu ikke er meldt noget ud om, hvad straffen bliver til de tre klubber, der fortsat vil arbejde videre med udbrydderligaen.

  • Dansk golftrio halter efter i thailandsk turnering

    Den danske golftrio Nanna Koerstz Madsen, Emily Pedersen og Nicole Broch Larsen får alle svært ved at blande sig i topstriden ved den thailandske turnering Honda LPGA Thailand.

    Det så elles lovende ud efter de første to runder for særligt Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen. Men på lørdagens tredje runde røg begge danskere længere ned i den samlede stilling.

    Bedste dansker er Nanna Koerstz Madsen, der indledte dagen på en delt fjerdeplads. Men på lørdagens runde gik hun banen i et slag over par, og dermed er hun nu faldet ned på en delt 19. plads i den thailandske golfturnering.

    Nicole Broch Larsen gik banen i et slag under par, men falder alligevel ned i den samlede stilling til en delt 22. plads. Den plads deler hun med Emily Pedersen, der gik dagens runde fem slag under par.

    Hjemmebanehåbet Tavatanakit Patty fører turneringen i 18 slag under par.

  • - Det er helt sindssygt, siger Danmarks curling-skipper om OL-billet

    Fredag aften sikrede Danmarks curlingkvinder en plads ved vinter-OL i Beijing næste år, da holdet slog Skotland 9-5 ved VM-turneringen i Canada.

    Siden blev det også til en sejr over Tjekkiet i holdets sidste puljekamp, hvilket var ottende sejr i 13 kampe.

    – Det er helt sindssygt. Det havde jeg ikke troet ville ske igen foreløbigt. Det kan slet ikke beskrives med ord, hvor stolt jeg er af den præstation, siger Danmarks skipper, Madeleine Dupont, til Dansk Curling Forbund.

    OL-kvalifikationen kommer tre år efter, at Team Danmark trak støtten til forbundet.

    Danmarks curlinglandshold, der består af Madeleine og Denise Dupont, Mathilde Halse, Lina Knudsen og My Larsen, er nu gået videre til playoff-delen ved VM.

    Her møder de lørdag USA klokken 17.00 dansk tid i en dyst om en plads i semifinalen.

    Skipper Madeleine Dupont har styret Danmark til OL-kvalifikation. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • De danske curlingkvinder sikrer OL-billet

    Det danske kvindelandshold i curling skal repræsentere Danmark ved næste års vinter-OL i Beijing.

    Billetten blev sikret, da Danmark fredag aften vandt den næstsidste kamp i den indledende runde ved VM i Cananda med 9-5 over Skotland. Sejren sender de danske curlingkvinder på i top-6 inden den sidste kamp mod Tjekkiet, som spilles i nat klokken 03.00.

    Alle top-6 hold kvalificerer sig til OL.

    Umiddelbart efter sejren over Skotland fredag aften kunne Det Internationale Curlingforbund dog ikke bekræfte, at top-6-placeringen var i hus. Men efter at have regnet på det, kom man cirka halvanden time senere frem til, at Danmark ikke længere kan ryge ud af top-6 ved VM.

    Danskerne kan ikke nå at slutte i top-2, der giver direkte adgang til semifinalerne, men skal i kamp mod et af de andre top-6-hold om en semifinaleplads.

    Madeleine Dupont kan med de andre curlingkvinder glæde sig over en OL-billet til legene i Beijing i 2022. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Farvel til 1. division? Viborg vinder og er snublende tæt på Superligaen

    Fredag aften spillede Viborg sig endnu tættere på en sæson i Superligaen, da holdet vandt 3-0 på udebane mod FC Helsingør.

    Sebastian Grønning, der er topscorer i 1. division, sørgede for Viborgs to første mål, mens Jeff Mensah i dommerens tillægstid sørgede for 3-0-scoringen.

    Med sejren indtager Viborg førstepladsen i 1. division og har et enkelt point ned til Silkeborg på andenpladsen. Esbjerg ligger på tredjepladsen hele 11 point efter Viborg, og derfor er Viborg - og Silkeborg - snublende tæt på oprykning til Superligaen med kun fire kampe tilbage i sæsonen. De to bedste hold rykker op i Superligaen.

    Viborg har ikke spillet i landets bedste række siden 2016/2017-sæsonen.

    Sebastian Grønning (til venstre) er topscorer i 1. division. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
  • Danske curlingkvinder er én sejr fra VM-slutspil og OL-kvalifikation

    Det danske kvindelandshold i curling har vundet sin syvende kamp ved curling-VM i Canada, da holdet besejrede Skotland 9-5 fredag aften.

    Med sejren indtager de danske curlingkvinder fjerdepladsen ved VM, hvilket samtidig vil give adgang til slutspillet og en kvalifikation til OL.

    For at være helt sikker kræver det, at Madeleine Dupont, Mathilde Halse, Denise Dupont, Lina Knudsen og My Larsen vinder den sidste puljekamp, som spilles i nat klokken 03.00 mod Tjekkiet.

    Du kan læse mere om de danske curlingkvinder her:

    Madeleine Dupont er en del af det danske curlinglandshold. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Dansk basketkomet har modtaget fornem pris: Årets nye spiller i en af Europas stærkeste ligaer

    Det kører rigtig godt for den danske basketballstjerne Iffe Lundberg, der i februar skiftede fra sin polske klub til en af de største og stærkeste klubber i Europa, russiske CSKA Moskva. Klubben er den næstmest vindende klub i Europas stærkeste liga, Euroleagues, historie.

    Der har han gjort det så godt, at han nu har fået prisen Newcomer of the Year - årets nye spiller - i den hjemlige liga, VTB United League. Ligaen er en sammenslutning af russiske hold samt hold fra Belarus, Estland, Kazakhstan og Polen.

    - Jeg er glad for at modtage denne pris. Du bør give al æren til mine holdkammerater og træner i Polen, selvom jeg spillede nogle kampe for CSKA, fortæller Iffe Lundberg til VTB United Leagues hjemmeside.

    - Jeg har ændret mit mindset til spillet i denne sæson og vist verden, hvad jeg kan. Jeg er glad og taknemmelig for muligheden.

  • Uefa uddeler bøde til ni udbryderklubber, mens Juventus, Barcelona og Real Madrid afventer straf

    Ni af de 12 klubber, der var medstiftere af udbryderligaen, European Super League, straffes med bøde af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

    De ni klubber skal som straf betale fem procent af den indtjening, som klubberne ville få på en sæson med europæisk fodbold. Derudover skal klubberne overholde en række andre tiltag heriblandt at donere 15 millioner euro tilsammen til velgørende fodboldprojekter i Europa og Storbritannien.

    De tre resterende klubber, Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der stadig holder liv i drømmene om en udbryderliga, kan også forvente en straf. Uefa skriver på hjemmesiden, at sagerne omkring de tre klubber bliver sendt videre til Uefas 'disciplinære organer'.

  • Skal Champions League-finalen flyttes til Storbritannien? Briter forbydes indrejse til Tyrkiet

    Den 29. maj skal de to engelske fodboldklubber Manchester City og Chelsea spille Champions League-finale i den tyrkiske by Istanbul. Den største kamp i sæsonen, hvis man er til europæisk klubfodbold.

    Eller det skulle klubberne i hvert fald indtil torsdag, hvor Storbritannien har forbudt rejser til Tyrkiet. Myndighederne mener, at briterne kun bør rejse til Tyrkiet under 'de mest ekstreme omstændigheder'.

    Det skriver Reuters.

    Og selvom de to klubbers spillere har lov til at rejse til Tyrkiet, så betyder forbuddet, at klubbernes mange britiske fans må blive hjemme i stuerne og ikke på stadionet i Istanbul, hvis de vil se kampen.

    Den britiske transportminister, Grant Shapps, er dog åben for, at kampen kan flyttes til Storbritannien.

    - Det her betyder, at fodboldfans ikke bør rejse til Tyrkiet. Fodboldforbundet er i kontakt med Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.). Vi er åbne for at være vært for finalen, men i sidste ende er det en beslutning, Uefa skal tage, siger han.

    Uefa har tidligere afvist at flytte kampen.

  • Danmark får turnering på World Padel Tour

    I maj 2022 får Danmark besøg af verdens bedste spillere på både herre- og damesiden i den hastigt voksende ketsjersport padel.

    Turneringen Danish Padel Open er således en realitet og bliver en del af World Padel Tour, som er den største tour i padelverdenen.

    - Vi er sindssygt glade for det. Det har været et stort mål for os, siden vi gik i gang med det, siger Mikael Thobo, som er den ene af to direktører i Danish Padel Open.

    Danish Padel Open er i første omgang på kalenderen i 2022 og 2023, og hvis det går godt, er der mulighed for en femårig forlængelse af samarbejdet, fortæller Mikael Thobo.

    /ritzau/

  • Badmintonturneringen Malaysia Open er blevet udskudt

    Badmintonturneringen Malaysia Open, som skulle løbe af stablen fra 25. maj til 30. maj, er blevet udskudt.

    Det oplyser Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside.

    Det er følger af coronapandemien, der har betydet, at man er nødt til at udskyde.

    - Alle muligheder for at gennemføre en turnering i et sikkert miljø for alle deltagere er blevet afsøgt af arrangørerne og BWF, men den seneste stigning i smittetilfælde har efterladt os uden andet valg end at udskyde turneringen, skriver BWF.

    Malaysia Open rangerer som en såkaldt Super 750-turnering. Det er den næsthøjeste rangering på World Touren.

    /ritzau/

  • Eriksen på forsiden af Italiens største sports-avis: 'Inter er kun begyndelsen'

    (Foto: Giovanni Isolino © Scanpix)

    Med overskriften 'Inter er kun begyndelsen' har Christian Eriksen landet forsiden på Italiens største sports-avis, La Gezetta dello Sport. Det sker på baggrund af et personligt interview, som Eriksen gav til avisen på bagkant af Inters mesterskab, som de vandt søndag.

    'Inden jeg kom til Inter, var det svært at vinde noget. Nu nyder jeg den bedste tid i min karriere. For seks måneder siden havde jeg chancen for at forlade klubben, men nu har alt ændret sig', siger Eriksen til avisen.

    Fynboen referer til, at han var på klubbens transferliste i vinter, men klubben valgte at beholde ham.

  • Onsidebetting bliver officiel bettingpartner for 3F Superliga

    Aftalen mellem Onsidebetting og 3F Superliga gælder fra dags dato og frem til og med juni 2023.

    "Onsidebettings store fokus på ansvarlig betting har været et væsentligt emne i vores drøftelser og i vores valg af ny bettingpartner. Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet, der bliver til gavn for klubberne og 3F Superliga” lyder det blandt andet fra direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen.

    Onsidebetting.dk ejes og drives af DK Gambling ApS, og i ejerkredsen sidder blandt andet folk med baggrund fra Spillemyndigheden.

  • Sidste danskere på vej mod Danmark efter Badminton EM i Kiev

    De sidste danskere fra EM 2021-truppen har forladt Ukraines hovedstad, Kiev. Det oplyser Badminton Danmark på deres Facebook-side. EM sluttede allerede den 2. maj, men på grund af flere positive corona-prøver skulle danskerne forblive i isolation i Ukarine. Viktor Axelsen fløj hjem tidligere på ugen i et privatfly, han selv betalte for.

  • Curlinglandsholdet rejser sig ved VM

    Efter det senest blev til nederlag mod værtsnationen Canada var det danske curlinglandshold igen på isen ved VM.

    Natten til fredag besejrede de danske curlingkvinder Estland.

    9-6 blev den danske sejr mod bundproppen Estland, og danskerne er på femtepladsen i VM-stillingen, som de dog deler med Skotland.

    Netop skotterne er Danmarks næste modstander ved VM. Slutter Danmark på en af de fire øverste placeringer i VM-gruppespillet, kan de se frem til medaljekampe.

    En slutplacering blandt de øverste seks hold vil sikre en billet til vinter-OL i 2022 i Beijing.

  • Villarreal står i vejen for engelsk finalemonopol

    Villarreal stod torsdag aften i vejen for den totale engelske dominans, da holdet formåede at slå Arsenal ud i semifinalen af Europa League.

    London-holdet kunne ellers have fuldendt en fantastisk engelsk sæson med monopoltilstande, hvis holdet havde slået spanierne.

    Men efter en 2-1-sejr til Villarreal i første opgør for en uge siden og en nulløsning her til aften, er det spanierne, der er klar til finalen i Europa League.

    Her møder de den 26. maj Manchester United, der med en samlet sejr på 8-5 slog italienske AS Roma ud.

    Englænderne kan dog glæde sig over, at Champions League-finalen er med to engelske mandskaber. Her mødes Chelsea og Manchester City den 29. maj.

  • GOG klar til DM-semifinalerne

    Håndboldherrerne fra GOG er klar til DM-semifinalerne, efter at fynboerne torsdag aften vandt med 36-28 på udebane over Sønderjyske.

    Dermed er tre af årets fire semifinalister fundet. Onsdag sikrede både TTH Holstebro og Aalborg Håndbold sig de to første pladser.

    Aktuelt ligner den fjerde og sidste finalist Bjerringbro-Silkeborg, der ligger nummer to i slutspilsgruppen med GOG, Sønderjyske og KIF Kolding. Med to kampe har silkeborggenserne fire point ned til både Sønderjyske og KIF Kolding og kan således med et enkelt point på søndag hjemme mod Sønderjyske sikre sig avancementet.

  • Fem Sønderjyske-spillere sendt i coronaisolation: Misser weekendens SL-kamp

    Fem spillere og et medlem af Sønderjyskes stab er blevet sendt i isolation, da de har været i nærkontakt med et andet medlem af staben, der er blevet konstateret smittet med coronavirus.

    Det skriver Sønderjyske på sin hjemmeside.

    Isolationen betyder, at de alle går glip af weekendens kamp mod Vejle i Superligaen, der spilles på søndag.

    Beslutningen af taget ud fra et forsigtighedspricip, og Sønderjyske skriver, at alle øvrige i og omkring truppen er blevet testet negative onsdag, men efter den ene positive test er alle blevet testet igen torsdag formiddag, hvor træningen også blev aflyst. Også torsdag har alle testene været negative.

  • Sejrsstimen brudt for de danske curlingkvinder

    Så gik den ikke længere for de danske curlingkvinder.

    Efter fire sejre i træk ved VM i Canada, måtte danskerne nemlig tage imod et nederlag mod værtsnationen.

    Verdensranglistens nummer tre, Canada, vandt således 10-8 og sender samtidig Danmark ud af top 6, der giver både VM-avancement og en billet til næste års vinter-OL.

    14 nationer deltager ved VM i Calgary. Alle møder hinanden én gang, og det betyder altså, at Danmark efter ti kampe har tre tilbage i kampen om den eftertragtede top 6.

  • Sundhedsminister glæder sig over vaccineaftale

    Tidligere torsdag meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Pfizer/BioNTech, at de havde indgået en aftale, der gør det muligt for OL-atleter at blive vaccineret mod coronavirus inden OL.

    En melding, der glæder Sundhedsminister Magnus Heunicke.

    - Det er glædeligt, at vi får ekstra, særligt dedikerede vacciner fra Pfizer/BioNTech til vores danske OL-atleter. Det garanterer vores atleter en vaccine inden afgang til Tokyo, uden at det får betydning for det danske vaccinationsprogram.

    - Jeg har været i dialog med Danmarks Idrætsforbund (DIF), og nu skal de danske sundhedsmyndigheder finde en praktisk løsning på, hvordan atleterne kan få vaccinationerne, siger Heunicke i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

    OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august.

  • Håndboldherrernes EM-modstandere er fundet

    De tre danske gruppemodstandere ved næste års EM i herrehåndbold er blevet fundet ved en lodtrækning torsdag.

    Og op af bowlen kom Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

    Nordmakedonerne har Danmark mødt så sent som for ganske nyligt i kvalifikationen. Her tabte danskerne med fire mål, men fik revanche få dage senere, da det på hjemmebane blev til en sejr på hele 16 mål.

    Revanche er også, hvad danskerne jagter til EM-slutrunden, der afholdes i Ungarn og Slovakiet.

    Ved seneste EM i 2020 røg Danmark nemlig ud allerede efter de tre indledende gruppekampe og måtte nøjes med en samlet 13. plads.

    Danmark kan dog gå ind til turneringen med troen på egne evner i top. Holdet er nemlig dobbelte verdensmestre.

  • AGF-direktør får bøde og karantæne efter usportslig adfærd

    Bølgerne gik højt både under og efter kampen, da AGF tilbage i april havde besøg af FC København i Superligaen.

    Her har en situation fra minutterne umiddelbart efter slutfløjt således haft konsekvenser for AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.

    Således skriver Århus Stiftstidende, at Fodboldens Disciplinærinstans har bestemt, at Jacob Nielsen har skullet straffes for usportslig adfærd i forbindelse med kampen den 25. april.

    Her skulle Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning være kommet ind til dommertrioen efter kampen og have sagt: "Det er så skamfuldt" og "It's a fucking disgrace.' Samtidig fremhæves, at Jacob Nielsen ifølge dommerens indberetning "gav hånd med knyttet næve med hård kraft imod især linjedommeren, som var den sidste af de tre dommere i rækken."

    Helt konkret har udbruddet mod dommertrioen efter kampen kostet ham en bøde på 20.000 kroner samt en spilledags karantæne.

    Dommen blev afsagt den 30. april, og derfor skulle Jacob Nielsen afsone sin karantæne, da AGF mødte FC København i mandags.

    - Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at der to gange tidligere er afsagt kendelser, hvor AGF-lederen har udvist usportslig adfærd, lyder det i kendelsen.

  • Den Internationale Olympiske Komité og Pfizer laver aftale om vaccination til OL-atleter

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indgået en aftale med Pfizer og BioNTech om, at de donerer vacciner til OL-atleterne.

    Det skriver IOC i en pressemeddelelse.

    - Denne donation af vacciner er endnu et værktøj i vores værktøjskasse med redskaber til at gøre de olympiske og paralympiske lege i Tokyo sikre for alle deltagere og vise solidaritet over for vores japanske værter, siger Thomas Bach, der er præsident i IOC.

    Doserne af Pfizer og BioNTech-vaccinen til OL-atleterne vil ikke blive fundet i de aftaler, der allerede er indgået med forskellige lande, men vil derimod blive leveret i tillæg til de aftaler, der allerede eksisterer.

    - Nationale olympiske komiteer vil samarbejde med de lokale regeringer for at koordinere distributionen i overensstemmelse med hvert lands vaccinationsprogram og regler, skriver IOC i pressemeddelelsen.

  • DBU slår fast: ’Vi vil ikke boykotte VM i Qatar’

    - Vi deltager ved VM i Qatar, hvis vi kvalificerer os.

    Sådan lød meldingen fra DBU-formand, Jesper Møller, torsdag formiddag, da DBU havde indkaldt til pressemøde på adressen i Brøndby. Efter længere tids tien gjorde formanden det klart en gang for alle, at det danske fodboldlandshold vil deltage ved verdensmesterskaberne i ørkenstaten, hvis de altså kvalificerer sig.

    VM-værterne har ellers været heftigt kritiseret grundet forholdene for gæstrarbejderne.

    Dog respekterer DBU, hvis regeringen og Folketinget beslutter, at de skal boykotte.

    - Qatar er ikke en sag for DBU alene, men en sag for hele idrætten. Vi vil fortsætte en kritisk dialog og forsøge at påvirke forholdene i Qatar, fortæller Jesper Møller.

    DBU vil i fremtiden holde møde med Fifa og sammen med de nordiske kollegaer besøge Qatar.

  • Danske golfstjerner går god første runde i thailandsk turnering

    De to danske golfkvinder Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen blander sig i toppen af turneringen Honda LPGA Thailand.

    Efter første runde er Nanna Koerstz Madsen på en delt tredjeplads, mens Nicole Broch Larsen er på en delt ottendeplads.

    Nanna Koerstz Madsen på den delte tredjeplads gik de 18 huller et slag dårligere end de to førende.

    Danskeren, der ligger nummer 56 på verdensranglisten, spillede en stabil runde på det thailandske græs og leverede ikke en eneste bogey.

    Nicole Broch Larsen, der er nummer 98 i verden, gik første runde i fem slag under par.

    Turneringen i Thailand slutter søndag, og der er 1,6 millioner dollar i præmiepuljen. Det svarer til knap ti millioner kroner.

    /ritzau/

  • NHL-dansker fejrer jubilæum med to fuldtræffere

    Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand scorede to mål for Columbus Blue Jackets, da han natten til torsdag spillede sin NHL-kamp nummer 300.

    Dermed var han stærkt medvirkende til, at Columbus snuppede en sjælden sejr på 4-2 over Nashville Predators.

    Den 26-årige dansker kom på tavlen sidst i anden periode, da han så et hul i Nashvilles defensiv og sendte pucken i netmaskerne bag målmand Juuse Saros, som knap nåede at reagere.

    På den måde gik Columbus til pause med 2-2. I tredje periode scorede Mikhail Grigorenko til 3-2 for Columbus, og det tvang Nashville til at satse.

    I den igangværende sæson har Oliver Bjorkstrand spillet i alle 54 kampe for Columbus Blue Jackets og bidraget med 17 fuldtræffere (Foto: JAY LAPRETE © Scanpix)

    I slutminutterne blev keeperen taget ud, og det kostede i den anden ende.

    Ét sekund før tid fik Bjorkstrand pucken i helt fri position midt på isen og kunne så let som ingenting sende den i tomt net.

    /ritzau/

  • Danske curlingkvinder tager fjerde sejr i træk ved VM

    De danske curlingkvinder har fundet formen ved VM, der for tiden afvikles i den canadiske by Calgary.

    Natten til torsdag dansk tid besejrede de Italien 9-5 og rykker op på 6. pladsen. Dermed bevarer curlingkvinderne den placering, der lige netop giver afgang til næste års vinter-OL.

    Ved slutrunden deltager 14 nationer, der alle møder hinanden én gang, og de seks øverste går videre til slutspillet og får oveni hatten en billet til vinter-OL i Beijing i Kina i 2021.

    Det danske hold, der består af skipper Madeleine Dupont, Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og reserven My Larsen, har vundet fem ud af deres foreløbige ni kampe. Canada og Tyskland har også hver fem sejre, men begge nationer har været i kamp ti gange.

    Lørdag spilles der semifinaler, og søndag er der finale.

  • Første semifinalister fundet i herrernes håndboldliga

    Både Aalborg Håndbold og TTH Holstebro er klar til semifinalerne i herrernes håndboldliga.

    Det er en realitet, efter at TTH vandt med cifrene 36-28 over Skanderborg Håndbold. Sejren betyder nemlig, at hverken Skanderborg eller slutspilsgruppens fjerde og sidste hold Skjern kan hente de to mandskaber.

    Tidligere på aftenen sikrede Aalborg Håndbold sig således et enkelt point i udekampen mod Skjern, og derfor er semifinalepladserne altså fordelt i den ene af de to slutspilsgrupper.

    Der resterer to kampe i gruppen, hvor Aalborg og Skanderborg begge har syv point og derfor fortsat er i tæt duel om førstepladsen.

    I den anden slutspilspulje er der fortsat tre spillerunder tilbage. Her indtager GOG og Bjerringbro-Silkeborg de to pladser, der giver avancement, mens Sønderjyske og KIF Kolding fortsat er med i kampen om dem.

  • Curlingkvinderne tættere på OL-billetten efter endnu en sejr

    En billet til knockoutkampene og kvalifikation til vinter-OL er inden for rækkevidde for de danske curlingkvinder ved VM i Canada.

    Torsdag aften dansk tid vandt danskerne med 6-4 over Sydkorea og har dermed fire sejre og fire nederlag efter otte kampe. Det var danskernes tredje sejr på stribe.

    14 nationer deltager ved turneringen i Calgary, og alle møder hinanden én gang. Dermed mangler Danmark at spille fem kampe ved VM.

    Det kan blive til flere, såfremt danskerne ender i top-6, som også giver direkte adgang til næste års vinter-OL i Beijing. De to bedste går direkte til semifinalerne, mens de fire næste skal kæmpe om semifinalebilletter. Efter otte kampe ligger Danmark på en delt syvendeplads.

    I næste opgør venter Italien.

    /ritzau/

  • Fra valgobservatør til CL-semifinalist: Marcelo starter på bænken

    Den brasilianske venstre back Marcelo var allerede troppet op mandag for at kunne agere valgobservatør ved et lokalvalg i Madrid.

    En tjans, der ville have holdt ham ude af tirsdagens returopgør i Champions League.

    Men en hjælpsom kvinde, der var udvalgt som substitut for eventuelt tvungne afbud fra nogle af de udvalgte observatører, tilbød at træde til i stedet for Marcelo.

    Det takkede Real Madrid-spilleren ja til, hvorfor han kort efter kunne slutte sig til holdet, der senere samme dag skulle rejse til London.

    Og her godt et døgns tid senere har Marcelo så fundet fodboldstøvlerne frem. Han starter dog på bænken for spanierne og kan her se sit hold jagte en finaleplads i kampen mod Chelsea og Andreas Christensen.

    Danskeren starter inde, når opgøret fløjtes i gang klokken 21. Det første opgør i Madrid sluttede 1-1.

  • Udsat Premier League-brag spilles i næste uge

    Opgøret mellem Manchester United og Liverpool skulle være spillet i søndags. (Foto: Carl Recine © Scanpix)

    Kampen mellem Manchester United og Liverpool spilles i næste uge. Det oplyser Premier League onsdag på sin hjemmeside.

    Kampen, der oprindeligt skulle være spillet søndag eftermiddag, blev aldrig fløjtet i gang, fordi fans af Manchester United havde indtaget banen i protest mod klubbens ejer.

    Nu er opgøret så fastlagt til torsdag den 13. maj. Blot to dage efter, at holdet har haft besøg af Kasper Schmeichel og Leicester.

  • Kontrol af coronapas i idrætsforeninger lempes

    Idrætsforeninger kan se frem til en mere smidig og lempelig kontrol af deres medlemmers coronapas, når der åbnes for indendørs idræt fra og med torsdag.

    Det oplyser Mikkel Nørtoft Magelund, der er leder af bredde og motion i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

    I genåbningsaftalen, der blev vedtaget natten til tirsdag, var der lagt op til kontrol af gyldigt coronapas fra morgen til aften i idrætsforeningerne.

    Det medførte massiv kritik fra DIF og andre idrætsorganisationer, og siden har der været dialog og forhandlinger om en anden løsning.

    Kulturministeriet har i et udkast foreslået en stikprøvekontrol to gange om ugen ude i foreningerne.

    Udkastet har DIF set og i et høringssvar anmodet om at lempe yderligere, så der kun skal tages stikprøver en gang om ugen.

    - Vi har anmodet om, at stikprøvekontrollen bliver så nem administrerbar som mulig ude i foreningerne. Vi har lagt op til, at der skal være en stikprøvekontrol minimum en gang om ugen.

    - Det er efter et udspil fra Kulturministeriet, som har lagt op til en stikprøve to gange om ugen. Så vi er ikke langt fra hinanden, siger Mikkel Nørtoft Magelund.

  • Tilskuere kommer tilbage i Premier League

    Tilskuerne kan formentlig snart vende tilbage til fodboldkampene i Premier League.

    Modsat en plan fra sidste uge er det dog kun hjemmeholdets fans, der vil få adgang til de engelske stadioner. Det oplyser ligaen onsdag.

    I sidste uge blev der luftet en tanke om lade 500 fans af udeholdene komme til kamp, men den idé er nu taget af bordet.

    Premier League forventer, at den britiske regering snart lemper restriktionerne omkring fodbolden, så publikum kan overvære de to sidste spillerunder fra tribunerne.

    Næstsidste spillerunde foregår 18.-19. maj, mens sidste runde afvikles 23. maj.

    /Ritzau/

  • 'Fuck-off': PSG-spillere anklager dommer i Champions League-semifinale for at tale grimt til dem

    PSG-spillerne Marco Verratti og Ander Herrera beskylder dommer Bjorn Kuipers for at bande af klubbens spillere under nederlaget til Manchester City tirsdag aften.

    I et interview med Sky Sports Italy siger Veratti, at 'det eneste, jeg ikke kan lide, er, når en dommer siger 'fuck off' til mig. Vi prøver altid at være respektfulde, men han gjorde det tre eller fire gange i æløbet af kampen'.

    Herrera siger til det franske mediebureau RCM Sport, at han hørte holdkammerat Leandro Paredes blive verbalt misbrugt af den hollandske dommer på Etihad Stadium tirsdag.

    PSG-cheftræner Mauricio Pochettino har foreslået, at påstandende skal undersøges af UEFA.

  • Danske curlingkvinder henter tredje sejr ved VM

    Det danske kvindelandshold i curling har natten til onsdag dansk tid hentet sin tredje sejr ved VM i Canada.

    I en tæt kamp blev Tyskland besejret med 7-6.

    De to hold skiftedes til at tage teten. Før tiende og sidste ende var Danmark foran 7-5, og det viste sig at være nok, da Tyskland kun formåede at pynte på resultatet med et enkelt point.

    Danmark er nu på en syvendeplads i den samlede stilling efter syv kampe.

    14 nationer deltager ved VM, hvor alle spiller mod alle i grundspillet.

    /Ritzau/

  • Manchester City booker billet til Champions League-finalen for første gang i klubbens historie

    Tirsdag aften spillede Manchester City sig i klubbens første Champions League-finale nogensinde, da det engelske hold vandt 2-0 over franske Paris Saint-Germain i retursemifinalen.

    Det første opgør endte 2-1 til City, så det var det franske udehold, der var tvunget til at presse på fra start. Det var dog City, der efter 11 minutter kunne fejre en 1-0-føring, efter at Riyad Mahrez sparkede bolden forbi Keylor Navas i Paris-målet.

    Mahrez sørgede midt i anden halvleg også for at slukke drømmen for Paris med sin scoring til 2-0, der samtidig blev kampens resultat.

    I finalen venter enten Chelsea eller Real Madrid, der onsdag spiller holdenes anden semifinale. Det første opgør endte 1-1.

    Manchester City skal enten møde Chelsea eller Real Madrid i finalen. (Foto: Paul ellis © Scanpix)
  • Det italienske fodboldlandshold har påbegyndt vaccination af EM-spillere

    Spillerne på det italienske fodboldlandshold har påbegyndt vaccination af holdets spillere mod coronavirus.

    Det oplyser Det Italienske Fodboldforbund, FIGC, på sin hjemmeside.

    Der er tale om de spillere, som landstræner Roberto Mancini har i spil til sommerens EM-slutrunde, der blandt andet skal spilles i Rom.

    FIGC-præsident Gabriele Gravina oplyser, at 12 spillere er blevet vaccineret i Rom, mens 14-15 spillere har fået første stik i Milano.

  • Chelsea vil have hjælp fra fansene: Skal deltage i fire bestyrelsesmøder om året

    Fra den 1. juli kommer tre repræsentanter fra Chelseas fanmiljø til at deltage ved klubbens bestyrelsesmøder. Det har klubben vedtaget for at tage fansene med på råd ved fremtidige beslutninger.

    Det skriver den engelske Premier League-klub på sin hjemmeside.

    I fremtiden vil tre såkaldte fanrådgivere således få en stol til minimum fire af klubbens bestyrelsesmøder om året.

    - Det sker for at sikre, at stemningen blandt fansene bliver taget med i klubbens beslutningsprocesser, skriver klubben på sin hjemmeside.

    Flere engelske fangrupper har i de seneste uger været på gaden for at protestere mod udbryderligaen European Super League, og det er i kølvandet på det, at Chelsea byder fansene indenfor.

    Fanrådgiverne får dog ikke mulighed for at blande sig i klubbens fremtidige millionkøb.

    Chelsea-fansene var de første til at gå på gaden for at protestere mod European Super League. (Foto: Neil hall © Scanpix)
  • Mourinho er ny cheftræner i Roma

    José Mourinho tiltræder som ny cheftræner i AS Roma fra næste sæson. Det oplyser Serie A-klubben på Twitter.

    Tidligere tirsdag meddelte den italienske klub, at Paulo Fonseca stopper som cheftræner efter sæsonen.

    Officielt. Klubben er glade for at kunne præsentere, at klubben har indgået en aftale med José Mourinho som ny cheftræner fra 2021-2022-sæsonen.

    For to uger siden blev José Mourinho fyret som manager i den engelske Premier League-klub Tottenham efter halvandet år i klubben. Han har tidligere blandt andet vundet tre Premier League-titler samt to Champions League-trofæer.

    Han har fortid i storklubber som Manchester United, Chelsea og Real Madrid.

  • Nikolaj Jacobsen forlænger som landstræner

    Dansk Håndbold Forbund (DHF) og håndboldherrernes landstræner, Nikolaj Jacobsen, forlænger kontrakten med et år.

    Det oplyser førstnævnte i en pressemeddelelse.

    De to parters aftale gælder nu frem til sommeren 2025, så Jacobsen også skal stå i spidsen for herrelandsholdet til VM på hjemmebane.

    Forlængelsen bringer glæde hos sportschef i DHF, Morten Henriksen.

    - Vi kan ikke ønske os mere som forbund. Vi har en herrelandstræner med en utrolig høj håndboldfaglighed. Nikolaj formår at være en god leder og samtidig skabe et sammenhold, et medejerskab og en stor motivation hos spillerne, siger Morten Henriksen i pressemeddelelsen.

    Landstræneren er også tilfreds med forlængelsen, og særligt udsigten til VM på hjemmebane i 2025 ser Jacobsen frem til.

    - Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og jeg har et fantastisk hold af spillere at arbejde med. Sidst men ikke mindst har jeg en utrolig god stab omkring mig, der gør mit job som landstræner til en fornøjelse, siger Nikolaj Jacobsen.

    Landstræner Nikolaj Jacobsen har vundet VM-guld med håndboldherrerne to gange i lige så mange forsøg. Han har nu lagt yderligere et år til sin kontrakt. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • EM-kampe i Parken skal spilles på en hybridbane - altså rigtigt græs blandet med lidt kunstgræs

    FC Københavns to resterende superligakampe på hjemmebane og Danmarks EM-kampe skal spilles på en såkaldt hybridbane, der er en blanding af naturgræs med en lille procentdel kunstgræs.

    Det oplyser FCK.

    Det gamle græstæppe er ved at blive fjernet fra Parkens bane. (© FCK)

    Arbejdet med at udskifte græstæppet i Parken er begyndt her til formiddag.

    Plænen kommer fra Italien, og arbejdet med at få den nye bane rullet på forventes afsluttet inden weekenden.

  • Uefa bekræfter: Danmarks EM-trup udvides fra 23 til 26 spillere

    Landstræner Kasper Hjulmand får flere spillere at vælge imellem under sommeren EM-slutrunde i fodbold.

    Der må nemlig udtages 26 spillere til trupperne mod tidligere 23, bekræfter Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse.

    Det er ét blandt flere coronatiltag.

    Tanken bag trupudvidelsen er, at Uefa dermed minimerer risikoen for, at trupper svækkes kraftigt, hvis der opstår coronasmitte på holdene. Flere spillere er lig med flere at vælge ud fra, er ræsonnementet.

    Der må dog maksimalt stå 23 spillere på holdkortet til de enkelte kampe. 11 markspillere og 12 spillere på udskiftningsbænken.

  • Se de vilde billeder og video fra Viktor Axelsens flyvetur hjem i isolationskammer

    Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er hjemme i Danmark igen - det på trods af, at han blev smittet med corona lige inden EM-finalen i Ukraine for få dage siden.

    Men Axelsen har selv betalt for et privatfly, der har fået ham fragtet hjem, og DR har fået lov at bringe de billeder og videoer, som han selv har lagt ud på sociale medier.

    Her bliver den danske stjerne ført ind i flyet. (© Viktor Axelsen på Twitter)

    Axelsen skriver, at han kun udviser milde symptomer, blandt andet har han mistet sin lugte- og smagssans.

    Her ses Viktor Axelsen, der havde sin mentor, den kendte B.S. Christiansen, med i flyet. (© Viktor Axelsen på Twitter)
    Sådan så setuppet med det privatlejede fly ud. (© Viktor Axelsen på Twitter)

    Her ses en video, som Axelsen selv har filmet fra sit isolationskammer:

  • Ingen tilskuere til håndboldkampe

    Fortsat ingen tilskuere i håndboldhallerne. Det er konklusionen efter præsentationen af næste genåbningsfase.

    Aftalen om op til 2.000 tilskuere i sektioner á 500 ved indendørs kulturaktiviteter omfatter ikke sportsarrangementer, herunder fodbold-, ishockey- og håndboldkampe mv., lyder det.

    Dog med undtagelse af de fodboldkampe, der åbnede for publikum pr. 21. april 2021 (Superliga-ordningen).

    Det forstår Thomas Christensen, direktør i håndboldens divisionsforening, intet af.

    - Jeg er meget skuffet. Jeg kan ikke se de argumenter, der skal forsvare det i forhold til lignende arrangementer, uanset om det er indendøre eller udendøre. De haller, hvor vi har arrangementer den næste måned, er topmoderne haller med masser af plads og udluftningsanlæg, siger Thomas Christensen til DR Sporten.

  • Der må være 15.900 tilskuere til EM i Parken

    Genåbningsaftalen bekræfter planen om at lukke 1000 tilskuere ind per sektion - i alt 15.900 tilskuere - til de fire fodboldkampe ved EM i Parken til sommer.

    Tidligere var det tilladt, at der kunne komme 500 tilskuere ind per sektion, hvilket gav et samlet antal på 11.000-12.000 tilskuere til kampene i Parken.

    Jakob Jensen, direktør i Dansk Boldspil-Union (DBU), var med i den ekspertgruppe, der anbefalede den større andel af tilskuere i Parken, og han er glad for ændringen.

    - Vi får lov til at skrue op til de 15.900 tilskuere, som ekspertgruppen havde anbefalet.

    - Det er vi naturligvis rigtigt glade for i DBU, for det betyder, at endnu flere kan være en del af den fest og det fællesskab og fantastiske fodboldspil, som vores landshold skal levere i Parken til sommer, siger Jakob Jensen.

    /ritzau/

    Der kan ses frem til næsten 16.000 tilskuere i Parken ved EM til sommer, og det glæder Dansk Boldspil-Union. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • West Ham holder liv i Champions League-drømmen

    Lidt overraskende blander West Ham sig i denne sæson i toppen af Premier League, og mandag aften understregede klubben sin styrke.

    David Moyes' tropper vendte således 0-1 til 2-1 på ganske få minutter i første halvleg af opgøret mod Burnley.

    De to hurtige scoringer blev afgørende. West Ham holdt føringen hele vejen hjem og kom tilbage på sejrssporet efter to nederlag i træk.

    Det betyder, at klubben nu har 58 point på femtepladsen. Der er tre point op til Chelsea på den fjerdeplads, der giver en plads i Champions Leagues gruppespil.

    Med fire kampe tilbage og 12 point at spille om er det derfor fortsat muligt for klubben at blive en del af den mest fornemme klubturnering i næste sæson.

    Danske Frederik Alves sad på West Hams bænk i hele opgøret mandag aften.

    Michail Antonio jubler efter sin scoring til 2-1. Han scorede begge West Hams mål. (Foto: JON SUPER © Scanpix)

    /ritzau/

  • Sevillas drøm om det spanske mesterskab lider et knæk

    Sevilla kan så småt begynde at lægge drømmen om et spansk mesterskab på hylden.

    Mandag aften tabte klubben således med 0-1 til Athletic Bilbao og mister dermed terræn til de øvrige tophold øverst i La Liga.

    En sejr havde betydet, at Sevilla ville have tre point op til Atlético Madrid på førstepladsen og ét point op til Real Madrid og Barcelona på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

    Nu er der i stedet seks point til Atlético og fire point til de to øvrige.

    Klubben kan trøste sig med, at Champions League-billetten til næste sæson er sikret. Der er således 17 point ned til Real Sociedad med fire kampe tilbage af sæsonen.

    Ivan Rakitic (til højre) og Sevilla må kigge langt efter det spanske mesterskab med seks point op til førerholdet, Atlético Madrid. (Foto: CRISTINA QUICLER © Scanpix)
  • Axelsen flyver hjem i ambulancefly efter coronasmitte

    Badmintonspilleren Viktor Axelsen er allerede i Danmark igen, efter at han i weekenden afleverede en positiv coronaprøve og missede EM-finalen i Ukraines hovedstad.

    Den danske verdensstjerne har selv arrangeret og betalt et privat ambulancefly, som har fløjet ham hjem til Danmark. Dermed slipper han for 13 dage i isolation i Ukraine.

    En ambulance fragtede Viktor Axelsen fra hotellet til privatflyet. Derefter har en ambulance i Danmark kørt ham hjem.

    Sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, bakker op om Viktor Axelsens beslutning.

    - Han har fulgt alle gældende regler og retningslinjer og er nu hjemme, og det tror vi på, kan hjælpe ham i hans bedring.

    - Det er vigtigt for Viktor at have muligheden for at træne og få det rigtige at spise i processen om at stå så stærkt som muligt frem mod OL, og det mener vi, at han kan komme til med den her beslutning, siger Jens Meibom.

    Viktor Axelsen opholdt sig på hele turen hjem i et såkaldt isolationskammer.

    /ritzau/

  • FC København sejrer over AGF i intenst møde

    Foran, hvad der lød som et tætpakket Parken, var det FC København, der kom bedst fra start i mandagens Superliga-kamp mod AGF.

    Der stod FCK på det hele i første halvleg og med scoringer af Kamil Wilczek, Victor Nelsson og Jonas Wind var københavnerne foran med 3-0 ved pausen. Der skulle derfor lidt af et comeback til for AGF i anden halvleg.

    Men det havde AGF's Kevin Diks tænkt sig at gå efter. Med to scoringer på 10 minutter i anden halvleg havde han bragt AGF på 3-2, og der var derfor lagt op til en spændende afslutning. Det lykkedes dog ikke for AGF at få sat det sidste mål ind trods flere store muligheder.

    De tre point sender FCK tættere på Brøndby, og hovedstadsklubben er nu kun fire point efter rivalerne og andenpladsen i Superligaen. AGF forbliver på fjerdepladsen og har seks point op til FCK.

    FCK er med sejren kun fire point efter Brøndby på Superligaens andenplads. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Bo Svensson og Mainz spiller uafgjort i vigtig Bundesliga-kamp

    Den danske Bundesliga-træner Bo Svensson har siden sin ansættelse i Mainz i januar haft stor succes med at få det tyske hold væk fra bunden i ligaen.

    Mandag aften lykkedes det at spille 1-1 mod Hertha Berlin, der er en af de direkte konkurrenter om de to sidste nedrykningspladser i ligaen. Det var holdets venstreback Philipp Mwene, der scorede det ene mål.

    Med det ene point fastholder Mainz sin 12.-pladsen i Bundesligaen med seks point ned til stregen.

    Der er tre kampe tilbage i sæsonen, og her skal Mainz møde Frankfurt, Dortmund og Wolfsburg.

    Bo Svensson blev ansat 4. januar i år. Han har tidligere selv spillet i Bundesliga-klubben Mainz. (Foto: Tom Weller © Scanpix)

Mere fra dr.dk