Coronaplagede Kina opgiver værtsskabet for de asiatiske fodboldmesterskaber

Kina skal ikke være vært for Asian Cup i 2023 alligevel.
Det asiatiske fodboldforbund (ACF) arbejder nu på at finde en ny værtsnation, fremgår det i en pressemeddelelse på forbundets hjemmeside.
Årsagen til Kinas frasigelse er, at landet er for hårdt ramt af coronapandemien. Derfor kunne man ikke stå for slutrunden, der skulle være afholdt fra den 16. juni til den 16. juli næste år.
- Efter omfattende drøftelser med det kinesiske fodboldforbund (CFA) er AFC officielt blevet informeret om, at CFA ikke er i stand til at være vært for Asian Cup i 2023, lyder det i pressemeddelelsen.
Asian Cup er det seneste eksempel på en stort sportsbegivenhed, som bliver påvirket af Kinas forsøg på at få ro på pandemien. For lidt over en uge siden blev Asian Games, verdens næststørste sportsbegivenhed, udsat til 2023.