Danmark vinder kneben sejr over Italien ved ishockey-VM

Det danske ishockeylandshold er tilbage på sporet ved VM i Finland.
Med en sejr på 2-1 over Italien tirsdag eftermiddag har Danmark nu seks point efter tre kampe.
Italien slog i anden periode tilbage i opgøret og udlignede Nikolaj Ehlers føringsmål, inden Mathias Bau blev matchvinder med sin scoring kort inde i tredje periode.
Starten på mesterskabet har været en blandet fornøjelse, da første opgør bød på en storsejr over Kasakhstan, inden Danmark led et stort nederlag til Schweiz i den anden gruppekamp ved VM.
Med tirsdagens sejr over Italien indtager Danmark fjerdepladsen i gruppe A, og den skal landsholdet forsøge at fastholde, da de fire bedstplacerede af gruppens i alt otte mandskaber avancerer til kvartfinalerne.
På torsdag skal de danske spillere igen på isen, hvor Tyskland venter i den fjerde gruppekamp.