Seneste sport

Dansk fartfænomen løber sig i Diamond Leagues sæsonfinale

2022 har været et forrygende år for hurtigløberen Ida Karstoft, som både har fået debut ved VM og i Diamond League på 200 meter.

Nu kan hun sætte flueben ved endnu en milepæl.

Ved lørdagens Diamond League-stævne i Polen endte hun i et stærkt felt på femtepladsen, og det skaffede hende point nok til en plads i sæsonfinalen.

- Det er kæmpestort bare at løbe ved Diamond League. Jeg havde slet ikke i tankerne, at det var en mulighed at ende i finalen. Jeg er bare vildt glad, det er mega fedt at opleve det, siger hun.

Kun den nykårede verdensmester Shericka Jackson fra Jamaica og VM-bronzevinderen Dina Asher-Smith fra Storbritannien har i løbet af de fem Diamond League-løb skrabet flere point sammen, end de 18 danskeren har optjent.

Sæsonfinalen løbes i Zürich 7. og 8. september.

/ritzau/

Seneste sport

  1. Andreas Christensen udgik med skade i Barcelona-nedtur

    Andreas Christensen måtte desværre udgå for sin klub FC Barcelona i kampen mod Inter. (Foto: Matteo Bazzi © Ritzau Scanpix)

    Aftenens Champions League-kampe endte uden danske scoringer, og samtidig var der dårligt nyt set med danske landsholdsbriller her seks uger inden VM.

    Barcelona-spilleren Andreas Christensen udgik nemlig med en skade efter 57 minutter af opgøret mod italienske Inter, der vandt kampen med 1-0.

    Nederlaget efterlader også catalonerne på en tredjeplads i deres gruppe efter Inter og Bayern München.

    Værd at bemærke var det også, at danske Casper Nielsen spillede fuld tid for sin belgiske klub Brügge, der tog en flot skalp med en 2-0 sejr hjemme over Atletico Madrid.

    I Tyskland mødtes de to danske landsholdsspillere Jesper Lindstrøm fra Frankfurt og Pierre-Emile Højbjerg fra Tottenham i en kamp, der endte 0-0.

    Mest opsigtsvækkende resultat i aften var Napolis flotte udesejr over Ajax Amsterdam, hvor italienerne vandt 6-1.

    Aftenens resultater:

    Bayern München-Viktoria Plzen 5-0

    Marseille-Sporting Lissabon 4-1

    Ajax-Napoli 1-6

    Club Brügge-Atletico Madrid 2-0

    FC Porto-Bayer Leverkusen 2-0

    Eintracht Frankfurt-Tottenham 0-0

    Inter-Barcelona 1-0

    Liverpool-Rangers 2-0

  2. Bakken Bears lider stort nederlag i første Champions League-kamp

    Michel Diouf noterede sig kampens Bakken-spiller. (Arkivfoto) (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Der har været pænt med europæisk succes for det århusianske basketball-hold Bakken Bears de sidste par år. Men tirsdag aften kom bjørnene ned på jorden igen.

    Her tabte danskerne nemlig til tyske Riesen Ludwigsburg med hele 99-58 på udebane.

    Bedste Bakken-spillere var Elijah Childs og Michel Diouf, der hver især bidrog med ti point.

    Der er dog stadig gode muligheder for avancement, da tre hold ud af fire i gruppen går videre.

    Det er tredje gang, at Bakken Bears deltager i Champions League, der er tredje bedste europæiske turnering.

    Det er dog den bedste liga, som århusianerne kan kvalificere sig til, da Euroleague og EuroCup er privatligaer.

  3. Skanderborg Aarhus er kvalificeret til EL-gruppespil

    Morten Hempel og Skanderborg Aarhus Håndbold er kvalificeret til European League. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Til det kommende European League-gruppespil vil der være to danske hold på herresiden at følge.

    Det står klart, efter Skanderborg Aarhus har kvalificeret sig til gruppespillet med en samlet tre-målssejr over norske Kristianstad.

    Tirsdag blev det til sejr på 35-33 på hjemmebane mod nordmændene, og sammen med den spinkle et-målssejr på udebane var det nok til at gå videre.

    Bjerringbro-Silkeborg spillede tirsdag også for at gå videre i European League. Selvom midtjyderne vandt med 33-30 på hjemmebane, var det ikke nok til at gå videre samlet, da holdet tabte med ni mål på udebane.

    Skjern Håndbold var allerede kvalificeret til European League og får altså nu selskab af Skanderborg Aarhus.

  4. Svensk overmagt sender Aalborg ud af ishockeyens Champions League

    Aalborgs Tobias Ladehoff (i hvidt) leverede assisten til reduceringen i kampen mod Luleå. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    En sejr var påkrævet af Aalborg Pirates, hvis de stadig skulle have muligheden for at gå videre i Champions League. Svenske Luleå HF var dog for stor en mundfuld.

    I egen hule tabte nordjyderne nemlig med 1-3 til svenskerne, der har vundet fem ud af fem kampe i gruppespillet.

    Aalborg havde ellers stor ære af kampen, hvor det kun var skarpheden, der skilte de to hold ad. Magnus Boesen scorede danskernes mål, der faldt i anden periode til stillingen 1-3.

    Nederlaget var Aalborgs fjerde ud af fem i gruppespillet, og derfor er det nu matematisk umuligt for Pirates at gå videre til knockout-fasen, selvom det skulle blive til en jordskredssejr i sidste gruppekamp, der også er mod Luleå.

  5. Håndboldlandsholdet varmer op til VM mod Saudi-Arabien

    (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Danmarks mandlige håndboldlandshold varmer op til VM i januar med to testkampe mod Saudi-Arabien i København og Odense 5. og 7. januar.

    Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

    Saudi-Arabien er valgt for at ruste holdet bedst muligt til VM-modstanderne.

    - Vi er kommet i gruppe med både Bahrain og Tunesien, som spiller noget anderledes håndbold, end vi gør i Europa.

    Saudi-Arabien vandt tidligere på året bronze ved de asiatiske mesterskaber og er også kvalificeret til det kommende VM.

    - Saudi-Arabien dækker op på en anden måde, end vi er vant til at møde, og de er langt mere aggressive i deres tilgang til både forsvar og angreb. De spiller mere uortodokst og mindre taktisk, end når man møder et europæisk land.

    VM, der afvikles i Sverige og Polen, spilles fra 12. til 29. januar.

    /ritzau/

  6. Fodboldtrøje-røvere varetægtsfængslet

    Tirsdag morgen blev tre unge mænd anholdt og sigtet for at have røvet fodboldtrøjer og shorts fra to FCK-fans i et S-tog mellem Glostrup og Brøndbyøster.

    Allerede samme eftermiddag var de tre mænd i grundlovsforhør for en dommer.

    Her blev de to ældste, en 23-årig og 19-årig, varetægtsfængslet i fire uger for røveri, mens den tredje mand, 18 år gammel, blev løsladt, men er fortsat sigtet i sagen. Det skriver Anklagemyndigheden for Vestegnens Politi på Twitter.

    Røveriet fandt sted tilbage i begyndelsen af august inden en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby i Parken.

  7. Voldtægtsmistænkt superligaspiller skal forblive fængslet

    En dommer ved Københavns Byret har valgt at løslade en professionel fodboldspiller fra en dansk klub, der siden 10. september har siddet varetægtsfængslet i en sag om overgreb.

    Men selv om dommeren valgte at løslade ham, kommer han ikke på fri fod med det samme.

    Anklageren har kæret kendelsen om løsladelse til landsretten. Og dommeren har besluttet, at det er med opsættende virkning.

    Det vil sige, at fodboldspilleren skal forblive fængslet, til landsretten har vurderet sagen.

    /ritzau/

  8. Saudiarabisk ørkenby skal være vært for vinterlege

    Her skal den futuristiske storby "Neom" bygges. (Foto: Lucas Jackson © Ritzau Scanpix)

    Saudi-Arabien er blevet udpeget som vært for de asiatiske vinterlege, som i 2029 skal foregå i den futuristiske storby "Neom", der er under opførelse i den nordvestlige del af landet.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP blev det saudiarabiske bud enstemmigt vedtaget af Asiens Olympiske Komité (OCA) på et møde i Phnom Penh. Det bliver første gang nogensinde, at legene afvikles i Vestasien.

    - Snart vil Saudi-Arabiens ørken og bjerge være legeplads for vintersport, lyder det i en meddelelse fra OCA.

    "Neom" er en planlagt kæmpeby, der skal strække sig mellem to skyskrabere placeret med 170 kilometers mellemrum. Projektet kaldes også "The Line".

    Hele byprojektet vil koste 500 milliarder dollar, svarende til 3800 milliarder danske kroner.

    /ritzau/

  9. DBU vil ikke betale for, at landsholdet får familien med til VM i Qatar

    Når det danske fodboldlandshold rejser til VM i Qatar den 15. november, så kommer spillernes kærester ikke med på DBU's regning.

    Fodboldforbundet ønsker nemlig ikke at bidrage til, at ørkenstaten tjener penge, siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ekstra Bladet.

    - Vi ønsker ikke at bidrage til at skabe profit for Qatar. Derfor har vi droslet mest mulig ned på vores rejseaktiviteter.

    - Ved tidligere slutrunder har spillernes koner og kæreste rejst sammen med bestyrelsen, men de ture har vi som sagt aflyst ved denne slutrunde, siger han.

    Danmarks sidste gruppekamp ved VM spilles den 30. november. Her er modststanderen Australien.

  10. Danmark leverer stor overraskelse ved VM i bordtennis

    Sejren på 3-1 over Portugal er ikke nok til at sende danskerne videre fra gruppespillet. (Foto: CFOTO © CFOTO)

    Det danske herrelandshold i bordtennis leverede tirsdag morgen en stor overraskelse ved VM i Kina, da Portugal blev slået i den sidste gruppekamp.

    Danmark vandt med 3-1 over portugiserne, der er seedet som nummer ni. Det betyder, at facit for de 24. seedede danskere ender med at være to nederlag og en sejr i gruppespillet.

    Det er ikke nok til at sende Danmark videre fra gruppespillet, da Portugal og Brasilien allerede har sat sig på gruppens to øverste pladser.

  11. Rapport afslører systematisk misbrug i kvindeliga i USA

    En uafhængig undersøgelse viser tegn på systematisk misbrug og seksuelle forseelser i amerikansk kvindefodbold.

    Det viser en rapport, der blev offentliggjort mandag og som er udarbejdet af den tidligere amerikanske justitsminister Sally Yates og advokatfirmaet King & Spalding.

    Rapporten indeholder interviews med mere end 200 spillere fra National Women's Soccer League (NWSL).

    Flere spillere beretter om detaljerede mønstre for misbrug, overgreb og manipulation fra trænere, skriver nyhedsbureauet AFP.

    - De spillere, der er kommet frem for at fortælle deres historier, har udvist stort mod. Det er nu på tide, at de institutioner, der svigtede dem tidligere, lytter til spillerne og gennemfører de reformer, som spillerne fortjener, skriver Sally Yates i rapportens resumé.

    Undersøgelsen er bestilt af det amerikanske fodboldforbund ovenpå flere skandaler de seneste år.

    /ritzau/

  12. FC Nordsjælland banker Randers FC og snupper Superligaens førsteplads

    Der var dømt topkamp i Superligaen, da FC Nordsjælland tog imod Randers FC på hjemmebanen i Farum.

    FC Nordsjælland kunne med en sejr overtage førstepladsen fra Randers, der endnu ikke havde tabt en kamp i sæsonen. Allerede efter 12 sekunder bragte hjemmeholdet fra Nordsjælland sig foran. Det er Superligaens næsthurtigste scoring.

    Hjemmeholdet fortsatte de gode takter, da de igen fik nettet til at blafre efter otte minutters spil.

    Med et kvarter igen cementerede FC Nordsjælland førstepladsen, da norske Andreas Schjelderup scorede sit andet mål i kampen til stillingen 3-0.

    Sidst i kampen kom Randers FC også på måltavlen, da Edgar Babayan fik reduceret til slutresultatet 3-1. Randers FC led dermed sit første nederlag, mens FC Nordsjælland overtog Superligaens øverste position.

  13. Argentinsk målræv indstiller karrieren, når sæsonen slutter

    Gonzalo Higuain scorede 66 mål i 149 kampe for Juventus. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Ritzau Scanpix)

    Den argentinske angriber Gonzalo Higuain gør klar til at indstille sin fodboldkarriere i en alder af 34 år.

    På et pressemøde mandag afslører han, at han stopper efter 2022-sæsonen, når hans kontrakt hos amerikanske Inter Miami udløber.

    - Dagen er kommet til at sige farvel til fodbold, et arbejde der har givet mig så meget, og som jeg føler mig privilegeret over at have oplevet med sine gode og dårlige øjeblikke, siger Higuain følelsesladet på et pressemøde.

    Higuain har haft en storslået karriere, hvor han har optrådt for en række store klubber som Real Madrid, Napoli og Juventus.

    Han scorede 31 mål i 75 landskampe for Argentina, for hvem han spillede sin sidste landskamp i VM-ottendedelsfinalen i 2018.

    /ritzau/

  14. Lyngby forstærker forsvar med tidligere Serie A-spiller

    Lyngby Boldklub har mandag forstærket defensiven med den hollandske forsvarsspiller Timo Letschert, der skifter til superligaklubben på en kort kontrakt for resten af året.

    Skiftet kan lade sig gøre, fordi spilleren står uden kontrakt. Tidligere i fodboldkarrieren har Timo Letschert spillet for tyske Hamburger SV, italienske Sassuolo og hollandske AZ Alkmaar.

    Lyngby-direktør Andreas Byder ser det ikke nødvendigvis som et kort samarbejde med den 29-årige spiller.

    - Aftalen giver begge parter muligheden for at se hinanden an, og både vi og Timo tror på, at forløbet kan udvikle sig til en længere kontrakt, når vi kommer frem til nytår, siger Andreas Byder til klubbens hjemmeside.

    Lyngby har været ramt af skader på det seneste til forsvarsspillerne Andreas Bjelland og Kristian Riis.

    /ritzau/

  15. FCK-anfører ude resten af sæsonen

    Carlos Zeca måtte i går forlade banen med en skade, der efter alt at dømme holder ham ude hele sæsonen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    FC Københavns anfører, Carlos Zeca, kommer ikke til at dirigere spillet for hovedstadsklubben i de næste mange kampe.

    Han er nemlig ude resten af sæsonen med en knæskade, bekræfter FC København på fodboldklubbens hjemmeside.

    Årsagen er, at han i gårsdagens kamp mod AGF har beskadiget to ledbånd i knæet. Han pådrog sig skaden i kampens tillægstid, hvor den 34-årige græske midtbanespiller måtte humpe fra banen.

    - Vi kan desværre konstatere, at han har beskadiget to ledbånd i knæet, hvor det ene desværre er det korsbånd, der blev revet over og opereret for et år siden, siger FCK-cheflæge Morten Boesen.

    Den græske landsholdsspiller i græsset efter skaden i gårsdagens kamp. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  16. Klubpræsident om stadiontragedie: 'Det er mit ansvar'

    Præsidenten for Arema FC tager ansvaret for ulykken, som kostede mindst 125 mennesker livet. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

    125 mennesker døde på Knajuruhan Stadium i Indonesien, da der udbrød optøjer lørdag.

    En flok tilhængere havde invaderet banen, efter hjemmeholdet Arema FC havde tabt 2-3 til Persebaya Surabaya, og det fik politiet til at bruge tåregas mod menneskemængden. Det sendte tusindvis af mennesker mod udgangene, hvor mange blev mast ihjel.

    Mandag har Arema FC's præsident, Gilang Widya Pramana, holdt en tårevædet tale og beklaget hændelserne.

    - Jeg, som præsident for Arema FC, tager det fulde ansvar for hændelsen. Jeg undskylder til ofrene, deres familier, alle indonesere og ligaen, siger Gilang Widya Pramana ifølge AFP.

    Foruden de 125 dræbte blev 323 personer ifølge politiet såret i det, der er en af verdens dødeligste stadiontragedier nogensinde.

    Der er plads til 42.000 tilskuere på Kanjuruhan Stadion, og lørdagens kamp var udsolgt. Ifølge politiet stormede 3.000 fans banen.

  17. Holger Rune trækker sig fra ATP-turnering

    Holger Rune stiller ikke op ved Astana Open alligevel. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    ATP-turneringen Astana Open bliver uden danskeren Holger Rune, som ikke længere figurerer på turneringens program.

    Her skulle han ellers have mødt verdensetteren Carlos Alcaraz i første runde. Det opgør bliver altså ikke til noget for danskeren, som erstattes i turneringen af belgiske David Goffin.

    19-årige Holger Rune har heller ikke manglet kamperfaring på det seneste. Så sent som i går var han i aktion, da han tabte en finale i bulgarske Sofia mod schweizeren Marc-Andrea Hüsler.

    Ifølge Aneke Rune har spilleren døjet med knæsmerter efter et fald i finalen.

    Derudover har han også døjet med maveproblemer.

    - Han måtte få noget bakterierensende på dagene med semifinale og finale i Sofia, så vi vurderede, at han var lidt vel underdrejet til at kunne stå klar til kamp i morgen (tirsdag, red.), lyder det fra Aneke Rune, til Ritzau.

    Danskeren er nu nummer 26 på verdensranglisten, hvilket er fem pladser bedre end inden weekenden.

    På sin vej til finalen slog Holger Rune italieneren Jannik Sinner, verdens nummer 10, i semifinalen i Bulgarien.

  18. Læge fyret for at have blåstemplet kollapset quarterback

    Lægen, som havde godkendt, at Tua Tagovailoa kunne spille, er nu blevet fyret. (Foto: Kareem Elgazzar © Ritzau Scanpix)

    NFL-spillernes organisation har fyret den neurolog, som havde undersøgt Miami Dolphins-quarterbacken Tua Tagovailoa inden weekendens kamp, hvor spilleren endte med at kollapse på banen.

    Det skriver den amerikanske footballliga, NFL, på sin hjemmeside.

    Tagovailoa var blevet godkendt til at spille, selvom han allerede var kollapset med en hovedskade i en anden kamp blot fem dage tidligere. Det burde ikke være sket, siger NFLPA, som er en slags fagforening for NFL-spillere.

    Det var ellers organisationens egen ekspert, der havde clearet spilleren, og sagt god for, at han kunne spille. Den beslutning har altså nu kostet neurologen jobbet.

    Der er stadig nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge forløbet omkring spillerens tilbagevenden til banen.

    Han er udskrevet fra hospitalet.

  19. Real Madrids imponerende sejrsstime brydes

    Karim Benzema, der gjorde comeback ovenpå en skade, brændte et straffespark, der kunne have sikret Real Madrid sejren over Osasuna. (Foto: Rodrigo Jimenez © Ritzau Scanpix)

    Real Madrid led søndag sæsonens første pointtab i den bedste spanske fodboldrække, da de regerende mestre efter seks sejre i træk nøjes med 1-1 mod Osasuna.

    Karim Benzema havde chancen for at afgøre sagen i slutningen af anden halvleg, men franskmanden brændte et straffespark.

    Pointdelingen betyder, at Real Madrid forpassede chancen for at overtage førstepladsen fra FC Barcelona.

    Real Madrid kom foran med 1-0 umiddelbart før pausen. Her endte et indlæg fra Vinicius Junior på højrekanten med at sejle ind i mål, selv om det måske burde have været annulleret.

    To Real Madrid-spillere stod nemlig i offside-position, og Antonio Rüdiger forsøgte endda at sparke ud efter bolden, men dommeren vurderede ikke, at de to Real-spillere påvirkede spillet.

    Scoringen fik dermed lov til at stå ved magt, og Real Madrid var dermed foran med 1-0.

    Den tilbagelænede stil fra hjemmeholdet blev dog straffet fem minutter efter pausen, da gæsterne fik udlignet til 1-1.

    Osasunas Kike Garcia snittede med det øverste af hovedet et langskud fra Unai Garcia op i målhjørnet og forbi Andriy Lunin i Real Madrid-målet.

    Real Madrid og FC Barcelona har hver 19 point i toppen af La Liga. Barcelona fører ligaen i kraft af en bedre målscore end ærkerivalen.

    /ritzau/

  20. Hårdt slag for FCK: Frygt for at anføreren Zeca er ude med langstidsskade

    FC Københavns Carlos Zeca blev skiftet ud med skade under Superligakampen mellem FC København og AGF. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Dagen før det akkurat er et år siden, at FCK-anføreren Carlos Zeca blev båret fra banen med en alvorlig korsbåndsskade, måtte den græske landsholdsspiller atter forlade banen med en skade.

    I FCK-lejren frygter man, at der endnu en gang venter den 34-årige spiller en lang skadespause efter søndagens kamp mod AGF.

    - Med Carlos (Zeca, red.) kan og må jeg ikke stå her og give en diagnose. Vi har heller ikke fået den endnu. Men alle kan se, at det er trist, siger FCKs nye træner Jacob Neestrup.

    Grækeren var selv i stand til at gå fra banen, men derfor er der stadig grund til bekymrede miner hos den 34-årige træner.

    - Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne for os som hold. Det eneste, jeg tænker på, er konsekvenserne for Carlos.

    - Jeg har givet Carlos en krammer. Der var ikke mulighed for at snakke med ham, han var meget ked af det, siger Neestrup.

    På trods af skaden kunne Jacob Neestrup glæde sig over en sejr i sin trænerdebut for hovedstadsklubben.

  21. Brøndby sørgede for ny nedtur til Fortuna Hjørring

    Søndag aften slog Brøndby på udebane rivalerne fra Fortuna Hjørring med 2-1.

    Nordjyderne var ellers først til at komme på tavlen, da forsvarsspilleren Sara Holmgaard scorede efter 39 minutter.

    Men i anden halvleg viste Brøndby, hvorfor de indtil videre i sæsonen er det eneste tophold blandt de to klubber. Først scorede svenske Anna Welin, og dernæst lukkede polske Natalia Wrobel kampen efter 78 minutter.

    Med sejren holder Brøndby på andenpladsen fast i HB Køge på førstepladsen. Omvendt, betyder nederlaget for Fortuna, at klubben bliver på fjerdepladsen.

    Tidligere på dagen vandt HB Køge med 3-0 over Sundby, mens Thisted spillede 1-1 på hjemmebane mod Kolding IF.

  22. Ny FCK-træner henter sejr over AGF i debut

    Jacob Neestrup fejrer den forløsende scoring med målskytten Lukas Lerager. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    29-årige Lukas Lerager sørgede i Parken for den forløsende scoring, der gav FCK og holdets nye cheftræner, Jacob Neestrup, sejren på 1-0 over AGF.

    Hovedstadsklubben skulle søndag aften forsøge at vaske tavlen ren efter fyringen af den tidligere cheftræner, Jess Thorup.

    En mission, der lykkedes, takket være midtbanespilleren Lukas Leragers mål efter 82 minutter.

    Selvom aarhusianerne kom godt fra start i første halvleg, der ikke bød på særlig mange chancer, fik FCK sat sig på kampen i anden halvleg.

    En anden halvleg der, med sin mange chancer og høje tempo, stod i skarp kontrast til første halvleg.

    I slutningen af kampen forsøgte AGF med at lægge et pres på hjemmeholdet, men det blev kun til nogle sporadiske chancer.

    Resultatet betyder, at FCK springer op på sjettepladsen med 15 point, mens AGF forbliver på femtepladsen med 16 point.

  23. Aalborg Håndbold sejrede mod de forsvarende mestre fra GOG i topduel

    Der var jubel i Aalborg-lejren undervejs og efter kampen mod de forsvarende mestre fra GOG. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Det stjernespækkede Aalborg Håndbold-mandskab slog søndag aften GOG med 35-29 i en direkte duel om førstepladsen.

    For anden gang i sæsonen trækker nordjyderne sig sejrrigt fra kampen mod rivalerne fra GOG. Efter fynboerne slog Aalborg i duellen om det danske mesterskab tilbage i juni, har Aalborg fået skovlen under GOG.

    Først vandt Aalborg i Super Cuppen inden sæsonens ligastart, og senest har mandskabet taget det første stik i den indbyrdes kamp med GOG i denne udgave af ligasæsonen.

    Sejren kom efter en tæt første halvleg, hvor holdene gik til pause med stillingen 15-15.

    Fra anden halvlegs start spillede Aalborg med musklerne, og det blev for stor en opgave for GOG, der ikke kunne følge med.

    I målet fik Aalborgs Simon Gade bedre fat i GOG-skytterne, som i anden halvleg blev mere og mere frustrerede over flere dommerkendelser.

    Det resulterede til sidst i, at GOG-træneren, Nicolej Krickau, blev udvist for protester.

    Frustrationen blev udnyttet i Aalborg-lejren, og i resten af kampen blev forspringet udbygget, indtil slutfløjtet lød.

    Sejren betyder, at Aalborg rykker forbi GOG i tabellen og indtager førstepladsen.

  24. Danmark lider nyt nederlag ved bordtennis-VM

    Det fortsætter med at være lige ved og næsten for Danmarks bordtennislandshold for mænd ved det igangværende hold-VM i Kina.

    Første gruppekamp tabte danskerne 1-3 til Brasilien tidligt fredag morgen og søndag blev det således til endnu et nederlag, denne gang mod Slovakiet med cifrene 1-3 i kampe.

    Tobias Rasmussen tabte sin kamp 0-3 i sæt, inden Anders Lind tilkæmpede sig den eneste danske sejr i holdkampen, da han vandt sikkert i tre sæt.

    Danskerne tabte nemlig de efterfølgende to kampe og dermed også duellen med slovakkerne.

    Danmark mangler nu kun en kamp i gruppespillet, når de natten til tirsdag møder Portugal.

  25. Nedtur for Holger Rune: Schweizisk banemand vinder danskerens anden ATP-finale

    Danskeren tabte kun et enkelt af sine egne serve-partier, men formåede ikke at breake schweiziske Hüsler undervejs i kampen. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    Med cifrene 6-4, 7-6 taber det danske tennistalent sin blot anden ATP-finale i karrieren til schweiziske Marc-Andrea Hüesler ved turneringen Sofia Open i Bulgarien.

    Allerede i kampens første parti blev 19-årige Holger Rune breaket af 26-årige Hüesler, der ligger nummer 95 på verdensranglisten.

    Det skulle vise sig at blive dyrt for danskeren, for begge spillere servede fortrinligt resten af sættet og holdte sine serve-partier.

    I andet sæt måtte kampen ud i en tiebreak for at finde en afgørelse. Selvom Rune havde fire sætbolde, der kunne forlænge kampe ud i et tredje sæt, fik Hüsler lukket kampen med cifrene 10-8 i tiebreaken.

    Titlen er schweiziske Hüeslers første i karrieren.

  26. Pointdeling mellem bundholdene Brøndby og Lyngby i underholdende kamp

    Det blev ikke til den søndag eftermiddag på Brøndby Stadion, som Daniel Wass og de resterende Brøndby-spillere havde håbet på. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Med en sen udligning fra bundproppen Lyngby spillede holdet 3-3 mod hjemmeholdet Brøndby.

    Angriberen Frederik Gytkjær bragte Lyngby foran efter otte minutter, inden Brøndbys Anis Ben Slimane og Nicolai Vallys sendte hjemmeholdet i front med to scoringer på to minutter.

    I anden halvleg udlignede Lyngbys Kasper Jørgensen, men 16-årige Oscar Schwartau ville det anderledes, da han scorede til 3-2 for Brøndby.

    Det lignede længe, at det skulle blive det endelige resultat, indtil Saevar Atli Magnússon dukkede op i feltet på hjørnespark og sørgede for et enkelt point til bundholdet Lyngby.

    Pointdelingen betyder, at Lyngby fortsat ligger nederst i tabellen med fire point, mens Brøndby ligeledes forbliver på tiendepladsen med 12 point.

  27. Dansk nedtur for håndboldkvinderne efter forrygende start mod Norge

    Efter en god start halsede de danske spillere efter nordmændene i anden halvleg. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

    De danske kvindelandshold i håndbold kom ud som lyn og torden mod Norge, men kampen vendte på en tallerken i anden halvleg, da nordmændene vandt med 29-27 i Golden League.

    På hjemmebane i Ikast var Danmark ikke til at styre fra kampens indledning, da holdet bragte sig foran med 5-0. De gode takter fortsatte, og ved pausen stod der 13-9.

    Men fra anden halvlegs start var der nye boller på suppen, for nordmændene fik hurtigt udlignet til 13-13.

    Efter Danmark kom bagud med 20-19, fik holdet aldrig genvundet føringen, og så blev det til et dansk to-måls-nederlag.

  28. Magnussen ender uden point, da Perez vinder i Singapore

    På den regnvåde bane i Singapore endte Red Bulls Sergio Perez med at tage sejren i denne weekends Formel 1-grandprix foran Ferraris Charles Leclerc.

    Danske Kevin Magnussen startede på en niendeplads, men måtte undervejs se sig selv dumpe ned på en 12. plads - en plads bedre end teamkollegaen Mick Scumacher. Dermed lykkedes det ikke danskeren at føje point til den samlede stilling.

    Den forsvarende verdensmester, Red Bulls Max Verstappen, havde muligheden for at sikre sit andet verdensmesterskab, hvis eller resultaterne flaskede sig. Det gjorde det imidertid ikke for hollænderen, der sluttede på en skuffende syvendeplads.

    Med fem løb tilbage af sæsonen fører hollænderen dog stadig solidt i det samlede regnskab med 104 point ned til Ferraris Charles Leclerc.

  29. Vidunderet Haaland scorer hattrick i ydmygelse af Eriksen og United

    Erling Haaland (tv.) og Phil Foden scorede begge hattrick i 6-3 sejren over Manchester United. (Foto: PETER POWELL © Ritzau Scanpix)

    Puha, den sved.

    Manchester United med Christian Eriksen på banen vil næppe glemme den fodboldlektion, holdet fik denne søndag i Premier League af bysbørnene og rivalerne fra Manchester City.

    Sidstnævnte vandt nemlig hele 6-3 og leverede en ydmygelse så stor, at den engelske sportspresse kommer til at vride tastaturerne for negative gloser. I hvert fald de, der følger Manchester United tæt.

    I den anden lejr vil snakken formentlig cirkulere om en 22-årig nordmand, Erling Haaland, som igen, igen viste sig som en målscorer ud over det sædvanlige.

    Angriberen nettede tre gange og bragte dermed sin sæsontotal op på 14 scoringer. Det har Haaland så brugt små otte kampe til. Igen - den mand er ekstraordinær.

    Allerede efter de første 45 minutters svingom havde City bragt sig foran 4-0, da Haaland og Phil Foden nettede to gange hver.

    Efter pausen reducerede Antony til 1-4 på en assist af Christian Eriksen, før Haaland og Foden scorede og sendte City foran 6-1.

    Slutteligt fik Anthony Martial reduceret to gange. Ren kosmetik. City udspillede United, vandt 6-3 og spillede sig op på andenpladsen i Premier League. United og Eriksen ligger på sjettepladsen.

  30. Nordjysk duo sender Silkeborg IF endnu tættere førstepladsen

    Selvom gæsterne fra AC Horsens bed fra sig, var det et Silkeborg IF-mandskab nogenlunde i kontrol, der søndag sikrede sig en 2-1 sejr på hjemmebane i Superligaen.

    1-0 scoringen signerede Kasper Kusk efter 35 minutters spil. Ikke nordjydens sværeste scoring i karrieren, men lidt har også ret, og når en anden nordjyde, sidste sæsons ligatopscorer Nicklas Helenius, kort efter pausen fordoblede føringen, passede pengene.

    Silkeborg IF havde været bedst - og kursen mod sejren var sat.

    Horsens fik dog reduceret til 2-1 på et mål af Anders K. Jacobsen, der sammen med holdkammeraterne jagtede en udligning.

    Hjemmeholdet afværgede imidlertid og hentede sæsonens sjette sejr. Den placerer fortsat silkeborgenserne på fjerdepladsen i tabellen, men holdet har nu kun tre point op til førerholdet, Randers FC.

    Horsens daler omvendt ned på syvendepladsen med 14 point.

  31. FCM svømmede i chancer, men må nøjes med uafgjort i midtjysk derby

    Det midtjyske derby mellem FC Midtjylland og Viborg FF havde det hele - intensitet, dramatik - og så alligevel ikke. For vinderen kunne de to rivaler nemlig ikke finde i søndagens superligaopgør, der endte 1-1 i Herning.

    Det må mest ærgre FCM-spillerne, der producerede chancer i ét væk.

    Det var dog viborgenserne, som først kom på tavlen, da et forsvarskiks sendte angriber Jay-Roy Grot alene afsted mod FCM-keeper Jonas Lössl. Det udnyttede hollænderen - 1-0 efter 43 minutters spil.

    Hænderne nåede imidlertid ikke at hænge længe i luften, inden FCM minuttet senere slog tilbage. Kristoffer Olsson, som faktisk netop havde leveret en stor fejl ved Viborg-scoringen, fik gjort skaden god igen og udlignede til slutresultatet 1-1.

    Det uafgjorte resultat betyder, at FC Midtjylland foreløbigt rykker op på Superligaens sjetteplads med 14 point efter 11 kampe, mens Viborg bliver på ligaens tredjeplads med 20 point efter samme antal kampe.

  32. Slået med et enkelt sekund: Vingegaard henvist til andenpladsen på sidste etape af Kroatien Rundt

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Den slovenske cykelrytter Matej Mohorič fra holdet Team Bahrain Victorious vinder Kroatien Rundt - et enkelt sekund foran danske Jonas Vingegaard.

    I den 25-årige danskers comeback til cykling efter sommerens sejr i Tour de France var det lige ved og næsten, at blev til endnu en samlet sejr.

    Efter to etapesejre på tredje og femte etape var Jonas Vingegaard foran Matej Mohorič med ti sekunder inden søndagens afgørende etape.

    Men undervejs på etapen halede den 27-årige slovener ind på danskeren ved først at tage bonussekunder på sjette etapes indlagte spurter, og til slut sprintede Mohorič sig til en andenplads på etapen.

    Og da der netop var seks bonussekunder at hente her, sendte han akkurat Vingegaard ned på andenpladsen.

    Og selvom det sikkert er irriterende for danskeren og Jumbo Visma at miste sejren med blot ét sekund, er det ikke fordi, Jonas Vingegaard ikke får noget ud af strabadserne i Kroatien.

    Om en uge skal han nemlig køre Lombardiet Rundt, og DR Sportens cykelkekspert, Brian Nygaard, vurderer, at CRO Race har været en fin optakt hertil.

    - Nu kommer han med en rigtig god uge med to etapesejre. Han må være mere end klar, tror jeg. Og selvom han ikke er specialist i endagsløb, er det løb så svært, at det burde ligge godt til ham.

  33. Indonesiens myndigheder nedjusterer dødstal efter stadionkaos

    Men nu nedjusterer myndighederne tallet til mindst 125 dræbte.

    Det oplyser de indonesiske myndigheder ifølge Ritzau.

    Myndighederne forklarer det nedjusterede dødstal med, at nogle kan være blevet talt med flere gange.

    Tragedien skete i går, da der opstod kaos efter en kamp mellem to rivaliserende hold. Tilskuere løb ind på banen, hvor politiet sprøjtede tåregas ud.

    Indonesisk politi oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at de mange mennesker døde under panik, efter at politiet havde affyret tåregas for at sprede oprørte fodboldfans på banen, skriver Ritzau.

  34. Holger Runes lejr på finaledagen: Nøglen til succes er serven

    Holger Rune i sin serv under semifinalen mod italienske Jannik Sinner. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    Søndag kan den danske tennisspiler Holger Rune vinde sin blot anden ATP-titel ved turneringen Sofia Open i Bulgarien, når han møder Marc-Andrea Hüsler i finalen.

    Kigger den 19-årige ned i værktøjskassen med de midler, han skal bruge til at tage sejren, er det især serven, som bliver vigtig. Det mener danskerens manager og mor, Aneke Rune.

    - Holger har et virkelig højt 'win' bag sin førsteserv, så derfor er målet, at der skal sættes 70 procent førsteserver, fortæller Aneke Rune til Ritzau.

    I semifinalen leverede tennistalentet Holger Rune en overraskelse, da han gik videre i kampen mod verdensranglistens nummer 10, Jannik Sinner, som måtte udgå med en skade i tredje sæt.

    Det var en kamp, hvor danskeren netop lykkedes med masser af flotte serve.

    - Og da Holger er en eminent returspiller, så vil han med ret stor sikkerhed altid få brudt og dermed vinde kampene, lyder det fra Aneke Rune på finaledagen.

    Finalen kan følges på DR.dk fra omkring klokken 15.30. Kamptidspunktet afhænger af double-finalerne.

  35. Danmark vinder årets første landskamp i rugby

    Det danske landshold i mudret, vådt tøj og med smil på læberne efter lørdagens sejr. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)

    Det danske landshold i rugby vandt lørdagens landskamp hjemme mod Andorra med cifrene 25-10.

    Det var sydafrikanske Junaire Browns første kamp i spidsen for holdet.

    Opgøret blev spillet foran 420 tilskuere på rugbyklubbens Speeds bane i Kastrup, og den var den første af tre i Rugby Europe Conference 2 North, som Danmark er en del af.

    Næste kamp er ude mod Finland den 15. oktober, hvorefter turen går til Norge den 13. maj.

    De danske points blev scoret af Joakim Calmar Niesen (20) og Thorbjørn Vestergaard (5). Hamish Coventry blev kåret som banens bedste danske spiller.

    Lidt action fra kampen mellem Danmark og Andorra. Her er det kampens bedste, Hamish Coventry, i en klynge med mod- og medspillere. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)
  36. Fifa-præsident om stadiontragedie: En mørk dag for fodbolden

    - Det er en mørk dag for fodbolden. En tragedie uden for fattevne.

    Sådan lyder det fra Gianni Infantino, der er præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, oven på den tragedie, der har udspillet sig på et fodboldstadion i Indonesien lørdag aften.

    Mindst 174 mennesker er meldt omkommet under uroligheder, der opstod efter slutfløjtet, hvor hjemmeholdet tabte til deres store rivaler, hvilket fik tilskuere til at storme banen og politiet til at kæmpe imod.

    - Fodboldverdenen er i en tilstand af chok efter de tragiske hændelser. Alle vores tanker og bønner går til ofrene og de sårede samt befolkningen i Indonesien, siger Infantino ifølge Ritzau.

  37. 42.000 deltagere er i fuld gang ved London Marathon

    • Her er det de mandlige eliteløbere, der står klar og toptændte ved startstregen. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Marcel Hug fra Schweiz krydser målstregen som vinder af kørestolsløbet. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)
    • Omkring 42.000 deltagere er med i årets store løbefest i London. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Billedet her er fra startskuddet til kørestolsløbet. Kvinderne, der står og kigger på, er fodboldspillerne Jill Scott, Ellen White og Leah Williamson fra det engelske landshold. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Kenyas Joyciline Jepkosgei og Reia Iwade fra Japan under løbet. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Omkring 42.000 vælger at bruge deres søndag på at svede på asfalten i London.

    Det årlige London Marathon finder sted i dag, og lige nu er både eliteløbere, kørestolsdeltagere og almindelige "hverdagsløbere" enten allerede i mål eller i fuld gang med at tilbagelægge de 42,2 kilometer fra Greenwich til The Mall.

    Løbet plejer at finde sted i april, men det er de seneste tre år blevet afholdt her i oktober som følge af coronapandemien.

    Mediet The Guardian dækker begivenheden med liveopdateringer her på siden.

  38. Simon Kjær er blevet skadet igen

    Den danske fodboldspiller Simon Kjær har brugt langt størstedelen af 2022 på at genoptræne efter en korsbåndsskade.

    For halvanden måneds tid siden gjorde den danske landsholdsanfører så comeback for sit italienske klubhold AC Milan, men nu er han blevet skadet igen.

    Lørdag aften måtte forsvarsspilleren nemlig lade sig udskifte efter 70 minutter, da Milan på udebane i Serie A slog Empoli med 3-1.

    Årsagen til udskiftningen var, at Simon Kjær har pådraget sig en muskelskade. Det fortæller, Milan-træner Stefano Pioli til Football Italia, efter kampen.

    Pioli siger dog ikke noget om skadens omfang, da Kjær og andre skadede spillere fra kampen først skal undersøges nærmere.

  39. Partier enige om at styrke indsats mod hooligans

    Der skal sættes ind over for "den ene procent fodboldbøller", som ødelægger festen for resten ved danske fodboldkampe.

    Det er regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, blevet enige om i ny aftale, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Aftalen er lavet på baggrund af en række forslag fra en ekspertgruppe bestående af politi, Dansk Boldspil-Union, fans og tre fodboldklubber, som justitsminister Mattias Tesfaye (S) etablerede i august efter flere episoder med voldsomme fodboldoptøjer.

    Forslagene indebærer blandt andet, at politiet skal kunne bistå klubberne med identifikation af personer, der eksempelvis har overtrådt klubbens regler, og at der skal skabes en koordineret, forebyggende indsats for unge fans.

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil ved den kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag på området.

    - Det er tiltag, der skal være med til at sætte en stopper for den ene procent fodboldbøller, så fodboldfesten forbliver en fest for de 99 procent, siger han i pressemeddelelsen.

  40. Kaos efter fodboldkamp i Indonesien: 129 dræbt under optøjer

    • Fans er løbet på banen efter slutfløjt. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • Betjente i aktion på Kanjuruhan Stadium i Malang. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • En udbrændt bil efter optøjerne. (Foto: ANTARA FOTO © Ritzau Scanpix)
    • Væltede biler på og ved siden af banen. (Foto: SANDI SADEWA © Ritzau Scanpix)
    • Der blev affyret tåregas for at forsøge at dæmpe optøjerne. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • En lille pige bæres væk. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Mindst 129 mennesker har mistet livet i forbindelse med optøjer, der opstod efter en fodboldkamp i byen Malang på øen Java i Indonesien.

    Det skete lørdag aften, skriver Ritzau.

    Politiet oplyser, at en stor mængde fans løb på banen, efter at hjemmeholdet Arema FC havde tabt 3-2 til ærkerivalerne fra Persebaya Surabaya.

    Der opstod panik, og politiet affyrede tåregas for at sprede de mange mennesker på Kanjuruhan-stadionet. I den forbindelse omkom mange af kvælning og iltmangel, mens andre blev trampet ihjel, fordi folk flygtede mod udgangene. To af de døde er betjente.

    Dødstallet ventes at stige, da en del af cirka 180 tilskadekomnes tilstand er kritisk.

    Den lokale politichef, Nico Afinta, siger til medier, at politiet på forhånd havde foreslået, at kampen kun skulle overværes af hjemmeholdets fans for at undgå problemer som følge af den rivalisering, der er mellem de to klubber.

    Den indonesiske sikkerhedsminister oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der var solgt 42.000 billetter til kampen, selv om der kun er plads til 38.000 på stadion i forhold til sikkerheden.

    Et øjenvidne ved navn Rezqi Wahyu skriver på Twitter, at hvert et hjørne af banen var omgivet af tåregas, der blandt andet blev affyret op på tribunerne. Han var ifølge det indonesiske medie Republika til stede på stadion.

    - Forholdene uden for stadion var meget anspændte. Mange tilhængere var udmattede, og der var skrigende og grædende kvinder, tilhængere dækket af blod, ødelagte biler, skældsord og vrede. Mursten, jern og bambus fløj over det hele, skriver Rezqi Wahyu.

    Indonesiens bedste fodboldrække, BRI Liga 1, oplyser ifølge Reuters, at ligaen nu har besluttet at suspendere alle kampe i en uge.

    Landets præsident, Joko Widodo, siger, at sikkerheden omkring fodboldkampe i hele landet nu skal evalueres.

  41. Messi og Mbappe scorer på Kasper Schmeichel

    Lionel Messi og Kylian Mbappe scorede begge for Paris Saint-Germain, som vandt 2-1 på hjemmebane over Nice i den bedste franske fodboldrække.

    Dermed blev Kasper Schmeichel i Nice-målet passeret to gange i opgøret mod superstjernerne på Parc des Princes i Paris.

    Efter 29 minutter scorede Messi på Schmeichel, da argentineren udnyttede et frispark, der blev begået mod ham selv lige uden for feltet.

    Messi sendte bolden op i det ene hjørne, mens Schmeichel forstenet kunne se bolden gå i netmaskerne.

    Nice svarede godt igen kort efter pausen, da angriberen Gaetan Laborde udlignede til 1-1.

    PSG-angriberen Kylian Mbappe, som kom på banen i stedet for den tidligere Vejle-angriber Hugo Ekitike, afgjorde kampen efter 83 minutter.

    Med sejren er PSG tophold med 25 point efter 9 kampe. Marseille har to point færre på andenpladsen. Nice har kun otte point i den tungere halvdel af tabellen.

    /ritzau/

  42. Leon Madsen slutter fin speedwaysæson med tredjeplads

    Leon Madsen blev nummer tre i speedwaysæsonens sidste grand prix, der blev kørt i den polske by Torun.

    Dermed cementerede han sin andenplads i den samlede VM-stilling.

    Allerede før lørdagens grand prix stod det klart, at Bartosz Zmarzlik ville vinde VM-guldet for tredje gang i karrieren.

    Lørdagems grand prix blev vundet af Martin Vaculik fra Slovakiet.

  43. Holger Rune spiller sig i karrierens anden finale efter supertalent udgår med skade

    Den danske tennisspiller Holger Rune vinder semifinalen ved Sofia Open i Bulgarien over Jannik Sinner, der måtte udgå med en skade mod slutningen af kampen.

    Den 19-årige dansker tabte første sæt med 5-7, men fik leveret et comeback i andet sæt, som han vandt med 6-4.

    Derfor skulle det hele afgøres i tredje sæt, hvor danskeren fik en forrygende start med et tidligt break.

    Ved stillingen 4-2 vred Sinner om på anklen, og efter at Rune breakede italienerens serv for anden gang til stillingen 5-2, gav verdensranglistens nummer ti op.

    21-årige Jannik Sinner har de seneste to år vundet Sofia Open, men i år skal der findes en ny vinder, når Holger Rune møder schweiziske Marc-Andrea Huesler søndag klokken 15.30.

    Kampen kan følges på DR.dk.

  44. Golfspillerne Nørgaard og Højgaard blander sig i skotsk topstrid

    Det går i øjeblikket den rigtige vej for de danske golfspillere Niklas Nørgaard og Rasmus Højgaard ved golfturneringen Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

    Begge danskere er nemlig blandt de ti bedstplacerede, før turneringen skal afgøres søndag.

    Niklas Nørgaard har ligget blandt de bedste spillere gennem hele turneringen, og lørdag gik tredje runde i tre slag under par, så han nu er på en delt femteplads med en samlet score på ti under par.

    Endnu bedre gjorde Rasmus Højgaard det lørdag, da han spillede sig i klubhuset med en score på fem under par. Det sender ham op på en delt ottendeplads før sidste runde, to slag dårligere end Nørgaard.

    Engelske Richard Mansell er på førstepladsen i 15 under par.

  45. En gylden halvleg sikrede dansk håndboldsejr over Schweiz i Golden League

    Det danske kvindelandshold i håndbold vandt overbevisende med 38-25 over Schweiz i træningsturneringen Golden League lørdag eftermiddag.

    Trods de flotte cifre så var Schweiz faktisk glimrende med i første halvleg, hvor de kun var bagud med fire mål ved pausen.

    Men i kampens sidste halve time satte Danmark for alvor tempoet op, og så kunne Schweiz ikke længere følge med.

    Dermed står Danmark nu noteret for en sejr og et nederlag i Golden League, før de møder verdensmestrene fra Norge i deres sidste kamp søndag klokken 16.

  46. Den ene dansker sendte bolden forbi den anden i Bundesligaen

    Jesper Lindstrømn jubler over det fine mål. (Foto: Daniel Roland © Ritzau Scanpix)

    Jesper Lindstrøm scorede et flot mål, da Eintracht Frankfurt lørdag slog Union Berlin med Frederik Rønnow i målet med 2-0.

    Lindstrøms mål blev scoret kort før pausen, da han selv snuppede bolden og lavede et par gode finter, inden han satte kuglen i mål til 2-0 med en fin afslutning.

    Forinden havde Mario Götze scoret kampens første mål.

    Med sejren er Eintracht Frankfurt nu nummer fem i Bundesligaen med 14 point.

    Union Berlin fører rækken med 17 point efter otte kampe.

  47. AGF tager sæsonens første sejr i bundopgør

    Lørdag eftermiddag vandt AGF en tiltrængt sejr på 3-1 over FC Nordsjælland.

    Kampen var ellers en gylden mulighed for hjemmeholdet fra Nordsjælland til at isolere AGF og Kolding IF under nedrykningsstregen i bunden af tabellen.

    Men med to mål af AGFs Mathilde Madsen i første halvleg og en overtidsscoring af Caroline Jensen, så ændrede det ikke ved udfaldet, at FC Nordsjællands Johanna Sørensen undervejs reducerede.

    Sejren betyder, at AGF rykker over FC Nordsjælland i tabellen og indtager sjettepladsen, mens sidstnævnte må tage til takke med syvendepladsen.

  48. Succes i Singapore: Magnussen kører sig på niendepladsen i kvalifikationen

    Det blev til en opløftende niendeplads for Kevin Magnussen ved lørdagens kvalifikation i Singapore. (Foto: Lillian Suwanrumpha © Ritzau Scanpix)

    Den danske racerkører Kevin Magnussen slutter som nummer ni ved lørdagens kvalifikation til Singapores Formel 1-grand prix.

    I kvalifikationen kørte Ferraris Charles Leclerc sig i pole position til søndagens grand prix foran Red Bulls Sergio Perez og Mercedes' Lewis Hamilton.

    I DR Sportens optaktsartikel kan du læse, at lyset, på trods at høje elpriser, ikke bliver noget problem, når 2000 lamper blænder op for løbet, der køres om natten.

  49. Arsenal slår ærkerivalen i topopgøret North London Derby

    Arsenals Granit Xhaka jubler med sine medspillere efter målet til 3-1. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)

    Den engelske fodboldklub Arsenal slår ærkerivalen Tottenham med 3-1 på hjemmebane.

    Efter tyve minutter bragte ghanesiske Thomas Partey hjemmeholdet foran med 1-0 på et flot langskud.

    Tottenham skulle dog ikke bruge mere end elleve minutter på at svare igen, da den engelske landsholdsangriber Harry Kane udlignede på et straffespark.

    Arsenal kom bedst ud til anden halvleg, og det udnyttede brasilianske Gabriel Jesus, da han prikkede bolden over stregen til endnu en føring til hjemmeholdet.

    Resten af kampen gik det nedad bakke for Tottenham, der først fik et rødt kort til backspilleren Emerson Royal, inden schweizeren Granit Xhaka dernæst lukkede kampen med et mål til 3-1.

    Danske Pierre-Emile Højbjerg startede inde for Tottenham, men blev taget ud efter 75 minutter.

    Resultatet betyder, at Arsenal forøger sit forspring på førstepladsen, mens Tottenham forbliver på tredjepladsen.

  50. Kaos i Ajax København forårsager sidsteøjebliks-aflysning af kamp

    Fredag forsikrede håndboldklubben Ajax Københavns bestyrelsesformand og medejer, Henrik Ritlov, at lørdagens kamp i den næstbedste danske række mod Aarhus HC blev spillet.

    Men lørdag eftermiddag er kampen, der er sat til at blive spillet klokken 15.00, aflyst. Det bekræfter Håndbold Spiller Foreningens direktør, Torben Vinther, overfor TV 2 Sport.

    - Der er ikke styr på arbejdsskadeforsikringen, så vi har anbefalet spillerne ikke at gå på banen, siger Torben Vinther til TV 2 Sport.

    I september kom det frem, at den københavnske håndboldklub er konkurstruet. I den forbindelse kunne DR Sporten berette, at klubben samtidig befinder sig i et forsikringskaos.

    Aflysningen kommer så sent, at Aarhus HC allerede har taget turen over bæltet og er ankommet til Ajax Københavns hjemmebane, Bavnehøj-Hallen.

    - Det er ikke i orden at trække tingene så længe her. Det er spild af alles tid og kræfter. Tragisk, lyder det fra Torben Vinther.

Mere fra dr.dk