Dansk tennisspiller vinder DM i damesingle for fjerde gang
Den 20-årige tennisspiller Hannah Viller Møller kan gøre status på et yderst godkendt DM. I løbet af weekenden har hun formået at vinde to guldmedaljer og en sølvmedalje ved DM-ugen i Aalborg.
I går sikrede hun guldet i mixed double sammen med Davis Cup-spilleren Christian Sigsgaard.
I dag startede hun så med sit fjerde DM-guld i damesingle, da hun slog Mille Mørk i to sæt (6-3, 6-2).
Senere på dagen kunne hun så få fuldt hus, da hun var i finalen i damedouble med makkeren Emma Vesten Håkansson. I den tætte finale måtte duoen dog se sig slået af Vilma Krebs Hyllested og Karoline Laursen efter et afgørende sæt, der endte 10-8.
I finalen i herresingle vandt Elmer Møller overbevisende over Philip Hjorth i to sæt (6-3, 6-1). I herredouble vandt Christian Sigsgaard weekendens anden guldmedalje, da han med Johannes Ingildsen vandt i to sæt (6-2, 6-2) over Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen.
Du kan følge DM-Ugen på DR1, DRTV eller i vores liveblog her.