Danske Heroic har søndag aften tabt IEM Rio Major-turneringen i Counter-Strike til Outsiders. Finalen endte 16-12, 16-5 til holdet bestående af fire russiske spillere og en fra Kasakhstan.
Både Outsiders og Heroic trådte ind i turneringen som undertippede, men det lykkedes holdene at feje favoritterne af banen og booke en billet til finalen.
På trods af at Outsiders vandt det første 'map' med fire runder, så var det en meget lige affære.
Danskerne fik en god start på det andet 'map', men så snart Outsiders fik momentum, var der ikke noget at rafle om. Efter 15 runder førte Outsiders med 12-3.
Heroic fik for en stund rejst sig, men det var sent, og så blev det et spørgsmål om tid, før Outsiders kunne vinde sin første major-turneringen.
Med førstepladsen følger knap 3,6 millioner kroner, mens Heroic kan tage på den gode side af 1,2 millioner kroner med hjem i kufferten fra Brasilien.