Dansker får Tour de France-debut

Sløret blev allerede løftet i den forgangne weekend under Schweiz Rundt, men nu er det også officielt.
Danske Andreas Kron får Tour de France-debut, når løbet starter i København i næste uge.
I en pressemeddelelse bekræfter hans hold, Lotto Soudal, at Kron er blandt de otte ryttere, der skal køre det tre uger lange etapeløb.
På det belgiske mandskab får danskeren selskab af Caleb Ewan, Reinardt Janse van Rensburg, Frederik Frison, Florian Vermeersch, Brent Van Moer, Philippe Gilbert og Tim Wellens.
- Med disse otte kan vi spille en rolle i stort set alle terræner i dette Tour de France, siger holddirektør John Lelangue.
Han håber på topplaceringer til sprinteren Caleb Ewan, som han kalder "en af de hurtigste ryttere i feltet".
/ritzau/