Den danske cykelrytter Anthon Charmig (Uno-X) fik blot lov til at køre en enkelt dag i førertrøjen i Tour of Oman.
Efter søndagens etape måtte den 23-årige dansker aflevere det røde stykke tekstil til italieneren Fausto Masnada (Quick-Step), der vandt 4. etape efter et soloudbrud.
Charmig sad med i frontgruppen op ad den sidste stigning, men på den efterfølgende nedkørsel satte Masnada sit angreb ind.
Italieneren slog hurtigt et forspring på 25 sekunder. Charmig og de øvrige forfølgere havde svært ved at finde ind i et godt samarbejde, hvilket betød, at afstanden blev øget på det flade stykke hen mod målstregen.
Charmig kæmpede sig i mål på en sjetteplads, da han kom i mål i en gruppe bestående af seks ryttere et minut og syv sekunder efter vinderen.
I den samlede stilling glider danskeren en enkelt placering tilbage og indtager andenpladsen med 55 sekunder op til Masnada.
Tour of Oman består af seks etaper og slutter på tirsdag.
/ritzau/