Seneste sport
2. dec 2021

Danskere tæt på exit i sæsonfinalen

Den danske mixeddouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er med stor sandsynlighed færdig ved World Tour Finals i badminton inden den sidste runde af gruppespillet.

Parret havde ellers alle chancer for at vinde torsdag, men trods føringer blev også den anden kamp i turneringen tabt. Cifrene lød 17-21, 21-19, 16-21.

Nu skal Christiansen og Bøje ikke bare vinde den sidste kamp fredag, men er også afhængig af andre resultater for at gå videre til semifinalerne.

Damesinglen Line Christophersen tabte som ventet også sin anden kamp til Pornpawee Chochuwong fra Thailand, men danskeren bed overraskende godt fra sig og tabte kun knebent med 20-22, 21-23.

I første sæt kom Christophersen tilbage fra 7-13 og havde sætbold ved 20-19, og i andet sæt kom hun fra 10-15 til 18-18, inden den thailandske modstander var stærkest på de afgørende bolde.

Dermed skal der også mirakler til for at holde Christophersen inde i turneringen.

Seneste sport

  1. I dag kl. 17:31

    Anne Mette Hansens Györ vinder vaskeægte drama over Odense Håndbold

    Althea Reinhardts gode præstation i Odense-målet var ikke nok til at få point i Ungarn. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Det blev et stort drama, da Odense Håndbold søndag besøgte det ungarske storhold Györ i Champions League.

    Inden opgøret lå Odense på gruppe B's femteplads, og mens deres foreløbige pointhøst ligner at være nok til at nå playoff-kampene, var der langt op til førerholdet Györ, der har den danske bagspiller Anne Mette Hansen som anfører.

    Hun spillede ikke nogen stor rolle og scorede kun en enkelt gang.

    Odense Håndbold var foran med ét enkelt mål ved pausen, og i løbet af anden halvleg fulgtes de to hold pænt ad frem mod en nervepirrende afslutning.

    20 sekunder før tid sendte Mie Højlund en afslutning i paraderne for Odense, og da Györ på det tidspunkt var foran med 27-26 havde de ikke travlt med at bringe bolden frem til et sidste angreb.

    I stedet lod de uret køre ud og kunne juble, da sejren cementerer deres førsteplads i Champions League-puljen.

    Mie Højlund blev Odense-topscorer med ni mål.

  2. I dag kl. 15:28

    Team Esbjerg er på kvartfinalekurs i Champions League

    Henny Reistad var den helt store oplevelse på hjemmebanen i Esbjerg. (Foto: John Randeris © Ritzau Scanpix)

    I den fineste europæiske håndboldturnering for kvinder begynder det så småt at dufte af playoff-kampe for Team Esbjerg.

    Søndag besejrede de det ungarske storhold Ferencvaros med 33-27 på hjemmebane, og de to point sender vestjyderne op på førstepladsen i Champions Leagues gruppe A.

    Den tidligere danske landsholdskeeper Rikke Poulsen var forrygende i Esbjerg-målet og stod opgøret med en redningsprocent på 43.

    I den ende af håndboldbanen blev den norske verdensmester Henny Reistad Esbjerg-topscorer med hele 13 scoringer.

    I puljen, der består af otte europæiske klubber, er Team Esbjerg nu førerhold med 17 point, og de har sågar spillet en kamp færre end andenpladsen Rostov-Don fra Rusland, der har 16 point.

    De første to pladser giver en direkte plads i forårets kvartfinaler, og der resterer fire gruppekampe for Team Esbjerg, der igen i næste weekend skal i Champions League-aktion.

  3. I dag kl. 15:22

    Afrikansk fodboldlandshold rammes af coronaudbrud før ottendedelsfinale: Har ingen målmand

    Fodboldlandsholdet for herrer fra Comorerne er havnet i lidt af en kattepine.

    Det afrikanske landshold har ved sit første afrikanske mesterskab kvalificeret sig til ottendedelsfinalen mod Cameroun. Men forud for opgøret er holdet blevet ramt af intet mindre end 12 coronatilfælde.

    Heriblandt træneren, Amir Abdou, og så har begge målmænd i truppen også testet positiv for coronavirus. Trods den svære situation nærer landsholdets holdleder, El Hadad Himidi, dog alligevel håb.

    - Vi vil gøre alt i vores magt for at finde en løsning, siger holdlederen ifølge BBC.

    Comorerne møder Cameroun i morgen i ottendedelsfinalen.

  4. I dag kl. 14:29

    Jeff Winther bliver bedste dansker i årets første golfturnering

    Ved den store golfturnering Abu Dhabi Championship har syv danske profiler i denne weekend været med til at slå golfåret i gang.

    Med en præmiesum på omkring 50 millioner kroner var der nok at spille for, men flere af de danske golfstjerner havde problemer med at finde topniveauet i løbet af weekenden.

    37-årige Jeff Winther ender som samlet sekser og er dermed den bedste dansker efter en lille uge i Abu Dhabi.

    Søndagens sidste runde gik Winther to slag under par, og således ender han samlet med en score på syv slag under par.

    Rasmus Højgaard spillede sig op i den samlede stilling på søndagens 18 huller og ender et stykke fra toppen.

    Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og Marcus Helligkilde slutter lige uden for top-40, mens Joachim B. Hansen og Thomas Bjørn slutter længere nede i rækkerne.

    I næste uge gælder det turneringen Dubai Desert Classic for de danske golfspillere, hvor der også er en stor præmiepulje på højkant.

  5. I dag kl. 11:42

    Hollandsk EM-topscorer testes positiv før møde med Danmark

    Hollands håndbolddrømme må lide et lille knæk før mødet mod de danske håndboldherrer i morgen ved EM's mellemrunde.

    EM-topscoreren Kay Smits er nemlig testet positiv for coronavirus. Det oplyser Hollands Håndboldforbund.

    Udover topscoreren, der har scoret 45 mål ved slutrunden, har spillerne Samir Benghanem og Jasper Adams og en fysioterapeut i den hollandske stab også afleveret en positiv coronatest.

    I den danske lejr har ingen nye spillere eller ledere fået et positivt testsvar efter seneste PCR-test. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på sin Twitter-profil.

    Danmark møder Holland mandag klokken 18. Kampen kan følges på dr.dk, i LIGA på P3 og på TV2.

  6. I dag kl. 10:36

    Canadisk snowboarder slår egen vild rekord

    Den canadiske snowboarder Mark McMorris har natten til søndag slået fast, at han hører til blandt de absolut største stjerner inden for vintersport.

    Ved årets vinter-X Games i amerikanske Aspen sikrede han sig en guldmedalje i slopestyle-konkurrencen, hvor udøverne scorer point ved at lave tricks på hop og såkaldte rails.

    Men ikke nok med det så slog han også sin egen rekord for flest vundne medaljer nogensinde ved vinterudgaven af ekstremsportsbegivenheden. Ud af de 21 medaljer, den 28-årige canadier har vundet, har 10 af dem været af guld.

    X games startede d. 21 januar og slutter i dag.

  7. I dag kl. 08:29

    Canadier sender favorit ud af Australian Open

    (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)

    En af de største favoritter i årets første grand slam-turnering i tennis, Australian Open, er røget ud.

    Søndag morgen dansk tid tabte den tyske herresinglespiller Alexander Zverev nemlig til canadieren Denis Shapovalov i turneringens fjerde runde. Tyskeren tabte med 3-6, 6-7, 3-6 i sæt.

    24-årige Zverev vandt både OL-guld og sæsonfinalen ATP Finals i det forgangne år, og forventningerne til ham var af den grund store ved årets første grand slam.

    Hos en af de øvrige favoritter, Rafael Nadal, var der knap så meget slinger i valsen. Spanieren vandt natten til søndag med 7-6, 6-2, 6-2 over franske Adrian Mannarino.

  8. I dag kl. 08:20

    Favoritter falder i NFL's slutspil efter sene afgørelser

    Green Bay Packers og Tennessee Titans er ude af slutspillet i NFL.

    Holdene gik ind til deres kampe natten til søndag dansk tid som favoritter, efter at de var sluttet øverst i deres respektive del af grundspillet.

    Det gav dem hjemmebanefordel mod henholdsvis San Francisco 49ers og Cincinnati Bengals. Men lige lidt hjalp det. Packers tabte 13-10, mens Tennessee tabte 19-16.

    San Francisco 49ers møder i kampen om NFC Championship om en uge vinderen af opgøret mellem Los Angeles Rams og sidste års vinder af Super Bowl, Tampa Bay Buccaneers.

    Vinderne af NFC og AFC Championship mødes 13. februar i Super Bowl i Los Angeles.

    /ritzau/DR Nyheder

  9. I dag kl. 08:18

    Clara Tausons makker er blevet testet positiv for corona

    Tennisboldene suser over banen, og coronatest bliver foretaget på stribe.

    Den belgiske tennisspiller Alison Van Uytvanck er blevet testet positiv for corona, efter at hun har deltaget i Australian Open.

    Det skriver hun på Instagram.

    - Min exit-test i Melbourne for at kunne rejse tilbage til Belgien var positiv.

    - Jeg er isoleret og følger alle retningslinjer. Jeg har meget milde symptomer og ser frem til at komme endnu stærkere tilbage, skriver Alison Van Uytvanck.

    Hun deltog blandt andet i doubleturneringen sammen med danske Clara Tauson, og duoen tabte i første runde efter en kamp i tre sæt.

    Tauson deltog også i damesingle. Hun nåede til tredje runde, hvor hun natten til lørdag dansk tid tabte til amerikaneren Danielle Collins.

    Alison Van Uytvanck deltog også i single og nåede til anden runde.

  10. I går kl. 22:54

    Dansk hurtigløber kvalificerer sig til VM og sætter ny dansk rekord

    Den danske atletikudøver Mette Graversgaard har sat ny dansk rekord på 60 meter hæk.

    På 8,02 sekunder tilbagelagde hun distancen ved et indendørs stævne, og det er den hurtigste danske tid nogensinde.

    - Jeg kan slet ikke tro, at det lige er sket, skriver hun på sin Instagram-konto.

    Med den lynhurtige tid kvalificerede 26-årige Mette Graversgaard sig samtidig til atletikkens indendørs VM.

    Udover den nye rekord, har Mette Graversgaard også den hurtigste danske tid på 60 meters sprint. Den satte hun i Aarhus i december, da hun tilbagelade distancen på 7,43 sekunder.

  11. I går kl. 21:59

    Kroaterne kæmpede for EM-livet, men Danmark vinder for femte gang i træk

    Mathias Gidsel scorede fem gange mod Kroatien. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    For den neutrale seer var mellemrundeopgøret ved EM mellem Danmark og Kroatien en sand fornøjelse.

    Selvom kroaterne under slutrunden har været hårdt ramt af coronasmitte og senest tabte med seks mål til Montenegro, viste de lørdag aften, hvorfor man aldrig kan afskrive dem i vigtige kampe.

    Ubejsrede Danmark var ganske vist foran igennem hele opgøret, men det lykkedes aldrig at slå det afgørende hul, og derfor lå overraskelsen til det sidste og lurede.

    Men Nikolaj Jacobsens tropper holdt hovedet koldt og sikrede med sejren på 27-25 et fantastisk udgangspunkt til de sidste to mellemrundekampe.

    Mandag venter Holland, og onsdag spiller Danmark mod Frankrig, inden der i weekenden er eventuel semifinale.

    Mikkel Hansen blev dansk topscorer med otte mål.

  12. I går kl. 20:44

    Ishockeyligaens tophold taber for tredje gang på stribe

    Herning Blue Fox fører fortsat den bedste ishockeyrække, men forspringet smuldrer.

    Lørdag aften tabte midtjyderne for tredje gang i træk, da Aalborg Pirates vandt 2-1 i Herning efter straffeslag. I sine seneste kampe led herningenserne nederlag til henholdsvis Frederikshavn og Rungsted.

    Herning er tre point foran Sønderjyske, men sønderjyderne har spillet hele fire kampe færre.

    Det var oven i købet en mangeårig Herning-spiller, Patrick Bjorkstrand, der bragte Aalborg foran efter fire minutters spil.

    OL-udtagne Morten Poulsen fik udlignet, to sekunder før anden periode var forbi, og dermed var det slut med målscoringen i de 60 ordinære minutter.

    Der blev heller ikke scoret i de fem tillægsminutter, så der skulle straffeslag til for at finde en vinder af topopgøret.

    De to målskytter, Bjorkstrand og Poulsen, lagde for med at brænde, og der blev ikke scoret, før Aalborgs Julian Jakobsen nettede på konkurrencens sjette og sidste forsøg.

    Med sejren rykker Aalborg tættere på toppen. Nordjyderne er nu fire point efter Herning og har to kampe til gode.

    /ritzau/

  13. I går kl. 19:32

    Snæver sejr til Viborgs håndboldkvinder, der fører europæisk pulje

    Viborgs håndboldkvinder vandt lørdag 26-25 på udebane mod ungarske Vaci i European League.

    Med sejren hopper Viborg op på førstepladsen i sin gruppe, der består af fire hold. Viborg har vundet begge sine to første opgør.

    European League er niveauet under Champions League i europæisk kvindehåndbold. De to bedste fra hver indledende pulje går videre til knockoutrunderne.

    /ritzau/

  14. I går kl. 19:29

    Island sejrer sikkert over Frankrig ved EM i håndbold

    Island hentede lørdag aften en stor skalp ved EM i håndbold.

    Således slog øboerne sikkert de olympiske mestre fra Frankrig i mellemrunden. 29-21 lød sejrscifrene i Islands favør.

    Dermed åbner Island mellemrundegruppen på vid gab, hvor de nu har fire point. Det er samme antal som Danmark og Frankrig. Danskerne har dog mulighed for at lægge sig alene i spidsen, hvis det bliver til en sejr over Kroatien senere i aften.

    Særligt Omar Ingi Magnusson, Viggo Kristjansson og målmand Viktor Hallgrimsson imponerede for Island. Førstnævnte scorede 10 gange, andennævnte ni, mens Hallgrimsson lukkede af i det islandske mål med en redningsprocent på 43.

  15. I går kl. 18:25

    Thomas Frank og Brentford taber efter langt spilstop og dansk hovedskade

    Cheftræner Thomas Frank sendte i alt fire danskere i aktion for Brentford i dag. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    I store dele af Premier League-kampen mellem Brentford og Wolverhampton handlede det ikke om fodbold.

    Thomas Frank havde valgt tre danskere til startopstillingen i form af Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Jonas Lössl, men efter en lille halv times spil måtte førstnævnte lade sig udskifte.

    Landsholdets midtbanekreatør Mathias Jensen kolliderede med en holdkammerat, og begge måtte lade sig udskifte med mistanke om hjernerystelse.

    Det stoppede selve spillet i et par minutter, og kort efter igen at have sat bolden i gang, måtte dommer Peter Bankes igen fløjte for spilstop.

    En drone hang i luften over stadion, og af sikkerhedsmæssige årsager forlod spillerne banen i op mod en halv time, inden de igen var på grønsværen. Det resulterede i intet mindre end 27 minutters tillægstid til første halvleg.

    Inden pausen bragte Wolverhampton sig foran på et mål scoret af portugisiske Joao Moutinho, men i anden halvleg udlignede danskerklubben Brentford ved den engelske angriber Ivan Toney.

    Desværre for cheftræner Thomas Frank scorede endnu en portugisisk midtbanespiller for Wolverhampton, da Ruben Neves lukkede med kampens sidste mål til 2-1.

    I den engelske Premier League vandt Manchester United med 1-0 over West Ham på en scoring af Marccus Rashford dybt i overtiden, mens Leeds tabte med 1-0 på hjemmebane til Newcastle.

  16. I går kl. 17:47

    Brøndby accepterer bud på topscoreren

    Mikael Uhre har scoret 11 gange i Superligaen i denne sæson. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Superligatopscorer Mikael Uhre ser ud til at være meget tæt på at vinke farvel til Brøndby IF.

    Brøndby oplyser således på sin hjemmeside, at man har accepteret et bud på angriberen.

    Det oplyses ligeledes, at Mikael Uhre har forhandlet sine personlige vilkår på plads med den unavngivne udenlandske klub. Brøndby forventer, at handlens sidste detaljer falder på plads i den kommende uge.

    Mikael Uhre blev topscorer i den forgangne Superliga-sæson, hvor Brøndby vandt mesterskabet. Her lavede angriberen 19 mål. Også i denne sæson er Uhre topscorer i Superligaen, hvor han indtil nu står noteret for 11 scoringer.

  17. I går kl. 17:18

    Frankrig må undvære playmaker mod Danmark

    Den franske playmaker Kentin Mahé er blevet testet positiv for coronavirus under EM-slutrunden i håndbold.

    Han går dermed glip af onsdagens mellemrundekamp mod Danmark, oplyser det franske håndboldforbund på sin hjemmeside.

    Frankrig er i forvejen ramt af coronatilfælde hos træner Guillaume Gille og spilleren Karl Konan.

    Begge har mulighed for at vende tilbage ved at levere to negative coronaprøver.

    Spillerne skal være fem dage i isolation efter en positiv PCR-test, før de får mulighed for at kunne vende tilbage til turneringen.

    /ritzau/

  18. I går kl. 17:01

    Holland holder det sidste semifinalehåb i live i Danmarks EM-gruppe

    Hollandske Kay Smits spillede i den danske klub TTH Holstebro fra 2018 til i sommer. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    I aften spiller de danske håndboldherrer mod Kroatien i EM-mellemrunden, men der har allerede være gang i puljen, hvor Danmark og Frankrig i øjeblikket har maksimumpoint.

    Lørdag eftermiddag mødtes Holland og Montenegro, og førstnævnte var inden opgøret uden point på kontoen.

    Derfor var de tvunget til sejr, hvis de ville holde live i en spinkel, men matematisk mulighed for at gå videre til semifinalen ved EM-slutrunden.

    Det lykkedes med cifrene 34-30 efter en kamp, hvor kun det første kvarter reelt var lige.

    Hollænderne gik til pause med en tomålsføring, og takket være turneringstopscorer Kay Smits, der indtil i sommer spillede i danske TTH Holstebro, var sejren aldrig i fare i anden halvleg.

    Smits scorede ni gange og udbyggede dermed øverst på turnerings topscorerliste, hvor han står noteret for 45 mål i fem kampe.

    Sejren er første skridt på vejen mod semifinalen, som dog fortsat virker usandsynligt svær. Holland er blandt andet tvunget til at skulle besejre Danmark, når de to nationer mødes mandag aften.

  19. I går kl. 16:52

    Premier League-kamp afbrudt af drone

    Premier League-kampen mellem Brentford og Wolverhampton blev afbrudt efter lidt mere end 30 minutters spil lørdag eftermiddag.

    En drone fløj ind over stadion, og det fik kampens dommer, Peter Bankes, til at afbryde kampen midlertidigt.

    På det tidspunkt stod der 0-0 mellem de to hold.

    Mathias Jensen startede inde for Brentford, men han måtte forlade banen, efter han stødte hovedet sammen med holdkammerat Rico Henry, der ligeledes måtte lade sig udskifte. Mathias Jensen blødte fra en flænge i ansigtet.

    Efter tæt på 20 minutters ophold i kampen, hvor de to hold var gået i omklædningsrummene, blev spillet på banen genoptaget efter en kort opvarmning.

    Kampen blev genoptaget med 19 minutters tillægstid til første halvleg.

    Dronen fløj rundt over Brentford Community Stadium og afbrød kampen mellem Brentford og Wolverhampton. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
  20. I går kl. 15:16

    For første gang nogensinde vinder brite et World Cup-slalomløb

    Den britiske skiløber Dave Ryding blev lørdag blev lørdag den første nogensinde fra sin nation til at vinde et World Cup-slalomløb.

    Briten vandt dagens løb i østrigske Kitzbühl.

    Nordmanden Luca Braathen sikrede sig andenpladsen, mens en anden nordmand Henrik Kristoffersen blev nummer tre.

    De to nordmænd var henholdsvis 0,38 sekunder og 0,65 sekunder langsommere end den 35-årige brite efter de to slalomløb.

    I den samlede alpine World Cup er det fortsat schweiziske Marco Odermatt, der fører. Han har et solidt forspring ned til norske Aleksander Aamodt Kilde, der vandt fredagens styrtløb.

  21. I går kl. 15:02

    Danske Jeff Winther er stadig med i golftoppen i Abu Dhabi

    I Abu Dhabi er golfåret for alvor begyndt, og lørdag bød på tredje og næstsidste dag ved Abu Dhabi Championship.

    Både torsdag og fredag imponerede danske Jeff Winther, og den 33-årige dansker holdt sig til i toppen på dagens 18 huller, selvom han ikke var udpræget tilfreds med sin egen præstation.

    Winther er samlet nummer 11 og ligger seks slag efter den førende spiller, skotske Scott Jamieson.

    Han er fortsat det bedste bud på dansk succes ved turneringen, hvor der er hele 53 millioner kroner i præmiepenge.

    Søren Kjeldsen er nummer 28, mens Thomas Bjørn og Rasmus Højgaard deler 37.-pladsen.

    Joachim B. Hansen og Marcus Helligkilde deler 44.-pladsen.

    Sidste runde og dermed sidste 18 huller ved Abu Dhabi Championship bliver gået i morgen.

  22. I går kl. 12:00

    Danske curlingkvinder booker billet til VM

    De er allerede klar til OL om lidt, og nu har de også booket billet til VM.

    Lørdag morgen slog det danske curlinglandshold for kvinder Norge med 7-6 i en afgørende playoffkamp, og det sikrede dem billet til verdensmesterskabet senere i år.

    Kvalifikationen fandt sted i Finland, hvor Danmark sluttede som nummer to efter det indledende gruppespil

    VM afvikles i Prince George i Canada fra 19.-27. marts.

  23. I går kl. 11:48

    Udskiftning i håndboldherrernes trup og endnu et smittetilfælde

    I går måtte håndboldherrernes fløjspiller Hans Lindberg gå i isolation, da han testede positiv for coronavirus.

    Nu er landsholdets EM-lejr ramt af endnu et smittetilfælde.

    Fredag aften blev alle i den danske delegation PCR-testet, og her har landsholdets SoMe-ansvarlig modtaget et positivt testsvar. Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF red.) på sin hjemmeside.

    - Vi har ved seneste PCR-test fået et positivt testvar for en person i ledergruppen. Prøvens svar ligger – i forhold til grænseværdier – lige på vippen til en positivt test, men vi tager ingen chancer og behandler det selvfølgelig som en positiv, hvorfor vedkommende er blevet isoleret, siger sportschef Morten Henriksen til DHF's hjemmeside.

    Efter Hans Lindberg blev testet positiv i går, har landstræner Nikolaj Jacobsen desuden foretaget en udskiftning i truppen. Fløjspilleren Johan Hansen skiftes ind, mens Hans Lindberg udgår.

  24. I går kl. 10:20

    Favoritter cruiser videre i Australian Open

    Tennisspillerne Daniil Medvedev, Stefanos Tsitsipas og Aryna Sabalenka er alle videre til fjerde runde i Australian Open.

    Fælles for dem alle er, at de er blandt favoritterne ved grand slam-turneringen i Melbourne, og natten til lørdag og tidlig lørdag levede de altså op til den rolle.

    Størst problemer med at gå videre havde den andenseedede damesinglespiller Aryna Sabalenka, der tabte første sæt til tjekken Marketa Vondrousova 4-6. Alligevel fik hun vendt kampen og vandt også til sidst.

    Natten til lørdag røg både danske Clara Tauson og Frederik Løchte ud af turneringen. Der er dermed ikke flere danskere med i Australian Open.

  25. I går kl. 09:30

    Stærk dansk ishockeymålmand hjælper Carolina til sejr i topbrag

    Frederik Andersen var igen en stærk sidste skanse for Carolina Hurricanes, der natten til lørdag dansk tid slog New York Rangers.

    Kampen endte 6-3 på Carolinas hjemmebane.

    Sejren sender Hurricanes forbi Rangers i tabellen og til tops i Metropolitan Division. Desuden er holdet nummer tre i Eastern Conference.

    Andersen sluttede kampen med 20 redninger og en redningsprocent på 87. Vigtigst af alt var flere vigtige danske indgreb i kampens to første perioder.

    /ritzau/

  26. I går kl. 08:29

    Sidste dansker ryger ud af Australian Open

    (Foto: Tariq Mikkel Khan © Ritzau Scanpix)

    Hele tre danskere var med i årets første grand slam-turnering i tennis, Australian Open.

    Men alle tre er nu færdige i tennisturneringen, der afholdes i Melbourne.

    Natten til lørdag tabte Frederik Løchte Nielsen og hans makker Marcus Daniell fra New Zealand nemlig til favoritparret Joe Salisbury fra Storbritannien og amerikaneren Rajeev Ram, der er andenseedet i herrernes doublerække.

    Tidligere i nat tabte den danske tenniskomet Clara Tauson i damesingle til amerikanske Danielle Collins i tredje runde. Holger Rune var også med ved Australian Open. Han røg ud i første runde.

  27. I går kl. 06:17

    Tauson er ude af Australian Open

    Det danske tennistalent Clara Tauson er ude af grand slam-turneringen Australian Open.

    Det står klart, efter at hun natten til lørdag dansk tid tabte til amerikanske Danielle Collins i tredje runde med cifrene 6-4, 4-6, 5-7.

    Amerikanerens sejr kom i hus efter et højdramatisk opgør på 2 timer og 37 minutter, og nederlaget ærgrer den danske tenniskomet.

    - Jeg kæmpede med alt, hvad jeg har lært, og jeg er selvfølgelig vildt irriteret over, at jeg ikke fik lukket kampen. Nogle gange går det bare ikke din vej, men jeg er tilfreds med, hvordan jeg fik vist mig frem på banen, siger Tauson.

    /ritzau/DR Nyheder

  28. 21. jan kl. 23:01

    FCK henter angriber i den italienske Serie A

    FC København har hentet den senegalesiske angriber Khouma Babacar i italienske Sassuolo.

    Det melder hovedstadsklubben på sin hjemmeside.

    Khouma Babacar har spillet 166 kampe i den italienske Serie A, hvor han kom til Fiorentina, inden han skiftede til Sassuolo. Senest har han været udlejet til den tyrkiske klub Alanyaspor.

    I de 166 Serie A-kampe har senegaleseren scoret 39 mål og lavet 14 assists.

    Babacar får trøjenummer 11 i FCK, og kontrakten strækker sig frem til sommeren 2025.

  29. 21. jan kl. 22:52

    Ved Sport 2021 er Sara Slott Petersen blevet optaget i Sportens Hall of Fame

    Sara Slott kunne stolt vise Dannebrog frem i 2016, da hun vandt en OL-sølvmedalje ved legene i Rio. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix Denmark)

    I 2016 skrev Sara Slott Petersen sig ind i den danske sportshistorie, da hun i 400 meter hæk som den første danske kvinde nogensinde vandt en EM-guldmedalje i atletik.

    Nu er hun blevet en del af Sportens Hall of Fame og dansk idræts fineste selskab.

    Den nu pensionerede atletikudøver har ligesom alle hæderkronede medlemmer af Hall of Fame fået lavet en buste, der skal stå i Idrættens Hus.

    - Lige nu er det bare spændende, men jeg tror, det først rigtig sætter sig, når det kommer lidt på afstand. Lige nu er jeg bare ekstremt glad og stolt. Tænk at komme i det selskab. Det er helt vildt, sagde Sara Slott, da hun blev optaget i Hall of Fame.

    34-årige Sara Slott indstillede sin karriere efter OL i Tokyo og kan se tilbage på en imponerende karriere, der også kastede en OL-sølvmedalje af sig i 2016.

    Danmarks fornemste sportspris uddeles hvert år af Danmarks Idrætsforbund og Jyllands-Posten.

  30. 21. jan kl. 22:47

    For anden gang i karrieren vinder Viktor Axelsen prisen Årets Sportsnavn

    Glædestårerne fik frit løb, da Viktor Axelsen vandt OL-guld i sommer. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Ritzau Scanpix)

    Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har overbragt prisen som Årets Sportsnavn til Viktor Axelsen, der i 2021 har vist eminent niveau på badmintonbanen.

    I Tokyo i sommer vandt han OL-guld for første gang i karrieren, og det fuldendte et trofæskab, der nu huser alle store titler i international badminton.

    - Det har været et fuldstændigt fantastisk år. Mange store sejre og selvfølgelig OL som det største. Jeg vil gerne takke alle, der har været med på min vej,

    - Det er rigtig stort for mig, og det giver mig endnu mere blod på tanden, siger Viktor Axelsen.

    Det er anden gang i karrieren, at Viktor Axelsen modtager prisen. Første gang var i 2017.

    I år var også Anne Marie Rindom samt duoen Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv blandt de sidste nominerede.

    Årets Sportsnavn uddeles af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

  31. 21. jan kl. 22:08

    Prisen for Årets Kvindelige Fodboldspiller går til Signe Bruun

    Den 23-årige landsholdsangriber Signe Bruun er ved showet Sport 2021 blevet kåret til den bedste kvindelige fodboldspiller i det forgangne år.

    Med imponerende 12 mål i syv landskampe i kalenderåret har Signe Bruun været stærkt medvirkende til, at Danmark fører sin VM-kvalifikationsgruppe.

    I sommer skiftede Signe Bruun fra et fransk hold til et andet, da Paris Saint Germain blev byttet ud med Lyon, der har vundet Champions League seks gange.

    Prisen, som også Rikke Sevecke og Pernille Harder var nomineret til, er blevet kåret i et samarbejde mellem Spillerforeningen, DBU og Hessel HiRE.

  32. 21. jan kl. 22:07

    Simon Kjær er blevet kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller ved Sport 2021

    Simon Kjær debuterede for det danske landshold i 2009. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, er blevet kåret til Årets Mandlige Fodboldspiller ved awardshowet Sport 2021.

    32-årige Kjær rundede i det forgangne år landskamp nummer 119 og var en stor profil under sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark nåede semifinalen.

    I august modtog han sammen med landsholdets lægestab og lægestaben i Parken den 12. juni UEFA President’s Award for indsatsen i forbindelse med Christian Eriksens kollaps.

    Det er anden gang i karrieren, at Simon Kjær kan lade sig hylde som årets spiller i Danmark.

    Pierre-Emile Højbjerg og Joakim Mæhle var de to andre nominerede til prisen, som danske ind- og udlandsprofessionelle spillere har stemt til.

    Årets Mandlige Fodboldspiller er blevet kåret i et samarbejde mellem Spillerforeningen, DBU og Hessel HiRE.

    Showet Sport 2021 sendes lige nu på DR1 og kan ligeledes ses på DRTV.

  33. 21. jan kl. 19:38

    Overlegne Odense Håndbold er tilbage på sporet med storsejr

    Efter at have tabt for første gang i sæsonen i sin seneste kamp kom Odenses håndboldkvinder fredag tilbage på sejrskurs.

    Her tog det fynske tophold imod Skanderborg, og gæsterne fik stort set ikke et ben til jorden.

    Ved pausen førte Odense med hele 18-11, og det blev aldrig spændende i anden halvleg. Althea Reinhardt og co. tog en knusende sejr på 39-23.

    Dermed er Odense, som er forsvarende dansk mester, nu oppe på 15 sejre i 16 kampe i kvindernes håndboldliga.

    Det var Team Esbjerg, der som det første hold i denne sæson fik skovlen under fynboerne i ligaen, da de to hold mødtes 5. januar.

    For første gang siden da var Odense i aktion i ligaen fredag, og holdet rejste sig altså på fornem vis.

    Allerede kort inde i kampen var det tydeligt, hvilken vej tingene ville gå. Odense førte 10-4 efter cirka et kvarter og øgede sin føring frem mod pausen.

    I anden halvleg gik det stærkt. Med tre mål på lidt under to minutter gjorde Rikke Iversen det til 27-15 cirka midtvejs, og så forsvandt spændingen.

    /ritzau/

  34. 21. jan kl. 18:18

    Danske Jeff Winther imponerer på golfårets åbning

    Golfåret er åbnet med turneringen Abu Dhabi Championship, og danske Jeff Winther er med helt i toppen.

    Torsdag gik han banens 18 huller i 71 slag, men i dag var han bedst af alle de spillere, der gennemførte.

    69 slag brugte danskeren, og dermed ligger han samlet på en delt niendeplads inden to spændende finalerunder lørdag og søndag.

    Banen i Abu Dhabi har været præget af vilde vejrforhold med høje vindstyrker, og i dag spillet suspenderet på grund af mørke.

    Jeff Winther er ikke den eneste dansker i Abu Dhabi. Rasmus Højgaard er delt nummer 16, mens Thorbjørn Olesen ligger nummer 38.

    Søren Kjeldsen, Marcus Helligkilde, Thomas Bjørn og Joachim B. Hansen blev fanget af de dårlige vejrforhold og nåede ikke at gå deres anden runde færdig.

  35. 21. jan kl. 17:03

    De danske curlingkvinder får to matchbolde til at sikre VM-billet

    Om to uger skal de danske curlingvinder i aktion ved vinter-OL i Beijing, men allerede i denne uge er der vigtige kampe på isen.

    De spiller VM-kvalifikation i Finland, og efter et nederlag til Norge tidligere ved turneringen spillede Danmark sig tilbage på sporet i dag.

    Skipper Madeleine Dupont og de danske curlingkvinder vandt fredag overbevisende over både Finland og Hongkong, og nu er en billet til VM igen indenfor rækkevidde.

    Danmark er blevet nummer to i gruppen, og dermed kan de med en sejr over gruppevinderen, Norge, sikre VM-billetten lørdag morgen.

    Hvis det bliver til et nederlag, er der endnu en chance mod gruppens treer, Letland, klokken 13.

    Madeleine Dupont og de danske curlingkvinder kan følges ved vinter-OL, der begynder den 4. februar og vises på DRs kanaler.

  36. 21. jan kl. 15:56

    Håndboldspilleren Emil Lærke skifter fra GOG til Tyskland

    Den 22-årige bagspiller Emil Lærke bytter til sommer det danske storhold GOG ud med tyske TBV Lemgo Lippe. Det oplyser klubben på deres hjemmeside.

    Den danske bagspiller har fået en to-årig kontrakt, som altså løber til sommeren 2024.

    - Jeg har store forventninger – for mig er det en stor mulighed at kunne få lov til at spille i den bedste liga i verden, siger Emil Buhl Lærke til klubbens hjemmeside.

    - Jeg er meget glad for at kunne trække Lemgo-trøjen over hovedet i den nye sæson og repræsentere klubben og byen. Jeg glæder mig til komme i gang og håber, at jeg kan opnå store ting med holdet.

    Emil Lærke har spillet i GOG siden ungdomsårene og har spillet en enkelt kamp for det danske landshold.

  37. 21. jan kl. 13:42

    Hans Lindberg tester positiv for coronavirus

    Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest og skal nu isoleres fra resten af EM-truppen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske håndboldspiller Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest under det igangværende EM. Fløjspilleren isoleres derfor nu fra resten af EM-truppen.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

    Håndboldherrerne blev sent torsdag aften PCR-testet, og Hans Lindberg har altså efterfølgende fået et positivt testsvar.

    Dansk Håndbold Forbund skriver yderligere på sin hjemmeside, at de er i dialog med Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) om de kommende dages testfrekvens.

    Danmark spiller næste kamp ved EM i håndbold lørdag aften. Her møder de Kroatien klokken 20.30.

  38. 21. jan kl. 13:10

    Australsk svømning gør op med kvindefjendsk miljø

    OL-medaljevinder kaldte sidste år miljøet i australsk svømning for kvindefjendsk. Nu er der ændringer på vej.

    Det australske svømmeforbund vil rette op på tidlige tiders nedværdigende behandling af landets kvindelige svømmere.

    Ligesom i Danmark er flere australske svømmere de senere år stået frem med skrækhistorier om, hvordan de er blevet benhandlet og nedværdiget i det australske svømmemiljø.

    Forud for udtagelsesmesterskaberne til OL i Tokyo valgte svømmeren Maddie Groves at trække sig, da hun mente, at der herskede en kvindefjendsk kultur i australsk svømning.

    Maddie Groves vandt to sølvmedaljer ved legene i Rio i 2016, og udmeldingen satte straks chokbølger igennem australsk svømning.

    Fredag har en taskforce præsenteret 46 anbefalinger, der skal forbedre forholdene for svømmerne.

    Det foreslås blandt andet, at trænere skal stoppe med at måle svømmernes hudfolder - en metode, der bliver brugt til at måle fedtprocent.

    Derudover er der et forslag om, at trænerteamet på landsholdet og til internationale stævner ikke udelukkende må bestå af mandlige trænere.

    /ritzau/

  39. 21. jan kl. 12:21

    Trods flere end 60 smittede vil EHF gennemføre EM i håndbold

    Coronatilfældene fortsætter med at tikke ind ved EM i håndbold for herrer, men endnu er der ingen tegn på, at slutrunden skulle aflyses.

    Sådan lyder budskabet fra EHF's generalsekretær, Martin Hausleitner, på et digitalt pressemøde fredag formiddag.

    - Vi tager det dag for dag. Vi ved ikke, hvilke udfordringer vi bliver mødt af i morgen, så jeg kan kun give jer status for nu.

    - Lige nu er planen at gennemføre turneringen. Vi er i kontakt med alle hold, og det er lykkedes os at løse alle problemer for hold, der enten er kommet hertil med coronasmittede spillere eller har fået smitte i løbet af turneringen, siger han.

    Siden EM begyndte for lidt over en uge siden, er flere end 60 spillere blevet smittet med coronavirus. De seneste dage er store håndboldnationer som Tyskland, Holland, Kroatien og Island blevet ramt af coronasmitte.

    Da Danmark mødte Island torsdag, manglede modstanderne hele seks spillere.

  40. 21. jan kl. 12:11

    Bardy stryger mod Australian Open-trofæet og Osaka må vinke farvel

    Den topseedede Ashleigh Barty fortsætter jagten på sin første tuneringssejr i Australian Open.

    Fredag spillede den 25-årige australier sig videre til fjerde runde med en sejr op 6-2, 6-3 over italienske Camila Giorgi.

    Giorgi, der rangerer som nummer 33 i verden, var slet ikke i stand til at matche verdensetteren, der blot har afgivet otte partier i sine første tre kampe ved grand slam-turneringen.

    Og vejen mod trofæet kan blive væsentlig lettere, eftersom den forsvarede mester Naomi Osaka netop er røget ud af turneringen.

    Osaka har vundet Australian Open i 2019 og 2021, men denne gang sluttede eventyret i tredje runde. Fredag tabte hun overraskende til amerikaneren Amanda Anisimova, der ligger nummer 60 på verdensranglisten.

    Naomi Osaka er efter flere måneder uden kamp i slutningen af 2021 røget ned på ranglistens 14.-plads.

  41. 21. jan kl. 08:03

    Clara Tauson spiller nattekamp på Center Court

    REUTERS/James Gourley (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Hvis du alligevel er sent oppe i dag, kan du passende holde øje med Danmarks unge tennisstjerne, Clara Tauson.

    For i nat, klokken 01 helt præcis, skal hun forsøge at spille sig videre i Australian Open. Den 19-årige dansker skal møde amerikaneren Danielle Collins i tredje runde på Rod Laver Arena.

    De to har mødtes i kamp én gang før ved French Open i 2020. Her vandt amerikaneren med 6-2, 6-3 over Clara Tauson.

    Danielle Collins ligger i øjeblikket nummer 30 på verdensranglisten, mens Clara Tauson har gjort store fremskridt siden de to mødtes sidst, og ligger nu nummer 39 i verden.

    I anden runde slog Tauson verdensranglistens nummer syv, esteren Anett Kontaveit, med 6-2, 6-4.

  42. 21. jan kl. 07:50

    Nu er Danmarks OL-hold fuldendt

    Om præcis to uger skydes vinter-OL i Beijing i gang, hvor Danmark deltager med det største hold nogensinde.

    I dag er de to sidste danske atleter officielt udtaget til truppen. Det er de to speedskatere Victor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt.

    Det rekordstore OL-hold består af 62-atleter, der skal dyste i curling, ishockey, speedskating, alpint skiløb og skiskydning.

    Du kan opleve de danske atleter i aktion på DR's kanaler og på DRTV, når de olympiske lege begynder den 4 februar frem til den 20 februar.

  43. 21. jan kl. 07:00

    To danske scoringer i nattens NHL-kampe

    Både Lars Eller og Oliver Bjorkstrand scorerede i nattens runde i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

    Kampen mellem Washington Capitals og Boston Bruins så ud til at skulle ud i overtid, da stillingen var 2-2 med et minut tilbage af tredje periode.

    Men Charlie McAvoy fra Bruins udnyttede en overtalssituation til at score sejrsmålet til 3-2 med 45 sekunder tilbage på kampuret.

    Lars Ellers mål kom i slutningen af anden periode, da han udlignede til 2-2.

    Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets var favoritter i kampen mod Philadelphia Flyers, der gik ind til kampen med ni nederlag på stribe.

    Bjorkstrand satte Blue Jackets i gang med en scoring til 1-0 godt halvvejs inde i anden periode, og i tredje periode udbyggede Patrik Laine føringen til 2-0. Flyers fik reduceret, men endte med at tabe for tiende gang i træk.

    /ritzau/

  44. 21. jan kl. 00:10

    Martin Braithwaite gør comeback i Barcelonas pokalnedtur

    Der var dansk comeback, da FC Barcelona torsdag var på besøg hos Athletic Bilbao i ottendedelsfinalen i den spanske pokalturnering.

    Martin Braithwaite var med i Barcelonas kamptrup igen for første gang, siden han udgik, med hvad der viste sig at være en alvorlig knæskade i en kamp i slutningen af august.

    Braithwaite startede på bænken, men fik det sidste kvarter på banen, i hvad der endte med at blive en nedtur for de forsvarende pokalmestre, som slog netop Athletic Bilbao i sidste sæsons finale. Barcelona tabte således 2-3 efter forlænget spilletid.

    /ritzau/

  45. 20. jan kl. 23:25

    Danmarks håndboldlandshold om coronapræget EM: Vi må holde fokus på det, vi kan styre

    EM i håndbold har været hårdt ramt af coronasmitte, men indtil videre er Danmark sluppet relativt let.

    Men derfor fylder det stadig hos det danske landshold.

    - Man er altid påpasselig og tænker i skrækscenarier, hver gang man får en vatpind ind i næsen. Men vi holder afstand og gør alt, hvad vi kan, siger målmand Kevin Møller.

    - Inde på banen tænker vi ikke over det.

    Torsdag mødte danskerne Island, der har fået konstateret seks smittetilfælde i det seneste døgn. Men danskerne kan kun fokusere på sig selv, mener playmaker Rasmus Lauge.

    - Det, vi kan koncentrere os om, er at holde vores boble så tæt som muligt. Vi har spillet mod flere hold, der efterfølgende testede positiv. Hvem siger, at vi ikke kan have slæbt noget med fra gruppespillet også? Det ved vi ikke. Vi prøver at holde fokus på os selv og de ting, vi kan styre, siger han.

  46. 20. jan kl. 23:10

    Dobbelt op fra Daramy i Ajax-storsejr

    Den tidligere FC København-angriber Mohamed Daramy fik omsider en succesoplevelse for Ajax med to mål i den hollandske pokalturnering.

    Ajax vandt torsdag aften hjemme med hele 9-0 over Excelsior Maassluis fra den tredjebedste hollandske fodboldrække. Dermed er Ajax klar til kvartfinalen.

    Daramy kom ind fra anden halvlegs start, da Amsterdam-klubben allerede førte opgøret med 5-0.

    Efter 66 minutter scorede Daramy til 8-0, inden han seks minutter før tid gjorde det til slutresultatet 9-0.

    Daramy har haft svært ved at få sit gennembrud i Ajax, og han har ikke scoret for klubben siden 18. september.

    I den kamp scorede han kuriøst nok også som indskifter i en 9-0-sejr - hjemme mod Cambuur i en ligakamp i Æresdivisionen.

    Han er siden røget meget ind og ud af holdet, og oftest har han siddet på bænken og kun kommet ind ved enkelte lejligheder.

    Det var Daramys første spilleminutter for Ajax i det nye år. Han har endnu ikke prøvet at få fuld spilletid for den hollandske storklub og er kun startet inde få gange.

    Angriberen Danilo bidrog med fire mål, mens de øvrige Ajax-kasser blev sat ind af backen Nicolás Tagliafico, midtbanespilleren Youri Regeer samt den blot 17-årige indskiftede islænding Kristian Hlynsson.

    Tidligere torsdag gik også PSV videre til kvartfinalerne efter en kneben sejr på 2-1 hjemme over Telstar fra den næstbedst række.

    /ritzau/

  47. 20. jan kl. 22:44

    Liverpool spiller sig i Liga Cup-finalen

    I en tempofyldt og intens kamp lykkedes det Liverpool at sejre med 2-0 ude over Arsenal og dermed sikre sig billet til finalen i Liga Cuppen.

    Over to kampe udgjorde Liverpool-angriberen Diogo Jotas to scoringer forskellen mellem de to engelske fodboldmandskaber.

    Den første kamp i Liverpool var endt 0-0, og generelt havde holdene svært ved at score mål mod hinanden.

    Diogo Jota var i strålende spillehumør og den afgørende faktor mod Arsenal torsdag aften.

    I finalen skal Liverpool nu møde Chelsea, der besejrede Tottenham i den anden semifinale.

    /ritzau/

  48. 20. jan kl. 21:57

    Danmark fortsætter sejrstogt ved EM

    (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)

    De danske håndboldherrer kunne nok engang gå sejrsrigt fra banen, da første kamp i mellemrunden mod Island blev vundet med 28-24.

    Islændingene fulgte ellers godt med langt hen ad vejen, på trods af at flere nøglespillere var ude af kampen på grund af coronasmitte, men måtte til sidst bøje sig for det danske hold.

    Dansk topscorer blev Mathias Gidsel, der, fra højreback, noterede sig for ni mål.

    Med sejren er Danmark fortsat ubesejret efter fire kampe ved slutrunden, og har nu fire point i toppen af mellemrundens gruppe 1.

    Næste gang danskerne skal i aktion er lørdag aften, hvor Kroatien står på den anden banehalvdel.

  49. 20. jan kl. 21:33

    Real Madrid afværger pokalfiasko i forlænget spilletid

    Real Madrid balancerede på randen af et pokalexit, da den spanske hovedstadsklub torsdag aften var på besøg hos Elche i ottendedelsfinalen af den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

    Den ordinære spilletid sluttede målløst, og derfor skulle der forlænget spilletid til.

    I den forlængede spilletid tydede det på, at Real Madrid for alvor var ved at dumme sig, da først Marcelo fik rødt kort, og Gonzalo Verdu et minut senere bragte Elche foran.

    Scoringer fra Isco og Eden Hazard fik dog vendt kampens stilling, og Real Madrid er derfor videre til kvartfinalerne i Copa del Rey.

  50. 20. jan kl. 19:36

    Nyt AGF-stadion kommer til at have plads til 20.000 og koste over en halv milliard

    Når Superligaklubben AGF rykker ind på klubbens planlagte nye hjemmebane, så bliver det et stadion med plads til 20.000 tilskuere og en pris på næsten 600 millioner danske kroner.

    Det oplyser Kongelundens Sekretariat ifølge Aarhus Stiftstidende.

    Kongelunden er det område, hvor AGF's nuværende hjemmebane, Ceres Park, ligger, og den nye hjemmebane vil også ligge i området.

    AGF vil selv spytte 100 millioner i projektet, mens donationer fra Lind Invest og Salling Fondene hver udgør 250 millioner, som Aarhus Kommune også matcher.

    Efter planen skal det nye stadion stå færdigt i 2026.

Mere fra dr.dk