Seneste sport

DBU slukker håbet: Der kommer ikke 25.000 tilskuere til første EM-kamp på lørdag

  • DBU slukker håbet: Der kommer ikke 25.000 tilskuere til første EM-kamp på lørdag

    For de fodboldglade er dagens helt store nyhed, at der må lukkes 25.000 tilskuere ind til fodboldlandsholdets EM-kampe i Parken.

    Den dårlige nyhed er desværre, at det ikke kommer til at ske allerede på lørdag, når Danmark spiller første gruppekamp mod Finland.

    Det siger DBU's administrerende direktør, Jakob Jensen.

    - Det gør der ikke, lyder det utvetydige svar.

    - Hvis politikerne virkelig havde ønsket og villet det her, så skulle de have givet os den besked i noget bedre tid end to dage før, at kampen bliver spillet, siger han.

    DBU arbejder til gengæld 'på fuld power' for at kunne lukke 25.000 ind til kampene mod Belgien og Rusland, lover han.

    Seneste Nyt

  • 'Drik vand!': Tryllekunstneren Ronaldo lader colaflasker forsvinde før pressemøde

    Cristiano Ronaldo indledte Portugals pressemøde med et lille, spidsfindigt stunt, da han skyndte sig at gemme to colaflasker væk under bordet, inden journalisterne fik lov at stille spørgsmål forud for Portugals mod Ungarn.

    Flaskerne stod fremme på skranken, da Coca Cola er officiel sponsor til EM.

    Men det var ikke noget, der faldt i den portugisiske superstjernes smag.

    pressemødet hævede han i stedet en medbragt vandflaske og kom med en opfordring: 'Drik vand!'.

    Ronaldo har også tidligere udtalt, at han ikke kan lide, når sønnen, Cristiano Jr., spiser chips og drikker cola.

    Du kan se Ronaldos cola-gemmeri i videoen herunder.

  • Uefa undersøger Østrigsk EM-spiller for mulig racisme

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en undersøgelse af Østrigs Marko Arnautovic.

    Det sker, efter at angriberen søndag blev skiftet ind, scorede og jublede aggressivt i Østrigs 3-1-sejr over Nordmakedonien.

    32-årige Arnautovic scorede til slutresultatet efter 89 minutter og fulgte det op med adskillige tilråb, inden han blev dysset ned af sine medspillere.

    Uefas undersøgelse kommer i forlængelse af en officiel anmodning fra Det Nordmakedonske Fodboldforbund (FFM).

    - Vi fordømmer på det kraftigste det nationalistiske udbrud af den østrigske spiller Marko Arnautovic, skriver FMM på sin Facebook-side og beder om en hård straf.

    Arnautovic har siden episoden søndag undskyldt for sin opførsel på sine sociale medier.

    - Jeg vil gerne sige én ting meget klart: JEG ER IKKE RACIST. Jeg har venner i nærmest alle lande, og jeg står for diversitet. Alle, der kender mig, er klar over dette, skriver Arnautovic blandt andet.

    Det er endnu uklart, hvad Arnautovic råbte.

    Ifølge serbiske medier var det mindre pæne ting rettet mod de nordmakedonske spillere, der har albanske rødder.

    Arnautovic, der har en serbisk far, har ikke bekræftet dette, men undskylder i sin meddelelse specifikt til sine "venner fra Nordmakedonien og Albanien".

    Du kan se videoen herunder.

  • Sigter på medaljer: Tre danske skytter udtaget til OL i Tokyo

    Dansk Skytte Union har fuldendt holdet af atleter til sommerens OL. Tre debutanter er netop udtaget til legene i Tokyo.

    Anna Skade Nielsen (10 meter riffel), Rikke Mæng Ibsen (50 meter riffel) og Steffen Olsen (50 meter riffel) skal alle marchere ind under dansk flag i Japan. Skeet-skytten Jesper Hansen var allerede udtaget.

    - Vores målsætning er en medalje, og her har Jesper Hansen på papiret de største chancer, vurderer sportschef Linda Andersson i Dansk Skytte Union.

    Jesper Hansen er tidligere verdensmester og deltog også ved OL i 2012 og 2016.

    - En top-8 og dermed finaleplads er det vi arbejder for med alle skytterne, og står man i en finale og nulstiller pointene, så skyder man også for medaljer, siger sportschefen.

    Dagens udtagelser betyder, at den tidligere Europamester Stine Nielsen ikke skal til OL til juli. Hun har ellers deltaget ved de seneste to lege, men skuffede i Rio 2016, hvor hun troppede op med medaljedrømme, men sluttede som nummer 38.

    - Det har været virkelig vanskeligt, men Rikke (Mæng Ibsen, red.) har gjort det godt de sidste to år og hendes niveau på World Cuppen har været højere end Stines, siger Linda Andersson.

    Det var ellers Stine Nielsen, der sikrede Danmarks nationsplads på 50 meter riffel, men pladsen bliver tildelt af skytteunionen og Danmarks Idrætsforbund.

  • Olivia Møller Holdt er årets spiller i kvindeligaen

    20-årige Olivia Møller Holdt fra Fortuna Hjørring er valgt til årets spiller af kvindeligaens trænere og landstrænerne.

    A-landsholdets træner, Lars Søndergaard, var blandt dem, der stemte på Møller Holdt.

    - Olivia har altid været en teknisk særdeles dygtig spiller, herunder en dygtig afslutter. Hun kan lave ekstraordinære ting med bolden, som er med til at skabe et højt underholdningsniveau.

    - Hun er begyndt at arbejde hårdere, hvilket har haft stor betydning for hendes udvikling, siger Søndergaard, der gav debut til pristageren i april 2021.

    Olivia Møller Holdt er da også i truppen i aften, hvor landsholdet møder Spanien i en venskabskamp. Landskampen kan ses på DRTV fra klokken 19.20.

  • Kongelig opbakning: Kronprinsen besøger landsholdets træning

    Kronprins Frederik lagde tirsdag vejen forbi fodboldlandsholdets træning i Helsingør og viste sin opbakning til de danske spillere efter lørdagens tragiske hændelse i EM-kampen mod Finland, hvor Christian Eriksen fik hjertestop.

    Billeder viser blandt andet Kronprins Frederik i snak med landstræner Kasper Hjulmand og fodbolddirektør Peter Møller, ligesom han får et solidt skulderklap af landsholdets målmandstræner Lars Høgh.

    Kronprinseparret overværede lørdagens traumatiske begivenheder fra Parkens tribuner, og sendte efterfølgende en hilsen til Christian Eriksen.

    - Det vigtigste i aften er, at Christian Eriksen efter omstændighederne har det godt. Det var rørende at opleve den fantastiske holdånd og opbakning fra spillere og fans, efter den store forskrækkelse vi alle fik, skrev Kronprinseparret.

    Kronprins Frederik overværre landsholdets træning i Helsingør og taler her med Danmarks assistenttræner Morten Wieghorst. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Stemningen stiger til EM-finalen: Wembley bliver halvt fyldt

    Der kan blive lukket omkring 40.000 tilskuere ind til EM-finalen, de to semifinaler og ottendedelsfinalen på Wembley.

    Det bekræfter det engelske kulturministerium over for Sky Sports.

    Nyheden kommer, efter at den engelske premierminister, Boris Johnson, mandag aften ellers udskød den fulde genåbning af samfundet i fire uger frem til 19. juli på grund af tiltagende smitte med delta-varianten af covid-19.

    Samtidigt slog Johnson dog fast, at man vil gøre flere undtagelser for at teste, hvordan man bedst genåbner større begivenheder.

    Undtagelserne inkluderer de sidste fire EM-kampe på Wembley, slår kulturminister, Oliver Dowden, fast over for Sky Sports.

    Kapaciteten til de fire opgør vil blive øget fra 25 til 50 procent, og det betyder cirka 40.000 på lægterne til de fire knockoutkampe.

    Wembley er vært for i alt syv kampe ved EM. Det inkluderer Englands tre indledende gruppekampe mod Kroatien, Skotland og Tjekkiet.

    England spiller alle landets EM-kampe på deres nationalstadion i London. (Foto: Laurence Griffiths © Ritzau Scanpix)

    England slog foran knap 18.500 tilskuere søndag Kroatien med 1-0, og nu venter de to sidste gruppekampe, hvor der ligeledes vil være omkring 25 procent fyldte sæder.

    Første kamp med den øgede kapacitet bliver ottendedelsfinalen mellem vinderen af gruppe E samt en af de bedste treer 29. juni.

    Senere venter semifinalerne 6. og 7. juli og finalen 11. juli med omkring et halvt fyldt stadion.

    Tennisturneringen Wimbledon, der starter 28. juni, bliver ligeledes gennemført med cirka 50 procents belægning på tribunerne frem til singlefinalerne på Centre Court.

    Til både dame- og herrefinalen vil kapaciteten være på 100 procent eller omkring 15.000 tilskuere, oplyste arrangøren, All England Club (AELTC), mandag.

  • Fuldt hus: 15.000 tilskuere må se Wimbledonfinalerne i tennis

    Dette års singlefinaler ved grand slam-turneringen Wimbledon vil blive spillet for fyldte tribuner på Centre Court i London.

    Det oplyser arrangøren, All England Club (AELTC), mandag.

    Mændenes og kvindernes singlefinaler vil således blive de første udendørs sportsbegivenheder i Storbritannien, som vil være oppe på fuld kapacitet siden begyndelsen af coronapandemien sidste år.

    - Vi er glade for i tæt samarbejde med regeringen, sundhedsmyndigheder og lokale myndigheder at kunne bekræfte, at Wimbledon-mesterskaberne 2021 begynder mandag 28. juni med en kapacitet på 50 procent på anlæggene.

    - Kapaciteten vil derefter blive udvidet til fuld publikumskapacitet på 15.000 på Centre Court i finaleweekenden, oplyser AELTC.

    Meldingen kommer i kølvandet på en anderledes nedslående melding for mange briter fra premierminister Boris Johnson tidligere mandag.

    Her fortalte Johnson på et pressemøde, at England udskyder den fulde genåbning af samfundet i fire uger frem til 19. juli på grund af tiltagende smitte med delta-varianten af covid-19.

    Billede fra en tidligere finale. Sidste år var verdens største tennisturnering for første gang aflyst. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix Denmark)
  • Sverige og Spanien spiller uafgjort i målløs kamp

    Spanien dominerede boldbesiddelsen i mandagens sene EM-kamp, men svenskerne stod bundsolidt i defensiven og afviste hele kampen igennem.

    Derfor endte det målløst 0-0 mellem Spanien og Sverige.

    Til trods for, at spanierne så mest til bolden og generelt havde de fleste chancer, så tilfaldt kampens største chancer Sverige.

    Især Alexander Isak fra Sverige fik skabt flere gode chancer for sig selv, og ramte også stolpen i første halvleg.

    Men ind ville bolden ikke for nogen af holdene, og så endte kampen som den begyndte: 0-0.

  • Landstræneren: 'Vi tager det et minut, en time, en dag ad gangen'

    Mandag trænede landsholdet for første gang siden Christian Eriksen kollapsede i lørdagens kamp mod Finland.

    Og landsholdet går langsomt mod en normal rutine, om end følelserne stadig sidder uden på tøjet i landsholdstruppen, fortæller landstræner Kasper Hjulmand.

    - Det helt afgørende er, at Christian har det godt. For mig personligt er jeg gået fra at være bekymret til mere at være taknemmelig og lettet, fordi Christian er her.

    - Jeg kunne se, at vi fra starten af træningen til slutningen af træningen tog det første lille skridt. Det var egentlig en god dag, og så er der en god træning igen i morgen - det er næste skridt.

    - Vi har sagt, at vi tager det et minut ad gangen, en time ad gangen og en dag ad gangen. Vi skal være i nuet og fornemme. Det er det, som fodbold handler om. Det er det, der skal drive os, siger Kasper Hjulmand.

    Se Kasper Hjulmand sætte ord på situationen på landsholdet mandag aften i videoen herunder:

  • Rødt kort og selvmål gjorde det svært for Polen: Slovakiet sikrer første sejr ved EM

    Slovakiet vandt mandag aften i sin første kamp ved EM-slutrunden, da holdet besejrede Polen med 2-1.

    Det polske mandskab gjorde det bestemt heller ikke let for sig selv i løbet af kampen. Først var det den polske keeper Wojciech Szcesny, der på et skud fra Slovakiets Robert Mak, sendte bolden i eget net.

    Efter en time var det så Grzegorz Krychowiak, der modtog sit andet gule kort og dermed så rødt. Et kvarter forinden havde landsmanden Karol Linetty ellers udlignet for Polen til 1-1.

    Syv minutter efter det røde kort scorede Slovakiets Milan Skriniar til slutresultatet 2-1.

    Senere mandag aften spiller gruppens to andre hold, Spanien og Sverige.

    Grzegorz Krychowiak (nummer 10) fik sit andet gule kort i kampen efter en times spil. (Foto: Anton Vaganov © Ritzau Scanpix)
  • Uefa fastholder, at de agerede med største respekt efter Eriksens kollaps

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) holder fast i, at kampen mellem Danmark og Finland blev genoptaget efter ønske fra begge hold.

    Det oplyser forbundet i en mail til DR Sporten.

    - Uefa er sikker på, at det behandlede forløbet med største respekt for den følsomme situation og spillerne. Det blev først besluttet at genoptage kampen, efter at de to hold ønskede at færdiggøre kampen samme aften, skriver Uefa.

    - Spillernes behov for 48 timers hvile mellem to kampe udelukkede andre muligheder.

    Uefa har ellers modtaget kritik for forløbet omkring genoptagelsen af kampen, hvor landsholdet har fastslået, at de ikke burde have været gået på banen igen.

    Ifølge landsholdet blev de præsenteret for to muligheder: Enten skulle kampen færdigspilles samme aften eller dagen efter klokken 12.

    Danmark tabte 1-0 til Finland.

  • 'En glædelig nyhed fra lejren': Dansk landsholdsspiller er blevet far

    Den danske EM-spiller Anders Christiansen blev søndag far for anden gang, da landsholdsspillerens kæreste, Mie, fødte en pige.

    Det skriver herrelandsholdet på sin Instagram-side.

    - En glædelig nyhed fra lejren. Søndag blev Anders Christiansen far for anden gang - hele familien har det godt. Stort tillykke, står der i opslaget.

    Han var derfor ikke på træningsbanen mandag, da landsholdets trænede frem mod EM-kampen mod Belgien, som spilles torsdag i Parken.

    Anders Christiansen (til højre) blev far for første gang i 2018. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Tjekkiet besejrer Skotland i holdenes første kamp ved EM

    Tjekkiet fik mandag en god start på EM-slutrunden, da holdet vandt 2-0 mod Skotland på skotternes hjemmebane, Hampden Park, i Glasgow.

    Udover at have sikret sig de tre point kan tjekkerne lune sig på allerede nu at bejle til at have scoret turneringens bedste mål.

    Kort inde i anden halvleg lavede Leverkusen-angriberen Patrik Schick nemlig et vildt mål tæt på midterlinjen. Den skotske keeper David Marshall stod langt fra sit mål, og det blev altså straffet.

    Med sejren indtager Tjekkiet førstepladsen i gruppe D foran England med tre point samt Kroatien og Skotland med hver nul point.

    Du kan se det fremragende mål i videoen herunder:

  • 18.000 billetter til Danmarks EM-kampe sat til salg

    Det europæiske fodboldforbund Uefa har netop sat 18.200 billetter til salg til Danmarks resterende EM-kampe i Parken mod Belgien og Rusland. Det oplyser DBU.

    EM-kampene var forlængst udsolgte, men mange danske fans fik annulleret deres billetter, da myndighederne på grund af corona blot kunne lukke 15.900 tilskuere ind på Danmarks nationalstadion.

    Som en del af den politiske genåbningsaftale er det dog nu blevet muligt at lukke 25.000 tilskuere ind til Danmarks næste to kampe og ottendedelsfinalen i Parken, der bliver uden dansk deltagelse.

    Derfor får 9.100 rød-hvide roligans nu mulighed for at købe billetter til Danmarks næste kampe.

    Tidligere billetholdere får et link tilsendt i deres mailindbakke og har naturligvis førsteret til billetterne, og blandt den gruppe fans er det først-til-mølle-princippet, der hersker.

    DBU har også skaffet yderligere en bunke billetter til de danske tilskuere, men disse bliver først sat til salg senere.

    Til kampene mod Belgien og Rusland kommer der endnu flere danske fans på lægterne. Billedet er taget inden Christian Eriksens forfærdelige ulykke. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
  • Presset direktør forlader Viborg HK efter fire måneder

    Viborg HK's direktør, Alice Monberg, træder tilbage få måneder efter sin ansættelse 1. februar.

    Jørgen Hansen, som Alice Monberg overtog rollen fra, vender tilbage til posten, efter bestyrelsen har bedt ham om det.

    Årsagen, til at Alice Monberg trækker sig, er stort arbejdspres, oplyser håndboldklubben.

    - Jeg synes, at klubben har mange spændende visioner og arbejder målrettet på at indfri dem, og vi har været et godt match, siger Alice Monberg.

    - Alligevel bliver jeg nødt til at overlade posten til en ny, for jeg har også andre professionelle forpligtelser, og jeg må erkende, at det ikke er muligt at være direktør for Viborg HK, medmindre man er 100 procent til stede stort set 24/7.

    - Det kan jeg ikke levere, men jeg ønsker alt det bedste for klubben og takker for mange gode oplevelser, siger Alice Monberg.

    Siden Jørgen Hansen stoppede som direktør 1. februar, har han været bestyrelsesmedlem, men vender altså nu tilbage i direktørrollen.

  • Eriksens agent: Christian sætter pris på varme hilsner

    Kærligheden er strømmet ind fra nær og fjern til den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen efter hans ulykke lørdag aften.

    Og det er noget, danskeren sætter pris på.

    Det fortæller hans agent Martin Schoots til den italienske avis La Gazzetta dello Sport.

    Schoots snakkede med Eriksen søndag morgen i en samtale, hvor danskeren lavede sjov og lod til at have det godt.

    Her sagde Eriksen, ifølge agenten, at han var glad for alle de varme hilsner fra nær og fjern, der har givet ham en forståelse af, hvor meget kærlighed han har omkring sig.

    Schoots fortæller yderligere, at Eriksen er omgivet af sin familie på Rigshospitalet og afventer yderligere undersøgelser af, hvad der skete, da han kollapsede på banen i opgøret mod Finland i lørdags.

  • Eriksens tidligere holdkammerat tæt på EM-afbud: "Voldsomt påvirket"

    Den hollandske forsvarsspiller Daley Blind overvejede at sige fra til holdets første kamp ved EM som følge af sin tidligere Ajax-holdkammerat Christian Eriksens hjertestop.

    - Det påvirkede mig voldsomt, siger Blind om tv-billederne af den dramatiske hændelse i Danmarks kamp lørdag i Parken mod Finland.

    - Jeg overvejede kraftigt ikke at deltage, siger han om søndagens kamp mod Ukraine, som Holland vandt 3-2 på hjemmebane i Amsterdam.

    Blind blev i 2019 diagnosticeret for betændelse i hjertemusklen og udstyret med en pacemaker, for at regulere hjerterytmen, men i en venskabskamp i august sidste år satte det lille batteridrevne apparat ud og han kollapsede på banen.

    - Jeg har selv oplevet noget tilsvarende, og jeg måtte overvinde nogle mentale forhindringer for at kunne spille videre, siger den 31-årige Blind.

    Christian Eriksen tilbragte sine første år som professionel i Ajax Amsterdam.

  • Finsk profil om Eriksen: 'Hvordan kommer man videre herfra?'

    Den finske midtbanespiller Tim Sparv var på banen, da Christian Eriksen i lørdags kollapsede.

    I et opslag på Instagram fra i aftes reflekterer han over den voldsomme oplevelse.

    - Hvordan kommer man videre herfra? Burde man komme videre? Jeg er sikker på, at vi alle sov elendigt efter gårsdagens kamp. Lige meget om du så det på banen, fra tribunerne eller hjemme foran tv'et, så er det et øjeblik, man aldrig glemmer. Livet føltes skrøbeligt. Usikkert. Kort.

    - Når alt kommer til alt, er det bare fodbold. Det vigtigste er, at to børn stadig har deres far, og Sabrina har sin mand. En familie genforenet. Det er det vigtigste, skriver Tim Sparv, der spillede i FC Midtjylland fra 2014-2020.

  • Holland tager første EM-sejr trods ukrainsk drømmemål

    Det hollandske fodboldlandshold slog her til aften Ukraine i EM-slutrundens hidtil mest målrige opgør. Ved pausen var stillingen 0-0, men det blev der i den grad lavet om på i anden halvleg.

    Blot et kvarter efter pausen havde de orangeklædte hollændere nemlig allerede scoret to gange, og i et stykke tid lignede det også, at 2-0-stillingen ville blive kampens slutresultat. Men i det 75. minut gav Andriy Yarmolenko håb til det ukrainske landshold, da han fra lang afstand scorede et vaskeægte drømmemål.

    Og så spirrede håbet hos ukrainerne, der fire minutter senere udnyttede overtaget til at udligne hollændernes føring til 2-2.

    Men ligesom man troede, at kampen skulle ende uafgjort, dukkede den hollandske højreback Denzel Dumfries op på en dødbold og pandede bolden i mål til 3-2, hvilket også blev kampens slutstilling.

    Du kan se Andriy Yarmolenkos mål i videoen herunder, og de resterende af kampens mål kan du se her.

  • Østrigske målscorere sender hilsen til Eriksen

    Østrigs angriber Michael Gregoritsch holder en t-shirt op med en hilsen til Eriksen. (Photo by MARKO DJURICA / various sources / AFP) (Foto: MARKO DJURICA © Ritzau Scanpix)

    Tusinde mennesker så forskrækkede med, da Christian Eriksen i går kollapsede under Danmarks kamp mod Finland. Sidenhen har flere sendt varme tanker og hilsener til den danske landsholdsspiller.

    I Østrigs EM-kamp mod Nordmakedonien, blev endnu en hilsen sendt i retningen af den danske landsholdsprofil.

    Ved to af Østrigs scoringer i kampen hev de østrigske målscorere nemlig en t-shirt frem, hvopå der stod en hilsen til danskeren.

    - Eriksen, stay strong, stod der på t-shirten.

    Du kan se østrigernes hilsen til Eriksen i videoen herunder:

    Kampen mellem Østrig og Nordmakedonien endte 3-1, og du kan se alle målene lige her.

  • Novak Djokovic triumferer i French Open

    Serberen Novak Djokovic vinder grand slam-turneringen French Open.

    Tennisstjernen kan dermed skrive grand slam-titel nummer 19 på sin efterhånden alenlange liste over trofæer.

    I finalen besejrede Djokovic den unge græker Stefanos Tsitsipas i fem sæt - 6-7, 2-6, 6-3, 6-2 og 6-4.

    Det er anden gang i karrieren, at Djokovic vinder French Open efter triumfen i 2016. De 19 grand slam-titler er kun overgået af Rafael Nadal og Roger Federer, der har 20 hver.

  • Aalborg Håndbolds Champions League-sæson ender med sølvmedaljer

    En vild og imponerende Champions League-sæson for Aalborg Håndbold sluttede søndag aften med et klart finalenederlag på 36-23 til FC Barcelona.

    Aalborg Håndbold fik ellers en rigtig god start på finalen og var foran både 4-1 og 5-2. Men det spanske mandskab kom igen og havde resten af kampen ingen problemer med at score mål og til sidst hive sejren i hus.

    Nederlaget tager intet fra den imponerende bedrift, det var for Aalborg at nå hele vejen til finalen. Lørdag slog holdet Paris Saint-Germain og Mikkel Hansen i semifinalen med 35-33.

    På onsdag skal holdet igen i aktion, når Aalborg spiller den tredje finalekamp om DM-titlen mod Bjerringbro.

    Svenske Jonas Samuelsson så skuffet ud efter finalen. (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)
  • EM-fan i kritisk tilstand efter fald fra tribunen i England

    En tilskuer til kampen mellem England og Kroatien er i kritisk tilstand.

    Tilskueren faldt ned fra et tilskuerafsnit på Wembley i London, England, og er siden blevet fragtet til hospitalet.

    Det oplyser en talsperson for Wembley Stadium til Sky Sports.

    - Vi kan bekræfte, at en tilskuer faldt ned fra tilskuerpladserne lige efter kickoff i kampen mellem England og Kroatien på Wembley Stadium, lyder det.

    - Tilskueren fik førstehjælp på stedet og blev fragtet til hospitalet i en kritisk tilstand.

    Det oplyses ikke, hvordan uheldet kunne ske, men en undersøgelse er igangsat.

  • Braithwaite: 'I går var et af de mest skræmmende øjeblikke i mit liv'

    Som den første af landsholdsspillerne har Martin Braithwaite sat ord på oplevelsen i går, hvor Christian Eriksen faldt om på banen under kampen mellem Danmark og Finland.

    - I går var et af de mest skræmmende øjeblikke i mit liv, skriver offensivspilleren på Twitter.

    Han sender samtidig tanker til Christian Eriksen, hans kone, børn og familie.

    - Jeg er taknemmelig for, at han er i stabil tilstand og i live. Lige nu er det alt, der betyder noget. Håber at se dig snart, min ven, skriver Braithwaite efterfulgt af et hjerte.

    Braithwaite var selv på banen, da Eriksen faldt om, og var blandt de spillere, der dannede ring om ham, mens han modtog hjertemassage.

  • Fuglsang tager podieplads i Schweiz Rundt

    Det blev ikke til den helt store triumf for Jakob Fuglsang på 8. og sidste etape af Schweiz Rundt.

    Danskeren lå godt til i klassementet og drømte formentlig om at vippe Richard Carapaz af World Tour-cykelløbets førsteplads. Men sådan blev det ikke.

    Ineos-stjernen holdt fast i sin føring og vandt Schweiz Rundt, men Fuglsang endte med en trøstpræmie. Danskeren startede dagen som nummer fire i klassementet, men sluttede på podiet som nummer tre.

    Fuglsang slutter med 1 minut og 15 sekunder op til Carapaz. Rigoberto Urán havde kun 17 sekunder op til Carapaz inden etapen, men colombianeren lykkedes trods flere forsøg ikke med at ryste Carapaz af sig.

    Gino Mäder (Bahrain) vandt etapen. Schweizeren kom til mål med Michael Woods, efter at de to var kørt fra favoritgruppen på sidste stigning. De blev ikke indhentet på nedkørslen mod mål, og Mäder endte med at slå Woods i spurten om sejren.

    /ritzau/

  • England åbner EM på Wembley med sejr over Kroatien

    England sikrede sig søndag en god EM-start ved at sikre en 1-0 sejr over Kroatien i gruppe D.

    Englænderne, der spillede kampen på hjemmebanen Wembley i London, skulle helt hen i anden halvleg, før det lykkedes at score og sikre sejren.

    Det var Manchester City-stjernen Raheem Sterling, der sendte englænderne i front.

    Gruppens andre hold Skotland og Tjekkiet spiller mandag.

    Raheem Sterling scorede til 1-0 i kampen mod Kroatien. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)
  • Christian Eriksen husker ikke meget fra kollapset i går - og var mere optaget af, hvordan holdkammeraterne havde det

    Christian Eriksen husker ikke meget fra da han kollapsede i går.

    Det fortæller landsholdstræner Kasper Hjulmand på DBU's pressemøde, der finder sted i Helsingør.

    Ifølge landstræneren var Christian Eriksen mere optaget af, hvordan holdkammeraterne havde det end sin egen situation, da han talte med sine holdkommerater på et videomøde tidligere i dag.

    - Det er typisk Christian, indledte Hjulmand med, da han blev spurgt ind til Eriksens besked til hans medspillere.

  • Landstræneren: 'Når jeg ser tilbage, synes jeg ærligt talt ikke, vi skulle have været på banen'

    Det danske fodboldlandshold skulle nok ikke have været på banen igen efter Christian Eriksens kollaps i kampen mellem Danmark og Finland i går.

    Det siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde.

    - Set i bakspejlet har jeg også tænkt over, om jeg kunne have gjort noget anderledes. For når jeg ser tilbage, synes jeg ærligt talt ikke, vi skulle have været på banen, siger han.

    - Jeg er så stolt over, at spillerne kunne mobilisere sig til at gøre et forsøg. Det er kæmpe, kæmpe stort. Men jeg har dårlig samvittighed over, at vi var der ude igen, siger Hjulmand.

    Ifølge landstræneren gav EM-arrangøren Uefa landsholdet valget mellem at spille kampen færdig lørdag eller at spille den i dag klokken 12.

  • Christian Eriksen er fortsat stabil og efter omstændighederne okay, lyder det på DBU's pressemøde

    Landsholdsspiller Christian Eriksen er fortsat stabil, efter han lørdag kollapsede på banen under første halvleg.

    Det er kommet frem på et pressemøde, som Dansk Boldspil-Union (DBU) holder lige nu.

    - Christian er fortsat stabil og er efter omstændighederne okay. De test, der er foretaget indtil nu, de er fine, siger landsholdslægen, Morten Boesen.

    - Han er vågen, svarer relevant og klart, og hjertet slår igen, uddyber Boesen, da der bliver spurgt ind til, hvad det betyder, at Eriksens tilstand er stabil.

    Spillerne har talt med Eriksen over video, og han er ved godt mod, fortæller Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, på pressemødet.

    - Det var en kæmpe lettelse for mig at se Christians smil i dag. Det gør en kæmpestor forskel. Det er ingen tvivl om, at vi har været ude i torvene, siger træner Kasper Hjulmand på pressemødet, der finder sted i Helsingør hvor landsholdet har lejr.

    Hvis du vil følge med i pressemødet, kan du læse med i livebloggen eller se med på DR1.

  • Dansk Uefa-repræsentant: Svært at skubbe kampen længere

    Danmarks landsholdsspillere fik lørdag to valgmuligheder efter at have set Christian Eriksen kollapse, kæmpe for sit liv på Parkens græstæppe og se ham komme til bevidsthed igen.

    Spil kampen færdig lørdag aften eller søndag klokken 12.

    Og i praksis kunne det næppe lade sig gøre at skubbe en kamp længere, forklarer Jim Stjerne Hansen, der er næstformand i Det Europæiske Fodboldforbunds,Uefa, disciplinærkomité.

    - For det første skal holdene, der spiller, videre til næste kamp. Det er som regel et par dage efter, så man kan ikke bare flytte den i flere dage.

    - Der er også hensyn at tage til tilskuere. I det aktuelle tilfælde skal finnerne videre til Sankt Petersborg og spille onsdag. Deres tilskuere har garanteret arrangeret at rejse ud af Danmark i dag (søndag, red.), så ville man stille dem ringere.

    - Der er så mange hensyn at tage, så det er ganske svært at flytte den. Det med at flytte den til følgende dag til middag er en mulighed, fordi Uefa og Fifa har erfaring fra mange år med, at det er det muliges kunst, hvis man er i et turneringsprogram, siger Jim Stjerne Hansen.

    Jim Stjerne Hansen har ikke selv været inde over beslutningerne om afviklingen af kampen.

  • Kevin Magnussen vinder første racerløb i otte år

    Den danske racerkører Kevin Magnussen kunne natten til søndag fejre sin første sejr i otte år.

    Det skete, da han sammen med makkeren hos Chip Ganassi Racing, hollænderen Renger van der Zande, vandt nattens løb på bybanen i Detroit i den nordamerikanske sportsvognsserie Imsa.

    Magnussen indledte løbet i Chip Ganassis Cadillac nummer 01 og forvaltede sin pole position perfekt ved at tage føringen ved start.

    Siden kørte Magnussen et flot løb, inden han overlod raceren til Renger van der Zande, der gjorde arbejdet færdigt og sikrede triumfen for Chip Ganassi Racing.

    Detroit Grand Prix er sæsonens korteste løb med sine kun 100 minutter eller ret beset samme længde som et Formel 1-grandprix. Sejren i Detroit var Kevin Magnussens første siden han triumferede ved sæsonafslutningen i Formel Renault 3.5 tilbage i 2013.

  • Peter Schmeichel raser i britisk radio: 'Det er komplet latterligt, at Uefa laver sådan en løsning'

    - Jeg vil gerne sige, at det er komplet latterligt, at Uefa laver sådan en løsning.

    Peter Schmeichel holdt ikke sin kritik tilbage, da han tidligere i dag var igennem til BBC Radio 5 Live.

    Den tidligere landsholdsmålmand rasede over, at det danske landshold måtte spille kampen færdig, efter Christian Eriksen kollapsede på banen cirka 42 minutter inde i kampen.

    - Uefa giver spillerne mulighed for at gå ud og spille resten af kampen, der varer 55 minutter, eller komme tilbage klokken 12 i dag. Hvilken mulighed er det?

    - Det er en latterlig beslutning Uefa har truffet, og de skulle have forsøgt at udarbejde et andet scenarie og have lidt medfølelse, og det havde de ikke, sagde Schmeichel, der er far til landsholdets målmand Kasper Schmeichel.

    Han fortalte samtidig, at spillerne kun ville spille, hvis Christian var i god behold.

    - Og med det, mener jeg, at han var i live, og at spillerne havde talt med ham, så de vidste, at han var okay.

  • Portugisisk landshold ramt af corona

    Portugal- og Manchester City-backen João Cancelo er blevet testet positiv for coronavirus og misser derfor EM.

    Landsholdsspilleren er sendt hjem og i stedet har landstræneren indkaldt AC Milan-spilleren Diogo Dalot, meddeler det portugisiske fodboldforbund søndag.

    Forbundet oplyser samtidig, at den resterende del af truppen er testet negativ forud for den første kamp i slutrunden mod Ungarn på tirsdag.

    Ud over Ungarn er Portugal i gruppe med Frankrig og Tyskland ved EM.

    Portugal er forsvarende europamester efter triumfen i 2016.

  • DBU holder pressemøde klokken 15

    Dansk Boldspil-Union (DBU) afholder søndag klokken 15 pressemøde ovenpå lørdagens dramatiske EM-kamp mod Finland, hvor Christian Eriksen kollapsede og blev behandlet med hjertemassage på banen.

    DBU skrev i formiddag, at Eriksens tilstand fortsat er stabil, og at han stadig er indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

    - Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til sine holdkammerater. Hans tilstand er fortsat stabil.

    Eriksen kollapsede på banen efter 42 minutter, da Danmark åbnede EM mod Finland i Parken. Stjernen fik hjertemassage på banen, inden han blev fragtet til Rigshospitalet.

    DR dækker pressemødet i eftermiddag.

  • Dansk triatlet vinder sin første World Cup sejr

    Den danske triatlet Alberte Kjær Pedersen vandt lørdag karrierens første World Cup sejr, da hun sluttede øverst på podiet i mexicanske Huatulco.

    Danskeren brugte samlet 1 time og 24 sekunder på de tre discipliner.

    Alberte Kjær Pedersen har vist opadgående form på det seneste med både en 7. og 10. plads i andre World Cup konkurrencer i år, men det er første gang den 22-årige dansker vinder i det fineste selskab.

  • Kardiolog: Færre end fem atleter kollapser årligt i Danmark under sport

    Det er sjældent, at elitesportsudøvere falder om og i nogle tilfælde dør under den fysiske udøvelse.

    Det fortæller Hanne Rasmusen, der er sportskardiolog og overlæge på hjerteafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

    - Vi ser desværre, at det sker. Det er heldigvis meget sjældent. Der er under fem tilfælde om året i Danmark, siger hun til Ritzau.

    Danske undersøgelser viser ifølge Hanne Rasmusen, at konkurrenceatleter ikke har nogen øget risiko for hjerteproblemer sammenlignet med ikke-atleter på samme alder.

    Men nogle undersøgelser fra udlandet indikerer, at unge atleter har en let øget risiko for hjerteproblemer.

    - Men det har vi ikke kunnet bekræfte ud fra danske undersøgelser.

    - Der er forlydender om, at de sportsgrene, der hedder start-stop-sport, hvor man pludseligt accelererer, kan give en let øget risiko for hjerterytmeforstyrrelser, siger hun.

    Hanne Rasmussen understreger, at hun ikke har haft med behandlingen af fodboldlandsholdets Christian Eriksen at gøre.

  • DBU med gode nyheder: Christian Eriksens tilstand er fortsat stabil, og han sender hilsen til sine holdkammerater

    Christian Eriksen er fortsat stabil, efter han i går kollapsede under landskampen mellem Danmark og Finland. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksens tilstand er fortsat stabil, efter han i går kollapsede i Parken.

    Han er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

    - Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til sine holdkammerater. Hans tilstand er fortsat stabil.

    Eriksen kollapsede på banen efter 42 minutter, da Danmark åbnede EM mod Finland i Parken. Stjernen fik hjertemassage på banen, inden han blev fragtet til Rigshospitalet.

    DBU oplyser, at både holdet og stablen omkring landsholdet har fået krisehjælp og bruger dagen på at hjælpe hinanden efter gårsdagens hændelser.

    Hændelsen har fået enorm opmærksomhed verden over, og det danske forbund takker for opmærksomheden.

    - Vi takker for de mange rørende hilsner til Christian Eriksen fra fans, spillere og også fra kongehuset, internationale forbund og klubber med flere.

    - Vi opfordrer til, at hilsner sendes til DBU, hvor vi vil samle og overbringe til Christian og hans familie.

  • Eriksen har sendt besked til holdkammeraterne i Inter

    Sent i aftes sendte Christian Eriksen en besked fra Rigshospitalet til sine holdkammerater i den italienske klub Inter.

    Det oplyser klubdirektør Giuseppe Marotta ifølge fodboldmediet Football Italia.

    - Spillerne er meget tætte, og vi kommunikerede med det samme efter at have set billederne. Vi ville dog ikke være påtrængende og valgte derfor at give ham ro, efter at vi havde fået vished (om hans tilstand, red.), lyder det fra Marotta.

    Beskeden fra Christian Eriksen skal være blevet sendt til Inter-holdets WhatsApp-gruppe.

    Marotta oplyser ikke, hvad det konkrete indhold i beskeden var.

    - Eriksen er under opsyn af dansk sundhedspersonale og det mest rigtige er, at de frigiver informationer, men jeg kan fortælle, at Inters lægefaglige personale har været i kontakt med dem lige fra begyndelsen, siger han.

  • DBU-chef: Spillerne har talt med Christian og spiller kampen færdig for ham

    DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, her netop udtalt sig om landsholdets situation efter Christian Eriksens kollaps på banen under kampen mellem Danmark og Finland.

    - Han faldt om og fik hjælp og hjertemassage på banen. Han var heldigvis vågen, da han forlod stadion, siger han.

    Kampen spilles videre om kort tid. Om den beslutning siger Peter Møller, at det har været vigtigt for spillerne at vide, at Eriksen er okay.

    - Vi har været i kontakt med ham, og spillerne har talt med Christian. Det er den glædelige nyhed. Han har det godt, og de spiller kampen for Christian.

    - Vores tanker er hos Christians forældre og hans familie, siger Peter Møller.

  • Kampen mellem Danmark og Finland fortsættes klokken 20.30

    Kampen mellem Danmark og Finland spilles færdig klokken 20.30. (Foto: Mads Claus Rasmussen)

    Kampen mellem Danmark og Finland bliver spillet færdig i aften. Den spilles færdig klokken 20.30. Det skriver DBU på Twitter.

    Kampen blev afbrudt, efter at Danmarks Christian Eriksen faldt om på banen i slutningen af første halvleg. Eriksen er siden blevet kørt på hospitalet og er vågen og i stabil tilstand.

    Ifølge DBU spilles kampen færdig i dag, fordi spillerne har fået bekræftet, at Eriksen er okay.

    Kamparrangøren UEFA skriver, at kampen spilles videre på opfordring fra begge mandskaber.

  • Christian Eriksen er vågen og i stabil tilstand

    Landsholdets Christian Eriksen er vågen efter at være faldet om på banen. Her bliver Eriksen båret fra banen. (Foto: Friedemann Vogel © AFP or licensors)

    Christian Eriksen er vågen efter at være faldet om på banen i kampen mellem Danmark og Finland.

    Det skriver DBU på Twitter.

    DBU skriver desuden, at Eriksen er blevet kørt på hospitalet og er til yderligere undersøgelser. EM-arrangøren UEFA oplyser desuden, at Eriksens tilstand er stabil.

    Meldingen fik Parken til at eksplodere i et jubelbrøl.

    Kampen mellem Finland og Danmark genoptages klokken 20.30.

  • Christian Eriksen er faldet om under landskampen mellem Danmark og Finland

    Christian Eriksen er faldet om på banen under landskampen mellem Danmark og Finland.

    Eriksen lå pludselig i græsset og lå helt stille. Han har i flere minutter modtaget en form for behandling på græsset.

    Kampen har været afbrudt i adskillige minutter.

    Han bliver netop nu båret fra banen fulgt af hele det danske landshold.

  • '2-0 eller 3-0': Kronprinsen tror på dansk sejr over Finland

    Der er store forhåbninger til det danske fodboldlandshold, der om lidt tager imod Finland til deres første EM-kamp på hjemmebane nogensinde. Og de store forhåbninger er også at finde hos kronprins Frederik, der tror på dansk sejr.

    - Forventningerne er rigtig høje i dag, og forløsningen bør indfries om mere end 90 minutter. Men jeg tror på det. Jeg tror på 2-0 eller 3-0 til Danmark, siger kronprins Frederik.

    Kampen mellem Danmark og Finland kan følges på DR1, DRTV eller på P3.

  • Tjekke overrasker og triumferer i French Open

    Inden årets French Open havde nogen næppe forudset, at kvindernes singlerække ville få en tjekkisk vinder.

    Men lørdag afsluttede 25-årige Barbora Krejčíková en sensationel og overraskende turnering med en finalesejr på 6-1, 2-6 og 6-4 over russeren Anastasia Pavlyuchenkova.

    Krejčíková, som har flotte resultater i double på meritlisten, havde kun været i hovedrunden i single i en grand slam-turnering fem gange tidligere inden årets French Open.

    Hun havde dog vundet sin første WTA-titel tidligere i år, men det må alligevel siges at være en gedigen overraskelse, at hun kunne løfte trofæet på det parisiske grus.

    /ritzau/

  • Fuldstændig vanvittigt! Aalborg Håndbold er i Champions League-finalen

    En kæmpe sensation. Intet mindre.

    Aalborg Håndbold er klar til Champions League-finalen, efter at nordjyderne lørdag vandt 35-33 over Paris Saint-Germain og Mikkel Hansen ved Final 4.

    Der skulle gå ni minutter, inden aalborgenserne kom på tavlen mod et tændt fransk mandskab. Paris var gennem hele første halvleg lige et skridt foran nordjyderne og gik da også gik til pause foran med to, 15-13.

    I anden halvleg lignede Paris Saint-Germain et hold på vej i finalen, da franskmændene bragte sig foran 19-14 efter 35 minutter, men så tog fanden ved Aalborg-målmand Simon Gade. Han rullede fuldstændig gardinet ned mellem stolperne, og i den anden ende bragte Magnus Saugstrup nordjyderne foran for første gang i opgøret, 25-24, med ti minutter tilbage.

    Herfra formåede Aalborg Håndbold at have is i maven og kørte 35-33 sejren hjem. I finalen møder de vinderen af opgøret mellem FC Barcelona og Nantes.

    Aalborgs Nikolaj Lasø i menneskehænder mellem parisernes Dainis Kristopans (tv.) and Nikola Karabatic (th.) under semifinalen ved Champions League Final 4. (Foto: Sascha Steinbach © Ritzau Scanpix)
  • Finsk landstræner inden EM-brag: 'Presset er på Danmark i aften'

    Der er ikke mange, der er i tvivl om, at Danmark løber på banen til EM-premieren mod Finland som store favoritter.

    Heller ikke hos finnerne. Og det har landstræner Markku Kanerva tænkt sig at udnytte.

    - Danmark er under mere pres. De føler ikke, at de skal tabe point til Finland. Det er en stor chance for os, og jeg tror på, at vi får et godt resultat, siger han på pressemødet før kampen.

    Kanerva har stået i spidsen for holdet fra de tusinde søers land i knap fem år. I de seneste år er det blevet til flere store resultater for de finske slutrundedebutanter.

    Det er blevet til en 2-0 sejr i en testkamp over Frankrigs verdensmestre som den klart største sejr. Udover det har finnerne leveret flotte resultater mod vores svenske naboer såvel som Irland, Ukraine og Grækenland de sidste år.

    - Vi har vist de seneste år, at vi kan spille godt mod de store hold, siger landstræner Markku Kanerva.

    Finlands landstræner er ikke bleg for at hjælpe til med at løfte træningsredskaber til den finske træning i Parken frem mod kampen mod Danmark. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
  • Stafetkvinder sætter dansk rekord

    Det danske stafethold i 4x100 meter satte ny rekord ved et atletikstævne i Geneve, da de løb over målstregen på 43,71 sekunder.

    De fire kvinder Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde Kramer, Emma Beiter Bomme og Mette Graversgaard blev nummer tre i finalen, hvor de kun blev slået af Schweiz og Holland.

    Herrestafet var også i aktion, men måtte udgå, da sidste løber i kvartetten - Steffen Knudsen - fik en fiberskade. Derfor står de ikke noteret for en tid.

    Den danske kvindekvartet efter at have sat dansk rekord. (Foto: Mikkel Larsen - Dansk Atletik)
  • Danske Spil taber 40 millioner kroner, hvis Danmark vinder EM

    Tiltroen til Danmark er historisk stor i spillemæssig forstand.

    For Danske Spil står til at tabe 40 millioner kroner, hvis Danmark vinder EM i fodbold.

    - Vi har aldrig oplevet den større. Og vi forventer, at der kommer endnu flere spil på Danmark, især hvis det går godt mod Finland i aften, siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

    - Det kan sagtens ende med et tab på et trecifret millionbeløb, hvis Danmark går hele vejen.

    Omkring 50 procent af alle indsatser på EM-vinderen er sat på Danmark, der lige nu giver pengene 26 gange igen hos Danske Spil. Det matcher nogenlunde resten af oddsmarkedet.

    Danske Spil modtog allerede i 2017 indsatser på EM-vinderen, og enkelte spillere fik dengang spillet Danmark som europamester til odds 100.

    Det seneste års tid har oddset ligget på omkring 35-40, men er altså siden faldet yderligere, eftersom holdet har præsteret på banen, og slutrunden har nærmet sig.

  • Landstræner advarer mod iskold Teemu Pukki

    Teemu Pukki til Finlands træning i Parken forud for kampen mod Danmark. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)

    Hvis Finland skal overraske Danmark og de øvrige gruppemodstandere ved EM, skal Teemu Pukki formentlig spille en hovedrolle.

    Den 31-årige angriber med en fortid i Brøndby er udset som manden, der skal gøre livet surt for modstanderholdenes forsvar.

    Hans evner på toppen gør ham til en nøglefigur på Finlands landshold, mener Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand.

    - Han er iskold, og han har sin helt store styrke i en mod en-situationer både for Norwich og Finland.

    - Han er ekstremt vigtig, og han har været involveret i en kæmpe del af Finlands mål og chancer. Han laver nogle virkelig fantastiske dybe løb.

    - Han laver bueløb omkring stopperne, giver plads til sig selv, løber i ryggen af stopperne og afslutter rigtig godt, siger Hjulmand forud for lørdagens dyst mellem de to nationer.

    Pukki har spillet 90 kampe og scoret 30 mål for Finlands A-landshold.

    Du kan læse mere om Danmark og Finland på dr.dk/em.

  • Engelske reportere tror på Danmark som EM's store overraskelse

    Næsten alle EM-turneringer har et hold, der overrasker alt og alle.

    Vi husker alle, hvordan det gik i 1992. I 2004 var det Grækenland, fire år senere stod Rusland som EM's store surprise og i 2016 var det vores islandske naboer.

    Men hvem bliver EM's kanin i hatten i år? Det har 13 fodboldskribenter fra den store engelske avis The Guardian forsøgt at gætte på.

    Og her har hele fire af dem valgt Danmark, som dem de tror mest på til at skabe turneringens helt store positive overraskelse.

    - De er meget solide med lige præcis så meget kreativitet, at de kan skabe gode resultater, skriver blandt andet den kendte engelske sportsjournalist og forfatter Jonathan Wilson.

    Og så glemmer vi lige med aftenens kamp mod Finland i baghovedet, at en af de engelske journalister også har de finske slutrundedebutanter som sit bud på en EM-overraskelse.

    En af journalisterne på The Guardian har desuden 20-årige Mikkel Damsgaard her som sit bud på EM's stjerneskud. Spændende... (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Mere fra dr.dk