Seneste sport
27. jan kl. 12:58

De danske håndboldherrer fik dødstrusler efter nederlaget til Frankrig

Henrik Møllgaard i duel med franske Melvyn Richardson. (Foto: Tibor Illyes)

Efter seks sejre i træk tabte de danske håndboldherrer i går til Frankrig med 29-30 ved EM.

Nederlaget har siden kastet beskyldninger om snyd og dødstrusler af sig. Det skriver Frederik Gelstoft Schmidt, presseansvarlig for det danske landshold, på sin Twitter-profil.

- Jeg er slemt imponeret over nogle af de beskeder, der lander i spillernes og trænerteamets indbakker efter kampen mod Frankrig i aftes.

- Nej, de har ikke tabt med vilje. Og nej, man fortjener ikke at dø, blot fordi man har tabt en håndboldkamp, skriver Frederik Gelstoft Schmidt.

Det fremgår ikke i detaljer, hvem der modtog trusler, og hvad der stod i dem.

Danmark møder Spanien i EM-semifinalen fredag aften klokken 18.

Seneste sport

  1. I går kl. 23:11

    Dolberg-løse Nice sparker sig til europæisk fodbold

    Andy Delort sendte lørdag egenhændigt Nice ud i Europa i næste sæson.

    Med tre mål vendte den algeriske angriber nemlig 0-2 til 3-2 for Nice mod Reims i sæsonens sidste kamp.

    Med sejren hoppede Nice op på femtepladsen i tabellen, der giver adgang til Conference League-kvalifikationen.

    Kasper Dolberg så hele kampen fra bænken.

    Paris Saint-Germain havde inden sidste runde allerede for længst sikret sig mesterskabet. Hovedstadsklubben fejrede guldet ved at banke Metz med 5-0 lørdag.

    I bunden af tabellen undgik Saint Etienne direkte nedrykning. Holdet lå næstsidst, men sprang efter uafgjort mod Nantes op på 18.-pladsen. Den giver Saint Etienne en kamp mod Auxerre fra Ligue 2 om pladsen i den bedste række.

    Metz endte i stedet med en lang næse på 19.-pladsen efter det store nederlag til PSG. Inden runden lå det i forvejen fast, at også Bordeaux ville rykke direkte ned.

  2. I går kl. 23:06

    Leipzig napper den tyske pokal-titel

    Tredje gang viste sig at være lykkens gang for RB Leipzig i den tyske pokalturnering.

    Efter de seneste år at have tabt to pokalfinaler lykkedes det lørdag Leipzig at finde opskriften på sejr, da holdet mødte Freiburg på Olympiastadion i Berlin.

    Leipzig vandt efter straffesparkskonkurrence og kan dermed fejre sin første store titel, siden klubben første gang så dagens lys i 2009.

    Undervejs kom Leipzig bagud og fik en mand vist ud. Den ordinære spilletid samt den forlængede endte 1-1.

    I den forlængede spilletid var det Freiburg, der med skud på både stolpen og overliggeren var tættest på at score et føringsmål, men det endte altså med at skulle afgøres fra 11-meterpletten i en straffesparkskonkurrence.

    Her blev Leipzigs triumf en realitet, da Ermedin Demirovic brændte Freiburgs fjerde forsøg.

    Det var Freiburgs første optræden i en pokalfinale.

    Den danske landsholdsspiller, Yussuf Poulsen, så hele pokalfinalen fra Leipzigs bænk.

  3. I går kl. 21:03

    Mbappe forlænger med PSG

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Fodboldspilleren Kylian Mbappe har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain frem til sommeren 2025.

    Den franske angrebsstjerne Kylian Mbappe har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain.

    Det bekræfter klubben lørdag aften.

    På trods af vedvarende rygter om et skifte til Real Madrid har han valgt at blive i den franske hovedstadsklub, som han har spillet for siden 2017.

    Samarbejdet stod til at udløbe denne sommer, og 23-årige Mbappe har derfor frit kunnet forhandle med andre klubber.

    Mbappe skiftede fra Monaco til PSG i sommeren 2017 og har siden bidraget med 168 mål i 216 kampe.

    /ritzau/

  4. I går kl. 21:01

    Lyon vinder Champions League for ottende gang

    (Foto: Alessandro di Marco © Ritzau Scanpix)

    Den franske fodboldklub Olympique Lyon har generobret Champions League-tronen.

    Lørdag aften stjal de nemlig trofæet tilbage fra sidste års mestre, FC Barcelona, der i finalen blev besejret med 3-1 i kvindernes udgave af Europas største klubturnering.

    Finalen blev spillet på fodboldklubben Juventus' hjemmebane, Allianz Stadium, i Torino.

    Med otte Champions League-titler er Lyon fortsat den klub, der har vundet turneringen flest gange. Senest vandt de turneringen i 2020.

    Det var Amandine Henry, der sendte franskmændene på sejrskurs i lørdagens finale, da hun scorede til 1-0 på et flot langskudsmål efter kun seks minutters spil. Norske Ada Hegerberg ville også bidrage og efter 23 minutter fordoblede hun føringen ved at heade bolden i mål. 10 minutter senere fik Hegerberg igen en central rolle, da hun sørgede for oplægget til Catarna Macarios 3-0-scoring.

    Barcelonas Ballon d'Or-vinder, Alexia Putellas, gav dog ikke op og reducerede til 1-3 kort inden pausen. Men det nyttede ikke noget. For de spanske mestre formåede ikke at score i anden halvleg, selvom de dominerede skudstatistikken. Derfor vandt Lyon Champions League-trofæet i overbevisende stil.

  5. I går kl. 20:18

    Dansk kajakroer tager metal i World Cuppen

    Kajakroeren Magnus Sibbersen har lørdag vundet en sølvmedalje på 500 meter-distancen ved World Cuppen i Tjekkiet.

    Den danske enerkajak blev kun slået af tyske Jakob Thordsen, som var et halvt sekund hurtigere. Spanske Markus Walz tog tredjepladsen. Tidligere på dagen var også René Holten Poulsen i finalen på 1000 meter, men han måtte nøjes med en sjetteplads.

    World Cuppen i Tjekkiet slutter søndag, hvor Bolette Iversen har roet sig i finalen på 200 meter. Også Thorbjørn Rask har formået at kvalificere sig til søndagens finale på 5000 meter.

  6. I går kl. 19:13

    Viborg sikrer Europa-playoff efter sejr over nedrykkere

    Sidste års oprykkere fra Viborg FF formåede lørdag aften at holde fast i syvendepladsen i Superligaen.

    I sidste runde af nedrykningsspillet slog midtjyderne bundholdet, Sønderjyske, med 2-0 på udebane i en chancerig og underholdende kamp.

    Som nedrykningsspillets nummer et skal Viborg spille en playoffkamp om en plads i næste sæsons Conference League. Modstanderen findes søndag, når sidste runde i mesterskabsspillet afvikles.

    Viborg endte med at have seks point ned til forfølgerne fra OB, der på samme tid tabte 1-2 til Vejle.

    Du kan se højdepunkter fra kampen mellem OB og Vejle her:

    Vejle sluttede trods sejren under nedrykningsstregen bag AGF, der lørdag spillede 2-2 mod FC Nordsjælland. Dermed rykker traditionsklubben ned i 1. division sammen med Sønderjyske.

    Du kan se højdepunkter fra kampen mellem AGF og FC Nordsjælland her:

    Inden lørdagens opgør havde Vejle matematisk set mulighed for overlevelse, men det ville blandt andet kræve, at Vejle skulle indhente en målforskel på 18.

    I toppen af 1. division er tre hold i spil til at tage de to oprykningsbilletter.

    AC Horsens og Lyngby har på første- og andenpladsen de bedste kort på hånden. FC Helsingør har på tredjepladsen fire point op til Lyngby. Der resterer to runder i oprykningsspillet.

  7. I går kl. 18:45

    Dreyer og Abildgaard rykker ned med russisk klub

    Fodboldholdet Rubin Kazan med Oliver Abildgaard som anfører tabte 1-2 til FC Ufa og rykker ud af den bedste række i Rusland.

    De danske fodboldspillere Anders Dreyer og Oliver Abildgaard skal spille fodbold på næsthøjeste niveau i Rusland, hvis de efter sommer spiller videre i Rubin Kazan.

    Lørdag tabte Rubin Kazan med Oliver Abildgaard som anfører 1-2 til FC Ufa i sidste spillerunde, og holdet slutter dermed på næstsidstepladsen og rykker ned.

    Det er en markant nedtur for klubben, som i sidste sæson blev nummer fire i den bedste række.

    Trods sine blot 14 kampe for klubben slutter Anders Dreyer som topscorer for holdet med otte træffere.

    Dreyer udnyttede tidligere på foråret muligheden for at suspendere sin aftale med Rubin Kazan efter Ruslands invasion af Ukraine.

    Han tog i stedet tilbage til FC Midtjylland på en aftale, der foreløbigt gælder resten af sæsonen. For FC Midtjyllands vedkommende betyder det søndagens ligakamp mod Randers FC og torsdagens pokalfinale mod OB.

    Abildgaard sad ude med en skade, da vinduet for at suspendere kontrakter i Rusland var åbent, og han blev derfor i Kazan. Den tidligere AaB-profil er siden blevet sin skade kvit og har spillet de sidste fem kampe i sæsonen.

    /ritzau/

  8. I går kl. 18:27

    Dansk landshold dominerer endagsløb i Herning

    Den danske cykelrytter Andreas Stokbro (Landsholdet) spurtede lørdag sejren hjem i endagsløbet Grand Prix Herning, der ofte bliver kaldt den danske version af forårsklassikeren Paris-Roubaix grundet rutens mange grusveje.

    Stokbro og herningenseren Mads Rahbek (BHS) havde kørt fra favoritgruppen på finaleomgangene, og de formåede at holde forspringet de godt sidste fem kilometer af etapen. I den afgørende spurt viste Stokbro sig at være den stærkeste, og dermed kunne han juble over triumfen.

    Den tidligere verdensmester Mads Pedersen, der i dagens anledning kørte i landsholdsdragten, var med i forfølgergruppen og blev nummer tre. Dermed var det et rent dansk podie i Herning.

    - Jeg synes, vi (landsholdet, red.) havde godt styr på cykelløbet og var oven på hele dagen. Det var en fornøjelse at komme hjem og cykle i landsholdstrøjen, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport umiddelbart efter løbet.

    Søndag ruller mange af rytterne ud til Fyen Rundt, der har start og mål i Odense.

  9. I går kl. 17:41

    Odense brager videre til DM-finalen efter sikker sejr over midtjyder

    (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

    Odense Håndbold leverede storspillet, da det gjaldt i semifinalerne i landets bedste række for kvinder, Bambusa Kvindeligaen.

    Fynboerne har nemlig sikret en plads i DM-finalen, efter de lørdag slog Herning-Ikast med 29-23 i den tredje og afgørende semifinale. Dermed får Odense mulighed for at genvinde titlen fra sidste år.

    Det var især i første halvleg, at Odense grundlagde sejren. Her kunne de nemlig gå til pause foran 16-9. Anden halvleg var mere tæt, som de midtjyske gæster formåede at vinde med ét mål. Dermed kunne fynboerne juble over sejren på 29-23.

    De forsvarende mestre skal møde Team Esbjerg i finalen, der ligesom semifinalerne afvikles over minimum to og maksimalt tre kampe. Den første finale spilles tirsdag. Herning-Ikast skal kæmpe om bronzemedaljer mod Viborg HK.

  10. I går kl. 17:28

    Sundby rykker op i landets bedste fodboldrække

    Fodboldklubben Sundby BK er sikker på at rykke op i den bedste danske fodboldrække for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    For mens 1. divisionsklubben slog AaB med 4-0 tidligere lørdag i kvalifikationsspillet, måtte B93 nøjes med uafgjort mod Odense Q.

    Det betyder, at der nu er syv point mellem B93 på tredjepladsen og Sundby på førstepladsen med kun to runder tilbage. Dog kan B93 stadig nå at stjæle den anden og sidste billet til Danmarks bedste liga. De har nemlig tre point op til AGF på andenpladsen.

  11. I går kl. 17:11

    Simon Yates triumferer på underholdende Giro-etape

    (Foto: Luca Bettini © Ritzau Scanpix)

    Lørdagens 14. etape af Giro d'Italia blev løbets med afstand mest underholdende. En kort, eksplosiv etape gav et eksplosivt løb, som britiske Simon Yates viste sig stærkest og klogest i.

    Han sad i finalen med klassementfolkene Richard Carapaz og Jai Hindley samt veteranen Vincenzo Nibali, hvor briten var mest snu, da han rykkede inden for de sidste fem kilometer.

    Det var hans anden etapesejr i årets løb. Han vandt også den korte enkeltstart på 2. etape.

    Carapaz fik dog en fin trøst, da han overtog løbets førertrøje. Hindley er blot syv sekunder efter samlet.

    /ritzau/

  12. I går kl. 17:07

    Magnussen brillerer i spansk kvalifikation

    (Foto: Hasan Bratic © Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen fik lørdag så god fart i sin Haas-bil, at han kom igennem alle tre kvalifikationsrunder og sluttede som nummer otte forud for Spaniens grandprix.

    Dermed har danskeren sikret sig et godt udgangspunkt inden søndagens race i Barcelona.

    Også holdkammeraten Mick Schumacher havde en god lørdag i raceren, da han kom igennem til sidste kvalifikationsrunde og blev nummer 10.

    Ferraris Charles Leclerc, der fører VM-stillingen, starter som nummer et, mens den forsvarende verdensmester Max Verstappen var næsthurtigst. Leclercs holdkammerat, hjemmebanefavotitten Carlos Sainz, slutter som nummer tre.

  13. I går kl. 16:40

    Dansk badmintondouble taber tæt semifinale i Thailand

    (Foto: Diego azubel © Ritzau Scanpix)

    Semifinalen blev endestationen for badmintonspillerne Kim Astrup og Anders Skaarup ved Thailand Open.

    Fredag slog den danske herredouble de trefoldige verdensmestre fra Indonesien, men lørdag måtte de se sig slået af de tredjeseedede japanere Takuro Hoki og Yugo Kobayashi i tre sæt.

    Danskerne vandt første sæt i semifinalen med 23-21, men efterfølgende tabte Astrup og Skaarup to sæt med cifrene 18-21, 18-21.

    I finalen skal den japanske duo møde indonesiske Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto.

    Der er ingen danskere i søndagens finaler i Thailand Open.

  14. I går kl. 16:13

    AGF storsejrer i jagten på en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen

    Artiklen er opdateret efter Sundbys kamp mod AaB.

    Varde IF fik sig en stor lussing lørdag, da AGF gæstede i kvalifikationsspillet til Danmarks bedste fodboldrække for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    AGF vandt med 6-1, og især én spiller gjorde sig positivt bemærket. På 27 minutter i første halvleg scorede Sofie Bloch nemlig hele fire mål og dermed var den aarhusianske sejr så godt som hjemme. I anden halvleg udbyggede Maria Herdel og Jenna McCormick føringen, inden hjemmeholdets Line Jørgensen scorede til slutstillingen 6-1 i det 90. minut.

    Med to runder igen sidder AGF fortsat på andenpladsen i tabellen, der er nok til at sikre holdet en sæson til i den bedste række. B93 jagter dog aarhusianerne med fire point færre, og de har samtidig spillet en kamp mindre.

    1. divisonsklubben Sundby er tæt på oprykning, efter de lørdag vandt med overbevisende 4-0 over AaB. De fører nu tabellen med 22 point og har otte point ned til B93 på tredjepladsen. Det betyder, at Sundby er sikker på oprykning, hvis B93 taber til Odense Q senere lørdag.

  15. I går kl. 15:58

    City-spillere vinder sæsonpriser i Premier League

    (Foto: Peter Cziborra © Ritzau Scanpix)

    Kevin De Bruyne er for anden gang i karrieren kåret som årets spiller i den engelske fodboldrække, Premier League.

    Den belgiske kreatør Kevin De Bruyne har været Premier Leagues bedste spiller i denne sæson.

    Det er i hvert fald resultatet af en afstemning blandt et panel af eksperter og anførere i Premier League samt fans, skriver ligaen på sin hjemmeside lørdag.

    Det er anden gang i hans karriere, at 30-årige De Bruyne vinder prisen. Han fik også hæderen i 2019/20-sæsonen.

    Det er desuden tredje sæson i træk, at en spiller fra Manchester City vinder prisen. I sidste sæson gik den til den portugisiske forsvarsspiller Ruben Dias.

    Holdkammeraten Phil Foden har desuden snuppet prisen som årets unge spiller under 23 år. Det er andet år i træk, at han høster den pris.

    De Bruyne og Foden har bidraget med henholdsvis 15 og 9 ligamål i en sæson, der kan ende med et mesterskab.

    Manchester City har således et point ned til Liverpool inden sidste spillerunde søndag. Citys målscore er desuden seks mål bedre end Liverpools.

    City møder Aston Villa på hjemmebane, mens Liverpool har besøg af Wolverhampton.

    /ritzau/

  16. I går kl. 15:47

    HB Køge genvinder det danske mesterskab efter ydmygende Fortuna-nederlag

    Fodboldholdet HB Køge har igen i år vundet den bedste række for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    Det står klart, efter duellanterne fra Fortuna Hjørring blev afklapset med 0-4 mod FC Nordsjælland på udebane lørdag.

    Da HB Køge fører med ni point inden de to sidste runder, kan nordjyderne ikke nå at hente de nu dobbelte danske mestre.

    Fortuna var klare favoritter før lørdagens kamp, men allerede efter fire minutters spil satte Karen Linnebjerg Knudsen tvivl ved nordjydernes mesterskabschancer, da hun scorede til 1-0.

    Nordjyderne kunne dog ikke svare igen, og i stedet fordoblede amerikaneren Mariah Lee hjemmeholdets føring efter 69 minutter. Ydmygelsen blev dog total med godt ti minutter tilbage af kampen, hvor nordsjællænderne scorede yderligere to mål til slutstillingen 4-0.

    Fortuna Hjørring kan trøste sig med, at de er sikker på sølvmedaljerne og en plads i Champions League næste sæson.

  17. I går kl. 15:22

    FC Barcelona er interesseret i Lewandowski

    (Foto: ENRIC FONTCUBERTA © Ritzau Scanpix)

    FC Barcelona har den polske skarpretter Robert Lewandowski på sin ønskeliste til næste sæson. Det bekræfter klubbens cheftræner, Xavi Hernandez, på et pressemøde lørdag.

    - Han er en af mulighederne. Han har allerede offentligt sagt, at han vil videre. Der er forhandlinger, siger Xavi ifølge Marca.

    Snart 34-årige Lewandowski har takket nej til et tilbud om forlængelse fra Bayern München, og han står dermed til at forlade klubben på en fri transfer om et år.

    Polakken har dog udtrykt ønske om at komme videre i karrieren allerede denne sommer.

    - Hvis der kommer et tilbud, må vi overveje det - også fra klubbens side. Begge parter skal tænke over fremtiden. Det er alt, jeg kan sige, sagde Lewandowski ifølge dpa i sidste uge.

    Siden Lewandowski kom til Bayern München fra Borussia Dortmund i 2014, har han været blandt Bundesligaens og verdens bedste spillere.

    /ritzau/

  18. I går kl. 14:22

    Lerager bytter lejekontrakt til permanent FCK-kontrakt

    (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    En købsklausul i fodboldspiller Lukas Leragers lejekontrakt er blevet udløst, og derfor er midtbanespillerens skifte til FC København fra italienske Genoa nu permanent.

    Han har underskrevet en kontrakt, der løber til 2025, oplyser superligaklubben på sin hjemmeside lørdag eftermiddag.

    At Lukas Lerager fortsætter i FCK er ikke den store overraskelse.

    - Det har hele tiden været planen og aftalen, at Lukas skulle blive her, men nu er det også officielt på plads, siger sportsdirektør Peter Christiansen.

    Lukas Lerager kom til FC København på en lejeaftale i februar 2021. Siden da har han spillet 59 kampe for klubben.

    - Nu skal vi gøre den her sæson færdig, og så glæder jeg mig allerede til den næste, hvor jeg er sikker på, at vi bliver endnu stærkere, siger Lukas Lerager.

    Han fik debut på landsholdet i 2017 og har optrådt i rødt og hvidt ti gange.

    /ritzau/

  19. I går kl. 13:37

    Danmarks ishockeyherrer slår Frankrig og øjner knald eller fald-kamp om VM-kvartfinale

    (Foto: MARTIN MEISSNER © Associated Press)

    Danmarks ishockeyherrer levede lørdag op til favoritværdigheden mod Frankrig ved VM i Finland.

    Danskerne vandt opgøret 3-0, og dermed har de samtidig slået franskmændene i kampen om den sidste billet til kvartfinalerne. Alt tyder på, at der venter Danmark en afgørende duel for en plads i kvartfinalen, når de på tirsdag møder gruppens femteplads, Slovakiet.

    Med i alt ni point indtager Danmark fjerdepladsen i gruppe A, der udløser den sidste billet til kvartfinalerne. Men med en sejr i det indbyrdes opgør på tirsdag, kan Slovakiet med al sandsynlighed matche danskernes pointantal og stjæle billetten.

    Slovakiet møder undertippede Italien senere lørdag, mens Danmark møder gruppens tophold, Canada, inden tirsdagens vigtige kamp. Netop Canada, Schweiz og Tyskland sidder lige nu på de tre øvrige billetter til kvartfinalen i Danmarks gruppe.

    Den tidligere NHL-spiller Peter Regin sendte danskerne på sejrskurs i lørdagens kamp til sidst i første periode efter en 2 mod 1-situation. Frederik Storm lavede en tværpasning til Regin, der sendte et trækskud op i nærmeste hjørne bag den franske keeper.

    Danskerne fortsatte med at sidde på spillet i starten af anden periode, og det danske momentum blev forstærket af en fransk udvisning. Det betalte sig af i det efterfølgende powerplay, da forward Joachim Blichfeld skød pucken gennem forsvaret og mellem den franske keepers ben.

    I tredje periode kom franskmændene bedre fra start, men det var Julian Jacobsen der scorede periodens eneste mål til slutstillingen 3-0, efter Frankrig havde trukket målmanden i de sidste minutter.

  20. I går kl. 11:17

    Manchester City skal kæmpe med følelserne før sæsonfinale, siger Guardiola

    Meget tyder på, at Manchester City søndag bliver engelsk mester for andet år i træk og for fjerde gang på fem sæsoner.

    Klubben er et point foran Liverpool før sidste runde, hvor det gælder en hjemmekamp mod Aston Villa.

    Presset fra Jürgen Klopps tropper er dog så hårdt, at City-manager Pep Guardiola ikke har behøvet at bruge særlig meget tid på at motivere sine spillere.

    - Det er ikke nødvendigt at fortælle dem om vigtigheden af kampen. De ved det, og de kan mærke det, siger Guardiola ifølge AFP.

    Han forudser, at store følelser kommer i spil op til søndagens opgør.

    - Det er svært at kontrollere sine følelser, når man ved, hvad man spiller for. Spillerne er mennesker, siger Pep Guardiola, som understreger, at hans hold ikke må slippe gaspedalen, før dommeren har fløjtet af.

    - Når man tror, det er ovre, er det ikke nødvendigvis ovre, siger han.

    /ritzau/

  21. 20. maj kl. 23:28

    Copenhagen Flames og Heroic misser semifinale i major

    Copenhagen Flames og Heroic tabte fredag begge deres kvartfinaler ved årets første Counter-Strike-majorturnering.

    Copenhagen Flames tabte 0-2 til Ence, som havde den danske spiller Marco "Snappi" Pfeiffer på holdet.

    Senere fredag var Heroic tættere på sejr mod verdens nummer tre, Navi, der består af russiske og ukrainske spillere.

    Her vandt det danske hold første map 16-10, inden Navi vandt et tæt andet map med 16-14.

    I tredje og afgørende map blev modstanden for stor for Heroic, der tabte 8-16.

    Finalen i majorturneringen spilles søndag. En samlet præmiesum på en million dollar - cirka syv millioner kroner - er på højkant.

    /ritzau/

  22. 20. maj kl. 21:02

    HB Køge nærmer sig guldet efter sikker sejr i Kolding

    Cecilie Fløe (i midten) scorede tre gange, da HB Køge fredag bankede Kolding IF. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Duften af guld begynder så småt at sprede sig på ny i Køge.

    Fredag aften vandt HB Køges kvindehold med 3-0 over Kolding IF, hvilket sender de forsvarende danske mestre tæt på at gentage guldtriumfen.

    Køge-angriber Cecilie Fløe var kampens helt store oplevelse, da hun scorede hattrick.

    Den trefoldige målscorer og resten af Køge-holdet fører nu mesterskabsspillet i Kvindeligaen med ni point ned til Fortuna Hjørring, der har tre kampe tilbage.

    Dermed er Fortuna Hjørring pisket til sejr i de tre sidste kampe, samtidig med at Køge ikke må få point i deres to resterende kampe.

    Fortuna Hjørring møder lørdag FC Nordsjælland, hvor et pointtab vil sætte gang i guldfesten i Køge.

  23. 20. maj kl. 20:24

    Tennisforbund reagerer på russisk udelukkelse: Ingen ranglistepoint ved Wimbledon

    Den prestigefyldte grand slam-turnering løber fra den 27. juni til og med den 10. juli. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Der bliver ingen point til verdensranglisten til mandlige deltagere ved årets Wimbledon.

    Det meddeler Det Internationale Tennisforbund (ATP) på sin hjemmeside fredag.

    Beslutningen skyldes Wimbledons udelukkelse af russiske og belarusiske spillere, som ATP erklærede sig meget uenig i, da beslutningen blev offentliggjort i april.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP underminerer Wimbledon med sin beslutning principperne og integriteten bag ATP's verdensrangliste.

    - Det er også et brud på vores aftale om ranglisten. Hvis ikke forholdene ændrer sig, er det med stor fortrydelse og modvilje, at vi ikke ser andre udveje, end at fjerne ATP-point fra Wimbledon i 2022, skriver ATP på sin hjemmeside.

    /ritzau/

    OPDATERING: Kvindernes forbund, WTA, har siden fulgt trop og fjerner også pointene ved det forestående Wimbledon.

  24. 20. maj kl. 20:11

    Dansker finder vej til EM-guldet på mountainbike

    Fredag udvidede Camilla Søgaard sin medaljesamling med en EM-guldmedalje. (Foto: Erling Thisted/Dansk Orienterings-Forbund)

    Fredag vandt Camilla Søgaard guld på sprintdistancen ved EM i mountainbike orientering (MTBO).

    Den 30-årige dansker, der er forsvarende verdensmester, lavede to mindre fejl i starten, men formåede at kæmpe sig tilbage på ruten, hvor hun slog tjekken Martina Tichovska med fem sekunder.

    Det er Camilla Søgaards første EM-guld på sprintdistancen, da hun i 2019 måtte nøjes med andenpladsen.

    På herresiden blev det også til medaljer, da Morten Örnhagen Jørgensen kørte sig til sølv.

    Den unge MTBO-kører, der er født i år 2001, er for første gang med til et seniormesterskab, men det lod ikke til at påvirke danskeren, der satte bedste tid hos herrerne og så ud til at snuppe EM-guldet.

    Til syvende og sidst formåede den sidststartende tjekke, Vojtech Viktor, dog at slå danskerens tid med 19 sekunder.

  25. 20. maj kl. 19:54

    Baneinvasioner bekymrer det engelske fodboldforbund

    Everton vandt torsdag og sikrede dermed en ny sæson i den bedste engelske fodboldrække, hvilket fik tilskuerne til at storme banen. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

    Den seneste tid har budt på flere baneinvasioner i England, hvor fodboldsæsonen lakker mod enden.

    Og det engelske fodboldforbund (FA) er bekymret for "tilhængernes antisociale opførsel".

    Senest udspillede vilde scener sig på Goodison Park torsdag, da Everton torsdag reddede livet i Premier League med en sejr over Crystal Palace.

    Et hav af Everton-fans invaderede græstæppet, og en af dem kom i karambolage med Crystal Palace-manager Patrick Vieira, som endte med at sparke tilskueren.

    Den sag undersøges af Everton og det lokale politi. FA kalder episoden og andre lignende for uacceptable.

    - Vi er meget bekymrede for stigningen af tilhængernes antisociale opførsel mod slutningen af sæsonen. Fodboldstadioner skal være sikre og behagelige for alle, og disse episoder er total uacceptable og hører ikke til i vores sport, skriver forbundet på sin hjemmeside.

    FA bekræfter at alle baneinvasioner bliver undersøgt, og hvis muligt bliver de straffet disciplinært.

  26. 20. maj kl. 18:56

    Holger Rune kæmper forgæves mod verdens nummer 11

    Holger Rune slog godt tilbage i semifinalen, men formåede ikke at spille sig i finalen i Lyon. (Foto: Patrick Cannaux/DPPI / ipa-agenc © Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisstjerne Holger Rune er ude af ATP-turneringen i Lyon.

    I fredagens semifinale tabte den unge dansker til briten Cameron Norrie med cifrene 6-2, 5-7, 6-4 i den franske grusturnering.

    Dermed formår danskeren ikke at spille sig i sin anden ATP-finale på tre uger.

    På maj måneds første dag gik 19-årige Rune hele vejen i München, der ligesom turneringen i Lyon er en ATP 250-turnering.

    Holger Rune, der er nummer 40 på verdensranglisten, kan nu se frem til grand slam-turneringen French Open, hvor han møder verdens nummer 15, canadieren Denis Shapovalov.

    French Open spilles i Paris fra på søndag og to uger frem.

  27. 20. maj kl. 17:18

    Franskmand tager tredje etapesejr i Giro d'Italia efter hektisk afslutning

    Arnaud Demare lagde yderligere til i kampen om den lilla pointtrøje, hvor han har 117 point flere end Mark Cavendish på andenpladsen. (Foto: Luca Bettini © Ritzau Scanpix)

    Det var lige ved og næsten for en håndfuld håbefulde udbrydere på 13. etape af Giro d'Italia.

    Først på den sidste af de 150 kilometer fra Sanremo til Cuneo i den nordvestlige del af Italien blev sidste udbryder hentet, og FDJ-franskmanden Arnaud Demare kunne spurte sig til tredje etapesejr i årets udgave af det italienske løb.

    Umiddelbart bag ham sprintede Phil Bauhaus (Bahrain Victorious) og Mark Cavendish (Quick-Step) sig i mål på de efterfølgende placeringer.

    Etapen bød ikke på nogen forskydninger i toppen af klassementet, hvis man ser bort fra Romain Bardets (DSM) afsked med løbet.

    Franskmanden, der lå nummer fire inden etapen, stod undervejs af på grund af sygdom.

    Førertrøjen sidder fortsat på Treks Juan Pedro Lopez, der har 12 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) og João Almeida (UAE Emirates).

    /ritzau

  28. 20. maj kl. 15:40

    Badminton Danmark ophæver kontrakten med direktør: 'Vil i ny strategisk retning'

    Badminton Danmark stopper samarbejdet med direktør Bo Jensen.

    Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

    Badminton Danmark ønsker at gå i en "ny strategisk retning", lyder det. Det accepterer Bo Jensen, som dog gerne havde fortsat i stillingen.

    - Jeg har været rigtig glad for min tid i Badminton Danmark, og jeg er stolt over de mål, jeg har nået sammen med mine medarbejdere og samarbejdspartnere.

    - Jeg havde gerne fortsat arbejdet med at indfri en række andre målsætninger for Badminton Danmark, men jeg accepterer og respekterer hovedbestyrelsens beslutning, det er nu engang den præmis, man er ansat under som topleder, siger Bo Jensen.

    /ritzau/

  29. 20. maj kl. 13:03

    Dortmund skiller sig af med cheftræneren efter én sæson

    Marco Rose fik ikke lang snor som cheftræner i Dortmund.

    Han begyndte i jobbet i løbet af sommeren sidste år, og fredag oplyser klubben, at de to parter skilles.

    Det sker på den tyske storklubs hjemmeside, hvor det fremgår, at Marco Roses stab også stopper.

    Ifølge Dortmund blev beslutningen taget torsdag, hvor Marco Rose satte sig ned og analyserede sæsonen med blandt andre administrerende direktør Hans-Joachim Watzke og sportsdirektør Michael Zorc.

    - Det er ikke nogen let dag for os, fordi der har været og fortsat er gensidig respekt mellem os, siger Hans-Joachim Watzke.

    - Men efter en sæson, hvor vi af forskellige årsager har haft utilfredsstillende resultater, må vi erkende, at vi på mange områder ikke har fået nok ud af vores muligheder, siger direktøren.

    Dortmund sluttede sæsonen på andenpladsen i Bundesligaen - otte point efter Bayern München. I Champions League nåede klubben ikke længere end gruppespillet.

    /ritzau/

  30. 20. maj kl. 11:59

    Stærk thailænder giver Line Christophersen klø

    Det var en gedigen overraskelse, da den danske badmintonspiller, Line Christophersen, i går spillede sig i kvartfinalen ved Thailand Open.

    Her måtte damesinglespilleren dog sande, at hun fredag formiddag mødte sit match i form af hjemmebanehelten Ratchanok Intanon. Nederlaget på 8-21 og 8-21 efterlod ikke just mange håb om en dansk semifinaleplads i det blot 25 minutter lange opgør.

    22-årige Christophersen er nummer 22 i verden og nåede på sin vej til kvartfinalen blandt andet at slå verdens tredjebedste An Se Young fra Sydkorea.

    Dagens banekvinde, Ratchanok Intanon, ligger nummer otte på verdensranglisten og møder nu nummer to på listen i form af Tzu Ying Tai fra Taiwan i semifinalen.

    Dermed er der blot dansk islæt tilbage i herredoublen ved Thailand Open, hvor Kim Astrup og Anders Skaarup senere fredag spiller kvartfinale. Tidligere er både Anders Antonsen og Mia Blichfeldt røget ud, mens Viktor Axelsen måtte trække sig med en skade efter sin sejre i første runde.

  31. 20. maj kl. 07:02

    Golfdansker kommer dårligt fra land i stor major-turnering

    Nicolai Højgaard (billedet) er kommet skidt fra start i PGA Championship med 78 slag på første runde. Rory McIlroy brugte 65 slag og har lagt sig i spidsen for majorturneringen. (Foto: David Cannon © Ritzau Scanpix)

    Nicolai Højgaard har i denne uge taget hul på en af golfsportens helt store turneringer PGA Championship, en af fire såkaldte majors, men den 21-årige dansker må p.t. kigge langt efter topplaceringerne.

    På torsdagens første runde formåede Højgaard blot at lave én birdie, en stribe bogeys og kæmpede generelt med at finde ro og rytme i sit spil. Med 78 slag på 18 huller ligger danskeren derfor på en delt 138.-plads i turneringen.

    - Det var en af de dage. Der kommer en ny i morgen, skriver Nicolai Højgaard på Instagram.

    Nicolai Højgaard er den eneste dansker ved PGA Championship, der lige nu føres af nordireren Rory McIlroy.

  32. 19. maj kl. 23:14

    Everton sikrer sig endnu en sæson i Premier League efter dramatisk comeback

    Everton klarede skærene og sikrede sig en ny sæson i Englands bedste fodboldrække. Men det holdt hårdt.

    Hjemme mod Crystal Palace, der ikke havde noget at spille for, kom Everton bagud 0-2, inden holdet vendte det til en 3-2-sejr i anden halvleg.

    Med en spillerunde tilbage af sæson står det dermed klart, at Everton også er at finde i Premier League efter sommerferien.

    Med sejren har Everton 39 point, og Leeds under nedrykningsstregen har fire point færre med en kamp tilbage.

    Det var en stor lettelse for alle på Goodison Park. Ikke mindst Everton-manager Frank Lampard, der jublede ude på sidelinjen.

    /ritzau/

  33. 19. maj kl. 22:52

    Dansk målmand debuterer i nederlag til Hertha Berlin

    I hele sæsonen har målmanden Oliver Christensen ikke spillet en eneste betydende fodboldkamp for Hertha Berlin.

    Men torsdag aften fik den tidligere OB-keeper sin debut i en kamp, der gjaldt en plads i Bundesligaen i næste sæson, fordi førstemålmanden var skadet. Det var den første af to kampe mod Hamburger SV fra den næstbedste række.

    Bittert for Oliver Christensen og Hertha Berlin endte det med en kneben sejr på 1-0 til HSV, der havde angriberen Mikkel Kaufmann med til slut som indskifter.

    Den danske keeper kom til at se uheldig ud i situationen, der førte til kampens enlige mål efter 57 minutter. Et kikset indlæg fra HSV-spilleren Ludovit Reis sejlede ind over Oliver Christensen.

    Nu venter der en vanskelig returkamp for Hertha Berlin ude mod HSV på mandag.

    /ritzau/

  34. 19. maj kl. 21:29

    Bakken Bears er dansk mester i basketball for sjette år i træk

    I den tætteste af de fire finalekampe tabte Svendborg Rabbits igen, og dermed er Bakken Bears dansk mester. (Foto: Michael Bager © © Michael Bager bager@fyens.dk www.fyens.dk www.michaelbager.dk)

    Bakken Bears er dansk mester i basketball efter en sejr på 81-77 ude over Svendborg Rabbits torsdag aften.

    Dermed vandt Bakken Bears med 4-0 i serien, som var bedst af syv kampe.

    Torsdagens kamp var den mest tætte af de fire indbyrdes opgør, og Svendborg Rabbits fik faktisk udlignet til 77-77 kort før tid.

    Men det fynske hjemmehold var ikke i stand til at forlænge finaleserien mod Bakken Bears, der scorede to gange til slut og kunne juble over endnu en DM-titel.

    Kampens topscorer blev Marvelle Harris fra Bakken Bears med 22 point. Travis Taylor fra Bakken Bears bidrog med 19 point.

    Den to mest scorende spillere fra Svendborg Rabbits var Corey Silverstrom og Brandon Norfleet med 13 point.

    Siden 1997 har Bakken Bears vundet det danske mesterskab 19 ud af 26 gange. Årets DM-titel er den sjette på stribe.

    /ritzau/

  35. 19. maj kl. 20:31

    Holger Rune møder verdens nummer 15 i første runde af French Open

    Holger Rune skal møde canadieren Denis Shapovalov i første runde i grand slam-turneringen French Open. Det står klart efter lodtrækningen.

    Denis Shapovalov, der er nummer 15 på verdensranglisten, er seedet som nummer 14 i turneringen.

    Holger Rune, der i øjeblikket er i gang med at spille ATP-turneringen i Lyon, er nummer 40 i verden og useedet ved French Open.

    Hvis Holger Rune vinder over Denis Shapovalov, venter på papiret nemmere modstand i anden runde i form af enten spanske Pedro Martinez eller finske Henri Laaksonen.

    /ritzau/

  36. 19. maj kl. 20:03

    Skadet Clara Tauson trækker sig fra French Open

    En skade i ryggen driller den danske tennisspiller. (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisstjerne Clara Tauson bøvler med en skade i ryggen og melder afbud til grand slam-turneringen French Open.

    Det fortæller hendes far, Søren Tauson, i et interview med Ekstra Bladet.

    - Vi har erkendt, at det ikke er muligt at komme i en forsvarlig forfatning, og derfor er det blevet til et afbud, siger han.

    I begyndelsen af maj trak Clara Tauson sig fra en turnering i Rom på grund af rygproblemer.

    På herresiden lærte Holger Rune sin kommende modstander at kende i den franske turnering, som begynder den 22. maj.

    Han skal møde canadieren Denis Shapovalov i første runde, der rangerer som nummer 15 på verdensranglisten.

  37. 19. maj kl. 19:52

    Danmarks ishockeyherrer taber tæt VM-dyst til Tyskland

    Kvartfinalehåbet er slet ikke ude for det danske ishockeylandshold, men nåleøjet er blevet noget mindre efter et 0-1-nederlag til Tyskland ved VM i Finland.

    I en spændende, men temmelig låst kamp blev det afgørende, at tyskerne var bedre i overtal og undertal. Danmarks offensive spil haltede igen, som det har gjort siden målfesten i premierekampen mod Kasakhstan.

    Tyskland har nu slået både Danmark og Slovakiet og tager givetvis en plads i kvartfinalerne sammen med Schweiz og Canada.

    Det er langtfra umuligt, men der er hårdt brug for mere aggressivitet foran modstandernes mål i kampen om en af de fire kvartfinalepladser fra gruppen. Danskerne skal kæmpe om avancement med slovakkerne og måske Frankrig, som venter lørdag middag.

    /ritzau/

  38. 19. maj kl. 18:02

    Italiensk cykelrytter vinder Giro-spurt på 12. etape

    Cykelstjernen Mathieu van der Poel var en del af torsdagens store udbrud i Giro d'Italia, men det var holdkammeraten på Alpecin-Fenix Stefano Oldani, der snuppede sejren på 12. etape.

    Triumfen var italienerens første i den professionelle karriere.

    Oldani, der forinden var kørt væk med Lorenzo Rota (Wanty) og Gijs Leemreize (Jumbo-Visma), vandt spurten op ad bakke mellem de tre.

    Rota og Leemreize kørte i mål på de efterfølgende placeringer.

    Også Magnus Cort (EF) havde fundet vej til etapens store udbrud, men han måtte tage til takke med en rolle som statist.

    Ingen af favoritterne gjorde væsen af sig i feltet, som trillede over målstregen ni minutter efter de forreste.

    Førertrøjen sidder derfor fortsat på Treks Juan Pedro Lopez, der har 12 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) og João Almeida (UAE Emirates).

    /ritzau/

  39. 19. maj kl. 17:59

    Fifa udtager tre kvindelige dommere til VM i Qatar

    Stephanie Frappart bliver en af de første kvindelige VM-dommere (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

    VM i Qatar, der løber af stablen i november og december, bliver det første verdensmesterskab, hvor kvinder er med til at styre løjerne.

    Tre kvindelige dommere og tre assistenter er udtaget til slutrunden, oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.

    Stephanie Frappart fra Frankrig, Salima Mukansanga fra Rwanda og Yoshimi Yamashita fra Japan får ansvaret for at fløjte inde på banen, mens brasilianske Neuza Back, mexicanske Karen Diaz Medina og amerikanske Kathryn Nesbitt er med som assistenter.

    - De fortjener at være med ved VM, for de præsterer konstant på et rigtig højt niveau, og det er en vigtig faktor for os, siger formanden for Fifas dommerkomité, Pierluigi Collina, i meddelelsen.

    - Som altid har vi kigget efter "kvalitet først", og kampdommerne repræsenterer det højeste dommerniveau i verden, siger han.

    Samlet set er 36 af verdens bedste dommere blevet valgt til VM-slutrunden i Qatar. 69 assistenter og 24 videodommere tager også turen til ørkenstaten.

    Ingen nordiske - og dermed heller ingen danske - dommere er udtaget til VM, der begynder 21. november.

    /ritzau/

  40. 19. maj kl. 17:25

    Holger Rune overvinder krampe og franskmand og spiller sig i semifinale

    Holger Rune vinder i tre sæt over franskmanden Manuel Guinard og avancerer til semifinalerne i ATP-turneringen i Lyon. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Modvinden var massiv for Holger Rune, men den danske tennisspiller formåede alligevel at vinde torsdagens kvartfinale mod franskmanden Manuel Guinard i Lyon.

    Trods tydelige smerter og et hjemmepublikum, der bakkede taktfast op om verdens nummer 158, vandt Rune 3-6, 6-3, 6-4.

    Danskeren kunne stort set ikke bevæge sig, da han lukkede kampen efter 2 timer og 18 minutter. Guinard formåede ikke at udnytte Runes skavanker, og dermed blev danskeren for anden gang på en måned klar til en ATP-semifinale.

    For at komme i finalen skal danskeren slå vinderen af kampen mellem Cameron Norrie og Sebastián Báez, der mødes senere torsdag.

    Den 19-årige Holger Rune er oppe som nummer 40 på verdensranglisten, efter at han for nylig vandt sin første større ATP-turnering i München.

    /ritzau/

  41. 19. maj kl. 17:11

    Silkeborgspiller er forårets profil i Superligaen

    Den offensive kantspiller Nicolai Vallys fra Silkeborg modtog personlig hæder torsdag.

    Nicolai Vallys er kåret som forårets profil i Superligaen i en afstemning, hvor alle klubbernes cheftrænere har stemt. Det er Tipsbladet, der står for den kåring.

    Karrierevejen har været snoet for den 25-årige Silkeborg-spiller, der først fik debut i Superligaen, kort før han blev 23 år.

    Som ung seniorspiller tørnede han ud i den fjerde- og femtebedste danske fodboldrække.

    - Jeg tror, at min vej har passet til mig, og hvem jeg er. Og jeg tror egentlig også, den kunne passe mange andre. Og så har jeg selvfølgelig haft et talent og arbejdet godt for det, siger Nicolai Vallys til Tipsbladet.

    Nicolai Vallys scorede 42 af 55 mulige point. Holdkammeraten Nicklas Helenius blev nummer to i kåringen.

    Pep Biel fra FC København, Anders Dreyer fra FC Midtjylland og FCK-stopperen Denis Vavro endte på henholdsvis tredje-, fjerde- og femtepladsen.

    Sidste år blev prisen vundet af Brøndbys angriber Mikael Uhre.

    /ritzau/

  42. 19. maj kl. 16:23

    Brand i støvsuger udsatte VM-kamp: Danmark og Tyskland spiller klokken 17

    Danmark skulle have mødt Tyskland ved VM i ishockey klokken 15.20 i dag, men i stedet blev den finske arena evakueret.

    Der var opstået brand i en centralstøvsuger, hvorfor alle skulle ud af hallen, mens brandvæsenet fik situationen under kontrol. Nu ser det dog ud til, at kampen bliver afviklet klokken 17. Det skriver Danmarks Ishockey Union i en besked til DR Sporten.

    Branden opstod i et lokale tæt på Danmarks omklædningsrum, hvorfor landsholdet var nogle af de første, som blev evakueret. De har siden ventet i en spillerboble på nyt fra IIHF, der skulle vurdere, om det var sundshedsmæssigt forsvarligt at spille i ishockeyarenaen i Helsinki.

  43. 19. maj kl. 15:07

    Danmarks VM-kamp i ishockey udsat kort før start

    Helsinki Ice Hall er blevet evakueret umiddelbart før Danmarks kamp mod Tyskland ved VM i ishockey.

    Det vides endnu ikke, hvad årsagen er, men brandbiler er af Ritzaus journalist på stedet blevet set køre med fuld udrykning mod hallen.

    Kampen var sat til at begynde klokken 15.20 dansk tid, men kan nu blive rykket som følge af udviklingen.

    Danmark har vundet to af sine tre første kampe i turneringen. Efter en storsejr i åbningskampen mod Kasakhstan kom danskerne ned på jorden ved at tabe stort til Schweiz.

    Tirsdag fandt danskerne igen melodien og vandt snævert over Italien.

    Dermed har Danmarks ishockeyherrer samlet seks point sammen i de tre første kampe. Samme antal har tyskerne.

    /ritzau/

  44. 19. maj kl. 13:29

    Australsk sprinter trækker sig efter mislykket Giro

    (Foto: JENNIFER LORENZINI © Ritzau Scanpix)

    Caleb Ewan havde håbet at vinde etaper i årets Giro d'Italia, men det er ikke gået godt, og nu forlader den australske sprinter løbet.

    Det oplyser hans hold, Lotto Soudal, forud for torsdagens 12. etape.

    - Som planlagt forlader Caleb Giro d'Italia i løbets anden uge. Med flere bjergetaper forude er det besluttet, at han tager hjem.

    - Efter noget hvile vil han forberede sig til sit næste store mål i sæsonen, Tour de France, hvor han vil jagte sejre på sprinteretaperne, skriver holdet på Twitter.

    Caleb Ewan har selv skrevet på Instagram, at han i tirsdags blev hægtet af feltet med 80 kilometer til mål og måtte kæmpe sig i mål alene. Han klarede kun lige nøjagtig tidsgrænsen.

    /ritzau/

  45. 19. maj kl. 07:52

    Skade efter glat underlag tvinger Axelsen til afbud

    Viktor Axelsen vandt sin første kamp onsdag, men nu trækker han sig fra Thailand Open.

    Den danske badmintonstjerne gled på underlaget under Thomas Cup i sidste uge, og af den årsag pådrog han sig en skade, som nu tvinger ham til afbud.

    Det skriver han på Instagram.

    - Jeg har kæmpet med skaden i syv-otte dage. Efter min kamp i går er det blevet værre, og derfor har jeg besluttet mig for at trække mig fra Thailand Open, så jeg kan komme tilbage på 100 procent.

    - Det er meget skuffende, for jeg elsker at spille her i Thailand, skriver Viktor Axelsen.

    I sin første kamp onsdag vandt Viktor Axelsen med 21-19, 21-13 over sydkoreaneren Heo Kwang Hee.

    /ritzau/

  46. 19. maj kl. 00:05

    Jesper Lindstrøm og Eintracht Frankfurt vinder Europa League-finalen efter straffesparkskonkurrence

    Eintracht Frankfurts spillere fejrer triumfen efter at have vundet Europa League-finalen over skotske Rangers. (Foto: JORGE GUERRERO © Ritzau Scanpix)

    Fem stensikre spark i straffesparkskonkurrencen var det, der skulle til for tyske Eintracht Frankfurt, der havde danskeren Jesper Lindstrøm med i startopstillingen, for, at de nu kan kalde sig Europa League-mestre efter en intens finale mod skotske Rangers.

    Efter 1-1 i ordinær spilletid og ingen mål i den forlængede spilletid, skulle det hele afgøres i en straffesparkskonkurrence.

    Her brændte skotternes Aaron Ramsey, og eftersom tyskerne scorede på alle deres spark, var det nok til en tysk triumf.

    Rangers kom foran i ordinær spilletid på en forsvarsfejl efter 57 minutter, da Joe Aribo fik fat i bolden på Frankfurts banehalvdel og løb ned og sparkede bolden i nettet.

    Der gik dog kun godt ti minutter, før der var udlignet. Rafael Borre udnyttede et skarpt indlæg fra holdkammeraten Filip Kostic og sendte bolden i nettet.

    Frankfurts danske Jesper Lindstrøm var på banen i kampen første 70 minutter, hvor han flere gange viste sin gode teknik og hurtighed, og han havde flere store chancer, men skotterne kom i vejen.

    Som en del af at vinde Europa League er Frankfurt nu også kvalificeret til Champions League i næste sæson.

  47. 18. maj kl. 20:43

    Aalborg er færdige i Champions League efter nederlag til Veszprem

    Det bliver ikke til Final 4-deltagelse i denne sæsons Champions League for Aalborg Håndbold.

    De nordjyske håndboldherrer kunne ikke vende et syvmålsnederlag fra første kvartfinaleopgør ude mod ungarske Veszprem, da Aalborg onsdag måtte nøjes med en sejr på 37-35 onsdag aften.

    Sidste sæsons finalister i turneringen leverede egentlig en god kamp angrebsmæssigt, hvor især kontrafasen fungerede perfekt, men i den anden ende ramte man slet ikke niveauet i størstedelen af kampen.

    Det ungarske storhold med Rasmus Lauge i en hovedrolle scorede nærmest efter behag og umuliggjorde et dansk comeback.

    /ritzau/

  48. 18. maj kl. 20:31

    Esbjerg smed tomålsføring og rykker ned i 2. division

    Esbjerg var foran 2-0 mod Fremad Amager, men smed det hele på gulvet og må en tur ned i 2. division. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

    Fodboldklubben Esbjerg må belave sig på en tilværelse i 2. division efter sommerferien. Det står klart, efter at holdet onsdag aften tabte hjemme til Fremad Amager med 2-3 trods en føring på 2-0 tidligt i opgøret.

    Esbjerg har med nederlaget otte point op til den rigtige side af nedrykningsstregen med kun to kampe tilbage af sæsonen.

    Det bliver første gang i 28 år, at den vestjyske klub kommer til at befinde sig uden for en af landets to bedste rækker.

    Så sent som for tre år siden vandt Esbjerg bronze i Superligaen, men siden er holdet nu rykket ned to gange på tre år.

    /ritzau/

    • Esbjergs Mads Larsen scorer til 2-0 mod Fremad Amager efter 17 minutter. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © PHOTOJOURNALIST MIKKEL BERG PEDERSEN)
    • Først fik Esbjerg et rødt kort til Kevin Conboy, inden Amagers Christoffer Palm fik sit andet gule kort. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © PHOTOJOURNALIST MIKKEL BERG PEDERSEN)
    • Undervejs luftede hjemmeholdets fans sin utilfredshed med den amerikanske ejergruppe. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © PHOTOJOURNALIST MIKKEL BERG PEDERSEN)
    1 / 3
  49. 18. maj kl. 20:23

    Odense Håndbold og Herning-Ikast skal ud i tredje og afgørende semifinale

    Odense Håndbold holder liv i håbet om at genvinde DM i kvindehåndbold.

    Onsdag aften fik fynboerne nemlig revanche for det første semifinaleopgør ved at besejre Herning-Ikast Håndbold på udebane med 30-24.

    Dermed skal de to mandskaber ud i en tredje og afgørende kamp.

    Odense Håndbold tabte alt i alt kun én kamp i hele grundspillet og slutspilsgruppen, og fynboerne kom med sejren onsdag altså tilbage på sporet i sidste øjeblik.

    Herning-Ikast vandt den første semifinale i Odense med 31-24.

    Kampen om den anden DM-plads står mellem Viborg og Esbjerg. De mødes senere onsdag efter uafgjort i den første kamp.

    /ritzau/

  50. 18. maj kl. 20:11

    Jesper Lindstrøm starter inde for Frankfurt i europæisk finale

    Jesper Lindstrøm er efter endt skadespause blandt de 11 startende for Frankfurt i finalen mod Rangers. (Foto: Kai Pfaffenbach © Ritzau Scanpix)

    Den danske offensivspiller Jesper Lindstrøm starter inde for Eintracht Frankfurt i onsdagens Europa League-finale mod skotske Rangers FC.

    Det fremgår af de officielle holdopstillinger på uefa.com.

    Lindstrøm udgik med en muskelskade i låret i tyskernes første semifinaleopgør mod West Ham i slutningen af april, og siden har han ikke været i aktion.

    Den tidligere Brøndby-spiller har været fast mand for tyskerne i denne sæson, hvor han har imponeret stort i Bundesligaen. Så meget, at han i sidste uge blev kåret som sæsonens bedste unge spiller i den stærke liga.

    Han har scoret fem mål og lagt op til lige så mange i sine 29 ligakampe for Frankfurt i indeværende sæson.

    Det er ikke blevet til scoringer i otte Europa League-kampe, men han har assisteret ved fire af tyskernes mål - blandt andet i choksejren på 3-2 ude mod FC Barcelona i kvartfinalen.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk