Seneste sport
12. aug kl. 22:59

Delaney og Sevilla åbner La Liga med nederlag

Thomas Delaney (th.) og Sevilla blev nummer fire i La Liga i sidste sæson, mens Osasuna endte på tiendepladsen, men det var altså ikke til at se i fredagens opgør. (Foto: JESUS DIGES © Ritzau Scanpix)

Det gik næppe som planlagt for Thomas Delaney og danskerens holdkammerater i Sevilla, da de fredag åbnede La Liga på udebane mod Osasuna.

Delaney og co. tabte således 1-2 efter et straffesparksmål af Osasunas Aimar Oroz med lidt over et kvarter tilbage af den ordinære spilletid.

Kort efter blev Thomas Delaney skiftet ud til fordel for Ivan Rakitic i et forsøg på at ryste posen af Sevilla-træner Julen Lopetegui.

Men det hjalp altså ikke. Osasuna holdt fast i føringen, og fik en fornem start på sæsonen.

Sevilla blev nummer fire i La Liga i sidste sæson, mens Osasuna endte på tiendepladsen, men det var altså ikke til at se i fredagens opgør.

Lørdag spilles der tre La Liga-kampe. FC Barcelona skal blandt andre i aktion. Her kan Andreas Christensen få debut.

Fredag fik Barcelona således formelt registreret danskeren samt flere andre nyankomne spillere, så de har lov til rent faktisk at spille i den spanske liga.

/ritzau/

Seneste sport

  1. I går kl. 23:39

    Sarah Mahfoud taber boksebrag og mister sit VM-bælte

    Den danske bokser Sarah Mahfoud har mistet sit verdensmesterbælte fra bokseforbundet IBF.

    Det står klart, efter danskeren sent lørdag aften har tabt et boksebrag om hele fire VM-titler mod puertoricanske Amanda Serrano efter ti runder.

    Sarah Mahfoud kæmpede bravt, men var generelt udfordret af puertoricanerens tempo. I sidste ende tabte danskeren på point, da samtlige dommere havde Amanda Serrano som vinder.

    Dermed er puertoricaneren verdensmester i fire forbund - WBC, WBO, IBO og altså nu også IBF. Derudover får Amanda Serrano med sejren også The Ring Magazines æresbælte.

    Nederlaget er Sarah Mahfouds første i karrieren.

  2. I går kl. 22:49

    Blodrøde tal i Juventus: Den gamle dame med underskud på knap to milliarder

    For tiden er der flere årsager til de triste miner i Juventus. (Foto: MASSIMO PINCA © Ritzau Scanpix)

    Den italienske fodboldklub Juventus præsenterede sent fredag aften et underskud for 2021/22-sæsonen på lidt under 1,9 milliarder kroner.

    Regnskabet kommer efter en sæson, hvor klubben for første gang i et årti ikke har vundet et trofæ.

    Derudover, så er det andet år i træk, at Juventus leverer blodrøde tal. Sidste år bragte regnskabet nemlig et underskud på over 1,5 millarder.

    Storklubben er ikke kun i knæ rent økonomisk, men også på grønsværen, hvor holdet ligger nummer otte i Serie A. Klubben har tilmed tabt de første to kampe i Champions League.

  3. I går kl. 21:28

    Frankrig nødsaget til at brug tredjemålmanden mod Danmark

    Alphonse Areola gemmer sig bag førstevalget Hugo Lloris. (Foto: HENRY ROMERO © Ritzau Scanpix)

    Det er sjældent en god ting at være tredjevalg, men det er nu engang Alphonse Areolas lod i den franske fodboldlandsholdstrup.

    Men søndag aften får målmanden en sjælden plads i startopstillingen for landsholdet, når de forsvarende verdensmestre skal møde Danmark i Parken.

    Årsagen er, at landstræneren Didier Deschamps må se bort fra førstemålmanden Hugo Lloris og den skadede andenmålmand Mike Maignan.

    - Jeg kan godt leve med, at han (red. Areola) ikke spiller alle kampe i sin klub, for hver gang han spiller, præsterer han rigtig godt. Så når han får chancen, leverer han, siger Didier Deschamps.

    Den 53-årige franske landstræner henviser til, at Areola heller ikke til daglig er førstevalg i West Ham. Her står han bag 37-årige Lukasz Fabianski i køen til spilletid.

    29-årige Areola får dog chancen for West Ham i ny og næ. I denne sæson har målmanden været i startopstillingen i klubbens europæiske kampe mod Viborg FF og Silkeborg IF.

  4. I går kl. 20:25

    Norske bøllebank til Odense Håndbold i Champions League

    Odense Håndbolds træner Ulrik Kirkeley måtte forgæves slå ud armene, da hans hold blev slået af Vipers Kristiansand. (Foto: Tor Erik Schrøder © Ritzau Scanpix)

    Lørdag aften fik Odense Håndbold sig en håndbold-lektion af de frygtindgydende Vipers Kristiansand, da danskerne på udebane tabte med cifrene 34-27.

    Norske Vipers Kristiansand har de seneste to år vundet Champions League, og at dømme ud fra dagens opgør ligner de igen i år et godt bud på en vinder.

    Allerede i første halvleg udspillede favoritterne Odense Håndbold, og så kunne Vipers gå til pause med en føring på 16-10.

    I anden halvleg lykkedes Odense Håndbold med at udligne klasseforskellen. Det var dog ikke nok til at ændre på udfaldet, og så blev det til en norsk syvmålssejr.

    Med nederlaget ligger Odense Håndbold nummer fire i Champions League-gruppen efter tre kampe, hvor danskerne har formået at hente to point.

  5. I går kl. 19:17

    Favoritterne fra Køge slår Farums fodboldkvinder

    Der er jubel i HB Køge-lejren for tiden. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Med en udesejr på 1-0 over FC Nordsjælland sætter HB Køges kvinder et flot punktum på en god uge for holdet.

    FC Nordsjælland gav favoritterne kamp til stregen, men det var ikke nok, da ukrainske Nicole Kozlova scorede kampens enlige mål efter 41 minutter.

    Tidligere på ugen spillede HB Køge 1-1 på hjemmebane mod Juventus i den første af to opgør om at komme i Champions League.

    På onsdag tager HB Køge til Italien for at spille returkampen, hvor italienerne er storfavoritter. Kampen kan følges i radioen ved 'Liga på P4'.

  6. I går kl. 19:14

    Skarp dansker slår sig ind i topkampen ved Irish Open

    Nicole Broch Estrup og Smilla Sønderby er med fremme i Ladies European Tour-turneringen Irish Open. (Foto: Eric Bolte © Ritzau Scanpix)

    Den danske golfspiller Nicole Broch Estrup spiller sig på andenpladsen efter en rigtig flot runde ved golfturneringen Irish Open.

    29-årige Broch Estrup gik runden i 70 slag, hvilket er to under banens par.

    Landsmanden Smilla Sønderby var udervejs på lørdagens runde helt oppe på førstepladsen, men efter et par dårlige huller har den 22-årige spillet sig ud af den absolutte top.

    Ved Irish Open spilles der om en samlet præmiepulje på lidt over 3 millioner.

  7. I går kl. 18:30

    Højgaard røg i vandet og kulkælderen, men holder fast i førstepladsen

    Lørdag var ikke Højgaards bedste dag på golfbanen, men alligevel formår danskeren af holde fast i sin førsteplads i Open de France. (Foto: Michel Euler © Associated Press)

    Forud for lørdagens runde i Open de France lå den danske golfspiller Rasmus Højgaard komfortabelt på førstepladsen.

    Men fra starten af dagen formøblede 21-årige Højgaard sin føring, da han på andet hul lavede en femdobbelt bogey, som han fulgte op med en bogey på tredje hul.

    Derfor måtte danskeren ned og vende på andenpladsen, inden han fandt sig selv og sluttede dagen af på førstepladsen et enkelt slag foran sydafrikanske George Coetzee.

    I morgen afgøres Open de France med en samlet præmiepulje på 22 millioner.

  8. I går kl. 18:18

    Dramatisk afslutning: Aalborg Håndbold lider første pointtab i sæsonen

    Aalborg Håndbold blev stoppet af Bjerringbro-Silkeborg efter en forrygende sæsonstart. (Foto: René Schütze © Ritzau Scanpix)

    Aalborg Håndbold spiller uafgjort mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH) med cifrene 29-29. Resultatet giver søndag ubesejrede GOG muligheden for at spille sig på førstepladsen.

    Det var dog med nød og næppe, at favoritterne fra Aalborg sikrede sig et enkelt point mod BSH.

    Med fem minutter tilbage af kampen førte gæsterne fra BSH med to mål, men efter et flot comeback af Aalborg tippede kampen atter på et knivsæg.

    Femten sekunder før slutfløjt bragte BSH sig foran, og så var det i Aalborgs hænder at sikre sig et point, hvis ikke de skule gå tomhændet fra opgøret.

    Da der var to sekunder tilbage kampuret lykkedes det stregspiller Jesper Nielsen med at få bolden forbi BSH-målmand Johan Sjöstrand, og så det endte hele med en pointdeling.

  9. I går kl. 17:55

    Nadal begræder Federers farvel: En del af mit liv forlader mig

    Det var en tårevædet afsked for både Roger Federer og Rafael Nadal, da schweizeren natten til lørdag spillede sin sidste kamp. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Rafael Nadal og Roger Federer har spillet 40 professionelle tenniskampe mod hinanden. Sammen har har de udgjort en af sportsverdenens mest ikoniske rivaliseringer.

    Men bag rivaliseringen ligger et stærkt venskab med varme følelser.

    Derfor var det en meget rørt 36-årig spansk tennisspiller, der natten til lørdag tog afsked med sin evige rival.

    - En vigtig del forlader mig, når Roger forlader tennis. Han (red. Federer) har været ved siden af eller overfor mig i de vigtigste øjeblikke i mit liv, siger Rafael Nadal.

    - På banen har vi komplet modsatte spillestile, og det er netop, hvad der har gjort vores rivalisering en de af største og med interessante.

    Natten til lørdag stoppede Federer karrieren med et trofæskab, der blandt andet indeholder 20 grand slam-titler.

  10. I går kl. 17:15

    Ukraine spiller sig på førstepladsen i Nations League efter VM-skuffelse

    Ukraines Vitalii Mykolenko i nærkamp med Artak Dashyan. (Foto: HAYK BAGHDASARYAN © Ritzau Scanpix)

    Med en 5-0 sejr over Armenien spiller Ukraine sig på førstepladsen i landets Nations League-gruppe.

    Ved pausen var ukrainerne blot foran med 1-0, men i anden halvleg var der klasseforskel mellem holdene. Flere flotte mål tog pusten fra armenerne, og så kunne Ukraine spille sig på førstepladsen foran Skotland, Irland og Armenien.

    Sejren kommer efter en stor ukrainsk skuffelse, da holdet i sommer tabte til Wales i kampen om at komme med til VM.

    Næste opgave for Ukraine bliver den afgørende kamp mod Skotland om at tage gruppesejren. Ukraine er på papiret hjemmeholdet, men kampen afvikles i Krakow.

  11. I går kl. 15:01

    Skuffet Bjarne Riis: Selvfølgelig skal en gut som Vingegaard køre VM

    Bjarne Riis undrer sig over, hvad Vingegaard foretager sig. Han forstår heller ikke, at Jumbo-Visma ikke har meldt tydeligt ud, hvorfor den danske stjerne er fraværende. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

    Siden cykelrytteren Jonas Vingegaard i sommer vandt Tour de France, har danskeren kun kørt et enkelt hollandsk gadeløb.

    Det skuffer den tidligere cykelstjerne og holdejer Bjarne Riis, der især havde håbet på den 25-årige danskers deltagelse ved søndagens VM i landevejscykling.

    - Selvfølgelig skal sådan en gut køre VM, hvis det passer ham med en kuperet og halvhård rute, lyder det fra Bjarne til BT.

    Bjarne Riis fortæller samtidig, at han under sin professionelle karriere følte sig forpligtet til at køre VM.

    Vingegaards rival under Tour de France, sloveneren Tadej Pogacar, har siden sommerens andenplads i Frankrig deltaget i flere løb i Europa og Canada, og han er også at finde til VM i Australien.

  12. I går kl. 14:26

    Frit valg på alle hylder for Hjulmand forud for brag mod Frankrig

    Landstræner Kasper Hjulmand kan vælge mellem alle spillerne i truppen, når startopstillingen til kampen mod Frankrig skal sættes. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske landstræner Kasper Hjulmand meddeler lørdag, at alle spillere er klar til søndagens Nations League-brag mod Frankrig.

    Der har især været tvivl om, hvor vidt Simon Kjær nåede at komme sig over et slag, som han pådrog sig i torsdagens nederlag til Kroatien.

    Men der er ingen grund til at male fanden på væggen op til kampen mod Frankrig, hvor Parken bliver malet rød og hvid.

    For ifølge Jakob Høyer, der er kommunikationschef i DBU, er søndagens kamp blevet udsolgt på rekordtid. DBU kunne tilmed have solgt dobbelt så mange billetter.

    - Der bliver blandt andet mulighed for at synge med på en VM-sang, lyder det hemmelighedsfuldt fra Jakob Høyer.

  13. I går kl. 13:41

    Danmark er ekstremt forberedte på uforudsigeligt VM i landevejscykling

    Michael Mørkøvs rolle søndag bliver at hjælpe Magnus Cort. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag køres mændenes VM i landevejscykling, og selvom flere af Danmarks største profiler ikke er med, så bliver der ikke slækket på forberedelserne.

    - Præcis til VM, er vi ekstremt forberedte. Vi er sammen i hele ugen op til, vi træner sammen hver dag, vi snakker hele løbet igennem, og vi kender ruten, siger Michael Mørkøv til Ritzau.

    Ruten er 266,9 kilometer lang, og undervejs er der flere korte stigninger, der kan give feltets lykkeriddere mulighed for at snyde feltets sprintere.

    - Derfor har man forud for løbet svært ved at pege på, om ruten er for de hurtige eller for dem, der er gode til at køre op, lyder det fra Mørkøv.

    Søndag bliver Mørkøvs rolle at være hjælperytter for Magnus Cort, der blot er én af de flere muligheder, som Danmark har for få fingrene i VM-trøjen med regnbuestriberne.

    Danmarks hold består af Michael Mørkøv, Mattias Skjelmose, Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Alexander Kamp, Mikkel Honoré, Mikkel Bjerg og Anton Charmig.

    Løbet vises natten til søndag på TV2 Sport klokken 02.05.

  14. I går kl. 12:42

    Efter tre VM-medaljer: Laudrup-Dufour tager afsked med Vamos Amigos

    Cathrine Laudrup-Dufour på Vamos Amigos under VM i Herning 2022. (Foto: Garry Bowden/Shutterstock © Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

    I august vandt ekvipagen bestående af Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos tre medaljer ved VM i Herning. Men nu stopper samarbejdet som rytter og hest.

    Fremover skal den 10-årige vallak hjem til sine ejere i England, hvor Annabella Pidgley overtager rollen som Vamos Amigos' rytter.

    - Det er blevet tid til, at vores one in a million Vamos Amigos skal starte et nyt kapitel i England, skriver Laudrup-Dufour på sin Instagram-profil.

    Duoen mellem Vamos Amigos og Laudrup-Dufour nåede at skabe flere internationale toppræstationer, hvilket resulterede i en andenplads på verdensranglisten.

    - Tak for alt Vamos; du har givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Elsker dig endeløst lille mand, lyder det fra Laudrup-Dufour.

    Den danske dressurrytter skal fortsat være en del af Vamos Amigos' fremtid, da hun skal hjælpe til med den nye ekvipages træning.

  15. I går kl. 09:32

    Dybt skuffet Uttrup Ludwig: 'Heldigvis er der VM igen næste år'

    Cecilie Uttrup Ludwig sad med helt fremme under afslutningen. (Foto: DIRK WAEM © Represented by ZUMA Press)

    Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig havde svært ved at tro, hvad hun lige havde været en del af, da afslutningen på VM i landevejsløb fandt sted.

    Danskeren sad med helt fremme blandt favoritterne, positionerede sig for en sprint om medaljer, men ud af det blå kom 39-årige Annemiek van Vleuten flyvende fra baghjul og satte konkurrenterne til vægs.

    Cecilie Uttrup Ludwig var derfor både paf og skuffet, da hun til TV 2 Sport udtalte sig efter løbet.

    - Jeg tror at vi alle sider med en 'what'-oplevelse. Til sidst arbejder vi ikke så godt sammen, og pludselig angriber hun bare. Det var lidt wow, og virkelig flot. Og tillykke til hende.

    - Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg glæder mig til at se det igen. Ej, det var åndssvagt til sidst. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke gik. Alle er trætte, og jeg havde troet, at vi kunne holde.

    - Jeg kom efter VM-trøjen, så det er bare ærgerligt. Heldigvis er der VM igen næste år, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

  16. I går kl. 09:13

    Cecilie Uttrup Ludwig sad med til det sidste i hollandsk VM-triumf

    Cecilie Uttrup Ludwig, her under Tour of Scandinavia, sluttede VM uden medaljer. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig sad med helt fremme, da VM i landevejscykling i australske Wollongong skulle afgøres.

    I et regnfyldt løb måtte Cecilie Uttrup Ludwig efter 164 kilometer bøje sig for 39-årige Annemiek van Vleuten, der tog fusen på alle, da rytterne ramte den sidste kilometer.

    Som en raket fløj van Vleuten forbi favoritgruppen, der aldrig nåede at hente hollænderen, før det var for sent.

    I spurten om sølv og bronze måtte Cecilie Uttrup Ludwig se sig slået af Lotte Kopecky og Silvia Perscico, mens Liane Lippert tog fjerdepladsen.

    Annemiek van Vleutens VM-sejr blev ikke mindre spektakulær af det faktum, at hollænderen kørte løbet med en brækket albue.

    Annemiek van Vleuten er med sejren den ældste verdensmester for kvinder nogensinde.

  17. I går kl. 08:36

    Tårerne flød, da Federer sagde farvel

    Roger Federer var sidste gang på banen fredag aften. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

    Det lykkedes ikke schweiziske Roger Federer at sætte punktum for sin hæderkronede karriere med en sejr.

    Sammen med spanske Rafael Nadal led han natten til lørdag nederlag i doublekampen mod amerikanske Jack Sock og Frances Tiafoe ved Laver Cup i den engelske hovedstad, London.

    Kampen endte med cifrene 4-6, 7-6, 11-9 til amerikanernes fordel.

    Roger Federer og Rafael Nadal var begge tydeligt berørte, da kampen var forbi. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Det skyldtes nok nærmere vemod over karrierestoppet end skuffelse over nederlaget, men det var en tårevædet Federer, som talte til publikum efter kampen.

    -Jeg har fortalt gutterne, at jeg er glad, ikke ked af det. Det føles helt fantastisk at være her. Jeg nød at binde mine snørebånd en gang til. Alting var sidste gang, sagde Federer.

    - At spille med Rafa og at have alle tennissportens største her, alle legenderne... Tak.

    Federer indstiller karrieren på topplan i en alder af 41 år. Han vandt i alt 20 grand slams. De talte otte Wimbledon-trofæer, fem US Open-trofæer, et enkelt French Open-trofæ og seks Australian Open-trofæer.

    Han vandt i alt 103 turneringer i single og 8 i double.

  18. 23. sep kl. 23:34

    Holger Rune taber kvartfinale og er ude af fransk tennisturnering

    Holger Rune var bagud i andet sæt, men slog fornemt tilbage. Det var bare ikke nok i tredje sæt. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Holger Rune så kortvarigt ud til at være på vej mod et imponerende comeback, men er færdig i ATP 250-turneringen i Metz.

    Mod sin doublemakker fra US Open tidligere på måneden, kasakhiske Alexander Bublik, tabte danskeren fredag aften kvartfinalen med 3-6, 7-5, 4-6.

    Holger Rune var nede i sækken efter et svært første sæt, men i andet sæt vendte han et truende nederlag til sætsejr og sørgede for et afgørende tredje sæt.

    Også her så det kortvarigt godt ud, fordi Bublik klokkede rundt i det og lavede fejl på fejl. Men den stærkt servende kasakher samlede sig og eliminerede danskeren.

    /ritzau/

  19. 23. sep kl. 22:55

    Englands fodboldherrer rykker ud af Nations Leagues øverste luftlag

    England rykker ned på anden klasse i Nations League. Ungarn og Italien kæmper om gruppesejren. (Foto: Davide Casentini / ipa-agency.ne © IPA MilestoneMedia/PA Images)

    England må nøjes med andenklasses modstand i næste udgave af Nations League.

    Det er det pinlige faktum for sidste sommers viceeuropamestre efter et 0-1-nederlag i Milano til Italien fredag aften.

    Giacomo Raspadoris scoring midt i anden halvleg blev afgørende i en flad forestilling, der kun livede op til sidst, og hvor især gæsterne leverede en trist og fantasiforladt indsats.

    Fem kampe i Nations League har kun givet englænderne to point. Og de spillede heller ikke mod Italien som et hold med den store tro på egne evner.

    Dermed er der lagt op til en gruppefinale mellem Ungarn og Italien på mandag. Her har ungarerne fordel af hjemmebane og kan nøjes med uafgjort.

    /ritzau/

  20. 23. sep kl. 22:22

    Danske Ida Mathilde vinder verdensmesterskabet i forhindringsløb

    Ida Mathilde Rubens Steensgaard vandt VM-guld i USA. (Foto: Ida Mathilde Rubens Steensgaard © Ida Mathilde Rubens Steensgaard)

    Opdateret: Ida Mathilde Rubens Steensgaard var i aktion ved VM igen lørdag, og her blev hun nummer fire på 15 kilometer-disciplinen.

    Ida Mathilde Rubens Steensgaard er verdens bedste i forhindringsløb - også kaldet Obstacle Course Racing.

    Det slog den 31-årige dansker fast, da hun fredag aften i USA tog sig af guldet i OCR-løb. Der er uden tvivl tale om karrierens højdepunkt, understreger hun.

    - Det er for vildt og uforståeligt. Jeg har drømt rigtig meget om det uden helt at turde tro på det. Det er mange års hårdt arbejde, som flasker sig, og det er en overvældende glæde, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard til DR Sporten.

    Strabadserne er bygget op omkring tre typer forhindringer, som er en kombination af styrke, hurtighed og teknik.

    Her var Ida Mathilde Rubens Steensgaard altså suveræn og vandt foran canadieren Lindsay Webster. Danskeren kan dermed tilføje VM-guld til en samling, som allerede tæller tre gange VM-sølv og to gange EM-guld i år.

    Det kan du læse mere om her.

  21. 23. sep kl. 21:53

    Danskere napper guld og bronze ved EM i speedway

    Leon Madsen vandt EM-guld fredag aften i Polen. (Foto: Sportxpress © Ritzau Scanpix)

    Danske Leon Madsen kan for anden gang i karrieren kalde sig europamester i speedway.

    Han sikrede sig guldet i hård kamp mod polakken Janusz Kolodziej, der førte med et enkelt point før fjerde og sidste EM-afdeling fredag aften.

    Her blev det afgørende, at Kolodziej ikke formåede at køre sig i finalen. Det gjorde Madsen til gengæld. Han vidste, at han som minimum skulle blive nummer to, og det var lige nøjagtig, hvad der skete.

    Den afgående europamester Mikkel Michelsen vandt finaleheatet og sikrede sig bronze.

    Dermed slutter Leon Madsen samlet med 53 point mod Kolodziejs 52.

    Danske kørere har vundet EM fire ud af de seneste fem år. Leon Madsen vandt i 2018, mens Mikkel Michelsen sluttede øverst på sejrsskamlen i både 2019 og 2021.

    /ritzau/

  22. 23. sep kl. 21:48

    Skakforbund efterforsker verdensstjernes anklager om svindel

    Det Internationale Skakforbund mener, at nordmanden burde have håndteret Niemann-affæren bedre. (Foto: Arun Sankar © Ritzau Scanpix)

    Skaksportens verdensforbund (Fide) vil efterforske, om der var tale om svindel, da verdensmester Magnus Carlsen tidligere på måneden led et choknederlag til Hans Niemann.

    Samtidig kritiserer forbundet nordmandens håndtering af situationen. Carlsen har kraftigt insinueret, at han mener, der var tale om fusk, men har ikke fremlagt beviser.

    I en erklæring på Fides hjemmeside fastslår præsident Arkady Dvorkovich, at det er forbundets opgave at beskytte sportens integritet.

    - Hans handlinger påvirker hans kollegers omdømme, sportslige resultater og kan i sidste ende være skadelige for vores spil. Vi er af den overbevisning, at der var bedre måder at håndtere denne situation på, udtaler præsidenten.

    Efter nederlaget til Niemann trak Magnus Carlsen sig fra turneringen og efterlod Niemann i en sky af rygter om snyd.

    - Fide er parat til at bede sin Fair Play-kommission om en grundig undersøgelse af hændelserne, når den indledende bevisførelse er gennemført, og alle involverede parter har fremlagt al tilgængelig information, lyder det.

    /ritzau/

  23. 23. sep kl. 21:28

    Danmarks Idrætsforbund i nordisk opråb om fortsat at udelukke Rusland og Belarus

    Glem alt om at lukke Rusland og Belarus tilbage ind i idrætsvarmen.

    Det er mere eller mindre budskabet fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), der sammen med en række andre nordiske lande har sammenfattet en fælles udtalelse til den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den Internationale Paralympiske Komité.

    Ifølge DIF går forbundene med overvejelser om, hvorvidt og hvornår atleter og ledere fra Rusland og Belarus skal tilbage til international idræt. Og det hører ingen steder hjemme, lyder det i udtalelsen.

    - Den russiske aggression i Ukraine eskalerer. Under disse omstændigheder vil det være uacceptabelt at åbne op for russisk og belarusisk sportsdeltagelse. Vi står fast i vores position. Nu er det ikke det rigtige tidspunkt at overveje deres tilbagevenden.

    Ud over Danmark er Finland, Island, Norge, Sverige, Grønland, Færøerne og den finske øgruppe Åland også med i opråbet.

  24. 23. sep kl. 20:41

    Klimaaktivist sætter ild til egen arm under tenniskamp

    En ung mand stjal for en kort stund opmærksomheden fredag aften under tennistureringen Laver Cup i London.

    Han var der dog ikke for at svinge en ketsjer modsat de to tennisspillere Stefanos Tsitsipas og Diego Sebastian Schwartzman.

    Klimaaktivisten, der var iført en hvid t-shirt med skriften "gør en ende på engelske privatfly", satte ild til sin egen arm.

    Stefanos Tsitsipas vandt kampen, men var i chok efter episoden undervejs i kampen.

    - Det kom ud af ingenting. Jeg har aldrig set en episode som den, og jeg håber, at han er okay, siger den græske tennisspiller ifølge BBC.

    Ifølge arrangørerne af Laver Cup blev den unge mand efterfølgende anholdt af det lokale politi.

    • Under Laver Cups anden kamp satte en klimaaktivist ild til sin arm. (Foto: Andy rain)
    • Den unge mand bæres væk fra banen i O2 Arena i London. (Foto: Andy rain)
    1 / 2
  25. 23. sep kl. 19:15

    Bakken Bears vinder i Østrig er én sej fra prestigefuld basketturnering

    Amerikanske Ryan Evans blev topscorer for Bakken Bears med sine 13 point. (Foto: FIBA Basketball © FIBA Basketball)

    De danske mestre i basketball, Bakken Bears, er meget tæt på et af klubbens store sæsonmål - den europæiske klubturnering, Champions League.

    Med en sejr på 83-65 over østrigske Swans Gmunden avancerede danskerne til søndagens kvalifikationsfinale om en billet til gruppespillet i oktober.

    I den afgørende dyst møder aarhusianerne vinderen af opgøret mellem Opava fra Tjekkiet eller serbiske FMP Meridian, der begynder klokken 20 fredag aften.

  26. 23. sep kl. 18:52

    Cristiano Ronaldo risikerer straf efter 'upassende opførsel' mod tilskuer

    Det engelske fodboldforbund undersøger, om Ronaldo skal straffes for at slå en telefon ud af hånden på en 14-årig dreng. (Foto: Peter Cziborra © Ritzau Scanpix)

    Englands Fodboldforbund (FA) er i gang med at efterforske en episode, hvor Cristiano Ronaldo mistede fatningen i minutterne efter et 0-1-nederlag til Everton på Goodison Park i sidste sæson.

    - Cristiano Ronaldo er blevet sigtet for brud på FA's regel E3 i forbindelse med en hændelse, der fandt sted efter Manchester Uniteds Premier League-kamp mod Everton lørdag 9. april 2022, skriver FA i en pressemeddelelse.

    - Påstanden er, at angriberens opførsel efter sidste fløjt var upassende og/eller voldelig, lyder det videre.

    Videooptagelser af episoden har floreret på internettet. Her ser man Ronaldo slå en mobiltelefon ud af hånden på en dreng, mens Manchester United-spilleren er vej ind i spillertunnellen.

    Moderen til den 14-årige dreng har oplyst, at han slog hånden, ligesom telefonens skærm blev smadret.

    I august gik politiet i Liverpool også ind i sagen og undersøgte blandt andet, om der havde fundet legemsbeskadigelse sted. Ronaldo slap dog med en advarsel.

    /ritzau/

  27. 23. sep kl. 17:58

    Christian Eriksen kåret som månedens bedste i Manchester United

    Christian Eriksen lagde blandt andet op til et mål i 3-1-sejren over Arsenal. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen er ikke blot en vigtig herre for Danmarks fodboldlandshold. Den 30-årige fynbo har også været imponerende i Manchester United-trøjen, siden skiftet til den engelske Premier League-klub i sommer.

    Midtbanespilleren har gjort det så godt, at han fredag bliver hædret som Manchester Uniteds bedste spiller i september. Det skriver klubben på sin Instagram-konto.

    - Tak for stemmerne og for den gode velkomst, jeg har fået i Manchester United, skriver Christian Eriksen i kommentarsporet.

    Manchester United har spillet fire kampe i september, hvoraf det er blevet til tre sejre og et enkelt nederlag. Christian Eriksen bidrog med to målgivende afleveringer.

  28. 23. sep kl. 16:46

    Jakob Fuglsang vil redde nedrykningstruet cykelhold med VM-point

    Som rytter på et nedrykningstruet hold kan Jakob Fuglsang ikke gøre andet end at samle point, siger han. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag cykler Jakob Fuglsang for at vinde VM-guld til Danmark i linjeløb.

    Men den 37-årige dansker har også en anden mission i Wollongong i Australien.

    En sejr vil nemlig indbringe livsvigtige point til Fuglsangs arbejdsgiver, Israel Premier-Tech, der kæmper for at undgå nedrykning fra sportens bedste klasse, World Touren.

    - At vinde VM giver forholdsvis mange point. Ikke helt nok til at redde holdet, men det vil hjælpe et stykke, siger Israel-Premier Tech-rytteren til Ritzau.

    Rytteren, som vinder VM, får 600 point til sit hold. Det vil bringe Israel-holdet inden for cirka 800 point af BikeExchange-holdet, som aktuelt ligger nummer 18 på ranglisten.

    Slutter Fuglsangs hold ikke blandt de 18 bedste hold på UCI's pointrangliste, er det farvel til sikker deltagelse i sportens største løb.

  29. 23. sep kl. 15:26

    Dansk ishockeyliga erkender brøler, men ændrer ikke fejl

    Rungsted scorede på straffeslag og burde være tilkendt sejren, men nederlaget til Odense står ved magt. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Ja, Rungsted Seier Capital, I burde have vundet, men der er ikke noget at gøre.

    Det var mere eller mindre beskeden til det danske ishockeyhold, som onsdag tabte til Odense Bulldogs i Metal Ligaen efter en straffeslagskonkurrence.

    Rungsteds Nicholas Moultry sendte pucken i mål som den første, men den røg igennem nettet og ud gennem sidenettet.

    Dommerne tjekkede video af scoringen, men fandt det ikke bevist, at pucken var i mål. De øvrige skytter brændte, hvorfor konkurrencen skulle ud i ekstra straffeslag.

    Odense vandt, og Rungsted nedlagde efterfølgende protest. Turneringsledelsen medgav, at Rungsted med rette kunne føle sig snydt.

    - Vi har taget fejl, og Rungsted burde have været tildelt et mål, lyder dommernes indrømmelse i afgørelsen.

    Reglerne giver imidlertid ikke mulighed for at ændre på resultatet ifølge turneringsledelsen, da der er tale om et dommerskøn.

    Rungsted har mulighed for at anke afgørelsen til Danmarks Ishockey Unions Amatør- og Ordensudvalg inden for 14 dage.

  30. 23. sep kl. 14:38

    Rasmus Højgaard ligger i spidsen i Frankrig

    Rasmus Højgaard fører den franske golfturnering Open de France (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

    Rasmus Højgaard fører Open de France med otte slag til nærmeste spiller. Ikke alle er færdige med anden runde.

    Golfspilleren Rasmus Højgaard har i den grad sat kursen mod karrierens fjerde triumf på DP World Tour, den tidligere European Tour.

    Torsdagens fantomrunde i Open de France blev fredag fulgt op af endnu en glimrende runde, så han nu fører stort.

    Højgaard gik fredagens runde i 65 slag svarende til 6 slag under par. Eftersom han torsdag blot brugte 62 slag, er han nu samlet i 15 slag under par.

    Det giver ham ved 14-tiden fredag et forspring på otte slag ned til de nærmeste konkurrenter.

    Der er dog stadig en håndfuld spillere, der ikke har taget hul på anden runde, men de kan næppe true danskerens føring inden weekendens finalerunder.

    Fredag blev Højgaard noteret for syv birdies og blot en enkelt bogey.

    /ritzau/

  31. 23. sep kl. 08:02

    15 spillere skal bede om 'tilgivelse' efter at have droppet spansk landshold

    Jorge Vilda er omdrejningspunktet for balladen i spansk kvindefodbold. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)

    Stemningen på det spanske kvindelandshold i fodbold har længe været på nulpunktet, men sent torsdag nåede den under frysepunktet.

    Her sendte 15 spillere i en e-mail til det spanske fodboldforbund med beskeden, at de ikke vil spille for landsholdet, så længe Jorge Vilda er træner.

    Det oplyser det spanske fodboldforbund, RFEF, torsdag.

    - RFEF kan bekræfte, at vi i løbet af dagen har modtaget 15 e-mails fra 15 spillere på kvindelandsholdet, hvor de siger, at den nuværende situation i høj grad påvirker deres følelsesmæssige tilstand og deres sundhed, og at "så længe det ikke laves om", vil de stoppe på landsholdet, lyder det fra det spanske fodboldforbund.

    Forbundet oplyser ikke, hvilke 15 spillere der er tale om, men udtaler i stedet, at det støtter landstræneren.

    Forbundet siger også, at spillerne kan vende tilbage til holdet, hvis de "indser, at de har begået en fejl og beder om tilgivelse".

  32. 23. sep kl. 00:25

    Højbjerg står tilbage 'med en halvsur smag i munden' efter nederlag

    Pierre-Emile Højbjerg havde travlt med at holde styr på Kroatiens Luka Modric i torsdagens landskamp. (Foto: Antonio Bronic © Ritzau Scanpix)

    Den danske midtbanegeneral Pierre-Emile Højbjerg var splittet efter torsdagens nederlag til Kroatien i Nations League.

    - På nogle punkter var det ok. På andre punkter var det ikke nok. Det gør, vi står tilbage med en halvsur smag i munden, siger Pierre-Emile Højbjerg.

    Danmark nåede akkurat at udligne til 1-1 i anden halvleg, men endte med at tabe opgøret og dermed også førstepladsen i Nations League-gruppen til Kroatien.

    - Det er et ærgerligt udfald. Man står med følelsen af, at vi kunne og skulle have gjort det bedre, siger midtbanespilleren.

    Søndag spiller Danmark sidste kamp i Nations League, når Frankrig besøger Parken. Skal Danmark tilbageerobre førstepladsen, kræver det en sejr over de franske verdensmestre, mens Kroatien skal sætte point til i Wien mod Østrig.

  33. 22. sep kl. 23:27

    Kroatien-træner: Danmark gav os problemer i et kvarter

    Kroatiens fodboldlandstræner, Zlatko Dalic, er imponeret af, hvordan hans spillere torsdag aften havde godt styr på de danske spillere i Nations League-kampen i Zagreb, hvor Kroatien vandt 2-1.

    Danskerne var kun det bedste hold i et kvarter i løbet af opgøret. Det siger Zlatko Dalic på et pressemøde efter kampen.

    - I første halvleg havde vi lidt problemer, specielt i halvlegens sidste kvarter var Danmark bedst. I anden halvleg var vi bedst igen og gjorde det rigtig godt.

    - Vi indkasserede et mål efter en fejlaflevering, og det er svært at gøre noget ved. Ellers er jeg rigtig glad for den måde, vi holdt Danmark væk fra chancer.

    Kroatien kan vinde Nations League-gruppen foran Danmark med en sejr ude over Østrig på søndag.

    /ritzau/

  34. 22. sep kl. 22:44

    Kroatien slår Danmark 2-1 og overtager førstepladsen

    Lovro Majer med ansigtsmasken blev matchvinder, da han scorede til 2-1. (Foto: ANTONIO BAT © Ritzau Scanpix)

    Med to langskudmål fra kanten af feltet besejrede Kroatien her til aften Danmark 2-1 og overtog dermed førstepladsen i puljen i Nations League, et point foran danskerne.

    Kroaterne scorede kort efter pausen til 1-0. Efter et hjørnespark, som ikke blev clearet ordentligt, endte bolden hos backen Borna Sosa, som iskoldt placerede sit indersideskud helt nede ved stolpen til højre for Kasper Schmeichel.

    Med 13 minutter tilbage kom udligningen. Christian Eriksen blev spillet fri et par meter uden for feltet, og med tid og plads sparkede han bolden kontrolleret op i hjørnet.

    Kroaterne svarede hurtigt igen. Ved det efterfølgende angreb skød den indskiftede Lovro Majer bolden ind i højre hjørne uden for Schmeichels rækkevidde.

    I aftenens anden kamp i puljen vandt Frankrig 2-0 hjemme over Østrig.

    Danmark møder i den sidste puljekamp Frankrig i Parken på søndag, mens kroaterne samtidig spiller ude mod Østrig.

    Det er kun puljens vinderhold, der går videre til Nations League Finals.

  35. 22. sep kl. 22:11

    Holger Rune er klar til kvartfinalen i Metz

    Tennisspilleren Holger Rune er klar til kvartfinalen i ATP-turneringen i franske Metz.

    Efter at have siddet over i første runde vandt den fjerdeseedede dansker over franske Benjamin Bonzi, der måtte opgive at spille videre midtvejs i andet sæt på grund af en skade.

    På det tidspunkt førte danskeren med 6-4, 4-1 mod Bonzi, der rangerer som nummer 61 på verdensranglisten.

    I fredagens kvartfinale skal Holger Rune møde Alexander Bublik fra Kasakhstan, der er seedet som nummer syv i turneringen og ligger nummer 44 i verden.

    /ritzau/

  36. 22. sep kl. 20:28

    GOG smider stor CL-føring og må nøjes med uafgjort

    GOG kom torsdag aften lidt ned på jorden igen efter den flotte åbning på Champions League med sejren over PPD Zagreb.

    På hjemmebane havde GOG alle chancer for at slå Dinamo Bukarest, men måtte nøjes med 38-38.

    Fynboerne førte med seks mål i anden halvleg, men rumænerne svarede godt igen.

    Dermed er GOG på tre point for to kampe i gruppe A. GOG har gjort rent bord i den hjemlige liga, og dermed satte rumænerne en kæp i hjulet på den gode stime af sejre.

    /ritzau/

  37. 22. sep kl. 19:32

    Simon Kjær er tilbage i fodboldlandsholdets startopstilling mod Kroatien

    Simon Kjær er med fra start i aften. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsanfører Simon Kjær er tilbage i startopstillingen, når Danmark i aften tørner sammen med det kroatiske fodboldlandshold for mænd i Nations League.

    Landstræner Kasper Hjulmand har nemlig valgt den danske forsvarsspiller som en af sine 11 foretrukne til den afgørende kamp.

    Simon Kjær har siddet ude siden november sidste år, hvor han pådrog sig en skade. Men nu er han altså tilbage i rødt og hvidt.

    Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-5-2):

    Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Joachim Andersen - Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen, Joakim Mæhle - Andreas Skov Olsen, Martin Braithwaite.

    Danmarks kamp i Kroatien spilles klokken 20.45 torsdag aften og kan følges på dr.dk, i radioen eller DR LYD i LIGA på P4 eller ses på TV 2.

  38. 22. sep kl. 19:16

    Dansk golfprofil lægger sig i spidsen i Frankrig

    Den danske golfspiller Rasmus Højgaard har fået en fremragende start på den franske turneringen Open de France.

    Ved turneringen, der er en del af DP World Touren, har danskeren nemlig lagt sig i spidsen efter første runde.

    Danskeren gik første runde i imponerende 62 slag, hvilket er ni slag under banes par.

    Svenske Alexander Björk er nærmeste konkurrent med to slag mindre end Rasmus Højgaard.

    Open de France slutter søndag.

  39. 22. sep kl. 17:49

    Viborg sælger Superliga-profil til ukrainsk storklub

    Justin Lonwijk har spillet 24 kampe på diverse hollandske ungdomslandshold. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Fodboldklubben Viborg FF har solgt sin hollandske profil Justin Lonwijk til den ukrainske storklub Dynamo Kyiv.

    Det oplyser Superliga-klubben på sin hjemmeside torsdag.

    Det danske transfervindue lukkede i slutningen af august, men da det ukrainske stadig er åbent, kunne det lade sig gøre at gennemføre handlen.

    Viborg FF skriver desuden, at handlen er den største i klubbens historie.

    - Det var ikke planlagt, at vi skulle sælge, efter at vores transfervindue er lukket, men vi har hele tiden haft en god dialog med Justin om, at han skulle sælges, når der kom en god mulighed for både ham og Viborg, siger Viborgs sportschef, Jesper Fredberg, til klubbens hjemmeside.

    - Samtidig synes vi selv, at vi økonomisk er endt med at have fået et ekstraordinært tilbud, og derfor har vi valgt at sælge Justin med øjeblikkelig virkning

  40. 22. sep kl. 16:30

    Federer får Nadal som makker i sin afskedskamp

    Rafael Nadal og Roger Federer under træningen forud for deres kamp i Laver Cup. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Roger Federer har drømt om at få sin største rival som doublemakker, sidste gang han træder ind på en tennisbane som professinel.

    Og den drøm ser nu ud til at gå i opfyldelse.

    Den 41-årige schweiziske tennisspiller får nemlig spanske Rafael Nadal som makker, når han fredag aften spiller sin sidste kamp i karrieren.

    Ved Laver Cup, der er en tennisturnering mellem nogle af de bedste fra Europa og resten af verden, skal de to rivaler nemlig stå på samme side af nettet. På den anden side kommer Jack Sock og Frances Tiafoe fra USA til at stå.

    Laver Cup spilles fra fredag til søndag, men Roger Federer, der i sidste uge meddelte, at turneringen blev hans sidste, skal kun i aktion fredag.

  41. 22. sep kl. 15:09

    Dansk skakmester kritiserer Carlsen: Han skader sporten

    Skakverdensmesteren Magnus Carlsen er i gang med at bringe sporten i vanry ved at insinuere snyd og derefter krybe i en slags flyverskjul.

    Det mener den danske stormester Allan Stig Rasmussen, med henvisning til Carlsens højst usædvanlige opførsel, der i de seneste uger har sat skakverdenen i brand.

    Først trak nordmanden sig fra en turnering efter at have lidt et choknederlag til Hans Niemann fra USA.

    Da han i mandags mødte Niemann igen i et parti onlineskak, opgav han efter blot et enkelt træk og slukkede for videoforbindelsen.

    Iagttagere over hele verden har straks tolket optrinnene som en protest over snyd.

    - Hvis Carlsen bare har det mindste bevis, burde han havde fremlagt det nu. Han plejer at håndtere sin rolle som verdensmester utrolig godt. Men her hænger han en modstander til tørre, siger Allan Stig Rasmussen.

    - I bund og grund kan det ødelægge Hans Niemanns skakkarriere i mange år fremover, fordi det her vil hænge over hovedet på ham.

    /ritzau/

  42. 22. sep kl. 14:15

    Racismeepisode tvinger Kroatien til at lukke tribuneafsnit til dansk landskamp

    Når cirka 1.400 danske roligans skal forsøge at synge fodboldlandsholdet frem til tre point ude mod Kroatien torsdag aften, får de lidt mindre vokal modstand på tribunerne i Zagreb, end de kunne have fået.

    Viceverdensmestrene er nemlig tvunget til at lukke et afsnit med plads til 3.000 tilskuere på Stadion Maksimir efter en racistisk episode under en Nations League-hjemmekamp mod Frankrig.

    På afsnittet skal der være et stort banner med teksten "#NoToRacism".

    Det afgjorde Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i juni. Kroaterne appellerede afgørelsen uden held.

    Sportsligt står der meget på spil i torsdagens kamp. Kasper Hjulmand og co. kan snuppe gruppesejren med en førsteplads, mens uafgjort udskyder spændingen til på søndag.

    Kampen i Zagreb begynder klokken 20.45, og du kan læse mere om det her.

    /ritzau/

  43. 22. sep kl. 13:58

    Danmark firer misser finalen ved VM i roning

    Det så længe lovende ud for Danmarks kvindelige firer uden styrmand i semifinalen ved VM i roning i Tjekkiet, men kvartetten kunne ikke holde farten.

    Derfor måtte Julie Holst Poulsen, Marie Johannesen, Frida Sanggaard Nielsen og Astrid Steensberg nøjes med en plads fjerdeplads og en plads i B-finalen.

    B-finalen med den danske både afvikles lørdag. Modstanderne i den bliver USA, Italien, New Zealand, Polen og Frankrig.

    Senere torsdag skal fire andre danske både på vandet i Racice, men her handler det om C- og D-finaler, der er på spil.

    /ritzau/

  44. 22. sep kl. 13:18

    To danskere nomineret til månedens spiller i Premier League

    Både Tottenhams Pierre-Emile Højbjerg og Bournemouths Philip Billing er blandt de seks nominerede til septembers bedste spiller i Premier League. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

    To danske fodboldspillere, Pierre-Emile Højbjerg og Philip Billing, er med i kampen om en eksklusiv pris.

    Midtbanefolkene fra henholdsvis Tottenham og Bournemouth har leveret så stærkt for hver deres klub i september, at de udgør feltet, som dyster om prisen som månedens bedste spiller i Premier League.

    Tottenham er ubesejret i ligaen i september, hvilket Højbjerg blandt andre har bidraget til via et mål og en assist.

    Bournemouth har heller ikke tabt i kalenderens niende måned, og i klubbens to kampe har Billing kvitteret med to scoringer.

    I alt er seks spillere nomineret.

    Kevin De Bruyne fra Manchester City, Marcus Rashford fra Manchester United, Everton-spilleren Alex Iwobi og Aston Villa-midten Jacob Ramsey er ligeledes med i feltet.

  45. 22. sep kl. 11:20

    Spillerforeningen vil ændre kamptider, hvis der er for varmt

    FC Midtjylland spillede i det første opgør mod AEK Larnaca i 35 graders varme. Det er for farligt, mener Spillerforeningen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Da FC Midtjylland tidligere på året spillede sig videre i kvalifikationen til Champions League mod cypriotiske AEK Larnaka viste termometeret 35 grader ved kampstart.

    Det er alt for høj en temperatur mener Spillerforeningen, de danske fodboldspilleres fagforening.

    Derfor skal der laves regler, som dikterer hvordan varmeforholdene skal være under en kamp, mener de.

    - Vi skal jo ikke have en, der skal falde om, inden vi begynder at gøre noget, siger foreningens direktør, Michael Sahl Hansen, til spillerforeningen.dk.

    - Det er kun et spørgsmål om tid, før der er én, der falder om på banen. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige. Det er det, der kommer til at ske, mener Michael Sahl Hansen.

  46. 22. sep kl. 08:27

    AGF-fans har indsamlet over 4.000 kroner til AaB-fan efter trøjerøveri

    Efter nederlaget mod AGF i weekenden blev ondt gjordt værre for en AaB-fan, der fik frarøvet sin AaB-trøje. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

    En 16-årig fan blev lørdag truet og frarøvet sin AaB-trøje på vej hjem fra fodboldkampen mellem AGF og AaB i Aarhus.

    Nu har AGF-fans indsamlet 4.130 kroner samt et gavekort på 1.000 kroner som et plaster på såret til den unge mand.

    - Jeg ved, at han har haft det skidt bagefter. Så den dreng skal vide, at han godt kan komme til Aarhus igen, og at vi er ordentlige mennesker her, siger Søren Nielsen, som har taget initiativ til indsamlingen sammen med en kammerat, til Jyllands-Posten.

    En lignende indsamling blev sat i værk af Brøndby-fans, da en FCK-fan for nyligt fik frarøvet sin trøje af ballademagere fra Brøndby.

  47. 22. sep kl. 07:44

    Sexisme-anklaget milliardær vil sælge sine amerikanske basketballhold

    Robert Sarver har både ejet herreholdet Phoenix Suns og kvindeholdet Phoenix Mercury siden 2004. (Foto: Christian Petersen © Ritzau Scanpix)

    Suspenderet i et år og en bøde på 75 millioner kroner.

    Det var i første omgang straffen for Robert Sarver, der ejer de to basketball-hold Phoenix Suns og Phoenix Mercury i USA's bedste række for henholdsvis mænd, NBA, og for kvinder, WNBA.

    En uvildig undersøgelse fastslog i sidste uge, at den amerikanske milliardær 'tog del i adfærd, der tydeligt krænkede almindelige standarder på arbejdspladsen'.

    Undersøgelse kom, efter at mediet ESPN i november 2021 udgav en artikel, hvor flere end 70 af Phoenix Suns' medarbejdere var citeret.

    Robert Sarver er ifølge eget udsagn en troende mand, som mener, at alle har en vej til selvransagelse og tilgivelse.

    - Men i vores herskende utilgivelige klima er det blevet mig smerteligt klart, at det ikke længere kan lade sig gøre, skriver han i en pressemeddelelse.

    Suns og Mercury har også udsendt en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at Robert Sarvers beslutning om at sælge er for organisationernes bedste.

  48. 21. sep kl. 23:23

    Skakstjerne bryder tavsheden efter drama: 'Folk kan drage deres egne konklusioner'

    Magnus Carlsen vil endnu ikke forklare, hvorfor han trak sig fra kampen mod Hans Niemann. (Foto: Anton Vaganov © Ritzau Scanpix)

    Skandalen om den norske skakstjerne Magnus Carlsen og amerikaneren Hans Niemann har fyldt vidt og bredt.

    Først trak nordmanden sig fra en en turnering i St. Louis og antydede efterfølgende, at amerikaneren havde snydt, inden han i mandags valgte at trække sig efter blot et enkelt træk i en ny kamp mod Hans Niemann.

    Onsdag tog nordmanden for første gang bladet fra munden.

    Til TV 2 Norge og skakmediet Chess24 siger Magnus Carlsen, at han ikke kan fortælle, hvorfor han trak sig fra mandagens opgør.

    - Men folk kan drage deres egne konklusioner, og det har de bestemt.

    - Jeg må sige, at jeg er meget imponeret over Niemanns spil. Jeg synes, at hans mentor må have gjort et rigtig godt stykke arbejde, siger Magnus Carlsen.

    Magnus Carlsen har forståelse for, at den nuværende situation er uheldig for skaksporten.

    - Jeg ville gerne have sagt mere nu om forskellige ting, men man må vente lidt - og så vil jeg, og forhåbentlig andre, forsøge at fokusere på turneringen imens, siger Magnus Carlsen.

    Han siger, at han vil komme med en udtalelse i starten af næste uge.

  49. 21. sep kl. 22:32

    Suveræne sønderjyder vinder speedway-guld for første gang

    Speedwaykøreren Jesper Knudsen skaffede de afgørende point i sønderjydernes sejr. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    For første gang nogensinde kan Sønderjylland Elite Speedway kalde sig dansk mester.

    Det står klart, efter det sønderjyske mandskab onsdag aften har vundet DM-finalen for hold på hjemmebanen i Vojens.

    Sønderjyderne vandt danmarksmesterskabet med 42 point, og guldet blev sikret allerede i fjerdesidste heat, da køreren Jesper Knudsen drønede over målstregen som nummer to.

    Det sjællandske hold Slangerup endte på andenpladsen, mens sidste års mester, Holsted Tigers, vandt bronzemedaljer.

    Lige uden for medaljeskamlen endte det fjerde deltagende hold, Esbjerg Vikings, der derfor måtte tage tomhændet hjem fra danmarksmesterskabet.

  50. 21. sep kl. 22:12

    Odense og Esbjerg løber med pligtsejre i kvindernes håndboldliga

    Danmarks to største håndboldklubber på kvindesiden snuppede onsdag aften pligtsejre i ligaen.

    Sidste sæsons danske mestre fra Odense Håndbold vandt med 32-24 på udebane over Randers HK, mens Team Esbjerg nedlagde Skanderborg Håndbold med 33-26.

    Odense har maksimumpoint efter fem kampe, og vestjyderne har hentet to færre, otte, efter fem kampe.

    Nykøbing Falster Håndbold kan lørdag hoppe op på siden af Odense på ligaens førsteplads med en sejr over Ikast Håndbold.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk