'Det kunne da være sjovt' med Clara Tauson og Holger Rune i double

Det blev ingen succes ved årets Wimbledon for hverken Clara Tauson eller Holger Rune.
De to danske tennisstjerner, der ellers er hoppet op af verdensranglisten, røg begge ud i første runde af verdens mest prestigefyldte tennisturnering. Clara Tauson måtte trække sig efter bare fem partier, fordi hun stadig ikke er sin rygskade kvit, mens Holger Rune i går tabte i tre sæt til amerikanske Marcos Giron.
Til gengæld leger de to danskere stadig med at slå pjalterne sammen og spille double.
Det sagde Holger Rune efter sit nederlag på et pressemøde tirsdag.
- Vi har snakket om det, men det har bare ikke været muligt endnu. Det bliver det måske en dag. Jeg er dog ikke så stor fan af at spille double til grand slams, for femsætterne er hårde nok i sig selv. Men på et tidspunkt kunne det da være sjovt, sagde Holger Rune ifølge B.T.
På pressemødet afviste tennisstjernen, at det har været på tale at spille mixed double i årets Wimbledon.
Efter Clara Tausons kamp i første runde, hvor hun ikke nåede at spille første sæt færdigt, før en skade i ryggen tvang hende til at trække sig, har hun også sagt farvel til doublerækken.
Her skulle hun oprindeligt have spillet med kasahkiske Elena Rybakina.