Seneste sport
29. jun kl. 13:25

Det sidste hold er på plads: 10 danskere cykler med i Tour de France

Der er ti danskere med i årets Tour de France. Det står klart, efter at EF som de sidste har udtaget sit hold. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Magnus Cort er udtaget til Tour de France.

Det oplyser cykeldanskerens hold, EF Education, på sin hjemmeside. Dermed er der 10 danskere i årets felt, som fredag begiver sig ud på ruten med start i København.

Magnus Cort ser frem til det prestigefyldte cykelløb.

- At vinde etaper ved Touren er på et andet niveau sammenlignet med alt andet i cykelsporten. Det betyder meget bare at blive udtaget. Især i år når Touren begynder i Danmark, siger Cort.

Danskeren vandt senest en tour-etape i 2018.

EF Education var det sidste hold til at annoncere sit hold. Hele tour-feltet præsenteres senere onsdag i Tivoli i København.

Seneste sport

  1. I går kl. 20:32

    16-årig målscorer sender Brøndby på sejrskurs i Wass-comeback

    Der var nok at smile af søndag aften, da Brøndby vandt 2-0 over OB efter tre nederlag i træk, og Daniel Wass gjorde comeback i sin ungdomsklub efter 11 år i udlandet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Med tre nederlag i fire kampe havde Brøndby brug for en sejr, da bundholdet fra OB besøgte den københavnske vestegn, og en sejr var lige præcis, hvad Brøndby fik søndag aften.

    Først bragte midtbanespilleren Josip Radosevic hjemmeholdet foran på et straffespark, inden den blot 16-årige Oscar Schwartau scorede til slutresultatet 2-0 allerede inden pausen.

    Målet gjorde Schwartau til den næstyngste måscorer i superligaen efter FC Københavnspilleren Rooney Bardghaji.

    Brøndby stillede op med nyerhvervelsen Daniel Wass i startopstillingen, og med 10-tallet på ryggen spillede landsholdspilleren kampens første 70 minutter som højre back til stor fornøjelse for de næsten 18.000 fremmødte tilskuere.

    Med sejren indtager Brøndby niendepladsen med seks point, mens OB fortsat ligger på sidstepladsen med et enkelt point.

  2. I går kl. 20:18

    Cykelrytteren Tobias Hansen bliver nummer ni i udskilningsløb på bane

    Selvom han startede glimrende, måtte 20 årige Tobias Aagaard Hansen se sig elimineret som den ottende rytter, da Europas bedste baneryttere kørte EM-finale i udskilningsløb på cykelbanen i München.

    Dermed ender den unge banerytter som nummer ni i finalen.

    Den nye europamester blev verdensmesteren Elia Viviani, som tidligere på dagen også kørte det 208 kilometerlange EM-løb i landevejscykling for Italien.

    Her blev han nummer syv, tre placeringer foran danske Mads Pedersen

    Viviani havde dog masser af kræfter i behold til i suveræn stil at vinde EM-titlen foran tyske Theo Reinhardt og belgiske Jules Hesters.

    Allerede i morgen skal Tobias Aagaard Hansen på cykelbanen igen, når han skal køre i disciplinen omnium.

    Det er et løb, du kan se direkte på DRTV fra klokken 13.45.

  3. I går kl. 19:55

    Julie Leth misser EM-bronze i pointløbet

    Søndag aften endte den kvindelige cykelrytter Julie Leth akkurat udenfor medaljepladserne i pointløbet ved europamesterskabet i banecykling.

    OL-sølvvinderen fra legene i Tokyo var med til at præge løbet, men måtte også erkende, at hun med 30 point alligevel havde et stykke op til finalens tre dygtigste ryttere.

    Finalens suveræne vinder blev den belgiske verdensmester Lotte Kopecky, der med 85 point vandt guld foran italienske Silvia Zanardi og franske Victorie Berteau.

    Tirsdag skal Julie Leth på banen igen, når hun sammen med Amalie Dideriksen skal køre parløb klokken 12.00.

    Det er et cykelløb, du kan følge på DRTV.

  4. I går kl. 19:35

    Pierre Emile Højbjergs langskudsdrøn sikrer Tottenham et point i Londonderby

    Højbjerg scorede til 1-1 mod Chelsea på et flot langskud (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

    Det er altid dramatisk, når Chelsea og Tottenham møder hinanden i Premier League, og søndag var ingen undtagelse.

    Det så man kort efter 2-2-kampens slutfløjt, da begge holds managere, Thomas Tuchel og Antonio Conte, røg i totterne på hinanden, hvilket resulterede i et rødt kort til de to trænere.

    Inden det kom så vidt, havde Chelseas nyerhvervelse Kalidou Koulibaly bragt hjemmeholdet foran efter 19 minutter.

    Længe holdt føringen, men efter 68 minutter modtog den danske landsholdsspiller Pierre Emile Højbjerg bolden på kanten af Chelseas målfelt. Herfra bankede midtbanespilleren et smukt langskud i mål til 1-1.

    Chelseas Reece James bragte hurtigt hjemmeholdet foran igen, inden Tottenhams angriber Harry Kabe dybt inde i kampens overtid udlignede til 2-2.

    Pointdelingen efterlader begge londonklubber med fire point efter to spillerunder.

  5. I går kl. 19:13

    Stor søndag for FC Nordsjælland

    FC Nordsjælland herre- og kvindehold var søndag i kamp i landets bedste fodboldrækker med stor succes.

    På kvindesiden blev det til en 3-0-sejr over Kolding Q, hvilket sender holdet op på tredjepladsen i Kvindeligaen efter holdets første sæsonsejr.

    Herreholdet spillede 0-0, da Flemming Steen Pedersens ubesejrede mandskab besøgte Aalborg.

    På trods af et stort spilovertag formåede superligaens førerhold ikke at spille sig frem til nogen store chancer, og da AaB kun havde to skud på mål, måtte kampen nødvendigvis ende uden mål.

    Det uafgjorte resultat betyder, at FC Nordsjælland er ubesejret i fem kampe i denne sæson, hvor holdet indtager superligaens førsteplads med 13 point.

  6. I går kl. 18:50

    Blomsterberg er klar til EM-finalen i 200m brystsvømning

    Med femtebedste tid i semifinalen er den 19-årige svømmer Thea Blomsterberg klar til EM-finalen i disciplinen 200 meter brystsvøming ved europamesterskabet i Rom.

    Foran italienske Francesca Fangio vandt den dansker mester sit heat i tiden 2.25.44 minutter.

    Det betyder, at den 19-årige svømmer skal i vandet for at svømme om EM-medaljer i Rom mandag aften klokken 18.13.

  7. I går kl. 18:19

    Danmark vinder verdensmesterskabet i powerchair floorball efter golden goal

    Danmark er verdensmester i parasporten powerchair floorball.

    Det er en kendsgerning efter et sandt drama i VM-finalen mod Holland, der måtte ud i ekstratid, før Danmark tog VM-titlen i den nervepirrende gyser med en 4-3-sejr efter golden goal

    Vejen til VM-titlen startede med en 32-0-sejr over Australien i holdets første gruppekamp, inden Tyskland blev besejret med 8-2.

    Danmark rundede gruppespillet af mod Spanien, og her blev det til en suveræn 11-1-sejr over Spanien.

    I semifinalen blev det til en 3-1-sejr over værterne fra Schweiz, inden VM-titlen altså blev sikret mod Holland søndag eftermiddag.

  8. I går kl. 18:04

    Julie Kepp Jensen slutter som nummer otte ved EM i 50-meter rygcrawl

    I tiden 28.52s sluttede den danske svømmer Julie Kepp Jensen på ottendepladsen i finalen for Europas bedste svømmere i disciplinen 50 meter rygcrawl søndag aften i Rom.

    Den 22-årige svømmer lagde godt ud i finalen, men kunne ikke følge med de bedste mod slutningen af heatet.

    Her vandt franske Analia Pigree guld foran italieneren Silvia Scalia og hollandske Maaike de Waard.

  9. I går kl. 17:48

    Viborg besejrer superligaens store overraskelse i lokalopgør

    Så gik den ikke længere for en af sæsonens store overraskelser i superligaen.

    Efter fire kampe uden nederlag, måtte Silkeborg søndag gå fra banen med et 2-0-nederlag på udebane mod Viborg.

    Efter 12 minutter sendte Viborgs hollandske angriber Jay-Roy Grot Viborg FF foran med 1-0 på oplæg af forsvarsspilleren Christian Sørensen, og bare ti minutter var rollerne byttet om.

    Her scorede Christian Sørensen til 2-0, og selvom Silkeborg greb kampens initiativ efter Viborgs to scoringer, tillod hjemmeholdet ikke mange store chancer mod sig i kampens sidste time.

    Med sejren stryger Viborg op på superligaens fjerdeplads med ni point, mens Silkeborg fastholder andenpladsen med 10 point.

  10. I går kl. 17:34

    Bordtennisspilleren Martin Buch Andersen taber første kamp ved EM

    Det blev til et nederlag på 3-1 i sæt, da Martin Buch Andersen i sin første kamp i gruppespillet ved europamesterskabets singleturnering i bordtennis mødte slovakiske Deni Kozul i München.

    Den 21-årige dansker startede ellers fremragende og vandt et tæt første sæt med 11-8.

    Herfra skruede slovakken op for tempoet i kampen og vandt de næste tre sæt med 11-4, 11-8 og 11-6.

    Allerede mandag klokken 9.15 skal danskeren i kamp igen. Her møder Martin Buch Andersen Grønlands Ivik Nielsen i anden spillerunde.

  11. I går kl. 17:23

    Ærgerlig Mørkøv efter EM-skuffelse: 'Det mislykkedes i dag'

    Det blev ikke til en den danske medalje som Danmark og kaptajnen Mads Pedersen var rejst til München for at vinde ved EM i landevejscykling, og det ærgrer holdets mest erfarne rytter Michael Mørkøv.

    - Jeg står med en følelse af, at vi gjorde vores bedste. Det er ikke sådan, at der er noget jeg kan sige, jeg ville have gjort anderledes, men det er klart at når vi skal komme langt bagfra til sidst, er det ikke optimalt.

    Mod slutningen af løbet sad Michael Mørkøv, der er kendt som verdens bedste leadoutrytter, for langt tilbage med Mads Pedersen til at køre en god spurt, og det kom til at koste medaljerne i sidste ende.

    I stedet blev det til en tiendeplads for Mads Pedersen.

    - Vi ville gerne have været med længere fremme tidligere, men det var et meget hektisk løb. Vi prøvede at komme frem på en måde, hvor vi ikke skulle bruge for mange kræfter. Det er en meget fin balance, hvor meget energi man skal bruge på at komme frem, men det mislykkedes i dag.

  12. I går kl. 16:34

    Vingegaard vinder gadeløb efter sviptur med privatfly

    Jonas Vingegaard var for første gang tilbage på cyklen søndag eftermiddag i Holland. Intet så ud til at have forandret sig. (Foto: Bas Czerwinski © Ritzau Scanpix)

    Han ligger ikke på den lade side, den danske Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard.

    For første gang siden sin triumfen i Frankrig stillede Jonas Vingegaard søndag igen til start i et felt. En sviptur til Holland, ud på cyklen, sejre, og hjem igen.

    Vigtigheden var til at overse, da gadeløb af denne slags ofte har mere karakter af opvisning end reelt ræs, men Vingegaard vandt gadeløbet i Etten-Leur foran Jasper Philipsen og Vincenzo Nibali, der også var blevet lokket til den hollandske provins.

    Det var en sponsor af løbet, der havde lokket Vingegaard til Holland ved blandt andet at stille et privatfly til rådighed for den danske stjerne, kæresten Trine Marie Hansen og datteren Frida.

    Ifølge arrangøren blev Vingegaard hentet i Danmark søndag og vil også senere blive bragt tilbage søndag.

  13. I går kl. 15:31

    Tobias Thorning Jørgensen vinder guld med den højeste score nogensinde

    Dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen vinder VM-guld i freestylekonkurrencen i paraklassen grad tre.

    Det skete, da han på hesten Jolene Hill fik den højeste score, der nogensinde er givet i grad tre.

    I alt scorede ekvipagen 86,514 procent.

    Dermed var de markant bedre end hollandske Lotte Krijnsen, der scorede 76,674.

    Tobias Thorning Jørgensen har tidligere vundet en guldmedalje ved VM i ridesport, mens han lørdag var med på det danske hold, der vandt sølv i holdkonkurrencen.

    Du kan se danskerens ridt her:

  14. I går kl. 15:08

    Mads Pedersen bliver nummer ti ved EM: Fabio Jakobsen er ny europamester

    (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)

    Der var på forhånd lagt op til en massespurt, da landevejsløbet for herrerne skulle køres i München.

    Det danske landshold mødte op til det 208 kilometer lange endagsløb med et hold bygget op om Mads Pedersen som kaptajn og Michael Mørkøv, som hjælper for den danske sprinter.

    Inden feltet nåede her til kørte schweiziske Sylvain Dillier og østrigske Lukas Pöstleberger i udbrud, men det var i sandhed kun et spørgsmål om tid før de to ryttere blev hentet.

    Det skete med 28 kilometer til mål og derfor skulle europamesterskabet afgøres i en massespurt.

    Her viste hollandske Fabio Jakobsen sig hurtigst foran franske Arnaud Démare og belgiske Tim Merlier, mens danske Mads Pedersen bliver nummer ti.

  15. I går kl. 14:52

    Brøndby sikrer sig sæsonens første sejr i Kvindeligaen

    Efter 2-1 nederlaget mod HB Køge i første spillerunde af Kvindeligaen, kom Brøndby søndag tilbage på ret kurs, da Sundby besøgte den københavnske vestegn.

    Og det var en sprudlende velkomst, som Per Nielsens tropper mødte gæsterne med.

    Allerede efter ni minutter scorede den polske angriber Natali Wróbel til 1-0 for hjemmeholdet, og selvom Sundbys Linnea Borbye udlignede til 1-1 efter 40 minutter, gik Brøndby alligevel til pause med en 2-1-føring på Malou Rylovs mål i første halvlegs tillægstid.

    Det blev ikke scoret yderligere i anden halvleg, og derfor rykker Brøndby op på Kvindeligaens tredjeplads, mens Sundby efter to kampe fortsat er uden sejr.

  16. I går kl. 14:30

    Cecilie Uttrup Ludwig vinder Tour of Scandinavia

    (Foto: TERJE PEDERSEN © Terje Pedersen / NTB)

    Den første udgave af Tour of Scandinavia har fået en dansk vinder.

    Det står klart efter hollandske Marianne Vos vinder 6. etape af cykelløbet, der startede på Kongens Nytorv i København tirsdag, kørte gennem Sverige onsdag og sluttede i Norge søndag.

    For selvom det ikke blev til en dansk etapesejr, kunne Cecilie Uttrup Ludwig lade sig hylde for den samlede sejr i Tour of Scandinavia.

    Sejren blev grundlagt på lørdagens dronningeetape, hvor Cecilie Uttrup Ludwig kørte alene over stregen på toppen af Norefjell og tog den gule trøje foran løbets nummer to, den tyske mester Liane Lippert.

    Den samlede sejr kroner seks flotte uger for den danske cykelrytter.

    I juni vandt Uttrup Ludwig sit første danske mesterskab, i juli vandt hun en etape i Tour de France. Lørdag vandt danskeren sin tredje etapesejr på cykelsportens højeste niveau, inden det søndag blev til danskerens første samlede sejr i et World Tour løb.

  17. I går kl. 13:57

    Danmarks otter ender sidst i rofinale

    Den danske otter formåede ikke at ro sig til medaljer, da de blev sidst i A-finalen ved European Championships.

    Danskerne fulgte ellers glimrende med de første 500 meter, men herefter blev de distanceret af det øvrige finalefelt.

    Rumæniens otter genvandt EM-guldet efter de to kilometer på vandet, mens Storbritannien fik sølv foran Holland, der tog bronze.

    Bastian Secher endte også sidst, da han kort efter roede finale i herrernes singlesculler.

  18. I går kl. 11:52

    Katrine Kristensen vinder VM-guld i freestyle

    Paradressurrytteren Katrine Kristensen og hesten Gørklintgaards Quarter vandt søndag sin tredje medalje ved årets VM i Herning, da de sikrede guldet i freestyle-konkurrencen i grad to.

    Det skete, da ekvipagen med et fremragende ridt nåede helt op på 80,354 i samlet score.

    Lee Pearson fra Storbritannien blev nummer to med en samlet score på 77,860.

    Du kan se danskerens ridt i videoen herunder.

  19. I går kl. 11:02

    Danske svømmere er klar til semifinalerne

    Både Clara Rybak-Andersen og Thea Blomsterberg er videre til semifinalen i 200 meter brystsvømning ved European Championships.

    Sidstnævnte blev nummer to i hendes heat i den fjerdehurtigste tid af alle.

    Også Helena Rosendahl-Bach er videre til semifinalen i 100 meter butterfly.

    Der er semifinaler i 200 meter brystsvømning klokken 18.37, mens der er semifinaler i 100 meter butterfly klokken 18.21.

    Du kan se med direkte på DR2 fra klokken 18.

  20. 13. aug kl. 23:42

    Tauson misser WTA-turnering i Cincinnati

    Det lykkedes ikke Clara Tauson at vinde den første kamp i kvalifikationen til WTA-turneringen i USA. Dermed er den 19-årige danske tennisspiller ude efter blot en enkelt kamp.

    Tauson tabte så klart som 2-6, 3-6 til australske Ajla Tomljanovic efter en time og et kvarters spil.

    29-årige Tomljanovic, der er nummer 72 i verden, havde styringen på kampen i det meste af tiden.

    Tauson, der er nummer 49 i verden, var på intet tidspunkt i front i løbet af opgøret.

  21. 13. aug kl. 23:18

    Barcelona skuffer i Andreas Christensens debut

    Andreas Christensen spillede en fin kamp, men måtte nøjes med et enkelt point mod Rayo Vallecano. (Foto: PAU BARRENA © Ritzau Scanpix)

    Det blev ikke den drømmestart for FC Barcelona, som Andreas Christensen havde forestillet sig, da den catalanske klub lørdag aften spillede 0-0 mod Rayo Vallecano i La Liga.

    Den danske landsholdsspiller fik en time på banen i det bagerste geled, inden cheftræner Xavi i stedet for gav plads til Sergi Roberto.

    Andreas Christensen var dog ikke den eneste, som fik debut lørdag aften for den økonomisk trængte klub, der har kæmpet med at skabe luft i budgettet til at kunne registrere alle nye spillere.

    Også angriberen Robert Lewandowski samt kantspilleren Raphinha var ligesom Andreas Christensen med fra start.

  22. 13. aug kl. 21:06

    Lund Pedersen ender uden for top ti i scratch

    Den danske OL-sølvinder Rasmus Lund Pedersen endte lige uden for top 10, da EM-finalen i disciplinen scratch blev kørt lørdag aften på cykelbanen i München.

    Det blev nemlig til en 11. plads for danskeren i en noget usædvanlig finale, hvor portugiseren Iuri Leitao vandt en suveræn guldmedalje, efter han tog to omgange til feltet.

    Derfor skulle finalens anden- og tredjeplads afgøres i en spurt blandt feltets ryttere, og her viste tyske Malcharek og polske Rudyk sig hurtigst.

    Således kunne Rasmus Lund Pedersen ikke følge op på den flotte sølvmedalje, han var med til at vinde med det danske landshold i 4000 meter holdforfølgelse fredag.

    Til gengæld får Lund Pedersen en ny mulighed for at køre om EM-medaljer, når han skal køre parløb tirsdag.

    Allerede søndag er der mere EM i banecykling med dansk deltagelse, når OL-medaljetageren Julie Leth skal køre pointløb klokken 19.11, mens unge Tobias Hansen kører elimineringsløb klokken 20.06.

    Begge løb kan man følge på DRTV fra klokken 19.10 søndag.

  23. 13. aug kl. 20:34

    Mathias Jensen scorer i Brentford-afklapsning af Christian Eriksens United

    Der var lagt op til et glædeligt gensyn, da Christian Eriksen besøgte sin gamle hjemmebane Brentford Community Stadion.

    Den danske 10’er præsterede upåklageligt i sit halve år hos Brentford, der gik fra seks sejre i 28 kampe uden Eriksen til syv sejre i 10 kampe med ham på holdet.

    Lørdag aften spillede Christian Eriksen dog ikke for Thomas Franks Brentford FC, men i stedet sin nye klub Manchester United, der besøgte danskerklubben i anden spillerunde af Premier League.

    Besøget var dog alt andet end et glædeligt gensyn for Manchester United og Christian Eriksen.

    Med Mads Roeslev, Christian Nørgaard og Mathias Jensen i startopstillingen udspillede effektive Brentford til tider rådvilde Manchester United og sendte den detroniseret storklub hjem med et nederlag på 4-0.

    Særlig Mathias Jensen spillede en kampafgørende rolle, da han efter 10 minutter erobrede bolden fra Cristiano Ronaldo på midten af banen, inden han spillede Josh Dasilva fri til scoring.

    Otte minutter senere scorede Mathias Jensen selv og inden pausen blev det til både 3-0 og 4-0 til Brentford.

    Manchester United kom aldrig tæt på en scoring i anden halvleg, hvor Christian Eriksen spillede 87 minutter af kampen på sit gamle stadion, inden han blev skiftet ud tre minutter før tid.

    Med sejren spiller Brentford sig op på tredjepladsen i Premier League med fire point, mens Manchester United indtager tabellens sidsteplads med nul point.

  24. 13. aug kl. 19:19

    Julie Kepp Jensen svømmer sig i EM-finalen i 50-meter rygcrawl

    Den 22-årige danske svømmer Julie Kepp Jensen skal svømme EM-finale søndag aften.

    Det står klart efter hun lørdag satte tiden 28.16 sekunder ved semifinalen i 50-meter rygcrawl.

    Semifinalens syvendebedste tid var nok til at indløse en billet til søndagens EM-finale.

    Årets svømmetalent i 2018 har tidligere vundet to bronzemdaljer ved europamesterskabet i svømning.

    Det skete i 2015 i disciplinerne 50-meter buttefly og 50-meter freestyle.

    Man kan følge Julie Kepp Jensens EM-finale i 50 meter rygcrawl på DR2 søndag aften klokken 18.06.

  25. 13. aug kl. 19:00

    VAR redder Oliver Christensen i deler med Lindstrøm

    Den tidligere OB-målmand Oliver Christensen var tæt på at blive skurk, da Hertha Berlin og Eintracht Frankfurt, med Jesper Lindstrøm som indskifter, lørdag spillede 1-1 på Olympiastadion i anden runde af Bundesligaen.

    Mod slutningen af opgøret mente kampens dommer, at Christensen havde begået et straffespark på angriberen Rafael Borre, men VAR kom keeperen til hjælp, omstødte kendelsen, og så Christensen kunne ånde lettet op.

    Midtbanespiller Suat Serdar havde headet Hertha foran efter tre minutters spil, hvilket japanske Daichi Kamada udlignede i starten af anden halvleg, da han blev spillet blank og sikkert passerede en chanceløs Christensen.

    Jesper Lindstrøm erstattede efter 66 minutter nyerhvervelsen Mario Götze hos Frankfurt, men hverken han eller andre fik afgjort den intense deler i Berlin.

    //Ritzau

  26. 13. aug kl. 18:55

    Stolt dansk paradressurhold tror på guld i fremtiden

    De danske VM-sølvvindere i paradressur for hold havde svært ved at gemme superlativerne væk, da medaljen blev sikret lørdag aften.

    Holdet, der består af Tobias Thorning, Katrine Kristensen, Nicole Johnsen og Klara Dyhm-Junge, var blot 0,5 procentpoint efter Holland i kampen om guldet, og det var især Tobias Thorning stolt over.

    - Det er bare mega fedt. Vi vidste, at vi havde et stærtk hold, og at vi kunne tage en medalje.

    - Man ærgrer sig lidt, når nu det var så tæt på. Men vi ved også, at vi har præsteret så flot, så vi er vanvittigt stolte.

    - Det er ikke urealistisk, at vi kan hente en guldmedalje i fremtiden, siger Tobias Thorning.

    I morgen deltagere alle fire ryttere i det individuelle finaler på sidstedagen ved VM i ridesport i Herning.

  27. 13. aug kl. 17:54

    4-0-sejr sikrer HB Køge maksimumpoint efter to spillerunder

    Med en 4-0-sejr på udebane over FC Thy - Thisted indtager de danske mestre fra HB Køge andenpladsen i Gjensidige Kvindeligaen med maksimumpoint efter to spillerunder.

    Dermed er holdet á point med Fortuna Hjørring, som tidligere i dag slog AGF med 5-0 og fører ligaen på grund af bedre målscorer.

    Mie Leth og Cecilie Fløe sørgede for en 2-0-føring til HB Køge inden pausen, mens Mollie Belisle gjorde det til 3-0 efter 57 miuntter af kampen.

    Med sit andet mål i kampen cemeterede Mie Leth 4-0-sejren efter 61 minutter, og bragte sig samtidig op på en delt førsteplads på topscorerlisten.

    En placering hun deler med Florentina Olar og Camilla Kur Larsen fra Fortuna Hjørring.

  28. 13. aug kl. 17:16

    Danmark vinder VM-sølv i paradressur for hold

    Det danske landshold i paradressur for hold er VM-sølvvindere efter en tæt konkurrence i Herning.

    Holdet, der består af Tobias Thorning, Karla Dyhm Junge, Katrine Kristensen og Nicole Johnsen kunne smide armene i vejret tidligt søndag aften, da den sidste irske rytter forlod sandet.

    Den samlede danske score på 229.751% var altså nok til at hente sølv, men akkurat ikke nok til at vriste guldet fra Holland, der med en score på 230.225% kunne juble højest.

    USA nuppede med scoren 225.335% bronzemedaljen.

    Det er Danmarks ottende medalje ved VM i ridesport.

  29. 13. aug kl. 14:51

    Fortuna Hjørring topper Kvindeligaen efter storsejr

    Fortuna Hjørring er nyt tophold i Gjensidige Kvindeligaen.

    Det står klart efter sidste års sølvvindere slog AGF med 5-0 på hjemmebane lørdag eftermiddag.

    I en noget ensidig forestilling sparkede Sara Holmgaard hjemmeholdet foran med 1-0 allerede efter otte minutter, inden Signe Hansen Baattrup og Camilla Kur Larsen, i to omgange, gjorde det til 4-0 inden pausen.

    Kvindeligaens store profil Florentina Olar scorede sit andet mål i sæsonen, da hun gjorde det til 5-0 kort efter pausen, og herfra cruisede Fortuna Hjørring let sejren hjem.

    Med sejren har Fortuna Hjørring seks point efter to spillerunder.

    Senere lørdag er der topopgør i Kvindeligaen, når FC Thy tager mod de forsvarende mestre HB Køge.

    Vinderen af den kamp vil spille sig á point med Fortuna Hjørring på førstepladsen.

  30. 13. aug kl. 14:19

    Cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig kører sig i førertrøjen i Tour of Scandinavia

    Danske Cecilie Uttrup Ludwig var stærkest i det store bjergslag i Tour of Scandinavia og fører nu samlet. (Foto: IMAGO/Arne Mill © IMAGO/frontalvision.com)

    Begge næver knyttet og jubelbrøl.

    Den danske mester Cecilie Uttrup Ludwig er ny kvinde i førertrøjen ved etapeløbet Tour of Scandinavia. Hun satte resten af forfølgende på femte etape, som sluttede på stigningen Norefjell i Norge. Uttrup Ludwig var efterfølgende kortfattet, men begejstret for sin sejr.

    - Det var fedt. Holdte kørte så flot. Det var så fedt, det var så fedt, sagde hun efterfølgende til Eurosport.

    FDJ-køreren har dermed 17 sekunder ned til nummer to Liane Lippert inden sidste og sjette etape søndag.

    Hun var firer i klassementet inden bjergetapen blot 24 sekunder efter førende Marianne Vos, som gik helt ned og tabte næsten tre minutter på femte etape.

    Uttrup Ludwig vandt for nylig en etapesejr i Tour de France Femmes, hvor hun sluttede på en syvendeplads.

  31. 13. aug kl. 13:53

    Dansk banetalent misser finalen i individuel forfølgelsesløb

    Ved EM i banecykling vandt den danske cykelrytter Robin Skivild fredag EM-sølv med det danske landshold i 4000 meters holdforfølgelse, og lørdag skulle det 21-årige talent igen på banen i München for at kvalificere sig til finalen i individuel forfølgelsesløb.

    Tiden 4.21.803 minutter var dog ikke nok for Skivild til at kvalificere sig til finalen, hvor kun de fire hurtigste ryttere skal køre om medaljer.

    I stedet endte Robin Skivild som nummer 11.

    Tirsdag klokken 18.10 skal danskeren muligvis på cyklen igen, hvis han udtages af den danske landstræner Kasper Jørgensen. Robin Skivild er nemlig i truppen til finalen i parløb sammen med Tobias Hansen og Rasmus Lund Pedersen.

    Men allerede lørdag klokken 20.15 kører Rasmus Lund Pedersen om at blive europamester i disciplinen scratch.

    Det er et løb, man kan følge på DR TV fra klokken 19.10.

  32. 13. aug kl. 12:31

    Lige ved og næsten for dansk damefirer ved EM i roning

    Det var utroligt tæt ved målstregen, men den danske damefirer blev henvist til fjerdepladsen i EM-finalen i roning i München.

    Julie Poulsen, Marie Skytte Hauberg Johannesen, Frida Sanggaard Nielsen og Astrid Steensberg lå godt til i starten, men blev distanceret af Storbritannien, Irland og Rumænien, som henholdsvis tog sig af guld, sølv og bronze.

    Tidligere på dagen var en håndfuld andre danskere i aktion. Bastian Secher roede sig i søndagens finale i singlesculler, mens dametoeren blev nummer tre i sin b-finale, herrefireren sluttede på en fjerdeplads i b-finalen.

    Rasmus Lind endte desuden på en fjerdeplads i letvægtssinglesculler.

  33. 13. aug kl. 11:19

    Bastian Secher roer sig i EM-finalen i singlesculler

    Bastian Secher blev nummer tre i semifinalen, hvilket var nok til en finaleplads.

    Søndag står i EM-finalens tegn for Bastian Secher.

    I dag roede den 22-åriger dansker sig nemlig til en tredjeplads i singlesculler, hvilket udløser en plads i det bedste felt. Han kom rigtig godt fra start og fulgte godt med tyske Oliver Zeidler og Melvin Twellaar fra Holland, som sluttede på henholdsvis første- og andenpladsen.

    - Det betyder meget. Det er min første sæson som senior, så alle finaler tager jeg imod med kyshånd, siger han til DR Sporten.

    - Jeg vidste godt, at de to foran mig er de bedste i verden lige nu. Jeg fokuserede derfor på de andre, og planen lykkedes.

    Ud over Secher var der tre andre både i vandet. Dametoeren blev nummer tre i sin b-finale, mens herrefireren sluttede på en fjerdeplads i b-finalen.

    Rasmus Lind endte på en fjerdeplads i letvægtssinglesculler og gik dermed ikke videre fra semifinalen, men skal i stedet ro i b-finalen.

  34. 13. aug kl. 10:00

    Dansker svømmer sig i EM-semifinalen i Rom

    Julie Kepp Jensen skal senere lørdag svømme EM-semifinale i 50 meter rygsvømning. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Lørdag morgen var Julie Kepp Jensen i vandet i Rom, hvor hun kvalificerede sig til EM-semifinalen senere samme dag.

    Den 22-årige dansker var knap 29 sekunder om at svømme de 50 meters rygsvømning i bassinet i Italien. Hun er derfor videre til næste runde, der svømmes klokken 18.57 lørdag aften.

    Også Caroline Wulff Jensen og Marina Heller Hansen var i aktion i 200 meter fri tidligere på dagen, men ingen af dem svømmede sig videre fra den indledende runde.

    Det samme gjaldt Tobias Dan Hansen og Julius Munk, som svømmede 100 meter butterfly uden at gå videre til semifinalen.

    Du kan se svømning på DR2 fra klokken 18, når finalerne bliver vist.

  35. 12. aug kl. 23:30

    Randers FC spolerer FCK's jubilæumsfest med sejr i Parken

    Fredagens Superliga-kamp mod Randers markerede samtidig FC Københavns 30 års jubilæum som fodboldklub.

    Men jubilæumsfesten blev spoleret af de gæstende kronjyder, der vandt kampen med 3-1.

    Det var ellers hjemmeholdet, der kom foran kort inde i anden halvleg, da 19-årige Valdemar Lund Jensen pandede bolden i mål.

    Den føring fik Randers' Marvin Egho dog rettet op på, da han efter knap en times spil udlignede. Bare få minutter senere var gæsternes midtbanespiller Frederik Lauenborg løbet med i feltet, hvor han umarkeret headede Randers i front.

    Gæsterne fik spoleret festen yderligere, da svenske Hugo Andersson med 20 minutter igen lukkede og slukkede til slutresultatet.

    Dermed er Randers fortsat ubesejret i denne sæson, hvor kronjyderne har vundet to kampe og spillet tre uafgjort, mens FC København kæmper med rytmen efter tre nederlag og to sejre.

  36. 12. aug kl. 22:59

    Delaney og Sevilla åbner La Liga med nederlag

    Thomas Delaney (th.) og Sevilla blev nummer fire i La Liga i sidste sæson, mens Osasuna endte på tiendepladsen, men det var altså ikke til at se i fredagens opgør. (Foto: JESUS DIGES © Ritzau Scanpix)

    Det gik næppe som planlagt for Thomas Delaney og danskerens holdkammerater i Sevilla, da de fredag åbnede La Liga på udebane mod Osasuna.

    Delaney og co. tabte således 1-2 efter et straffesparksmål af Osasunas Aimar Oroz med lidt over et kvarter tilbage af den ordinære spilletid.

    Kort efter blev Thomas Delaney skiftet ud til fordel for Ivan Rakitic i et forsøg på at ryste posen af Sevilla-træner Julen Lopetegui.

    Men det hjalp altså ikke. Osasuna holdt fast i føringen, og fik en fornem start på sæsonen.

    Sevilla blev nummer fire i La Liga i sidste sæson, mens Osasuna endte på tiendepladsen, men det var altså ikke til at se i fredagens opgør.

    Lørdag spilles der tre La Liga-kampe. FC Barcelona skal blandt andre i aktion. Her kan Andreas Christensen få debut.

    Fredag fik Barcelona således formelt registreret danskeren samt flere andre nyankomne spillere, så de har lov til rent faktisk at spille i den spanske liga.

    /ritzau/

  37. 12. aug kl. 22:23

    Clara Tauson taber til verdens nummer 192 i amerikansk kvartfinale

    Clara Tauson er færdig i Thoreau Tennis Open.

    Fredag tabte den 19-årige dansker i tre sæt kvartfinalen i WTA 125-turneringen, som bliver spillet i Concord i den amerikanske delstat Massachusetts.

    Coco Vandeweghe slog Tauson med cifrene 7-5, 3-6, 6-4.

    Clara Tauson, der har døjet med skader i år, vandt tirsdag sin første kamp i fem måneder, da hun sejrede i turneringens første runde. Det blev også til en sejr i anden, inden kvartfinalen altså blev endestationen.

    Vandeweghe, der ligger nummer 192 på verdensranglisten, men tidligere har været oppe på en 9. plads, vandt et tæt første sæt med et servebrud, hendes andet i sættet.

    /ritzau/

  38. 12. aug kl. 22:17

    Hårdt trængte FC Barcelona registrerer danske 'AC' et døgn før sæsonåbner

    Både Robert Lewandowski, Raphinha og Andreas Christensen må nu spille mod Rayo Vallecano lørdag aften. (Foto: PAU BARRENA © Ritzau Scanpix)

    Aftenen før sæsonens første ligakamp har fodboldklubben FC Barcelona registeret blandt andre den danske landsholdsspiller Andreas Christensen.

    Det fremgår af den spanske ligas hjemmeside, hvor Andreas Christensen og andre nytilkomne Barcelona-spillere nu står som spilbare Barcelona-spillere.

    Den spanske storklub kæmper med at overholde budgetterne, hvilket har gjort det umuligt for klubben at registrere nye spillere. Indtil nu.

    Udover Andreas Christensen er også den polske målmager Robert Lewandowski, den tidligere AC Milan-spiller Franck Kessié og brasseren Raphinha blevet registreret fredag.

    Tidligere fredag oplyste FC Barcelona, at klubben havde frasolgt en fjerdedel af selskabet Barca Studios, der producerer klubbens ansigt udadtil i form af lyd- og videoproduktioner. Et frasalg, der kastede 100 millioner euro af sig.

    FC Barcelona åbner sæsonen lørdag aften klokken 21.00 med en hjemmekamp mod Rayo Vallecano.

  39. 12. aug kl. 20:54

    Endnu et midtjysk mareridt: For anden uge i træk smider FC Midtjylland det hele

    FC Midtjylland smed det hele mod AC Horsens. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    For anden spillerunde i træk var FC Midtjylland foran 3-0 mod et oprykkerhold. Og for anden spillerunde i træk smed midtjyderne det hele på gulvet.

    Opgøret mellem AC Horsens og FC Midtjylland endte 3-3 efter et forrygende comeback af hjemmeholdet, der blev kickstartet, da Henrik Dalsgaard fik rødt kort for en voldsom tackling efter 70 minutter.

    På daværende tidspunkt var stillingen 3-1 til FC Midtjylland.

    I kampens sidste minutter scorede AC Horsens opgørets to sidste mål, efter FC Midtjyllands Juninho også havde fået rødt kort.

  40. 12. aug kl. 20:47

    Dansk golfspiller holder fast i topplacering i Nordirland

    Emily Kristine Pedersen ligger 10 slag under par, inden lørdagens og søndagens sidste to runder. (Foto: NEIL HANNA © Ritzau Scanpix)

    Der er gode muligheder for et dansk topresultat på verdens bedste golftour for kvinder i denne weekend.

    Emily Kirstine Pedersen ligger således rigtig godt til i kampen om de sjove placeringer i LPGA Tour-turneringen ISPS Handa World Invitational, som spilles i Nordirland.

    Efter en flot første runde torsdag endte Pedersen på en delt andenplads, og der befinder hun sig også efter fredagens 18 huller.

    Dem gik Pedersen i fem slag under par, og hun er dermed nu ti slag under par samlet. Pedersen deler andenpladsen med amerikanske Lauren Coughlin, hvis landsmand Amanda Doherty indtager førstepladsen ved at være et enkelt slag bedre.

    Nicole Broch Estrup er også med i ISPS Handa World Invitational, hvor hun ligger på en delt 35.-plads i samlet ét slag under par.

    /ritzau/

  41. 12. aug kl. 20:43

    Hverken Messi eller Harder er nomineret til Ballon d'Or

    Når den prestigefyldte Ballon d'Or-pris skal uddeles, så bliver det uden et par velkendte navne på nomineringslisten.

    Hverken Lionel Messi eller Pernille Harder er nemlig blandt de nominerede til årets pris.

    Sidste år blev Pernille Harder ellers nummer syv i afstemningen, mens hun i 2019 blev nummer 14. Året forinden blev hun nummer to, mens prisen ikke blev uddelt i 2020 på grund af coronapandemien.

    Lionel Messi har vundet prisen syv gange tidligere. Det skete i 2009, 2010, 2011, 2012, 2015, 2019 og sidste år.

    Blandt de nominerede hos kvinderne er til gengæld norske Ada Hegerberg og svenske Fridolina Rolfö, mens norske Erling Haaland og Cristiano Ronaldo er blandt de nominerede hos herrerne.

  42. 12. aug kl. 19:31

    Dansker kæmper sig til ottendeplads ved EM i triatlon

    Alberte Kjær Pedersen på cyklen med Dannebrog på siden af trikoten. (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)

    Danske Alberte Kjær Pedersen knoklede sig gennem 1,5 kilometer svømning, knap 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb ved EM i trialton, hvor hun sluttede som nummer otte.

    Den 24-årige triatlet kunne intet stille op over for briten Non Stanford, der var stærkest af alle og kom i mål efter 1 time og 52 minutter. Alberte Kjær Pedersen kom i mål knap halvandet minut senere.

    Ifølge DR Sportens ekspertkommentator i triatlon, Line Thams, kan den danske triatlet nu se frem til at fylde energidepoterne med en pizza, inden det søndag går løs i stafetkonkurrencen for mixhold.

    Først skal danske Emil Holm dog i ilden i herrernes konkurrence lørdag, som du kan følge fra klokken 16.00 på DRTV og DR2.

  43. 12. aug kl. 19:26

    Som reaktion på uro vil FCK- og Brøndby-fans i aften blive hyldet: 'Vi kan se forbi klubskel og rivalisering'

    Superligakampen i Parken mellem FC København og Brøndby IF i sidste weekend endte 4-1 til hjemmeholdet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Efter flere voldsomme episoder mellem fans af FC København og Brøndby IF i forbindelse med de to klubbers kamp i sidste weekend, vil fans af begge hold i aften blive hyldet i Parken som symbol på forståelse de to klubber imellem.

    Det skriver FCK på sin hjemmeside.

    Der opstod blandt andet uro på udebaneafsnittet i Parken, hvor Brøndbys fans befandt sig, ligesom der efter kampen kom videoer ud, hvori man kunne se FCK-fans blive truet til at tage deres holdtrøjer af i et S-tog.

    Det fører nu til, at fans fra begge hold vil komme ud på plænen inden FCK's møde med Randers i Superligaen og modtage klapsalver.

    FCK oplyser, at man er lykkedes med at finde frem til dem, der fik taget deres trøjer, ligesom en Brøndby-fan, som startede en indsamling for at få trøjerne erstattet, vil være til stede.

    - Formålet er at vise, at vi godt kan se forbi klubskel og rivalisering, når det handler om at opføre sig ordentligt, når man tager til fodbold eller støtter sin klub i øvrigt, skriver FCK på sin hjemmeside.

    Kampen mellem FCK og Randers går i gang klokken 21.

    /ritzau/

  44. 12. aug kl. 18:37

    Danskere kommer ikke videre fra semifinalen i 100 meter brystsvømning

    Der kommer ingen danskere med i finalen i 100 meter brystsvømning for kvinder ved European Championships.

    Det står klart, efter der fredag blev svømmet semifinaler.

    Her blev Thea Blomsterberg nummer syv ud af ni i det første semifinaleheat, mens Clara Rybak-Andersen endte sidst i det andet semifinaleheat.

    De to danskere sluttede derfor sammenlagt som nummer 14 og 15.

    På 50 meter butterfly formåede Julie Kepp Jensen og Elisabeth Sabro Ebbesen heller ikke at avancere til finalen, da de sluttede uden for den finalegivende top-8 på henholdsvis 13.- og 15.-pladsen

  45. 12. aug kl. 18:07

    Australier tager fusen på Vos i Tour of Scandinavia

    Efter tre etapesejre i træk måtte Marianne Vos se Alexandra Manly vinde på 4. etape af Tour of Scandinavia.

    Marianne Vos' dominans i Tour of Scandinavia er hvert fald for en stund slut.

    Den hollandske cykellegende vandt de første tre etaper af World Tour-cykelløbet, men fredag endte det med en australsk triumf, da Alexandra Manly krydsede målstregen først.

    Manly var en del af lille gruppe, som lige nøjagtigt tog fusen på feltet og Marianne Vos, som dog var hurtigst i kampen om de sekundære placeringer.

    /ritzau/

  46. 12. aug kl. 17:03

    Katrine Kristensen sikrer god start for Danmark i paradressur for hold

    Fredag eftermiddag begyndte første del af paradressurkonkurrencen for hold ved VM i ridesport i Herning.

    Danmark kom rigtigt godt fra start, hvor Katrine Kristensen i sin grad 2 leverede bedst af alle.

    Der blev konkurreret i det obligatoriske program Grand Prix Special, og Katrine Kristensen og sin hest Gørklintgårds Quarter scorede 77,176 procent.

    Holdkonkurrencen fungerer sådan, at holdenes ryttere stiller op i flere forskellige grader, hvor Katrine Kristensen altså stiller op i grad 2. De resterende danske ryttere stiller op i grad 3 og 5, og deres ridt bliver afviklet lørdag, hvor det hele afgøres.

    Graderne er defineret ud fra, hvor fysisk eller psykisk udfordret den givne rytter er. 1 er mest udfordret, og 5 er mindst.

    Katrine Kristensen vandt individuelt VM-guld i sin grad i onsdags, og kan altså muligvis se frem til endnu en medalje, men må sætte sin lid til resten af det danske hold i morgen.

  47. 12. aug kl. 17:01

    Danmarks banelandshold startede godt, men må nøjes med EM-sølvet

    Det danske banelandshold formåede ikke at forsvare titlen som europamester i holdforfølgelsesløb.

    Efter en overbevisende sejr over Italien i semifinalen ved European Championships i München, ventede Frankrig i finalen, og her kunne den unge danske kvartet med Rasmus Lund Pedersen, Carl-Frederik Bevort, Robin Skivild og Tobias Aagaard Hansen ikke følge med på de 4.000 meter.

    I tiden 3:50:507 slog de franske baneryttere danskerne med godt et sekund og sikrede dermed EM-guldet.

    - Det er selvfølgelig fedt at få sølv, men i momentet er det skuffende. Det er en fed placering, så vi kan være stolte.

    - Det er mit første EM, så det er stort at blive nummer to, selvom jeg havde sat næsen op efter guld. Det er en kæmpestor præstation, men vi skal lige sluge, at vi tabte guldet, men mon ikke vi er fint tilfredse med sølvet, når vi står oppe på podiet, sagde Robin Skivild umiddelbart efter finalen.

    Bronzemedaljen vandt det britiske banelandshold foran Tyskland.

    Det danske banelandshold vandt også sølv ved OL for et år siden i Tokyo og er siden gennemgået et generationsskifte, hvor 24-årige Rasmus Lund Pedersen er eneste genganger fra OL.

  48. 12. aug kl. 14:10

    Brøndby IF henter Daniel Wass hjem fra den bedste spanske række

    Daniel Wass får nummer 10 i Brøndby IF. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Daniel Wass skifter til Brøndby IF fra Atletico Madrid.

    Det har den danske superligaklub fredag annonceret.

    Daniel Wass har underskrevet en kontrakt, som holder ham i Danmark til sommeren 2025. Præsentationen af den 33-årige offensive back lanceres med teksten 'kun en klub i Danmark'.

    - Min familie og jeg har denne sommer haft et stort ønske om at vende tilbage til Danmark, og for mig er der kun en klub i Danmark, siger Daniel Wass til Brøndbys hjemmeside.

    - Jeg har stadig meget at give af og føler, jeg kan bidrage på og uden for banen.

    Danies Wass får trøjenummer 10 og træner ifølge Brøndby IF med sine nye holdkammerater senere i eftermiddag.

    Danskeren spillede i Brøndby fra 2008 til 2011, inden han permanent skiftede til Benfica. Wass har også spillet i klubber som franske Evian samt Celta Vigo og Valencia i den bedste spanske række.

  49. 12. aug kl. 13:49

    Dansk kvartet cykler sig i EM-finalen i holdforfølgelse

    Det danske banelandshold er i finalen i holdforfølgelse ved European Championsships i München.

    I den direkte duel mod Italien var Rasmus Lund Pedersen, Carl-Frederik Bevort, Robin Skivild og Tobias Aagaard Hansen klart bedst over de 4000 meter. Den danske landstræner Casper Jørgensen er godt tilfreds med indsatsen.

    - Det er superfedt. Vi er her med et meget ungt hold, og det er fedt, at vi kører finaler, hvor der er noget på spil. Det er vi meget glade for, siger Casper Jørgensen til DR Sporten.

    - Vi mødte et svækket italiensk hold, men vi manglede også nogle ryttere. Det er altid fedt at slå dem.

    De forsvarende, danske europamestre er dermed sikre på som minimum at vinde sølv, når der senere i eftermiddag skal cykles finale klokken 16.45.

    Danmark møder Frankrig, og du kan se opgøret på DR2 og DRTV.

  50. 12. aug kl. 13:46

    De danske roere sluttede sidst ved European Championships

    Der var flere danske både i aktion tidligere i dag ved EM i roning, som er en del af European Championships.

    Det var dog uden den store succes.

    Sofie Vikkelsøe og Nikoline Laidlaw i dametoeren sluttede på en femteplads, ligesom Alexander Modest og Oscar Petersen i letvægtsdobbeltsculleren samt den danske herrerfirer.

    Marie Mørch og Mathilde Persson i kvindernes letvægtsdobbeltsculler sluttede på fjerdepladsen.

    Dermed skal de allesammen ro i deres respektive b-finaler.

    Der er roning igen i morgen, hvor Rasmus Lind i sin letvægtssinglesculler og damefireren skal i aktion.

Mere fra dr.dk