DIF udtager grønlandsk skiskytte til vinter-OL
Det rekordstore danske OL-hold har fået endnu en atlet med ombord. Dansk Idrætsforbund, DIF, har netop udtaget grønlandske Ukaleq Slettemark til vinterlegene i Beijing. Hun stiller op i skiskydning ved vinter-OL.
Til OL skal hun repræsentere Danmark, da den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke anerkender Grønland som selvstændig nation i olympisk kontekst.
Ukaleq Slettemark er glad for at kunne repræsentere både Grønland og Danmark ved legene.
- Jeg er enormt stolt over at repræsentere rigsfællesskabet og stolt over at stille op under det danske flag - for både Grønland og Danmark, siger Ukaleq Slettemark.
Danmark er lige nu oppe på 62 atleter til vinter-OL i fem idrætsgrene.
- Det er det største, jeg kan opnå sportsligt, for OL er kun hvert fjerde år, så jeg får ikke mange chancer i karrieren. Til OL topper alle. Alle ser frem til OL, og alle forsøger at være i deres livs form.
Vinter-OL løber fra 4. februar til 20. februar og afvikles i den kinesiske hovedstad, Beijing.
/ritzau/