Hvis russiske og hviderussiske atleter får grønt lys til at stille op under neutralt flag ved OL i Paris næste år, vil det formentlig føre til boykottrusler fra vestlige lande, og sådanne trusler kan Den Internationale Olympiske Komité (IOC) næppe sidde overhørig.
Sådan forventer professor i idrætshistorie på Københavns Universitet Hans Bonde, at forløbet vil være, hvis IOC gør alvor ud af at lempe sanktionerne mod atleter fra de to krigsførende lande.
Det siger professoren på bagkant af, at IOC har meddelt, at komitéen vil undersøge, hvordan russiske atleter igen skal kunne deltage i internationale konkurrencer uden at være underlagt strenge restriktioner.
- Hvis russerne bydes velkommen til OL i Paris under neutralt flag, så vil en lang række lande formentlig true med boykot, og så viser historien, at Rusland alligevel vil blive smidt ud.
- IOC har ikke råd til at holde OL i Paris med russisk deltagelse, hvis det betyder, at flere vestlige lande så boykotter OL, siger Hans Bonde.
Han er sikker på, at boykottruende lande vil gøre alvor af truslen, såfremt IOC vælger at holde fast i, at russere er velkomne under neutralt flag i Paris.
- De vil 100 procent sikkert turde føre truslen ud i livet. Man kan kalde det at gamble, men de har historien med sig. IOC vil bakke ud og boykotte Rusland, siger professoren.