Dreyer siger farvel til Rusland og skifter permanent til FCM

Anders Dreyers eventyr i russisk fodbold har for denne omgang fået et endegyldigt punktum, efter den danske fodboldspiller har skrevet kontrakt med FC Midtjylland til 2026.
Spekulationerne om Dreyers fremtid har været mange, men nu kan de parkeres.
I forbindelse med udelukkelsen af russiske klubber fra international topfodbold fik Dreyer i marts muligheden for at komme til FCM på en lejeaftale i resten af den forgangne sæson.
Den aftale er nu blevet lavet permanent.
- Jeg ønskede et permanent skifte, og det var Kazan med på. Jeg synes, FC Midtjylland er kommet til et sted, hvor europæisk gruppespil og pokaler er noget, man skal spille med om hvert år, siger Anders Dreyer.