Seneste sport

Eagle på sidste hul sikrer dansk golftalent topplacering

Overblik

  1. Eagle på sidste hul sikrer dansk golftalent topplacering

    20-årige Nicolai Højgaard sikrede sig søndag en topplacering ved European Tour-turneringen Canary Islands Championship på Tenerife.

    Det danske golftalent diskede op med en eagle på sidste hul og strøg flere pladser op på leaderboardet. Han sluttede på en delt fjerdeplads.

    Det er hans bedste resultat hidtil i 2021.

    Nicolai Højgaard, som var den eneste dansker i finalerunderne, gik søndagens fjerde runde i fem slag under par og lander dermed på samlet 19 slag under par.

    Han holdt et stabilt niveau runden igennem og lavede ingen bogeys. Det blev i stedet til tre birdies og altså en eagle på sidste hul.

    /ritzau/

  2. Valgreen og Juul-Jensen skal hjælpe Fuglsang til ny OL-medalje

    Det danske landevejshold i cykling er nu komplet.

    Michael Valgren og Christopher Juul-Jensen er således blevet udtaget torsdag, og de supplerer hos herrerne Kasper Asgreen og Jakob Fuglsang, der allerede blev udtaget i maj.

    Hos kvinderne udgør Emma Norsgaard og Cecilie Uttrup Ludwig det danske hold, meddeler Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, DIF, i en pressemeddelelse.

    Fuglsang bliver kaptajn på herreholdet i linjeløbet, mens der skal køres for Uttrup Ludwig hos kvinderne, da ruten er bjergrig. Fuglsang vandt i 2016 OL-sølv, da kun belgieren Greg Van Avermaet var hurtigere i Rio.

    Herrenes linjeløb køres i Tokyo 24. juli, damerne kører 25. juli, mens begge køn kører enkeltstart 28. juli.

  3. Uefa dropper regel om udebanemål

    Det er slut med reglen om udebanemål i europæisk fodbold.

    Uefa skriver torsdag, at reglen bliver afskaffet fra den kommende sæson, 2021/22.

    Reglen betød, at det hold, der havde scoret flest mål på udebane i et dobbeltopgør i eksempelvis Champions League, ville gå videre, hvis begge hold endte med at score lige mange mål.

    Fremover vil kampen gå i forlænget spilletid - to gange 15 minutter - hvis begge hold har scoret lige mange mål, uagtet om målene er scoret på hjemme- eller udebane.

    Står det stadig lige efter forlænget spilletid, vil der blive fundet en samlet vinder efter en straffesparkskonkurrence.

    Reglen om udebanemål blev introduceret af Uefa i 1965.

  4. Sara Slott og Jonas Warrer bliver Danmarks fanebærere ved OL

    Det bliver hækkeløberen Sara Slott Petersen og sejleren Jonas Warrer, der skal bære dannebrog ind på det olympiske stadion i Tokyo ved OL’s åbningsceremoni 23. juli.

    Det har Danmarks Idrætsforbund, DIF, og Team Danmark afsløret ved et arrangement i Experimentarium i København torsdag.

    Sara Slott Petersen har tidligere deltaget ved OL to gange, og i 2016 vandt hun sølv i 400 meter hækkeløb.

    Jonas Warrer var i 2008 med til at hente OL-guld til Danmark, da han efter stor dramatik vandt i 49er-klassen sammen med Martin Kirketerp.

    Til de paralympiske lege, som starter 24. august, skal taekwondokæmperen Lisa Gjessing og atletikudøveren Daniel Wagner bære fanen ind.

    /ritzau/

  5. Dobbelt dansk fodboldsskifte til svensk mesterhold

    De danske fodboldspillere Stine Larsen og Mille Gejl skifter til de svenske mestre BK Häcken. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    Stine Larsen kommer fra Aston Villa i den bedste engelske række, mens Mille Gejl skifter fra Brøndby til den svenske klub.

    Stine Larsen har spillet 53 landskampe og scoret 16 mål, mens Mille Gejl står noteret for tre scoringer i ni landskampe.

    BK Häcken vandt i sidste sæson det svenske mesterskab, dengang hed klubben Kopparbergs/Göteborg FC.

  6. TTH Holstebro snupper profiler næste sommer

    Håndboldklubben TTH Holstebro styrker sit herrehold med to ligaprofiler fra sommeren 2022.

    Slovenske Miha Zvizej kommer til fra Ribe-Esbjerg Håndbold, mens Mathias Smed forlader Skanderborg Håndbold.

    Begge spillere er blevet udstyret med kontrakter, der gælder i de tre år fra 2022 til 2025.

    Tilgangen af de to spillere skal ses som en del af den 2025-plan, TTH Holstebro arbejder ud fra, fortæller direktør John Mikkelsen.

    - De kommer begge med kompetencer på højeste liganiveau. Vi er stolte over at kunne hente ligaens mest scorende stregspiller i grundspillet og en af ligaens stærkeste og mest lovende forsvarsspillere til klubben, siger John Mikkelsen.

    /ritzau/

  7. Dopingudelukket amerikaner kvalificerer sig til OL

    Brianna McNeal har ved de amerikanske mesterskaber kvalificeret sig til OL i Tokyo i 100 meter hæk, selvom hun i øjeblikket er suspenderet for brud på dopingreglerne.

    McNeal er blevet suspenderet af Athletics Integrity Unit i fem år, men hun har valgt at anke dommen til den internationale sportsdomstol, CAS.

    Her ventes dommen at blive prøvet før OL. Derfor håber McNeal, at hun kan nå med til Tokyo.

    McNeal vandt OL-guld i 2016.

    I december 2016 blev hun udelukket et år, fordi hun ikke havde fortalt dopingkontrollanterne, hvor hun var henne.

    I begyndelsen af juni blev McNeal så igen suspenderet. Denne gang i fem år, fordi hun havde 'manipuleret med dopingprøverne'.

    Den dopingsuspenderede amerikaner håber stadig at komme med til OL. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)
  8. Skovshoved og Viktor Axelsen vinder DM-titlen i badminton

    Skovshoved er for fjerde gang på fem år dansk mester i badminton for hold.

    Onsdag vandt Skovshoved med 5-3 over Værløse i finalen ved det Final 4-stævne, der er blevet afviklet i Brøndby Hallen de seneste to dage.

    Værløse bragte sig foran med 2-1, men herefter satte Skovshoved trumf på med blandt andet en sikker sejr til Viktor Axelsen over Rasmus Messerschmidt i Axelsens sidste tællende kamp inden OL.

    Og i sidste ende afgjorde damedoublen med Mette Poulsen og Sara Lundgaard opgøret til Skovshoveds fordel.

    Tidligere på dagen sikrede Team Skælskør-Slagelse sig bronzen ved at besejre Badmintonligaens grundspilsvinder, Vendsyssel, med 5-3 i et tæt opgør.

    Seks kampe blev afgjort efter tre sæt, blandt andet den afgørende herredouble, der først blev afgjort efter ombolde.

    /ritzau/

  9. Giganterne går videre i EM's dynamitgruppe: Hårdtkæmpende Ungarn bliver sorteper

    På forhånd var den udpeget som EM's klart sværeste gruppe. Specielt for Ungarn, der i gruppespillet har været oppe imod giganterne Frankrig, Portugal og Tyskland.

    Og der var da også spænding til det sidste i gruppen, hvis store vindere blev Frankrig, Portugal og Tyskland, der går videre til ottendedelsfinalerne.

    Portugal og Frankrig leverede en underholdene kamp, hvor de tidligere holdkammerater franske Karim Benzema og portugisiske Cristiano Ronaldo stod for to scoringer hver i kampen, der endte 2-2.

    Med de to mål tangerer Cristiano Ronaldo samtidig rekorden for flest landskampsmål. Han har nu scoret 109 mål - det samme som iranske Ali Daei.

    Ungarn var i gruppens anden kamp meget tæt på at overraske mod Tyskland ved både at være foran 1-0 og 2-1 i kampen, der kunne sende tyskerne ud af EM.

    Men Tyskland klarede det med 2-2, og dermed er Ungarn ude af EM efter store præstationer i EM's sværeste gruppe.

    Resultaterne betyder, at Portugal, som bliver treer, møder Belgien, Tyskland, som toer, møder England, mens førstepladsen Frankrig møder Schweiz i ottendedelsfinalerne.

  10. Se billederne: Fodboldfan stormede ind på banen med regnbueflag under kampen mellem Tyskland og Ungarn

    Han fik ikke lov til at løbe særligt meget rundt, men fotograferne nåede da at knipse nogle billeder, da en fodboldfan stormede ind på banen med et regnbueflag.

    Han susede ind, da det ungarske landshold sang deres nationalsang. Det skete lige før kampen mellem Tyskland og Ungarn blev fløjtet i gang.

    Mandens nationalitet er ikke bekræftet, men er dog iført en tysk landsholdstrøje anno 2014.

    Regnbueflaget og regnbuens farver har været meget omtalt de sidste par dage, efter at Uefa afviste, at Allianz Arena i München forud for aftenens kamp kunne lyse op i regnbuens seks farver.

    • En fan, hans nationalitet er ikke bekræftet, susede ind på banen. (Foto: Matthias Hangst © Ritzau Scanpix)
    • Han fik ikke lov til at stå der særligt længe, før vagterne kom efter ham. (Foto: Matthias Hangst © Ritzau Scanpix)
    • Både hår og flaget blafrede, da den ukendte fan stormede ind på banen. (Foto: Matthias Hangst / POOL © Ritzau Scanpix)
    • Regnbueflaget blev i 1978 designet af Gilbert Baker og har siden været symbolet for LGBT+ miljøet verden over. (Foto: Matthias Hangst © Ritzau Scanpix)
    • Fire vagter fik hurtigt fat i ham. (Foto: Matthias Hangst © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  11. Spanien genfinder spilleglæden, mens Sverige booker billet til ottendedelsfinalerne som gruppevinder

    Onsdag aften skulle der findes afgørelse og ottendedelsfinalister i EM's gruppe E.

    Spanien genfandt sit spillehumør og vandt 5-0 over Slovakiet, mens Sverige vandt gruppen efter 3-2 mod Polen. Begge hold er klar til ottendedelsfinalerne.

    Sveriges Emil Forsberg stod for to svenske scoringer, mens polske Robert Lewandowski stod for Polens. Viktor Claesson lukkede kampen for svenskerne, som nu kan kalde sig gruppevindere.

    I Sevilla, hvor Spanien mødte Slovakiet, var spilleglæden igen tilbage for spanierne efter to svage gruppespilskampe.

    Det startede dog med et brændt straffespark af Álvaro Morata. Men herefter skulle det blive til hele fem mål til Spanien. Først med stor hjælp fra den slovakiske målmand Martin Dubravka. Dernæst mål af Aymeric Laporte, Pablo Sarabia og Ferran Torres, før Spanien igen fik hjælp af et selvmål til 5-0.

    Det betyder, at Sverige vinder gruppen foran Spanien, mens Slovakiet og Polen er ude af EM.

    Spanien møder i ottendedelsfinalen Kroatien i Parken.

  12. Styrelse: 4.000 tilskuere til Danmark-Belgien skal PCR-testes efter Delta-fund

    Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer nu tilskuere, der sad på en flere afsnit på C-tribunen i Parken ved EM-kampen mellem Danmark og Belgien til coronatest efter fund af Delta-variant. Kampen blev spillet i torsdags.

    Det er de fans, der sad i sektionerne C 1-4 og C 6-7, som styrelsen opfordrer til hurtigst muligt at få foretaget en PCR-test. Der er ingen anbefaling om at gå i isolation.

    Der er enkelte tilskuere, der har vist sig at være smittede med den særligt smitsomme Delta-variant, der har sin oprindelse i Indien.

    Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er det tre tilskuere, der er testet positive for den særlige variant. Og opfordringen om en PCR-test gælder omkring 4.000 tilskuere.

    Det er netop Delta-varianten, som mange har øjnene særligt rettet mod for tiden. Tidligere i dag lød meldingen fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol (ECDC), at Delta-varianten vil være den dominerende virusvariant i EU, når vi når slutningen af august.

  13. DBU ønsker alle en god kamp: 'Uanset seksualitet, etnicitet og religion'

    I aften afgøres de sidste fire kampe i gruppespillet i EM.

    Klokken 18 går Sverige og Polen på banen, og det gør Slovakiet og Spanien samtidig. Tre timer senere fløjtes Portugal-Frankrig i gang samtidig med Tyskland-Ungarn.

    DBU ønsker alle en god kamp i slutrunden, og det er uanset seksualitet, etnicitet og religion.

    Det skriver DBU på Twitter.

    - Kampen for diversitet og mangfoldighed skal fortsætte: Fodbold er for alle #EnDelafNogetStørre

    Meldingen kommer blandt andet efter, at Uefa har afvist, at fodboldstadionet Allianz Arena i München måtte lyse op i regnbuens farver i forbindelse med kampen mellem Tyskland og Ungarn.

  14. Walisisk profil: Danmark fortjener at være i ottendedelsfinalen

    På lørdag står det danske landshold overfor Wales i EM-ottendedelsfinalen. Og det er et opgør, som danskerne fortjener at stå i, hvis man spørger den walisiske kantspiller Daniel James:

    - Danmark er et glimrende hold, og de fortjener at være i ottendedelsfinalen.

    Knockoutkampen på lørdag er dog ikke første gang, Danmark står overfor Wales.

    Sidst de to hold mødtes var i Nations League tilbage i 2018, og her var det danskerne, der trak det længste strå. Men til trods for den dårlige statistik mod det danske landshold, vil Daniel James ikke dvæle for meget ved fortiden:

    - Begge hold spilleder lidt anderledes nu. Vi tager ikke noget med fra de kampe, men kun fra deres og vores nylige, siger kantspilleren.

    Du kan se, hvad den walisiske profil har at sige om mødet med Danmark i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Wales spilles på lørdag klokken 18, og du kan følge med på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  15. Uefa melder udsolgt til Danmarks kamp mod Wales på lørdag

    Vil du gerne sidde på tribunen og se kampen, når Danmark og Wales mødes i Amsterdam på lørdag, så ser det sort ud.

    Uefa melder, at alle billetter til lørdagens kamp solgt.

    DR har selv tjekket billetsalget ud, og det stemmer. Meldingen er, at stadion er 'Full'.

    DBU's officielle fankoordinator skriver på Twitter, at 3.845 danskere fået billet til kampen.

    Der er plads til maksimalt 16.000 tilskuere på stadion.

    Uefa oplyser, at der kan komme et lille salg igen, når billetter ryger retur fra andre nationaliteter.

  16. Schmeichel er en mur: Se landsholdskeeperen nappe holdkammeraternes skud til træning

    Den danske målvogter Kasper Schmeichel har indtil videre lukket fire mål ind ved EM-slutrunden.

    Men vurderet ud fra dagens træning i landsholdslejren ser det ud til, at han ikke har tænkt sig at lukke flere ind. Under dagens træningspas diskede han i hvert fald op med flere flotte redninger, og konklusionen må derfor være, at den danske landsholdskeeper i dén grad er klar til lørdagens ottendedelsfinale mod Wales.

    Se landsholdskeeperen nappe holdkammeraternes afslutninger til dagens træning i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Wales spilles på lørdag klokken 18, og du kan følge med på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  17. Superligafans må tage på udebane fra 1.august

    Siden coronapandemiens udbrud har det kun været hjemmeholdene, der har kunnet få opbakning fra lægterne, i de perioder hvor fans har haft tilladelse til at være på stadion. Men det ændrer sig snart.

    Fra 1. august må der nemlig også være fans af udeholdet til stede under kampene i de bedste danske rækker.

    Det bekræfter Divisionsforeningen over for netmediet bold.dk.

    2021/22-sæsonen i Superligaen starter op 16. juli, og i 1. division ruller bolden fra 23. juli. Alligevel er det altså først fra 1. august, at fans må rejse med deres yndlingshold til udekampe.

    Banner med teksten "Flere fans på stadion" før superligakampen mellem FC København og Lyngby Boldklub i Parken, søndag den 1. november 2020.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)
  18. Her er håndboldherrenes OL-trup

    Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget sin bruttotrup på 19 mand, der skal forsvare de danske OL-guld i Tokyo om præcis en måned. Truppen skal inden OL skæres ned til 14 spillere + en reserve.

    I bruttotrup er der otte gengangere fra OL i 2016, hvor Danmark vandt. Mads Mensah, Morten Olsen, Niklas Landin, Henrik Møllgaard, Mikkel Hansen, Michael Damgaard, Henrik Toft Hansen og Lasse Svan var også med ved legene i Rio de Janeiro.

    Dengang stod Gudmundur Gudmundsson i spidsen for herrelandsholdet.

    Her er den danske bruttotrup til OL i Tokyo:

    * Målmænd: Niklas Landin (Kiel), Kevin Møller (FC Barcelona), Emil Nielsen (Nantes).

    * Fløjspillere: Magnus Landin (Kiel), Emil Jakobsen (GOG), Lasse Svan (Flensburg-Handewitt), Johan Hansen (Hannover-Burgdorf).

    * Stregspillere: Henrik Toft Hansen (Paris Saint-Germain), Magnus Saugstrup (Aalborg Håndbold), Simon Hald (Flensburg-Handewitt).

    * Bagspillere: Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain), Mads Mensah (Flensburg-Handewitt), Henrik Møllgaard (Aalborg Håndbold), Jacob Holm (Füchse Berlin), Lasse Andersson (Füchse Berlin), Morten Olsen (GOG), Michael Damgaard (Magdeburg), Mathias Gidsel (GOG), Nikolaj Øris (Bjerringbro-Silkeborg).

  19. 'Vi kommer til at savne stemningen i Parken': Daniel Wass ser frem mod ottendedelsfinalen

    Der var en euforisk stemning i Parken, da det danske landshold i mandags besejrede Rusland med 4-1. Nu venter Wales i ottendedelsfinalen, der skal spilles i Amsterdam.

    Derfor bliver der ikke lige så mange danske tilskuere på lægterne, når landsholdet lørdag går ind på grønsværen i tulipannationen. Og spørger man den danske højreback Daniel Wass, vil opbakningen fra den danske nationalarena blive savnet i Amsterdam:

    - Vi kommer til at savne stemningen i Parken, for det har været fuldstændig fantastisk. Så det er klart, at det bliver anderledes, men det er vi også klar på, siger Daniel Wass.

    Hør hvad Daniel Wass ellers havde at sige om opgøret mod Wales i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Wales spilles på lørdag klokken 18, og du kan følge med på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  20. Uefa skifter til regnbuefarvet logo og afviser kritik i sag om oplyst stadion

    Uefas logo som det tager sig ud i dag. (Foto: UEFA © UEFA)

    - Uefa respekterer regnbuen.

    Sådan lyder overskriften på en meddelelse fra det europæiske fodboldforbund, der ved samme lejlighed har klædt sit logo i regnbuefarver.

    Forbundet italesætter samtidig den skarpe kritik, der er haglet ned over det, siden det afslog Münchens ønske om at oplyse Allianz Arena til aftenens kamp.

    Det var ikke politisk begrundet, lyder det.

    - Tværtimod var ønsket i sig selv politisk, forbundet til de ungarske holds tilstedeværelsestadion, skriver Uefa.

    München ønskede at vise utilfredshed med en nyligt vedtaget anti-homolov i Ungarn, hvilket Uefa blankt afviste.

  21. Danmark går efter at vinde 8-10 medaljer ved OL

    Den officielle medaljemålsætning frem mod OL er i dag blevet offentliggjort af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.

    Den lyder på minimum mellem otte og ti OL-medaljer til danske atleter ved legene i Tokyo, der begynder om præcis en måned.

    DIF og Team Danmark forventer at hente medaljerne i blandt andet cykling, håndbold, sejlsport, kajak, badminton, svømning, ridning, roning og skydning.

    Ved OL i 2016 hed målsætningen også ti medaljer, og her blev der hængt 15 sæt medaljer om halsen på de rød-hvide sportsfolk. Det var den næstbedste danske medaljehøst nogensinde - kun overgået i 1948.

  22. AC inden Wales-kampen: 'Vi sætter pris på, at fansene forsøger at komme til Amsterdam'

    Flere spillere fra landsholdet har her til formiddag stillet op foran pressen, blandt dem Andreas Christensen (AC), der glæder sig til ottendedelsfinalen mod Wales på lørdag, der spilles i Holland.

    - Vi sætter pris på, at der er så mange fans, der forsøger at komme til Amsterdam og se os. Vi ved, det er svært. Vi prøver det samme med vores familier, siger AC, der scorede målet til 3-1, da Danmark lammetævede russerne.

    AC spiller til dagligt i Chelsea, men i disse dage er han ForDanmark. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Både han, Daniel Wass og Kasper Dolberg erkender, at det bliver en svær kamp - ikke mindst på grund af Gareth Bale.

    - Gareth Bale er en fantastisk spiller og en afgørende spiller på deres hold. Wales kommer med en passe power, og vi skal selvfølgelig være ekstra opmærksomme på Bale, siger Wass.

  23. Tysklands udenrigsminister kritiserer Uefa for at sende 'det forkerte signal'

    Det er helt forkert, at det europæiske fodboldforbund, Uefa, ikke tillader München at lyse Allianz Arena op i regnbuefarver, når Tyskland i aften møder Ungarn ved EM.

    - Det er rigtigt, at fodbold ikke handler om politik. Det handler om mennesker, retfærdighed og tolerance. Derfor sender Uefa det forkerte signal, skriver Heiko Maas, tysk udenrigsminister, på Twitter.

    Det oplyste stadion skulle agere protest mod en lovgivning mod homoseksuelle, der for nylig blev vedtaget i Ungarn.

    Ungarns premierminister, Viktor Orban, beder derimod politikerne blande sig udenom.

    - Om stadionet i München eller et andet europæisk stadion skal lyse op med regnbuefarver, det er ikke en beslutning, der kan tages af en stat, siger han ifølge Ritzau.

    Heiko Maas kritiserer Uefa på Twitter under hashtagget love is love. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)
  24. Regnbuestadion: "Proteststorm mod Uefa" overalt i Tyskland i aften

    "46-1 til regnbuen", skriver tyske Bild forud for EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn i aften.

    Kampen om en plads i ottendedelsfinalen handler i optakten langt mere om facaden på stadion end om spillet på græsset.

    46 stadions fra Köln til Dresden vil i aften lyse op i regnbuefarver for at understrege Tysklands frihed og tolerance. "En enorm proteststorm", ifølge Bild.

    Sagen er, at det europæiske fodboldforbund, Uefa, har sagt nej til at Allianz Arena i München, hvor kampen spilles, må lyse op i regnbuefarver til aftenens kamp. For tyskerne er formålet at vise støtte til homoseksuelles og deres rettigheder, men det betragter Uefa som et ulovligt politisk budskab.

    Sagen har i flere dage høstet reaktioner fra både politikere og fodboldaktører i hele verden.

    EM-kampen spilles på stadion i München (Foto: ANDREAS GEBERT © Ritzau Scanpix)
  25. Biden hylder 'modige' atleter for at springe ud som homoseksuel og transkønnet

    Carl Nassib sprang ud i mandags. (Foto: Ethan Miller © Ritzau Scanpix)

    Også i Det Hvide Hus har man bemærket, at to atleter i amerikansk sport netop har afsløret deres seksualitet og kønsidentitet for verden.

    Carl Nassib fortalte, at han er homoseksuel. Han bliver den første aktive NFL-spiller, der står ved det. Hans udmelding blev fulgt op af den japanske fodboldspiller Kumi Yokoyama, der sprang ud som transkønnet.

    Personlige beslutninger, som præsident Joe Biden ser god grund til at hylde.

    - Jeg er så stolt af jeres mod. På grund af jer kan utallige børn rundt om i verden i dag se sig selv i et nyt lys, skriver han på Twitter.

    Nassib spiller for Las Vegas Raiders, og Yokoyama spiller for Washington Spirit.

    Kumi Yokoyama spiller også for det japanske landshold. (Foto: Alex Goodlett © Ritzau Scanpix)
  26. OL-arrangører forbyder alkohol for at forhindre smittespredning

    Der vil ikke blive solgt alkohol på stadion ved sommerens OL i Tokyo.

    Det står klart, efter at de japanske OL-arrangører har besluttet at forbyde alkoholsalg for at forhindre smittespredning med coronavirus.

    - Vi har besluttet, at der ikke vil blive solgt alkohol til legene, og det bliver forbudt at drikke alkohol til arrangementerne, siger præsidenten for OL-arrangørerne, Seiko Hashimoto, ifølge AP.

    Hvis atleter vil fejre en eventuel sejr og guldmedalje, skal det i øvrigt ske alene på hotelværelset, lyder det også.

    Forbuddet kommer, selv om det japanske bryggeri Asahi er en af sponsorerne og har brugt millioner på markedsføring i den anledning.

  27. Professor enig med Uefa om forbud mod regnbuefarver: 'Man kan ikke lade sig spænde for en politisk vogn'

    Stod det til byrådet i München, skulle byens stadion i aften være oplyst af regnbuefarvede lys, når Tyskland møder Ungarn til EM. Det skulle ske som en kritik af den ungarske regerings "homofobiske og transfobiske" lovgivning.

    Men Uefa har sagt nej. Med begrundelsen, at der er tale om et politisk statement. Og den udlægning er juraprofessor Jens Evald fra Aarhus Universitet, der i mange år har undervist i sportsret, enig i.

    - Det er klart, at man kan ikke lade sig spænde for en politisk vogn, hvor det snævre formål er, at man kritiserer et deltagerlands lovgivning. Det, mener jeg, må være klart, siger Jens Evald.

  28. Engelsk EM-profil: 'Det vigtigste var at vinde gruppen'

    Kantspilleren Raheem Sterling blev helten for England i aftenens EM-kamp mod Tjekkiet, da han scorede det enlige mål i opgøret.

    Sejren betød, at det engelske mandskab sikrede sig førstepladsen i puljen, og den var vigtig at sikre, hvis man spørger dagens matchvinder:

    - Det vigtigste var at vinde gruppen. Vi skal fortsætte med at arbejde hårdt og gribe de chancer, vi får på banens sidste tredjedel, siger englænderén.

    Se hele interviewet med Raheem Sterling i videoen herunder:

  29. England booker billet til ottendedelsfinalen efter sejr over Tjekkiet

    Det engelske landshold slog her til aften Tjekkiet med 1-0, og dermed sikrede de sig førstepladsen i EM's gruppe D.

    Kampens ene scoring faldt i det 12. minut, da Raheem Sterling headede bolden ind bag den tjekkiske målvogter.

    Med sejren over Tjekkiet slutter England på syv point, hvilket er nok til at sikre dem førstepladsen i puljen. Tjekkerne slutter med fire point på puljens tredjeplads, men de er alligevel sikret videre avancement, som én af de fire bedste treere-

    Andenpladsen i puljen blev taget af Kroatien.

    Højdepunkterne fra opgøret kan du se lige her.

  30. Kroatien slår Skotland og sikrer andenpladsen i gruppen

    For Kroatien og Skotland var holdene i samme situation. Kun en sejr talte, hvis det skulle blive til en ottendedelsfinale.

    Det blev Kroatien, der tog sejren og EM-avancementet.

    Kroaterne fik efter lidt indledende pres fra skotterne overtaget styringen med kampen, og det kastede en scoring af sig efter et kvarters spil. Nikola Vlasic stod for scoringen.

    Skotterne fik dog udlignet lige inden pausen ved Callum McGregor.

    Efter pausen scorede Luka Modric et vidundermål, da han med ydersiden drejede bolden over i det lange hjørne af målet. Siden scorede også Ivan Perisic, da han headede et hjørnespark i nettet til 3-1.

    Sejren betyder, at Kroatien kravler op på andenpladsen i gruppe D.

  31. 'En drøm af et ydersidehug': Se kroats drømmemål mod Skotland her

    - Det er en drøm af et ydersidehyg!

    DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger var mildest talt begejstret, da kroatiske Luka Modric med ydersiden klaskede til bolden, der så strøg direkte op i Skotlands målhjørne i aftenens ene EM-kamp. Og så var stillingen 2-1 til Kroatien.

    Du kan se video af det flotte mål lige her:

    Kampen mellem Skotland og Kroatien kan følges lige her.

  32. Stemning, forløsning og kærlighed: Landsholdets anfører sætter ord på en 'sindssyg' aften i Parken

    Efter landsholdets vilde 4-1-sejr over Rusland i går aftes skulle anfører Simon Kjær til en presseseance i dag forsøge at sætte ord på opgøret og opbakningen i Parken. Og her trådte særligt tre ord ud i kaptajnens beskrivelse af de 90 minutter og den efterfølgende jubel:

    - Stemning, forløsning og kærlighed. Det var en sindssyg aften i Parken. Det var det også mod Belgien, men selvfølgelig var der et resultat nu her, der gav lidt ekstra. Det var fuldstændig sindssygt, siger Simon Kjær.

    Du kan se, hvad Simon Kjær ellers havde at sige om danskernes opbakning til landsholdet i videoen herunder:

    Næste opgave for Simon Kjær og kompagni er på lørdag, hvor Wales venter i EM-ottendedelsfinalen.

    Kampen starter klokken 18, og du kan se med på DR1.

  33. Landsholdets kok forkæler: 'I aften laver jeg trøffelrisotto'

    Risotto med trøffel. Det lyder lækkert, ikke?

    Menuen i den danske landsholdslejr står i aften på den delikate italienske ret krydret med de luksuriøse svampe. Landsholdets kok Per Thøstesen mener nemlig, at det er vigtigt at forkæle spillerne, efter de i går triumferede mod Rusland:

    - Der blev da spist noget mad i går, men det var ikke i hovedsædet. Men i aften glæder jeg mig til at lave noget trøffelrisotto til dem, så de kan blive forkælet lidt, siger landsholdets kok.

    I videoen herunder kan du se Per Thøstesen fortælle om landsholdsmenuen, mens han også giver et bud på, hvilke af de danske spillere spiser mest:

    Vurderet ud fra videoen sørger landsholdskokken helt sikkert også for, at der bliver fyldt godt op i energitanken hos spillerne, når de på lørdag skal møde Wales i EM-ottendedelsfinalen. Den kamp kan ses på DR1 klokken 18.

  34. Wales-profil ser frem mod Danmark-møde: 'Det bliver svært'

    Når Danmark på lørdag skal spille EM-ottendedelsfinale, er modstanderen Wales.

    Her hedder venstrebacken Ben Davies, og han forventer ikke, at opgøret mod det danske landshold ligefrem bliver en walkover for waliserne. Tværtimod faktisk:

    - Det bliver en svær kamp, men vi ser frem til den. Danmark er et rigtig godt hold, men Belgien havde været lige så slemt, siger venstrebacken.

    Du kan se, hvad Ben Davies ellers har at sige om det danske hold i videoen herunder:

    Lørdagens opgør mellem Wales og Danmark kan ses på DR1 klokken 18.

  35. Uefa sagde nej til stadion klædt i regnbuefarver i München: Nu vil borgmesteren fylde hele byen med regnbueflag

    Sådan ser det ud, når Allianz Arena i München er lyst op i regnbuens farver. (Arkivfoto) (Foto: ANDREAS GEBERT © Ritzau Scanpix)

    Borgmesteren i den sydtyske storby München, Dieter Reiter, forstår ikke, hvorfor Uefa ikke vil give lov til at lade byens stadion lyse i regnbuens farver, når Tyskland i morgen spiller mod Ungarn.

    Derfor vil byen lade regnbueflag vaje fra rådhuset og lyse flere af byens vartegn op i regnbuefarver.

    - Jeg finder det skamfuldt, at Uefa forbyder os her i München at sende et signal til resten af verden om åbenhed, tolerance, respekt og solidaritet med de mange mennesker i LGBT-miljøet, siger han ifølge dpa, skriver Ritzau.

    Uefa har afvist ønsket, da man mener, at ansøgningen har en politisk karakter, fordi det specifikt var rettet mod en omstridt lov om seksuelle minoriteter, som den ungarske regering har vedtaget.

  36. England giver grønt lys til over 60.000 tilskuere til EM-finalen

    Den britiske regering har givet en tommel op til, at semifinalerne og finalen ved EM i fodbold, kan blive overværet af mere end 60.000 tilskuere.

    Det oplyser den britiske regering til nyhedsbureauet Reuters.

    Alle tre kampe skal spilles på Wembley i London, og 75 procent af stadionets kapacitet vil således blive udnyttet.

    Indtil nu har der kun været tilladt med op til 20.000 tilskuere til kampene på Wembley.

    EM-semifinalerne spilles 6. og 7. juli, mens finalen spilles 11. juli.

    Wembley Stadium har en kapacitet på 90.000 tilskuere. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)
  37. Danmark har rekordmange ryttere med i Tour de France

    Tidligere i dag var ni danske cykelryttere bekræftet til at køre i årets udgave af Tour de France.

    Blandt cykelrytterne er den dobbelte danske etapevinder fra Tour de France i 2020, Søren Kragh Andersen, der for fjerde år i træk er udtaget til Touren.

    Nu kan Danmark føje endnu to danske ryttere til totalen, da EF Education som det sidste hold har sat navne på sine ryttere i årets Tour de France, og som ventet var Magnus Cort og Michael Valgren blandt de otte aktører.

    Dermed kom det samlede danske deltagerantal i Touren op på 11 ryttere, hvilket er rekord.

    Tidligere er Søren Kragh Andersen (Team DSM), Casper Pedersen (Team DSM), Jakob Fuglsang (Astana), Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Christopher Juul-Jensen (BikeExchange), Michael Mørkøv (Quick-Step), Kasper Asgreen (Quick-Step), Mads Pedersen (Trek) og Mikkel Bjerg (UAE) også officielt skrevet på startlisten.

    Tour de France begynder på lørdag.

  38. Finsk landstræner: 'Danmark fortjener andenpladsen'

    Der var stor spænding om, hvilket hold skulle tage andenpladsen i EM's gruppe B, da både Danmark og Rusland samt Belgien og Finland i går aftes spillede på samme tid.

    Efter kampenes slutfløjt var det en realitet, at andenpladsen og den direkte billet til ottendedelsfinalen endte i danske hænder. Og selvom den finske landstræner Markku Kanerva gerne havde set sit eget hold tage den plads, mener han, at andenpladsen er retvisende for det danske holds styrke:

    - Det danske landshold har leveret et stærkt comeback. De har vist høj kvalitet og mental styrke. Jeg synes, at det danske hold fortjener andenpladsen i gruppen, siger den finske landstræner på et pressemøde efter kampen.

    Du kan se, hvad den finske landstræner havde at sige om Danmark i videoen herunder.

    I ottendedelsfinalen skal det danske landshold stå ansigt til ansigt med Wales. Hvad de tidligere landsholdsprofiler Peter Schmeichel og Flemming Povlsen mener om det opgør, kan du læse her.

  39. Rekordmange danskere til Touren

    Den dobbelte danske etapevinder fra Tour de France i 2020, Søren Kragh Andersen, er for fjerde år i træk udtaget til Tour de France.

    Det oplyser Team DSM i en pressemeddelelse og tilføjer, at 25-årige Casper Pedersen også er med på holdet. Det er Pedersens andet Tour de France i karrieren.

    Med udtagelsen af de to danskere hos Team DSM er rekorden for flest danskere i Tour de France dermed også tangeret.

    Ligesom i 2019 er ni danskere officielt udtaget, men rekorden kommer med al sandsynlighed til at falde.

    EF har således ikke udtaget sit hold endnu, og her er både Michael Valgren og Magnus Cort mere end varme på bud på en udtagelse.

    Tidligere er Jakob Fuglsang (Astana), Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Christopher Juul-Jensen (BikeExchange), Michael Mørkøv (Quick-Step), Kasper Asgreen (Quick-Step), Mads Pedersen (Trek) og Mikkel Bjerg (UAE) også officielt skrevet på startlisten.

    Opdateret klokken 14:42: Mads Pedersen og Mikkel Bjerg fremgik ikke tidligere på listen over rytterne, som er bekræftet til dette års Tour de France. De er tilføjet nu.

  40. Borgerservice: Tre krav til fodboldfans, der vil til Holland

    Der er skidt nyt til de danske fodboldfans, der drømmer om en weekend i Amsterdam, hvor Danmark lørdag spiller ottendedelsfinale ved EM i fodbold.

    Holland betragter Danmark som højrisikoland. Derfor er coronapasset ikke gældende.

    I stedet gælder tre regler for danske rejsende:

    - Man skal have en negativ PCR–test, der er maksimalt 72 timer gammel.

    - Man skal gå i isolation i op mod ti dage ved indrejse, men man kan testes fra dag fem. - Man skal udfylde en karantæneattest, hvor der står, hvor man isoleres.

    Er man kun i Holland i 12 timer, er man undtaget karantænekrav. Tidligere har 4700 danske fodboldfans haft billet til en mulig ottendedelsfinale.

  41. Uefas regnbueafvisning mødt med hovedrysten i EU

    Sådan ser det ud, når Allianz Arena i München er oplyst i regnbuens farver. (Foto: Frank Hoermann/SVEN SIMON © Verwendung weltweit)

    Der bliver ikke nogen markering af LGBT+-rettigheder, når Tyskland i morgen aften tørner sammen med Ungarn på Allianz Arena i den sydtyske by München.

    Byrådet havde ellers spurgt Uefa om lov til at oplyse stadion i LGBT+-flagets regnbuefarver i protest mod ny ungarsk lovgivning, som får kritik for at være diskriminerende.

    Men det blev et nej tak fra Uefa.

    Den beslutning møder hovedrysten fra EU's kommissær for værdier, Vera Jourová, og flere EU-landes ministre, heriblandt udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det skriver Ritzau.

    - Jeg synes, at det er helt på sin plads at markere al kamp imod diskrimination. Også i forhold til LGBTI-dagsordenen, siger Kofod.

  42. 29 smittede i forbindelse med fodbold-EM i Danmark

    Der er fundet relativt få smittede efter Danmarks tre landskampe i København.

    Det fortæller direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

    - Aktuelt er der i alt rapporteret om 29 smittetilfælde, hvor personen har været smittet under kampen, eller er blevet smittet under kampen, siger hun.

    Det gælder både arrangementer i Parken og storskærmsarrangementer.

  43. Tidligere dansk verdensmester kører Tour de France

    Den tidligere verdensmester Mads Pedersen kører Tour de France for Trek-Segafredo for andet år i træk.

    Det bekræfter holdet tirsdag, hvor det også slår fast, at hollænderen Bauke Mollema i første omgang kører for klassementet.

    25-årige Mads Pedersen skal sammen med belgiske Jasper Stuyven jagte etapesejre.

    - Mads og Jasper har vist, at de har evnerne til at vinde de største løb, og vi har et etableret hold omkring dem, der kan være medvirkende til, at det sker i Touren, siger holdets general manager, Luca Guercilena i en pressemeddelelse.

    Ud over Pedersen, Mollema og Stuyven kører italieneren Vincenzo Nibali for Trek-Segafredo sit niende Tour de France.

    26-årige Niklas Eg var en del af Tour-holdet i sidste sæson, hvor han sluttede som nummer 51 i det samlede klassement, men han er som forventet ikke en del af holdet i år. Løbet begynder på lørdag.

    Mads Pedersen kører Tour de France fra på lørdag - dog uden regnbuestriber. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)
  44. Historisk: NFL-spiller står frem som homoseksuel

    Carl Nassib er stået frem som homoseksuel. (Foto: USA TODAY SPORTS © Ritzau Scanpix)

    Som den første aktive spiller i NFL står Carl Nassib fra Las Vegas Raiders offentligt frem og fortæller, at han er homoseksuel.

    - Jeg ønsker bare at tage et øjeblik (af jeres tid, red.) for at sige, at jeg er homoseksuel, lyder det fra den 28-årige Nassib i en video på Instagram.

    Han udtrykker samtidig lettelse over at informere offentligheden om det.

    - Jeg har tænkt over det i et stykke tid nu, men føler mig endelig tryg ved at få det ud. Jeg har et godt liv og den bedste familie, venner og job, nogen kan ønske sig, siger han videre.

    Ikke mange spillere i de fem store professionelle sportsligaer i Nordamerika, amerikansk fodbold (NFL), baseball (MLB), ishockey (NHL), basketball (NBA) og fodbold (MLS), har åbent erklæret sig som homoseksuelle.

    En af de få er Collin Martin, der i 2018 som aktiv spiller for MLS-holdet Minnesota United gjorde det.

    /ritzau/Reuters

  45. Hjulmand: Jeg var fuldstændig med hele vejen

    Kasper Hjulmand har altid en plan.

    Mandag aften var ingen undtagelse, da Danmark med 20 minutter tilbage af kampen stadig stod til at ende på gruppens tredjeplads.

    Derfor var der også en verden til forskel på en sejr på 2-1 fremfor 4-1 for de danske drenge, der skulle bruge alle de mål, de kunne få, hvis ottendedelsfinalen skulle i hus.

    Det scenarie havde landstræneren luret inden kampen, og derfor var det ikke noget tilfælde at Andreas Christensen og siden Joakim Mæhle kunne sende Danmark på tre og fire mål, afslørede Hjulmand på pressemødet efter kampen.

    Hør Hjulmands plan for kampen her:

    Heldigvis kom målscoren aldrig i spil, da Belgien samtidig vandt over Finland og Danmark er dermed klar til ottendedelsfinalen mod Wales på lørdag.

  46. Damsgaard tog rekord fra Povlsen: 'Han kommer til at lave mange flere'

    Mikkel Damsgaard blev med sin scoring i 4-1-sejren over Rusland den yngste danske målscorer ved en slutrunde. Rekorden tilhørte før den tidligere danske landsholdsangriber Flemming Povlsen.

    Men den tidligere danske målræv giver gladeligt rekorden videre til blot 20-årige Mikkel Damsgaard:

    - Jeg giver den gerne videre til Damsgaard. Han kommer til at score mange flere, siger Flemming Povlsen, da han i TV-studiet efter kampen bliver spurgt ind til rekorden.

    Du kan se Flemming Povlsens reaktion på rekorden i videoen herunder:

    Højdepunkterne fra kampem mellem Danmark og Rusland kan du se lige her.

  47. Schmeichel om vild opbakning: 'Parken bliver ved med at overgå sig selv'

    Efter den forløsende EM-sejr over Rusland, blev det danske landshold hyldet af 25.000 jublende danskere i Parken. Og den opbakning og hyldest, som landsholdet har fået i dag og de seneste dage, er noget, der gør indtryk hos landsholdets målvogter Kasper Schmeichel:

    - Parken bliver ved at overgå sig selv. Jeg er så stolt af at spille herinde. Jeg elsker det. Det er blevet taget til et helt nyt niveau. Hele byen er ude at vinke os farvel i Helsingør. Det er det, et landshold kan og skal. Det skal samle nationen, give os håb og stolthed, og det har vi gjort i aften, siger Kasper Schmeichel.

    Du kan se hele interviewet med Kasper Schmeichel i videoen herunder.

    Højdepunkterne fra kampem mellem Danmark og Rusland kan du se lige her.

  48. Stolt dansk målscorer: 'Det er en mandfolkepræstation'

    Den danske back Joakim Mæhle spillede en blændende kamp og scorede det sidste mål, da Danmark i dag besejrede Rusland med 4-1 ved EM i fodbold. Ganske forståeligt er han derfor også stolt af den indsats, det danske landshold leverede i dag:

    - Det er en mandfolkepræstation. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det bliver overgået hver eneste gang, vi er i Parken. Det er fantastisk, siger Joakim Mæhle.

    Du kan se hele interviewet med den danske målscorer her.

    Højdepunkterne fra den flotte 4-1-sejr kan du se her.

  49. Danmark er videre til ottendedelsfinalen ved EM

    Det danske landshold er klar til ottendedelsfinalen ved EM.

    Danmark vandt 4-1 mod Rusland.

    Opgaven var på forhånd simpel, hvis Danmark ville gå videre fra gruppen. Kun en sejr talte.

    Efter en periode med hakkende dansk spil dukkede Mikkel Damsgaard op, og med et forrygende langskudsmål gjorde han det til 1-0 til Danmark.

    Efter pausen fordoblede Yussuf Poulsen føringen, da han opsnappede en russisk tilbagelægning og trillede bolden forbi den sagesløse russisk målmand.

    Efterfølgende reducerede Artem Dzyuba for Rusland på et straffespark. Andreas Christensen og Joakim Mæhle scorede siden for Danmark.

    Samtidig slog Belgien Finland med 2-0, og derfor tager Danmark andenpladsen i gruppen.

  50. Damsgaard bringer Danmark foran: Se 1-0 målet her

    Danmark er foran mod Rusland!

    Efter 37 minutters spil af den altafgørende EM-gruppekamp lagde blot 20-årige Mikkel Damsgaard an til skud og sendte en følt afslutning op i krogen af det russiske mål.

    Se det flotte 1-0mål i videoen herunder:

    Scoringen satte også gang i festen på Ofelia Beach. Bare se med i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Rusland kan følges på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  51. Danmarks kamp mod Rusland er begyndt

    Danmark spiller lige nu en altafgørende EM-kamp mod Rusland.

    Kampen er netop begyndt og kan følges på DR1, DRTV eller i LIGA på P3 i radioen.

    Danmark skal vinde kampen for at have muligheden for at sikre avancement til ottendedelsfinalerne ved EM.

    Hvis Danmark vinder skal vi også håbe på et finsk nederlag mod Belgien. Få helt styr på scenarierne her.

Mere fra dr.dk