FC Nordsjælland tabte med 1-3 til Fenerbahce i torsdagens Conference League-premiere, der blev spillet i et lydinferno på Fenerbahçe Şükrü Saracoğlu Spor Kompleksi i Istanbul.
Det var Farum-klubbens første europæiske gruppekamp i 11 år, men comebacket blev aldrig nogen fest for Johannes Hoff Thorups tropper.
Nordsjællændernes vanlige taktik med at spille bolden ud fra de bageste geledder blev en klar ulempe for holdet i opgøret.
Gæsterne lavede et hav af uprovokerede fejl i opspillet, og det blev flittigt straffet af Fenerbahce, der også viste effektivitet på dødbolde.
Midtbanespilleren Miguel Crespo, angriberen Michy Batshuayi og forsvarsspilleren Serdar Aziz stod for Fenerbahces mål, mens højrebacken Oliver Villadsen kom på tavlen for FCN.
Resultatet efterlader FCN på en tredjeplads i gruppe H, mens Fenerbahce indtager andenpladsen, efter at Ludogorets i den anden kamp tævede Trnava 4-0.
FC Nordsjællands næste Conference League-kamp spilles torsdag den 5. oktober, hvor Ludogorets gæster Right to Dream Park.