FC København har lejet den svenske offensivspiller Jordan Larsson i Bundesligaen-klubben Schalke 04 frem til sommer.
Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside. Her bekræfter klubben også, at aftalen indeholder en købsoption.
- Det handler altid om kvalitet og potentiale i FCK, og Jordan har begge dele. Han har prøvet sig selv af i nogle stærke ligaer, og især i Rusland viste han sin høje kvalitet over en lang og stabil periode, siger sportsdirektør Peter Christiansen til fck.dk.
25-årige Jordan Larsson har ikke været nogen stor succes i Schalke 04. Til gengæld spillede han 83 kampe og scorede 27 mål, mens han i perioden 2019-22 spillede for russiske Spartak Moskva. Han er søn af den svenske legende, Henrik "Henke" Larsson, der lavede 37 mål i 106 landskampe og har spillet for Feyenoord, Celtic, Barcelona og Manchester United.