Seneste sport

Fransk storklub henter dansk landsholdsangriber

Overblik

  1. Fransk storklub henter dansk landsholdsangriber

    Den franske storklub Lyon henter den danske angriber Signe Bruun hos ligarivalerne Paris Saint-Germain.

    Det bekræfter Lyon mandag eftermiddag.

    Signe Bruun har fået en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2023.

    Samtidig har Lyon præsenteret Danielle van de Donk fra Arsenal og Christiane Endler, som også kommer fra Paris Saint-Germain.

    Paris Saint-Germain vandt i denne sæson mesterskabet foran Lyon, der forinden havde vundet mesterskabet 14 år i træk.

    Mellem 2016 og 2020 vandt Lyon også Champions League fem gange i træk.

  2. Anne-Marie Rindom sejler sig i front af OL-feltet

    Anne-Marie Rindom er med to fjerdepladser i dag oppe på en foreløbig førsteplads. (Foto: IVAN ALVARADO © Ritzau Scanpix)

    Den danske laser radial-sejler Anne-Marie Rindom sejler sig op på en foreløbig førsteplads.

    Inden dagens to sejladser var Rindom på andenpladsen, men med to fjerdepladser hoppede den danske sejler op på en samlet førsteplads, da nordmanden, som lå nummer et, sluttede langt nede i feltet.

    Dermed ligger Rindom i en perfekt position inden de sidste fire sejladser i indledende runde.

  3. Dansk nedtur i badmintonhallen: Damedouble færdig ved OL

    Den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen er færdige ved OL efter nederlag til australske Setyana Mapasa og Gronya Somerville.

    Første sæt gik til australierne, mens danskerne tog andet sæt. I tredje sæt spillede nerverne det danske par et puds, og så kunne de australske underdogs tage sættet 21-12 og juble over sejren.

    Dermed har Maiken Fruergaard og Sara Thygesen slået deres sidste badmintonslag ved dette OL.

    Du kan se højdepunkterne fra opgøret i videoen ovenfor.

  4. Dansk judokæmper færdig ved OL

    Den 23-årige danske judokæmper Lærke Olsen er færdig ved OL.

    Lærke Olsen, som er den første danske kvindelige judokæmper til et OL, mødte canadiske Catherine Beauchemin-Pinard i 1/16-delsfinalen i klassen op til 63 kg.

    Canadieren ligger nummer syv i verden og er seedet som nummer fire ved OL, og det var altså en for stor mundfuld for den danske judokæmper, som ligger nummer 32 i verden.

    Lærke Olsen formåede at presse canadieren ud i golden score, men kunne i sidste ende ikke stille noget op mod favoritten.

    Dermed er OL slut for Lærke Olsen.

    Se den afgørende situation fra kampen i videoen.

  5. Triatlet sikrer Bermudas første OL-guldmedalje nogensinde

    Flora Duffy fra Bermuda så sig ikke tilbage, da hun først fik løbeskoene på i den tidlige morgens OL-triatlon.

    Den 33-årige triatlet løb sig i sikker stil først over målstregen, og dermed vekslede hun 8. pladsen fra Rio i 2016 til guld i Tokyo.

    Guldmedaljen var den første af slagsen til Bermuda ved et OL, og tilmed var det også blot den anden medalje, den lille ø-nation nogensinde har vundet ved legene. I 1976 vandt de en bronzemedalje i boksning.

    Du kan se Flora Duffys triumf i videoen herunder:

  6. Sønderjyske-chef om angribersalg: 'Først tryg når alt er på plads'

    Sønderjyske har endnu ikke bekræftet handlen, men ikke desto mindre er Haji Wright allerede præsenteret i Antalyaspor. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske angriber Haji Wright ser ud til at fortsætte karrieren i tyrkiske Antalyaspor, som henter Wright i superligaklubben Sønderjyske.

    Sønderjyske har endnu ikke bekræftet handlen, men ikke desto mindre er Haji Wright allerede præsenteret i Antalyaspor, hvor han sågar scorede søndag i en træningskamp.

    Direktør i Sønderjyske Jonas Lygaard understreger, at handlen endnu ikke er lukket, og han vil ikke betragte den som endegyldig, før de sidste detaljer er på plads.

    - Den er ikke lukket endnu, men er heller ikke langt fra, og jeg vil da tro, at vi har en konklusion inden for de næste 24 til 48 timer, siger Lygaard.

    /Ritzau/

  7. Hvordan gik det danskerne i dag? Få et overblik over de danske OL-præstationer

    Herunder kan du se nogle af dagens resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 8
  8. Sønderjyske sejrer mod Vejle i tæt opgør

    Sønderjyske vandt mandag aften sin første 3F Superliga-kamp i sæsonen, da holdet efter en jævn præstation vandt 1-0 mod Vejle.

    Vejle havde store muligheder i første halvleg, hvor Sønderjyske havde svært ved at skabe chancer.

    Anden halvleg var meget jævnbyrdig og chancefattig, inden det lykkedes Sønderjyske at få scoret til sidst.

    Ti minutter før tid afgjorde Victor Mpindi kampen, da han bankede bolden i mål efter et indlæg.

    Med sejren har Sønderjyske fire point efter to runder, mens Vejle som ligaens eneste hold endnu ikke har fået point.

    Du kan se et kort sammendrag af kampen i toppen af artiklen.

  9. Dansker OL-debuterer med tredjeplads i sit indledende heat på 1500m fri

    Helena Bach fik sin første tur i svømmebassinet ved et OL nogensinde. Det var på svømmernes maratondistance 1500 meter fri.

    Hendes præstation var ganske fin. Den var omkring tre sekunder fra hendes personlige rekord i tiden 16:29:56. Det var nok til en tredjeplads i heatet.

    Det bliver formentlig ikke nok til en finaleplads, men det var heller forventet af danskeren. Helena Bach er også med i morgen, når hun svømmer 200 meter butterfly.

  10. Neglebideri og ellevild jubel: Den danske sølvhelt blev fulgt på afstand

    Det var ikke kun de danske seere, der her til morgen kom op fra stolen, da Jesper Hansen skød OL-sølvmedaljen i hus i skeetskydning. Også Jesper Hansens lokale klub så med.

    I skydeklubben Københavns Flugtskytte Klub havde den danske sølvvinders nære og klubkammerater samlet sig for at give deres bedste opbakning til danskeren.

    Det var tydeligt, at konkurrencen var lidt for nervepirrende for mange i klubben, men da sølvmedaljen var i hus kom der vild jubel

    • Vejret blev holdt i Københavns Flugtskytte Klub, hvor Jesper Hansen kommer fra. (Foto: Anna Bøtter © DR)
    • Mange af klubbens medlemmer var mødt op her til morgen i klubben for at se Jesper Hansens medaljejagt sammen. (Foto: Anna Bøtter © DR)
    • Det er første gang, at Danmark vinder sølv i Skeetskydning siden OL i London i 2012, hvor Anders Golding vandt sølv, (Foto: Anna Bøtter © DR)
    • Kaffe og kage på bordet med Dannebrog i baggrunden. Jesper Hansen fik opbakning hjemmefra, når der nu ikke måtte være tilskuere på stadion. (Foto: Anna Bøtter © DR)
    • Glæden var ikke til at skjule, da Jesper Hansens sølvmedalje var kommet i hus. (Foto: Anna Bøtter © DR)
    1 / 5
  11. Første danske OL-medalje: Jesper Hansen sikrer sølv

    (Foto: Tauseef MUSTAFA © Ritzau Scanpix)

    Den første danske medalje ved dette OL er i hus. Det er Jesper Hansen, der har skudt den hjem i skeetskydning.

    Desværre var amerikanske Vincent Hancock lige en tand bedre end danskeren i finaleskydningen, og amerikaneren tager guldmedaljen. Bronzen blev vundet af Abdullah Alrashidi fra Kuwait.

    Men en dansk medalje! Det kan man da ikke andet end smile af.

    - Det var en fantastisk finale. Jeg kom godt fra start, fik godt smidt en på stand fire, men så fik jeg roen tilbage og kørt sikkert hjem derfra.

    - En sølvmedalje, det kan ikke blive bedre, siger Jesper Hansen.

  12. Håndboldherrerne tager anden sejr ved OL

    Mathias Gidsel var i stort spilhumør. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Håndboldherrerne kan nu notere sig to sejre ud af to mulige ved OL.

    Mandag morgen blev Egypten besejret 32-27.

    Egypterne var ellers foran med en enkelt, 15-14, ved pausen.

    Særligt Mathias Gidsel var storspillende i den danske offensiv, og han var med til at vende den egyptiske pauseføring til en dansk sejr.

    Danmarks næste kamp ved OL i Tokyo er på onsdag mod Bahrain.

    Se højdepunkter fra Danmarks sejr i videoen herunder:

  13. Dansk skeetskytte er OL-finaleklar efter dramatisk omskydning

    Jesper Hansen skyder om OL-medaljer senere mandag morgen. (Foto: Tauseef MUSTAFA © AFP or licensors)

    Den danske skeetskytte Jesper Hansen er efter omskydning klar til finalen.

    Seks skytter måtte ud i omskydning efter dagens kvalifikation til finalen. I omskydningen var der tre finalepladser på spil.

    I et nervepirrende udskilningsløb endte Hansen i en direkte duel med tjekken Jakub Tomecek om den sidste finaleplads, hvor sidstnævnte til sidst måtte strække våben.

    Finalen afvikles 08:50 og vises på DR.

  14. 13-årige tager OL-metal i skateboarding

    Det var de helt unge, der stjal scenen, da kvinderne i dag afviklede disciplinen street i skateboarding.

    Den blot 13-årige japaner Momiji Nishiya vandt guld foran en anden teenager, den ligeledes 13-årige Rayssa Leal fra Brasilien.

    Tredjepladsen blev besat af den 16-årige 'veteran' Funa Nakayama fra Japan.

    Det er første gang, at skateboarding er på det olympiske program, hvor der udover street også dystes i disciplinen park.

    Du kan se de to unge skateres tricks i videoen herunder:

  15. Jonathan Groth klar til tredje runde

    Danske Jonathan Groth er klar til tredje runde i bordtennisturneringen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Jonathan Groth er klar til tredje runde i mændenes bordtennisturnering efter sejr over ungarske Bence Mojoros.

    Danskeren kom skidt fra land i første sæt, hvor han fik fire sætbolde imod sig, men han overvandt dem alle og tog sættet efter et forrygende comeback.

    Derfra satte den venstrehåndede dansker sig på kampen, som blev vundet 4-1 i sæt.

    Jonathan Groth spiller tredjerundekamp i morgen, hvor han skal møde den 14. seedede franskmand Simon Gauzy.

    Du kan se de afgørende bolde fra Groths sejr i videoen herunder:

  16. VIDEO Australsk træner bryder ud i vild jubel over OL-guld

    Natten til mandag svømmede australske Ariarne Titmus sig til olympisk guld i kvindernes 400 meter fri. Og det skabte naturligvis stor glæde hos hende selv og hendes træner. Rigtig stor endda.

    Triumfen fik i hvert fald den australske træner til at bryde ud i en vild jubelscene, der godt kan tåle et gensyn eller to.

    Bare se med i videoen i toppen af artiklen.

  17. Jesper Hansen får ram på samtlige duer

    Håbet lever for Jesper Hansen, der i den første af de to sidste serier i kvalifikationen til finalen i skeetskydning ramte på samtlige 25 skud.

    Han står nu samlet noteret for 97 ud af 100 skud.

    Det er blot de seks bedste, der kvalificerer sig til finalen.

    Inden dagens skydning lå Jesper Hansen nummer 19 med 72 ramte på 75 skud.

  18. Viborg sikrer et enkelt point mod de danske mestre i Brøndby

    Viborg sikrede sig søndag aften sæsonens fjerde point, da midtjyderne på udebane spillede 1-1 mod Brøndby i 3F Superligaen.

    Efter godt 20 minutter kom Brøndby foran efter et frispark, hvor Josip Radosevic sendte bolden forbi Viborg-keeper Lucas Pedersen. Et skud, som målmanden burde have gjort mere ved.

    Viborgs Lars Kramer, der scorede i sæsonåbneren i sidste weekend, kunne med 20 minutter tilbage af kampen udligne for Viborg til 1-1.

    Det blev også kampens slutresultat, og dermed har de danske mestre kun to point efter de første to kampe i sæsonen.

    Du kan se et sammendrag af kampen øverst.

    Viborgs Lars Kramer scorede Viborgs mål til 1-1. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)
  19. Landstræneren har udtaget seks PostNord Danmark rundt-ryttere

    Den danske landstræner Anders Lund har sat navn på seks af de syv cykelryttere, der skal køre for det danske PostNord landshold.

    Det danske hold består af Louis Bendixen (Team Coop), Anders Foldager (Team Herning CK Elite), Rasmus Søjberg Pedersen (Team O.B Wiik - Dan Stillads), Magnus Bak Klaris (CO: PLAY- GIANT), Rasmus Bøgh Wallin (CO: PLAY- GIANT) og Daniel Stampe (CO: PLAY- GIANT).

    Den syvende plads bliver besat inden længe, fortæller Anders Lund i en pressemeddelelse.

    - Jeg er rigtig glad for at kunne sætte navne på de første seks ryttere, der er udtaget til landsholdet i PNDR (PostNord Danmark rundt).

    - Holdet består af både unge og mere erfarne ryttere, men fælles for alle seks er, at de har kørt stærkt og lavet mange resultater i sæsonens første del. Den syvende og sidste plads bliver besat inden længe, udtaler Anders Lund.

    PostNord Danmark rundt køres fra den 10. til 14 august og er den 30. af slagsen. Danskerne skal i løbet køre mod World Teams-holdene Lotto-Soudal, Trek-Segafredo, Jumbo-Visma, Qhubeka NextHash, Team DSM og Deceuninck - Quick-Step.

  20. To point efter to hjemmekampe: FC København får uafgjort mod oprykkerne Silkeborg

    I sidste weekend blev det til 2-2 mod AaB i Parken, og søndag spillede FC København så uafgjort med oprykkerne Silkeborg i 3F Superligaen.

    To point efter to hjemmekampe er status efter FCK's to første kampe i Superliga-sæsonen.

    Chancerne var ligeligt fordelt mellem de to mandskaber, og Silkeborg lignede et hold, som sagtens kan begå sig i landets bedste række.

    I kampens afslutning pressede hjemmeholdet på for en scoring, men brændte store chancer. I samme periode kunne FCK heller ikke holde Silkeborg fra store chancer.

    Men det blev ikke til mere end det, og kampen endte 0-0.

    Du kan se et sammendrag af kampen øverst.

    Zeca og FC København måtte nøjes med et enkelt point mod SIlkeborg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  21. USA's basketherrer taber for første gang ved OL siden 2004

    Noget af det bedste ved OL er overraskelserne. Og det er netop sket.

    NBA-stjernerne på USA's såkaldte "Dream Team" i basketball har tabt til Frankrig i deres første kamp i turneringen. Deres første OL-nederlag i 25 kampe - eller siden 2004.

    Kampen forløb ellers nogenlunde planmæssigt for Kevin Durant og de andre superstjerner fra USA, og de var endda foran med få minutter tilbage med 74-67.

    Men derfra gik de fuldstændig i stå, mens franskmændene blev uhyre effektive, og kampen sluttede 83-76 til Frankrig.

  22. To uafgjorte opgør i Farum og Randers sparker Superliga-søndagen i gang

    Søndagens to tidlige 3F Superliga-opgør endte begge uafgjort med kun to mål på tværs af de to kampe.

    Randers havde besøg af OB i en kamp, som var ganske livlig og startede med to scoringer i første halvleg. Efter et kvarter var det OB's anfører Jens Jakob Thomasen, der bragte fynboerne i front.

    Efter en god halv time udlignede Randers' Alhaji Kamara til kampens slutresultat 1-1.

    I den anden kamp havde AGF taget turen til Farum, hvor FC Nordsjælland skulle forsøge at revanchere 2-1-nederlaget til oprykkerne fra Viborg i første runde. Men det lykkedes kun nordsjællænderne at hente et enkelt point, da kampen endte 0-0.

    Du kan se et sammendrag af Randers-OB øverst, mens sammendraget af FC Nordsjælland- AGF kan findes herunder:

  23. Uheldig dansk cykelstjerne har ingen brud efter styrt

    Emma Norsgaard var søndag i asfalten, da kvindernes landevejsløb ved de olympiske lege i Tokyo blev kørt.

    Efterfølgende blev hun fragtet til hospitalet for at blive undersøgt yderligere efter styrtet. Der er dog ingen brud, fortæller Morten Bennekou, elitechef i Danmarks Cykle Union til Ritzau.

    - Skanningen viste heldigvis ingen brud eller blødninger. Cykeldelegationen og hun skal holde øje med symptomer på hjernerystelse, men det er helt klart planen, at hun kører enkeltstarten om tre dage, siger Morten Bennekou.

    Emma Norsgaard stiller op for Danmark i enkeltstarten, der køres onsdag.

  24. Tyske gymnaster sender et signal efter norsk 'bikini-problematik'

    (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

    I sidste uge kom der en stor debat, da det kvindelige norske strandhåndboldlandshold under EM blev tvunget til at spille i bikinitrusser af det internationale håndboldforbund, selvom de havde tøjsæt, der dækkede mere for kroppen.

    Til OL i Tokyo er der også fokus på problematikken. De kvindelige tyske gymnaster har nemlig en helt særlig beklædning til OL, så den dækker mere af kroppen end normalt. Den havde de også på ved EM i april.

    I den normale beklædning har de bare ben, men det er ikke tilfældet med den nye dragt.

    - Vi håber, at gymnaster, der føler sig utilpasse i det sædvanlige tøj, vil føle sig opmuntrede til at følge vores eksempel, siger tyske Sarah Voss.

    Vi har lavet en rettelse i artiklen, da det tidligere fremgik, at det var første gang, at de tyske kvinder bar den særlige beklædning. Det er ikke tilfældet, da de også havde den på ved EM i april.

  25. Både holdet og alle tre ryttere går videre til finalerne i dressur

    Det var en glad Cathrine Dufour, der red ud af banen i går. Det var også en super flot præstation - så flot, at den danske landstræner Nathalie Zu Sayn Wittgenstein var i tårer, da Dufour hilste af. (Foto: CAROLYN KASTER © Associated Press)

    De danske dressurryttere er kommet forrygende fra start ved OL.

    Alle tre ryttere på holdet har kvalificeret sig til den individuelle finale onsdag, og samtidig er det samlede hold gået videre til holdfinalen tirsdag.

    Det står klart nu, hvor to dage med de indledende dressurkonkurrencer så småt er ved at være afsluttet.

    Med to imponerende resultater var de to ryttere Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth komfortabelt videre til den individuelle finale, mens det var mere spændende, om Nanna Merralds resultat på 73,168 procent var tilstrækkeligt til en billet videre.

    Men nu er det blevet afgjort, at også hun skal ride kür på onsdag. Ved kür-afgørelsen skal rytterne ride et program, de selv har sat sammen akkompagneret af selvvalgt musik.

    Med to ryttere tilbage er det danske hold placeret som nummer to i den foreløbige holdstilling, så selvom intet er afgjort lover det godt frem mod finalen.

  26. Dansk badmintonstjerne debuterer ved OL med suveræn sejr

    Anders Antonsen er i gang ved OL.

    Og den danske badmintonstjerne gav sig selv en glimrende indledning på sine første olympiske lege.

    I to sæt slog han vietnamesiske Tien Minh Nguyen. 21-13, 21-13.

    Anders Antonsen så generelt meget skarp ud, og var gennem hele kampen i fuld kontrol mod sin vietnamesiske modstander.

    Mod slutningen af andet sæt, hvor Antonsen havde en komfortabel føring, begyndte han også at lege lidt og lave lidt frækkere slag.

    - Det gik lige, som jeg havde håbet på. Første kamp til et OL er specielt i sig selv, så der var lidt ekstra nerver på inden kampen i dag, men jeg er rigtig glad for måden, jeg håndterede det hele på i dag, siger Anders Antonsen.

  27. Dansk cykelstjerne skal undersøges på hospitalet efter styrt

    Emma Norsgaard var en tur i asfalten, da der tidligere søndag blev kørt landevejsløb.

    Og nu viser det sig, at hun muligvis har en hjernerystelse. Det fortæller landstræner Tayeb Braikia til DR.

    Norsgaard er blevet kørt på hospitalet, hvor hun skal undersøges yderligere, så det kan fastslås, om hun er klar til at køre enkeltstart på onsdag.

    Den 21-årige dansker deltog efter landevejsløbets afslutning i presseseancen, men blev ramt af et ildebefindende og måtte sætte sig for at komme til sig selv.

  28. Uttrup Ludwig kalder løbet 'noget lort': Dårlig fremstilling af kvindecykling

    Landevejsløbet for kvinderne blev ikke den oplevelse, som Cecilie Uttrup Ludwig havde håbet på. Og der tænker hun ikke så meget på sin egen præstation, der gav en 10. plads.

    Hun har arbejdet meget for mere ligestilling i cykling, så kvinderne kan få mere opmærksomhed, og derfor er hun utrolig skuffet over konkurrenternes passive håndtering.

    - Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det noget lort. Det var en ret dårlig fremstilling af kvindecykling. Jeg aner ikke, hvad de store hold laver. Det var helt tosset. Jeg sidder bare der alene og tænker, hvad fanden de store hold har gang i, siger hun til DR efter løbet.

    - Jeg bliver ked af det, fordi det bare er noget pis. Generelt er kvindecykling virkelig godt. Og så har vi et OL, der kommer så langt ud til alle verdensdele, hvor vi virkelig kan vise, hvor fedt det er. Og så laver vi sådan noget rod. Der må jeg tage mig til hovedet.

    Anna Kiesenhofer tog en sensationel guldmedalje, og det viste sig efterfølgende, at de hollandske forhåndsfavoritter ikke vidste, at hun lå foran.

  29. 'Vildt godt' ridt af dansk OL-debutant giver udsigt til dansk plads i dressurfinale

    (Foto: CHRISTIAN BRUNA © Ritzau Scanpix)

    OL-debutanten Carina Cassøe Krüth har netop afsluttet et flot dressurprogram ved OL i Tokyo på hesten Heiline's Danciera.

    - Vildt, vildt godt det her, lød det fra DR's ekspertkommentator Bjarne Nielsen undervejs.

    76,677 procent blev det honoreret med fra dommerne, og det placerer hende i toppen af dagens konkurrence, som er anden halvleg af de indledende dressurkonkurrencer.

    I går red de to andre ryttere på det danske hold.

    Cathrine Dufour og hesten Bohemian red et imponerende program til 81,065 procent, hvilket placerer danskeren på en foreløbig samlet andenplads her i den indledende runde. Danske Nanna Merrald scorede 73,168 procent for sit ridt i går.

    Og det bør være nok til at sende det danske dressurhold videre som et af de otte bedste hold til holdfinalen tirsdag, lød det fra DR's kommentatorboks.

    Se Carina Cassøe Krüths ridt i videoen herunder:

  30. Olympisk cykelsensation: Østrigsk kvinde snyder verdensstjernerne

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Anna Kiesenhofer er næppe et navn selv de største cykelfanatikere kender, men den østrigske cykelrytter kan nu kalde sig olympisk mester efter en enestående præstation.

    Kiesenhofer angreb fra den første kilometer, og verdensstjernerne så hende ikke igen. De kunne ikke blive enige om et samarbejde for at køre hende ind igen.

    Hollandske Annemiek van Vleuten tog sølvmedaljen, mens italienske Elisa Longo Borghini tog bronze.

    Danske Cecilie Uttrup Ludwig var med i favoritgruppen og blev nummer 10.

  31. Vejret skaber store ændringer i danskernes program i roning

    Der kommer uvejr til Tokyo i de kommende dage, og det påvirker virkelig roernes program ved OL. Det betyder, at der tidligst vil være roning på programmet igen onsdag.

    Det oplyser både det internationale og det danske roforbund. Det får stor betydning for de danske roere:

    W2-: Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussens semifinale er rykket fra tirsdag (27. juli) til onsdag (28. juli).

    M2-: Frederic Vystavel og Joachim Suttons semifinale er rykket fra tirsdag (27. juli) til onsdag (28. juli)

    M1x: Sverri Nielsens semifinale er blevet rykket fra onsdag (28. juli) til torsdag (29. juli).

  32. Flot dansk start i windsurfing: Lærke Buhl-Hansen er med helt fremme

    Efter to heats kan danske Lærke Buhl-Hansen have smilet på i windsurfing.

    Hun fik en 9. plads i den første sejlads, men her i anden sejlads surfede hun ind på en 4. plads, der bringer hende ind på en samlet 7. plads med en enkelt sejlads tilbage i dag.

    Det er polske Zofia Noceti Klepacka, som ligger i spidsen samlet efter en sejr i anden sejlads. Den tredje og sidste sejlads i dag kan ses på DR2.

    Windsurfing-konkurrencen foregår i en smuk kulisse. (Foto: Cj Gunther © Ritzau Scanpix)
  33. Overvældet Ottesen: Havde ikke turdet drømme om en finale

    Jeanette Ottesen tog badehætten på for sidste gang, da hun i nat dansk tid sammen med Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro svømmede 4 x 100 meter fri-finale.

    Det blev sidste bedrift i en karriere, der tæller 53 internationale medaljer og deltagelse ved fem olympiske lege for Ottesen.

    - Jeg har været klar til det her i nu et års tid. Jeg er virkelig overvældet og virkelig glad og stolt. Det kommer på det perfekte tidspunkt, siger den danske svømmer om de sidste svømmetag i bassinet.

    Danskerne sluttede sidste i finalen, hvor Australien vandt guld og satte verdensrekord.

    Du kan se interviewet med Jeanette Ottesen i videoen herunder:

  34. Den engelske landstræner sender hilsen til unge, uvaccinerede briter: Bliv vaccineret og få jeres frihed tilbage

    Det nationale sundhedsvæsen i Storbritannien, National Health Service (NHS), har hevet fat i en af nationens helt store stjerner i øjeblikket.

    Nemlig den engelske landstræner, Gareth Southgate.

    I en video som blandt andet premierminister Boris Johnson og den officielle profil for den britiske premierminister har delt på Twitter, opfordrer landstræneren den yngre del af befolkningen at blive vaccineret. Hvis de altså ikke allerede har fået et stik.

    - Jeg ved, at gamle mænd og kvinder som mig har fået begge stik, så vi kan mase videre med vores liv, men især for de yngre er det chancen for, at alting åbner op, siger Southgate og fortsætter:

    - Så udsæt det ikke længere, få det gjort, så vi kan åbne alt, vi kan beskytte de mennesker, vi har brug for at beskytte, og I får jeres frihed tilbage.

  35. Bo og Brumado henter sæsonens første sejr i Aalborg

    FC Midtjylland vandt lørdag 1-0 over AaB i et superligaopgør, hvor midtjyderne var stærkt dominerende.

    Efter knap 20 minutter scorede Mikael Andersson for gæsterne på et hovedstød. Men efter en tænkepause i VAR-vognen blev målet underkendt for offside.

    Til gengæld holdt målet, da Brumado kort efter bragte FC Midtjylland foran. En af flere velplacerede afleveringer ind gennem AaB-feltet endte ved den store angriber, der ved hjælp af en spillerafretning samt stolpen scorede sit første sæsonmål.

    Efter pausen kom AaB bedre med i spillet og fik flere bolde dirigeret ind i Midtjylland-feltet. Men det blev aldrig til nogen store chancer for det nordjyske hjemmehold.

    Det er FC Midtjyllands første sejr i den nye sæson, da sidste sæsons sølvvindere tabte til OB i første runde.

  36. Emily Pedersen viser glimrende form før OL

    Emily Kristine Pedersen ligger på en 11. plads inden finalerunden. (Foto: Kyle Terada © Ritzau Scanpix)

    Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen lukkede tredje runde ved majorturneringen Evian Championship ved at gå to slag under par.

    Dermed indtager hun en 11. pladsen inden søndagens store finaledag.

    Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen har også været med i turneringen, men de klarede ikke cuttet og var dermed ikke på banen lørdag.

    Både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen skal efter turneringen til OL, hvor golfturneringen begynder 4. august og slutter med fjerde og sidste runde 7. august.

  37. Nicolai Jørgensens fodboldkarriere fortsætter i tyrkisk fodbold

    Den tidligere danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen har fundet sin nye klub. Turen går til den tyrkiske klub Kasimpasa, som i sidste sæson endte som nummer 14 i den tyrkiske liga.

    Det skriver begge klubber på sine hjemmesider.

    Nicolai Jørgensen har siden 2016 spillet for den hollandske klub Feyenoord.

    Frank Arnesen, der er teknisk direktør i Feyenoord, giver den Jørgensen rosende ord med på vejen.

    - Nicolai er en god fodboldspiller, og han har betydet meget for klubben. Ikke mindst på grund af sin vitale rolle i mesterskabssæsonen.

    - Da Nicolai tidligere på sommeren indikerede, at han ville prøve noget nyt, kiggede vi os sammen om efter en god løsning, siger Frank Arnesen.

  38. Kronprinsfamilien sender hilsen til de danske OL-atleter: 'I gør os stolte'

    I går blev OL-flammen tændt, og de danske atleter trådte ind på det olympiske stadion i Tokyo.

    Danmark har 111 atleter med til legene, og flere af dem har allerede været i aktion.

    Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres børn sender en hilsen til de atleter, der dyster for Danmark.

    - Vi ønsker alle danske atleter held og lykke ved De Olympiske Lege i Tokyo, skriver kronprinsfamilien i et opslag på Instagram.

    Kronprinsfamilien oplyser også, at de følger konkurrencerne tæt hjemmefra, selvom de ikke kan være til stede i Japan.

    - I gør os stolte. ⁣

  39. Håndboldherrerne vinder stensikkert i første OL-kamp

    Det var ingen sag for landstræner Nikolaj Jacobsens håndboldherrer at vinde over Japan.

    Danskerne kom foran med fem, før japanerne overhovedet kom på scoringstavlen. Tendensen fortsatte hele halvlegen, og Danmark tog en komfortabel føring med til pause på 25-14.

    I anden halvleg slap danskerne speederen en anelse, men holdt fast i en tocifret føring kampen ud.

    Danmark endte med at vinde 47-30 og Nikolaj Jacobsen kan notere sig en perfekt start for sit landshold på forsvaret af OL-guldet fra Rio.

  40. Manchester United forlænger kontrakt med Ole Gunnar Solskjær

    Ole Gunnar Solskjærs kontrakt med Manchester United løber nu frem til 2024. (Foto: Laurence Griffiths © Ritzau Scanpix)

    Nordmanden Ole Gunnar Solskjær overtog jobbet som manager i Manchester United i 2018 og har nu skrevet under på en ny kontrakt.

    Der gælder til 2024 - med mulighed for forlængelse i yderligere et år, skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.

    - Alle kender mine følelser for den her klub, og jeg er meget glad for at have underskrevet den her nye kontrakt, udtaler Ole Gunnar Solskjær.

    Presset på Ole Gunnar Solskjær er stort, eftersom Manchester United ikke har vundet Premier League siden sæsonen 2012-2013. I den seneste sæson blev klubben nummer to, kun overgået af ærkerivalerne fra Manchester City.

    Ole Gunnar Solskjær spillede selv i Manchester United fra 1996 til 2007. I alt blev det til 366 kampe og 126 mål for klubben.

  41. Ottesens karriere varer en dag mere: Dansk finaleplads i holdkappen

    Det kunne have været Jeanette Ottesens sidste præstation i karrieren, men den danske holdkap ville det anderledes, efter de har sikret sig en finaleplads i 100 meter fri.

    Både Pernille Blume og Signe Bro startede fremragende, hvor Danmark var helt i spidsen efter de to første svømmere. Da Julie Kepp kom i vandet, blev det hele lidt mere tæt.

    Jeanette Ottesen fik fornøjelsen af at svømme Danmark videre til finalen som den sidste. Danskerne blev treer i deres heat, og det var nok til en samlet syvendeplads og altså en finaleplads.

    Se den danske holdkap i videoen herunder:

  42. Viktor Axelsen er overlegen i sin første kamp ved OL

    Viktor Axelsen kom i gang ved OL, som han formentlig havde håbet – uden store problemer.

    Han vandt ganske sikkert i to sæt - 21-12, 21-11 – mod Luka Wraber fra Østrig.

    Østrigeren er nummer 87 på verdensranglisten. Axelsen er nummer 2.

    Med sejren lægger Viktor Axelsen sig i front i gruppe E ved OL. I gruppen er finske Kalle Koljonen også.

    Viktor Axelsen var overlegen i sin første kamp ved legene i Tokyo. (Foto: ALEXANDER NEMENOV © AFP or licensors)
  43. Dufour fik tårer frem hos landstræneren efter flot præstation

    Dufour og hesten Bohemian leverede et ridt i "verdensklasse" ved dressurklassen i Tokyo. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Ritzau Scanpix)

    - Verdensklasse.

    Sådan lød det imponeret undervejs fra DR's ekspertkommentator Bjarne Nielsen, da den danske rytter Cathrine Dufour var på banen ved OL i dressurkonkurrencen.

    Det var et utrolig flot ridt fra den danske rytter, og "det flotteste vi har set i dag" lød det fra kommentatorboksen. Så flot var det, at den danske landstræner Nathalie Zu Sayn Wittgenstein var i tårer efter ridtet.

    Og dommerne var enige.

    Dufour og hesten Bohemian scorede 81,065 procent ud af potentielt 100 mulige - højeste score indtil videre i dag.

    Med det resultat kan der ikke være meget tvivl om, at Dufour kommer videre til den individuelle finale tirsdag.

    Også Nanna Merrald fra det danske dressurhold har været på banen lørdag. Hun red til scoren 73,168 procent.

    Se eller gense hele Dufours ridt her.

  44. Stolt Jakob Fuglsang i tårer efter landevejsløbet

    Jakob Fuglsang udgik for under en siden af Tour de France, og siden har han døjet med sygdom. Derfor var det en rørt og stolt Jakob Fuglsang, der udtalte sig efter landevejsløbet, hvor han blev 12'er.

    Ifølge Ritzau var Jakob Fuglsang i tårer, efter han krydsede målstregen efter de 234 kilometer på de japanske landeveje.

    - For to dage siden troede jeg ikke, at jeg ville starte i dag (lørdag, red.), fordi jeg har haft det så dårligt siden Touren. Det har været en lang vej. Det har været hårdt.

    - Jeg er bare smadret, og jeg gav den alt, hvad jeg havde, fordi jeg bare ville det her.

    - Når du ligger med diarré i seks dage og må stå af inden Paris, fordi du ikke kunne køre... jeg har maksimum trænet i to timer, hvor jeg følte mig ad helvede til.

    - Jeg manglede måske lige en dag mere til at komme mig. Men jeg er glad og stolt over det løb, jeg kørte, siger Jakob Fuglsang til Ritzau.

  45. Ecuardoriansk guld i landevejscykling - Fuglsang forsøgte og eksploderede

    Richard Carapaz vandt landevejsløbet og sender OL-guld hjem til Ecuador. (Foto: Matthew Childs © Ritzau Scanpix)

    Det var som ventet de hårde stigninger omkring Tokyo, der blev afgørende i herrernes landevejsløb. På den sidste stigning kørte ecuadorianske Richard Carapaz og amerikanske Brandon McNulty væk fra favoritgruppen, og det hul blev afgørende.

    Inde på motorbanen på de sidste fem kilometer angreb Carapaz fra McNulty og kørte alene i mål til en flot guldmedalje til Ecuador.

    I spurten i favoritgruppen om de resterende medaljer tog belgieren Wout van Aert sølv, mens tog den slovenske Tour de France-vinder Tadej Pogacar tog bronze.

    Jakob Fuglsang angreb også på stigningerne og fik et hul, men det var, da han blev hentet igen, at kontraangrebet kom fra Carapaz og McNulty, og 10 kilometer fra mål blev han sat fra favoritterne. Han blev nummer 12.

  46. OL-surfere jubler med udsigt til tyfon i Japan

    Voldsomt vejr kan ramme De Olympiske Lege tirsdag.

    En tyfon lurer i det fjerne, og det har fået OL-arrangørerne til at flytte konkurrencerne indenfor roning fra mandag til søndag. Det skriver Ritzau.

    Mens uvejr og bølger er ubelejligt for roerne, så får udsigten til uvejr og enorme bølger surferne til at juble.

    - Der kommer til at være nogle gode bølger. Der er en stærk tyfon ud for Japans kyst, og vi ved, at bølgerne bliver større, siger Fernando Aguerre, der er præsident for Det Internationale Surfingforbund, ifølge Ritzau.

    Arrangørerne for OL tager udsigten til uvejret relativt roligt, fordi det er muligt at forudsige stormens rute, skriver Ritzau.

  47. Dansk herredouble i badminton kommer fra land med sejr ved OL

    Den danske herredouble i badminton Anders Skaarup og Kim Astrup nappede sejren mod det russiske makkerpar Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov lørdag formiddag.

    Danskerne vandt kampen i to sæt.

    Første sæt blev vundet relativt ubesværet 21-13 af danskerne, mens de fik mere modstand i andet, som endte 21-18 til Skaarup og Astrup.

    Dermed fik danskerne en god start på gruppespillet. I gruppen møder de også det nigerianske makkerpar Olofua og Opeyori og japanerne Endo og Watanabe.

  48. De første OL-medaljer er blevet uddelt

    Det er ikke engang et døgn siden, åbningsceremonien kickstartede årets OL, men allerede nu er de første medaljer blevet uddelt. Den kinesiske skytte Qian Yang endte nemlig øverst på skamlen, da der her til morgen blev dystet i kvindernes 10 meter riffel.

    Dermed bliver kineseren den første, der får hængt en guldmedalje om halsen ved årets OL.

    De to danskere Rikke Mæng Ibsen og Anna Skade Nielsen var også en del af konkurrencen i 10 meter riffel. Danskerne endte dog som nummer henholdsvis 22 og 28, og dermed formåede de ikke at kvalificere sig til finalen.

    Qian Yang vandt OL's første guldmedalje. (Foto: ANN WANG © Ritzau Scanpix)
  49. Glyngøre fejrede Jonas Vingegaard: 'Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet'

    Det var den helt store velkomstkomité, der med kage, kram og hornmusik, ventede cykelrytter Jonas Vingegaard, da han kom hjem til Glyngøre tidligere i dag.

    - Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet, og nu var der en grund til at få lov til at se Tour de France i år, nu hvor han var med, så skulle man jo se med hver dag, siger Bent Jørgensen, der var blandt dagens fremmødte.

    Hvis Vingegaard går hen og får en endnu bedre placering næste år, så er Bent Jørgensen også klar til at fejre.

    - Så skulle vi nok til København, der skal man ind på Rådhuset.

  50. Agger åbner trænerkarrieren med sejr i Horsens

    Daniel Agger (th) sammen med Lars Jacobsen. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Daniel Agger fik fredag debut som HB Køge-træner med sin tidligere landsholdskollega Lars Jacobsen ved sin side.

    Den storsatsende 1. divisionsklub vandt således med 2-0 over AC Horsens i sæsonens første runde.

    Dermed kunne de tidligere landsholdskæmper løfte armene i triumf efter en kamp, der ikke var synderligt medrivende.

  51. Tyske gymnastikkvinder overvejer at skifte dragt i protest mod sexisme

    Da de tyske gymnastikkvinder tilbage i april dystede ved EM var det med et twist, man ikke normalt ser i gymnastik.

    Trikoten var droppet til fordel for en dragt med lange ærmer og bukser. Et statement mod sexisme i gymnastikkens verden, lød det dengang fra gymnasten Elisabeth Seiz, der også deltager i søndagens kvalifikation.

    - Vi ville vise at alle kvinder selv har retten til at bestemme, hvad de vil have på.

    Her har de tyske gymnaster dog endnu ikke besluttet sig for, om de igen vil droppe trikoten.

    - Det er beslutning fra dag til dag baseret på, hvordan vi føler og hvad vi vil. På konkurrencedagen beslutter vi os, siger Elisabeth Seitz.

Mere fra dr.dk