Franske Gaël Monfils skrev historie, da han natten til lørdag dansk tid vandt ATP-turneringen i Auckland.
Med sine 38 år og 4 måneder blev han således den ældste singlevinder nogensinde på ATP Touren, der blev lanceret i 1990.
Han overgik med sin alder legenden Roger Federer, der var to måneder yngre, da han i 2019 vandt en turnering i Basel.
- Alder er et nummer, men vi klør på. Jeg tror stadig på, at jeg kan spille tennis af høj kvalitet, og det har jeg vist i denne uge, så jeg er meget glad, siger Monfils ifølge ATP Tours hjemmeside.
Den flamboyante Monfils, som i 2016 var nummer seks i verden i sin storhedstid, vandt sin seneste turnering i 2023. Den første blev hjemført i 2005.
Hvis man medregner tiden før 1990 er Monfils den ældste mandlige singlevinder af en turnering på højt niveau, siden 43-årige Ken Rosewall i 1977 vandt i Hongkong, bemærker ATP Tour.