Holger Rune får fransk modstand i French Open

Der venter fransk modstand for Holger Rune, når det danske tennis-es skal i aktion i tredje runde ved grand slam-turneringen French Open.
Torsdag - et par timer efter at Rune havde spillet sig videre - vandt Hugo Gaston over argentinske Pedro Gachin.
Dermed står det klart, at Rune og Gaston tørner sammen i tredje runde. Franskmanden ligger aktuelt nummer 74 på verdensranglisten. Det er 34 pladser lavere end Holger Rune.
Holger Rune indledte French Open med at slå Denis Shapovalov fra Canada, som var seedet som nummer 14. Torsdag besejrede danskeren så schweizeren Henri Laaksonen, selv om Rune undervejs modtog behandling efter at være vredet om på anklen.
For at optimere sine chancer i singleturneringen har den danske tennisstjerne valgt at trække sig fra doubleturneringen. Det oplyser spillerens mor, Aneke Rune, i en sms til TV 2 Sport.
/ritzau/