Seneste sport

Højgaard blev overhalet på sidstedagen af golfturnering

Søndag var det lige ved og næsten for Rasmus Højgaard, der må tage til takke med andenpladsen. (Foto: © Michel Euler, Associated Press)

Golfspilleren Rasmus Højgaard slutter på andenpladsen ved den traditionsrige turnering Open de France på mændenes DP World Tour.

Turneringens fire runder endte med at blive en rutsjebanetur for den 21-årige dansker.

I løbet af de to første dage fik Højgaard oparbejdet et forspring på seks slag til konkurrenterne, men det blev formøblet på lørdagens runde.

Derfor var spændingen intakt helt til den afgørende runde søndag, hvor Højgaard i et parløb med italienske Guido Migliozzi kæmpede om sejren.

25-årige Guido Migliozzi var inden søndagen ikke blandt favoritterne, men med en runde på ni slag under par, fik italieneren svinget sig op på førstepladsen.

Migliozzi scorekort efter de runders golf lød på 16 slag under par. Et enkelt bedre end Højgaard.

Selvom danskeren ikke vandt sit fjerde DP World Tour-trofæ, får han til gengæld på den gode side af 2,4 millioner kroner i præmiepenge for andenpladsen.

Seneste sport

  1. Tysk kaptajn: Det er en lettelse at være i live ved VM

    Tyskland tog et skridt mod at redde sig selv fra tidlig exit ved VM i Qatar, da holdet søndag spillede 1-1 mod Spanien. Efter det tyske nederlag til Japan i første kamp led håbet om at gå videre fra gruppespillet et knæk. (Foto: © ALBERT GEA, Ritzau Scanpix)

    Manuel Neuer udtrykte efter Tysklands VM-kamp mod Spanien lettelse over, at holdet stadigvæk er "i live" ved slutrunden.

    Holdet tog et skridt mod at redde sig selv, da det søndag spillede 1-1 mod Spanien.

    Efter det tyske nederlag til Japan i første kamp i Qatar led håbet om at gå videre fra gruppespillet et knæk.

    - Hovedpointen er, at vi stadigvæk er i live. Det, vi har indflydelse på, er at få tre point mod Costa Rica, siger Manuel Neuer.

    Efter 1-1 mod Spanien i går skal Tyskland torsdag selv slå Costa Rica og have spansk hjælp for at undgå en tidlig hjemrejse.

  2. Dansk Counter Strike-hold vinder finale og scorer 1,4 millioner kroner

    Det danske Counter Strike-hold Heroic gik i dag hele vejen ved et stort anlagt finalestævne i Royal Arena i København.

    Foruden titlen som vinder kan Heroic-holdet glæde sig over 1,4 millioner kroner i præmiepenge oven på 2-1-sejren over holdet ved navn Faze.

    Med sejren fulgte Heroic op på en god periode for holdet, der tidligere på måneden fik en andenplads i en stor turnering i Rio, Brasilien.

    Opturen har bragt Heroic op som nummer to på verdensranglisten efter det russiske hold Outsiders.

    /ritzau/

  3. Canadas tennisherrer henter historisk Davis Cup-sejr

    Canada har for første gang vundet Davis Cup i tennis.

    Søndag afgjorde Felix Auger-Aliassime og Denis Shapovalov således finaledysten mod Australien, så doublekampen blev overflødig.

    Dermed var den første canadiske triumf i Davis Cup en realitet, og det var samlet set en mindre overraskelse.

    I finalen mod Australien var de to canadiske esser godt nok favoritter, men Canada var i første omgang slet ikke kvalificeret til Davis Cup-slutspillet. Uden Shapovalov og Auger-Aliassime tabte Canada i marts 0-4 til Holland i kvalifikationen og havde derfor brug for et wildcard for at komme blandt de 16 deltagere.

    Her blev Canada seedet som nummer seks og sneg sig i september kun knebent videre fra gruppespillet foran Serbien, inden Tyskland og Italien i denne uge blev elimineret efter 2-1 i kampe på vej til søndagens finale.

    Australien var ledet af kaptajn Leyton Hewitt for første gang i 19 år en del af Davis Cup-finalen. Men det blev ikke til sejr i landsholdsturneringen, som Australien var vundet 28 gange siden første triumf i 1907.

    /ritzau/

  4. Amerikansk fodboldforbund fjerner islamisk symbol fra Irans flag

    Blandt andet på Twitter har USA's fodforbund brugt en version af Irans flag uden et islamiske symbol. (© twitter)

    Det amerikanske fodboldforbund bruger på sociale medier som Twitter, Facebook og Instagram et iransk flag uden det islamiske symbol, der normalt pryder midten af fanen.

    Ifølge det amerikanske fodboldforbund har man valgt at se bort fra det officielle flag for at vise sin "støtte til kvinder i Iran, der kæmper for basale menneskerettigheder."

    Protester mod præstestyret i Iran har stået på i månedsvis, efter at den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt i september.

    Siden har demonstrationerne spredt sig over hele Iran. Mindst 450 demonstranter er blevet dræbt, flere end 18.000 er anholdt, og seks demonstranter er blevet dømt til døden.

    Iran og USA spiller mod hinanden ved VM i Qatar på tirsdag. Den kamp kan ses her.

    En iransk og en amerikansk fodboldfan ses her i Qatar med det officielle iranske flag. (Foto: © ABEDIN TAHERKENAREH, Ritzau Scanpix)
  5. For første gang i 19 år skal Australien spille Davis Cup-finale

    De australske tennisherrer er klar til finalen i landsholdsturneringen Davis Cup for første gang siden 2003.

    Det står klart, efter at Kroatien blev slået med 2-1 fredag i semifinalen. Australien skal nu møde Canada i finalen søndag.

    Canadierne slog søndag aften Italien med 2-1 med en sejr i den afgørende doublekamp.

    Sådan forløb det også for Australien i kampen mod kroaterne.

    /ritzau/

  6. Heroic er klar til finalen i Royal Arena

    Det danske Counter-Strike-hold Heroic spiller søndag finale ved Blasts efterårsfinale.

    Det står klart, efter at anfører Casper "Cadian" Møller og holdkammeraterne lørdag slog amerikanske Liquid med 2-1 i et velbesøgt Royal Arena i København.

    I et stort drama tabte danskerne andet map efter overtid, inden de satte skabet på plads på tredje og sidste map.

    I søndagens finale venter et opgør mod enten Faze med danske Finn "Karrigan" Andersen eller svenske Ninjas in Pyjamas, der også har en dansk spiller i form af Patrick "Es3tag" Hansen.

    /ritzau/

  7. Badmintonstjernen Anders Antonsen flytter også til Dubai

    Anders Antonsen flytter til Dubai og går fremover glip af Badminton Danmarks goder. (Foto: © Sportxpress, Ritzau Scanpix)

    Den danske badmintonspiller Anders Antonsen følger i Viktor Axelsens fodspor og flytter til Dubai.

    Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

    Dermed udtræder Anders Antonsen fra forbundets eliteprogram og mister både den økonomiske støtte og muligheden for at have en dansk landstræner som sin hovedtræner.

    – Jeg har været rigtig glad for at være en del af landsholdstræningen, og jeg rejser ikke, fordi jeg er utilfreds med, hvordan det foregår i Danmark. Tværtimod, så er jeg meget glad og taknemmelig for det samarbejde, jeg har haft med trænere og mine kollegaer.

    – Jeg er bare nået til et sted i mit liv, hvor jeg har en lyst og sult til at prøve mig selv af på en ny måde. Jeg skal have en base i Dubai, men ønsker også at rejse og træne i forskellige lande og udforske de mange forskellige tilgange til badminton og træningskultur, siger Anders Antonsen i pressemeddelelsen.

  8. Aalborg Håndbold taber for tredje gang i træk

    Aalborg Håndbold tabte lørdag sin tredje kamp i træk, da holdet hjemme blev nedkæmpet af midterholdet Skanderborg Aarhus. 31-24 vandt østjyderne.

    Da GOG samtidigt slog bundholdet Mors-Thy 37-31 på hjemmebane, rykker GOG forbi Aalborg i toppen af Herreligaen.

    GOG har nu 27 point mod Aalborgs 25 point efter 15 af 26 runder i grundspillet.

    Med henholdsvis 16 redninger og 10 mål var især Skanderborg Aarhus' målvogter Salah Boutaf og playmaker Thomas Arnoldsen stærkt medvirkende til den store overraskelse.

    /ritzau/

  9. Sønderjyske haler ind på herningensisk ligaduks

    Sønderjyske er på omgangshøjde med Herning Blue Fox i Metal Ligaen, efter at holdet vandt fredagens topbrag i Vojens 5-2.

    Begge hold har nu 47 point, men Sønderjyske har spillet en kamp mere end midtjyderne, og allerede lørdag kan Herning få revanche.

    Her mødes holdene nemlig igen - denne gang i Herning, hvor hjemmeholdet har vundet alle sine ti kampe i sæsonen.

    Herning skabte i fredagens opgør mest i første periode og vandt skudstatistikken 11-5, men hjemmeholdet var skarpest.

    Andetsteds indfriede Odense Bulldogs sin favoritværdighed og konsoliderede tredjepladsen med 6-1 over Herlev Eagles.

    /ritzau/

  10. Ikast Håndbold slår Esbjerg med hjælp fra en svensk mur

    Den midtjyske håndboldklub Ikast Håndbold tog her til aften en stor sejr til samlingen i den bedste håndboldrække for kvinder.

    Holdet slog på hjemmebane den forsvarende sølvvinder, Team Esbjerg.

    Scoren hed efter kampen 28-27, og det var særligt den svenske målvogter Jessica Ryde, der tog en tørn i kampen, skriver Ritzau.

    Hun lavede 17 redninger med en redningsproent på 40 procent og blev dermed kampens mest afgørende figur.

    Ikast Håndbold har nu hentet otte sejre i otte kampe og topper Kvindeligaen med 16 point. Esbjerg har 12 point på tredjepladsen.

  11. Brasiliansk fodboldstjerne misser kamp mod Schweiz

    Neymars ankel var tydeligt hævet efter gårsdagens kamp mod Serbien. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)

    Den brasilianske stjernespiller Neymar kommer ikke i aktion på mandag mod Schweiz.

    Det oplyser landsholdets læge ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

    Neymar kom til skade med anklen i gårsdagens sejr over Serbien og måtte forlade banen haltende.

    Fredag har man afventet en opdatering fra den brasilianske landsholdslejr på holdets anfører, da billeder fra kampen viste, at Neymars ankel var hævet.

    Også højrebacken Danilo misser Schweiz-kampen.

    - De misser den næste kamp, og vi vil være forsigtige, da de skal i behandling i et forsøg på at få dem klar, så de kan spille igen ved VM, siger holdlægen ifølge Reuters.

  12. Iranske fans får frataget T-shirts, der støtter protestbevægelse

    En iransk kvinde viste til dagens kamp støtte til Jina Mahsa Amini, der i september blev dræbt i det iranske moralpolitis varetægt. (Foto: © Dylan Martinez, Ritzau Scanpix)

    Der var ikke kun dramatik i slutminutterne af Irans kamp mod Wales tidligere i dag.

    Også på lægterne var der uro, da der var uenighed om, hvad man må støtte op om.

    Både sikkerhedsvagter og privatpersoner, der støtter den nuværende iranske regering, konfronterede de fans, der til dagens kamp viste støtte til protestbevægelsen i hjemlandet. Sikkerhedsvagter fratog flag og T-shirts med budskaber som "Woman Life Freedom" (kvinder, liv, frihed, red.).

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    - Jeg er ikke her for at slås med nogen, men folk har angrebet mig og kaldt mig en terrorist. Jeg er her kun for at sige, at fodbold er ligegyldigt, hvis folk liver dræbt i gaderne, siger en iransk kvinde ved navn Maryam, der ikke vil have sit efternavn oplyst af sikkerhedsmæssige årsager, til AP.

    Opstanden i den iranske befolkning begyndte i september, efter Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.

  13. Tysk forbund erstatter sponsor med One Love-symbol

    One Love-anførerbindet var ikke til at se hos den tyske landsholdsanfører, Manuel Neuer, i onsdagens VM-kamp mod Japan.

    Til gengæld kan det regnbuefarvede logo nu ses i det tyske landsholds mediecenter i Qatar.

    Logoet har erstattet symbolet fra sponsoren Rewe, der trak sin støtte til det tyske landshold i denne uge.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa, efter avisen Bild har bragt billeder af ændringen på medievæggen, som spillere lader sig interviewe foran.

    Den tyske dagligvarekæde Rewe trak sig som sponsor for landsholdet tidligere på ugen, efter Det Tyske Fodboldforbund (DFB) valgte ikke at spille med One Love-anførerbindet.

  14. Iransk topfodboldspiller anholdt for at sprede propaganda

    Den 35-årige iranske fodboldspiller Voria Ghafouri er blevet arresteret af sikkerhedsstyrker i hjemlandet.

    Han bliver beskyldt for at have spredt propaganda rettet mod præstestyret og for at forsøge at underminere landsholdet, som i øjeblikket deltager ved VM-slutrunden i Qatar.

    Ghafouri har tidligere spillet for det iranske landshold, hvor han står noteret for 28 landskampe. Han har på de sociale medier tidligere opfordret regeringen til at stoppe drabene på landets kurdiske mindretal, og han er tidligere blevet tilbageholdt, fordi han havde kritiseret den tidligere udenrigsminister Javad Zarif.

    Ghafouri blev ifølge nyhedsbureauet Fars, der kontrolleres af den iranske revolutionsgarde, tilbageholdt efter en træning i sin klub, Foolad Khuzestan.

    Flere ministre har de seneste dage beskyldt fodboldspilleren for at være kurdisk separatist, men han har svaret, at han ville give sit liv for Iran. Han var med i Irans trup ved VM i 2018, og det var en overraskelse, at han ikke blev udtaget til slutrunden i Qatar.

    Selvom det iranske VM-hold undlod at synge med på nationalsangen i en stille protest ved holdets første kamp ved VM, bliver spillerne alligevel kritiseret i hjemlandet for ikke at gøre nok for at bakke op om protesterne mod styret. Det kan du læse mere om her.

  15. Holger Rune møder australsk tennisstjerne i opvisningskamp på dansk grund

    Holger Rune og Nick Kyrgios mødes i Royal Arena den 24. maj. Fotos: Arnd Wiegmann og Alessandro Di Marco, Ritzau/Scanpix.

    Den danske tennis-komet, 19-årige Holger Rune, spiller den 24. maj opvisningskamp i Royal Arena i København.

    Modstanderen er den australske stjerne Nick Kyrgios, der er kendt som en underholdende og farverig spiller, men han er også berygtet som sportens "bad boy" for sin ofte kontroversielle opførsel på banen, skriver Ritzau.

    Kyrgios er blandt andet kendt for at have besejret de tre ikoner Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic i første forsøg, så der venter utvivlsomt Holger Rune en skarp modstander.

    Kyrgios ligger lige nu nummer 22 på verdensranglisten, mens Rune er nummer 11 efter sin fantastiske afslutning på sæsonen, der kulminerede med triumfen i Paris Masters.

  16. Nørgaard er klar til at fylde hullet efter Delaney

    Der er en plads ledig i startopstillingen på det danske fodboldlandshold efter Thomas Delaneys farvel til VM i Qatar på grund af en skade.

    I morgen venter en svær gruppekamp mod Frankrig, og her er Christian Nørgaard det bedste bud på en makker til Pierre-Emile Højbjerg på den centrale midtbane.

    - Det er nok tvivlsomt, om Christian Nørgaard kan spille 90 minutter mod Frankrig, men det har heller ikke været vores plan. Han ser stærk ud til træning, og han er en spiller, vi kan bruge i en vigtig rolle, selv om han ikke kan holde til 90 minutter, siger landsholdsassistent Morten Wieghorst til Ritzau.

    Brentford-slideren kom til VM lige efter at være kommet tilbage fra en skadespause.

    Inden slutrunden nåede Nørgaard at spille to kampe - henholdsvis 45 og 29 minutter - for Brentford efter to måneders skadespause.

    Christian Nørgaard nåede akkurat at blive kampklar igen inden VM-slutrunden. (Foto: © David Klein, Ritzau Scanpix)
  17. Ronaldo skriver VM-historie

    Portugisiske Cristiano Ronaldo scorede efter 65 minutter i Portugals sejr over Ghana. I samme øjeblik skrev han VM-historie (Foto: © Patricia de melo Moreira, Ritzau Scanpix)

    Anden halvdel af kampen var knap fløjtet i gang, inden portugisiske Cristiano Ronaldo sparkede bolden i målet på et straffespark.

    Med målet skrev han sig ind i en meget lille stjernegruppe, der faktisk kun betår af ham selv.

    Han er den første spiller nogensinde, der har scoret ved fem forskellige VM-slutrunder.

    - Det er et smukt øjeblik i mit femte VM, siger Ronaldo efter kampen mod Ghana, som endte 3-2.

    Ronaldo blev skiftet ud efter 88 minutter og modtog stort bifald fra tilskuerne på Stadium 974 i Doha ved det, der kan blive portugiserens sidste verdensmesterskab.

    Ronaldo fik et straffespark efter et skub fra den ghanesiske forsvarsspiller Mohammed Salisu. Den ghanesiske træner mener, at dommeren burde have genset hændelsen på VAR.

  18. Læger skal tilse Neymars ankel

    Et sammenstød med en modspiller kostede superstjernen Neymar en forvredet ankel. - (Foto: © Laurent GILLIERON, Ritzau Scanpix)

    Den brasilianske fodboldstjerne Neymar forvred sin ankel under Brasiliens kamp mod Serbien i går og skal have en lægelig vurdering af skaden inden for de næste 48 timer.

    Superstjernen blev skiftet ud efter 79 minutter, da Brasilien torsdag vandt 2-0 over Serbien.

    Holdlæge Rodrigo Lasmar siger, at Neymar pådrog sig skaden efter et sammenstød med en modspiller.

    - Vi er nødt til at vente mellem 24 og 48 timer for at have en bedre vurdering. Vi har endnu ikke planlagt MRI-skanning, og i morgen har vi en ny vurdering, lyder det fra Rodrigo Lasmar.

    Efter kampen kunne Neymar ses humpe i omklædningsrummet, og billeder viste en hævelse på hans højre ankel.

  19. Danmarks curlingkvinder er klar til EM-finalen

    De har leveret store resultater undervejs, men torsdag aften toppede Danmarks curlingkvinder sig selv, da holdet spillede sig i EM-finalen i Sverige ved at slå Skotland 11-3.

    Det er første gang siden 2009, at kvindelandsholdet vinder en medalje ved et større mesterskab. Dengang blev det til EM- og VM-bronze, men allerede nu er holdet altså sikret minimum en sølvmedalje.

    Duellen om guldet spilles lørdag morgen mod Schweiz, der slog Italien 9-5 i det andet semifinaleopgør.

    Vejen til finalen har været brolagt med store succeser. Således gik danskerne gennem gruppespillet ved at vinde otte af ni kampe, heriblandt en 9-6 sejr over lørdagens schweiziske finalemodstander.

    Det danske hold består af skipper Madeleine Dupont, Denise Dupont, Mathilde Halse, My Larsen og reserven Jasmin Lander.

    Danmarks kvinder har før vundet EM-guld, men her skal vi helt tilbage til 1994.

    På herresiden blev europamesterskabet en mere broget affære, hvor danskerne tabte alle sine ni gruppekampe. Det betød en sidsteplads og dermed også, at herrelandsholdet rykker ned på næsthøjeste niveau i fremtiden.

  20. Spiseforstyrrelser i dansk idræt bekymrer: 'Tager det ekstremt alvorligt'

    Der var et problem, som trængte til at blive belyst.

    Derfor bestilte Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, DIF, for få år siden en undersøgelse af spiseforstyrrelser i dansk idræt. Sidste år landede første delrapport, som kunne fortælle, at 17 procent af danske eliteatleter udviste symptomer på spiseforstyrrelser.

    Nu er anden del af rapporten færdig og heri fremgår det, at 31 procent af de adspurgte subeliteatleter (atleter lige under eliteniveau, red.) også udviser symptomer på spiseforstyrrelser.

    - Vi synes, at forekomsten i idrætten er alt for høj, siger direktør hos DIF, Morten Mølholm, i en pressemeddelelse.

    - Det er dybt bekymrende, at så mange unge atleter kæmper med en negativ kropsopfattelse. Det tager vi ekstremt alvorligt i idrætten, for der er ingen vindere, når en atlet udvikler en spiseforstyrrelse.

    DIF og Team Danmark igangsætter nu en række initiativer, heriblandt etablering af ekstra rådgivning til atleter og trænere. Du kan læse mere om undersøgelsen og initiativerne her.

  21. Danske curlingkvinder emmer af overskud før EM-semifinale: 'Ingen vil møde os'

    Efter 13 år uden metal er Danmarks curlingkvinder tæt på EM-medaljer. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)

    - Åh Gud, der lyder som længe siden, siger Danmarks curling-skipper, Madeleine Dupont, og griner.

    Men det er sandt. Sidst de danske curlingkvinder vandt medaljer var VM-bronzen i 2009. Torsdag klokken 16 kan Danmark spille sig tæt på en ny mulighed, når Dupont og co. møder Skotland i EM-semifinalen.

    - Til VM plejer vi at være sindssygt gode, men til EM har vi bare bøvlet de seneste par år. Så det er fandeme sindssygt, det er det sgu, siger Madeleine Dupont til DR Sporten.

    Ifølge den danske skipper har Danmark et godt tag på modstanderne og kommer med "en røvfuld selvtillid".

    - Ingen vil møde os for tiden, siger Madeleine Dupont.

    Hun tilføjer, at hun da også er nervøs.

    - Vi har ikke spillet en semifinale til VM eller EM i mange år, så det er en smule nervepirrende. Vi vil gerne vil gøre det godt og tage metal med hjem, siger hun.

  22. Danske golftvillinger blander sig i subtoppen af australsk turnering

    Nicolai og Rasmus Højgaard er ikke langt fra toppen i den nye sæsons første turnering. (Foto: © ANDREW MEDICHINI)

    På førstedagen af golfturneringen Australian PGA Championship holder de to danske tvillingebrødre Nicolai og Rasmus Højgaard sig godt til i toppen.

    Den 21-årige Nicolai Højgaard er nummer 14, da han gik de 18 huller i tre slag under par. Rasmus Højgaard brugte et slag mere end sin tvilling, hvilket udløser en placering som nummer 26.

    Danskerne har derfor gode muligheder for at komme op og blande sig blandt de allerøverste i stillingen, inden ugen er omme.

    Selvom vi endnu skriver 2022, er Australian PGA Championship en af de første turneringer i 2023-sæsonen på DP World Tour.

  23. VM-kampe på over 100 minutter påvirker ikke de danske planer

    Da Danmark spillede mod Tunesien i tirsdags, løb kampen op i at vare 103 minutter. Og det er ikke den første fodboldkamp til VM, der har rundet de 100 minutter.

    Det er nemlig blevet lidt af en selvfølge med lange VM-kampe, fordi Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ønsker en mere effektiv spilletid. De ekstra minutter i kampen gør nemlig tidsudtræk til et svagere våben.

    Hos Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, ændrer det dog ikke på taktikken:

    - Vi kunne se allerede inden vores første kamp, at der var et større fokus på effektiv spilletid, og vi var forberedte på, at kampen kunne blive længere, siger han ifølge Ritzau.

    Heller ikke hos spillerne på banen betyder de lange kamp det store.

    - Når man er i gang på banen, tænker man ikke over, at der er fem minutter ekstra at spille i. Man kigger bare ud og registrerer, hvor lang tid der er, siger den danske landsholdsanfører Simon Kjær til Ritzau.

  24. GOG taber til fransk storhold i CL-målfest

    Jannick Green (16) pillede pynten af de fynske spillere. (Foto: © Christophe Petit Tesson, Ritzau Scanpix)

    Det blev til en vaskeægte målfest, da GOG var på besøg hos Paris Saint-Germain i håndboldens Champions League, men desværre for danskerne måtte de se sig slået med cifrene 41-36.

    GOG fik ellers en flyvende start, da de kom i front med 4-1 efter otte minutters spil.

    Danskerne nåede også at ramme en firmålsføring ved 8-4, men så vågnede det parisiske hjemmehold for alvor op, og ikke lang tid efter tog de føringen.

    Men fynboerne lod sig ikke kue så let, og de kunne med en stærk afslutning på første halvleg gå til pause ved stillingen 16-16.

    I anden halvleg fortsatte kampbilledet, men mod slutningen af opgøret satte PSG tempoet op. Det kunne danskerne ikke følge med på, og det endte altså med et nederlag på fem mål til GOG til trods for en flot indsats.

    Pariserholdets danske keeper Jannick Green spillede en stor rolle i landsmændenes nederlag, da han endte opgøret med i alt 17 redninger.

  25. De danske curlingkvinder er suverænt videre til EM-semifinalen

    Det danske curlinglandshold består af skipper Madeleine Dupont (billedet), Mathilde Halse, Denise Dupont og My Larsen. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)

    EM-turneringen for de danske curlingkvinder har været én lang dans på roser.

    Syv sejre og ét nederlag var det blevet til i den indledende Round Robin, hvor alle møder hinanden, inden aftenens sidste kamp mod Tyskland.

    Derfor var den kamp også uden egentlig betydning, da førstepladsen og en semifinaleplads ikke kunnet tages fra Danmark.

    Det var de danske curlingkvinder dog ligeglad med. De vandt nemlig med hele 12-3 over tyskerne.

    Semifinalen spilles torsdag klokken 16.00 mod Skotland.

    Knap så godt er det gået for herrerne, der har tabt deres første otte kampe og derfor rykker ned i B-rækken.

  26. Aalborg Håndbold tabte på hjemmebane i Champions League - igen

    Mikkel Hansens seks mål mod Nantes var ikke nok. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    For tredje gang i tre kampe tabte Aalborg Håndbold onsdag aften på hjemmebane i denne sæsons Champions League. Denne gang til franske Nantes.

    Mikkel Hansen og co. måtte efter 60 minutters håndbold se sig slået med 32-35. I seneste sæson vandt danskerne ellers alle sine otte hjemmekampe i Champions League.

    Med nederlaget indtager Aalborg Håndbold stadig fjerdepladsen her halvvejs gennem gruppespillet. De to øverste hold går direkte i kvartfinalerne, mens yderligere fire skal ud i en playoffrunde.

    Aalborg kan tage revanche allerede i næste uge. Her venter Nantes igen. Heldigvis på udebane.

  27. DBU er både skuffede og vrede over Fifa: 'Har aldrig oplevet noget lignende'

    (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Dansk Boldspil Union er ikke tilfreds med den måde, som det internationale fodboldforbund, Fifa, har ageret i sagen om det omdiskuterede anførerbind med regnbuefarver.

    Det fortalte DBU’s formand Jesper Møller på et pressemøde onsdag.

    - Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er skuffet og vred.

    - Det er fuldstændig uacceptabelt, hvad vi oplever. En ting er, hvad vi skal opleve på pressemøder. Men at bringe vores spillere i en situation så kort tid før en vigtig åbningskamp, hvor man ikke kan bruge et anførerbind, vi havde forventet at bruge, er uacceptabelt og dybt kritisabelt.

    DBU havde planer om at bruge anførerbindet under VM, indtil Fifa varslede, at det ville få sportslige konsekvenser, hvis landsholdets anfører brugte anførerbindet.

  28. Harder kan blive bedste danske spiller for ottende gang

    Pernille Harder er ude i længere tid med en muskelskade, men måske kan hun snart trøste sig med endnu en pris til samlingen.

    Sammen med Sofie Bredgaard og Stine Ballisager er Harder atter nomineret til prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark.

    Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

    Harder har modtaget prisen syv gange tidligere i karrieren - første gang i 2012. Fra 2015 til og med 2020 gik titlen udelukkende til hende. Sidste år brød Signe Bruun dog stimen og snuppede prisen.

    /ritzau/

  29. DBU holder ekstra pressemøde klokken 12

    Dansk Boldspil Union kommer onsdag til at holde et ekstraordinært pressemøde i Qatar.

    Det sker på baggrund af begivenhederne de seneste dage og uger, hvor det internationale fodboldforbund, Fifa, blandt andet har truet med sportslige sanktioner, hvis Danmarks anfører gik på banen med et regnbuefarvet anførerbind.

    pressemødet vil formand Jesper Møller, direktør Jakob Jensen og fodbolddirektør Peter Møller deltage.

    Rettelse: I første omgang fremgik det, at pressemødet var klokken 11.30.

  30. Helle Thorning-Schmidt om regnebue-påklædning: 'Det var ikke en reaktion på anførerbind'

    Helle Thorning-Schmidt troppede i går op til Danmarks kamp med regnbuefarvede ærmer.

    I et opslag på Instagram takker hun for de mange positive tilbagemeldinger, hun har fået på sin påklædning.

    Samtidig understreger hun, at ærmerne på jakken ikke var en reaktion på de danske spilleres fravalg af at være regnbueanførerbindet med teksten "One Love" på grund af frygten for sportslige sanktioner.

    - Jeg støtter deres valg om ikke at risikere sanktioner, der på nogen måde ville hindre deres vej frem i turneringen, skriver Helle Thorning-Schmidt.

    Den tidligere danske statsminister forklarer, at hun har gjort sig nogle tanker om at møde op i regnbuefarver og vise støtte til LGBTQ+-miljøet i Qatar.

    - Hvad hvis det gør tingene værre? Jeg kender ikke svaret, men viser det os ikke, at intet er binært, altså enten godt eller skidt? Alting har to sider, og livet handler om dilemmaer, skriver hun.

    Helle Thorning-Schmidt har modtaget mange støttende kommentarer og likes på sit opslag fra i morges.
  31. De franske verdensmestre må undvære endnu en profil ved VM i Qatar

    Lucas Hernandez tog sig til knæet i starten af første halvleg mod Australien og måtte lade sig udskifte. (Foto: © Issei Kato/Reuters/Ritzau Scanpix)

    Der er nyt, dårligt nyt fra den franske VM-trup, da endnu en landsholdsspiller er blevet skadet.

    Allerede efter 13 minutter af gårsdagens kamp mod Australien, måtte Lucas Hernandez lade sig udskifte på grund af en skade, og det viser sig nu, at det koster ham deltagelsen ved slutrunden i Qatar.

    Det franske fodboldforbund oplyser på Twitter, at der er tale om en korsbåndsskade i Bayern München-spillerens højre knæ.

    - Ligesom resten af holdet er jeg ekstremt ked af det på Lucas' vegne. Vi mister en vigtig brik. Lucas er en kriger, og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at træde frem igen, siger den franske landstræner, Didier Deschamps, i opslaget.

    Landstræneren må i forvejen undvære stjerner som Karim Benzema, Paul Pogba og Ngolo Kanté grundet skader.

    Frankrig vandt tirsdagens kamp med 4-1 over Australien og kan nu se frem til at møde Danmark på lørdag.

  32. Først røg Ronaldo, og nu kan Manchester Uniteds ejere være på vej væk

    Manchester Uniteds ejere Avram Glazer og Joel Glazer overvejer at sælge en del af eller hele klubben for at "styrke klubbens vækst". (Foto: © Paul ellis)

    Fans af Manchester United har haft en begivenhedsrig aften.

    Først meddelte den britiske fodboldklub, at superstjernen Cristiano Ronaldo efter en gensidig aftale var fortid i klubben. Og nu er det så ejerne, Glazer-familien, som kan være på vej ud.

    I en pressemeddelelse skriver Manchester United, at ejerne overvejer at sælge en del af eller hele klubben som led i en strategi, der skal styrke "klubbens vækst".

    - Imens vi fortsætter med at bygge videre på klubbens succesrige historie, har bestyrelsen sagt god for en gennemgående evaluering af strategiske alternativer, lyder det fra de to formænd Avram Glazer og Joel Glazer.

    - Vi vil evaluere alle muligheder for at sikre, at vi gør det bedste for vores fans.

    Glazer-familien har ejet Manchester United siden 2005. De har dog været udskældt af klubbens tilhængere som følge af klubbens økonomi og sportslige nedtur de seneste år.

  33. Fodboldlandsholdets sponsorer holder fast trods forbud mod regnbuearmbind

    Bryggerikoncernen Carlsberg, som har været sponsor for Danmarks fodboldlandshold siden 1978, synes, Fifas forbud mod det omdiskuterede One-Love-armbind er en stor skuffelse.

    Det er dog ikke noget, der får Carlsberg til at ville trække sig som sponsor for landsholdet.

    - Vi bakker fortsat 100 procent op om det danske landshold. Det får derfor heller ikke betydning for vores sponsorat, skriver Tanja Frederiksen, global kommunikationsdirektør i Carlsberg, i et skriftligt svar til Ritzau.

    Også Hummel, Forenet Kredit og Danske Spil giver over for Ritzau udtryk for skuffelse over Fifas forbud, men de holder også fast i deres sponsorat af landsholdet.

  34. Thomas Delaney skal scannes onsdag efter VM-skade

    Thomas Delaney måtte lade sig udskifte kort før pausen og fik omgående en ispose på knæet. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)

    Fodboldspilleren Thomas Delaney måtte udgå med en skade i Danmarks VM-nullert mod Tunesien.

    Det er endnu svært at spå om skadens omfang, men onsdag bliver den danske lejr forhåbentligt klogere, fortæller landstræner Kasper Hjulmand til DR Sporten.

    - Der er diagnose i morgen. I morgen får vi svarene på Thomas, siger Kasper Hjulmand.

    Thomas Delaney måtte lade sig udskifte kort før pausen og fik omgående en ispose på knæet.

    Danmark spiller mod Frankrig lørdag den 26. november. Du kan se kampen på TV 2 eller følge opgøret på DR Lyd eller her på DR.dk i vores liveblog.

  35. Dansk angriber om kæmpe afbrænder mod Tunesien: 'Kan ikke forstå det'

    Det var lige ved og næsten for Danmark og Andreas Cornelius mod Tunesien.

    Men den danske angriber ramte stolpen fra tæt hold hen mod kampens afslutning, og så udeblev scoringen. Øv for Danmark og Cornelius, og hovedpersonen selv har da også svært ved at forstå, hvordan den ikke gik ind.

    - Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg prøvede bare at sætte hovedet på, men fik den ikke ramt ordentligt.

    - Jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke scorede, men det var en mærkelig måde, chancen opstod på. Bolden gik igennem hele feltet. Det var en blød bold, og jeg var overrasket over, at den kom over til mig, men det var mærkeligt, at jeg ikke kunne få den i mål fra den afstand, siger han.

    Den brændte chance kommer han dog ikke til at ligge søvnløs over.

    - Jeg har brændt tusindvis af chancer i min fodboldkarriere, så det græder jeg ikke over, siger Cornelius og griner.

    Du kan se Cornelius' afbrænder i højdepunktsvideoen herunder.

  36. Saudiarabisk konge giver alle fri efter sensationssejr over Argentina

    Saudiarabiske fans fejrer sejren over Argentina og Lionel Messi i hovedstaden Riyadh. (Foto: © Amer Hilabi, Ritzau Scanpix)

    Saudi-Arabien leverede den hidtil største overraskelse ved VM i Qatar, da de i dag besejrede Argentina med 2-1.

    Og det skal fejres, mener landets kong Salman.

    Derfor har han gjort onsdag til en fridag for alle ansatte i både den private og offentlige sektor samt studerende på grund af sejren.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    I kølvandet på den store triumf er det også blevet gratis at komme ind i tre forlystelsesparker i Saudi-Arabien.

    Sejren kom i hus, da Saudi-Arabien på fem minutter kort inde i anden halvleg scorede to mål og vendte kampen fra 0-1 til 2-1.

  37. Brøndby-spiller mødte Danmark ved VM: Lærte at spille fodbold i burene i Høje Gladsaxe

    Anis Ben Slimane er født i Danmark og opvokset i Hovedstadsområdet, og han har tilmed spillet ni ungdomslandskampe i rødt og hvidt. Men nu stiller han op for sine forældres hjemland, Tunesien.

    Skæbnen ville, at tuneserne var Danmarks første modstander ved VM i fodbold. Kampen endte som en forglemmelig 0-0'er, men for Ben Slimane går opgøret ikke i glemmebogen foreløbig.

    Den 21-årige midtbanespiller spillede ikke alene mod 11 landsmænd. Han stod også over for en tidligere og en nuværende holdkammerat i Brøndby IF.

    - En dreng, der er vant til at løbe rundt i bure nede i Høje Gladsaxe, til lige pludselig at spille VM mod det land, som man rent faktisk har lært at spille fodbold i, og det land, som jeg er opvokset og født i; det er lidt specielt, siger han.

    - Jeg synes, det var helt fantastisk, også at se nogle af de drenge, som jeg har spillet sammen med. Blandt andet (Daniel, red.) Wass og Jobbe (Jesper Lindstrøm, red.).

  38. Helle Thorning-Schmidt til Danmarks åbningskamp i 'regnbuefarver'

    Helle Thorning-Schmidt til kampen mellem Danmark og Tunesien. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    I går droppede Danmark og flere andre nationer tanken om at spille med regnbuefarvet anførerbind til VM i Qatar.

    Men regnbuefarver var der alligevel.

    Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte nemlig at troppe op til Danmarks åbningskamp mod Tunesien i en blå kjole med regnbuestriber på ærmerne.

    Helle Thorning-Schmidt er med til VM som formand for DBU's Governance- og Udviklingskomité.

Mere fra dr.dk