Holger Rune kender alt til modstander før Australian Open-debut
Tennistalentet Holger Rune er fortrøstningsfuld omkring sine chancer mod sydkoreanske Kwon Soonwoo i første runde af Australian Open.
Det siger den 18-årige dansker før kampen på mandag under et interview i grand slam-turneringens mediecenter.
- Jeg kender ham rigtig godt. Vi har trænet sammen mange gange og spillede en kamp mod hinanden i Marbella sidste år, hvor jeg tabte 7-6 i tredje sæt efter en meget tæt kamp.
- Men dengang var jeg også lidt mere grøn. Nu kender jeg mere til mit eget niveau og til ham, og jeg ved, hvordan jeg skal spille ham, siger Rune.
24-årige Kwon Soonwoo ligger nummer 53 på ATP's seneste verdensrangliste, mens Holger Rune ligger nummer 102.
/ritzau/