Seneste sport
14. maj kl. 14:39

Holger Rune teamer op med portugiser til French Open

(Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)

Den danske tennisspiller Holger Rune skal ikke kun spille single, når French Open bliver skudt i gang senere på måneden.

Danskeren skal også forsøge at gøre sig gældende i doubleturneringen, hvor han skal danne par med portugisiske Francisco Cabral.

Det er første gang i sin seniorkarriere, at Holger Rune stiller op som doublespiller i en grand slam-turnering.

Det 19-årige tennistalent har brugt de seneste år på at spille sig op på verdensranglisten i single, hvor han lige nu er placeret som nummer 42. På verdensranglisten i double er han nummer 465.

Holger Rune har hidtil i 2022 spillet fem doublekampe. I januar spillede han med Nicholas Monroe i Australien, og i februar blev det til tre kampe med Hugo Gaston som partner i franske Marseille.

25-årige Francisco Cabral, som Holger Rune skal spille sammen med på det røde grus i Frankrig, er en tand mere erfaren, når det kommer til double.

Portugiseren er placeret som nummer 75 på verdensranglisten, mens han er helt nede som nummer 956 på singleranglisten. Indtil videre i 2022 har han blot spillet én singlekamp.

French Open går i gang 22. maj.

/ritzau/

Seneste sport

  1. I går kl. 22:46

    Liverpool fastholder pres på Manchester City med smal sejr

    Selv om Jürgen Klopp havde skiftet på 9 af 11 positioner i forhold til startopstillingen i weekendens FA Cup-triumf, lykkedes det Liverpool at hente en sejr på 2-1 ude mod Southampton.

    Hjemmeholdets Nathan Redmond bragte gæsterne foran efter 13 minutter, inden japanske Takumi Minamino udlignede for Liverpool.

    Midtvejs i anden halvleg blev Joel Matip matchvinder med et hovedstødsmål.

    De tre point betyder, at Klopps tropper holder maksimalt pres på Manchester City i guldduellen forud for sidste runde søndag.

    City fører med et enkelt point ned til Liverpool. De møder henholdsvis Aston Villa og Wolverhampton i sidste runde, der spilles samtidig søndag eftermiddag.

    /ritzau/

  2. I går kl. 21:34

    TTH Holstebro sikrer ny sæson i Herreligaen

    Efter to playoffsejre er TTH sikker på endnu en sæson i den bedste danske håndboldrække. (Foto: Morten Stricker © Ritzau Scanpix)

    Det har mildest talt været en forfærdelig sæson for TTH Holstebro.

    Den traditionsrige håndboldklub har ad flere omgange bejlet til nedrykning, men tirsdag aften gjorde vestjyderne den tanke til skamme.

    Med en sejr på 33-27 over 1. divisionsholdet HØJ Elitehåndbold sørgede TTH for, at klubben igen er at finde i den bedste håndboldrække, når sæsonen starter op efter sommerferien.

    TTH tog tirsdag til Ølstykke Hallen, hvor HØJ har hjemme, med en nimålssejr i bagagen fra det første opgør, hvilket betød, at vestjyderne kunne nøjes med et uafgjort resultat i aftenens kamp.

    Efter de første 30 minutter var stillingen 14-14, men i anden halvleg trak gæsterne fra og satte et flot punktum på en ellers mindre køn sæson.

  3. I går kl. 20:51

    Frankfurts træner melder Lindstrøm klar til EL-finale

    Jesper Lindstrøm har scoret fem mål og lagt op til lige så mange i sine 29 ligakampe for Frankfurt i indeværende sæson. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)

    Der bliver dansk islæt i Europa League-finalen onsdag mellem Eintracht Frankfurt og skotske Rangers FC. Som minimum på bænken.

    Den danske offensivspiller Jesper Lindstrøm er blevet sin skade kvit og vil være med i tyskernes trup. Det siger Frankfurt-træner Oliver Glasner på et pressemøde ifølge DPA.

    - Jesper har det godt. Han er klar til at spille, lyder det fra Glasner, der vil sove på, hvorvidt danskeren skal starte inde.

    Den tidligere Brøndby-spiller har døjet med en muskelskade i låret siden slutningen af april. Han deltog i holdets træning tirsdag, som var den sidste inden onsdagens europæiske finale i Sevilla mod Rangers.

    Lindstrøm har været fast mand for tyskerne i denne sæson, hvor han har imponeret stort i Bundesligaen. Så meget, at han i sidste uge blev kåret som sæsonens bedste unge spiller i den stærke liga.

    /ritzau/

  4. I går kl. 17:36

    Danmark vinder kneben sejr over Italien ved ishockey-VM

    Danmark har nu to sejre ud af tre mulige ved VM. (Foto: MIKKO STIG © Ritzau Scanpix)

    Det danske ishockeylandshold er tilbage på sporet ved VM i Finland.

    Med en sejr på 2-1 over Italien tirsdag eftermiddag har Danmark nu seks point efter tre kampe.

    Italien slog i anden periode tilbage i opgøret og udlignede Nikolaj Ehlers føringsmål, inden Mathias Bau blev matchvinder med sin scoring kort inde i tredje periode.

    Starten på mesterskabet har været en blandet fornøjelse, da første opgør bød på en storsejr over Kasakhstan, inden Danmark led et stort nederlag til Schweiz i den anden gruppekamp ved VM.

    Med tirsdagens sejr over Italien indtager Danmark fjerdepladsen i gruppe A, og den skal landsholdet forsøge at fastholde, da de fire bedstplacerede af gruppens i alt otte mandskaber avancerer til kvartfinalerne.

    På torsdag skal de danske spillere igen på isen, hvor Tyskland venter i den fjerde gruppekamp.

  5. I går kl. 15:27

    Skov og Bruun Larsen skal have ny træner i Hoffenheim

    Robert Skov var i aktion 12 gange for Hoffenheim i den netop overståede Bundeliga-sæson. Jacob Bruun Larsen var i spil i 25 opgør. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Den tyske fodboldklub Hoffenheim stopper samarbejdet med cheftræner Sebastian Hoeness. Det oplyser Hoffenheim tirsdag på klubbens hjemmeside.

    40-årige Sebastian Hoeness blev ansat i sommeren 2020, da han skiftede fra et job som træner for Bayern Münchens andethold.

    Dermed skal Robert Skov og Jacob Bruun Larsen have en ny cheftræner forud for den kommende sæson.

    I denne sæson endte Hoffenheim i midten af Bundesligaen som nummer ni og kommer dermed ikke med i de europæiske klubturneringer i næste sæson.

    Hoffenheim sluttede sæsonen af med tre liganederlag i træk. Senest blev det i lørdags til et nederlag på 1-5 ude til Borussia Mönchengladbach.

    /ritzau/

  6. I går kl. 14:06

    Lindstrøm deltager i sidste træning før Europa League-finale

    Den danske landsholdsspiller Jesper Lindstrøm ser ud til at blive klar til onsdagens Europa League-finale mellem Eintracht Frankfurt og Rangers FC.

    Tirsdag deltog Lindstrøm i Frankfurts afsluttende træning hjemme i Tyskland inden afrejsen til finalebyen Sevilla.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa, der har overværet Frankfurts træning.

    Danskeren har været meldt tvivlsom til finalen, da han har døjet med en muskelskade i højre lår siden slutningen af april.

    Frankfurt-træner Oliver Glasner har kaldt Lindstrøms finaledeltagelse for "et kapløb med tiden".

    Tirsdag aften holder Frankfurt pressemøde forud for finalen. Her kan Glasner formentlig give endegyldigt svar på, om Lindstrøm må starte finalen på banen, bænken eller tribunen.

    Finalen mellem Frankfurt og Rangers begynder onsdag klokken 21.

    /ritzau/

  7. I går kl. 11:04

    Padelformand: Nok ingen medaljer til Danmark

    I Danmark er antallet af padelbaner siden 2018 steget fra 32 til lidt over 700, melder Dansk Padel Forbund. Billedet er taget i England. (Foto: TOLGA AKMEN © Ritzau Scanpix)

    Har man først prøvet padeltennis, bliver man nok ved med det.

    Sporten betragtes i hvert fald som den hurtigst voksende i verden, og i dag runder dansk padel en ny milepæl.

    Verdens bedste padelspillere kommer nemlig for første gang til Danmark for at spille Danish Padel Open under World Padel Tour i Royal Stage i Hillerød.

    I Dansk Padel Forbund (DPF) ser de frem til turneringen, men der er ikke store forhåbninger om podiepladser til de danske spillere.

    Til det er niveauforskellen simpelthen for stor, lyder vurderingen fra formand Frederik Bentler.

    - Niveauet er så utrolig højt, at det svarer til, at Messi skal spille en 1.-divisionskamp.

    Turneringen slutter søndag, hvor der spilles finaler.

  8. I går kl. 10:40

    VM-trofæ vises frem i Parken til efteråret

    VM-trofæet skal forud for VM i Qatar på en tur rundt til mere end 50 lande, heriblandt Danmark. (Foto: KARIM sahib © Ritzau Scanpix)

    For første gang nogensinde kommer det ikoniske VM-trofæ i herrefodbold til Danmark.

    Fra 29. september til 1. oktober vil VM-trofæet befinde sig på dansk jord.

    29. september vil det være muligt at se trofæet på nært hold, når det er udstillet i Parken i København. Det oplyser læskedrikfirmaet Coca-Cola, der er sponsor af VM og sender trofæet på en rundrejse mellem alle 32 VM-deltagere samt 19 andre lande.

    VM-trofæet er lavet af 18 karat guld, vejer lidt over seks kilo og viser to menneskefigurer, der holder kloden højt.

    Halvanden måned efter trofæets besøg i Danmark indledes VM i Qatar.

    Rettelse: Det fremgik tidligere, at man kunne se VM-trofæet udstillet i Parken i hele perioden, hvor trofæet er på dansk jord. Det er ikke korrekt. Det er kun 29. september, at det vises frem for offentligheden

  9. I går kl. 08:49

    Over 100.000 ventes at tage til fodboldfest i Sevilla

    Måske denne Rangers-fan får lige så meget at juble over onsdag aften, når der er finale i Europa League mellem Rangers FC og Eintracht Frankfurt. (Foto: Russell Cheyne © Ritzau Scanpix)

    Onsdag aften er der Europa League-finale i fodbold, når skotske Rangers FC og tyske Eintracht Frankfurt tørner sammen i Sevilla.

    Men allerede inden finalen starter, kommer der til at være gang i byen, som om der allerede er fundet en vinder.

    For selv om finalestadionet Ramón Sánchez Pizjuán kun kan huse cirka 42.000 tilskuere til finalen, og der derfor kun er reserveret cirka 10.000 billetter til hvert af de to finalehold, er mange flere af holdenes fans allerede rejst til den spanske by, skriver Ritzau.

    De lokale myndigheder forventer, at over 100.000 fodboldfans vil rejse til byen i dag eller i morgen, men ifølge det franske nyhedsbureau AFP er det tal formentlig lavt sat.

    Ifølge AFP vil op til cirka 100.000 skotske fans rejse til Sevilla, og her vil mindst 60.000 tyske fans gøre dem selskab.

    Danske Jesper Lindstrøm kan komme til at spille en nøglerolle for Eintracht Frankfurt i finalen. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)
  10. 16. maj kl. 22:30

    Dansk golftalent booker billet til US Open

    Smilla Sønderby er klar til majorturneringen US Open i golf.

    Det står klart, efter at den 21-årige dansker mandag aften sluttede som en af de tre bedste i kvalifikationen til US Open.

    Smilla Sønderby endte som toer i kvalifikationen efter to runder i samlet 142 slag - to slag under banens par.

    Det bliver dermed til debut ved en majorturnering i juni for Smilla Sønderby, der næsten lige er blevet professionel.

    Første runde klarede Smilla Sønderby i 67 slag, hvilket svarer til fem slag under par, mens anden runde blev fuldført i 75 slag - tre slag over par.

    - Det føles surrealistisk. Jeg var meget, meget rolig i første runde og kiggede ikke på scoretavlen eller min telefon mellem runderne, siger Smilla Sønderby til turneringens hjemmeside.

    Også Nanna Koerstz Madsen også kvalificeret til US Open, som afvikles fra 2. til 5. juni.

    /ritzau/

  11. 16. maj kl. 21:42

    Basket-mesterskabet er én sejr fra at havne i kløerne på Bakken Bears

    Mandag aften sikrede Bakken Bears den tredje finalesejr af tre mulige i serien mod Svendborg Rabbits.

    På hjemmebane vandt Aarhus-holdet med 91-74, og nu er de bare en enkelt sejr fra at genvinde det danske mesterskab. Første af fire matchbolde er på torsdag i Svendborg.

    I mandagens tredje finalekamp var Bears foran med 27-16 efter første quarter, men det hele blev lige midtvejs, da Svendborg Rabbits fik udlignet til 40-40.

    Der er dog en grund til, at Bakken Bears har vundet mesterskabet de seneste fem sæsoner. For de sætter tingene på plads, når det gælder.

    I anden halvleg af mandagens opgør sørgede de for at udbygge føringen i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Med sejren på 91-74 er de meget tæt på klubbens 20. danske mesterskab.

  12. 16. maj kl. 18:45

    Engelsk fodboldspiller åbner op om sin seksualitet

    - Væk fra banen har jeg gemt mit sande jeg, og hvem jeg er virkelig er.

    Det siger den engelske fodboldspiller Jake Daniels, der tørner ud for Blackpool FC i den næstbedste engelske række, til klubbens hjemmeside.

    - Jeg har i hele mit liv vidst, at jeg er homoseksuel, og nu føler jeg, at jeg er klar til at komme ud og være mig selv, siger den 17årige angriber.

    Listen af professionelle fodboldspillere, der har åbnet om at være homoseksuel, er ikke lang. Men i løbet af 2021 fortalte blandt andre Josh Cavallo fra Australien, at han har skjult sin seksualitet. Det har været med til at inspirere den unge Blackpool-spiller.

    - Jeg har hadet at lyve hele mit liv og følelsen af at skulle ændre mig for at passe ind. Nu vil jeg være en rollemodel ved at gøre det her, siger Jake Daniels.

    Den unge angriber er i løbet af sæsonen rykket op fra ungdomsrækkerne til førsteholdet i Blackpool og har underskrevet sin første kontrakt som professionel.

  13. 16. maj kl. 07:07

    Holger Rune fortsætter himmelflugten: Indtager rekordplaceringverdensranglisten

    Holger Rune spiller i disse dage i franske Lyon. (Arkivfoto) (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Et sted, hvor ingen anden mandlig dansk tennisspiller nogensinde har været før.

    Holger Rune har haft et forrygende 2021 og da den opdaterede verdensrangliste kom ud her til morgen, kunne det danske stortalent se sit navn rykke op som nummer 40.

    Det gør Rune til den højest placerede dansker nogensinde på herrernes liste. Tidligere havde Kenneth Carlsen rekorden, da han en enkelt uge i 1993 lå nummer 41 på listen.

    Tennisspilleren er rykket to pladser frem, fra 42. til 40. pladsen, og fremmarchen den seneste tid skyldes især, at 19-årige Holger Rune tidligere på måneden vandt sit første ATP-trofæ.

    Rune spiller lige nu en ATP-turnering i Lyon, der fungerer som optakt til grandslam-turneringen French Open, og her spillede han sig søndag videre ved at slå franske Arthur Rinderknech.

  14. 15. maj kl. 22:04

    AGF-stime uden sejr fortsætter og tæller nu 13 i træk

    Kalenderen viste februar, da AGF senest gik fra banen med tre point.

    Søndag aften tabte aarhusianerne med 1-0 på udebane i Viborg, og sejren over Sønderjyske for tre måneder siden er fortsat klubbens eneste i hele foråret.

    Alligevel ser det unægteligt ud til, at AGF undgår nedrykning. Der resterer nemlig kun en enkelt runde af Superliga-sæsonen, og forspringet til Vejle under stregen tæller både tre point og en betydeligt bedre målscorer.

    Derfor skal aarhusianerne blot undgå at i næste weekend. Og selv hvis det sker, skal Vejle indhente 18 mål.

    Søndag aften kom de bagud, da Viborgs hollandske midtbanemand Clint Leemans opsnappede bolden i feltet og sparkede den imellem handskerne på Jesper Hansen. Efter pausen lykkedes det aarhusianerne at udligne, men Nicolai Poulsen blev korrekt vinket offside.

    Det lykkedes ikke for AGF at sende bolden i nettet, selvom de truede hjemmeholdet ad flere omgange i anden halvleg.

    Med sejren på 1-0 er oprykkerne fra Viborg tilbage på den syvendeplads, der giver mulighed for europæisk fodbold efter sommerferien.

  15. 15. maj kl. 21:40

    Danmarks ishockeyherrer lider stort VM-nederlag mod Schweiz

    (Foto: Roni Rekomaa © Ritzau Scanpix)

    Danmarks ishockeyherrer fik fredag en fabelagtig start på VM i Finland, da de slog Kasakhstan med hele 9-1.

    Men i søndagens gruppespilskamp mod Schweiz havde danskerne svært ved at følge op på den fine start, og i stedet kom de en tur på glatis.

    Schweizerne viste sig nemlig som for svær en modstander for det danske mandskab, der endte med at tabe hele 6-0 i deres anden gruppespilskamp ved slutrunden.

    Efter de første to kampe i VM's gruppe A har ishockeyherrerne derfor forsat tre point. Danmark skal spille yderligere fem kampe i gruppespillet, hvorfra de fire bedste hold avancerer til kvartfinalerne.

    Landsholdets næste modstander ved VM i ishockey er Italien. Den kamp spilles tirsdag.

  16. 15. maj kl. 20:09

    Holger Rune kæmper sig videre fra første runde

    For to uger siden vandt Holger Rune sin første ATP-turnering i tyske München. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Holger Rune er videre til anden runde i ATP-turneringen i Lyon, der blev skudt i gang søndag.

    Den 19-årige dansker slog i første runde Arthur Rinderknech med 7-6, 7-6 efter to timers spil.

    En stærk serv og god tænding hjalp teenageren til sejr over den 26-årige franskmand, der er nummer 63 i verden. Holger Rune er nummer 42.

    Med en forholdsvis stærk vind som faktor blev første sæt mellem Rune og Kinderknech en ujævn omgang, hvor begge spillere startede stærkt ud i egen serv for siden at blive brudt en gang hver.

    Hverken Rune eller franskmanden fandt for alvor en stabil rytme, men en tydeligt tændt Rune, der fik en advarsel for at smide med sin ketsjer, tilspillede sig trods alt en del breakbolde.

    Desværre for ham afværgede Rinderknech seks af slagsen spredt ud på tre partier, og sættet blev i stedet afgjort i et tiebreak. Her blev en fransk bold i nettet og meget stærke danske server afgørende, og Rune vandt tiebreaken 7-4.

    Andet sæt endte på samme måde som første, men det var i højere grad en opvisning i stærke server. Der var således ingen breakbolde, inden Rune i tiebreaket var skarpest og udnyttede sin første matchbold.

    /ritzau/

  17. 15. maj kl. 19:53

    Brøndby vinder for første gang i mere end to måneder

    De forsvarende danske mestre fra Brøndby har mildest talt været skidt kørende.

    Vestegnsklubben har ikke vundet siden begyndelsen af marts, og siden da har spillerne i gult og blåt forladt banen ti gange uden en sejr.

    Den dårlige stime er nu brudt, for Brøndby vandt søndag med 3-0 på udebane over AaB.

    Nordjyderne fik kort før pausen norske Iver Fossum udvist. Inden havde Brøndbys Simon Hedlund sørget for en føring til gæsterne, og det blev ikke nemt for hjemmeholdet i undertal i anden halvleg.

    Simon Hedlund var igen på pletten efter en times spil, inden unge Mathias Kvistgaarden scorede til 3-0. Den tidligere springgymnast fejrede sit mål med en baglæns saltomortale foran de mange medrejsende Brøndby-fans.

    Selvom Jakob Ahlmann med en bred inderside reducerede sent i anden halvleg, nåede det aldrig rigtigt at blive spændende i Aalborg. I de sidste minutter blev hjemmeholdet sågar reduceret til ni mand, da forsvarsspilleren Rasmus Thelander trak en Brøndby-spiller i trøjen og forhindrede, hvad dommeren vurderede som en oplagt scoringsmulighed.

    Resultatet betyder, at Brøndby udligner nordjydernes pointhøst, og de to hold ligger nu begge med 45 point inden næste weekends sidste spillerunde. AaB har en bedre målscorer, og derfor er de efter søndagens kamp nummer fire og først i kapløbet om at kunne spille europæisk efter sommerferien.

    Til gengæld er Silkeborg nu officielt bronzevindere, fordi AaB ikke længere kan nå oprykkerne.

  18. 15. maj kl. 19:44

    Danske oplæg og to røde kort skubber Everton tættere på afgrunden

    (Foto: Paul ellis © Ritzau Scanpix)

    Everton er den fodboldklub, der har spillet flest sæsoner i Englands bedste fodboldrække, men nedrykningen er i år kommet faretruende tæt på.

    Bedre blev det ikke af, at holdet fra Liverpool søndag tabte 2-3 på hjemmebane til Brentford.

    Everton var foran ad to omgange, men fik undervejs to spillere vist ud og smed det hele på gulvet i Premier League-opgøret.

    Som sædvanlig var Brentford-holdet med Thomas Frank som cheftræner spækket med danskere. I alt fem fik spilletid, og to gange Christian - Eriksen og Nørgaard - blev noteret for oplæg i anden halvleg.

    Evertons eneste trøst er, at de omkringliggende hold også klarede sig relativt dårligt i runden. Efter søndagens kampe har Everton som nummer 16 to point ned til Burnley på den forkerte side af nedrykningsstregen.

    Brentford har sikret sig en sæson mere i Premier League efter oprykningen og ligger aktuelt på 11.-pladsen.

    /ritzau/

  19. 15. maj kl. 19:30

    Viborgs håndboldkvinder får stryg i europæisk finale

    (Foto: Johnny Pedersen © Ritzau Scanpix)

    Håndboldkvinderne fra Viborg HK havde søndag muligheden for at sikre klubben dens første titel i otte år.

    Lørdag spillede midtjyderne sig nemlig i finalen ved Final Four-stævnet i European League, der tidligere er kendt som EHF Cuppen.

    Men en viborgensisk triumf blev det ikke til i denne omgang. I finalen på hjemmebanen i Viborg tabte de grønklædte håndboldkvinder nemlig med hele 31-20 mod tyske Bietigheim.

    I bronzekampen, der blev spillet tidligere på dagen, vandt Herning-Ikast Håndbold med 29-28 mod rumænske Baia Maare.

    Dermed ender Herning-Ikast Håndbold altså med at tage bronzemedaljerne ved Final Four-stævnet i European League, mens Viborg får sølv.

  20. 15. maj kl. 18:37

    Novak Djokovic viser storform før French Open med sejr i Italien

    (Foto: Tiziana Fabi © Ritzau Scanpix)

    Om godt en uge bliver årets anden grand slam-turnering sat i gang, og verdensetteren Novak Djokovic ser ud til at have fundet storformen.

    Søndag slog han brugte han kun 98 minutter på at slå Stefanos Tsitsipas med 6-0, 7-6 og blev for sjette gang i karrieren vinder af Italian Open.

    Djokovic nåede samtidigt op på 38 Masters 1000-titler i karrieren.

    Masters 1000 rangerer lige under de fire grand slam-turneringer, og de 38 titler er rekord. Rafael Nadal har vundet 36.

    /ritzau/

  21. 15. maj kl. 18:05

    Dobbelt op på trofæer til Chelsea og Harder

    (Foto: TOLGA AKMEN © Ritzau Scanpix)

    For en uge siden sikrede den danske stjerne Pernille Harder med sin klub, Chelsea, det engelske mesterskab efter en sejr over Manchester United.

    Søndag kunne de igen triumfere ved at besejre en Manchester-klub, da de mødte lyseblå City i FA Cup-finalen på mytiske Wembley.

    Harder startede på banen for Chelsea og kunne se sin angrebskollega Sam Kerr bringe London-holdet foran efter en halv times spil. Manchester City udlignede kort før pausen, men med et fantastisk langskud, der gik ind via overliggeren, sørgede Erin Cuthbert for en ny Chelsea-føring i anden halvleg. Det blev igen udlignet, og kampen endte i forlænget spilletid.

    Chelsea tabte finalen i Womens League Cup til netop Manchester City med 3-1 tilbage i marts. Derfor var de opsatte på revanche under det engelske nationalstadions ikoniske bue. Faktisk har Harder og co. leveret lutter sejre siden finalenederlaget for to måneder siden, og i FA Cup-finalen sejrede de også.

    For Sam Kerr scorede sejrsmålet til 3-2 i forlænget spilletid, og derfor kunne Pernille Harder efter slutfløjt fejre sin sjette titel i den engelske klub.

  22. 15. maj kl. 17:55

    Straffesparksredning sender guldet millimeter fra Parken og FCK

    Inden søndagens Superliga-kampe duftede det af guld i København.

    Nu stinker det af, at FCK vinder det danske mesterskab efter en vital sejr på 2-0 i Randers.

    De tre point betyder, af hovedstadsklubben har seks point mere end FC Midtjylland, der indtager andenpladsen og spiller den næstsidste kamp i sæsonen mandag aften. Hvis midtjyderne vinder de sidste to, og FCK taber næste weekend, har københavnerne stadig en betydeligt bedre målscore, og derfor er det så godt som sikkert, at Jess Thorups mandskab snart kan kalde sig danske mestre.

    Det holdt ellers hårdt i Randers. FCK havde gode muligheder i første halvleg, men efter flere store redninger fra Randers-målmand Patrick Carlgren var det målløst og helt lige ved pausen.

    Først efter en times spil kom FCK i front, da den 19-årige Hakon Haraldsson scorede til 1-0. Kort efter fik Randers tildelt et straffespark efter gennemsyn fra VAR, og Stephen og Odey stod klar ved pletten.

    Men FCK-keeper Kamil Grabara gættede rigtigt, reddede straffesparket og sikrede dermed så godt som guldet. For i overtiden lukkede og slukkede angriberen Khouma Babacar med en scoring til 2-0.

    Hovedstadsklubben mangler kun en enkelt kamp, og derfor tyder alt på, at de kan hæve pokalen og kalde sig danske mestre om en uge, når de møder AaB i Parken.

    Du kan se alle Superliga-rundens mål her.

  23. 15. maj kl. 17:44

    Spanier forsvarer sin førertrøje i australsk bjergtriumf i Giroen

    (Foto: Luca Bettini © Ritzau Scanpix)

    Det var en dyst mellem de allerbedste bjergryttere, da 9. etape af det italienske cykelløb Giro d'Italia søndag eftermiddag skulle afgøres.

    Men på toppen af stigningen Blockhaus sprintede den australske Bora-rytter Jai Hindley fra sin nærmeste konkurrenter og rakte den ene arm i vejret i triumf.

    Lige efter australieren kom Franske Romain Bardet (DSM) på andenpladsen, mens Richard Carapaz (Ineos), der er favorit til den samlede sejr, tog tredjepladsen.

    Trek-rytteren Juan Pedro Lopez kæmpede en brav kamp for at forsvare sin lyserøde førertrøje, og det lykkedes lige nøjagtig.

    Dermed har spanieren nu 12 sekunder ned til Joao Almeida (UAE) på andenpladsen i det samlede klassement. Romain Bardet er 14 sekunder efter, mens Richard Carapaz er 15 sekunder efter.

  24. 15. maj kl. 17:05

    Manchester City sikrer sig matchbold efter comeback

    (Foto: Ian Kington © Ritzau Scanpix)

    Fodboldherrerne fra Manchester City var søndag på randen af nederlag, men vendte 0-2 til 2-2 på udebane mod West Ham i den bedste engelske række, Premier League.

    Jarrod Bowen scorede to gange for hjemmeholdet i første halvleg, men Jack Grealish og et selvmål sørgede for 2-2 i en City-domineret anden halvleg, hvor Riyad Mahrez misbrugte et straffespark.

    Dermed bevarer Pep Guardiolas tropper en gunstig position i duellen med Liverpool om det engelske mesterskab.

    City har nu 90 point for 37 kampe på førstepladsen, mens Liverpool har 86 point for 36 kampe på andenpladsen.

    Manchester City kan sikre sig mesterskabet med en sejr på hjemmebane mod Aston Villa i sidste runde næste søndag.

    Liverpool gæster tirsdag Southampton og har Wolverhampton på hjemmebane i sidste runde.

    /ritzau/

  25. 15. maj kl. 16:44

    Aalborg vinder og sender Skjerns håndboldherrer i DM-semifinalen

    Skjerns håndboldherrer er klar til DM-semifinalen.

    Det står klart, efter Aalborg Håndbold søndag eftermiddag har slået Mors-Thy Håndbold med 38-34, og håndboldherrerne fra det nordvestlige jylland kan derfor ikke længere nå Skjern på andenpladsen i slutspillets gruppe 2.

    Aalborg var allerede inden opgøret søndag sikker på deltagelse i DM-semifinalen.

    Fra den anden slutspilsgruppe har Bjerringbro-Silkeborg og GOG booket billet til semifinalerne.

  26. 15. maj kl. 15:56

    Drømmen om overlevelse er så godt som ovre for Vejle efter nederlag i Farum

    Efter sommerferien skal Vejle formentlig spille fodbold i 1. Division.

    Bevares, der er stadig en matematisk mulighed for at undgå nedrykning, men det kræver to nederlag til AGF, der ligeledes skal sætte et målforspring på 19 scoringer over styr i sæsonens sidste to kampe.

    Missionen blev noget nær umulig, da de røde fra Nørreskoven søndag eftermiddag ikke kunne besejre FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum. Her gik Vejle på banen velvidende, at kun tre point kunne holde liv i den matematiske mulighed for at overleve.

    FC Nordsjælland, som hverken rykker ned eller spiller europæisk efter sommerferien, kom tidligt foran i søndagens opgør. Efter dårligt forsvarsspil af Vejle sparkede Mohammed Diomande hjemmeholdet i front efter bare tre minutter.

    Et kvarter senere var midtbanemanden igen på pletten, da han med samme inderside satte bolden i nettet. Kort før pausen reducerede Luka Djordjevic for Vejle, men i anden halvleg formåede de ikke at gøre yderligere ved resultatet på måltavlen.

    Med nederlaget på 2-1 er Vejles chancer for overlevelse så godt som slået itu.

    Det er allerede helt fastslået, at Sønderjyske rykker ned. De var også i aktion søndag eftermiddag.

    Haderslev-klubben besøgte OB, og fynboerne havde klart mest på spil. De er nemlig på jagt efter Viborg, der inden weekenden indtog syvendepladsen og dermed har mulighed for at spille europæisk fodbold i næste sæson.

    Sønderjyskes Emil Frederiksen scorede efter bare tre minutter, mens OB’s offensive profil Issam Jebali brændte straffespark sent i første halvleg. Efter pausen var hans holdkammerat, Emmanuel Sabbi, mere skarp fra ellevemeterpletten, da han udlignede til 1-1 på det andet fynske straffespark i kampen.

    Da der ikke faldt flere scoringer i Odense, er OB i skrivende stund på syvendepladsen, fordi de har en bedre målscorer end Viborg. De møder AGF søndag aften klokken 20.

    Se højdepunkterne fra opgøret i Odense her:

  27. 15. maj kl. 15:40

    Skov Olsen og Club Brügge er belgiske mestre efter sejr i danskerduel

    Club Brügge er belgiske mestre for 18. gang i klubbens historie. (Foto: Kurt Desplenter)

    Den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen har med sit hold, Club Brügge, vundet det belgiske fodboldmesterskab.

    Med en sejr på 3-1 over Brian Priskes Royal Antwerp sikrede Club Brügge søndag førstepladsen, selvom der mangler en runde af sæsonen.

    Andreas Skov Olsen skiftede til den belgiske storklub i januar og har siden spillet forrygende. Han står noteret for 10 assist og fire mål siden skiftet tidligere på året.

    Efter søndagens resultat står der Club Brügge på mesterskabstrofæet, og dermed må danskerklubben Royale Union nøjes med sølv.

    Jonas Bager, Casper Nielsen og resten af den lille belgiske klub har ellers imponeret alt og alle i løbet af sæsonen. Oprykkerklubben spillede med om mesterskabet indtil næstsidste runde og er sikre på at vinde sølv.

  28. 15. maj kl. 12:06

    Vindere sætter nye rekordtider ved Copenhagen Marathon

    Berhane Tsegay vandt hos herrerne, og Hela Kiprob vandt kvindernes Copenhagen Marathon - begge i rekordtider. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

    Der er er ny rekordindehavere hos både mændene og kvinderne efter 2022-udgaven af Copenhagen Marathon.

    Berhane Tsegay fra Eritrea kan kalde sig ny indehaver af rekordtiden i Copenhagen Marathon hos mændene.

    Søndag formiddag tilbagelagde han de 42,195 kilometer i de københavnske gader i tiden 2 timer, 8 minutter og 21 sekunder. Da han krydsede målstregen på Islands Brygge var han dermed over halvandet minut hurtigere end den tidligere løbsrekord i den danske hovedstad.

    Også hos kvinderne er der en ny indehaver af løbsrekorden.

    Lidt over et kvarter efter mændenes vinder havde passeret målstregen, løb kenyaneren Hela Kiprob over den som første kvinde. Med tiden 2 timer, 24 minutter og 10 sekunder skar hun hele fem minutter af den tidligere rekord.

    Det var blandt andet resultatet af en flad rute og gode vejrforhold.

    /ritzau/

  29. 14. maj kl. 23:06

    Novak Djokovic når 1000 sejre og spiller sig i finale

    (Foto: FABIO FRUSTACI © Ritzau Scanpix)

    Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic har efterhånden en del flotte meritter på CV'et, og lørdag nåede verdensetteren en ny imponerende milepæl.

    I ATP-turneringen i Rom tæskede Djokovic på godt 100 minutter den norske profil Casper Ruud med 6-4 og 6-3 i sin semifinale.

    Det var serberens sejr nummer 1000 i karrieren, og han slutter sig dermed til en lille og eksklusiv gruppe af spillere.

    Jimmy Connors vandt 1275 kampe i sin karriere. Roger Federer er oppe på 1245 sejre, Ivan Lendl nåede 1069, mens Rafael Nadal foreløbig har vundet 1050 kampe ifølge ATP Tour og ultimatetennisstatistics.com.

    I søndagens finale af den italienske turnering møder Djokovic græske Stefanos Tsitsipas. Grækeren slog i sin semifinale tyske Alexander Zverev 4-6, 6-3, 6-3.

  30. 14. maj kl. 22:51

    Leon Madsen bliver toer i Polen efter dansk finaledrama

    Leon Madsen. FIM SGP. Speedway Grand Prix. Afdeling 2. Polen. Warszawa. PGE Narodowy Stadion. Lørdag den 14. maj 2022. (Foto: Sportxpress © Ritzau Scanpix)

    De to danske speedwaykørere Leon Madsen og Mikkel Michelsen nåede begge finalen i årets andet grandprix lørdag aften.

    Det endte dog også med lidt dramatik for danskerne i den polske hovedstad, Warszawa, da de ramlede sammen i finalen.

    Michelsen udgik og måtte hjælpes fra banen, mens Leon Madsen blev nummer to efter Max Fricke i genstarten.

    Leon Madsen og Mikkel Michelsen har begge 30 point på henholdsvis anden- og tredjepladsen i VM-stillingen efter de to første grandprixer.

    Polakken Bartosz Zmarzlik ligger nummer ét med 32 point.

    Der skal i alt køres 12 grandprixer i år, og sæsonens tredje grandprix afvikles i Prag den 28. maj.

  31. 14. maj kl. 20:55

    Liverpool vinder FA Cup-trofæet efter straffesparksdrama

    (Foto: Neil hall © Ritzau Scanpix)

    Fodboldklubben Liverpool F.C. har lørdag aften vundet det traditionsrige FA Cup-trofæ for første gang i 16 år efter en nervepirrende kamp mod Chelsea.

    Pokalfinalen på Wembley endte 0-0 i ordinær tid, og heller ikke i forlænget tid blev der fundet en vinder. Dermed skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Anfører César Azpilicueta og Mason Mount misbrugte for Chelsea og Sadio Mané for Liverpool, inden den tidligere Esbjerg-spiller Kostas Tsimikas blev matchvinder.

    De rødblusede gentog dermed bedriften fra Liga Cup-finalen i februar, der også endte 0-0, inden Liverpool vandt fra pletten.

    Andreas Christensen var helt ude af truppen for Chelsea, der altså tabte FA Cup-finalen for tredje år i træk.

    Liverpool er fortsat i spil til to titler. Den 28. maj møder holdet Real Madrid i Champions League-finalen, og inden da er den engelske titelkamp afgjort. Her er Liverpool tre point efter Manchester City med to runder igen.

    Efter lørdagens triumf har Liverpool vundet den største af de engelske pokalturneringer otte gange, hvilket er lige så mange gange som Chelsea og Tottenham. Arsenal og Manchester United har vundet den henholdsvis 14 og 12 gange.

  32. 14. maj kl. 19:52

    Viborg HK brager videre til European League-finalen

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Håndboldklubben Viborg HK kan se frem til at spille European League-finale foran et jublende hjemmebanepublikum, når holdet søndag har mulighed for at vinde den første europæiske titel i otte år.

    Lørdag vandt midtjyderne nemlig med 28-24 over rumænske Baia Mare ved Final 4-stævnet, der afvikles i Vibocold Arena, hvor Viborg HK normalt huserer.

    Viborg skal møde Bietigheim i finalen, efter den tyske klub slog Herning-Ikast med ét mål tidligere lørdag. Inden finalen skal Herning-Ikast spille bronzekamp mod Baia Mare.

    European League er den næststørste europæiske klubturnering efter Champions League. Den gik tidligere under navnet EHF Cup. Viborg vandt turneringen i 1994, 1999 og 2004.

    Midtjydernes seneste europæiske titel var i den nu hedengangne Cup Winners Cup i 2014.

  33. 14. maj kl. 19:16

    Dansk makkerpar sikker på medaljer ved VM i petanque

    I denne weekend afvikles de afgørende kampe ved VM i petanque, der løber af stablen i Karlslunde. Her har den danske mixed double Anders Erlandsen og Katrine Junge Olsen gjort det så godt, at de nu er sikker på medaljer.

    Makkerparret slog nemlig et cambodiansk par med 13-11 i lørdagens kvartfinale. I semifinalen, der spilles senere lørdag, møder Danmark det spanske par Javier Carenas og Sara Diaz Reyes.

    Alle øvrige danskere er slået ud af turneringen. I kvindernes singleturnering nåede Mia Carlsson dog også til kvartfinalerne, men hun tabte 3-13 til Sylviane Metairon fra Schweiz.

  34. 14. maj kl. 18:49

    Danske golfspillere går kold og falder langt tilbage i Belgien

    Både Joachim B. Hansen og Jeff Winther fik sig en hård dag på kontoret, da de lørdag spillede tredje og næstsidste runde ved golfturneringen Soudal Open, der spilles på DP World Tour – tidligere kendt som European Tour.

    Hansen startede som bedste dansker på en delt 15.-plads før lørdagens runde, og det startede da også godt. Med to birdies på de første fem huller spillede han sig nemlig ind i top-10, men herefter gik det ned ad bakke. Foruden en række pars lavede Hansen nemlig tre bogeys, en double- og triplebogey på de resterende huller. Dermed gik han runden i seks slag over par, der sender ham ned på en delt 51.-plads i samlet et slag over par.

    Med blandt andet to doublebogeys faldt Jeff Winther også længere tilbage i feltet. Han er på en delt 59.-plads efter lørdagens runde i fire slag over par. Samlet set er han ét slag dårligere end Joachim B. Hansen.

    Ryan Fox fører turneringen i 11 slag under par inden finalerunden søndag.

  35. 14. maj kl. 18:31

    Sundby sparker sig tættere på oprykning med ny sejr

    1. divisionsklubben Sundby Boldklub fortsætter den ubesejrede stime i jagten på oprykning til landets bedste fodboldrække for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    Sundby slog Varde med 5-0, da de to hold mødtes lørdag, og dermed udbygger københavnerne forspringet i toppen af kvalifikationsspillet med tre spillerunder igen.

    AGF på andenpladsen og B93 på tredjepladsen spillede nemlig 1-1 tidligere lørdag. Dermed har Sundby fire point ned til AGF på andenpladsen. B93 er ét point efter aarhusianerne.

    Kun de to bedste af de i alt seks hold i gruppen får en plads i den bedste række fra næste sæson.

  36. 14. maj kl. 18:09

    Bjerringbro-Silkeborg booker plads i DM-semifinale efter slutspurt

    For syvende sæson i træk er håndboldholdet Bjerringbro-Silkeborg klar til DM-semifinalerne.

    Det står klart, efter at holdet lørdag slog Skanderborg-Aarhus 27-24 på udebane i næstsidste runde af slutspilspulje 1.

    Opgøret var længe på vippen, men i kampens sidste ti minutter trådte især backprofilen Jacob Lassen og keeper Johan Sjöstrand i karakter for udeholdet.

    Resultatet betyder, at tre af fire semifinalister nu er fundet. Bjerringbro-Silkeborg følger GOG videre fra gruppe 1, mens Aalborg Håndbold går videre fra gruppe 2, hvor Skjern og Mors-Thy kæmper om den sidste plads.

    /ritzau/

  37. 14. maj kl. 17:54

    RB Leipzig fastholder CL-plads i sidste runde

    (Foto: Sascha Schuermann © Ritzau Scanpix)

    Fodboldspilleren Yussuf Poulsen og resten af RB Leipzig-truppen kan se frem til igen at skulle spille Champions League i næste sæson.

    Med 1-1 mod Bielefeld i den sidste runde af Bundesligaen, holdt Leipzig nemlig fast i fjerdepladsen, der altså giver adgang til Europas fineste klubturnering. Leipzig startede dagen med to point ned til Freiburg, der tabte 1-2 til Leverkusen.

    Derudover gjorde flere danskere sig positivt bemærket i de ni opgør, der begyndte samme tid.

    Mod mestrene fra Bayern München reducerede Wolfsburgs Jonas Wind kort før pausen til 1-2. Wind modtog bolden i feltet, og vippede den fikst en smule op i luften, hvorefter den tidligere FC København-profil flugtede den i nettet. Kampen endte 2-2.

    Marcus Ingvartsen blev dobbelt målscorer for Bo Svenssons Mainz, der mødte Eintracht Frankfurt. Først gjorde Ingvartsen det til 1-0, inden han i anden halvleg udlignede til slutresultatet 2-2.

    Robert Skov blev desuden noteret for en assist, da Hoffenheim tabte 1-5 til Borussia Mönchengladbach.

    I bunden af tabellen formåede Stuttgart med en scoring i overtiden at vinde 2-1 over Köln. Dermed sikrede de overlevelse i Bundesligaen, efter Hertha Berlin smed en føring og tabte 1-2 til Dortmund.

    Hertha Berlin skal nu møde et hold fra 2. Bundesliga i en playoffkamp om pladsen i landets bedste række. Bielefeld og Greuther Fürth rykker direkte ned.

  38. 14. maj kl. 17:29

    Herning-Ikast taber European League-semifinale efter tysk vindermål i sidste sekund

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Håndboldholdet Herning-Ikast led lørdag en hård skæbne i semifinalen mod tyske Bietigheim ved Final 4-stævnet i European League.

    Midtjyderne leverede nemlig et comeback, men tabte alligevel 33-34, efter tyskerne scorede vindermålet i sidste sekund. Forinden havde Bietigheim opbygget et forspring på syv mål midt i anden halvleg. Men så svarede midtjyderne igen og hentede hurtigt ind på tyskernes forspring. Med få minutter tilbage af kampen fuldendte de comebacket, men polske Karolina Kudlacz-Gloc formåede altså at sende Bietigheim i finalen med en scoring i sidste sekund.

    Dermed skal Herning-Ikast søndag spille om tredjepladsen i Europas næststørste klubturnering, hvis finalestævne i år afvikles i Vibocold Arena i Viborg.

    Her skal holdet, der normalt huserer i hallen, Viborg HK, senere lørdag møde rumænske Baia Mare i kampen om, hvem der skal møde Bietigheim i finalen. Bietigheim har den tidligere danske landsholdsanfører Stine Jørgensen og Trine Østergaard på holdet.

  39. 14. maj kl. 17:27

    Belgisk udbrudsspecialist føjer ny Giro-sejr til cv'et

    (Foto: Luca Bettini © Ritzau Scanpix)

    Den 35-årige belgiske cykelrytter Thomas De Gendt har ikke vundet mange løbde seneste sæsoner.

    Men lørdag viste han, at han absolut ikke har glemt, hvordan man træder hårdt i pedalerne.

    Den rutinerede belgier fra Lotto Soudal vandt 8. etape af Giro d'Italia ved at spurte overlegent fra to medudbrydere og køre først over stregen i Napoli.

    Det er hans anden etapesejr i det prestigefyldte italienske løb.

    Bardianis Davide Gabburo blev henvist til andenpladsen, mens Movistar-spanieren Jorge Arcas blev treer foran De Gendts holdkammerat Harm Vanhoucke, som forinden havde hjulpet landsmanden.

    /ritzau/

  40. 14. maj kl. 16:23

    Dansker scorer for italiensk mester i sidste ligakamp

    Den danske landsholdsspiller Sofie Junge-Pedersen har lukket den italienske ligasæson af med stil.

    I sidste weekend sikrede hun og Matilde Lundorf det italienske mesterskab med Juventus, og lørdag scorede Sofie Junge i den sidste ligakamp, da Juventus vandt med 2-1 over AC Milan.

    Heller ikke AC Milan havde noget at spille for, da de ikke kunne nå AS Roma på andenpladsen, mens holdet heller ikke kunne indhentes af tabellens øvrige hold.

    Sofie Junge og resten af Juventus-truppen jagter endnu et trofæ, når de spiller pokalfinale mod AS Roma den 22. maj.

  41. 14. maj kl. 15:59

    AGF og B93 fortsætter tæt duel om overlevelse efter deler

    AGF og B93 kæmper en tæt duel om overlevelse i landets bedste fodboldrække for kvinder, Gjensidige Kvindeligaen.

    Lørdag mødtes de to hold til en kamp, som endte 1-1, og dermed er der fortsat kun ét point mellem de to hold med tre kampe tilbage af kvalifikationsspillet. AGF indtager andenpladsen med 15 point og dermed den sidste plads, der giver en plads i den bedste række i næste sæson. B93 indtager tredjepladsen og har hele syv point ned til forfølgerne fra AaB, der lørdag måtte nøjes med 0-0 mod bundproppen, Odense Q.

    1. divisionsklubben Sundby Boldklub fører tabellen med ét point mere end aarhusianerne, men har en kamp til gode. De har mulighed for at sparke sig tættere på den bedste række, når de senere lørdag møder Varde.

  42. 14. maj kl. 15:56

    Lewandowski ønsker at forlade Bayern München

    (Foto: HEIKO BECKER © Ritzau Scanpix)

    Fodboldspilleren Robert Lewandowski ønsker at forlade Bayern München.

    Det bekræfter klubbens sportsdirektør, Hasan Salihamidzic, som har talt med den polske stjerneangriber forud for sæsonens sidste kamp mod Wolfsburg.

    - Jeg talte med "Lewa". Han fortalte mig, at han ikke ønskede at acceptere vores tilbud om at forlænge kontrakten, og at han han gerne vil forlade klubben, siger han til tyske Sky Sports før sæsonens sidste kamp.

    Lewandowski har kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2023.

    Ifølge Salihamidzic har angriberen lyst til at prøve noget nyt, men klubben forholder sig til, at den har papir på den 33-årige profil et år endnu.

    /ritzau/

  43. 14. maj kl. 15:01

    Sydkorea vinder VM i badminton efter sejr over Kina

    (Foto: Diego azubel © Ritzau Scanpix)

    Sydkoreas badmintonlandshold for kvinder er verdensmester, efter holdet lørdag har slået de forsvarende mestre, Kina, med 3-2 i kampe i Uber Cup-finalen.

    Det var netop Sydkorea, der stoppede danskerne, da de to landshold mødtes i kvartfinalen i Thailand.

    Kina kom foran i finalen, da verdens nummer tre, Chen Yu Fei, vandt den første single over An Se-young. Sydkorea udligede herefter i den første double, inden Kina igen skulle vise sig for stærk i den anden singlekamp. Dog formåede sydkoreanerne at trække dysten ud i en femte og afgørende kamp, da de også vandt det anden doubleopgør.

    Derfor skulle finalen afgøres i singlen mellem Kinas Wang Zhiyi og Sydkoreas undertippede Yu Jin Sim.

    Et udmarvende første sæt blev vundet 28-26 af sydkoreanske Sim Yu-jin, der dermed bragte sig foran. Men Wang Zhiyi svarede igen ved at vinde andet, og så var alt igen helt åbent.

    Lige indtil Sim Yu-jin vandt 12 dueller på stribe i begyndelsen af tredje sæt og sendte kineseren i et hul, hun aldrig kom op af.

    Dermed har Sydkorea vundet Uber Cup to gange. Første gang var i 2010. Kina har ellers vundet fire af de seneste fem udgaver af turneringen.

  44. 14. maj kl. 13:48

    Sprudlende danske ishockeyherrer banker Kazakhstan i VM-premiere

    (Foto: Lehtikuva © Ritzau Scanpix)

    Danmark har lørdag fået en fremragende start på VM i ishockey. De danske ishockeyherrer ydmygede nemlig Kazakhstan gennem alle tre perioder og vandt med hele 9-1.

    Danskerne topper med storsejren gruppe A sammen med Slovakiet og Canada, der også startede ud med en sejr fredag i Finland.

    Der skulle kun gå to minutter af lørdagens opgør, før den danske målmaskine blev sat i gang. Her slog Patrick Bjorkstrand til, og i de efterfølgende tre minutter scorede både Felix Scheel og den målfarlige AHL-spiller Joachim Blichfeld. Foran med 3-0 efter 20 minutter kunne man fristes til at tro, at danskerne satte tempoet ned. Men nej.

    I anden periode fortsatte den danske offensiv nemlig det fornemme arbejde, og derfor måtte kasakherne indkassere fire mål i anden periode – to af dem i powerplay.

    Danskerne blev ved med at udbygge føringen i tredje periode. Her blev Joachim Blichfeld noteret for hattrick, da han scorede til 9-0, inden Kazakhstan formåede at sende pucken bag den danske keeper Sebastian Dahm i slutminutterne.

    Dermed beviste danskerne, at det trods markante afbud stadig har kvalitet og ikke bør frygte nedrykning. Foruden VM-debutaten Joachim Blichfeld, gjorde hans kædemakker Nikolaj Ehlers sig også særlig positivt bemærket. Den lynhurtige NHL-spiller stod nemlig for tre assits.

    Næste opgave for Danmark er søndag aften, når de møder Schweiz.

  45. 14. maj kl. 13:29

    Danske hold viser gode takter ved årets største Counter-Strike-turnering 

    De danske Counter-Strike-hold Heroic og Copenhagen Flames fik lørdag en god start på den såkaldte ’Legends stage’ ved den prestigefyldte turnering PGL Major Antwerpen.

    Heroic slog det amerikanske hold Liquid 16-11, mens Copenhagen Flames slog Bad News Eagles med 16-14 i kampen, der spilles bedst af ét map.

    Lørdagens to kampe var de første af slagsen i ’Legends stage’. Her spiller 16 hold om at blive blandt de otte bedste, der avancerer til de afgørende kampe, der spilles bedst af tre maps.

    Turneringen er årets første major, der er kendt som den største turnering på Counter-Strike-scenen.

    Danske Astralis deltog også i majoren, men formåede ikke at avancere til næste skridt af turneringen, da de fredag tabte 0-2 til Liquid.

  46. 14. maj kl. 12:29

    Profil siger farvel til FC Nordsjælland efter denne sæson

    Når sæsonen er slut, har 23-årige Magnus Kofod Andersen spillet sin sidste kamp i FCN i denne omgang. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Magnus Kofod Andersen har selv udtalt, at han gerne vil prøve sig af i udlandet, og nu ligger det helt fast, at han forlader FC Nordsjælland.

    På sin hjemmeside oplyser Superliga-klubben, at den 23-årige midtbanegeneral, som er en af holdets største profiler, ikke forlænger sin kontrakt.

    Dermed skilles de to parter, når juni bliver til juli.

    Trods sin beskedne alder har Magnus Kofod Andersen spillet 170 kampe for FC Nordsjællands førstehold. Han fik debut som 18-årig i 2017.

    Siden har han udviklet sig til at være en af de vigtigste spillere i cheftræner Flemming Pedersens holdopstilling.

    Han har da også ved flere lejligheder båret anførerbindet, som normalt tilhører den erfarne forsvarsspiller Kian Hansen.

    /ritzau/

  47. 14. maj kl. 12:00

    Ugleset golfstjerne melder afbud til stor turnering

    (Foto: SAM GREENWOOD © Ritzau Scanpix)

    Sidste år blev golfspilleren Phil Mickelson den ældste majorvinder i historien, da han vandt PGA Championship, men han kommer ikke tilbage og forsvarer sejren i år.

    Den 51-årige amerikaner har således meldt afbud til årets udgave af PGA Championship, som begynder 22. maj i Oklahoma i USA. Det oplyser PGA Tour på sin hjemmeside.

    Afbuddet kommer efter en periode, hvor Phil Mickelson har været i skudlinjen for at tale varmt om den udskældte udbrydertour LIV Golf.

    Touren er finansielt støttet af Saudi-Arabien, og der er enorme præmiesummer på spil. Den er sat i verden som konkurrent til PGA Tour og DP World Tour.

    Det er første gang siden sin debut i 1993, at Phil Mickelson ikke spiller PGA Championship, skriver nyhedsbureauet AFP.

    I april meldte Phil Mickelson afbud til US Masters, årets første major, for første gang siden 1994.

    /ritzau/

  48. 14. maj kl. 09:55

    Coronaplagede Kina opgiver værtsskabet for de asiatiske fodboldmesterskaber

    Asian Cup, som er Asiens pendant til EM, bliver flyttet væk fra Kina, som er ramt af coronapandemien. (Foto: SATISH KUMAR SUBRAMANI © Ritzau Scanpix)

    Kina skal ikke være vært for Asian Cup i 2023 alligevel.

    Det asiatiske fodboldforbund (ACF) arbejder nu på at finde en ny værtsnation, fremgår det i en pressemeddelelse på forbundets hjemmeside.

    Årsagen til Kinas frasigelse er, at landet er for hårdt ramt af coronapandemien. Derfor kunne man ikke stå for slutrunden, der skulle være afholdt fra den 16. juni til den 16. juli næste år.

    - Efter omfattende drøftelser med det kinesiske fodboldforbund (CFA) er AFC officielt blevet informeret om, at CFA ikke er i stand til at være vært for Asian Cup i 2023, lyder det i pressemeddelelsen.

    Asian Cup er det seneste eksempel på en stort sportsbegivenhed, som bliver påvirket af Kinas forsøg på at få ro på pandemien. For lidt over en uge siden blev Asian Games, verdens næststørste sportsbegivenhed, udsat til 2023.

  49. 14. maj kl. 08:35

    Djokovic kan komme i eksklusiv tennisklub med sejr over nordmand

    Verdensetteren fra Serbien kan med sejr i Rom slutte sig til lille gruppe af spillere med mindst 1000 sejre. (Foto: ETTORE FERRARI © Ritzau Scanpix)

    Tennisstjernen Novak Djokovic er efter sejr i kvartfinale i Italian Open én sejr fra at komme op på 1000 vundne singlekampe i sin karriere.

    Det skriver ATP Tour.

    Kun fire spillere har vundet 1000 eller flere kampe på ATP Touren.

    Den 34-årige serber sendte fredag Felix Auger-Aliassime ud af turneringen i Rom med cifrene 7-5, 7-6. I semifinalen lørdag skal den serbiske verdensetter op mod nordmanden Casper Ruud.

    Klarer Djokovic den forhindring, slutter han sig til en lille gruppe af spillere, som har vundet mindst 1000 kampe.

    Jimmy Connors vandt 1275 kampe i sin karriere. Roger Federer er oppe på 1245 sejre, Ivan Lendl nåede 1069, mens Rafael Nadal foreløbig har vundet 1050 kampe ifølge ATP Tour og ultimatetennisstatistics.com.

    Den anden semifinale i den italienske hovedstad står mellem Alexander Zverev og Stefanos Tsitsipas.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk