
Fredag formiddag har Danmark i den grad gjort sig bemærket ved EM i sportsgrenen OCR, der står for 'Obstacle Course Racing' - eller på dansk et forhindringsløb.
Således var der både dansk metal på kvindernes og mændenes korte distance (3,2 kilometer) i Val di Fiemme i det nordlige Italien.
Først hentede Jonas Drescher bronze hos mændene i en konkurrence, hvor ingen kom i nærheden af den suveræne vinder, Jesse De Heer fra Holland.
Inden Ida Mathilde Steensgaard smadrede konkurrenter og sikrede sig sin første EM-guldmedalje i karrieren foran blandt andre Katja Christensen, der sørgede for, at det også blev til dansk bronze.
- Det betyder sindssygt meget. Jeg har aldrig klaret det godt til EM og det har været som en forbandelse. Jeg er aldrig blevet bedre placeret end nummer 10 ved EM, men har vundet sølv ved VM tre gange. I dag klappede alt bare, og det er slet ikke til at forstå, siger Ida Mathilde Steensgaard med grådkvalt stemme efter sejren.
Også Leon Kofoed, der gjorde comeback efter tre år præget af stor modgang, som du kan læse mere om her, var i aktion hos mændene og hentede en 12. plads til stor glæde for danskeren.
- Jeg lå faktisk til sølvet, men begik en fejl på den næstsidste forhindring. Men det gik over alle forventninger, siger Leon Kofoed.
- Det var en sindssygt tæt start, hvor det nok mest af alt mindede om et Formel 1-løb. Der var hård kamp om pladserne, og der blev brugt mange albuer. Men jeg fik kæmpet mig tilbage, og jeg er virkelig glad.
Der er dog ikke plads til den helt store fejring i dag. EM i OCR fortsætter nemlig hele weekenden og rundes af med holdkonkurrencen søndag, hvor det danske hold jagter guldet for tredje gang.