Ingen offentligt billetsalg til vinter-OL
Der vil ikke blive solgt billetter til vinter-OL i Beijing på normal vis grundet risiko for spredning af coronavirus. Det oplyser de kinesiske arrangører mandag ifølge Reuters.
Billetterne vil kun blive distribueret til målrettede grupper af folk, men sælges ikke til et bredere publikum. Det oplyses ikke i detaljer, hvordan billetterne fordeles.
Det er det seneste tiltag for at undgå coronasmitte. I forvejen har Kina indført en lang række restriktioner.
I efteråret oplyste arrangørerne, at der ikke ville blive tilladt tilskuere fra udlandet. Det skyldes også coronapandemien.
Vinter-OL begynder 4. februar og varer 17 dage.