Seneste sport

Intet lørdagsdrama på Fyn: Odense Håndbold er kvartfinaleklar i Champions League

(Foto: © Tim K. Jensen, Ritzau Scanpix)

Lørdag aften indkasserede Odense Håndbold en billet i Champions League-kvartfinalen, da fynboerne spillede 30-30 med Storhamar.

For en uge siden vandt Odense Håndbold på udebane med 30-22 i det første opgør af to, hvilket betød, at meget skulle gå galt for danskerne, hvis ikke lørdagens mission skulle lykkedes.

Hvilket den gjorde, selvom odenseanerne ikke spillede sæsonens bedste kamp.

Holdet var faktisk bagud med tre mål ved pausen, men de holdte hovedet koldt, og i anden halvleg fik danskerne greb om kampen.

Odense Håndbolds avancement betyder, at holdet skal møde det ungarske storhold Györ i en dyst over to opgør om komme med til Final 4-stævnet i starten af juni.

Seneste sport

  1. FCK er på guldkurs efter sejr over Viborg

    FCK scorede begge holdets mål i første halvleg. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    Matchbolden om det danske mesterskab befinder sig nu i hovedstaden.

    Det er faktum efter FC Københavns sejr på 2-1 over Viborg FF i 3F Superligaens næstsidste runde. Dermed har gæsterne som minimum ét point ned til forfølgerne fra FC Nordsjælland, når Danmarks bedste fodboldrække skal afgøres i næste weekend.

    FCK kom hurtigt i front med to mål. Først scorede Jordan Larsson efter 15 minutter, inden Diogo Goncalves bragte gæsterne yderligere i front ved at score på riposten fra sit eget brændte straffespark. I anden halvleg bragte Jakob Bonde Jensen spændingen tilbage i kampen, da han reducerede i 61. minut.

    Comebacket blev dog aldrig en realitet, hvilket blandt andet skyldtes et rødt kort til Viborgs Ibrahim Said 10 minutter før tid.

    FCK kan dog allerede blive mestre i denne weekend, hvis FC Nordsjælland snubler på udebane i aftenens kamp mod Brøndby IF.

    Se højdepunkter fra kampen mellem Viborg og FCK her:

  2. Djokovic sikkert videre i French Open

    Amerikanske Aleksandar Kovacevic bed fra sig i tredje sæt, men Novak Djokovic er sikkert videre i French Open. (Foto: © Jean-Francois Badias, Associated Press)

    Der kom lidt grus i maskineriet i tredje sæt, men Novak Djokovic er sikkert videre til anden runde i French Open.

    Mandag eftermiddag slog han verdens nummer 114, den 24-årige amerikaner Aleksandar Kovacevic, i tre sæt efter knap to og en halv times spil.

    Uden at afgive breakpoints vandt serberen 6-3, 6-2 i de to første sæt, inden han skulle gøre brug af tiebreak i tredje sæt for at vinde kampen.

    I anden runde skal Djokovic op mod ungareren Márton Fucsovics, som han har vundet sine hidtidige fire møder med.

    Djokovic vandt French Open i 2016 og 2021 og jagter i Paris sin i alt 23. grand slam-titel.

    Holger Rune møder tirsdag eftermiddag amerikaneren Christopher Eubanks på Roland Garros-anlæggets tredjestørste arena, Court Simonne-Mathieu. Det opgør kan du følge i vores liveblog på dr.dk.

  3. FC Midtjylland må nøjes med deler i Silkeborg

    FC Midtjylland kunne mandag sikre Europa-playoff med en sejr, men Silkeborg nappede i stedet et enkelt point. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Anden halvleg gik målamok, hvor FC Midtjylland kom foran to gange, men Silkeborg IF vendte kampen på hovedet igen, og holdene spillede 3-3 i den næstsidste runde af Superligaens nedrykningsspil.

    Silkeborg dominerede fuldstændig FCM i første halvleg, men utallige chancer blev misbrugt, og FCM scorede i stedet på holdets første skud på mål.

    Med pointtabet er FCM to point foran OB i kampen om syvendepladsen. Netop de to hold mødes i sidste spillerunde i en direkte duel om en kamp i Europa-playoff mod fjerdepladsen fra mesterskabsspillet.

    Silkeborg er på niendepladsen med 38 point, men kan hverken nå FCM eller OB i tabellen.

    Se højdepunkter fra mandagens kamp mellem Silkeborg og FCM her:

    /ritzau/

  4. Tidligere Tottenham-træner overtager roret i Chelsea

    Mauricio Pochettino stod senest i spidsen for den franske klub PSG. (Foto: © GONZALO FUENTES, Ritzau Scanpix)

    Argentinske Mauricio Pochettino er ny træner i Premier League-klubben Chelsea.

    Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside mandag.

    Argentineren har senest stået i spidsen for den franske storklub PSG, og tidligere i trænerkarrieren har han også stået på sidelinjen hos Chelseas lokalrivaler fra Tottenham.

    En ansættelse, Chelsea-direktørerne Laurence Stewart og Paul Winstanley er godt tilfredse med.

    - Mauricios erfaring, ekspertise, lederegenskaber og karakter vil tjene Chelsea Football Club godt, mens vi bevæger os fremad. Han er en vindende træner, som har arbejdet på højeste niveau i flere ligaer og på flere sprog, siger de til Chelseas hjemmeside.

    Den 51-årige træner overtager holdet efter en sæson, hvor klubben måtte nøjes med en beskeden placering som nummer 12 i Premier League.

    Chelsea har senest været under ledelse af klubikonet Frank Lampard, der blev hyret ind, da Graham Potter blev sparket ud i starten af april.

  5. Napolis mestertræner beder klubejer om lov til tidlig afsked

    Efter en historisk sæson kan Luciano Spalletti meget vel være færdig i Napoli.

    I hvert fald fortæller klubejer Aurelio De Laurentiis, at træneren, der førte Napoli til det italienske mesterskab, har ytret ønske om at holde pause.

    Og den karismatiske filmmogul er åben for at afslutte samarbejdet, et år før Luciano Spalletti har kontraktudløb.

    - Spalletti er en fri mand, siger Aurelio De Laurentiis i tv-programmet Che Tempo Che Fa, skriver La Gazzetta dello Sport.

    - Når nogen kommer og siger: "Jeg har gjort mit bedste, og en æra er slut. Jeg vil gerne have et sabbatår, selv om jeg stadig har et år tilbage på kontrakten", så kan jeg kun takke ham, og det er kun på sin plads, at han gør, som han vil.

    Napoli har endnu ikke meldt noget officielt ud om, at Luciano Spalletti er fortid i klubben, men han har altså præsidentens tilladelse.

    Napoli sikrede sig allerede i begyndelsen af maj det italienske mesterskab. Det var første gang i 33 år, at klubben kunne løfte trofæet i den italienske liga.

    /ritzau/

  6. Badmintonforbund forlænger forbud mod dansk superserv

    I midten af maj forbød Det Internationale Badmintonforbund, BWF, serven, som danske Marcus Rindshøj har opfundet.

    Oprindeligt gjaldt forbuddet til den 29. maj, men nu har BWF forlænget forbuddet indtil september næste år.

    Dermed kan serven ikke bruges til blandt andet OL og PL i Paris næste år.

    Superserven, som den hurtigt blev døbt, bliver sendt afsted med et skru i fjerbolden, som gør den nærmest umulig at returnere.

    I reglerne er det nu specificeret, at serveren ikke må sætte spin i fjerbolden før serven.

    Desuden er det blevet gjort til et krav, at ketsjeren skal ramme korkproppen, som udgør bunden af bolden, og at man ikke må ramme direkte på fjerene, når man server.

  7. For tredje år i træk bliver Brøndby hyldet for sit græs

    For tredje år i træk har anførerne i Superligaen kåret grønsværen på Brøndby Stadion som den bedste i landet.

    Det oplyser Spillerforeningen, som uddeler prisen på baggrund af vurderinger fra klubbernes anførere.

    Efter hver kamp giver udeholdets anførere deres uforbeholdne mening om den bane, de netop har spillet på, og græstæppet på Brøndby Stadion er altså kaptajnernes absolutte yndling i landets bedste fodboldrække.

    Banen på den københavnske vestegn scorer karakteren 4,71 på en skala, der går fra 1 til 5.

    Energi Viborg Arena scorer en karakter på 4,00.

    Mens Brøndby fortsat er i toppen, er kunstgræsbanerne i Farum og Silkeborg igen i år i bunden, som det har været tilfældet gennem flere år.

    Plastiktæppet på Right to Dream Park får karakteren 2,07, mens Jysk Park får 2,29.

    Spillerforeningen har uddelt prisen siden 2012. Målet er at løfte kvaliteten af fodboldbaner i Danmark.

    /ritzau/

  8. Simon Kjær så med fra bænken, da AC Milan sikrede Champions League-plads

    Både på og uden for fodboldbanen har det været en hård og turbulent sæson for Juventus.

    I den næstsidste kamp i sæsonen blev det til et nederlag på 0-1 på hjemmebane til rivalerne fra AC Milan i den italienske Serie A.

    Det betyder endegyldigt, at Juventus ikke længere kan nå top-4 og går glip af næste sæsons Champions League.

    Med sejren er det i stedet Milan, der snupper den fjerde og sidste billet til Champions League. I forvejen var Napoli, Lazio og Inter sikre på at slutte i top-4.

    Simon Kjær så hele opgøret fra Milan-bænken.

    Juventus har heller ikke gjort det lettere for sig selv ved at fifle med regnskaberne. Det har kostet ti minuspoint i straf. Uden den straf havde Juventus faktisk akkurat været placeret over Milan.

    /ritzau/

  9. Danmark vinder EM-bronze i strandhåndbold

    Det danske landshold slog værtslandet Portugal i søndagens bronzekamp. (Foto: © IHF/kolektiff)

    De danske strandhåndboldherrer rejste sig søndag efter lørdagens nederlag i EM-semifinalen mod Tyskland.

    Søndag blev bronzemedaljerne sikret med en dansk sejr over værtslandet Portugal med cifrene 24-22 og 21-20 i de to halvlege.

    - Det er fantastisk. At komme hjem med metal er fedt. Det er desværre ikke af den karat, vi havde håbet på, men det kan stadig noget, siger forsvarsspiller Jeppe Villumsen i en pressemeddelelse.

    Danmarks herrelandshold gik ind til turneringen som dobbelt forsvarende europamester. EM-guldet blev i denne omgang vundet af Ungarn.

    De danske strandhåndboldkvinder sikrede en syvendeplads ved EM, som betyder, at de, ligesom herrerne, er direkte kvalificeret til VM næste år.

  10. Canadas ishockeyherrer vinder VM-guld

    Canadas ishockeyherrer vandt søndag aften VM-guld efter en sejr på 5-2 over Tyskland i finalen.

    Det var VM-guldmedalje nummer 28 i historien for Canada og flest af alle nationer.

    Inden finalen havde Canada og Rusland vundet 27 VM-titler hver, hvis man også tæller Ruslands forhistorie med som ishockeystormagten Sovjetunionen.

    Som en lidt mindre nation har Rusland isoleret set vundet fem VM-titler.

    Canada er nu alene på topscorerlisten over VM-titler med hele 28 af slagsen.

    /ritzau/

  11. Espanyol rykker ned trods scoring fra Braithwaite

    Espanyol så ud til at kunne takke den danske angriber Martin Braithwaite søndag aften.

    Han scorede nemlig et vigtigt mål til 2-1-føring mod Valencia i kampen om at undgå nedrykning fra La Liga.

    Men i de døende minutter af kampen blev det håb slukket, da Valencia på et mål af Samuel Lino udlignede til det endelige resultat 2-2.

    Dermed er overlevelse for Espanyol i La Liga ikke længere en mulighed efter det uafgjorte resultat på Mestalla.

    Martin Braithwaite har ellers med ti sæsonmål gjort sit for at sikre klubbens overlevelse, men det var altså ikke nok.

    Den danske angriber skiftede til Espanyol fra FC Barcelona i begyndelsen af denne sæson, og siden har han været en offensiv profil for den lille af de to Barcelona-klubber med 10 sæsonmål.

    I den anden ende af ligaen høstede storebror FC Barcelona på førstepladsen tre point med en sejr på 3-0 hjemme over Mallorca. Andreas Christensen spillede hele kampen for Barcelona.

    Det var samtidig klubikonet Jordi Albas sidste kamp på Camp Nou. Han gik grædende fra banen med stående ovationer fra publikum, der hyldede ham. Også Sergio Busquets havde sin sidste optræden for Barcelona på hjemmebane.

    /ritzau/

  12. Leicester og Leeds rykker ud af Premier League

    Tre fodboldklubber kæmpede søndag om en og samme plads i sidste spillerunde i den engelske Premier League.

    Kun et af holdene Leeds, Leicester og Everton ville overleve i den bedste engelske fodboldrække, og efter slutfløjtet står det klart, at det bliver sidstnævnte, der får endnu en sæson i det gode selskab, mens de andre klubber rykker ned.

    Også Southampton må en tur ned i den næstbedste række, Championship, efter en rodet sæson.

    Everton havde inden den afgørende spillerunde to point flere end både Leeds og Leicester, og med en sejr på 1-0 over Bournemouth er det altså de blå fra Liverpool, der sikrer overlevelse.

    Leicester, der havde den danske målmand Daniel Iversen med fra start, gjorde ellers sit for at blive i rækken, da West Ham blev besejret 2-1 på hjemmebane.

    Derfor skulle de håbe på, at Bournemouth kunne slå tilbage og udligne mod Everton, da det ville sende Leicester over stregen med en bedre målscore, men sådan gik det ikke.

    Leeds' chancer for overlevelse forduftede hurtigt på hjemmebane mod Tottenham, hvor gæsterne kom foran efter få minutter og vandt 4-1.

  13. Danskerklubben Füchse Berlin vinder European League

    Der var ikke meget at rafle om i søndagens finale i håndboldturneringen European League.

    Danskerklubben Füchse Berlin var bedst på dagen og vandt 36-31 over spanske Granollers.

    Det er tredje gang, at Füchse Berlin vinder turneringen, som flere gange har skiftet navn, siden den første gang blev spillet i sæsonen 1981/82.

    Berlin-klubben råder over flere spillere med dansk pas heriblandt Mathias Gidsel, Jacob Holm og Hans Lindberg, men det var Lasse Andersson, der var den mest flittige danske målscorer i finalen med otte mål. Det var nok til at blive topscorer i finalen.

    I den tyske Bundesliga indtager Füchse Berlin tredjepladsen med tre spillerunder igen.

  14. Slovensk cykelstjerne vinder Giro d'Italia

    Der var selvfølgelig tid til et glas bobler på søndagens afsluttende etape. (Foto: © FABIO FERRARI, Associated Press)

    Det var ren paradekørsel på sidste etape af årets Giro d'Italia, hvor det smukke og antikke centrum af Rom dannede ramme om afslutningen.

    Slovenske Primoz Roglic skulle blot holde sig på cyklen og krydse målstregen for at tage den lyserøde førertrøje og dermed den samlede sejr i årets Giro.

    Det lykkedes, og dermed er Jumbo-Vismas kaptajn vinder af Giroen for første gang.

    Mark Cavendish fra Astana snuppede etapesejren i en massespurt. Han er dermed aldrig stillet til start i en udgave af Giroen uden at komme derfra med en etapesejr.

    Briten meddelte tidligere på ugen, at denne sæson bliver hans sidste som professionel cykelrytter.

    Årets Giro har stået i sygdommens tegn.

    Flere af løbets helt store stjerner heriblandt danske Mads Pedersen, der udgik med sygdom, og Remco Evenepoel, der udgik med corona, forlod løbet i utide.

    Med positive danske briller lykkedes det Mads Pedersen fra Trek og Magnus Cort fra EF at skrive sig ind i den eksklusive klub over ryttere, der har vundet etaper i alle tre grand tours.

    Det skete på henholdsvis 6. og 10. etape af løbet. Før var Jesper Skibby eneste dansker i den klub.

    Giroens øvrige trøjer ud over den lyserøde førertrøje gik til Thibaut Pinot i bjergtrøjen, Jonathan Milan i den lilla pointtrøje og Joao Almeida, der tog ungdomstrøjen.

    /ritzau/

  15. Hamburger SV fik spoleret direkte oprykning i tillægstiden

    Hamburger SV havde det ene ben i Bundesligaen. Men to mål i tillægstiden i en af de andre kampe spolerede oprykningsfesten for traditionsklubben.

    Heidenheim tog den direkte oprykningsplads for næsen af HSV efter to mål i tillægstiden og en sejr på 3-2 ude over Regensburg i sidste spillerunde.

    HSV, der vandt 1-0 ude over Sandhausen, lå ellers længe til at rykke direkte op i Bundesligaen. Faktisk invaderede HSV-tilskuerne banen i den tro, at oprykningen var hjemme.

    Men med Heidenheims sejr i tillægsminutterne raslede HSV ned på tredjepladsen, som giver to playoffkampe om oprykning.

    Her skal HSV over to kampe møde Stuttgart, der endte på tredjesidstepladsen i Bundesligaen.

    Med 1-0-sejren endte HSV sæsonen på tredjepladsen i den næstbedste tyske fodboldrække.

    Ud over Heidenheim var Darmstadt allerede sikker på at rykke op. Darmstadt, som tabte 0-4 ude til Greuther Fürth, endte som toer i tabellen bag Heidenheim.

    /ritzau/

  16. Dansk golfspiller slutter på tredjeplads i Holland

    22-årige Rasmus Højgaard snusede til karrierens fjerde sejr på DP World Tour, men forblev tæt på på en svingende søndag.

    Efter en runde med fire birdies og tre bogeys sluttede danskeren på en delt tredjeplads med tre slag op til den 40-årige spanier Pablo Larrazabal, som tog sin niende sejr på touren.

    Højgaard fik en skidt start på søndagen med en bogey allerede på andet hul, men stabilt spil og birdies på 4. og 12. hul bragte ham helt op på en delt førsteplads.

    På hul 13 kom han imidlertid i problemer, da han først ramte ud på en sti og siden kiksede sit chip, som røg op i højt græs på en lille bakke. Han fik dog begrænset skaden til en bogey, og en efterfølgende birdie på 14. hul sendte ham igen i front.

    En bogey på hul 15, hvor Larrazabal samtidigt lavede en birdie, beseglede dog Højgaards skæbne på banen i Cromvoirt.

    Anderledes flyvende var John Axelsen søndag. Seks birdies på en bogeyfri runde gav den 25-årige dansker dagens bedste score, og han rykkede med slutspurten op på en delt 12.-plads.

    Nicklas Nørgaard Møller blev delt nummer 21, mens Marcus Helligkilde endte som delt nummer 60.

    /ritzau/

  17. PSG-målmand er i kritisk tilstand efter rideulykke

    Paris Saint-Germain-reservemålmand Sergio Rico er i kritisk tilstand efter en rideulykke søndag formiddag.

    Det bekræfter den franske mesterklub over for nyhedsbureauet AFP.

    Den 29-årige spanier sad på bænken for PSG lørdag aften, da klubben matematisk sikrede sig det franske mesterskab ved at spille 1-1 ude mod Strasbourg.

    Efter kampen rejste Sergio Rico til Spanien. Rideulykken skete i El Rocio i det sydlige Spanien.

    - Vi ønsker dig styrke og en hurtig tilbagekomst, skriver eksklubben Sevilla på Twitter.

    /ritzau/

  18. Ukrainer nægter at give hånd efter nederlag til belaruser

    Den ukrainske tennisspiller Marta Kostyuk er ude af grand slam-turneringen French Open efter første runde, men hun nåede at sætte et tydeligt aftryk i Paris.

    Efter sit nederlag søndag eftermiddag til verdensranglistens nummer to, Aryna Sabalenka fra Belarus, ville Kostyuk ikke give hånd til sin overmand.

    Det skyldes, at Belarus er allieret med Rusland, der har invaderet Kostyuks hjemland.

    Undervejs i opgøret, som Sabalenka sikkert vandt 6-3, 6-2, heppede publikum på ukraineren. Men flere buhede også, da Kostyuk forlod arenaen uden at sige tak for kampen.

    På forhånd havde Sabalenka udtalt, at hun godt kunne forstå, hvis Kostyuk ikke var interesseret i at give hånd, fordi det kan føre til stor kritik i Ukraine at give hånd til en russer eller belaruser.

    Sabalenka har selv erklæret sig som modstander af krigen i Ukraine.

    /ritzau/

  19. Dansk racertalent triumferer i Formel 2-løb

    Frederik Vesti vandt søndag Formel 2-grandprix'et i Monaco. (Foto: © IMAGO/JULIEN DELFOSSE, Ritzau Scanpix)

    Den unge danske racerkører Frederik Vesti har sat sig et mål om, at han vil gennem nåleøjet og komme ind i Formel 1.

    Og i søndagens Formel 2-grandprix, der er niveauet under Formel 1, gjorde han da også sit for, at den mission lykkes.

    21-årige Frederik Vesti, der kører for Mercedes' akademihold, triumferede nemlig søndag formiddag på bybanen i Monaco efter også at have vundet kvalifikationen fredag.

    Danskeren blev i front hele løbet igennem og kunne til sidst knytte næven og køre først og målstregen.

    - Sådan drenge! Tusind tak til alle, lød det blandt andet fra en glad Vesti i sin radio, efter at han havde krydset målstregen som den første.

    Søndagens sejr betyder, at Frederik Vesti klatrer op som nummer ét i løbsserien. Danskeren har 89 point, mens hans nærmeste konkurrent Theo Pourchaire har 84 point. Japaneren Ayumu Iwasa er nummer tre med 69 point.

    Foruden de 13 grandprix'er består Formel 2-sæsonen også af 13 sprintløb, som finder sted dagen før hvert grandprix. I lørdagens sprint blev Frederik Vesti nummer ni i sprintløbet i Monaco.

    I næste uge fortsætter løbsserien i Barcelona.

  20. Danske dommere har fløjten i munden til stor finale

    Når håndboldklubbenerne Füchse Berlin og spanske Granollers i aften brager sammen i Europa League-finalen, bliver det med masser af dansk islæt.

    Ikke kun fordi Mathias Gidsel, Hans Lindberg og flere andre danskere er på holdkortet i Berlin-klubben, men også fordi det danske dommerpar Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm er blevet udpeget til at dømme kampen.

    En opgave, de to danskere ser frem til med stolthed.

    - Det er altid enormt stort at få en finale. Det er det, som vi dommere kæmper og arbejder hårdt for, præcis som spillere og trænere også gør. Vi er megaglade og stolte over at blive udpeget til finalen.

    - Det har været endnu en rigtig god og spændende sæson, som afsluttes med prikken over i’et med finalen i Flensborg, siger Henrik Mortensen.

    Kampen mellem Füchse Berlin og Granollers spilles klokken 18.

  21. Kuglestødernes Usain Bolt knuser sin egen verdensrekord

    Den dobbelte olympiske mester i kuglestød Ryan Crouser slog lørdag sin egen verdensrekord i kuglestød, da han kastede 23,56 meter ved Los Angeles Grand Prix.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Amerikaneren overgik sin egen rekord på 23,38 meter, som han satte tidligere i år. Før det lød verdensrekorden på 23,37 - også sat af Ryan Crouser i 2021.

    Crouser er den eneste mand, der har kastet mere end 23,5 meter.

    - Jeg er stadigvæk på en høj mængde (træning, red.), tunge kast i ringen og tunge løft i træningsrummet, så vi kun lige startet med at arbejde på fart, siger Crouser til det amerikanske medie NBC.

    Han fik tilskuernes opmærksomhed i Los Angeles ved allerede efter de første to forsøg at støde kuglen henholdsvis 23,23 og 23,31 meter.

    Kuglen vejer 7,26 kilo.

    Foreløbig har amerikaneren vundet to OL-guldmedaljer og et verdensmesterskab.

    /ritzau/Reuters

  22. Messi-scoring sender det franske mesterskab til Paris

    Kylian Mbappé har indtil videre bidraget med 28 mål i mesterskabssæsonen. Lionel Messi har nu scoret 16 gange. (Foto: © Teresa Suarez, Ritzau Scanpix)

    Et point var nok, og et point blev det til.

    Paris Saint-Germain er franske mestre i fodbold, efter hovedstadsklubben lørdag aften spillede 1-1 på udebane mod Strasbourg.

    Det uafgjorte resultat betyder, at PSG nu har et forspring på fire point ned til Lens på andenpladsen, og med kun en spillerunde tilbage er det derfor vist og sikkert, at Lionel Messi og kompagni løber med guldet.

    Den lille argentiner bragte Paris-klubben foran i første halvleg, da han udnyttede et oplæg fra sin franske holdkammerat Kylian Mbappé.

    Ifølge statistiksiden Opta var scoringen historisk, da Lionel Messi nu har scoret 496 mål i de fem bedste fodboldligaer; Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen og Ligue 1. Cristiano Ronaldo har ifølge Opta scoret næstflest mål i de fem ligaer med 495 scoringer.

    Med godt 10 minutter igen fik den tidligere PSG-spiller Kevin Gameiro udlignet for Strasbourg, men det ændrede ikke på, at PSG genvandt det franske mesterskab.

    Klubben har været en magtfaktor i den nationale liga, hvor det er blevet til ni mesterskaber i de seneste 11 sæsoner.

  23. Tyske ishockeyherrer overrasker mod USA - klar til VM-finalen

    For første gang i 70 år er Tysklands ishockeyherrer i en VM-finale.

    Lørdag aften besejrede tyskerne USA 4-3 i semifinalen efter forlænget spilletid.

    Det er tredje gang, at Tysklands herrelandshold skal spille en VM-finale i ishockey. Første gang var i 1930, anden gang var i 1953. I begge tilfælde endte det med tyske sølvmedaljer.

    Ved det igangværende VM nappede Tyskland fjerdepladsen i gruppespillet foran Danmark og avancerede derfor til kvartfinalerne, hvor Schweiz blev slået 3-1.

    I søndagens finale venter stormagten Canada, der ved de seneste tre verdensmesterskaber har vundet enten guld eller sølv. I semifinalen slog canadierne Letland 4-2

  24. Bayern München smider topcheferne på porten midt i guldfejring

    Bayern München skiller sig af med sportsdirektør Hasan Salihamidžić og direktør Oliver Kahn.

    Det skriver Bayern München på klubbens hjemmeside.

    Meldingen kommer godt en time efter, efter at den sydtyske storklub med hiv og sving sikrede sig bundesligatitlen for 11. sæson i træk.

    Før sidste spillerunde lå rivalen Borussia Dortmund til at tage guldet. Dortmund kunne med en hjemmesejr over Mainz have brudt Bayerns lange serie af titler i Tyskland.

    Dortmund måtte dog nøjes med 2-2. Og da Bayern med et mål i de sidste minutter vandt 2-1 ude over FC Köln, lykkedes det Bayern at overhale Dortmund i tabellen på en bedre målscore.

    Trods guldet på sidste spilledag har sæsonen været skuffende for den øverste ledelse i den tyske mesterklub.

    Det skal Jan-Christian Dreesen nu rette op på som ny direktør. Klubben har endnu ikke en afløser for Hasan Salihamidžić på plads.

    /ritzau/

  25. Slovensk cykelstjerne napper førertrøjen på næstsidste Giro-etape

    Efter enkeltstarten lykønskede Geraint Thomas sin overmand med sejren. (Foto: © Gian Mattia D'Alberto, LaPresse)

    Slovenske Primož Roglič fra Team Jumbo–Visma flår Giro d'Italias lyserøde førertrøje af Ineos Grenadiers walisiske Geraint Thomas på lørdagens bjergenkeltstart.

    Det betyder, at der er lagt op til, at Jonas Vingegaards slovenske holdkammerat tager den samlede Giro-sejr, da søndagen byder på paradekørsel til Rom.

    På enkeltstarten udfoldede der sig en duel mellem de to topryttere, hvor Primož Roglič slog Geraint Thomas med 40 sekunder.

    Dermed var det en kendsgerning, at den trefoldige grand tour-vinder overtog førertrøjen med et forspring på 14 sekunder inden den afsluttende etape.

    - Det er fantastisk. Det er disse øjeblikke, man lever for og vil huske, lød det efter etapesejren fra Primož Roglič i vinderinterviewet.

  26. Tysk danskerklub spiller sig i europæisk håndboldfinale

    Hans Lindberg, Mathias Gidsel, Jacob Holm og Lasse Andersson.

    Alle fire danskere var med, da håndboldklubben Füchse Berlin lørdag spillede sig i finalen i European League.

    Semfinalen blev vundet med 35-29 over franske Montpellier, og i søndagens finale venter spanske Granollers.

    Den garvede højrefløj Hans Lindberg var den flittigst scorende dansker i opgøret med otte mål. Mathias Gidsel scorede seks gange.

    Füchse Berlin vandt senest European League, der rangerer under Champions League, i 2018.

  27. Dansk golfspiller indtager delt andenplads i hollandsk topstrid

    Golfspilleren Rasmus Højgaard har spillet sig ind i det absolutte topfelt ved KLM Open i Holland.

    Den 22-årige dansker rykkede lørdag 15 placeringer frem til en delt andenplads.

    Før søndagens afgørende 18 huller har Højgaard blot et enkelt slag op til spanske Pablo Larrazabal på førstepladsen.

    Danskeren kunne skrive seks birdies og en enkelt bogey på lørdagens scorekort. Dermed brugte han 67 slag - fem under banens par - på at komme igennem banen i Cromvoirt.

    Mens Rasmus Højgaard spillede stabilt, så leverede flere af konkurrenterne store fejl.

    Den førende efter de to første runder, spanieren Jorge Campillo, røg ned på en delt 11.-plads efter to forfærdelige huller. På både hul 8 og 17 endte det med triple bogeys, hvilket kostede førerpositionen og formentlig chancen for sejr.

    Rasmus Højgaard har tre gange tidligere i karrieren vundet turneringer på DP World Tour.

    Turneringen i Holland har en samlet præmiesum på små 14 millioner kroner.

    /ritzau/

  28. Kevin Magnussen starter som nummer 17 i søndagens Monaco-grandprix

    Den danske Formel 1-kører, Kevin Magnussen, røg ud i første runde af kvalifikationen til søndagens grandprix i Monaco, hvor han starter som nummer 17.

    Dermed er chancerne for danske point til VM-tabellen minimerede, da banen i Monte Carlo er smal, snørklet og ikke lægger op til overhalinger.

    - Monte Carlo er et vanvittigt sted at køre Formel 1. Når man tænker over det, er det helt skørt, sagde Kevin Magnussen forud for weekendens løb.

    Også makkeren fra Haas, Nico Hülkenberg, røg ud i første runde og starter søndagens løb som nummer 18.

    Red Bull-køreren Sergio Perez starter på sidstepladsen. Mexicaneren kørte ind i barrieren i kvalifikationsrunden og ødelagde racerens venstre side, hvilket afbrød løbet for en stund.

    Modsat bilen slap Sergio Perez uskadt fra hændelsen.

    Den hollandske verdensmester fra Red Bull, Max Verstappen, starter i poleposition søndag, da han var en my hurtigere end Fernando Alonso fra Aston Martin.

    Alpines Esteban Ocon starter som treer.

  29. Scoring i sidste sekund sender Hvidovre tæt på Superligaen

    Magnus Fredslund sørgede for overtidsscoringen til 3-2, der blev kampen endelige resultat. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Med en sen overtidsscoring hentede fodboldklubben Hvidovre lørdag middag en 3-2 sejr over Vendsyssel og tre point, der sender klubben millimeter fra en Superliga-oprykning.

    For med et forspring på seks point til Sønderjyske på andenpladsen, der mangler at spille to kampe, skal der gået meget galt for Hvidovre, hvis målscore er 11 bedre.

    Selvom Hvidovre trak sig sejrrigt fra lørdagens kamp, lå det undervejs ikke i kortene, at sjællænderne ville vinde.

    Allerede i opgørets tredje minut bragte Vendsyssel sig i front, og selvom Hvidovre fik udlignet til 1-1 midt i første halvleg, endte holdet alligevel med at gå til pause bagud med 1-2.

    I anden halvleg brændte Hvidovre tilmed et straffe, og vi skulle helt frem til 84. minut, inden der blev bragt balance i regnskabet med et mål til 2-2.

    I tre minutters overtid scorede Magnus Fredslund det forløsende mål for Hvidovre til 3-2.

    Hvidovre mangler kun en enkelt kamp i Nordic Bet Ligaen, hvor de selv kan sørge for at oprykningen bliver en realitet, såfremt holdet spiller uafgjort eller vinder mod Næstved i næste runde.

    Vejle har allerede sikret sig opryknings til næste Superliga-sæson.

  30. Dansk boksehåb tager europæisk bælte på pointafgørelse

    Den 23-årige bokser Oliver Meng tilføjede sent fredag aften et bælte til CV'et.

    Efter 12 omgange i Royal Areane mod italieneren Khalil El Harraz kunne danskeren nemlig juble over, at han havde vundet WBA Continental Europe-titlen i superweltervægt på pointsejr.

    To af de tre dommere havde falstringen som vinder med henholdsvis 118-111 og 118-112, mens den sidste dommer noterede 114-114.

    Også de danske boksere Sarah Mahfoud og Enock Poulsen vandt deres kampe ved Danish Fight Night-stævnet fredag aften. For dem var der dog ikke tale om titelkampe.

  31. OB sejrer og sender AC Horsens på nedrykningskurs

    AC Horsens rykker tættere og tættere på nedrykning fra Superligaen til 1. division.

    Fredag aften var østjyderne ellers foran på udebane mod OB, men fynboerne vendte det hele på hovedet og vandt 2-1.

    Det betyder, at AC Horsens fortsat har 27 point lige under nedrykningsstregen. AaB har også 27 point, men en bedre målscore, og nordjyderne ligger dermed lige over nedrykningsstregen med en kamp i hånden.

    Hvis AaB slår mod Lyngby Boldklub mandag, ser det for alvor sort ud for AC Horsens, som møder netop Lyngby Boldklub i sidste runde af Superligaen.

    OB holder med sejren liv i målet om syvendepladsen, da fynboerne nu kun er et point fra FC Midtjylland, som dog kan sikre sig pladsen med en sejr i Silkeborg mandag.

    Magnus Jensen scoreden for Horsens, mens Emmanuel Sabbi blev dobbelt målscorer for OB.

  32. Tauson møder verdens nummer 50 ved French Open

    20-årige Tauson har deltaget i French Open to gange tidligere. Begge gange røg hun ud i anden runde. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisspiller Clara Tauson spillede sig i dag videre til hovedturneringen ved French Open, og nu er hendes modstander fundet.

    Det bliver belarusiske Aliaksandra Sasnovich, der ligger nummer 50 i verden.

    20-årige Tauson indtager en plads som nummer 126 og må altså betegnes som underdog.

    Tauson og Sasnovich har stået over for hinanden en gang tidligere. Det var i januar 2022, og dengang trak Sasnovich det længste strå.

    Det vides endnu ikke, hvornår kampen spilles.

  33. Anders Lind færdig ved VM i bordtennis

    (Foto: © Phill Magakoe, Ritzau Scanpix)

    Den danske bordtennisspiller Anders Lind er færdig ved VM i bordtennis i sydafrikanske Durban.

    Det står klart efter et kvartfinalenederlag til kinesiske Wang Chuqin i fem sæt (10-12, 6-11, 8-11, 12-10, 8-11).

    Danskeren var voldsomt undertippet mod Wang Chuqin, der ligger nummer to i verden, men danskeren har på sin vej mod kvartfinalen overrasket stort ved at slå flere højere rangerede spillere ud af verdensmesterskabet.

    Blandt andet slog den 24-årige dansker i går sydkoreanske Woojin Yang, der ligger hele 167 pladser bedre placeret end danskeren på verdensranglisten.

    Anders Lind ligger nummer 180 på verdensranglisten, men mon ikke han rykker nogle pladser op efter at være endt blandt de otte bedste i verden.

  34. Dansk racerkører napper pole position på bybanen i Monaco

    På den legendariske bybane i Monaco diskede racerkøreren Frederik Vesti fredag op med den bedste tid af alle i kvalifikationen til weekendens løb i Formel 2.

    I motorsportsklassen lige under kongeklassen Formel 1 satte den 21-årige dansker sin nærmeste konkurrent med knap to tiendedele. Dermed har han gode forudsætninger for at vinde weekendens løb. Banen i Monaco er smal og snørklet, og det er næsten umuligt at overhale.

    Det er anden gang i karrieren og første gang i denne sæson, at Frederik Vesti tager pole position, som altså betyder, at han starter forrest i søndagens hovedløb.

    Lørdag skal Formel 2-kørerne dyste i sprintdisciplinen, hvor Frederik Vesti skal starte som nummer ti, fordi man her vender top-10 fra kvalifikationen på hovedet.

    Fredagens blændende kvalifikation gav Frederik Vesti to point, og på andenpladsen i den samlede stilling har han nu blot et point op til Théo Pourchaire.

    Den danske racerkører har et erklæret mål om at vinde hele baduljen i denne sæson. Han ser det som en forudsætning for at få en plads i Formel 1 måske allerede næste år.

  35. Britisk forbund udelukker transkvinder fra kvindecykling

    Efter ni måneders undersøgelse, fokusgrupper samt efterfølgende overvejelser har det engelske cykelforbund, British Cycling, nu opdateret sine regler for transkønnede.

    Transkvinder kan således ikke længere stille op i konkurrencer for kvinder.

    Det slår British Cycling fast, mere end et år efter forbundet suspenderede sine regler og politik på området, skriver Ritzau.

    Tidligere tillod British Cyclings regler transkvinder at deltage i konkurrencer, hvis de havde et tilpas lavt testosteronniveau, men det er altså slut, når de opdaterede regler efter planen er fuldt implementeret i løbet af 2023.

    Kun personer, der er født som kvinder og ikke har modtaget hormonbehandling, kan stille op i kvindekategorierne i konkurrencer under British Cycling.

    Resten skal stille op i kategorien "Open", hvis de ønsker at være med på konkurrenceniveau. På niveau lavere end konkurrenceniveau kan transkvinder fortsat være med i kvindekategorierne.

  36. Embedsmand bliver ny direktør for Dansk Boldspil-Union

    I marts meddelte direktør i Dansk Boldspil-Union, Jakob Jensen, sit stop efter tre år på posten, og nu kan fodboldunionen præsentere hans efterfølger.

    Valget er faldet på Erik Brøgger Rasmussen, der kommer fra et job som dansk ambassadør i FN. Inden da var han direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

    Erik Brøgger Rasmussen tiltræder 1. oktober med et mål om at bidrage til den fortsatte udvikling af dansk fodbold.

    - Fodbold har en magisk kraft og energi, som jeg glæder mig til at arbejde med, siger Erik Brøgger Rasmussen i en pressemeddelelse.

    DBU-formand Jesper Møller er imponeret over det felt af 70 ansøgere, der bejlede til at overtage direktørsædet i unionen.

    - Vi er glade for, at DBU kan tiltrække en profil med så stor ledelseserfaring fra både ind- og udland med fokus på samarbejde og løsning af komplicerede opgaver og strategier, udtaler Jesper Møller.

    Kenneth Reeh, nuværende vicedirektør i Dansk Boldspil-Union, vil varetage opgaverne som konstitueret administrerende direktør fra 1. juni indtil Erik Brøgger Rasmussen tiltræder.

  37. Danmarks landsholdsanfører er tilbage i rødt og hvidt

    Pernille Harder har spillet 140 A-landskampe for Danmark og scoret 70 mål. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Anfører Pernille Harder er tilbage på det danske kvindelandshold i fodbold, som i juni begynder VM-forberedelserne. Harder blev skadet i en landskamp i november og har siden ikke været i stand til at spille for Danmark, men efter et vellykket comeback for sin klub Chelsea, er den danske stjerne nu klar til at træne frem mod VM.

    Det siger landstræner Lars Søndergaard til DR Sporten.

    Harder er med i den anden af to træningslejre i Herning i slutningen af juni, hvor landsholdet begynder forberedelserne til slutrunden.

    - Vi skal ikke lægge skjul på, at det betyder meget at få en klassespiller som Pernille ind, siger Danmarks landstræner.

    Han fremhæver især, hvilken betydning Harder har haft for Chelsea, som forleden vandt FA Cup-finalen efter en assist fra danskeren.

    - Pernille har været outstanding, siden hun kom tilbage. Det store spørgsmål var, hvordan hun kom i gang efter en lang skade, men man må bare sige, at det er lige før, hun har haft godt af pausen, fordi hun nærmest er kommet stærkere tilbage, siger Lars Søndergaard.

    Ud over Pernille Harder deltager også en række af de øvrige landsholdsprofiler, hvis klubsæson er slut, i træningssamlingerne.

    Der er dog også blevet plads til helt nye navne. Liverpool-spilleren Sofie Lundgaard, Alberte Vingum fra HB Køge og de to Fortuna Hjørring-spillere Freja Thisgaard og Karoline Olesen har ikke tidligere været aktuelle på A-landsholdet, men får nu en uventet VM-chance.

    Den endelige trup til VM-slutrunden udtages den 30. juni, Danmark spiller sin første VM-kamp den 22. juli mod Kina.

  38. Dansk ultraløber sætter nordisk rekord efter 486 kilometer

    David Stoltenborg går efter verdensrekorden på 101 timers løb. (Foto: © David Stoltenberg, David Stoltenberg)

    David Stoltenborgs tur til Tyskland blev en stor en af slagsen.

    Den danske ultraløber blev ganske vist "kun" nummer to i et såkaldt backyard ultraløb syd for den danske grænse i starten af ugen, men da han tilbagelagde 486 kilometer på 73 timer slog han den nordiske rekord.

    - Det var en surrealistisk oplevelse, fordi jeg på det tidspunkt ikke følte mig helt tæt på grænsen for, hvor langt jeg kunne komme, så det var lidt som om, det ikke rigtig kunne passe, siger han til DR Sporten.

    Danskeren løber i en disciplin, hvor løberne bliver sendt ud på en 6,7 kilometer lang rute og har en time til at gennemføre den. Og for hver time skal de så stå klar til at gentage processen.

    David Stoltenborgs næste store mål er VM i USA til oktober.

    - Det er da naturligt at kigge mod verdensrekorden på 101 timer, som jeg var begyndt at stile efter, da vi rundede de tre døgn med løb i Tyskland, siger han.

    I oktober sidste år deltog David Stoltenborg i Horsens Backyard Ultra, hvor han og landsmanden Søren Møller kvalificerede sig til VM. Det kan du læse mere om her.

  39. Brøndby IF forlænger med angrebsprofil

    Den hårdtarbejdende offensivspiller Mathias Kvistgaarden forbliver Brøndby-spiller frem til sommeren 2027.

    Det er i hvert fald indholdet i den nye kontrakt, som han har lavet med klubben fra Superligaens mesterskabsspil. Det skriver Brøndby IF på sin hjemmeside.

    Fodbolddirektør Carsten V. Jensen roser den 21-årige egenudviklede spiller for at have arbejdet sig ind på holdet.

    - Både Mathias og vi har ønsket at forlænge aftalen, og derfor er vi glade for, at vi nu har papir på hinanden i de kommende fire sæsoner.

    - Tålmodighed kan oftest godt betale sig, og det gælder også i fodbold, og her har Mathias med sin altid dedikerede indsats og tålmodighed vist sig som et fremragende eksempel for vores mange talenter i Brøndby Masterclass, siger Jensen.

    Siden debuten som 18-årig har Kvistgaarden lavet ti mål i 58 kampe for Brøndby. Han står også noteret for fire mål i seks kampe for det danske U21-landshold.

    /ritzau/

  40. Spansk fodboldchef: Vi kan løse racismeproblem på få måneder, hvis vi får mere magt

    Den bedste spanske fodboldliga, La Liga, kan hurtigt komme problemerne med racisme i spansk fodbold til livs, hvis den får yderligere mulighed for at sanktionere.

    Det hævder organisationens præsident, Javier Tebas, på et pressemøde.

    - Vi vil have magten til at gøre mere. Med magt er vi overbeviste om, at problemet kan være løst inden for måneder, siger han.

    På nuværende tidspunkt kan La Liga ifølge Ritzau kun anmelde tilfælde af racisme til myndighederne. Javier Tebas ønsker, at det, som det er tilfældet i andre lande, skal være muligt for fodboldligaen selv at uddele straffe til individer og klubber.

    Derfor har La Liga fredag indsendt en forespørgsel til den spanske regering om lovændringer, så La Liga og Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) får flere sanktionsmuligheder i forbindelse med sager om blandt andet racisme og homofobi.

    Problemet er for alvor kommet på dagsordenen, efter at den brasilianske fodboldspiller Vinicius Junior, som spiller for spanske Real Madrid, flere gange i løbet af den igangværende sæson er blevet mødt med racistiske tilråb i forbindelse med fodboldkampe.

  41. Clara Tauson er én tenniskamp fra French Open: 'Vejer tungt på alle parametre'

    Clara Tauson har tidligere deltaget to gange ved Franch Open. I 2020 og 2021. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

    Tennisspilleren Clara Tauson har i en længere periode kæmpet med at genfinde sit tidligere niveau på grund af skader. Fredag eftermiddag kan hun taget et massivt skridt tilbage mod verdenstoppen.

    Da skal den 20-årige spiller, som er nummer 126 på verdensranglisten, spille den afgørende kvalifikationskamp om at komme med til French Open, sæsonens anden af de prestigefyldte grand slam-turneringer.

    Modstanderen er den 24-årige svensker Mirjam Björklund, og Clara Tauson glæder sig til opgøret.

    - Det betyder selvfølgelig en del igen at have mulighed for at kvalificere sig til en grand slam, skriver Clara Tauson til DR Sporten.

    - Det er gået tilfredsstillende i de toførste kvalifikationskampe her i Paris. French Open er én turnering af mange, men selvfølgelig vejer den tungt på alle parametre.

    Clara Tauson påpeger dog, at hun hovedsageligt fokuserer på sin daglige træning, som ledes af den 'sindssygt krævende' spanier Carlos Martinez. De tog indgik et samarbejde i begyndelsen af maj, som indtil videre går godt.

    - Vi lærer hinanden bedre at kende på banen og træner dagligt på det tennis, jeg skal spille.

    Clara Tausons kamp mod Mirjam Björklund, nummer 159 i verden, er sat til at begynde klokken 12.30, og du kan følge opgøret her på dr.dk.

  42. Anders Lind sikrer 'karrierens bedste sejr' ved VM i bordtennis

    Forud for aftenens VM-kamp var den danske bordtennisspiller Anders Lind klar i spyttet.

    - Hvis jeg slår ham, er det den bedste sejr i min karriere, lød det.

    Og det gjorde han. Torsdag aften slog Anders Lind sydkoreanske Woojin Jang 4-1 i sæt i ottendedelsfinalen ved VM i Durban, Sydafrika.

    Dermed er danskeren blandt de bedste otte og klar til kvartfinalerne ved verdensmesterskabet.

    I fredagens kvartfinale venter verdensranglistens nummer to, kinesiske Wang Chuqin. Kampen er sat til at begynde klokken 16.00 fredag.

  43. Canada sender de forsvarende verdensmestre ud af ishockey-VM

    Finlands regerende verdensmestre i ishockey havde håbet på at genvinde VM-titlen på hjemmebane. Det kommer dog ikke til at ske, efter at de finske værter tabte torsdagens kvartfinale med 1-4 til Canada.

    De forventningsfulde tilskuere på tribunerne i Tampere måtte se deres yndlinge indkassere en scoring efter godt syv minutter, da Jack Quinn gjorde det til 1-0 for Canada.

    Finnerne lod sig dog ikke umiddelbart slå ud af canadiernes føringsmål, og det lykkedes i perioder at sætte modstanderne under et massivt pres.

    En udligning lå i luften, men i stedet for 1-1, slog Canada kontra midtvejs i anden periode, hvor Samuel Blais øgede til 2-0.

    Nu blev finnerne mere desperate, men da Canadas Michael Carcone små tre minutter inde i tredje periode, sendte pucken i mål til 3-0, var det som om, at det finske håb forsvandt.

    En reducering til 1-3 ved Teemu Hartikainen med tre minutter tilbage gav et kortvarigt håb. Men da canadierne 50 sekunder senere øgede til 4-1 i et tomt finsk mål, begyndte flere tilskuere at forlade deres pladser.

    I semifinalen skal Canada op imod Letland, da Finlands VM-medværter leverede en overraskelse mod Sverige. Letland overlevede et tungt pres og besejrede i Riga svenskerne med 3-1.

    Det er første gang i historien, at Letland har spillet sig frem til en VM-semifinale.

  44. Graversgaard sætter ny dansk rekord på 100 meter hæk

    Onsdag aften forbedrede Mette Graversgaard sin danske rekord i 100 meter hækkeløb.

    Her sprintede danskeren sig til en andenplads ved et stævne i den italienske by Savona i tiden 12,83 sekunder, hvilket er en hundrededel af et sekund hurtigere end den 27-åriges nu tidligere rekordtid.

    Finske Reetta Hurske vandt finaleløbet foran Graversgaard i tiden 12,80 sekunder.

    Mette Graversgaard sidder tungt på de bedste danske tider i 100 meter hæk. Flere gange har hun forbedret den nationale rekord, og i weekenden får hun en ny mulighed, når de nordiske mesterskaber afholdes på Østerbro Stadion.

  45. Tyskland overrasker mod Schweiz og er klar til VM-semifinale på isen

    Tyskland var skyld i, at Danmark ikke nåede kvartfinalen ved VM i ishockey, og tyskerne mener det alvorligt i kampen om VM-medaljer.

    Torsdag var Tyskland undertippet i kvartfinalen mod et stærkt besat schweizisk landshold, men vandt med 3-1 og er nu klar til semifinalen.

    Dermed endte det på samme måde som i 2021, hvor Tyskland også sparkede Schweiz ud i kvartfinalen.

    Med en stor bunke NHL-spillere i truppen vandt Schweiz i år sin gruppe foran blandt andre Canada, men i torsdagens kvartfinale virkede stjernerne slidte mod tyskerne.

    Også USA er klar til semifinalen. Torsdag vandt amerikanerne med 3-0 over Tjekkiet i kvartfinalen. Tyskland nåede kvartfinalen ved at slutte foran Danmark i gruppespillet.

    De to nationer mødtes i en nøglekamp midtvejs i gruppespillet, og her var tyskerne bedst. Sejren over Danmark blev afgørende for, at Tyskland tog fjerdepladsen og endte i kvartfinalen. Nu venter så en semifinale.

  46. Italiensk mester napper etapesejr i Giroen

    Iklædt den italienske mestertrøje kørte Filippo Zana (Jayco) sig torsdag eftermiddag til sin største sejr i karrieren.

    På 18. etape af Giro d'Italia kørte han fra Thibaut Pinot (FDJ) i spurten på toppen af etapens sidste stigning.

    Filippo Zana er i gang med sin fjerde Giro, og torsdagens sejr er den første i en grand tour for den 24-årige italiener.

    I kampen mellem favoritterne rejste Primoz Roglic (Jumbo-Visma) sig, efter at han tirsdag smed sekunder til Geraint Thomas (Ineos) og Joao Almeida (UAE).

    Sloveneren angreb og kørte over målstregen sammen med Geraint Thomas, der fører løbet, mens Joao Almeida på de to sidste stigninger kæmpede indædt for at komme tilbage, efter at han blev sat af.

    Portugiseren kan takke sin holdkammerat Jay Vine for, at tidstabet blev holdt på 21 sekunder. Det kunne være endt langt værre, hvis ikke australieren havde trukket sin kaptajn afsted i et højt tempo.

    Ikke desto mindre kravlede Roglic forbi Almeida og op på andenpladsen, hvor han fortsat er 29 sekunder efter Geraint Thomas. Joao Almeida har 39 sekunder op til den førende waliser.

    Fredag venter endnu en bjergetape, hvor rytterne skal passere fem toppe. På løbets næstsidste etape lørdag gælder det en bjergenkeltstart.

  47. Dansk bordtennisspiller inden VM-kamp: 'Slår jeg ham, er det karrierens bedste sejr'

    Danske Anders Lind er med blandt de 16 bedste ved VM i bordtennis.

    I aften spiller bordtennisspilleren ottendedelsfinale mod sydkoreanske Woojin Jang, som tidligere har ligget nummer ni på verdensranglisten.

    - Jeg har slået spillere på hans niveau før, men aldrig til et singlemesterskab. Hvis jeg slår ham, er det den bedste sejr i min karriere, siger Anders Lind til DR Sporten.

    Opskriften på dansk sejr er ganske simpel. Det har den været i alle Anders Linds kampe ved VM, hvor det er blevet til tre sejre indtil videre.

    - Mit mål i aftenens kamp er det samme. En bold ad gangen, og den bold, skal jeg gøre alt for at vinde, siger Anders Lind.

    Ottendedelsfinalekampen spilles klokken 20.30 torsdag aften.

    I foråret vandt Anders Lind bordtennisens svar på Champions League, Europe Cup, med sit franske hold, Hennebont.

  48. Holger Runes første modstander ved French Open er på plads

    Holger Runes grussæson har budt på flere store øjeblikke. Senest var danskeren i finalen ved ATP 1000-turneringen i Rom, hvor han tabte til Daniil Medvedev. (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, Ritzau Scanpix)

    Efter torsdagens lodtrækning er der nu sat navn på, hvem danske Holger Rune møder på gruset i første runde ved grand slam-turneringen French Open.

    Her skal den 20-årige tennisspiller op mod amerikaneren Christopher Eubanks, som er rangeret nummer 75 på mændenes ATP-rangliste.

    Holger Rune debuterede som senior ved den traditionsrige turnering sidste år, hvor han nåede hele vejen til kvartfinalen, men tabte til norske Casper Ruud 1-3 i sæt. Dengang lå danskeren nummer 40 på verdensranglisten. Siden har Rune fortsat sin kurs mod tennistoppen og går på banen i Paris som sjetteseedet.

    I 2019 vandt Holger Rune juniorernes udgave af den franske turnering.

    Hos kvinderne kan danske Clara Tauson også ende i hovedturneringen. Det kræver dog, at hun besejrer Mirjam Björklund fredag i sidste runde af kvalifikationen.

    Den 24-årige svensker er nummer 159 på verdensranglisten og dermed dårligere rangeret end Tauson, der nummer 126.

    French Open er den ene af fire grand slams på tenniskalenderen, som er sportens største turneringer. De andre er Australian Open, Wimbledon og US Open.

  49. Holger Rune fortsat uden sin danske tennistræner: 'Nej, Lars er ikke fyret'

    Lars Christensen (th.) har været Holger Runes træner, siden tennisstjernen var barn. (Foto: © Kenneth Jessen, Sportsfotograf.com)

    Siden Holger Rune var syv år gammel, har hans træner heddet Lars Christensen. Men på det seneste har han været fraværende, og det vil han også være ved grand slam-turneringen French Open.

    Her vil den franske stjernetræner Patrick Mouratoglou igen agere vikar for Lars Christensen. Franskmanden og Holger Rune gik ellers hvert til sit i april, men Patrick Mouratoglou kom tilbage i billedet, da Lars Christensen ifølge Rune-lejren for halvanden måned siden skulle på ferie

    På grund af "forskellige årsager" er han endnu ikke tilbage, skriver Holger Runes mor, Aneke Rune, i en sms til B.T.

    - Nu føles det nok mest naturligt for Holger at tage Roland-Garros med Patrick, da han har været med i de indledende grusturneringer – undtaget München, skriver Aneke Rune.

    Lars Christensen har fulgt med via beskeder og telefonopkald, fortsætter hun.

    - Og nej, Lars er ikke fyret.

    Holger Rune tager hul på French Open i denne weekend. Her møder han amerikanske Christopher Eubanks, som er nummer 75 på verdensranglisten.

  50. Efter strid indgår Brøndby IF juridisk aftale med klubbens fans

    Ejerne af Brøndby IF og klubbens fanafdeling er efter ugers forhandlinger nået til enighed om en juridisk bindende aftale mellem klub og fans samt en hensigtserklæring omkring fremtiden for klubben. (Foto: © CLAUS BECH, fotograf@clausbech.dk)

    En længerevarende strid mellem Brøndby IF og klubbens egne fans nærmer sig sin afslutning.

    I en pressemeddelelse oplyser 3F Superligaklubben, at man har indgået en juridisk bindende aftale samt en hensigtserklæring omkring fremtiden for klubben.

    Der har været uro blandt Brøndbys fans, siden Global Football Holdings (GFH) overtog aktiemajoriteten i klubben fra Jan Bech Andersen sidste år.

    Den juridisk bindende del af aftalen skal blandt andet sikre, at Brøndby bliver ved med at spille i gult og blåt, at klubben ikke skifter navn, og at et eventuelt nyt stadion bliver i kommunen.

    Fanafdelingens formand, Lars B. Pedersen, er tilfreds med aftalen.

    - Den samlede aftale giver klubben og fans en ny, formaliseret form hvorfra klub/fan samarbejdet kan udvikle sig ad åre. Det er med andre et ord et rigtig stærkt udgangspunkt for os at arbejde videre fra, siger han i pressemeddelelsen.

    Værdiaftalen, som skal sikre, at klub og fans ser nogenlunde ens på fremtiden for klubben, skal til afstemning blandt klubbens fans den 11. juni.

Mere fra dr.dk