I weekenden tager Jannik Sinner hul på årets første store tennisturnering, Australian Open, men den italienske verdensetter afventer samtidig en dom i sin pågående dopingsag
I skrivende stund behandler Den Internationale Sportsdomstol (CAS) Jannik Sinners sag. I marts sidste år aflagde han to dopingprøver, der indeholdt det forbudte stof clostebol. Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ønsker en karantæne på et til to år.
- Selvfølgelig tænker jeg på sagen, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde glemt den. Det er en sag, jeg har skullet forholde mig til i lang tid, siger på et pressemøde i Melbourne.
- Men jeg ved, hvad der skete, og det gør mig i stand til at abstrahere fra det. Jeg har ikke gjort noget forkert, og det er derfor, jeg er her lige nu. Det er derfor, jeg stadig spiller.
Han har i hele forløbet hævdet sin uskyld. Han troede, at han havde taget alle forholdsregler i bestræbelserne på at undgå at komme i kontakt med stoffer på dopinglisten.
Jannik Sinner tager hul på Australian Open mandag med en kamp mod chileneren Nicolas Jarry.