Seneste sport

Juventus henter sæsonens første ligasejr

Overblik

  1. Juventus henter sæsonens første ligasejr

    Det har næppe været en mindeværdig sæsonstart i Juventus, men nu begynder tingene måske at vende for den italienske storklub.

    Onsdag tog Juventus nemlig sin første sejr i Serie A i denne sæson. Det var dog med hiv og sving, at Spezia blev slået med 3-2.

    Sejren bringer Juventus op på fem point for lige så mange kampe i den italienske liga. Det er otte færre, end Inter har på førstepladsen.

    Det var hjemvendte Moise Kean, der sendte Juventus i front mod Spezia. Angriberen fik sin fodboldopdragelse i Juventus, men blev solgt til Everton i 2019.

    På transfervinduets sidste dag blev det så til et comeback, da Kean blev sendt til Juventus på en toårig lejeaftale.

    Men efter Keans åbningsmål stemplede Spezia altså ind. Scoringer af først Emmanuel Gyasi og efterfølgende Janis Antiste gjorde det til 2-1.

    Cirka midtvejs i anden halvleg pustede Federico Chiesa så liv til Juventus' sejrsdrømme ved at udligne, inden Matthijs de Ligt gjorde det til 3-2 med cirka 20 minutter igen og endte som matchvinder.

  2. Sydamerikansk forbund siger klart nej til Fifas VM-plan

    VM hvert andet år bliver i så fald uden deltagelse af de ti lande i Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol).

    Det er den klare udmelding fra forbundet.

    - Der er ingen grunde, fordele eller belæg til de ændringer, som Fifa promoverer. Derfor bekræfter de ti lande, der udgør Conmebol, at de ikke deltager i en VM-slutrunde, der afvikles hver andet år, skriver Conmebol på sin hjemmeside.

    Conmebol understreger, at man støtter den nuværende model med VM hver fjerde år. Den belønner ifølge forbundet indsats, talent og forberedelse. Fifas planer får derimod hårde ord med på vejen.

    - Det omtalte projekt vender ryggen til næsten 100 års traditioner i fodboldverdenen og ignorerer historien bag en af planetens vigtigste sportsbegivenheders historie, skriver Conmebol.

    Udmeldingen kommer efter et møde mellem de nationale forbund onsdag.

    Fifa præsenterer efter planen sine planer for VM og en ny kalender i international fodbold på et stormøde 20. december.

    /ritzau/

  3. Spillerforening: Fifa kommer ikke videre med VM-plan

    Kritikken af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) plan om i fremtiden at afholde VM-slutrunder hvert andet år er for massiv, til at det kan blive vedtaget.

    Sådan lyder det fra generalsekretær i den internationale spillerforening Fifpro Jonas Baer-Hoffmann. Han tror på, at Fifa er nået frem til samme konklusion.

    - Det er tydeligt, at hvis man prøver at tvinge det igennem og går imod alle disse parters interesse og ikke har opbakning fra dem, så kommer planen nok ikke videre.

    Jonas Baer-Hoffmann pointerer, at der allerede afholdes to VM-slutrunder inden for hver kalendercyklus på fire år - herrernes og kvindernes.

    Fifpro-chefen mener derfor, at Fifa i stedet for at afholde flere VM for herrer bør fokusere på at promovere kvindernes verdensmesterskab, ligesom han tvivler på, at flere slutrunder er økonomisk holdbart.

    Fifa agter at afholde et stormøde 20. december, hvor håbet er at kunne præsentere et bud på fremtidens kalender i international fodbold, som alle parter er tilfredse med.

    /ritzau/

  4. FC Barcelona fyrer cheftræner

    Efter en lang række dårlige resultater er Ronald Koeman færdig som cheftræner for fodboldklubben FC Barcelona.

    Det oplyser fodboldklubben i en meddelelse, efter at holdet onsdag aften tabte 0-1 til Rayo Vallecano i La Liga, skriver Ritzau.

    - Klubbens præsident, Joan Laporta, informerede ham (Koeman, red.) om beslutningen efter nederlaget til Rayo Vallecano, oplyser klubben.

    - Ronald Koeman siger farvel til holdet torsdag på Ciutat Esportiva (Barcelonas træningsanlæg, red.). FC Barcelona ønsker at takke ham for hans tid i klubben og ønsker ham alt det bedste i hans professionelle karriere.

    Fyringen kommer efter en stribe dårlige resultater for den spanske storklub, hvor det kun er blevet til to sejre i de seneste syv kampe.

  5. Bayern München får prygl og lider tidligt pokalexit

    For andet år i træk er giganten Bayern München ude af den tyske pokalturnering allerede efter anden runde.

    Sidste år var det Holstein Kiel, der sensationelt sendte Bayern ud efter straffesparkskonkurrence, og onsdag var det så trods alt en bundesligamodstander, nemlig Borussia Mönchengladbach, der sørgede for Bayerns exit.

    Måden, det skete på, var dog ganske ydmygende for Bayern, der allerede efter 20 minutter var bagud med 0-3 og siden tabte med hele 0-5.

    Bayern stillede endda med noget, der mindede om stærkeste opstilling, men det var ikke til at se.

    Bayer Leverkusen måtte også lade livet, da det hjemme endte 1-2 mod Karlsruhe fra 2. Bundesliga.

    Frederik Rønnow vogtede målet for Union Berlin, der spillede sig blandt de sidste 16 klubber i turneringen ved at vinde 3-1 efter forlængelse over Waldhof Mannheim fra den tredjebedste række.

    /ritzau/

  6. Odense Håndbold fortsætter sejrsstime

    Ni kampe, ni sejre.

    Det er status for Odenses håndboldkvinder i den bedste danske række i denne sæson.

    Det blev onsdag til en Odense-sejr på hele 31-22 ude over Nykøbing Falster, som ellers var godt med i første halvleg.

    Hjemmeholdet kom godt nok bagud 1-4 ret hurtigt, men kæmpede sig tilbage og kunne gå til pause med en smal føring på 14-13.

    I anden halvleg blev Nykøbing kørt over, og der var reelt klasseforskel i de sidste 30 minutter.

    Odense topper rækken med 18 point efter 9 kampe. Viborg har to point færre på andenpladsen.

    /ritzau/

  7. Sønderjyske ekspederer AGF ud af pokalturneringen efter forlænget spilletid

    Sønderjyske er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.

    Det blev sikret onsdag aften med en 2-0-sejr over AGF. Der skulle dog forlænget spilletid til, før sejren var i hus. Den ordinære spilletid sluttede målløst.

    Kristofer Kristinsson og Isak Jensen scorede Sønderjyskes mål.

    Sønderjyske slutter sig med sejren til Randers og OB, der også begge gik videre til kvartfinalerne onsdag aften. Randers slog Middelfart med 4-0, mens OB vandt 4-1 over FC Nordsjælland efter forlænget spilletid.

    Torsdag spilles de to sidste ottendedelsfinaler, når Aalborg Freja og Brøndby mødes, og FCM tager imod AaB.

  8. FC Barcelona lider endnu et nederlag

    For tredje gang i de seneste fire kampe tabte FC Barcelona i La Liga, og presset på træner Ronald Koeman stiger yderligere.

    Det blev onsdag aften til et 0-1-nederlag ude mod Rayo Vallecano. Angriberen Radamel Falcao scorede kampens eneste mål.

    Undervejs i kampen brændte Barcelona et straffespark, og flere andre oplagte chancer blev heller ikke udnyttet.

    Med nederlaget er Barcelona placeret på niendepladsen med 15 point efter 10 kampe. Rayo Vallecano har fire point mere for en kamp mere spillet på en femteplads.

    Sevilla, som onsdag spillede 1-1 ude mod Mallorca, topper rækken med 21 point efter 10 kampe. Thomas Delaney kom ind efter 53 minutter for Sevilla.

    /ritzau/

  9. Bakken Bears kommer på tavlen med sejr i Europa

    Efter to indledende nederlag kom Bakken Bears onsdag aften på tavlen med en sejr i Fiba Europe Cups gruppespil.

    På hjemmebane blev hviderussiske Tsmoki Minsk slået med 101-93 efter føring på 56-50 halvvejs.

    Minsk havde ellers vundet sine første kampe og er stadig i spidsen for gruppen med fem point for tre kampe. Bakken har nu fire point, da et nederlag kaster et point af sig.

    Første periode tippede lidt frem og tilbage, og det var først i anden periode, at Bakken satte sig rigtigt på kampen. Undervejs førte hjemmeholdet med 13 point, men Minsk fik altså reduceret mod slutningen.

    I tredje periode var Bakken dog klart bedst, og holdet var igen foran med 13 point inden kampens sidste fjerdedel.

    Her var Minsk tæt på at hive et fornemt comeback ud af ærmet, da holdet reducerede til 93-97. Bakken fik dog det sidste ord med opgørets sidste fire point.

    De to bedste går videre fra gruppen, hvor man efter onsdagens kampe er halvvejs.

    /ritzau/

  10. OB avancerer i pokalturneringen med sejr over FCN's ti mand

    OB er videre til kvartfinalen i pokalturneringen efter en 4-1-sejr over FC Nordsjælland onsdag aften.

    Det var ellers FC Nordsjælland, der længe og stik imod alle odds så ud til at avancere.

    FCN bragte sig foran 1-0 ved Oliver Antman efter 12 minutter. Det blev dog op ad bakke for FCN, da Adamo Nagalo fik rødt kort efter 34 minutters spil.

    Derfra stod der OB på det hele, men fynboerne fik først udlignet i det 89. spilminut. Derfor skulle der forlænget spilletid til, og her slap kræfterne op for FCN. Med tre mål i den forlængede spilletid sikrede OB pladsen i kvartfinalerne.

  11. Aalborg Håndbold taber svær udekamp i Champions League

    Aalborg Håndbold tabte onsdag aften topkampen i klubbens Champions League-gruppe.

    Ungarnske Pick Szeged fik skovlen under det danske mesterhold, og ungarerne sikrede en 31-28-sejr.

    Aalborg Håndbold er stadig på gruppens førsteplads, men Pick Szeged har med sejren samme pointantal som danskerne.

    Førstepladsen kan dog blive mistet, hvis enten Kiel eller Montpellier vinder senere onsdag aften. De to hold møder henholdsvis Vardar og PPD Zagreb.

  12. Simon Kjær forlænger med Milan

    Simon Kjær vil også være at finde i AC Milans midterforsvar i de kommende to år. (Foto: JENNIFER LORENZINI © Ritzau Scanpix)

    Simon Kjær har forlænget sin kontrakt med den italienske klub AC Milan.

    Det oplyser Milan på klubbens hjemmeside.

    Den danske landsholdsanfører har lagt to år til sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2024.

    Simon Kjær kom til Milan i januar 2020, og siden er den 32-årige forsvarsspiller noteret for 66 kampe for AC Milan.

  13. Fem udskiftninger i fodbold anbefales permanent

    Reglen om at kunne udskifte fem spillere kan inden længe blive en fast del af fodboldspillet.

    International Football Association Board (Ifab), der forvalter fodboldlovene, har onsdag anbefalet, at det skal gøres permanent, at hold må skifte ud fem gange i løbet af kampene.

    Anbefalingen kommer efter et digitalt møde med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Her var antallet af udskiftninger et af emnerne.

    Reglen om fem udskiftninger blev indført i sommeren 2020 for at beskytte spillerne i sammenpressede programmer efter coronapausen.

    Her skulle mange fodboldligaer spilles færdig på kort tid i et tæt program, der stillede store krav til spillerne.

    Muligheden for de ekstra udskiftninger blev siden forlænget i sommeren 2021, så den midlertidige løsning kunne benyttes frem til udgangen af 2022.

    Nu lyder forslaget at gøre det til en fast del af fodboldreglerne. Det bliver dog op til de enkelte turneringsarrangører at beslutte, om man vil gøre brug af reglen om fem udskiftninger.

    Igennem en årrække har det kun været tilladt at foretage maksimalt tre udskiftninger.

    Det er blevet forhøjet til fem, men udskiftningerne må kun foretages over tre omgange, så man ikke kan trække tiden yderligere ud.

    /ritzau/

  14. Astralis rejser sig og lever videre i majorturnering

    Efter to nederlag i to kampe var det danske Counter-Strike-hold Astralis på kanten af exit i majorturneringen PGL Major Stockholm 2021.

    Astralis vandt onsdag over det svenske hold Godsent med 2-0. Dermed holder Astralis sig fortsat i live i turneringen.

    Med et nederlag havde Astralis, der er tredobbelt forsvarende majorvinder, været ude meget tidligt i det indledende gruppespil.

    Tidligere onsdag vandt det danske hold Copenhagen Flames 2-1 over landsmændene fra Heroic og er videre til næste fase i majoren.

    Begge vandt sine to kampe tirsdag og manglede blot en sejr hver for at booke en plads i næste runde. Det lykkedes altså for Copenhagen Flames.

    De tre danske hold er blandt de 16 mandskaber, der indledningsvis skal dyste om 8 pladser i Legends-runden, hvor 8 allerede kvalificerede hold venter.

    Derfra går igen 8 hold videre til den afsluttende knockoutfase startende med kvartfinaler foran 16.000 tilskuere i Avicii Arena i Stockholm.

    Begge gruppespil frem til knockoutfasen spilles efter Swiss-systemet, hvor et hold er videre, når det har opnået tre sejre.

    Præmiepuljen i turneringen er fordoblet siden den seneste major i 2019. Der er to millioner dollar (12,8 millioner kroner) i puljen. Vinderen snupper halvdelen.

    Selve knockoutfasen med de otte sidste hold spilles 4.-7. november.

    /ritzau/

  15. Viktor Axelsen trækker sig efter ét point i fransk turnering

    Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen nåede ikke at få sved på panden, inden han onsdag var ude af French Open.

    Axelsen opgav af spille videre efter bare ét spillet point i sin kamp i første runde mod Heo Kwang-hee fra Sydkorea.

    Danskeren har haft et tæt program på det seneste. I sidste uge gik han hele vejen og triumferede i Denmark Open.

    På sine sociale medier fortæller Axelsen, at han døjede med nogle mindre skader efter turneringen i Odense.

    - Efter at have snakket med mit hold besluttede jeg mig for at give det et skud i den sidste opvarmning i aften. Desværre mærkede jeg hurtigt, at jeg ikke er klar til at konkurrere i denne uge, forklarer Axelsen.

    Efter sejren i Denmark Open søndag såede han således tvivl om sin deltagelse i Frankrig, da han besøgte TV2 Sports studie.

    - Jeg vil sige, lige nu... French Open på onsdag... Jeg skal i hvert fald lige hjem og slå benene op og måske have to tallerkner mad i aften (søndag red.), og så ser vi lige, hvordan jeg har det over de næste par dage, sagde Axelsen.

    /ritzau/

  16. Sikker sejr sender Tauson videre i italiensk turnering

    Med en sejr i to sæt gik Clara Tauson onsdag videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i italienske Courmayeur.

    Tauson, der er nummer 49 i verden, vandt 6-4, 6-1 over Giulia Gatto-Monticone efter 67 minutter.

    Den danske tennisspiller leverede ikke sin bedste kamp, men hun viste mental styrke i løbet af kampen.

    I første sæt brød italieneren, der er nummer 193 i verden, til 1-0 med det samme.

    Femteseedede Tauson brød dog straks tilbage og udlignede til 1-1, inden danskeren igen blev brudt.

    En gang mere sørgede Tauson for balance i regnskabet, da hun brød til stillingen 2-2.

    Det var især serven og forhånden, som ikke fungerede for Tauson i denne fase af kampen.

    Efter de mange servegennembrud i starten af kampen skiftedes duellanterne til at holde serv frem til 4-4, hvorefter Tauson slog til ved at vinde de to sidste partier med overbevisende spil.

    Tauson var i fuld kontrol i andet sæt, hvor italieneren så ud til at være løbet tør for gode idéer.

    Med sejren er Tauson klar til kvartfinalen, som efter planen skal spilles fredag.

    Modstanderen bliver enten Magdalena Frich eller Ann Li, som møder hinanden torsdag.

    /ritzau/

  17. Sidste års vinder avancerer i pokalturneringen

    Som forsvarende pokalmester og et af topholdene i Superligaen var Randers FC storfavorit ude mod Middelfart i pokalturneringen i fodbold.

    Randers vandt da også onsdagens kamp med hele 4-0 over Middelfart, der frister en tilværelse som bundhold i 2. division.

    Dermed gik Randers sikkert videre til kvartfinalerne i turneringen.

    Middelfart var dog godt med i den første times tid, hvor der kun blev scoret et enkelt mål.

    1-0-målet blev sat ind af Randers-spilleren Oliver Bundgaard efter 22 minutter.

    I anden halvleg viste Randers klasseforskellen med tre mål yderligere.

    Efter en times spil fordoblede indskiftede Tosin Kehinde føringen, inden Jakob Ankersen øgede til 3-0 fem minutter senere.

    Den indskiftede og formstærke angriber Stephen Odey scorede kampens sidste mål til slutresultatet 4-0 et kvarter før tid.

    Randers-træner Thomas Thomasberg gav debut til målmanden Andreas Søndergaard, som kvitterede for tilliden med et rent bur.

    Andreas Søndergaard er hentet til Randers på en lejeaftale fra Wolverhampton.

    /ritzau/

  18. Australsk fodboldspiller springer ud som homoseksuel

    På trods af herrefodboldens verdensomspændende popularitet er der forsvindende få, som springer ud som homoseksuelle.

    De få, der gør, venter som regel til efter karrieren, og ser man bort fra amerikaneren Collin Martin, har professionel fodbold været tom for offentligt homoseksuelle, aktive spillere.

    Det er nu ændret, efter at Josh Cavallos klub Adelaide United onsdag har delt en video på Twitter, hvor spilleren åbner op omkring sin seksualitet.

    I videoen sætter Josh Cavallo blandt andet ord på en opvækst præget af frygt for, at drømmen om professionel fodbold og det at være homoseksuel ikke kunne forenes.

    - I min opvækst følte jeg et behov for at gemme mig selv væk, fordi jeg skammede mig. Skammede mig, fordi jeg aldrig ville være i stand til at gøre det, jeg elsker, og være homoseksuel. Jeg gemte, hvem jeg virkelig er for at forfølge en drøm, jeg har haft siden barndommen.

    Josh Cavallo fortæller, at han ønsker at inspirere andre i samme situation.

    /ritzau/

  19. Team Danmark udbetaler 2,1 millioner i medaljebonus

    16 gange var Danmark i sommer repræsenteret på medaljeskamlerne ved de olympiske lege og de paralympiske lege i Tokyo.

    Onsdag bliver den økonomiske bonus for præstationerne uddelt ved en reception i København, og der er tale om i alt 2,1 millioner kroner skattefrit.

    Det skriver Team Danmark på sin hjemmeside.

    - Hver gang en dansk atlet hiver en medalje hjem til Danmark, skaber det værdi for det danske samfund. Vi får noget at samles om og noget at glædes over – og dét er værd at påskønne.

    - Derfor synes vi i Team Danmark, det er vigtigt, at de atleter, der hver eneste dag kæmper hårdt for at opnå det ypperste i deres sport også får en økonomisk anerkendelse, siger Team Danmark-formand Lars Krarup.

    Som aftalt på forhånd giver en guldmedalje ved OL 100.000 kroner, mens en sølvmedalje og bronzemedalje giver henholdsvis 75.000 og 50.000 kroner. Medaljer i en holdsport giver 500.000 kroner, og i den kategori er der kun håndboldherrerne, der fik sølv ved OL i Tokyo.

    /ritzau/

  20. DBU og Spillerforeningen slår fodboldpriser sammen

    Der bliver færre priser at uddele i dansk fodbold i fremtiden.

    Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har hidtil uddelt hver sin pris til årets spiller hos både herrer og kvinder, men de bliver nu slået sammen.

    Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.

    - Vi synes jo, at det var helt oplagt, at vi slog de to priser sammen, så der nu kun kåres én spiller som årets bedste hos både kvinderne og herrerne. Samtidig er det også et udtryk for, at vi har et godt samarbejde med DBU.

    - Det vil fortsat være spillerne selv, der stemmer og dermed afgør, hvem der skal løbe med hæderen og skrive sig ind i historiebøgerne, siger Michael Sahl Hansen, der er direktør i Spillerforeningen.

    De fælles priser til årets spillere uddeles første gang 8. januar ved DR's årlige sportsshow.

    /ritzau/

  21. NBA-stjerne iklæder sig blodplettede sko og angriber sportsgiganten Nike

    Enes Kanters sko i mandagens NBA-kamp. (Foto: Jim Dedmon © Ritzau Scanpix)

    NBA-stjernen Enes Kanter har på Twitter rettet kritik af det kinesiske styre og sportsgiganten Nike.

    I mandagens NBA-kamp mellem Boston Celtics og Charlotte Hornets iklædte Enes Kanter sig et par sko dekoreret med blodstænk og teksten ’Modern Day Slavery’ og ’No More Excuses’.

    I en video på Twitter uddybede han efterfølgende sit budskab, som er en kritik af den amerikanske sportsgigant Nikes aktiviteter i Kina.

    - Nike er højlydte, når det kommer til uretfærdighed i USA, men når det kommer til Kina, forholder Nike sig i tavshed, siger Kanter i videoen.

    - Der er så mange fabrikker i Kina, hvor der foregår tvangsarbejde. For eksempel uighurere i tvangsarbejde. Det er moderne slaveri, og det foregår i Kina lige nu.

    Uighurerne er et muslimsk mindretal i den vestlige kinesiske provins Xinjiang. Op mod en million kinesiske muslimer menes at have siddet i lejre eller fængsler i Kina.

    - I (Nike, red.) siger ikke et ord om undertrykkelse af minoriteter i Kina, siger Kanter.

  22. Fransk landsholdsspiller slipper for fængsel efter appel

    Efter at have overtrådt et polititilhold tilbage i 2017 blev den franske landsholdsspiller Lucas Hernández af en domstol i Madrid beordret fængslet den 13. oktober.

    Lucas Hernández har sidenhen appelleret dommen, og onsdag har han fået medhold, og dommen er gjort betinget.

    Dermed slipper spilleren for fængselstid. Det skriver Reuters.

    Spilleren har i stedet fået en betinget straf på fire år og skal betale en bøde på 714.000 kroner.

    I 2017 blev Lucas Hernández idømt 31 dages samfundstjeneste efter et voldsomt skænderi med sin kæreste, som blev anbragt på hospitalet med lettere skader.

    Lucas Hernández spiller til daglig for den tyske storklub Bayern München.

    /ritzau/

  23. AGF sikrer forsvarsprofil på en permanent aftale

    AGF har købt Yann Bisseck, der indtil nu har været tilknyttet klubben på en lejeaftale.

    Det skriver Superligaklubben på sin hjemmeside.

    Den franske forsvarsspiller blev i sommer lejet i tyske FC Köln, men AGF har udnyttet en option og sikret sig profilen på en permanent aftale.

    - Yann Bisseck er en dygtig forsvarsspiller med en stærk fysisk pakke med størrelse, kraft og hurtighed. Trods sin unge alder har han en god erfaring fra forskellige ligaer og har også allerede vist sit værd i 3F Superligaen med mange gode præstationer, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye til AGF's hjemmeside.

    Yann Bisseck har indtil videre bidraget med en scoring i 15 kampe som AGF-spiller.

  24. Delstat nægter at lukke uvaccinerede ind til Australian Open

    Forvirringen er total i Australien.

    Natten til onsdag dansk tid har premierminister Scott Morrison udtalt, at uvaccinerede tennisspillere kan deltage i Australian Open, hvis de går i to ugers karantæne, men meget tyder på, at det alligevel ikke bliver tilfældet.

    Grand slam-turneringen skal spilles i Melbourne i delstaten Victoria, og efter premierministerens udmelding har delstatsleder Daniel Andrews allerede afvist at byde uvaccinerede tennisspillere indenfor.

    Det skriver Reuters og flere australske nyhedsmedier.

    Delstaterne skal ifølge australske retningslinjer anmode om dispensation, hvis de vil åbne grænserne for personer, der ikke er vaccineret mod coronavirus.

    - På vegne af alle de vaccinerede personer i Victoria, som har gjort det rette, vil min regering ikke anmode om dispensationer for uvaccinerede spillere. Hvis vi ikke anmoder om dispensationer, så bliver der ikke givet nogen dispensationer. Så er hele problemet i bund og grund løst, siger Daniel Andrews.

    Allerede i sidste uge var Daniel Andrews ude at så tvivl om, hvorvidt uvaccinerede spillere kan komme til Australian Open. Det vil gå ud over blandt andre Novak Djokovic, som indtil videre har sagt nej til vaccinen.

    /ritzau/

  25. Uvished presser dansk delegation med 100 dage til OL

    I midten af november sendes de første pakker med dansk udstyr til Beijing, der i februar er vært for vinter-OL.

    Men selv om der onsdag kun er 100 dage til OL, er der stadig stor usikkerhed om det endelige antal af danske atleter - og dermed hvor meget udstyr der er behov for.

    Udsatte stævner og konkurrencer har forsinket flere af kvalifikationerne, og det sætter den danske OL-delegation under pres, fortæller Danmarks chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.

    - Ishockeykvindernes kvalifikation skulle have ligget i februar i år. Nu ligger den i november. Vi er mega pressede, for man skal have flere ting med, hvis der lige pludselig kommer 40 ekstra mand med.

    - Derfor har vi har haft fokus på alt det rundt om sporten indtil videre, så det bliver dejligt snart at kunne fokusere på at give atleter og trænere de bedste forudsætninger for at præstere. Det har vi ikke haft endnu, siger han.

    OL i Beijing afvikles 4. til 20. februar.

    /ritzau/

  26. Harder udgik under opvarmningen: 'For en sikkerheds skyld'

    Den danske anfører og kvindelandsholdets helt store stjerne, Pernille Harder, var ikke i aktion tirsdag aften, da holdet vandt med 5-1 i Montenegro.

    Chelsea-spilleren måtte i slutningen af opvarmningen udgå, men efter kampen kunne Harder berolige eventuelt nervøse fans med, at der blot var tale om træthed i en muskel.

    - Det var mest af alt for en sikkerheds skyld, at jeg ikke spillede i dag.

    - Det handler om at se det i et større perspektiv. Jeg følte mig ikke på 100 procent i opvarmningen, og i stedet for at løbe en risiko og blive rigtig skadet, var det vigtigere, at jeg var klog og blev på sidelinjen, så jeg er klar i weekenden og i næste weekend i stedet, siger Pernille Harder til DR Sporten.

    Fra tribunen kunne Pernille Harder så se, at Danmark igen tog tre point og derfor fortsat topper VM-kvalifikationen efter fire sejre i fire kampe.

  27. Vejle knækker Horsens efter nyt stort pokalcomeback

    Superligaklubben Vejle Boldklub er ved at gøre det til et varemærke at levere flotte comebacks i denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen.

    Tirsdag gik det ud over AC Horsens fra næstbedste række, som førte 1-0 på hjemmebane indtil tillægstiden. Her udlignede Vejle og endte med at tage sejren med 2-1 efter forlænget spilletid.

    I forrige runde var Vejle endnu mere presset, da man frem til 90. minut var bagud 1-3 mod Vanløse. Men med tre scoringer i tillægstiden lykkedes det på mirakuløs vis at spille sig videre.

    Vejle er altså klar til kvartfinalerne sammen med Kolding IF og Hvidovre.

    /ritzau/

  28. Antonsen lider tidligt exit i French open

    Den danske badmintonstjerne Anders Antonsen fik ikke helt den tirsdag aften, som han nok havde håbet.

    Danskeren led her til aften et tidligt exit i turneringen French Open, da han tabte 21-19 og 21-19 i to tætte sæt til Hongkongs Lee Cheuk Yiu.

    I tirsdagens kamp var Antonsen foran med 18-15 i første sæt, men verdens nummer tre endte alligevel med at tabe det. Og selvom han var tæt på at levere et comeback i andet sæt, lykkedes det ikke.

    Den nykårede Denmark Open-vinder Viktor Axelsen er også med i den franske turnering. Han skal først i aktion onsdag, hvor han tørner sammen med sydkoreaneren Heo Kwanghee.

    Modsat Antonsen spillede danske Rasmus Gemke sig videre til anden runde, da han slog franske Toma Junior Popov.

    I damesingle klarede Line Kjærsfeldt sig videre, mens Mia Blichfeldt røg ud.

  29. Dansk triumf i VM-kvalifikationen: Slår Montenegro i ny storsejr

    For fjerde gang ud af fire mulige går de danske fodboldkvinder fra banen med tre point.

    Tirsdag aften vandt Danmark 5-1 på udebane over Montenegro og topper dermed fortsat VM-kvalifikationen med maksimumpoint.

    Sejren blev grundlagt allerede i det 17. minut, da Stine Larsen sparkede Danmark i front med 1-0, inden Signe Bruun fordoblede føringen ti minutter senere med sin tiende scoring i kvalifikationen.

    3-0 blev det også inden pause ved Sofie Svava, og så var det kun kosmetisk, at Montenegro reducerede kort inde i anden halvleg.

    Sanne Troelsgaard kom nemlig også på tavlen, inden Stine Larsen som dobbelt målscorer kunne sætte det sidste punktum med små 20 minutter igen.

  30. Roforbundet hyrer medlem af guldfireren som sportschef

    Thor Juul Kristensen, der har vundet OL-guld som medlem af guldfireren, er ny sportschef i Dansk Forening for Rosport (DFfR).

    Det oplyser DFfR i en pressemeddelelse.

    Thor Juul Kristensen vandt OL-guld med guldfireren i legene i 2004 i Athen, og han kommer fra en stilling som lektor i biologi på Nyborg Gymnasium.

    - Min motivation for at søge stillingen var, at jeg med min erfaring fra roningens verden kan bidrage til at videreudvikle elitearbejdet i dansk roning. Der er et stort potentiale og det vil jeg gerne bidrage til at udvikle yderligere i et åbent og konstruktivt samarbejde med atleter og klubber, som alle er drevet af en stor passion for roning, lyder det fra Thor Juul Kristensen i pressemeddelelsen.

  31. Astralis får klø af landsmænd i første majorturnering i to år

    Det danske Counter-Strike-hold Astralis fik en overraskende skidt start på den første majorturnering i to år.

    Astralis, der er tredobbelt forsvarende majorvinder, tabte sin første kamp til landsmændene fra Copenhagen Flames, der kvalificerede sig sensationelt til majoren tidligere i år.

    Kampen blev spillet bedst af blot et map, og det vandt Copenhagen Flames med hele 16-6 efter 9-6 ved pausen.

    Nederlaget betyder dog ikke, at Astralis er færdig i den store turnering.

    Holdet er blandt de 16 mandskaber, der indledningsvis skal dyste om 8 pladser i Legends-runden, hvor 8 allerede kvalificerede hold venter.

    Derfra går igen 8 hold videre til den afsluttende knockoutfase startende med kvartfinaler foran 16.000 tilskuere i Avicii Arena i Stockholm.

    Begge gruppespil frem til knockoutfasen spilles efter Swiss-systemet, hvor et hold er videre, når det har opnået tre sejre.

    Tre danske hold er med i turneringen, da også Heroic har kvalificeret sig til det indledende gruppespil.

    Præmiepuljen er fordoblet siden den seneste major i 2019. Der er to millioner dollar (12,8 millioner kroner) i puljen. Vinderen snupper halvdelen.

    Selve knockoutfasen med de otte sidste hold spilles 4.-7. november.

    /ritzau/

  32. Rangers-ikon og tidligere træner for Brian Laudrup er død

    Det skotske trænerikon Walter Smith er død i en alder af 73 år.

    Det bekræfter den skotske klub Rangers, som Smith stod i spidsen for i to perioder.

    - Det er med dyb sorg, at vi annoncerer bortgangen af vores tidligere manager, formand og klublegende, Walter Smith, skriver Rangers i en erklæring.

    Smith var manager for Rangers i perioderne fra 1991 til 1998 og igen fra 2007 til 2011. I førstnævnte periode havde han Brian Laudrup under sine vinger fra 1994 til 1998.

    - Det havde været nogle hårde år i Italien, men da jeg ankom til Glasgow og mødte Walter Smith, var jeg fuldstændig solgt. Både til klubben, men også til Walter som menneske, siger Brian Laudrup til Ekstra Bladet.

    - Han var en fantastisk leder, der efter få uger vidste, hvad ens kone hed, og hvor gamle ens børn var. Han spurgte altid ind til, hvordan man havde det derhjemme, for han vidste, man ikke kunne levere, hvis man ikke havde det godt.

    I den mellemliggende tid stod han i spidsen for Everton og derefter Skotlands landshold.

    /ritzau/

  33. Landsholdsspiller rykker til tysk håndboldklub

    Bagspilleren Jacob Lassen er i gang med sin foreløbigt sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg (BSH). Til sommer skifter håndboldprofilen nemlig til bundesligaklubben HSV Hamburg, skriver BSH i en pressemeddelelse.

    Den 26-årige højreback kan se tilbage på seks sæsoner i den midtjyske klub med "en masse fede oplevelser".

    - Jeg har kun positive ting at sige om min tid i BSH. Der venter en helt anden udfordring. Bundesligaen er en hård liga at spille i med mange kampe. Men det er en opgave, jeg er klar til. Så jeg glæder mig til at prøve mig selv af i den bedste liga i verden, siger Jacob Lassen.

    Han er blevet en del af A-landsholdet og er med i truppen, når Nikolaj Jacobsen samler sine tropper i næste uge.

    - Det er en flot udvikling, som Jacob har vist, siden han kom til Bjerringbro-Silkeborg i 2016. Han har udviklet sig fra at være et talent til nu at have fået debut på A-landsholdet, siger BSH-direktør Jesper Schou.

    - Vi er kede af at miste Jacob, der er blevet en stor profil hos os, men det er sådan, det går. Når man er dygtig nok og har ambitionerne, så skal man gå efter det.

    I første omgang glæder Lassen sig dog til at spille sæsonen færdig i BSH, der ligger på fjerdepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

    - Jeg håber, vi kan fortsætte det gode spil, vi har vist på det sidste – lige bortset fra kampen mod Lemvig. Forhåbentlig kan vi udvikle os mere som hold og spille med i de sjove kampe til sidst i sæsonen, lyder det fra Lassen.

    /ritzau/

  34. Bjorkstrand på måltavlen i NHL

    Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand lavede natten til tirsdag dansk tid et mål og et oplæg, da Columbus Blue Jackets besejrede Dallas Stars 4-1 i NHL.

    26-årige Bjorkstrand åbnede ballet for hjemmeholdet i Nationwide Arena knap seks minutter inde i første periode.

    Her modtog han en aflevering fra holdkammerat Jack Roslovic, der forinden var skøjtet forbi flere modstandere, inden herningenseren køligt sendte pucken i nettet fra nært hold.

    Godt ti minutter inde i anden periode var Bjorkstrand så på spil igen, men denne gang i oplæggerens rolle.

    Efter et hårdt pres fik han vundet pucken fra en modstander nær Dallas' mål og sendt den ind til Grégory Hofmann, der uden at tøve bankede Blue Jackets foran 2-0.

    I tredje periode lykkedes det Dallas at få reduceret til 1-3, inden Alexandre Texier lukkede og slukkede for hjemmeholdet til stillingen 4-1.

    Oliver Bjorkstrand blev efter kampen kåret til en af de tre bedste spillere ifølge nhl.com.

    Det var tredje gang i sæsonen, at danskeren noterede sig for både mål og oplæg i samme kamp. Han har i alt lavet tre mål og seks oplæg i sæsonens første seks kampe.

    /ritzau/

  35. Spillere tager afstand fra stenkast mod fanbus

    Der var en stor fest på udebanetribunen i Aalborg, da Viborg FF mandag gæstede AaB. De medrejsende Viborg-fans kunne nemlig se deres hold vinde med imponerende 5-2 over nordjyderne.

    Men der var skår i glæden, da en af busserne med Viborg-tilskuere blev ramt af sten på vej mod Aalborg Portland Park. På det sociale medie Twitter blev der lagt et billede op med en smadret rude angiveligt som resultat af stenkastet.

    Det tog AaB-målmand Jacob Rinne blandt andre afstand fra efter opgøret.

    - Det er aldrig acceptabelt, at nogen ødelægger noget. Om det er fans af FC København, Brøndby eller AaB. Det er ikke noget, som vi står inde for, hvis det er korrekt.

    Søndag var der ligeledes ballade på Superligaens fanscene. Fire personer blev anholdt i forbindelse med uroligheder, da FC København og Brøndby mødtes.

    /ritzau/

  36. Velspillende KIF Kolding tager sjælden storsejr

    Selv om Ribe-Esbjerg bed fra sig i slutningen af opgøret kunne KIF Kolding mandag snuppe sæsonens blot anden sejr i otte kampe i landets bedste håndboldrække for herrer.

    En fremragende første halvleg sendte hjemmeholdet til pause med en solid føring på 20-12. Den skrumpede en smule efter pausen, men føringen var stor nok til at grundlægge sejren på 35-28.

    Sejren sender Kolding op på 13.-pladsen med 5 point. Her er holdet nu lige over nedrykningsstregen, da Mors-Thy samtidig tabte 33-34 til TMS Ringsted og forbliver på 4 point.

    Ribe-Esbjerg er nummer 11 med 6 point.

    /ritzau/

  37. Esbjerg tilføjer bundproppen tiende nederlag i træk

    Ishockeyherrerne fra Esbjerg Energy har ikke været i storform på det seneste, men mod den kriseramte bundprop i Metal Ligaen, Rødovre Mighty Bulls, havde vestjyderne alligevel kvalitet til at snuppe sejren.

    Selv om det sjællandske hjemmehold kom tidligt foran, lykkedes det Esbjerg at vende billedet og tage en sejr på 2-1.

    Det er Esbjergs anden sejr i træk efter en stime på tre nederlag forinden. Det er dog intet i sammenligning med Rødovre, som nu er oppe på ti nederlag i træk.

    Holdet skraber bunden med blot 7 point efter 14 kampe. Esbjergenserne har på femtepladsen 21 point.

    /ritzau/

  38. Tauson spiller sig videre i italiensk turnering

    Tennisspilleren Clara Tauson fik mandag en god start på WTA 250-turneringen i italienske Courmayeur.

    Den femteseedede dansker vandt med 6-2, 6-2 i første runde over schweizeren Stefanie Vögele.

    Sidstnævnte bragte sig foran 1-0 i første sæt, men derfra tog Tauson totalt teten i kampen.

    Danskeren brød to gange i træk, tog fem partier på stribe og bragte sig foran 5-1.

    Kort efter sikrede hun sig sættet med 6-2 efter bare 29 minutters spil.

    I andet sæt fulgte schweizeren med til 2-2, men så spillede Tauson sig til tre breakbolde og udnyttede den anden, da hun pressede sin modstander til at slå bolden ud over baglinjen.

    I det efterfølgende serveparti kom Tauson bagud 0-30, men derpå vandt hun de næste fire bolde og bragte sig foran 4-2.

    Så var det som om, at afgørelsen var faldet, og i det næste parti brød danskeren nok en gang til 5-2.

    Det var dog ikke uden slinger, da sejren derefter skulle serves hjem. Vögele spillede sig til to breakbolde, men danskeren afværgede dem begge og afgjorde kampen med en stopbold på sin anden matchbold.

    Tauson ligger nummer 49 på verdensranglisten, der blev opdateret mandag. I sidste uge fik hun comeback efter en kortere skadespause, da hun nåede anden runde på Tenerife.

    /ritzau/

  39. Svømmeunion snupper sportschef fra kano- og kajakforbund

    Lars Robl skifter fra jobbet som sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund til det tilsvarende job i Dansk Svømmeunion.

    Det oplyser svømmeunionen i en pressemeddelelse.

    I Dansk Svømmeunion er direktør Merete Riisager "bragende glad" for at tilknytte Robl, der tiltræder 1. december.

    Han har både de personlige og de faglige egenskaber, man har været på udkig efter, påpeger hun.

    Lars Robl afløser Lars Green Bach, der i august blev præsenteret som generalsekretær i Dansk Skytte Union.

    Han har været ansat i Dansk Kano og Kajak Forbund siden 2018 og desuden har han været sportspsykolog for FC Midtjylland og Astralis.

    - Jeg ved, at jeg kan skabe resultater og få folk til at samarbejde – også under svære forhold. Den knowhow glæder jeg mig til at koble sammen med Dansk Svømmeunions viden og erfaringer.

    - Jeg er overbevist om, at den kombination kan løfte niveauet i dansk svømmesport nationalt såvel som internationalt, lyder det fra Lars Robl.

    /ritzau/

  40. Verstappen vinder USA's grandprix

    Den hollandske Formel 1-kører Max Verstappen vinder det amerikanske grandpprix.

    Red Bull-køreren tog her til aften førstepladsen foran den syvdobbelte verdensmester, Lewis Hamilton, og mexicanske Sergio Perez.

    Dermed udbygger Verstappen sin føring i toppen af det samlede Formel 1-klassement. Langt ned til andenpladsen har han dog ikke. Før de sidste fem Formel 1-løb i sæsonen har hollænderen 12 point ned til Lewis Hamilton på andenpladsen.

    Sæsonens 18. af 22 løb afvikles i Mexico City om to uger.

  41. Dansk angrebstalent åbner målkontoen og redder Stuttgart

    I sin anden optræden for Stuttgart fik den danske angriber Wahid Faghir søndag hul på målkontoen i Bundesligaen.

    Det 18-årige stortalent scorede et vigtigt mål i overtiden mod Union Berlin, og Stuttgart fik dermed 1-1.

    Wahid Faghir skiftede til Stuttgart fra Vejle Boldklub i sommer. Han fik debut for sin klub i forrige runde mod Borussia Mönchengladbach, hvor han fik et indhop på 16 minutter - uden at score.

    Søndag blev han sendt på banen efter 56 minutter i forbindelse med en dobbeltudskiftning, der samtidig sendte Stuttgarts anden dansker, Nikolas Nartey, på bænken.

    To minutter inde i overtiden fik Wahid Faghir bolden med ryggen til mål i udkanten af feltet. Chancen så ikke stor ud, men han formåede at vende på en tallerken og sparke bolden i kassen og sørgede altså for point til Stuttgart.

    Stuttgart kæmper en indædt kamp for at lægge nedrykningsstregen bag sig, og søndagens point betyder, at der nu er fem point ned til Bielefeld på den 17.-plads, der medfører direkte nedrykning.

    /ritzau/

  42. Real Madrid slår ærkerivalen Barcelona og stryger til tops

    To mål var nok for fodboldholdet Real Madrid, da klubben søndag besøgte Camp Nou og Barcelona i det traditionsrige El Clasico.

    David Alaba og Lukas Vazquez scorede Real Madrids mål, og Barcelona havde først dybt inde i overtiden et modsvar, da indskiftede Sergio Agüero pyntede på resultatet med en reducering. Derfor tog gæsterne hjem med en 2-1-sejr i bagagen.

    Sejren bringer Real Madrid op på førstepladsen i den spanske liga. Klubben har samlet 20 point sammen og fører foran Sevilla og Real Sociedad på grund af en bedre målscore.

    Barcelona, der var uden skadede Martin Braithwaite, indtager ottendepladsen.

    /ritzau/

  43. Viktor Axelsen vinder Denmark open

    Det var en træt, men glad Viktor Axelsen, der lod sig hylde foran publikummet i hjembyen Odense efter sejren ved Denmark Open. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen fik lige præcis den afslutning på sin weekend, som han nok havde håbet på.

    Danskeren vandt søndag finalen i den danske badmintonturnering til japanske Kento Momota med 22-20, 18-21 og 12-21 i sæt.

    I begyndelsen af første sæt dominerede Axelsen ved nettet, men da japaneren først blev varm, kom han stærkt igen og endte også med at vinde sættet i en sand gyserafslutning.

    Ligesom første sæt blev andet sæt også en intens affære. Her fulgtes de to duellanter ad hele vejen til sættets afslutning, hvor danskeren endte med at trække det længste strå. Dermed skulle kampen ud i et tredje og afgørende sæt for at finde dens vinder.

    Men i tredje sæt var det som om, den olympiske mester havde et ekstra gear i forhold til sin modstander. En storspillende Axelsen dominerede langt størstedelen af sættet igennem, og kunne også til sidst smide ketsjeren i jorden, række armene i vejret og lade sig hylde som vinder af Denmark Open for første gang.

  44. Odense nedlægger slovenere i Champions League

    Odense Håndbold fik en vigtig sejr i kvindernes Champions League, da fynboerne søndag vandt 26-24 på hjemmebane over Krim fra Slovenien.

    Det var holdets tredje sejr i gruppespillet, hvor danskerne for nuværende indtager tredjepladsen. Gruppen toppes af ubesejrede Györ med danske Anne Mette Hansen på holdet.

    Odense fik midtvejs i første halvleg opbygget sig en forholdsvis komfortabel 8-3 føring, men gik til pause foran med tre, 13-10.

    I anden halvleg var de slovenske gæster sværere at danse med. Alligevel formåede danskerne at holde den fornødne afstand og tilspillede sig også en femmålsføring med ti minutter tilbage af opgøret.

  45. Zanka scorer på Schmeichel i danskermøde i Premier League

    Mathias "Zanka" Jørgensen scorede søndag sit første mål for Brentford i Premier League.

    Trods hovedstødsmålet endte det med et nederlag til danskerklubben, der tabte 1-2 på eget græs til Leicester med Kasper Schmeichel i målet.

    Det var et rent dansk samarbejde, der førte til "Zanka" Jørgensens 1-1-udligning efter en times spil.

    Med sejren rykker Leicester op på niendepladsen med 14 point efter ni spillerunder. Brentford har 12 point på 12.-pladsen.

    I et andet opgør i London vandt West Ham med 1-0 på hjemmebane over Tottenham med Pierre-Emile Højbjerg på midtbanen.

    West Ham har med sejren 17 point på fjerdepladsen, mens Tottenham indtager sjettepladsen med 15 point.

    /ritzau/

  46. Dansk golfspiller triumferer på Mallorca

    Den danske golfspiller Jeff Winther ender som nummer ét i den spanske golfturnering Mallorca Golf Open, der er en del af Europa Touren.

    Winther ender turneringen 15 slag under par, og det var nok til at sikre ham den samlede sejr.

    På dagens runde brugte danskeren 70 slag, hvilket var banens par. Han vinder turneringen foran svenske Sebastian Söderberg og spanierne Pep Angles og Jorge Campillo, der med 14 slag under par slutter på en delt andenplads.

    Sejren på Mallorca er 33-årige Winthers første på Europa Touren.

  47. OB redder uafgjort i Silkeborg med overtidsscoring

    OB kæmpede sig til det ene point, da fynboerne søndag gæstede Silkeborg i Superligaen.

    Med en scoring fem minutter inde i overtiden headede indskifteren Max Fenger bolden i mål til slutresultatet 1-1 efter et hjørnespark.

    OB fik i de sidste sekunder kæmpet sig til et hjørnespark, hvor Max Fenger skabte fynsk jubel, da han kom højest og fik headet bolden i mål helt ude ved stolpen.

    Det uafgjorte resultat betyder, at Silkeborg har 19 point på Superligaens femteplads efter 13 spillerunder. OB har 15 point på ottendepladsen.

    /ritzau/

  48. Brøndby-pres giver derbysejr og forværrer FCK-problemer

    Vellykket pres og hurtigt, direkte spil var opskriften, da Brøndby søndag nedkæmpede ærkerivalerne fra FC København med 2-1 i egen hule.

    De blågule mestre grundlagde derbysejren på et klassemål af midtbanemotoren Morten Frendrup i første halvleg, inden anfører Andreas Maxsø udbyggede føringen på et straffespark efter pausen.

    Et flot mål af Jonas Wind gav FCK en reducering, men tættere på kom Jess Thorups tropper aldrig, og holdet har derfor blot vundet én af sine seneste fem superligakampe.

    Med sejren har Brøndby 18 point for 13 kampe og ligger på sjettepladsen i Superligaen, mens FCK er toer med 25 af slagsen.

    /ritzau/

  49. Dansk duo vinder parløbet ved VM i banecykling

    Banecykelrytterne Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv vinder verdensmesterskabet i parløb.

    Efter sommerens OL-triumf var de to danskere forhåndsfavoritter ved VM i franske Roubaix, og ved dagens parløb viste de endnu engang, at de er verdens bedste.

    Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv samlede 68 point undervejs, og det var lige akkurat nok til at sikre dem sejren. Danskerne vinder foran italienske Simone Consonni og Michele Scartezzini på andenpladsen og belgiske Kenny de Ketele og Robbe Ghys på tredjepladsen.

    Dermed tilføjer banecykelrytterne endnu en medalje til deres imponerende CV, der udover sommerens OL-triumf også tæller World Cup-sejre, VM og EM-guld.

    Senere i dag skal også Tobias Hansen i aktion ved VM i banecykling. Danskeren deltager i disciplinen udskillelsesløb, der starter klokken 16.39.

  50. Dansk herredouble taber finalen ved Denmark Open

    Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussens første finale ved Denmark Open endte ikke med den håbede guldtriumf.

    Den danske herredouble tabte søndag eftermiddag til japanske Takuro Hoki og Yugo Kobayashi med 18-21, 21-12.

    Den useedede japanske duo vandt de første fire point uden modsvar og dominerede generelt opgørets begyndelse. Ottendeseedede Astrup og Skaarup Rasmussen kæmpede sig tilbage, men Hoki og Kobayashi lurede, at danskerne stod langt fremme ved nettet og tog første stik efter mange lange dueller.

    Den hårde kamp ved nettet fortsatte i andet set. Hoki og Kobayashi var dog skarpere end Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, som havde svært ved at følge med VM-sølvvinderne fra 2019. Dermed vandt Hoki og Kobayashi Denmark Open 2021.

    Senere på søndagen skal Viktor Axelsen forsøge at spille finale i herresingle.

  51. Schweizer åbner World Cuppen med sejr i storslalom

    Den schweiziske skiløber Marco Odermatt fik søndag en perfekt åbning på World Cuppen.

    Den 24-årige Odermatt vandt søndagens konkurrence i storslalom i Sölden foran det østrigske hjemmebanehåb Roland Leitinger med Zan Kranjec fra Slovenien på tredjepladsen.

    Rutinerede Leitinger førte lidt overraskende efter første gennemløb, men den 30-årige østriger måtte se sig overhalet, da skiløberne skulle ned ad Rettenbach-pisten for anden gang.

    Odermatt sluttede 0,07 sekund foran Leitinger, der for første gang i karrieren tog en podieplads. Det var femte World Cup-sejr til Odermatt.

    Sidste sæsons vinder af den samlede World Cup samt World Cuppen i storslalom, franskmanden Alexis Pinturault, indledte sæsonen med en femteplads i Sölden.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk