Seneste sport
7. dec 2021

København er blandt værterne for sejlsportens Formel 1

København er i 2022 blandt værterne i sejlsportsligaen SailGP, der populært kaldes sejlsportens Formel 1.

Det sker i farvandet ud for Oceankaj i København 19. og 20. august som en del af ligaens tredje sæson, oplyses det i en pressemeddelelse.

Det danske SailGP-hold får dermed chancen for at vise sig frem på hjemmebane i F50-katamaranen med Holger Danske på sejlet.

- Det er fantastisk, at SailGP vender tilbage til Danmark i sæson 3. Vi kan næsten ikke vente med at sejle kapsejlads og vise Dannebrog frem med København som kulisse, siger skipperen på det danske hold, Nicolai Sehested.

I august 2021 var SailGP også forbi Danmark. Ved den lejlighed var Aarhus vært.

/ritzau/

Seneste sport

  1. I dag kl. 17:06

    Mangel på lokaler udsætter tidligere Manchester United-stjernes retssag

    Den walisiske landstræner Ryan Giggs må vente til august med at komme i retten i en sag, hvor han er tiltalt for vold mod sin tidligere kæreste og hendes søster.

    Sagen var programsat til næste uge i retten i Manchester, men ingen retslokaler er ledige, og derfor er den blevet udskudt i syv måneder, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Ryan Giggs har været suspenderet fra jobbet som landstræner, siden han blev anholdt i november 2020.

    Giggs er tiltalt i tre punkter, men nægter sig skyldig i anklagerne, der udover vold også handler om tvang og kontrollerende adfærd.

    Som aktiv vandt Ryan Giggs 13 engelske mesterskaber med Manchester United.

    /ritzau/

  2. I dag kl. 14:43

    Parken pønser på at sælge nationalarenaen

    Parken på Østerbro i København kan stå overfor at få en ny ejer.

    Selskabet bag Parken vil nemlig afsøge mulighederne for et helt eller delvist salg af sine ejendomme, herunder Parken.

    Det oplyser selskabet Parken Sport & Entertainment (PS&E) i en meddelelse.

    Selskabet fortæller, at et eventuelt frasalg vil ske med PS&E som lejer af de eventuelt frasolgte ejendomme. Det vil sige, at fodboldholdet FCK fortsat vil have Parken som hjemmebane.

    /ritzau/

  3. I dag kl. 13:45

    Gidsel må spille med smerter i mellemrunden

    Nikolaj Jacobsen forventer at få Mathias Gidsel klar til mellemrunden. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Mathias Gidsel har været knivskarp ved EM indtil videre, men i de kommende kampe bliver han ekstra udfordret.

    Det slag, han pådrog sig i maveregionen lørdag aften mod Slovenien, kommer til at sidde i den unge GOG-spiller noget tid.

    Sådan lød vurderingen fra landstræner Nikolaj Jacobsen efter mandagens sejr over Nordmakedonien.

    - Det er svært at komme med noget konkret. Lige nu er spørgsmålet, hvor hurtigt smerterne aftager.

    - Der er ingen tvivl om, at han kommer til at spille med en øm maveregion. Der er heldigvis tre dage, til vi skal spille. Mon ikke den unge mand er fit for fight, når vi starter på torsdag, sagde han.

    Danmark tager torsdag hul på mellemrunden, hvor Frankrig og Kroatien også har sikret sig en plads.

    /ritzau/

  4. I dag kl. 11:16

    Tidligere Real Madrid-ikon er død

    En af Real Madrids store fodboldhelte er død.

    Francisco "Paco" Gento, der vandt Europa Cuppen for mesterhold seks gange i karrieren, døde i en alder af 88 år. Det oplyser Real Madrid på sin hjemmeside.

    Han repræsenterede Real Madrid i årene fra 1953 til 1971, og i løbet af de 18 sæsoner vandt han ifølge AFP ikke mindre end 23 titler.

    Fra 1956 til 1960 vandt Real Madrid og Gento Europa Cuppen hele fem gange i træk. Det har ingen klub gentaget. I 1966 blev det til endnu en triumf.

    Dermed er Gento den eneste spiller til at vinde turneringen seks gange. Han afgjorde selv finalen, da Real Madrid vandt 3-2 over AC Milan i 1958.

    I Real Madrid blev det samlet til 182 mål i 600 kampe for kantspilleren. Gento, som også vandt det spanske mesterskab 12 gange, nåede at spille 43 kampe for det spanske fodboldlandshold.

    /ritzau/

  5. I dag kl. 10:24

    OB ansætter AaB-chef som assistenttræner

    Midt i processen med at finde en cheftræner har AaB nyt om klubbens fodboldchef.

    Søren Krogh forlader jobbet som fodboldchef i AaB for en stilling som assistenttræner i OB. Det meddeler begge superligaklubber tirsdag på deres hjemmesider.

    AaB mister fra 1. marts Marti Cifuentes som cheftræner, da spanieren er blevet købt fri af sin kontrakt af svenske Hammarby.

    Om Søren Kroghs øjeblikkelige aftrædelse og skifte til OB har noget med en ny cheftræner i AaB at gøre, melder klubberne ikke noget ud om.

    Allerede i november meddelte AaB, at Søren Krogh efter denne sæson ville fratræde sit job som fodboldchef i AaB for i stedet at hellige sig selve trænergerningen.

    - Fratrædelsen sker allerede nu, hvor Søren Krogh i stedet begynder i en assistenttrænerrolle i OB, der har opfyldt AaB's økonomiske betingelser for et øjeblikkeligt skifte, oplyser AaB.

    /ritzau/

  6. I dag kl. 08:41

    Clara Tauson er videre til anden runde i Australian Open

    (Foto: BRANDON MALONE © Ritzau Scanpix)

    Tennisspilleren Clara Tauson er videre til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open efter en sejr på 6-3, 6-4 over australske Astra Sharma.

    Op til kampen havde Tauson døjet med en skade, men den virkede ikke til at hæmme hende mod Sharma, der er nummer 97 i verden.

    Kampen var Tausons debut i hovedturneringen som seniorspiller.

    I anden runde skal Tauson møde esteren Anett Kontaveit, der er nummer syv i verden og sjetteseedet i turneringen.

  7. I dag kl. 07:59

    DIF udtager grønlandsk skiskytte til vinter-OL

    Det rekordstore danske OL-hold har fået endnu en atlet med ombord. Dansk Idrætsforbund, DIF, har netop udtaget grønlandske Ukaleq Slettemark til vinterlegene i Beijing. Hun stiller op i skiskydning ved vinter-OL.

    Til OL skal hun repræsentere Danmark, da den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke anerkender Grønland som selvstændig nation i olympisk kontekst.

    Ukaleq Slettemark er glad for at kunne repræsentere både Grønland og Danmark ved legene.

    - Jeg er enormt stolt over at repræsentere rigsfællesskabet og stolt over at stille op under det danske flag - for både Grønland og Danmark, siger Ukaleq Slettemark.

    Danmark er lige nu oppe på 62 atleter til vinter-OL i fem idrætsgrene.

    - Det er det største, jeg kan opnå sportsligt, for OL er kun hvert fjerde år, så jeg får ikke mange chancer i karrieren. Til OL topper alle. Alle ser frem til OL, og alle forsøger at være i deres livs form.

    Vinter-OL løber fra 4. februar til 20. februar og afvikles i den kinesiske hovedstad, Beijing.

    /ritzau/

  8. I går kl. 22:21

    Sverige og Norge er videre ved EM trods problemer

    Mens Danmark er gledet problemfrit gennem det indledende gruppespil ved håndbold-EM, har de svenske og norske naboer haft gevaldige kvaler.

    Begge nationer afværgede den totale fiasko og spillede sig videre til mellemrunden mandag aften. Men igen afslørede de to medaljekandidater, at de er et stykke fra topniveauet.

    Sveriges VM-finalister var ude i en sand gyser mod Tjekkiet for at komme videre fra indledende runde.

    Svenskerne skulle have point og klarede det lige akkurat med uafgjort 27-27. Men de blå-gule blev presset til det yderste af et tjekkisk mandskab, der havde færten af en sensation.

    Også Norge er videre, men det engang så sprudlende mandskab kæmper fortsat for at komme op i omdrejninger.

    Nordmændene havde således i 30 minutter problemer med upåagtede Litauen, der er med i sin første slutrunde i 24 år.

    Stillingen var ganske overraskende 16-16 ved pausen, inden Norge slog hul i anden halvleg og vandt med 35-29.

    Resultaterne i gruppen havde på forhånd artet sig sådan, at Norge kunne tillade sig et stort nederlag.

    På den måde var avancementet aldrig i fare, men nordmændene må se Rusland tage gruppesejren og to point med videre i mellemrunden. Norge starter - ligesom Sverige - med et rundt nul i pointspalten.

    /ritzau/

  9. I går kl. 22:00

    Trods skidt start sejrer landsholdet stort i sidste EM-gruppekamp

    Det danske herrelandshold i håndbold fik en dårlig start på aftenens EM-opgør mod Nordmakedonien, som Danmark endte med at vinde 31-21.

    De danske verdensmestre kom bagud 0-4, men takket være fem scoringer fra Niclas Kirkeløkke overtog Danmark sagerne i første halvleg og kunne gå til pause med en firemålsføring 15-11.

    Dominansen fortsatte efter pausen, hvor særligt de danske skytter var årsagen til, at Danmark trak yderligere fra. Niclas Kirkeløkke, der spillede stort set hele kampen i Mathias Gidsels fravær, blev dansk topscorer med 9 mål.

    Med sejren har Danmark vundet alle tre EM-gruppekampe og tager derfor to point med over i mellemrunden.

  10. I går kl. 20:29

    Bayern München-angriber kåret som verdens bedste ved Fifa-show

    Bayern Münchens stjerneangriber Robert Lewandowski blev mandag hyldet som årets mandlige fodboldspiller i 2021.

    Det skete ved Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) The Best-show i Zürich, hvor den polske bomber vandt prisen foran Lionel Messi og Mohamed Salah.

    Lewandowski scorede i løbet af 2021 hele 69 mål i 59 kampe for Bayern München og Polen og slog blandt andet Gerd Müllers målrekord i Bundesligaen undervejs.

    Det er landsholdsanførere, landstrænere og journalister fra hele verden samt fans, der stemmer om de fleste The Best-priser.

    FC Barcelonas Alexia Putellas blev ved samme show kåret som sidste års bedste kvindelige fodboldspiller.

    /ritzau/

  11. I går kl. 19:50

    Montenegro snupper mellemrundeplads efter gyserafslutning

    Meget overraskende bliver det Montenegro, der følger med det danske håndboldlandshold videre til mellemrunden fra gruppe A ved EM i håndbold.

    De undertippede montenegrinere sikrede sig avancementet med en sejr på 33-32 over Slovenien i den direkte duel om den ledige billet til turneringens næste fase.

    Sejren blev kæmpet hjem i en gyser, hvor Montenegro åbenbart havde bedst styr på nerverne i den hektiske atmosfære.

    Det danske landshold spiller senere mandag sin afsluttende gruppekamp. Modstanderen er Nordmakedonien, der er uden chance for at gå videre.

    /ritzau/

  12. I går kl. 19:41

    Fodboldlandsholdet vinder Fair Play-pris

    Det danske herrelandshold i fodbold samt trænerne og lægestaben omkring holdet har mandag fået en stor international anerkendelse.

    De har således vundet Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) Fair Play-pris for 2021 for deres ageren omkring Christian Eriksens hjertestop under EM-kampen mod Finland 12. juni i Parken.

    Prisen, der bærer navnet The Best Fifa Fair Play Award, blev uddelt i forbindelse med et show i schweiziske Zürich. Det bestod primært af prismodtagere og gæster, der deltog online.

    Prisen har under forskellige navne eksisteret siden 1987 og er tidligere blevet vundet af blandt andet spillere, hold, fans, forbund og organisationer.

    /ritzau/

    Aftenens pris er ikke den første, som er røget landsholdets vej efter hændelsen den 12. juni sidste år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  13. I går kl. 19:16

    Flere danske profiler kommer ikke på banen i sidste gruppekamp ved EM

    Helt som ventet sidder flere af de vigtigste danske spillere over i den sidste gruppekamp mod Nordmakedonien ved EM i håndbold.

    Landsholdsassistent Henrik Kronborg oplyser halvanden time før kampstart, at Mathias Gidsel, Niklas Landin, Henrik Møllgaard og Magnus Saugstrup får et hvil.

    De flankeres på tribunen af skadede Johan Hansen, der ikke er rejst hjem.

    Gidsel har døjet med et slag, han fik i slutningen af kampen mod Slovenien lørdag aften, men ifølge Kronborg er den unge GOG-spiller i bedring.

    /ritzau/

  14. I går kl. 16:20

    FC Barcelona melder udsolgt til kvindeholdets første kamp nogensinde på Camp Nou

    FC Barcelonas kvindehold skal for første gang spille på klubbens stadion Camp Nou, når det gælder kvartfinalen i Champions League mod ærkerivalerne Real Madrid.

    Og nu er billetterne til kampen udsolgt. Det oplyser FC Barcelona.

    Kampen bliver spillet 30. marts, men der er allerede udsolgt. Kampen blev udsolgt på få timer, lyder det fra FC Barcelona.

    Mens Barcelona skal forsøge at avancere fra Champions League-kvartfinalen mod Real Madrid, kommer to danskere til at stå i vejen. Real Madrid råder over landsholdsspillerne Caroline Møller og Sofie Svava, hvor sidstnævnte netop er skiftet til den spanske hovedstadsklub.

  15. I går kl. 13:46

    Vinter-OL i Beijing bliver uden 'bredere publikum'

    Når vinter-OL løber af stablen om små tre uger, bliver det uden et bredere publikum.

    Der vil nemlig ikke blive solgt billetter til vinter-OL i Beijing på normal vis grundet risiko for spredning af coronavirus, oplyser de kinesiske arrangører ifølge Reuters, skriver Ritzau.

    Billetterne vil kun blive distribueret til målrettede grupper af folk. Det oplyses ikke i detaljer, hvordan billetterne fordeles.

    Det er det seneste tiltag for at undgå coronasmitte. I forvejen har Kina indført en lang række restriktioner. I efteråret oplyste arrangørerne, at der ikke ville blive tilladt tilskuere fra udlandet. Det skyldes også coronapandemien.

    Vinter-OL begynder 4. februar og varer 17 dage.

  16. I går kl. 13:28

    Ingen offentligt billetsalg til vinter-OL

    Der vil ikke blive solgt billetter til vinter-OL i Beijing på normal vis grundet risiko for spredning af coronavirus. Det oplyser de kinesiske arrangører mandag ifølge Reuters.

    Billetterne vil kun blive distribueret til målrettede grupper af folk, men sælges ikke til et bredere publikum. Det oplyses ikke i detaljer, hvordan billetterne fordeles.

    Det er det seneste tiltag for at undgå coronasmitte. I forvejen har Kina indført en lang række restriktioner.

    I efteråret oplyste arrangørerne, at der ikke ville blive tilladt tilskuere fra udlandet. Det skyldes også coronapandemien.

    Vinter-OL begynder 4. februar og varer 17 dage.

  17. I går kl. 11:48

    Manglende vaccine kan også koste Djokovic French Open

    Novak Djokovic kan også blive forhindret i at deltage i grand slam-turneringen French Open i maj.

    Mandag meddelte det franske sportsministerium, at sportsudøvere skal være vaccineret for at kunne deltage i turneringer på fransk grund. Der vil ikke blive uddelt dispensation fra dette krav, lyder meldingen. Det skriver Reuters.

    Søndag vedtog Frankrig en ny lov om vaccinepas. Det er i den forbindelse, at det franske sportsministerium melder ud om reglerne for sportsudøvere.

    Som det står lige nu, vil Djokovic ikke kunne deltage i French Open uden at være vaccineret, hvilket serberen ikke er.

    Djokovic blev søndag smidt ud af Australien, da han ikke opfyldte myndighedernes krav for en dispensation, selv om han har forklaret, at han var smittet med coronavirus i december.

    Dermed missede den serbiske verdensetter årets første grand slam-turnering, Australian Open.

  18. I går kl. 09:46

    Naomi Osaka sikkert videre i Australian Open

    Japanske Naomi Osaka vandt sin første kamp i årets Australian Open, og er nu ét skridt tættere på at genvinde titlen, som hun tidligere har vundet i 2019 og 2021.

    Tennisstjernen vandt over verdensranglistens nummer 50, colombianske Camila Osorio, med cifrerne 6-3 6-3.

    Australian Open er den første turnering Osaka spiller, efter hun valgte at tage en længere pause fra tennisbanen på grund af sit mentale helbred.

    - Jeg kan godt lide de varme forhold, og når jeg kommer her er alle varme og imødekommende. Jeg er sikker på, at det har en positiv effekt på mig, fortæller Naomi Osaka til BBC.

    Næste gang den firedobbelte grandslam-vinder skal i aktion er på onsdag mod den amerikanske Madison Brengle, der ligger nummer 54 på verdensranglisten.

  19. I går kl. 08:49

    Holger Rune efter nederlag: 'Jeg var bange for at bevæge mig'

    Den danske tenniskomet Holger Rune var på vej mod karrierens første grand slam-sejr, men på ærgerligste vis måtte han se sig slået efter en hård femsætter mod sydkoreaneren Kwon Soonwoo.

    Holger Rune havde kurs mod sejren, da han førte med 2-1 i sæt og desuden var oppe med et servegennembrud tidligt i fjerde sæt, men kampen vendte på hovedet og endte med sejr til Kwon med cifrene 3-6, 6-4, 3-6, 6-3, 6-2.

    - Det var en god kamp indtil begyndelsen af fjerde sæt, hvor jeg godt kunne mærke, at mine ben begyndte at spænde lidt op, fortæller Holger Rune.

    - Da jeg kom foran 2-0 (i sættet, red.), begyndte jeg at spænde fuldstændigt unødvendigt i benene, og jeg kunne slet ikke bevæge mig.

    I løbet af femte sæt kunne den 18-årige dansker efter noget tid bruge kroppen som normalt takket være behandling og ekstra væske. Men han følte sig stadig hæmmet, fortæller han.

    - Jeg var bange for at bevæge mig, fordi jeg vidste ikke, om kramperne ville vende tilbage.

    Netop kramper har flere gange stået i vejen for Rune. Således også i grand slam-debuten i US Open mod Novak Djokovic sidste år.

    Holger Rune ved ikke, hvorfor det skete igen mandag.

    - Vi afmåler fuldstændig, hvad jeg skal have af salt og så videre i min væske, i forhold til hvor meget jeg sveder, og det var jo heller ikke en varm dag i dag (mandag, red.), siger Rune, der fysisk også føler sig i topform, siger Holger Rune

    /ritzau/

  20. I går kl. 08:10

    Dansk skiløber udtaget til vinter-OL

    Den danske alpine skiløber, Casper Dyrbye, skal repræsentere Danmark ved de olympiske vinterlege i Beijing. Det bekræfter Danmark Idrætsforbund, DIF.

    Det er ikke første gang skiløberen skal med til OL. Ved vinter-OL i Sydkorea for fire år siden stillede Casper Dyrbye både op i storslalom og slalom.

    Her opnåede han en samlet 60.-plads i storslalom, mens han i slalomdisciplinen udgik i første gennemløb med fire porte tilbage, fordi han mistede den ene ski.

    - Jeg føler lidt, at jeg har en revanche til gode efter vinter-OL i Pyeongchang, hvor jeg mistede min ski i første gennemløb i slalomkonkurrencen og derfor ikke gennemførte.

    - Nu har jeg mere erfaring end for fire år siden, hvilket forhåbentlig fjerner de værste nerver, siger Casper Dyrbye.

    Danmark har rekordmange atleter med til dette vinter-OL. I alt har 61 atleter, inklusiv Casper Dyrbye, fået billetten til vinter-OL, der starter d. 4. februar.

  21. I går kl. 05:25

    Holger Rune er færdig i Australian Open efter tæt kamp

    Tennisspilleren Holger Rune har slået sin sidste bold i dette års Australian Open. (Foto: BRANDON MALONE © Ritzau Scanpix)

    Danske Holger Rune var på vej mod karrierens første grand slam-sejr, men han måtte se sig slået efter en hård kamp i fem sæt mod sydkoreaneren Kwon Soonwoo.

    Rune havde kurs mod sejren, da han førte med 2-1 i sæt og desuden var oppe med et servegennembrud tidligt i fjerde sæt, men kampen vendte på hovedet og endte med sejr til Kwon med cifrene 3-6, 6-4, 3-6, 6-3, 6-2.

    Det var Holger Runes første optræden i Australian Open.

  22. 16. jan kl. 22:18

    Island vinder EM-drama mod Holland

    Island sikrede sig en sejr på kun ét mål, da de søndag aften slog Holland med 29-28 i et nerevepirrende drama ved EM i håndbold.

    Island havde bolden i hænderne det sidste halve minut, hvor de ikke spillede mod mål.

    I stedet blev bolden blandt andet spillet helt tilbage til den islandske målvogter, men det udløste ikke en dom for passivt spil.

    Derfor sikrede Island sig den anden sejr og har dermed fire point i det indledende gruppespil. Holland og Ungarn har to point, mens Portugal har nul.

    I sidste spillerunde skal Island spille mod Ungarn, mens Portugal skal spille mod Holland.

  23. 16. jan kl. 21:46

    Dansk landsholdsspiller fik debut for West Ham i dramatisk opgør

    Landsholdsspilleren Emma Snerle er denne vinter skiftet fra Fortuna Hjørring til West Ham. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Landsholdsspilleren Emma Snerle debuterede søndag aften for West Ham, som spillede 1-1 med Tottenham i Englands bedste fodboldrække for kvinder.

    West Ham fik udlignet til allersidst, da Kate Longhurst headede bolden i mål to minutter inde i dommerens tillægstid. På daværende tidspunkt var Emma Snerle blevet skiftet ud.

    Den tidligere Fortuna Hjørring-profil spillede de første 67 minutter af London-opgøret.

    Forinden var gået en chancefattig kamp, hvor kampens første mål kom i begyndelsen af anden halvleg, da Hawa Cissoko begik straffespark.

    Tottenhams Rosella Ayane scorede fra pletten, inden samme Cissoko kort efter blev vist ud for et klodset frispark midt på banen.

    Med en spiller mindre på banen blev opgaven ikke lettere for Snerle og West Ham, der gennem opgøret havde svært ved at spille sig frem til chancer.

    Først i dommerens tillægstid nåede West Ham frem til noget farligt, da en høj bold kom i feltet, som Kate Longhurst flot sendte i mål.

    Med det uafgjorte resultat er West Ham nu ubesejret i fem kampe, og de ligger fortsat placeret som nummer otte ud af 12 i kvindernes bedste række. Tottenham ligger nummer fire.

  24. 16. jan kl. 21:34

    Real Madrid vinder den spanske Super Cup

    Real Madrid vandt søndag aften den spanske Super Cup i fodbold, da de slog det forsvarende mesterhold, Athletic Bilbao, i denne sæsons finale, som blev spillet i Riyadh i Saudi-Arabien.

    Luka Modric scorede kampens første mål kort før pausen, da han fik et fint oplæg fra Rodrygo, som han udnyttede til at sætte en velplaceret afslutning i nettet.

    I begyndelsen af anden halvleg lavede Karim Benzema kampens sidste mål, da han sikkert satte et straffespark i mål.

    Athletic Bilbao fik muligheden for at komme tilbage i kampen kort før tid, men Thibaut Courtois fik en fod på et straffespark fra Raul Garcia.

    Derfor endte kampen 2-0 og Real Madrid kunne juble over, at de for 12. gang i historien vandt den spanske Super Cup i fodbold.

  25. 16. jan kl. 19:46

    Ungarn holder sig inde i EM-varmen efter vildt drama

    Dominik Máthé scorede kampens sidste mål. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    Det blev først afgjort til allersidst, da Ungarn vandt med 31-30 over Portugal ved EM i håndbold.

    Med få sekunder igen scorede Dominik Máthé det afgørende mål og fik de 20.000 tilskuere til at bryde ud i vild jubel på hjemmebanen i Ungarn.

    Med sejren har Ungarn fortsat fine muligheder for at gå videre til mellemrunden ved EM, selvom de tabte deres første kamp ved slutrunden til Holland.

  26. 16. jan kl. 17:41

    Odense Håndbold snupper Champions League-sejr efter flot indledning

    Odense Håndbold spillede en fremragende første halvleg mod Krim fra Ljubljana i Champions League, som de vandt hele 15-5.

    Den gode indledning betød, at fynboerne endte med at trække sig sejrrigt ud af kampen med 24-19.

    Sejren gav to vigtige point i jagten på en af de to øverste placeringer i gruppen, som giver en billet direkte i kvartfinalen. Nummer tre til seks skal også gennem ottendedelsfinaler.

    Ungarske Györ fører gruppen sikkert, men Odense Håndbold jagter i øjeblikket de forsvarende Champions League-vindere, Vipers fra Norge.

    Nordmændene har 14 point efter ti kampe, mens Odense Håndbold med dagens sejr har 11 point efter samme antal kampe.

    Begge hold mangler fire opgør i Champions League-gruppespillet.

  27. 16. jan kl. 17:17

    Liverpool vender sløv stime mod Brentford, der synker mod bunden

    Den seneste måneds tid har Liverpool kæmpet med at finde det gode spil i Premier League, men søndag kom Jürgen Klopp og co. på vinderkurs igen.

    Efter tre ligakampe i træk uden sejr vandt Liverpool, da danskerholdet Brentford var på besøg.

    Thomas Franks mandskab blev sendt hjem til London med et 0-3-nederlag efter en kamp, hvor gæsterne var under konstant pres.

    Nederlaget er Brentfords fjerde i de seneste fem kampe i Premier League. Holdet er placeret på en 14.-plads med 23 point. Liverpool spillede sig med sejren op på andenpladsen og har nu 45 point. Det er 11 færre end topholdet Manchester Citys total, men Liverpool har spillet en kamp færre.

    /ritzau/

  28. 16. jan kl. 16:06

    Premier League-klub fyrer træneren efter mindre end et år

    Rafael Benitez fik blot 200 dage som manager for Premier League-klubben Everton.

    Efter en skuffende første halvdel af sæsonen har Everton-ledelsen besluttet at kappe båndene til den erfarne spanier. Lørdagens 1-2-nederlag til bundholdet Norwich blev Benitez' sidste i spidsen for holdet.

    - Everton Football Club kan bekræfte Rafael Benitez' afgang som førsteholdets manager. Benitez, som ankom i juni 2021, har forladt klubben med øjeblikkelig virkning. Der kommer nyt om en permanent afløser, når tiden er inde, skriver klubben på sin hjemmeside.

    Med Rafael Benitez ved roret lykkedes det kun Everton at vinde 5 af sæsonens første 19 kampe i Premier League. Spanieren efterlader klubben på en skuffende 16.-plads med 19 point for 19 kampe.

    /ritzau/

  29. 16. jan kl. 15:25

    Frisk Green er tilbage i EM-lejren efter turbulente dage: 'Det har været.. anderledes'

    Målvogteren Jannick Green fik søndag for første gang under EM lov at træne med det danske herrelandshold i håndbold.

    Han har nemlig siddet ude med coronasmitte. Lørdag fik han en negativ test, men blev alligevel sendt tilbage i karantæne, da hans CT-værdi var for høj.

    Men søndag kunne en frisk Jannick Green så endelig træde ind på træningsbanen med holdkammeraterne efter nogle specielle dage.

    - Det har været en mystisk omgang. Informationerne er gået i alle retninger, så det har været.. anderledes, siger han til DR Sporten.

    Jannick Green er blevet skiftet ind i EM-truppen, så han er klar til at spille mandagens kamp mod Nordmakedonien.

  30. 16. jan kl. 15:23

    Ung normand med historisk slalomsejr: Overhaler 28 konkurrenter

    Lucas Braathen er forholdsvis ny i skiløbernes World Cup, men den 21-årige nordmand har allerede indskrevet sig i sportens historiebøger.

    I søndagens slalom i Wengen leverede han en nærmest umulig bedrift ved at tage den samlede sejr trods en beskeden 29.-plads efter første gennemløb.

    Det er det største sejrsspring, der nogensinde er noteret i World Cuppens historie. Den hidtidige rekord havde Marc Berthod fra Schweiz, der i 2007 vandt i Adelboden efter at have ligget nummer 27 halvvejs.

    - Det er ubeskriveligt, og jeg mangler ord. Jeg var på vej hjem. Det er verdens dejligste følelse, siger Lucas Braathen til NRK.

    /ritzau/

  31. 16. jan kl. 14:51

    Dansk stjerne sad over til træning ved EM, men 'ingen grund til bekymring', siger landstræneren

    Slovenerne var hårde ved Mathias Gidsel. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Mathias Gidsel trænede ikke med det danske landshold i håndbold søndag, fordi han havde brug for at hvile sig efter sejren over Slovenien lørdag.

    Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen til DR Sporten.

    - Han er lidt ramt efter en hård kamp lørdag. Han fik mange slag i mellemgulvet mod Slovenien, og han har lidt bøvl med maven, så han får lov at hvile sig i dag.

    Men igen grund til bekymring?

    - Ikke lige nu, nej, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

  32. 16. jan kl. 14:15

    Danmark skifter ud i EM-truppen

    Danmark har foretaget den første udskiftning i EM-truppen.

    Fløjspilleren Johan Hansen er nemlig blevet skiftet ud med Jannick Green, der søndag trænede med landsholdet for første gang, efter han var kommet ud af coronakarantæne.

    Dermed har landstræner Nikolaj Jacobsen nu tre målmænd til rådighed resten af slutrunden.

    I alt må nationerne skifte ud seks gange i løbet af slutrunden. Der må bruges to udskiftninger i gruppespillet, to i mellemrunden og to i finalekampene.

  33. 16. jan kl. 13:20

    Her forlader Novak Djokovic Australien

    Den serbiske tennisspiller fik tidligere søndag beskeden om, at han ikke måtte spille Australian Open i år.

    Det skete, efter en domstol har stadfæstede inddragelsen af hans australske visum.

    Og allerede nu er Djokovic ved at forlade landet. Det kan du se på billederne herunder.

    Novak Djokovic har vundet Australian Open ni gange tidligere.

    • Novak Djokovic ses her i Melbournes lufthavn søndag. (Foto: Loren Elliott)
    • Novak Djokovic ses her i Melbournes lufthavn søndag. (Foto: Loren Elliott)
    • Novak Djokovic ses her i Melbournes lufthavn søndag. (Foto: Loren Elliott)
    1 / 3
  34. 16. jan kl. 12:42

    Håndboldspiller får bøde 22.000 kroner for at spytte mod tilskuere under EM

    Selvom Montenegro vandt med 28-24 over Nordmakedonien ved EM i håndbold, så endte det som en træls aften for den montenegrinske landsholdsspiller Marko Lasica.

    Han blev nemlig så irriteret over de nordmakedonske fans, at han efter opgøret gik direkte mod tribunen og sendte en spytklat afsted.

    Den opførsel har nu kostet en bøde fra Det Europæiske Håndboldforbund. Lasica skal i første omgang betale 22.000 kroner.

    Bøden kan blive forhøjet med yderligere 15.000 kroner, hvis Lasica de næste to år overtræder de disciplinære regler igen.

  35. 16. jan kl. 12:16

    Serbiens præsident raser over Djokovic-afgørelse: 'En heksejagt'

    Tennisspilleren Novak Djokovic er søndag blevet smidt ud af Australien forud for Australian Open, da der har været bøvl og ballade omkring serberens visum, fordi han ikke er vaccineret mod coronavirus.

    Forinden er gået ti dage, hvor Djokovic ikke har været klar over, om han fik lov at forsvare sin titel ved Grand Slam-turneringen.

    Derfor gør det Serbiens præsident rasende, at afgørelsen nu ikke er faldet ud til Djokovic' fordel.

    Til mediet Russia Today siger Aleksandar Vucic.

    - De har mishandlet ham i ti dage for tage en beslutning, som de kendte fra dag ét. Det har været chikane og heksejagt mod én enkelt person. De havde et ønske om at vise, hvordan verden fungerer, og hvilke beslutninger de er i stand til at tage. Men med afgørelsen har de ydmyget både Novak Djokovic og Australien.

    - Jeg har snakket med Djokovic og fortalt ham, at vi glæder os til, at han kommer hjem. Han er altid velkommen i Serbien, lyder det fra præsidenten.

  36. 16. jan kl. 11:53

    Clara Tauson melder sig klar til Australian Open trods skade

    Når Clara Tauson tirsdag indtager banen ved Australian Open, så bliver det på flere måder et spring ud i det ukendte for det danske tennistalent.

    En nylig skade og det faktum, at 19-årige Tauson deltager i grand slam-turneringen som seniorspiller for første gang, betyder nemlig, at hun ikke rigtig ved, hvor hun står, før tennisboldene begynder at rulle i næste uge.

    Det siger hun søndag til Ritzau.

    - Jeg har ikke de helt store forventninger. Vi er stadig i starten af året, og jeg fik ikke så mange kampe, som jeg håbede på, i min første optaktsturnering. Så jeg har ikke nogen forventninger om at vinde en hel masse kampe.

    - Jeg mærker ikke rigtigt noget til det mere. Jeg spillede med noget tape på de første par dage, men behandlerne har været rigtig gode ved mig og givet mig en masse tæsk, så jeg har det godt nu, siger Tauson.

    Danskeren pådrog sig fredag i sidste uge en mindre lårskade, der betød, at hun måtte trække sig fra en opvarmningsturnering i Melbourne i sin tredje kamp.

    /ritzau/

  37. 16. jan kl. 11:46

    Verdensranglistens nummer 150 får Djokovic' plads i Australien og undgår alle stjernerne

    Sådan ser Novak Djokovic' afløser ud. (Foto: JAIMI JOY © Ritzau Scanpix)

    Det bliver en forholdsvis ukendt italiener, der får lov at overtage Novak Djokovic' plads ved Australian Open.

    Salvatore Caruso er nemlig nummer 150 på verdensranglisten.

    Samtidig kan han glæde sig over, at han nok får karrierens letteste vej til at nå langt ved en Grand Slam-turnering.

    Djokovic var nemlig førsteseedet ved turneringen, og den placering i lodtrækningen overtager Caruso nu.

    I første runde skal italieneren møde serbiske Miomir Kecmanovic, som er nummer 78 på verdensranglisten.

  38. 16. jan kl. 11:44

    Holger Rune kender alt til modstander før Australian Open-debut

    Tennistalentet Holger Rune er fortrøstningsfuld omkring sine chancer mod sydkoreanske Kwon Soonwoo i første runde af Australian Open.

    Det siger den 18-årige dansker før kampen på mandag under et interview i grand slam-turneringens mediecenter.

    - Jeg kender ham rigtig godt. Vi har trænet sammen mange gange og spillede en kamp mod hinanden i Marbella sidste år, hvor jeg tabte 7-6 i tredje sæt efter en meget tæt kamp.

    - Men dengang var jeg også lidt mere grøn. Nu kender jeg mere til mit eget niveau og til ham, og jeg ved, hvordan jeg skal spille ham, siger Rune.

    24-årige Kwon Soonwoo ligger nummer 53 på ATP's seneste verdensrangliste, mens Holger Rune ligger nummer 102.

    /ritzau/

  39. 16. jan kl. 11:29

    Endnu et skud på stammen er med til landsholdets træning: Green er ude af isolation

    Håndboldmålvogteren Jannick Green træner søndag med det danske landshold for første gang under EM.

    Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på Twitter.

    Green blev kort før turneringen smittet med coronavirus, men fik lørdag lov at rejse til Ungarn for at spille EM.

    Ved ankomsten blev han dog sendt tilbage i isolation, da hans CT-værdi var for høj.

    Men nu er Jannick Green altså ude af isolation for anden gang og derfor klar til at træde ind i EM-truppen.

  40. 16. jan kl. 11:16

    Australske ministre glæder sig: Djokovic-afgørelse er i befolkningens interesse

    Den australske regering mener, at sagen omkring tennisstjernen Novak Djokovic har fået den korrekte afslutning.

    Det skriver Ritzau.

    Både premierministeren og immigrationsministeren bifalder rettens endelige afgørelse om at tage Novak Djokovic' australske visum fra ham, dagen før tennistuneringen Australian Open går i gang.

    - Beslutningen blev truffet af sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige årsager og for at opretholde ro og orden, hvilket var i befolkningens interesse, siger Scott Morrison ifølge The Age i en udtalelse.

  41. 16. jan kl. 08:53

    Djokovic er 'ekstremt skuffet over dommen'

    Djokovic får ikke mulighed for at vinde sin 10. titel ved Australian Open denne gang.

    En lokal domstol har stadfæstet inddragelsen af tennisspillerens australske visum søndag morgen. Den serbiske verdensetter er efterfølgende kommet med en skriftlig udtalelse.

    Det skriver The Guardian og ABC News.

    - Jeg vil nu tage mig noget tid til at slappe af og samle mig, før jeg kommer med yderligere kommentarer. Jeg er meget skuffet over dommen, skriver Djokovic.

    - Jeg respekterer domstolens afgørelse, og jeg vil samarbejde med de relevante autoriteter i forbindelse med min udrejse fra landet.

    Australian Open begynder natten til mandag og varer til og med den 30. januar.

  42. 16. jan kl. 07:59

    Novak Djokovic kan ikke deltage i Australian Open

    Novak Djokovic får inddraget sit visum og må rejse hjem, dagen før Australian Open går i gang. (Foto: PAUL CROCK © Ritzau Scanpix)

    Tennisspilleren Novak Djokovic kan ikke deltage i Australian Open, efter at en domstol har stadfæstet inddragelsen af hans australske visum.

    Det skriver Reuters og AP.

    Høringen begyndte sent lørdag aften dansk tid.

    Den enstemmige afgørelse betyder, at Djokovic mister sit visum og skal forlade Australien. En udvisning inkluderer som regel også en karantæne på tre år for indrejse til landet.

    Serberens visum blev oprindeligt annulleret den 6. januar ved ankomsten til Melbourne. Grænsekontrollen vurderede, at verdensetteren ikke havde styr på det nødvendige papirarbejde for at få lov til at rejse ind uden at være vaccineret.

  43. 15. jan kl. 23:24

    Spansk pokalbrag afbrudt efter spiller blev ramt af kasteskyts fra tilskuer

    Når lokalrivalerne Sevilla og Real Betis tørner sammen i spansk fodbold, er der nærmest garanti for dramatik. Og lørdagens pokalkamp mellem de to blev ingen undtagelse.

    Allerede før pausen måtte kampens dommer således afbryde kampen, efter at Sevillas Joan Jordan var blevet ramt i hovedet af kasteskyts fra Betis' fansektion.

    Episoden fandt sted, lige efter at Nabil Fekir havde udlignet for hjemmeholdet Betis.

    Joan Jordan blev liggende i græsset i et stykke tid, men så ikke ud til at være kommet alvorligt til skade, da han atter rejste sig.

    Kampen var afbrudt i 45 minutter på Betis' hjemmebane Benito Villamarin, før Det Spanske Fodboldforbund meddelte, at kampen var blevet suspenderet.

    Mødet var i ottendedelsfinalerne af den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

    Hvad der kommer til at ske med kampen, om den skal spilles om, fortsættes en anden dag eller afgøres ved skrivebordet, skal fodboldforbundet nu tage stilling til.

    Danske Thomas Delaney var ikke med i kampen for Sevilla.

    /ritzau/

  44. 15. jan kl. 23:14

    Perfekt start for Viborg i Europa League

    I gruppespillet i kvindernes Europa League, kom Viborg perfekt fra start lørdag aften, da holdet på udebane i Frankrig slog Chambray Touraine med 27-24.

    Forsvarsgeneralen på det danske landshold, Line Haugsted, førte an i Viborgs sejr med i alt seks mål, mens også landsholdsspillerne Lærke Nolsøe og Kristina Jørgensens mål sikrede, at der aldrig var tvivl om den danske sejr.

    Med sejren indtager Viborg førstepladsen i gruppe D med to point, inden holdet på lørdag tager til Ungarn, hvor det ungarske hold Vaci NKSE venter i gruppens anden kamp.

  45. 15. jan kl. 22:58

    Spanien slår Sverige, mens Rusland laver stor overraskelse mod Norge ved EM i håndbold

    Det er ikke kun i Danmarks gruppe ved EM i håndbold, der har været gang i håndbolden lørdag aften.

    I EM's gruppe E mødtes de to håndboldstormagter Spanien og Sverige, og her blev det førstnævnte, det trak det længste strå, da de vandt med 32-28. Dermed topper Spanien pulje E med fire point, mens Sverige ligger nummer to.

    Andetsteds slog Kroatien Serbien med 23-20, mens Norge på overraskende vis tabte med 22-23 til Rusland i pulje F. Dermed er det Rusland, der indtager puljens førsteplads med fire point forud for sidste spillerunde af gruppespillet.

  46. 15. jan kl. 22:03

    Storspillende Danmark besejrer Slovenien og er videre fra gruppen

    (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    På forhånd var der lagt op til en lille gruppefinale ved EM mellem Danmark og Slovenien.

    Danskerne kunne med en sejr sikre førstepladsen i puljen og de maksimale to point med i bagagen til mellemrunden. Men Slovenien viste sig lige så stærke, som den danske trup på forhånd frygtede.

    Efter en lige indledning, hvor Danmark ikke rigtigt kunne trække fra slovenerne, lykkedes det at gå til pause foran med 16-14.

    I løbet af anden halvleg viste Danmark en god bredde, hvor blandt andre Niclas Kirkeløkke og Hans Lindberg var tilbage i den rødhvide trøje.

    Målvogter Niklas Landin spillede sig op i løbet af de sidste 30 minutter, hvor Danmark hurtigt fik øget føringen og holdt kadencen. Hullet blev større og større i anden halvleg, hvor særligt Mathias Gidsel brillerede. Han stor for syv scoringer, mens Mikkel Hansen igen blev topscorer med otte.

    Danmarks sejr på 34-23 giver en plads i mellemrunden og sikrer ligeledes førstepladsen i puljen.

    På mandag gælder det Nordmakedonien i den sidste gruppekamp for Danmark klokken 20:30.

  47. 15. jan kl. 20:21

    For første gang nogensinde skal en dansk dartspiller med på Pro Touren

    For første gang nogensinde får vi en dansk dartspiller at se på den største internationale dartscene.

    Den danske dartspiller, Vladimir Andersen, har nemlig lørdag aften vundet et tour-kort, der giver adgang til den bedste internationale turneringsserie, Pro Touren. Det skriver mediet dartnyheder.dk.

    Lige nu spiller danskeren finalerunden af PDC's Q-school, men selvom turneringen ikke er færdigspillet, er den danske dartspiller allerede sikret en plads blandt de 11 bedste i finalerunden. Det er nok til at sikre ham kvalifikation til Pro Touren.

    Ved indledningen af turneringen leverede Vladimir Andersen det højeste dokumenterede gennemsnit nogensinde i dansk darthistorie.

    I 2022 bliver der afholdt 28 turneringer på Pro Touren, som Vladimir Andersen altså nu har vundet adgang til at deltage i. Desuden giver det også mulighed for at kvalificere sig til en række andre store turneringer.

  48. 15. jan kl. 19:51

    Herning-Ikast fortsætter sejrsstimen på europæisk eventyr

    Herning-Ikast har to sejre fra to kampe i deres European League-pulje efter dagens møde med rumænske Magura Cisnadiei.

    Gæsterne fra Rumænien indledte bedst, men fra stillingen 6-6 stod der Herning-Ikast på resten af første halvleg, og det danske hold gik til pause foran med 17-12.

    I anden halvleg så det ud til, at Herning-Ikast kunne storsejre, men de slap grebet mod slutningen og vandt med 31-28.

    Landsholdsfløjen Emma Friis stod for otte scoringer, og Herning-Ikast topper puljen i European League med maksimumpoint efter to sejre.

    Om en uge møder de norske Storhamar på udebane.

  49. 15. jan kl. 19:34

    Med sejr til Montenegro kan Danmark allerede i aften spille sig videre

    (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    Ved EM indledte det danske landshold i torsdags gruppe A med en sejr over Montenegro.

    Mikkel Hansen og co. spiller igen i aften, hvor det gælder Slovenien, og med en sejr kan Danmark allerede være sikre på videre avancement.

    Det står klart efter puljens tidlige kamp, hvor Montenegro slog Nordmakedonien med 28-24.

    Efter en målrig første halvleg gik Montenegro til pause med en føring på 17-16, men i de sidste 30 minutter faldt scoringsprocenterne hos begge mandskaber. De fastholdt dog føringen, og sejren kom aldrig for alvor i fare.

    Med sejren har montenigrinerne nu ligesom Danmark og Slovenien to point, hvilket sikrer Danmark en plads i mellemrunden, hvis de rødhvide drenge vinder i aften.

    Du kan følge kampen på skrift, høre den i LIGA på P3 eller se den på TV 2 med kampstart klokken 20.30.

  50. 15. jan kl. 18:35

    Højbjerg får udsat London-brag

    De engelske traditionsklubber Arsenal og Tottenham skulle have tørnet sammen i morgen aften i den bedste engelske fodboldrække, Premier League. Men det skal de ikke alligevel.

    Kampen er nemlig blevet udskudt efter Arsenals ønske, da klubben har en række ukampdygtige spillere. Det oplyser begge klubber.

    Den beslutning er Tottenham, hvor den danske landsholdsspiller Pierre Emile Højbjerg spiller, dog ikke tilfreds med.

    - Vi er ekstremt overraskede over, at denne forespørgsel er blevet godkendt, skriver klubben på sin hjemmeside.

    - Den oprindelige mening med denne regel (om at kunne udskyde kampe, hvis et hold mangler spillere, red.) var, at den omhandlede situationer, hvor spillere ikke var kampklare grundet coronasmitte.

    - Vi mener ikke, det var meningen, den skulle tages i brug, når det ikke handler om coronasmitte. Nu ser vi måske en forkert brug af reglen.

    Fredag bad Arsenl Premier League om at få kampen udskudt, da flere af klubbens spillere er ramt af coronasmitte, skader samt at flere spillere deltager i Africa Cup of Nations for deres landshold.

Mere fra dr.dk