Det er ikke kun i Brentford, at Thomas Frank møder opbakning.
Det gør sig også gældende på hjemlige breddegrader, hvor en gruppe bestående af 64 danske trænerkolleger har kåret ham som Årets Træner for 2022.
Det skriver Dansk Boldspil Union (DBU) på forbundets hjemmeside.
Frank modtager prisen i konkurrence med Mainz' Bo Svensson, Silkeborgs Kent Nielsen og Flemming Pedersen i FC Nordsjælland, og det gør prisen endnu mere værdifuld for Thomas Frank.
- Det er et stærkt felt, for det, Bo Svensson laver i Mainz, er vildt imponerende. Flemming P. er bare for vild - på den rigtig fede måde, og ham er jeg tidligt i min karriere blevet meget inspireret af.
- Og så er der Kent Nielsen, som både er en god kollega og en god ven, som måske har spillet noget af den fedeste form for fodbold de seneste år i Superligaen, siger Brentford-træneren.
Thomas Frank er netop nu et varmt emne i den engelske storklub Tottenham, der i sidste uge fyrede Antonio Conte som cheftræner.
Det kan du læse mere om her.