Seneste sport

Liverpool basker kriseramte Everton og tager derbysejr

Der er klasseforskel på de to store fodboldklubber i Liverpool for tiden.

Det var tydeligt, da Everton onsdag tog imod de rødblusede lokalrivaler i et Merseyside-derby i Premier League.

Liverpool vandt med 4-1 og forværrede Evertons krise. Rafael Benitez' mandskab er nu oppe på otte kampe i træk uden sejr, hvoraf seks af dem er endt med nederlag.

De tre point gør, at Liverpool holder snor i topholdet Chelsea, som også vandt onsdag. Jürgen Klopp og co. har 31 point på tredjepladsen, hvilket er to færre end London-holdets total.

/ritzau/

Seneste sport

  1. Kenyaner sætter verdensrekord på 5.000 meter

    Kenyanske Faith Kipyegon har atter sat en verdensrekord.

    Forleden slog hun rekorden på 1.500 meter, og fredag var det så 5.000-meteren, der stod for tur.

    I tiden 14:05.20 satte Kipyegon den bedste tid nogensinde på distancen ved Diamond League-stævnet i Paris. Hun hakkede dermed godt et sekund af etiopiske Letesenbet Gideys nu tidligere rekord.

    Også norske Jakob Ingebrigtsen havde fart i skoene i Paris, da han satte ny hurtigste notering på distancen to miles, hvor der dog ikke bliver målt officielle verdensrekorder. Tiden lød 7:54.10.

  2. Holger Runes overmand er klar til ny French Open-finale

    Den norske tennisspiller Casper Ruud er for andet år i træk klar til French Open-finalen.

    Fredag aften bankede han tyske Alexander Zverev ganske overbevisende i semifinalen i tre sæt med cifrene 6-3, 6-4, 6-0.

    Onsdag slog nordmanden Holger Rune i fire sæt i kvartfinalen, og fredag imponerede verdensfireren nok engang.

    Sidste år tabte nordmanden grand slam-finalen i Paris til gruskongen Rafael Nadal. I dette års finale venter serbisk modstand fra tennisstjernen Novak Djokovic. Finalen spilles søndag.

    - Det bliver svært. Sidst var det mod Rafael, og i år er det mod Novak. Jeg tror, at jeg bare skal spille mit bedste spil og gå ind og nyde det. Novak går efter sin 23. grand slam-titel, og jeg går efter min første, siger Casper Ruud i vinderinterviewet.

  3. GOG- og Bjerringbro-trænere kåret som årets bedste

    GOG-træner Nicolej Krickau blev fredag kåret til årets håndboldtræner på herresiden efter en afstemning blandt sine kolleger.

    Det var første gang, at den kommende Flensburg-Handewitt-træner vandt prisen.

    GOG spiller lørdag den afgørende DM-finale mod Aalborg Håndbold.

    På kvindesiden vandt Jesper Bangshøj. Han førte i den forgangne sæson Bjerringbro FH til sit første ophold i den bedste række.

    - Jeg blev lidt overrasket, da jeg fik det at vide - det havde jeg ikke lige regnet med. Men det gør mig naturligvis stolt, især når det er ens trænerkolleger, der har stemt på en, siger Bangshøj til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside.

    /ritzau/

  4. Ikast Håndbold ansøger om Champions League-billet

    Ikast Håndbold gør muligvis Team Esbjerg og Odense Håndbold selskab i Champions League i næste sæson.

    Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) bekræfter fredag, at den danske bronzevinder har ansøgt om en plads i den fineste europæiske turnering.

    Ni hold - inklusive Esbjerg og Odense - er sikret én af de 16 pladser i turneringen, og yderligere 12 hold har derudover søgt om at være med.

    Syv af dem får ønsket opfyldt, og Ikast håber efter sin nylige sejr i den næstbedste turnering, European League, at tage et skridt op.

    - Det vil betyde meget for os. Vi har mange spillere, der nævner Champions League, når vi skriver kontrakter, så det er en målsætning både for spillerne og for os som klub, siger Daniel Grønhøj, direktør i Ikast, til TV 2 Sport.

    /ritzau/

  5. Medie byder DIF-anbefaling om ikke at streame børneidræt velkommen

    Sportskonkurrencer for børn og unge under 18 år bør som udgangspunkt ikke blive livestreamet, lyder anbefalingen fra Danmarks Idrætsforbund (DIF).

    Efter en række danske specialforbund i vinter fik kritik for - i samarbejde med en streamingvirksomhed - at opsætte kameraer i idrætshaller med formålet om blandt andet at kunne vise mere sport fra ungdomsniveauerne, lancerede DIF torsdag en række gode råd og anbefalinger.

    Råd, som streamingvirksomheden Sportway, der blandt andet har livestreamet ungdomssport for Dansk Håndbold Forbund og Floorball Danmark, byder velkommen.

    Også selvom anbefalingerne blandt andet går på, at man som udgangspunkt ikke bør livestreame sport for unge under 18 år.

    - Vi byder anbefalingerne meget, meget velkommen. Det er et område, hvor der er behov for styring og regulering. DIF har lavet et utrolig grundigt stykke arbejde, siger country manager hos Sportway, Anders Antonsen.

    I anbefalingerne anerkender DIF dog også, at specialforbundene "er eksperter i deres egen idræt", og at nogle forbund potentielt alligevel vælger at livestreame fra ungdomsidræt.

    Og bliver det tilfældet for nogle af Sportways samarbejdspartnere, vil Anders Antonsen sætte sig ned med dem, diskutere anbefalingerne og lave en "fornuftig" aftale.

    - Jeg synes, at anbefalingerne føjer nogle flere nuancer til, i stedet for at man bare siger nej eller ja til at streame det hele. Fra vores side er der klart noget, der er mere relevant at streame end andet.

    - Jeg tror, at de har retningslinjer gør det nemmere for både os, klubber, haller og kommuner at navigere i. Vi kan leve op til anbefalingerne og sørge for, at de bliver efterlevet, siger Anders Antonsen.

    Du kan læse meget mere om debatten om streaming af ungdomsidræt her.

  6. Dansk mixeddouble overrasker og spiller sig i badminton-semifinale i Singapore

    Det var en præstation af de større, da mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje leverede overraskelsen i kvartfinalen ved badmintonturneringen Singapore Open og slog verdensranglistens nummer to, Supak Jomkoh og Supissara Paewsampran fra Thailand.

    Danskerne er rangeret nummer 13 i verden, men lod sig ingenlunde kyse af den slags og vandt i tre sæt 21-13, 19-21, 21-19.

    Især i det sidste, tætte og afgørende sæt så nerverne ud til at melde sig hos Christiansen og Bøje, der missede den første matchbold.

    I andet forsøg lykkedes det dog at spille sig videre til semifinalen, hvor Kim Won-ho og Jeong Na-eun fra Sydkorea, der ser seedet som nummer otte, venter.

  7. Danske medaljer ved EM i OCR-løb

    Akkurat som ved EM sidste år var der igen danskere på podiet ved årets europamesterskab i OCR-løb, som blev afviklet i Ungarn.

    Hos kvinderne var Ida Mathilde Rubens Steensgaard fuldstændig suveræn og tog guldet, mens det hos herrerne blev til sølv for Leon Kofoed og bronze til Jonas Drescher.

    OCR er et forhindringsløb, hvor atleterne skal hurtigst muligt bevæge sig igennem en bane, hvor et hav af forhindringer skal gøre det så svært for dem som muligt.

    Danmark har vundet en række medaljer de senere år, og især Ida Mathilde Rubens Steensgaard er blandt verdensstjernerne i sporten. Læs mere og hende her.

  8. Comeback sikrer badmintonspilleren Anders Antonsen semifinalen i Singapore

    Det begyndte med en brat opvågning, men endte i dansk jubel, da badmintonspilleren Anders Antonsen fredag spillede sig i semifinalen ved Singapore Open med en sejr i tre sæt over Lee Chia-Hao fra Taiwan.

    Den 26-årige aarhusianer fik en rædselsfuld indledning på kampen og blev spillet ud af brættet i første sæt og tabte 12-21. Han så tung ud, Antonsen, og kæmpede med at holde fejlene ude af sit spil.

    De efterfølgende to sæt gav danskeren imidlertid indikationer på, hvorfor han sidste år var oppe som nummer to på verdensranglisten. Andet sæt tog Antonsen således 21-13, inden han førte comebacket ud i livet ved at nuppe tredje sæt 21-11.

    I semifinalen skal Anders Antonsen op mod Kodai Naraoka fra Japan.

  9. Høje udgifter får Viborg HK til at takke nej til europæisk plads

    Det hænger simpelthen ikke sammen økonomisk, og derfor har håndboldklubben Viborg HK trods en femteplads i grundspillet takket nej til adgangsbilletten til den kommende sæsons European League.

    - Det koster 700.000 kroner, og det har jeg simpelthen ikke budgetteret med. Jeg skal finde de andre penge først, og jeg vil ikke risikere at skulle ud og tigge om penge igen, siger klubdirektør Jens Steffensen, der for et halvt år siden var ude i en større redningsmission for at afværge en konkurs.

    Derfor har kvindeligaklubben meddelt Dansk Håndbold Forbund (DHF), at de kan give pladsen til et andet dansk hold.

    TV2 Sport har spurgt de øvrige klubber, som potentielt kan komme i Europa i den kommende sæson. Her meddeler også Silkeborg-Voel og Aarhus United, at de takker nej.

    Medaljevinderne Team Esbjerg, Odense og Ikast vil til gengæld gerne. Det samme gælder Nykøbing Falster og København Håndbold.

  10. Fortroligt brev: Aarhus-træner var truende og kontrollerende

    Det var blandt andet 22 konkrete episoder og klagepunkter, der førte til, at Heine Eriksen for nylig blev fyret som træner i håndklubben Aarhus United.

    Torsdag kunne Jyllands-Posten løfte sløret for nogle af de episoder, efter at avisen er kommet i besiddelsen af et brev, som 15 spillere i midten af maj sendte til klubbens bestyrelse.

    I brevet beskrives det blandt andet, at Heine Eriksen viste truende adfærd over for en spiller, i forbindelse med at spillerne i Aarhus United i december 2020 skulle tage stilling til en lønnedgang som konsekvens af coronapandemien.

    Den pågældende spiller - der er unavngivet i Jyllands-Postens beskrivelse - tøvede med at skrive under på lønnedgangen, og det ville Heine Eriksen - ifølge spillerens beskrivelse i brevet - ikke finde sig i.

    Han ville derfor angiveligt møde op på spillerens adresse og tage hende med hen til klubbens kontor, så hun kunne skrive under.

    - Jeg holder nede foran din lejlighed om tre minutter, så kan du godt komme ud, skrev Heine Eriksen ifølge brevet til spilleren, skriver Jyllands-Posten.

    Heine Eriksen vil over for Jyllands-Posten ikke kommentere de konkrete episoder, der fremgår i brevet fra spillerne.

    Heine Eriksen, der har været træner i klubben siden 2017, blev i kølvandet på spillernes klager suspenderet 24. maj og fem dage senere fyret.

    /ritzau/

  11. Polsk verdensetter er klar til French Open-finalen

    Verdensranglistens nummer et, Iga Swiatek, skal lørdag forsvare sin titel i French Open.

    Torsdag spillede den polske tennisstjerne sig videre til finalen i grand slam-turneringen, da hun i semifinalen slog brasilianske Beatriz Haddad Maia.

    Swiatek vandt med cifrene 6-2, 7-6 og blev dermed klar til sin tredje finaleoptræden ved French Open i karrieren.

    Hun har vundet begge de to forrige, i 2020 og 2022. Lørdag bliver det tjekkiske Karolina Muchova, der står på den anden side af nettet i finalen.

    Sabalenka førte ellers 5-2 i tredje sæt og havde en matchbold, men så gik det altså helt galt for belaruseren.

    Finalen i kvindernes singleturnering i French Open spilles på lørdag.

  12. Dansk golfspiller topper feltet i svensk mix-turnering

    Niklas Nørgaard Møller har fået en fremragende start på den svenske golfturnering Scandinavian Mixed.

    Her dyster både mænd og kvinder mod hinanden, og Møller ligger efter første runde i toppen af stillingen.

    Han gik torsdag de 18 huller i syv slag under par. Det gjorde tyske Yannik Paul også, og de to deler derfor førstepladsen.

    31-årige Møllers gode præstation kommer, blot tre dage efter at han slog ryggen, i forbindelse med han stod på vandski.

    Af samme grund måtte han tirsdag have hjælp til at pakke sin golftaske, fordi han simpelthen ikke kunne løfte noget af udstyret selv, siger danskeren i et interview på DP World Tours hjemmeside.

    Scandinavian Mixed spilles i Stockholm og er en del af både DP World Tour og Ladies European Tour. Sidste år blev turneringen vundet af svenske Linn Grant.

    Efter torsdagens første runde er den bedst placerede kvinde thailandske Trichat Cheenglab på en delt tredjeplads, seks slag under par.

    I alt deltager syv danskere i Scandinavian Mixed. Blandt de tre danske kvinder er Nicole Broch Estrup bedst placeret på en delt 49.-plads - sammen med blandt andre John Axelsen - i et enkelt slag under par.

  13. Ikast Håndbold slår Nykøbing Falster og vinder DM-bronze for tredje år i træk

    Bronzemedaljerne i kvindernes håndboldliga ender for tredje sæson i træk i det midtjyske.

    Torsdag vandt Ikast Håndbold for anden gang over Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) i holdenes bronzeduel, og dermed endte midtjyderne igen med medaljer.

    NFH blev besejret 27-24 efter at have været bagud i hele kampen.

    Slutcifrene lyver faktisk en smule. Ikast dominerede kampen og var længe foran med mindst en håndfuld mål, inden NFH til sidst med fire mål i træk fik pyntet lidt på resultatet.

    Men tvivl om udfaldet - af både kampen og hvor bronzemedaljerne ville ende - var der aldrig. Ikast gik ind til kampen med en sejr i bagagen fra den første kamp og kunne derfor have nøjes med uafgjort.

    Ikasts Ingvild Bakkerud endte som kampens topscorer med seks mål.

    Midtjyderne var endt i bronzekampen efter et nederlag i DM-semifinalen til Odense Håndbold. NFH var i sin semifinale oppe imod Team Esbjerg.

    Odense og Esbjerg mødes senere torsdag aften i den anden DM-finale. Vestjyderne vandt den første og kan derfor nøjes med uafgjort.

  14. Kvindelige VM-spillere får en bid af Fifas præmiepenge

    For første gang nogensinde dedikerer Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) en del af præmiepengene ved en VM-slutrunde til spillerne.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Det sker, når kvindernes verdensmesterskaber løber af stablen i Australien og New Zealand senere på sommeren.

    Helt konkret har Fifa vedtaget en ordning, som betyder, at hver eneste spiller fra de 32 deltagende nationer er sikret 30.000 dollar svarende til cirka 208.000 kroner, skriver AFP.

    Det beløb stiger løbende, hvis man kommer længere end gruppespillet.

    Spiller man på det hold, der vinder VM, kan man se frem til at få stukket 270.000 dollar - knap 1,9 millioner kroner - i lommen.

    Pengene kommer fra den samlede pulje på godt en milliard kroner, som Fifa udbetaler som blandt andet præmiepenge og kompensationer til klubberne i forbindelse med VM-slutrunden.

    Det beløb er tre gange højere, end det var ved den seneste VM-slutrunde for kvinder i 2019. Men det er også blot en tredjedel af det beløb, der blev udbetalt i forbindelse med herrernes VM i Qatar sidste år.

    /ritzau/

  15. Volleyballspiller får fire års dopingkarantæne

    For to år siden bestilte en mandlig dansk volleyballspiller 90 kapsler med det anabole stof ligandrol, som nu betyder, at han er blevet idømt fire års karantæne.

    Pillerne var bestilt på en britisk hjemmeside, men blev opsnappet af Toldstyrelsen, der tilbageholdt pakken.

    ADD blev siden underrettet og udelukkede volleyballspilleren midlertidigt, inden sagen blev indbragt for Dopingnævnet i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

    Her blev han dog i første omgang frikendt i oktober sidste år, med henvisning til at ordren efter spillerens udsagn var blevet annulleret, og at han dermed frivilligt var "trådt tilbage fra sit forsøg på at anvende et forbudt stof, før det blev opdaget af en tredjepart", hvilket ikke er en overtrædelse af dopingreglementet.

    ADD klagede imidlertid over dommen til DIF's Appelinstans, der nu har givet medhold i klagen og stadfæstet en udelukkelse fra al konkurrence i fire år.

    Appelinstansen har ændret dommen, fordi volleyballspilleren ikke har kunnet dokumentere sin annullering af kapselkøbet.

  16. Dansk golfspiller ser positivt på kontroversiel aftale

    Marcus Helligkilde tror, at kontroversiel aftale er god for sporten. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Ud af det blå kom det i går frem, at PGA Tour og DP World Tour er blevet enige med udbryderligaen LIV Golf efter længere tids strid og dens ejer, den saudiske investeringsfond Public Investment Fund.

    Og hvis det står til den danske golfspiller Marcus Helligkilde, så er det ikke nødvendigvis dårligt for golfsporten, at de forskellige instanser er blevet gode venner. Han er dog overrasket over, at det er gået så hurtigt med at finde en aftale.

    - Golfsporten kan blive væsentligt større. Der kommer til at være flere penge involveret, men jeg vil selvfølgelig ønske, at pengene kom fra et andet sted.

    - Jeg har helt klart nogle moralske skrupler ved det, men hvis Europa Touren og PGA Touren bakker op om Saudi Investment Group, så er det hele det samme, så jeg tænker, at jeg vil som udgangspunkt spille der, hvor det er mest etisk korrekt, siger han.

    Dansk Golf Unions direktør, Morten Backhausen, ser det også som en positiv nyhed, at de stridende golftours er nået til enighed.

    Han mener samtidig, at danske golfspillere sagtens kan deltage i turneringer under det nye selskab, men understreger, at LIV Golf skal trækkes i en anden retning.

    - Saudi-Arabien er jo et land, som Danmark rent forretningsmæssigt samarbejder med. Så derfor ser jeg heller ikke noget problem i, at danske golfspillere samarbejder med saudiarabiske virksomheder.

    - Det er vigtigt, at vi holder fast i de værdier, der ligger i sporten, og at vi kan trække LIV Golf i vores retning, hvor det er de sportslige principper, der ligger til grund for, hvilke turneringer man spiller.

  17. Antonsen udspiller verdens nummer syv i Singapore

    Efter en længere pause er badmintonspilleren Anders Antonsen tilbage, fyr og flamme, og levnede torsdag morgen ikke verdens nummer syv, Chou Tien-Chen, mange chancer i anden runde ved Singapore Open.

    Her vandt danskeren således stensikkert i to sæt, 21-12 og 21-15.

    Tidligere på måneden meldte den 26-årige aarhusianer afbud til hold-VM i Kina på grund af nogle småskavanker, mens han tidligere i år også har kæmpet med voldsomme smerter i lysken.

    Det så imidlertid ikke ud til at hæmme Antonsen mod Chou Tien-Chen, som i første sæt bragte sig foran med 14-2. Kimen var lagt til en storkamp af danskeren, der også i andet sæt kom stort foran, 17-10, inden den knusende sejr blev spillet i hus.

    Opdatering: Senere har også mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje spillet sig videre ved Singapore Open, efter at de slog et thailandske par, der er nummer to på verdensranglisten. Mathias Thyrri og Amalie Magelund er derimod ude efter nederlag til det kinesiske par, der er nummer et på verdensranglisten.

  18. West Ham vinder Conference League-finalen

    West Ham kan nu kalde sig for vinder af Europas tredje bedste klubturnering, Conference League efter en dramatisk afslutning på finalen, der blev spillet i Prag.

    Den engelske klub vandt over Fiorentina med 2-1 efter en scoring af Jarrod Bowen i det 90. minut. Alle kampens mål faldt i anden halvleg.

    Said Benrahma bragte West Ham foran efter en times spil, da han omsatte et straffespark, men kort efter udlignede Fiorentinas Giacomo Bonaventura. Det lignede forlænget spilletid og eventuel straffesparkskonkurrence, da Jared Bowen fik en perfekt aflevering i dybden, som han udnyttede i 90. minut.

    West Ham bliver belønnet med en plads i næste sæsons Europa League. Sidste år vandt AS Roma den første udgave af Conference League.

    En kedelig første halvleg vil desværre husket for en episode, hvor Fiorentina-anfører Cristiano Biraghi blev ramt af en genstand kastet fra West Hams fanafsnit. Det er usikkert, hvad der ramte spilleren, men omkring ham lå både kastede ølkrus, og hvad der kunne ligne en e-cigaret.

  19. Tre personer såret i optøjer før Conference League-finale

    Tre personer er kommet til skade i forbindelse med optøjer forud for finalen i Conference League.

    Det oplyser tjekkisk politi på Twitter onsdag eftermiddag.

    - Italienske fans angreb West Ham-fans på en bar på gaden Rytířská og sårede tre, skriver politiet.

    Onsdag aften skal det italienske fodboldhold Fiorentina møde engelske West Ham i et finaleopgør i den tjekkiske hovedstad Prag.

    Af den grund er tusindvis af fans taget til storbyen, hvor de har gjort sig bemærket i gadebilledet.

    Ifølge Sky News har et øjenvidne sagt, at italienske fans blandt andet har været bevæbnet med kæder og kastet med fyrværkeri.

    I politiets tweet fremgår det, at også en politibetjent blev angrebet.

    - Vi har tilbageholdt 16 personer, og vi er i øjeblikket ved at undersøge hele hændelsen, lyder det fra myndigheden.

    /ritzau/

  20. Golfstjerne i kovending om fusion: 'Bliver godt for professionel golf'

    McIlroy er en af golfsportens største stjerner og har været krads i sin kritik af LIV Golf, der er finansieret af saudiarabiske penge, og ikke mindst de spillere, som forlod PGA og DP World-Touren til fordel for LIV Golf Tour.

    Men efter at have sundet sig ovenpå tirsdagens nyhed tror den nordirske profil, at fusionen er godt for sporten.

    - Hvis jeg ikke tænker på mig selv og kigger på det større billede ti år ude i fremtiden, så tror jeg i sidste ende, at det her bliver godt for professionel golf, siger McIlroy onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Rory McIlroy mener dog, at skiftet til LIV Golf stadig bør have konsekvenser.

    - Dem, der forlod PGA Touren, gjorde skade på denne tour og lagde sag an imod den. Så vi kan ikke bare byde dem velkommen tilbage. Det kommer ikke til at ske, siger McIlroy.

    LIV Golf blev grundlagt i 2021 og begyndte at lokke store stjerner fra PGA Tour og DP World Tour med enorme præmiesummer og nye turneringsformater.

    Flere af de allerbedste golfspillere hoppede med på vognen - herunder blandt andre Phil Mickelson, Dustin Johnson og Brooks Koepka - og af den årsag blev de forment adgang til PGA Tour, DP World Tour og traditionsrige Ryder Cup.

    Der har siden været søgsmål på kryds og tværs, men alt det er nu lagt i graven. Man er således blevet enige om at droppe alle verserende retssager.

  21. Lars Christiansen stopper i Flensburg-Handewitt

    Den tidligere danske håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansen er færdig i storklubben Flensburg-Handewitt, hvor han senest har været chef for den sportslige udvikling.

    Klubben skriver på sin hjemmeside, at den tidligere cheftræner Ljubomir Vranjes vender tilbage til klubben og får titel som sportslig leder.

    Dermed er der ikke længere plads til Lars Christiansen, der som aktiv spillede 14 sæsoner i den nordtyske klub.

    - Vi har besluttet os for at genopruste og vil have nye impulser til den sportslige afdeling, siger direktør Holger Glandorf.

    - Flensburg-Handewitt er Lars Christiansen yderst taknemmelig for det arbejde, han har ydet, og han vil altid have en plads i klubbens historie, lyder det.

    Ljubomir Vranjes var cheftræner i Flensburg-Handewitt fra 2010 til 2017. Siden har han været på en rundtur mellem forskellige trænerjob hos europæiske klubber og landshold.

    Han stod senest i spidsen for Nimes i den bedste franske række.

    /ritzau/

  22. AC Horsens sælger cheftræner til svensk klub

    Jens Berthel Askou tiltræder som cheftræner for IFK Göteborg med øjeblikkelig virkning. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

    AC Horsens sælger cheftræner Jens Berthel Askou til den svenske klub IFK Göteborg.

    Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    - Jeg har været sindssygt glad for min tid i AC Horsens, for selvom der har været op- og nedture, så er jeg stolt over at have været cheftræner, selvom det ikke sluttede, som vi håbede på, siger Jens Berthel Askou.

    Han har været i klubben i to og et halvt år og tiltræder i Göteborg med øjeblikkelig virkning.

    AC Horsens er netop rykket ud af Superligaen efter et miserabelt forår, hvor de kun har fået seks point.

    Det er endnu uvist, hvem der skal stå i spidsen for den østjyske klub i 1. division næste sæson.

  23. Tennisstjernen Carlos Alcaraz spiller sig overbevisende i French Open-semifinalen

    Carlos Alcaraz pryglede Stefanos Tsitsipas og er nu klar til at møde Novak Djokovic i French Open-semifinale. (Foto: © EMMANUEL DUNAND, AFP or licensors)

    Der var en smule slinger i valsen mod slutningen af tirsdagen opgør mod verdens nummer fem, Stefanos Tsitsipas, men ellers så Carlos Alcaraz ganske suveræn ud.

    Den spanske verdensetter vandt således kvartfinalen ved French Open med 3-0 trods tiebreak i sidste sæt. Efter kampen blev han spurgt, hvordan han kan spille så godt.

    - Jeg tror altid på mig selv, svarede han i vinderinterviewet.

    - Det handler om at nyde denne type kampe. Det er nøglen.

    Dermed er Carlos Alcaraz klar til semifinaleopgøret på fredag mod den 22-dobbelte grand slam-vinder, Novak Djokovic. Spanieren glæder sig selvsagt.

    - At spille her er fantastisk. Jeg kan mærke kærligheden fra publikum, og det bliver en kamp, som alle gerne vil se, sagde Carlos Alcaraz.

  24. Fodboldstjernen Karim Benzema skifter til Saudi-Arabien

    Karim Benzema indgår en treårig kontrakt med Al Ittihad fra Saudi-Arabien. Det oplyser klubben på Twitter. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Ritzau Scanpix)

    Efter dage med spekulationer blev det tirsdag officielt. Fodboldstjernen Karim Benzema skifter til Al Ittihad i Saudi-Arabien.

    Den tidligere Real Madrid-stjerne, der sidste år blev kåret som verdens bedste fodboldspiller, har skrevet under på en treårig kontrakt med sin nye arbejdsgiver.

    Karim Benzema spillede for Real Madrid i 14 år og vandt 25 trofæer, inden han i sidste uge meddelte sit exit fra Spanien.

    Nu skal han altså boltre sig i en ny liga. Her kan han komme til at stå overfor sin tidligere holdkammerat - den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo, der sidste år skiftede til Al Nassr på en lukrativ aftale.

  25. Kinesiske snookerspillere får karantæne på livstid efter skandale om matchfixing

    Liang Wenbo er en af to kinesiske spillere som har fået karantæne på livstid. (Foto: © Han Yan, Represented by ZUMA Press)

    Liang Wenbo og Li Hang fra den absolutte verdenstop må ikke længere vise sig ved et snookerbord.

    Det Internationale Snookerforbund, WPBSA, har tirsdag aften udstedt livstidskarantæner til de to kinesiske spillere i kølvandet på en større sag om matchfixing.

    I alt er 10 kinesiske spillere blevet straffet af WPBSA som følge af skandalen, der begyndte i december sidste år og blandt andet omhandler manipulation af snookerkampe.

    Jason Ferguson, WPBSA-formand, kalder situationen for hjerteskærende, da "flere unge talenter har forbrudt sig mod regelsættet".

    - Opførslen er fuldstændig uacceptabel ved blandt andet at give to livstidskarantæner, siger han ifølge BBC Sport.

    - WPBSA vil fortsætte sin stærke modstand mod dem, der forsøger at manipulere sport, og dagens udmelding sender et stærkt signal om, at matchfixing ikke bliver tolereret i snooker.

    Du kan læse mere om sagen ved at følge dette link.

  26. Stridende golftours slår pjalterne sammen i nyt selskab

    De har været rygende uenige, men nu er de pludselig blevet gode venner.

    PGA Tour og DP World Tour er således blevet enige med udbrydertouren LIV Golf og dens ejer, den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund.

    Sammen har de stiftet et fælles selskab, der skal pleje deres fælles kommercielle interesser og "forene golf globalt", skriver PGA Tour i en pressemeddelelse.

    Parterne med de traditionelle organisationer PGA Tour og DP World Tour på den ene side og LIV Golf på den anden har ligget i strid i efterhånden et par år.

    LIV Golf blev grundlagt i 2021 og begyndte at lokke store stjerner fra PGA Tour og DP World Tour med enorme præmiesummer og nye turneringsformater, skriver Ritzau.

    Der har siden været udelukkelser og søgsmål på kryds og tværs, men alt det er nu lagt i graven, oplyser PGA Tour.

    Saudi-Arabien, som Public Investment Fund hører til, beskyldes for såkaldt sportswashing, som har til formål at renvaske landets haltende ry og rygte gennem investeringer i sport, skriver Ritzau.

  27. Vingegaards holdkammerat fortsætter storformen i Dauphiné

    Jonas Vingegaards holdkammerat Christophe Laporte (Jumbo-Visma) tog tirsdag den anden af tre mulige sejre, da han var først over stregen på 3. etape af Critérium du Dauphiné.

    Her slog franskmanden irske Sam Bennett og hollandske Dylan Groenewegen på målstregen.

    Allerede inden etapen var Christophe Laporte i førertrøjen og da han tog vigtige point i en bonusspurt undervejs, udbygger han dermed forspringet til sin landsmand Julian Alaphillippe i toppen af det samlede klassement.

    Også Jonas Vingegaard er en del af løbet som optakt til titelforsvaret i Tour de France. Han må forventes at overhale sin holdkammerat når feltet rammer bjergene, i løbet, der slutter på søndag.

  28. FC Nordsjælland anmelder racisme og trusler mod spillere til politiet

    FC Nordsjælland kunne i søndags fejre andenpladsen i Superligaen. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

    FC Nordsjælland har tirsdag meldt ud, at de har anmeldt racistiske og truende opslag på de sociale medier til politet.

    Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    - Det vil vi ikke finde os i. Det bør ingen finde sig i.

    - Derfor er de nu meldt til politiet, og vi vil samtidig opfordre alle til at tænke sig om - både på stadion og bag tasterne, skriver FC Nordsjælland.

    Klubben kom på andenpladsen i Superligaen, og de oplyser ikke, hvilke spillere i truppen der er blevet chikaneret.

    FCN duellerede om guldet mod FC København i Superligaen.

    Det var dog FCK, der løb med mesterskabet.

  29. Pierre-Emile Højbjerg får skotsk mestertræner

    Tottenham, der har danske Pierre-Emile Højbjerg i truppen, har tirsdag præsenteret australieren Ange Postecoglou som ny manager

    Den 57-årige fodboldtræner er hentet til den engelske storklub fra et job i Celtic, som Postecoglou i den netop forgangne sæson førte til det skotske mesterskab og to pokaltitler.

    I London skal australieren forsøge at få Tottenham tilbage på ret kurs efter en sæson, der fik en kaotisk afslutning med flere udskiftninger på trænerbænken.

    - Ange kommer en positiv mentalitet og en hurtig og angrebsivrig spillestil, siger Tottenham-formand Daniel Levy.

    - Han har bevist, at han er god til at udvikle spillere, og så har han en god forståelse for forbindelsen til akademiet - alt hvad der er vigtigt for vores klub, fortsætter han.

    I marts sagde Tottenham farvel til italieneren Antonio Conte efter gensidig aftale. Afløseren Cristian Stellini formåede ikke at løse problemerne, og i april blev han erstattet af Ryan Mason.

  30. Syv personer straffet for racisme mod Real Madrid-spiller

    'Racisme er normalt. Ligaen synes, det er normalt, fodboldforbundet gør det samme, og modstandere opfordrer til det,' skrev Vinicius Junior blandt andet på sin Instagram-profil efter kampen mod Valencia. (Foto: © Alberto Saiz, Associated Press)

    Spanien har straffet syv personer, der har udsat Real Madrid-spilleren Vinicius Junior for racisme.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det drejer sig om to sager rettet mod den brasilianske angriber, hvoraf den ene trak store overskrifter for to uger siden.

    Under opgøret mellem Real Madrid og Valencia pegede Vinicius Junior ud på tilskuerpladserne på en eller flere personer, der havde gestikuleret til ham.

    Få dage senere blev tre personer anholdt, og i går blev de idømt en bøde på 5.000 euro, svarende til omkring 37.000 kroner, samt forbud mod at komme til sportsbegivenheder i et år.

    Den anden sag handler om en oppustelig sort dukke, der blev hængt ud fra en motorvejsbro i Madrid i januar. Dukken var iført Vinicius trøjenummer.

    For to uger siden blev fire personer anholdt i dukkesagen, og de har hver fået en bøde på 60.000 euro, svarende til 447.000 kroner, samt forbud mod at vise sig til sportsbegivenheder i to år.

    Vinicius har kritiseret det spanske fodboldforbunds håndtering af sagerne, men anklagerne blev afvist af forbundets præsident. Til gengæld fik han fuld opbakning fra Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

    /ritzau/Reuters

  31. Dansk highdiver kvalificerer sig til VM

    Den danske highdiver Annika Bornebusch har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne.

    VM-billetten kom i hus under kvalifikationskonkurrencen i Fort Lauderdale i USA, hvor den danske udspringer endte på en 20.-plads.

    De 24 bedste ved stævnet ville sikre kvalifikationen til VM.

    Sidste år sprang den tredobbelte danske mester sig til en sjetteplads ved EM. Annika Bornebusch er den første danske kvindelige highdiver, der har sikret deltagelse ved et EM samt VM.

    Senere på måneden stiller den tidligere snowboarder op til endnu et danmarksmesterskabet, når der afholdes DM-uge i Aalborg.

  32. Stuttgart giver HSV endnu en sæson på anden klasse

    Hamburger SV må tilbringe endnu en sæson i Tysklands næstbedste fodboldrække, mens VfB Stuttgart også i næste sæson spiller i Bundesligaen.

    Det er en kendsgerning, efter at HSV mandag aften tabte med 1-3 hjemme til Stuttgart og taber "die Relegationsspiele" med samlet 1-6. Stuttgart vandt det første opgør i torsdags med 3-0.

    HSV fik ellers en drømmestart mandag aften med et tidligt mål på hjemmebane, men i anden halvleg scorede den 20-årige franskmand Enzo Millot to gange for Stuttgart og vendte kampen.

    Efter at have været en del af Bundesligaen siden etableringen i 1963 rykkede HSV ud i 2018.

    Det femte forsøg på en oprykning så ud til at lykkes i sidste spillerunde, og klubbens henrykte fans var begyndt at invadere banen i Sandhausen, da de troede, at oprykningen var hjemme søndag 28. maj.

    Uheldigvis for fansene og HSV scorede konkurrenten Heidenheim to gange i tillægstiden andetsteds og rykkede op i stedet.

    /ritzau/

  33. Vingegaard begræder hjælpers skade før Touren

    Det gør ondt på Jonas Vingegaard, at den stærke hollandske cykelrytter Steven Kruijswijk brækkede kravebenet, da han udgik af mandagens 2. etape af Critérium du Dauphiné.

    Jumbo-Visma-rytteren går formentlig glip af sommerens Tour de France, hvor han skulle være en af hjælperne i Vingegaards jagt på at gentage sidste års triumf. Kruijswijk er blandt sportens bedste hjælperyttere i bjergene.

    - Det er noget værre rod. Han er en af dem, vi skulle have haft med til Tour de France, så på den måde er det noget værre lort for at sige det lige ud, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.

    - Det er et kæmpe slag for vores Tour-hold. Det er det, uanset hvem vi mister, for de er allesammen mega vigtige, og det er han også.

    Den 35-årige hollænder har kørt Touren syv gange, og han var sidste år med til at hjælpe Vingegaard på vej mod den samlede sejr. Hollænderen udgik dog før den sidste uge af Touren ved den lejlighed.

    Vingegaard får resten af ugen en forsmag på at køre et vigtigt etapeløb uden Kruijswijk, når Critérium du Dauphiné fortsætter. Danskeren er favorit til at vinde det franske etapeløb, der er et af de vigtigste forberedelsesløb før Touren. Løbet slutter med 8. etape på søndag.

    /ritzau/

  34. Newcastle-ejer køber Cristiano Ronaldos klub

    Cristiano Ronaldo kan formentlig se frem til at få flere prominente holdkammerater og modstandere i saudiarabisk fodbold.

    Mandag overtog den statslige investeringsfond Public Investment Fund (PIF) aktiemajoriteten i fire af landets fodboldklubber - tre klubber fra den bedste række og en klub fra den næstbedste række.

    Blandt klubberne finder man Al Nassr FC, som har superstjernen Cristiano Ronaldo på lønningslisten. De øvrige klubber er Al Ittihad, Al Ahli og Al Hilal. Alle fire klubber kan nu se frem til at få større økonomiske muskler.

    - Overtagelsen af ejerskabet i de fire klubber vil åbne for forskellige kommercielle muligheder, lyder det blandt andet fra PIF efter opkøbene.

    PIF har ejet Premier League-klubben Newcastle United siden oktober 2021 og pumpet hundredvis af millioner kroner ind i den nordengelske klub. PIF grundlagde også den lukrative, men kontroversielle golforganisation LIV Golf samme år.

    Begge de investeringer klandres for at være sportswashing. Begrebet dækker over lande, der forsøger at forbedre sit omdømme gennem sport.

    /ritzau/

  35. Tidligere verdensmester spurter sig til sejr i Dauphiné

    Den tidligere verdensmester Julian Alaphilippe (Soudal) var hurtigst, da 2. etape af Critérium du Dauphiné skulle afgøres i en massespurt efter 167 kuperede kilometer.

    I den samlede stilling er Alaphilippe dog kun nummer to efter Christophe Laporte, der vandt søndagens etape i det franske løb. De to franskmænd står noteret for samme tid efter de to etaper.

    Løbsfavoritten Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) var mandag med fremme i feltet til det sidste og krydsede målstregen som nummer 20.

    Danskeren Jonas Gregaard (Uno-X) var en del af et udbrud på etapen, men han spillede ingen rolle i afgørelsen af løbet.

    Ti kilometer før mål blev etapens sidste reelle udbrud indhentet. På de afsluttende kilometer forsøgte flere at stikke af, men der var fuld samling, da løbet skulle afgøres.

    Critérium du Dauphiné er et af de vigtigste forberedelsesløb inden Tour de France. Jonas Vingegaard er favorit til den samlede sejr i løbet, der strækker sig over otte etaper og slutter på søndag.

    /ritzau/

  36. Stort skandinavisk etapeløb for kvinder skrotter etape af økonomiske årsager

    Cecilie Uttrup Ludwig sluttede den første udgave af Tour of Scandinavia som samlet vinder. (Foto: © TERJE PEDERSEN, Ritzau Scanpix)

    Når nogle af verdens bedste kvindelige cykelrytter til august påbegynder det store etapeløb Tour of Scandinavia, bliver det uden svensk asfalt under dækkene.

    Af økonomiske årsager har arrangørerne valgt at aflyse 2. etape af den konkurrence, som danske Cecilie Uttrup Ludwig vandt sidste år. Det fortæller direktør Roy Moberg til nyhedsbureauet NTB.

    - En kraftig stigning i omkostningerne ved køb af en række varer og tjenesteydelser, en svækket norsk kronekurs og det faktum, at det ikke er lykkedes at skabe et tilstrækkeligt indkomstgrundlag i Sverige, betyder, at vi desværre må skære etapen i Sverige ud i år, siger han.

    På grund af aflysningen af 2. etape rykkes starten på Tour of Scandinavia fra den 22. til den 23. august og tæller nu fem etaper. De to sidste etaper foregår i Danmark, hvor feltet skal forbi Herning, Middelfart og Haderslev.

  37. Nedrykning koster AaB kassen: Nedjusterer med 25 millioner

    Økonomien var i forvejen presset i AaB, men med fodboldklubbens nedrykning fra Superligaen til 1. division ser det nu endnu værre ud.

    Klubben meddeler i en børsmeddelelse i dag, at den sænker de økonomiske forventninger til i år. Det skriver Ritzau.

    Hvor klubbens tidligere forventning lød på et sted mellem minus 10 og 20 millioner, forventer de nu et underskud på mellem 35 og 45 millioner kroner.

    - Nedjusteringen henføres primært til reduktion i tv-indtægter, færre matchdayindtægter, nedskrivning af kontraktrettigheder samt lavere forventede transferindtægter, lyder det i børsmeddelelsen.

    AaB rykkede ned i 1. division, efter klubben i lørdags tabte 0-1 til Silkeborg IF.

  38. Dressurstjerne napper DM-guld

    Nanna Skodborg Merrald vandt DM-guldet efter en stærk præstation i kür. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Ritzau Scanpix)

    Hun er nummer fire på verdensranglisten, men i Danmark er Nanna Skodborg Merrald nummer ét.

    I hvert fald når det kommer til weekendens danmarksmesterskaber i dressur, som blev vundet af den 29-årige rytter og vallakken Blue Hors Zepter.

    I søndagens dressurform kür, hvor rytteren selv sammensætter øvelser og musik, indkasserede hun et resultat på 86,85 procent fra dommerne, hvilket var nok til en sikker guldmedalje. Carina Cassøe Krüth tog sig af sølvmedaljen, mens Andreas Helgstand blev nummer tre.

    Nanna Skodborg Merrald har godt gang i 2023. I april blev hun nummer to ved World Cup-finalen i USA, og i februar vandt hun karrierens første World Cup-sejr i tyske Neumünster.

    Hun var desuden en del af det danske landshold, som sidste år vandt VM-guld på hjemmebane i Herning.

    I paradressur vandt Tobias Thornings Jørgensen DM for grad 1, 2 og 3 med en samlet procentsum på 157,32 og 82. Pia Wulff Jestrup red sejren hjem i grad 4 og 5 med en score på 148,95 og 77 procent.

  39. Brandvarme Miami Heat udligner i NBA-finaleserien

    Gabe Vincent blev topscorer for Miami Heat med 23 point. (Foto: © Matthew Stockman, Ritzau Scanpix)

    Miami Heat har bragt balance i regnskabet, efter at holdet natten til mandag dansk tid slog Denver Nuggets 111-108 i den anden kamp i finaleserien i Nordamerikas bedste basketball-liga, NBA.

    Efter de to første kampe i finaleserien er stillingen således 1-1.

    Miami Heat måtte ellers stå imod både Denver Nuggets' hjemmebanefordel og en stor præstation fra hjemmeholdets helt store stjerne, Nikola Jokic, som leverede på aftenen med 41 point.

    Den 28-årige serbiske center bidrog med 11 rebounds og fire assister.

    Miami viste sig dog en smule bedre, og Jimmy Butler, Bam Adebayo og Gabe Vincent noterede sig alle for mere end 20 point hver.

    Næste gang går turen til Miami, hvor kamp tre og fire skal spilles henholdsvis natten til torsdag og natten til lørdag dansk tid.

    /ritzau/

  40. Zlatan Ibrahimovic indstiller karrieren

    Zlatan Ibrahimovic blev søndag hyldet, da Milan mødte Hellas Verona i Serie A. (Foto: © Matteo Bazzi, Ritzau Scanpix)

    En af de største skandinaviske fodboldspillere nogensinde, Zlatan Ibrahimovic, indstiller karrieren.

    Det fortalte en meget rørt Ibrahimovic i en tale, efter hans italienske klub AC Milan søndag aften havde spillet sæsonens sidste kamp, skriver det svenske medie Aftonbladet.

    - Det er tid til at sige farvel til fodbold, men ikke til jer, siger Ibrahimovic ifølge Aftonbladet.

    - Der er så mange følelser og minder på det her stadion. Første gang jeg kom til Milan, gav I mig glæde. Anden gang gav I mig kærlighed. I har budt mig velkommen med åbne arme, og I gjorde, at jeg følte mig hjemme. Jeg vil være AC Milan-fan for livet, siger den 41-årige svensker.

    Zlatan Ibrahimovic har kontraktudløb i AC Milan, når sæsonen er slut, og det var på forhånd kendt, at de to parter ikke forlænger det samarbejde.

    Angriberen har gennem karrieren også repræsenteret klubber som Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Manchester United og PSG. Han har også været på eventyr i USA, hvor han spillede for Los Angeles Galaxy.

  41. Verona med danske Oliver Abildgaard på holdet rykker ud af Serie A

    Den sidste billet til den italienske Serie B blev søndag uddelt, og den var danske Oliver Abildgaard for sin klub Verona med til at indløse.

    Den norditalienske klub begyndte dagen under nedrykningsstregen i fodboldens Serie A, a point med Spezia på pladsen lige over. Verona var dog tvunget til at ende med flere point end Spezia, da de var dårligere i den indbyrdes statistik.

    Den gik ikke, eftersom Verona tabte 1-3 ude mod AC Milan. Spezia, som besøgte Roma, tabte 1-2.

    Verona følger dermed Cremonese og Sampdoria ned i Serie B.

  42. Benzema slutter i Real Madrid med straffescoring

    FC Barcelona sikrede for noget tid siden det spanske mesterskab, og søndag faldt de sidste ting på plads i toppen af La Liga-tabellen.

    Real Madrid endte på andenpladsen efter at have spillet uafgjort med Athletic Bilbao.

    Kampen endte 1-1, og Reals ene mål blev leveret af målkongen Karim Benzema, der i sin sidste kamp for klubben scorede på et straffespark.

    Atlético Madrid kunne med en sejr have snuppet andenpladsen for næsen af naboerne fra Real, og sådan så det også ud til at ende. Mod Villarreal førte Atlético 2-1, indtil Jorge Pascual udlignede dybt inde i tillægstiden, så kampen endte 2-2.

    Dermed forblev det status quo mellem de to Madrid-hold, der startede og sluttede søndagen med et point imellem sig.

    Senere søndag aften bliver det afgjort, hvem der skal rykke med Espanyol og Elche ud af La Liga. Det kan en række hold ende med at gøre.

    /ritzau/

  43. Verdensetteren spiller sig videre ved French Open

    Carlos Alcaraz fik sig en forskrækkelse, da han søndag blev brudt i sit første serveparti mod Lorenzo Musetti, men verdensetteren rystede ikke på hånden.

    I French Opens ottendedelsfinale slog spanieren hårdt igen og tog en knusende sejr på 6-3, 6-2, 6-2.

    Carlos Alcaraz var ganske enkelt et par klasser bedre end sin italienske modstander, som dog bød spanieren op til dans i flere underholdende dueller.

    Den bevægelige Musetti knoklede benhårdt og holdt et hav af umiddelbart umulige bolde i spil i løbet af kampen.

    Men når det spidsede til, kunne han intet stille op mod Alcaraz' klasse.

    Den spanske verdensetter skal nu op imod enten græske Stefanos Tsitsipas eller østrigske Sebastian Ofner i kvartfinalen. De to møder hinanden senere søndag.

    Også verdens nummer tre, Novak Djokovic, er videre til kvartfinalen. Søndag eftermiddag smadrede han Juan Pablo Varillas, der er nummer 94 i verden.

    Serberen tabte et enkelt serveparti i første sæt, men spillede ellers fejlfrit i resten af opgøret og vandt 6-3, 6-2, 6-2.

    Novak Djokovic skal møde russiske Karen Khachanov i kvartfinalen. Khachanov slog søndag italienske Lorenzo Sonego 1-6, 6-4, 7-6, 6-1.

    /ritzau/

  44. Vipers vinder Champions League-finalen

    Norske Vipers sidder tungt på den europæiske håndboldtrone på kvindesiden.

    Det manifesterede klubben søndag aften, da den i en hæsblæsende kulisse i Budapest bankede ungarske FTC-Rail Cargo, der havde et hav af højtråbende fans i ryggen.

    Vipers' tilhængere havde fået tildelt et hjørne af hallen, som de prydede i klubbens lyserøde farver, og da kampen var slut, kunne de medrejsende nordmænd juble over en overbevisende sejr på 28-24.

    Med et brag af en indsats i anden halvleg gjorde særligt den 43-årige keeper Katrine Lunde sig bemærket hos de triumferende nordmænd.

    Det var tredje år i træk, at Vipers fra Kristiansand sikrede sig europæisk klubhåndbolds største trofæ. Det har kun Györ gjort før.

    /ritzau/

  45. Esbjergs nedtur i Champions League er 'bitter'

    For andet år i træk rejser Team Esbjerg hjem fra Champions League Final4 uden medaljer.

    Lørdag tabte vestjyderne således deres semifinale med et enkelt mål til FTC og i søndagens bronzekamp gentog situationen sig, præcis samme margin, da det endte 27-28 mod Györ.

    Det gjorde selvsagt udslag i humøret hos Team Esbjergs stregprofil Kathrine Heindahl.

    - Jeg er træt af det. Det er nok kampen i går (semifinalenederlaget, red.), der gør allermest ondt. I dag synes jeg, at vi viste kæmpe moral, siger Kathrine Heindahl til DR Sporten.

    Esbjerg var undervejs nede med ni mål, men fik kæmpet sig tilbage. Det er Heindahl 'stolt' over.

    - Det kan vi bruge fremadrettet, hvor den danske turnering ikke er slut, og vi har en finale, der venter torsdag. Der kan vi bruge den anden halvleg til rigtig meget. Men to kampe, hvor vi taber med ét mål i hver – det er bittert, siger Esbjerg-spilleren.

    Torsdagens kamp er DM-finale nummer to mod Odense. Esbjerg vandt den første og kan med et enkelt point sikre sig det danske mesterskab.

  46. Vingegaards holdkammerat tager etapesejr i Dauphine

    Jonas Vingegaards Jumbo-Visma-hold ser ud til at være på vej i Tour de France-form.

    Søndag sikrede franskmanden Christophe Laporte holdet sejren på 1. etape af optaktsløbet Criterium du Dauphine, da han vandt spurten på opløbsstrækningen i Chambon-sur-Lac.

    Det skete, efter at holdkammeraten Vingegaard havde ført sig frem i en sjælden rolle som trækdyr på den sidste kilometer.

    Vingegaards arbejde medvirkede til, at det lige akkurat lykkedes at indhente den sejlivede udbryder Rune Herregodts, der holdt det jagtende felt bag sig indtil få hundrede meter fra mål.

    /ritzau/

  47. Verstappen vinder igen, igen, mens Magnussen slutter nummer 18 i Barcelona

    Kevin Magnussen sluttede i den tunge ende af søndagens grandprix i Barcelona. (Foto: © ALBERT GEA, Ritzau Scanpix)

    Der er Max Verstappen og så alle de andre.

    Den dobbelte Formel 1-verdensmester har virkelig fundet farten i sin Red Bull-racer i indeværende sæson og vandt da også nærmest forventeligt søndagens grandprix i Barcelona.

    Sejren er Verstappens tredje i træk, og han øger derfor sit forspring til forfølgerne i VM-stillingen. På andenpladsen kom Mercedes' Lewis Hamilton, mens britens holdkammerat, George Russel, blev nummer tre.

    Kevin Magnussen, som kører for Haas, havde en svær dag på banen i Barcelona og sluttede som nummer 18. Dermed står danskeren fortsat noteret for to point efter sæsonens første syv løbsweekender.

  48. Bronzedrømmen lever i Fredericia efter svag Skjern-start

    Fredericia Håndboldklubs jagt på de første medaljer siden 1980 fortsætter lidt endnu.

    Søndag eftermiddag vandt klubben i egen hule med 27-25 over Skjern Håndbold i den anden bronzekamp, efter at gæsterne havde fået en forfærdelig start.

    Det betyder, at de to mandskaber nu skal spille en tredje og afgørende kamp i Skjern om bronzemedaljerne.

    I den første kamp i Skjern lignede Fredericia et hold, der allerede var gået på sommerferie. Ved den lejlighed tabte Gudmundur Gudmundssons mandskab med 11 mål.

    Attituden var markant anderledes hjemme i egen hule søndag, hvor det var Skjern, der ikke rigtig kunne komme i gang og også endte med at tabe kampen.

    /ritzau/

  49. Eftermiddagsbrag venter Holger Rune

    Der venter Holger Rune lidt af et eftermiddagsbrag, når han mandag skal spille fjerde runde ved den store grand slam-turnering French Open.

    Den 20-årige danske tennisspiller er nemlig blevet tildelt kamp nummer to ud af fire på en af de store baner i det parisiske anlæg.

    Derfor kommer Holger Rune og hans argentinske Francisco Cerundolo til at gå ud på gruset så snart, dagens første kamp, der starter klokken 11, er spillet færdig.

    Danskerens argentinske modstander er lige nu nummer 23 på verdensranglisten, og i hans seneste opgør ved French Open slog han verdens nummer ni, Taylor Fritz.

    Du kan følge opgøret mellem Holger Rune og Francisco Cerundolo direkte på dr.dk og i app'en DR Nyheder.

  50. Vesti udbygger forspring til nærmeste rival i Formel 2

    Racerkøreren Frederik Vesti forsvarede søndag førstepladsen i kampen om VM-titlen i Formel 2.

    Den 21-årige dansker sluttede på femtepladsen i grandprixet i Barcelona og hentede dermed flere point end rivalen Théo Pourchaire. Franskmanden endte på syvendepladsen.

    Femtepladsen betyder, at Vesti kan sætte yderligere 10 VM-point ind på kontoen, mens Pourchaire må nøjes med 6 point.

    Derudover satte danskeren hurtigste omgangstid, hvilket udløser et enkelt bonuspoint.

    Vesti topper kampen om VM-titlen med 110 point foran Pourchaire på andenpladsen med 99 point.

    Danskeren har haft en fremragende løbsweekend i Barcelona, hvor han lørdag vandt sprintløbet.

    Søndagens hovedløb blev vundet af briten Oliver Bearman.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk