Liverpool vinder FA Cup-trofæet efter straffesparksdrama

Fodboldklubben Liverpool F.C. har lørdag aften vundet det traditionsrige FA Cup-trofæ for første gang i 16 år efter en nervepirrende kamp mod Chelsea.
Pokalfinalen på Wembley endte 0-0 i ordinær tid, og heller ikke i forlænget tid blev der fundet en vinder. Dermed skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Anfører César Azpilicueta og Mason Mount misbrugte for Chelsea og Sadio Mané for Liverpool, inden den tidligere Esbjerg-spiller Kostas Tsimikas blev matchvinder.
De rødblusede gentog dermed bedriften fra Liga Cup-finalen i februar, der også endte 0-0, inden Liverpool vandt fra pletten.
Andreas Christensen var helt ude af truppen for Chelsea, der altså tabte FA Cup-finalen for tredje år i træk.
Liverpool er fortsat i spil til to titler. Den 28. maj møder holdet Real Madrid i Champions League-finalen, og inden da er den engelske titelkamp afgjort. Her er Liverpool tre point efter Manchester City med to runder igen.
Efter lørdagens triumf har Liverpool vundet den største af de engelske pokalturneringer otte gange, hvilket er lige så mange gange som Chelsea og Tottenham. Arsenal og Manchester United har vundet den henholdsvis 14 og 12 gange.