Dobbelt dansk fodboldtriumf i svenske pokalfinaler
I Sverige var der torsdag pokalfinaler i fodbold på både kvinde- og herresiden.
I kvindernes finale var fire danskere på banen, da FC Rosengård vandt 2-1 over BK Häcken efter forlænget spilletid.
Den afgørende scoring faldt med ti minutter tilbage af forlænget spilletid. Her gjorde tyske Stefanie Sanders det til 2-1 for Rosengård, som også blev slutresultatet. Flere Häcken-spillere var efterfølgende meget utilfredse med målet, da de ikke mente, at bolden havde været over stregen.
I finalen havde Rosengård Sofie Bredgaard i startopstillingen, mens Häcken havde Stine Larsen, Mille Gejl og Luna Gevitz på banen fra start.
I mændenes finale var fem danskere i aktion, da Malmö FF vandt den svenske pokalfinale efter straffesparkskonkurrence mod Hammarby.
Forinden var 120 minutter forløbet med chancer i begge ender, men stillingen efter ordinær og forlænget spilletid forblev 0-0.
I straffesparkskonkurrencen vandt Malmö 4-3 efter fem spark til hver.
I finalen gjorde Hammarby brug af tre danskere, Mads Fenger, Bjørn Paulsen og Jeppe Andersen, mens Malmö FF havde Søren Rieks og Lasse Nielsen på banen.