Manchester City sikrer sig matchbold efter comeback

Fodboldherrerne fra Manchester City var søndag på randen af nederlag, men vendte 0-2 til 2-2 på udebane mod West Ham i den bedste engelske række, Premier League.
Jarrod Bowen scorede to gange for hjemmeholdet i første halvleg, men Jack Grealish og et selvmål sørgede for 2-2 i en City-domineret anden halvleg, hvor Riyad Mahrez misbrugte et straffespark.
Dermed bevarer Pep Guardiolas tropper en gunstig position i duellen med Liverpool om det engelske mesterskab.
City har nu 90 point for 37 kampe på førstepladsen, mens Liverpool har 86 point for 36 kampe på andenpladsen.
Manchester City kan sikre sig mesterskabet med en sejr på hjemmebane mod Aston Villa i sidste runde næste søndag.
Liverpool gæster tirsdag Southampton og har Wolverhampton på hjemmebane i sidste runde.
/ritzau/